This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62012CJ0132
Judgment of the Court (First Chamber), 27 February 2014.#Stichting Woonpunt and Others v European Commission.#Appeal — State aid — Schemes for aid granted in favour of housing corporations — Compatibility decision — Commitments provided by the national authorities in order to comply with EU law — Fourth paragraph of Article 263 TFEU — Action for annulment — Conditions governing admissibility — Interest in bringing proceedings — Locus standi — Beneficiaries who are individually and directly concerned — Notion of a ‘closed circle’.#Case C‑132/12 P.
Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. februar 2014.
Stichting Woonpunt m.fl. mod Europa-Kommissionen.
Appel – statsstøtte – støtteordning til fordel for sociale boligselskaber – beslutning om forenelighed – de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten – artikel 263, stk. 4, TEUF – annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – retlig interesse – søgsmålskompetence – individuelt og umiddelbart berørte modtagere – begrebet »sluttet kreds«.
Sag C-132/12 P.
Domstolens dom (Første Afdeling) af 27. februar 2014.
Stichting Woonpunt m.fl. mod Europa-Kommissionen.
Appel – statsstøtte – støtteordning til fordel for sociale boligselskaber – beslutning om forenelighed – de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten – artikel 263, stk. 4, TEUF – annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – retlig interesse – søgsmålskompetence – individuelt og umiddelbart berørte modtagere – begrebet »sluttet kreds«.
Sag C-132/12 P.
Court reports – general
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2014:100
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
27. februar 2014 ( *1 )
»Appel — statsstøtte — støtteordning til fordel for sociale boligselskaber — beslutning om forenelighed — de nationale myndigheders tilsagn om at overholde EU-retten — artikel 263, stk. 4, TEUF — annullationssøgsmål — betingelser for antagelse til realitetsbehandling — retlig interesse — søgsmålskompetence — individuelt og umiddelbart berørte modtagere — begrebet »sluttet kreds««
I sag C-132/12 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 29. februar 2012,
Stichting Woonpunt, Maastricht (Nederlandene),
Stichting Havensteder, tidligere Stichting Com.wonen, Rotterdam (Nederlandene),
Woningstichting Haag Wonen, Haag (Nederlandene),
Stichting Woonbedrijf SWS.Hhvl, Eindhoven (Nederlandene),
ved advocaten P. Glazener og E. Henny,
appellanter,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved H. van Vliet, S. Noë og S. Thomas, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne A. Borg Barthet og E. Levits (refererende dommer),
generaladvokat: M. Wathelet
justitssekretær: fuldmægtig M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. april 2013,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 29. maj 2013,
afsagt følgende
Dom
1 |
Stichting Woonpunt, Stichting Havensteder, tidligere Stichting Com.wonen, Woningstichting Haag Wonen og Stichting Woonbedrijf SWS.Hhvl har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 16. december 2011, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen (sag T-203/10, herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten afviste deres søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 9963 endelig af 15. december 2009 vedrørende statsstøtte E 2/2005 og N 642/2009 – Nederlandene – eksisterende støtte og særlig støtte til et projekt med henblik på boligselskaber (herefter »den omtvistede beslutning«). |
Sagens baggrund og den omtvistede beslutning
2 |
De faktiske omstændigheder, der har givet anledning til tvisten, er fremstillet af Retten i den appellerede kendelses præmis 1-14 på følgende måde:
|
Proceduren for Retten og den appellerede kendelse
3 |
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 2010 anlagde appellanterne i henhold til artikel 263 TEUF et søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede beslutning. |
4 |
Til støtte for deres søgsmål gjorde appellanterne forskellige anbringender gældende. |
5 |
Kommissionen bestred, uden formelt at rejse en formalitetsindsigelse, imidlertid indledningsvis, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, idet den gjorde gældende, dels at appellanterne ikke var individuelt berørt, som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, af den omtvistede beslutning, for så vidt som denne angår støtteordning E 2/2005, dels at de ikke havde retlig interesse i en annullation af beslutningen, for så vidt som den vedrører støtteordning N 642/2009. |
6 |
På den baggrund besluttede Retten først at træffe afgørelse om dette spørgsmål. |
7 |
For det første fastslog Retten i appellerede kendelses præmis 30 – idet den konstaterede, at den omtvistede beslutning ikke var rettet til appellanterne, for så vidt denne beslutning angår støtteordning E 2/2005, og idet den i denne kendelses præmis 29 bemærkede, at en virksomhed under disse omstændigheder ikke har kompetence til at anfægte en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en sektorbaseret støtteordning, når den kun berøres af denne beslutning som følge af dens tilhørsforhold til den pågældende sektor og som følge af, at den potentielt er omfattet af den pågældende ordning – at det samme gjorde sig gældende, når der var tale om et søgsmål med påstand om annullation af en beslutning, hvormed Kommissionen, der tager de nationale myndigheders tilsagn til efterretning, har erklæret de ændringer, der blev foretaget i den omhandlede støtteordning, forenelige med fællesmarkedet. |
8 |
I den foreliggende sag fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 31 og 32, at betegnelsen wocos indrømmes på grundlag af objektive kriterier, som et ubegrænset antal aktører kunne opfylde i deres egenskab af potentielle begunstigede af støtteordning E 2/2005, der var omhandlet i den omtvistede beslutning. |
9 |
Retten fastslog på baggrund heraf, at den omstændighed, at de blev betegnet som wocos, ikke i sig selv betød, at appellanterne kunne anse sig for individuelt berørt af den omtvistede beslutning, for så vidt denne angår støtteordning E 2/2005. |
10 |
Herefter afviste Retten i den appellerede kendelses præmis 38-50 appellanternes argumenter. |
11 |
Retten anførte indledningsvis, at de sager, der lå til grund for de domme fra Domstolen, som appellanterne havde påberåbt sig til støtte for deres synspunkter, dvs. dom af 17. januar 1985, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (sag 11/82, Sml. s. 207), og af 22. juni 2006, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen (forenede sager C-182/03 og C-217/03, Sml. I, s. 5479), var forskellige fra den sag, Retten var forelagt, idet sagsøgerne i disse to domme afsagt af Domstolen tilhørte en gruppe, hvis størrelse ikke længere kunne øges efter vedtagelsen af de omhandlede beslutninger. |
12 |
Derefter fandt Retten, at appellanterne ikke kunne påberåbe sig, at risikoen for en ny godkendelse af en institution som woco var minimal, eller at de tidligere godkendte wocos kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Retten bemærkede i denne forbindelse, at muligheden for at angive antallet af eller endog identiteten på de retssubjekter, på hvilke en foranstaltning finder anvendelse, på ingen måde er ensbetydende med, at disse subjekter skal anses for individuelt berørt af denne foranstaltning. |
13 |
Endelig fremhævede Retten indledningsvis som svar på appellanternes argument om, at de eksisterende wocos ikke ville blive påvirket på samme måde af den omtvistede beslutning som de wocos, der bliver godkendt i fremtiden, at støtteordningen omhandlet i denne beslutning var blevet erklæret forenelig med det indre marked for fremtiden. Dernæst bemærkede Retten, at den omstændighed, at en operatør påvirkes økonomisk i højere grad end sine konkurrenter, ikke giver mulighed for at individualisere denne operatør. Endelig fandt Retten, at appellanterne tilhørte en kategori af økonomiske aktører defineret ud fra objektive kriterier, som de ikke adskilte sig fra. |
14 |
Retten udledte heraf i den appellerede kendelses præmis 52, at appellanterne ikke var individuelt berørt af den omtvistede beslutning, for så vidt som den angår støtteordning E 2/2005. |
15 |
For det andet fandt Retten hvad angår den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning N 642/2009, at appellanterne ikke som led i undersøgelsen af en ny støtte kunne påberåbe sig en tidligere situation, der angiveligt var mere gunstig. Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 63, idet den fremhævede, at den støtte, som appellanterne er potentielle modtagere af, var blevet erklæret forenelig ved den omtvistede beslutning, at appellanterne ikke havde godtgjort deres søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning N 642/2009. |
16 |
Følgelig afviste Retten søgsmålet i det hele. |
Parternes påstande
17 |
Appellanterne har nedlagt følgende påstande for Domstolen:
|
18 |
Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at det pålægges appellanterne at betale sagens omkostninger. |
Om appellen
19 |
Til støtte for appellen har appellanterne gjort tre anbringender gældende. Det første anbringende vedrører urigtig retsanvendelse, en upræcis bedømmelse af de relevante omstændigheder og en manglende begrundelse, idet Retten har ladet spørgsmålet, om søgsmålet til prøvelse af den omtvistede beslutning – for så vidt som den vedrører støtte E 2/2005 – kan antages til realitetsbehandling, afhænge af, om appellanterne er reelle eller potentielle begunstigede. Det andet anbringende vedrører urigtig retsanvendelse, en upræcis bedømmelse af de relevante omstændigheder og en manglende begrundelse, idet Retten i forhold til den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005, fandt, at appellanterne ikke tilhørte en »sluttet kreds« af eksisterende wocos. Det tredje anbringende vedrører urigtig retsanvendelse, en upræcis bedømmelse af de relevante omstændigheder og en manglende begrundelse, idet Retten fandt, at appellanterne ikke havde retlig interesse i en annullation af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning N 642/2009. |
20 |
Eftersom de to første anbringender til støtte for appellen er rettet mod Rettens vurdering af appellanternes søgsmålsinteresse, skal de vurderes samlet, efter at der forinden er taget stilling til det tredje anbringende. |
Om det tredje anbringende
Parternes argumenter
21 |
Det er appellanternes opfattelse, at Retten med urette i den appellerede kendelses præmis 59 indledningsvis forudsatte, at betingelserne for at anvende støtteordning N 642/2009 var fastsat af de nationale myndigheder og ikke af Kommissionen. |
22 |
Derefter fandt Retten i samme kendelse i den appellerede kendelse med urette, at appellanterne savnede søgsmålsinteresse, med den begrundelse, at det ikke er sikkert, at Kommissionen ville have godkendt støtteordningen på andre vilkår. |
23 |
Endelig tog Retten under disse omstændigheder urigtigt ikke appellanternes anbringende om tilsidesættelse af deres processuelle rettigheder til følge, eftersom de ikke kunne have status som berørt part. |
24 |
Kommissionen har anført, at eftersom støtteordning N 642/2009 ikke var en ny ordning, kan appellanterne ikke påberåbe sig en fiktiv situation, der lå før vedtagelsen af den omtvistede beslutning, som var mere gunstig for dem. |
25 |
Dette anbringende skal derfor forkastes som ugrundet. |
Domstolens bemærkninger
26 |
Hvad angår sagsøgernes første anbringende skal det fastslås, at Retten ikke knyttede appellanternes søgsmålsinteresse i forhold til den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning N 642/2009, til spøgsmålet om, i hvilket omfang betingelserne for at anvende denne støtte var fastsat af Kommissionen eller af de nederlandske myndigheder. |
27 |
For så vidt som denne beslutning vedrørte en ny anmeldt støtte begrundede Retten derimod den manglende søgsmålsinteresse ved i den appellerede kendelses præmis 58 blot at anføre, at appellanterne med henblik herpå ikke kunne påberåbe sig, at der forelå en tidligere situation, hvor støtten blev udbetalt på mere gunstige betingelser end dem, der fremgik af den omtvistede beslutning. |
28 |
Hvad angår det andet argument skal det fastslås, at det er rettet mod en ufornøden begrundelse i den appellerede kendelses præmis 59, hvis afvisning ikke giver mulighed for at anerkende appellanternes søgsmålsinteresse. |
29 |
Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 36 i sit forslag til afgørelse, har appellanterne anlagt en åbenbar fejlagtig fortolkning af nævnte præmis i den appellerede kendelse. Det fremgår således ikke af denne præmis, at appellanterne ikke havde søgsmålsinteresse, med den begrundelse, at det ikke er sikkert, at Kommissionen ville have godkendt støtteordningen på andre vilkår. Retten har blot fremhævet, at appellanterne ikke under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, har kunnet gøre en situation gældende, der lå forud for vedtagelsen af den omtvistede beslutning, og som ville have været gunstigere for dem, for så vidt som de ikke havde nogen velerhvervet ret til at modtage den pågældende støtte. |
30 |
Hvad angår det tredje argument har Domstolen allerede fastslået, at når en sagsøger har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at gøre indsigelse, under henvisning til en tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder, skal denne sagsøger godtgøre, at Kommissionen under den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning burde have rejst tvivl med hensyn til dens forenelighed med fællesmarkedet (jf. i denne retning dom af 24.5.2011, sag C-83/09 P, Kommissionen mod Kronoply og Kronotex, Sml. I, s. 4441, præmis 59). |
31 |
I nærværende sag medførte den omtvistede beslutning, at den nye støtte blev erklæret forenelig med det indre marked efter en forudgående undersøgelse. Eftersom appellanterne var potentielle begunstigede heraf, kan de ikke gøre gældende, at Retten har begået en retlig fejl vedrørende en tilsidesættelse af deres processuelle rettigheder. |
32 |
Det tredje anbringende skal derfor forkastes som ugrundet. |
Om det første og andet anbringende
Parternes argumenter
33 |
For det første har appellanterne gjort gældende, at idet de var begunstigede af støtteordning E 2/2005 før ændringen heraf ved den omtvistede beslutning, baserede Retten i den appellerede kendelses præmis 44 og 45 sig med urette på appellanternes egenskab af potentielle begunstigede af den ændrede støtteordning for at afvise, at de var individuelt berørt af denne beslutning. Deres tidligere situation blev nemlig i vidt omfang anfægtet ved de nye betingelser for tildeling af støtte, som de fremgår af de ændringer, der er foretaget ved den omtvistede beslutning. |
34 |
Dels kunne de eksisterende lån, som blev ydet i henhold til den gamle ordning, og som udløb efter vedtagelsen af den omtvistede beslutning, såfremt de skulle genfinansieres, kun garanteres, hvis den pågældende woco opfyldte de omdefinerede betingelser inden for rammerne af støtteordning E 2/2005. |
35 |
Dels skulle investeringerne, såfremt lånene vedrørte disse investeringer, der tidligere var støtteberettigede, men som efter vedtagelsen af den omtvistede beslutning ikke længere var berettigede til finansiering garanteret af disse midler, ved lånenes udløb finansieres af eksterne midler uden garanti. |
36 |
Det følger heraf, at appellanternes faktiske stilling er forskellig fra den, der gjaldt for de wocos, der ikke var godkendt inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning. |
37 |
For det andet støttede Retten sig på en definition af begrebet »sluttet kreds«, der var for snæver. |
38 |
Retten afviste således i den appellerede kendelses præmis 46 med urette den omstændighed, at der i fremtiden ikke ville blive godkendt nye institutioner som woco i Nederlandene, idet den kvalificerede denne mulighed som en gisning. |
39 |
Endvidere foretog Retten en urigtig retsanvendelse ved i den appellerede kendelses præmis 51 at kræve, at appellanterne adskilte sig fra de øvrige wocos, der fandtes inden vedtagelsen af den omtvistede beslutning. |
40 |
Kommissionen har gjort gældende, at de forpligtelser, som de nederlandske myndigheder påtog sig, kun vedrører perioden efter vedtagelsen af den omtvistede beslutning. Appellanternes oprindelige situation påvirkes således ikke af denne beslutning. Endvidere anordnede Kommissionen ikke tilbagesøgning af den støtte, der var udbetalt i medfør af den oprindelige støtteordning. |
41 |
Kommissionen har fremhævet, at den nederlandske lovgivning foreskriver godkendelse af nye institutioner i henhold til objektive kriterier. Appellanterne var således nødvendigvis en del af en kreds af økonomiske aktører, der kunne udvides. |
Domstolens bemærkninger
42 |
Det skal indledningsvis fremhæves, at den omtvistede beslutning blev vedtaget den 15. august 2009, dvs. efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, hvorved EF-traktaten blev ændret. |
43 |
Blandt andre ændringer er der ved Lissabontraktaten, i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, blevet foretaget en lempelse af betingelserne for at antage annullationssøgsmål mod EU-retsakter, der er anlagt af fysiske og juridiske personer, til realitetsbehandling, idet der er blevet tilføjet et tredje led til artikel 263, stk. 4, TEUF. Uden at underlægge antagelse til realitetsbehandling af annullationssøgsmål anlagt af fysiske og juridiske personer betingelsen om at være individuelt berørt åbner dette led nemlig ligeledes op for dette retsmiddel i forhold til de regelfastsættende retsakter, der ikke indebærer gennemførelsesforanstaltninger, og som berører en sagsøger umiddelbart (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, sag C-583/11 P, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, ECLI:EU:C:2013:625, præmis 57). |
44 |
Artikel 263, stk. 4, TEUF fastsætter dermed to situationer, hvor en fysisk eller juridisk person indrømmes søgsmålskompetence til at anlægge sag til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende. Dels kan en sådan sag anlægges på betingelse af, at denne retsakt berører vedkommende umiddelbart og individuelt. Dels kan en sådan person anlægge sag til prøvelse af en regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, hvis den berører vedkommende umiddelbart (dom af 19.12.2013, sag C-274/12 P, Telefónica mod Kommissionen, ECLI:EU:C:2013:852, præmis 19). |
45 |
Det skal herved bemærkes, at det kriterium, som betinger realitetspåkendelse af sagsanlæg fra fysiske eller juridiske personer til prøvelse af en beslutning, som ikke er rettet til dem, af, at de formalitetsbetingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, er opfyldt, er en ufravigelig procesforudsætning, som Unionens retsinstanser til enhver tid – selv af egen drift – kan efterprøve (jf. i denne retning dom af 23.4.2009, sag C-362/06 P, Markku Sahlstedt m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2903, præmis 22). |
46 |
Retten undersøgte i den appellerede kendelse for at afvise søgsmålet blot betingelsen om, at appellanterne skal være individuelt berørt i henhold til andet led af artikel 263, stk. 4, TEUF, hvorved den undlod at undersøge, om nævnte søgsmål kunne antages til realitetsbehandling i medfør af andre, mindre strenge betingelser fastsat i tredje led i nævnte artikel 263, stk. 4, TEUF, hvorved undersøgelsen heraf på ingen måde foregreb konstateringen af den omstændighed, at appellanterne ikke var individuelt berørt. |
47 |
Herved begik Retten følgelig en retlig fejl. |
48 |
En sådan fejl ville imidlertid være irrelevant, hvis det viste sig, at appellanternes søgsmål ikke opfyldte betingelserne for antagelse til realitetsbehandling fastsat i artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF. |
49 |
I henhold til ovennævnte bestemmelse er adgangen til at anlægge et annullationssøgsmål nemlig bl.a. åben for regelfastsættende retsakter, der ikke indebærer gennemførelsesforanstaltninger, og som berører en sagsøger umiddelbart. |
50 |
Domstolen har i den forbindelse tidligere fastslået, at der med henblik på spørgsmålet, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF (dommen i sagen Telefónica mod Kommissionen, præmis 30). |
51 |
Endvidere skal der ved undersøgelsen af, hvorvidt den indbragte retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, udelukkende tages udgangspunkt i søgsmålets genstand (dommen i sagen Telefónica mod Kommissionen, præmis 31). |
52 |
For det første har appellanterne i nærværende sag ved deres søgsmål søgt at opnå annullation af Kommissionens beslutning, hvorved Kommissionen tiltrådte støtteordning E 2/2005’s forenelighed med fællesmarkedet, efter at de nederlandske myndigheder havde påtaget sig forpligtelser om ændring af den støtteordning, som appellanterne var begunstiget af. Det følger af 41. betragtning til den omtvistede beslutning, at disse forpligtelser blev gennemført ved et nyt ministerielt dekret og en ny lov om boliger. |
53 |
For det andet definerer den omtvistede beslutning ikke de specifikke og konkrete konsekvenser af nederlandske myndigheders udmøntning af disse forpligtelser inden for rammerne af støtteordning E 2/2005 for appellanternes aktiviteter. Disse konsekvenser vil komme til udtryk i de retsakter, der vedtages til gennemførelse af det ministerielle dekret og den nye lov om boliger, der som sådan udgør gennemførelsesbestemmelser, som er indeholdt i den omtvistede beslutning som omhandlet i artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF. |
54 |
Uafhængigt af spørgsmålet, om den omtvistede beslutning er en »regelfastsættende retsakt« i nævnte bestemmelses forstand, er den urigtige retsanvendelse, som Retten foretog i den appellerede kendelse ved at undlade ligeledes at undersøge, om appellanternes søgsmål, henset til disse øvrige betingelser, kunne antages til realitetsbehandling, irrelevant, eftersom søgsmålet ikke opfylder de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, tredje led, TEUF. |
55 |
Når dette er fastslået, skal appellanternes første og andet appelanbringende undersøges. |
56 |
Det står i den forbindelse fast, at den omtvistede beslutnings eneste adressat er Kongeriget Nederlandene. |
57 |
Som Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 28, kan andre personer end en beslutnings adressat kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, og af 29.4.2004, sag C-298/00 P, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4087, præmis 36, samt dommen i sagen Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, præmis 72, og dommen i sagen Telefónica mod Kommissionen, præmis 46). |
58 |
Det er i denne forbindelse, som Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 47, rigtigt, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet af eller endog identiteten på de retssubjekter, som denne foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, eftersom denne retsvirkning er baseret på objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (jf. dommen i sagen Telefónica mod Kommissionen, præmis 47). |
59 |
Det følger dog af fast retspraksis, at når beslutningen berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende, og dette kan bl.a. være tilfældet, når beslutningen ændrer vedkommendes rettigheder, der er erhvervet før dens vedtagelse (jf. i denne retning dom af 13.3.2008, sag C-125/06 P, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451, præmis 71 og 72 og den deri nævnte retspraksis). |
60 |
I den foreliggende sag skal det, således som Retten konstaterede i den appellerede kendelses præmis 31, bemærkes, at antallet af og identiteten på wocos var præcist fastsat, da den omtvistede beslutning blev vedtaget, eftersom egenskaben af wocos blev indrømmet ved kongeligt dekret. |
61 |
Det er endvidere ubestridt, at den omtvistede beslutning fra den 1. januar 2011, hvor den nye lov om boliger trådte i kraft, har medført en ændring af den støtteordning, som godkendte wocos hidtil havde været begunstiget af, hvorved betingelserne for udøvelsen af deres aktivitet blev gjort mindre gunstige end tidligere, bl.a. i betragtning af, at deres manøvremargen ved valg af lejere, der havde ret til boliger forvaltet af wocos, blev begrænset, og de lånegarantimidler, som de var begunstiget af, forsvandt, således som appellanterne har fremhævet under retsmødet. |
62 |
Det må på baggrund heraf fastslås, at appellanterne tilhører en sluttet kreds af operatører, hvilket individualiserer dem i forhold til denne beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005. |
63 |
Retten foretog således en urigtig retsanvendelse ved at finde, at appellanterne ikke var individuelt berørt af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005. |
64 |
Det følger af disse betragtninger, at den appellerede kendelse bør ophæves, for så vidt som det det er fastslået, at appellanterne ikke er individuelt berørt af den omtvistede beslutning for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005. |
Om formaliteten med hensyn til sagen i første instans
65 |
Domstolen kan i overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. |
66 |
Selv om Domstolen på dette stadium af sagen ikke er i stand til at træffe afgørelse om realiteten i den sag, der er anlagt ved Retten, råder den derimod over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om, hvorvidt nævnte søgsmål til prøvelse af den omtvistede beslutning kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører støtteordning E 2/2005. |
67 |
Det skal i den forbindelse for det første bemærkes, at et annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person kun kan antages til realitetsbehandling, i det omfang denne har en interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel (jf. i denne retning dom af 17.9.2009, sag C-519/07 P, Kommissionen mod Koninklijke FrieslandCampina, Sml. I, s. 8495, præmis 63). |
68 |
For det andet skal appellanterne i henhold til artikel 263, stk. 4, andet led, TEUF være ikke blot individuelt, men ligeledes umiddelbart berørt af den retsakt, som de ønsker annulleret, idet denne skal berøre disse parters retsstilling umiddelbart, og idet retsakten ikke overlader et skøn til de myndigheder, der skal gennemføre den, og idet gennemførelsen sker helt automatisk, udelukkende i medfør af selve Unionens retsforskrifter og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Koninklijke FrieslandCampina, præmis 48 og 49). |
69 |
For så vidt som det fremgår af nærværende doms præmis 66, at ændringerne i støtteordning E 2/2005 gør betingelserne for udøvelsen af wocos’ aktivitet mindre gunstige end tidligere, indebærer annullationen af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører nævnte støtteordning, at de tidligere, mere gunstige betingelser for godkendte wocos opretholdes. |
70 |
Det skal følgelig fastslås, at appellanterne har en berettiget interesse i, at den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005. |
71 |
Det skal endvidere bemærkes, at den omtvistede beslutning er vedtaget af Kommissionen, således som det fremgår af 74. betragtning til denne beslutning, i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 659/1999. |
72 |
Som generaladvokaten har bemærket i punkt 43-45 i sit forslag til afgørelse, er det inden for rammerne af proceduren i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 Kommissionens beslutning, idet Kommissionen tager højde for medlemsstatens foreslåede foranstaltninger, som gør disse bindende. |
73 |
I den forbindelse giver den omstændighed, at ændringerne indført ved den omtvistede beslutning er gengivet i nederlandsk lovgivning, ikke mulighed for at anfægte denne konklusion. Som generaladvokaten ligeledes har bemærket i punkt 94 og 98 i sit forslag til afgørelse, har Kongeriget Nederlandene ingen skønsmargen ved gennemførelsen af den omtvistede beslutning. |
74 |
Det skal dermed fastslås, at den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005, har umiddelbare virkninger på appellanternes retsstilling. |
75 |
Det følger af alle disse betragtninger, at det af appellanterne anlagte annullationssøgsmål for Retten skal antages til realitetsbehandling, for så vidt som appellanterne dels har en søgsmålsinteresse i forhold til den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005, dels er individuelt og umiddelbart berørte af den omtvistede beslutning, for så vidt som den vedrører støtteordning E 2/2005. |
Sagens omkostninger
76 |
Da sagen hjemvises til Retten, bør afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes. |
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling): |
|
|
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: nederlandsk.