1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om annullation af afgørelse af 19. december 2011 vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om Den Europæiske Unions og medlemsstaternes deltagelse i forhandlingerne om en konvention fra Europarådet om beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Artikel 13 i den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender, der blev vedtaget i Rom den 26. oktober 1961 (herefter »Romkonventionen«), indførte for første gang ophavsretsbeslægtede rettigheder på internationalt niveau for radio- og fjernsynsforetagender vedrørende adgangen til optagelse af deres udsendelser. Denne konvention, som Den Europæiske Union ikke er part i, har i artikel 1 opstillet det princip, som er gengivet i andre konventioner om beslægtede rettigheder, om, at den beskyttelse, som indehaverne af disse rettigheder har, ikke må påvirke den ret, som ophavsmanden kan have til det værk, som spredes under en udsendelse, optages af pladeproducenter eller fremføres af udøvende kunstnere.

3

Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, som udgør bilag I C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), underskrevet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1), regulerer i artikel 14, stk. 3, 5 og 6, ligeledes radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder. Ligesom Romkonventionen vedrører den udelukkende klassisk radio- og tv-virksomhed ved hjælp af radiobølger.

4

Traktaten om ophavsret inden for Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) og WIPO’s traktat om fremførelser og fonogrammer, vedtaget den 20. december 1996 i Genève og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 (EFT L 89, s. 6), styrker pladeproducenternes og de udøvende kunstneres rettigheder hvad angår nye digitale teknologier, men ikke radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder.

5

I Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346, s. 61) reguleredes radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder for første gang i EU-retten. Direktivet er blevet kodificeret og ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT L 376, s. 28).

6

Artikel 7 med overskriften »Optagelsesrettigheder« i direktiv 2006/115 bestemmer følgende i stk. 2 og 3:

»2.   Medlemsstaterne foreskriver, at radio- og fjernsynsselskaber har eneret til at tillade eller forbyde optagelse af deres udsendelser, hvad enten disse sendes som trådløse eller trådbårne, herunder kabel- eller satellitfremførte udsendelser.

3.   Et kabelselskab har ikke den i stk. 2 nævnte ret, hvis det blot foretager viderespredning pr. kabel af radio- eller fjernsynsselskabers udsendelser.«

7

Direktivets artikel 8 med overskriften »Radio- og fjernsynsudsendelse og kommunikation til offentligheden« fastsætter i stk. 3:

»Medlemsstaterne tillægger radio- og fjernsynsselskaber eneret til at tillade eller forbyde viderespredning af deres udsendelser ved hjælp af radiobølger samt kommunikation til offentligheden af deres udsendelser, hvis denne foretages på steder, hvortil der er offentlig adgang mod betaling af entré.«

8

Direktivets artikel 9 med overskriften »Spredningsret« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne giver de følgende eneret til at gøre genstandene angivet i litra a) til d), herunder eksemplarer deraf, tilgængelige for almenheden ved salg eller på anden måde; denne ret benævnes i det følgende »spredningsret«:

[...]

2.   Spredningsretten med hensyn til en genstand som omhandlet i stk. 1, udtømmes først inden for Fællesskabet, når genstanden for første gang sælges i Fællesskabet af rettighedshaveren eller med dennes tilladelse.

3.   Spredningsretten berører ikke de særlige rettigheder ifølge kapitel I, særlig artikel 1, stk. 2.

4.   Spredningsretten kan overføres eller overdrages, eller der kan gives licenser til udnyttelse heraf ved kontrakt.«

9

Artikel 10 i direktiv 2006/115 definerer de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan indføre indskrænkninger i disse rettigheder.

10

I henhold til direktivets artikel 12 »[berører] [b]eskyttelsen af ophavsretsbeslægtede rettigheder i henhold til dette direktiv […] i ingen henseende beskyttelsen af ophavsret«.

11

Radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder er ligeledes reguleret i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel (EFT L 248, s. 15).

12

Direktivets artikel 1 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 2, litra a):

»I dette direktiv forstås ved »tilgængeliggørelse for almenheden via satellit«: den handling under radio- og tv-selskabets kontrol og ansvar at introducere programbærende signaler, der er beregnet for almenheden i en ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden.«

13

Samme direktivs artikel 4, stk. 1, henviser til de relevante bestemmelser i direktiv 92/100, som efterfølgende er blevet kodificeret og ophævet ved direktiv 2006/115, hvad angår beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder i relation til tilgængeliggørelse for almenheden via satellit. I artikel 4, stk. 2, præciseres det, at for så vidt angår stk. 1 forstås ved »udsendelse ved hjælp af radiobølger« i dette direktiv også tilgængeliggørelse for almenheden via satellit.

14

Artikel 5 i direktiv 93/83 bestemmer, at »[b]eskyttelse af ophavsretsbeslægtede rettigheder i medfør af dette direktiv […] i ingen henseende [berører] beskyttelsen af ophavsret«.

15

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10) regulerer også radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder.

16

Direktivets artikel 2 med overskriften »Retten til reproduktion« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

[...]

17

Direktivets artikel 3 med overskriften »Retten til overføring af værker til almenheden og retten til tilrådighedsstillelse for almenheden af andre frembringelser« bestemmer følgende:

»1.   Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker, herunder tilrådighedsstillelse af deres værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.

2.   Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade og forbyde trådbunden eller trådløs tilrådighedsstillelse for almenheden på en sådan måde, at almenheden får adgang til de pågældende værker på et individuelt valgt sted og tidspunkt.

[...]

3.   Rettighederne efter stk. 1 og 2 udtømmes ikke af en overføring til almenheden eller tilrådighedsstillelse for almenheden i henhold til denne artikel.«

18

Samme direktivs artikel 5 præciserer de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan fastsætte undtagelser fra eller indskrænkninger i retten til reproduktion.

19

Artikel 6 i direktiv 2001/29 regulerer »[f]orpligtelser vedrørende tekniske foranstaltninger«.

20

Direktivets artikel 7 regulerer »[f]orpligtelser vedrørende oplysninger om rettighedsforvaltning«.

21

I samme direktivs artikel 8 med overskriften »Sanktioner og retsmidler« bestemmes følgende:

»1.   Medlemsstaterne indfører passende sanktioner og retsmidler over for krænkelser af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at sanktionerne og retsmidlerne finder anvendelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til krænkelsen og være afskrækkende.

2.   Hver medlemsstat træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at rettighedshavere, hvis interesser påvirkes af en krænkelse på dens område, kan anlægge erstatningssøgsmål og/eller kræve nedlagt forbud og i givet fald kræve beslaglæggelse af det materiale, der ligger til grund for krænkelsen, samt de i artikel 6, stk. 2, nævnte anordninger, produkter eller komponenter.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at rettighedshaverne kan kræve nedlagt forbud over for mellemmænd, hvis tjenester anvendes af tredjemand til at krænke ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder.«

22

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT L 157, s. 45, og berigtigelse i EUT L 195, s. 16) bestemmer i artikel 1, at dette direktiv »vedrører de foranstaltninger, procedurer og retsmidler, der er nødvendige for at sikre håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder«.

23

I henhold til direktivets artikel 2, stk. 3, litra c), berører direktivet ikke »medlemsstaternes nationale bestemmelser om strafferetlige procedurer eller sanktioner i forbindelse med krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«.

24

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EUT L 372, s. 12), som har kodificeret og ophævet Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EFT L 290, s. 9), bestemmer i artikel 3, stk. 4:

»Radio- og fjernsynsforetagenders rettigheder udløber 50 år efter første udsendelse, hvad enten udsendelsen sendes via tråd eller æteren, herunder via kabel eller satellit.«

25

Den 11. september 2002 vedtog Europarådet henstilling Rec(2002)7 om forøget beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder (herefter »henstillingen af 2002«)

26

Ved beslutning af 20. februar 2008 pålagde Europarådets Ministerkomité styringskomité CDMC (Steering Committee on Media and New Communication Services) at vurdere, hvorvidt det er muligt at styrke de nævnte rettigheder. Den 25. september 2008 udarbejdede ad hoc-udvalget vedrørende status over beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder et memorandum om en mulig konvention fra Europarådet om denne beskyttelse (herefter »memorandummet af 2008«).

27

Dette memorandum indeholder et bilag med overskriften »List of possible issues to be considered in the preparation of a new legal instrument« med følgende indhold:

28

I lyset af memorandummet af 2008 besluttede styringskomité CDMC den 27. maj 2009 at godkende kommissoriet for det rådgivende ad hoc-udvalg (Ad-Hoc Advisory Group) om beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder og efterfølgende på sit møde den 20.-23. oktober 2009 at fortsætte arbejdet med udarbejdelsen af en konvention fra Europarådet om denne beskyttelse.

29

Inden nedsættelsen af dette udvalg blev der afholdt et konsultationsmøde den 28. og 29. januar 2010 med henblik at forberede dette udvalgs fremtidige arbejde. Dette møde udmøntede sig i udfærdigelsen af en rapport (herefter »rapporten af 2010«).

30

Den 9. februar 2011 forelagde Kommissionen Rådet for Den Europæiske Union en henstilling, med henblik på at det skulle bemyndige Kommissionen til at forhandle Europarådets fremtidige konvention om beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder.

31

Den 19. december 2011 vedtog Rådet og repræsentanterne for medlemsstaterne, forsamlet i Rådet, den anfægtede afgørelse, som blev meddelt Kommissionen den 21. december 2011.

32

Den anfægtede afgørelse har følgende ordlyd:

»Rådet […] og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, har –

under henvisning til [TEUF], særlig artikel 218, stk. 3 og 4,

under henvisning til henstilling fra […] Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

vedtaget denne afgørelse:

Artikel 1

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.«

33

Bilaget til den anfægtede afgørelse fastsætter forhandlingsdirektiverne som følger:

34

Som det fremgår af en erklæring afgivet vedrørende vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, fastholdt Kommissionen under hele den procedure, der førte til vedtagelsen af afgørelsen, at Unionen har enekompetence på området, og den modsatte sig vedtagelsen af en »hybrid retsakt«, vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer.

35

Kommissionen har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

36

Rådet har nedlagt påstand om frifindelse og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

37

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14. august 2012 har Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande, mens Europa-Parlamentet har fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

38

Rådet har, støttet af Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene, uden formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse opfordret Domstolen til at undersøge, om søgsmålet – for så vidt som det vedrører en afgørelse, der er vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaterne i deres egenskab af repræsentanter for deres regeringer og ikke i egenskab af medlemmer af Rådet – er underlagt den domstolsprøvelse, som Domstolen foretager i henhold til artikel 263 TEUF.

39

Det skal i denne henseende bemærkes, at annullationssøgsmål kan anlægges til prøvelse af enhver af institutionerne udstedt bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger, uanset bestemmelsens karakter og form (domme Kommissionen mod Rådet, den såkaldte »AETR-dom«, 22/70, EU:C:1971:32, præmis 42, Parlamentet mod Rådet og Kommissionen, C‑181/91 og C‑248/91, EU:C:1993:271, præmis 13, og Kommissionen mod Rådet, C‑27/04, EU:C:2004:436, præmis 44).

40

I den foreliggende sag blev den anfægtede afgørelse, som skaber retsvirkninger i forholdet mellem Unionen og dens medlemsstater og mellem EU-institutionerne, vedtaget i henhold til artikel 218, stk. 3 og 4, TEUF.

41

Eftersom den anfægtede afgørelse omfatter bemyndigelse til at forhandle for såvel Kommissionen på den ene side som medlemsstaterne og Rådets formandskab på den anden side, følger det nødvendigvis heraf, at Rådet deltog i udstedelsen af begge disse bemyndigelser. Sagen kan således antages til realitetsbehandling for så vidt angår den anfægtede afgørelse i sin helhed.

42

Kommissionen har fremsat fire anbringender til støtte for sit søgsmål.

43

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, TEUF og artikel 3, stk. 2, TEUF. Hvad angår de tre øvrige anbringender, som er påberåbt uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Unionen i den foreliggende sag har enekompetence eller delt kompetence, er det med det andet anbringende gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af procedurerne og betingelserne for, hvornår Unionen kan give en bemyndigelse til at forhandle internationale aftaler, med det tredje anbringende, at der er sket en tilsidesættelse af afstemningsreglerne i Rådet som omhandlet i artikel 218, stk. 8, TEUF, og endelig med det fjerde anbringende, at der er sket en tilsidesættelse af traktaternes målsætninger og princippet om loyalt samarbejde i artikel 13 TEU.

44

Med det første anbringende har Kommissionen, støttet af Parlamentet, gjort gældende, at Unionen i henhold til den retspraksis, der er fastlagt på grundlag af dom AETR (EU:C:1971:32), og som nu er kodificeret i artikel 3, stk. 2, TEUF, har en ekstern enekompetence, når de internationale forpligtelser – således som det er tilfælde i den foreliggende sag – i det mindste for en stor del er omfattet af anvendelsesområdet for fælles regler, som den har vedtaget.

45

Kommissionen og Parlamentet har for det første gjort gældende, at forhandlingerne i Europarådet vedrørende beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder navnlig vil være baseret på gældende ret i Unionen (acquis) på området. Efter at have gennemgået de forskellige forhold, som er opregnet i bilaget til memorandummet af 2008, har Kommissionen og Parlamentet anført grundene til, at forhandlingerne risikerer at berøre fælles regler i Unionen inden for dette område, herunder når de vedrører forhold, som ifølge ordlyden af dette memorandum går videre end det nævnte acquis.

46

Kommissionen har konkluderet, at når flere af de gennem EU-retten gradvist indførte rettigheder, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, når et fremskredet stadie, og formålet med den påtænkte internationale aftale er en konsolidering heraf, der højst indebærer en marginal forbedring af de omhandlede rettighedsindehaveres beskyttelse på perifere områder, der på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af denne ret, skal Unionen have enekompetence.

47

Kommissionen, der på dette punkt støttes af Parlamentet, har for det andet gjort gældende, at Unionen har vedtaget et sæt samlede regler, der går videre end de minimumsforskrifter, som regulerer radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder med henblik at sikre, at det indre marked fungerer korrekt. Den omstændighed, at denne lovgivning ikke udgør nogen fuldstændig harmonisering og overlader det til medlemsstaterne at regulere visse aspekter af det omhandlede område, er ikke til hinder for Unionens enekompetence på dette område.

48

Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder, således som de reguleres i EU-retten, indgår i den sammenhængende, afbalancerede, samlede lovgivning på området for intellektuel ejendomsret, som har til formål at bevare enheden i Unionens retsorden på dette område. Under disse omstændigheder, og henset til den tætte forbindelse, der er mellem radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder og virksomhed og rettighederne og virksomheden for indehaverne af de intellektuelle ejendomsrettigheder, vil enhver ændring af rettighederne for den ene eller den anden gruppe kunne påvirke fortolkningen og anvendelsen af EU-lovgivningen som helhed.

49

Rådet har – støtte af Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen og Det Forenede Kongerige – gjort gældende, at den påtænkte konvention fra Europarådet henhører under et område med delt kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater, nemlig det indre marked, der omfatter beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Derfor bør såvel Unionen som medlemsstaterne deltage i de kommende forhandlinger gennem et tæt samarbejde under alle forhandlingsfaserne for at sikre enhed af Unionens repræsentation udadtil. Dette er netop formålet med den anfægtede afgørelse.

50

Rådet har, støtte af disse medlemsstater, gjort gældende, at den omstændighed, at en endog vigtig del af den planlagte internationale aftale henhører under et område, der er omfattet af fælles regler i Unionen, ikke er tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at Unionen har enekompetence til at forhandle denne aftale. En sådan konklusion vil alene kunne drages, såfremt der foreligger en præcis og konkret analyse af arten og indholdet af de omhandlede EU-regler og af forholdet mellem disse regler og den påtænkte aftale, som viser, at aftalen kan berøre disse regler eller ændre deres rækkevidde.

51

De samme procesdeltagere har ligeledes gjort gældende, at artikel 3, stk. 2, sidste punktum, TEUF skal sammenholdes med protokol nr. 25 om delt kompetence, der er knyttet som bilag til EU- og EUF-traktaten.

52

Rådet, Kongeriget Nederlandene og Det Forenede Kongerige har tilføjet, at underskriverne af Lissabontraktaten med artikel 3, stk. 2, sidste punktum, TEUF har haft til hensigt at kodificere den retspraksis, der er fastlagt på grundlag af dom AETR (EU:C:1971:32), således som uddybet i udtalelse 1/03 (EU:C:2006:81), hvorved de afviste at medtage kriteriet om et »område, der allerede i vid udstrækning er reguleret af EU-regler«, der er anvendt af Domstolen, navnlig i udtalelse 2/91 (EU:C:1993:106) og i dom Kommissionen mod Danmark (C‑467/98, EU:C:2002:625).

53

Det er i lyset af disse almene betragtninger, at Rådet, Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen og Det Forenede Kongerige bestrider, at Unionen har ekstern enekomptence i dette tilfælde.

54

De gør i denne henseende for det første gældende, at den påtænkte konvention fra Europarådet vil kunne gå videre end den gældende EU-lovgivning for så vidt angår tre forhold.

55

For det første vil denne påtænkte konvention kunne fastsætte en eneret til radio- og fjernsynsforetagender for så vidt angår kommunikation til offentligheden af deres fjernsynsudsendelser på andre steder end steder, hvor der er offentlig adgang mod betaling af entré, mens en sådan ret ikke vil være indrømmet disse foretagender i henhold til EU-retten.

56

For det andet vil den kunne beskytte signaler, inden de bliver udsendt til offentligheden (herefter »pre-broadcast signals«), idet denne beskyttelse på nuværende tidspunkt ikke er omhandlet af nogen bestemmelse i EU-retten. De rettigheder, der i EU-lovgivningen er indrømmet ophavsmændene til deres værker, omfatter ikke radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder til sådanne signaler.

57

For det tredje vil forhandlingerne vedrørende den påtænkte Europarådskonvention kunne føre til indførsel af strafferetlige håndhævelsesforanstaltninger, der gør det muligt at skride ind over for krænkelser af de omhandlede rettigheder, mens sådanne foranstaltninger ikke er omfattet af de fælles EU-regler.

58

Den Polske Republik har tilføjet, at det ligeledes kan tænkes, at den påtænkte konvention vil indeholde en definition af »radio- og fjernsynsforetagender«, der er brede end den, der er omhandlet i EU-retten, således at den også omfatter udbydere via internettet eller via »simulcast«.

59

I lighed med Det Forenede Kongerige har Republikken Polen desuden understreget, at der ikke findes nogen fælles EU-regel, som på nuværende tidspunkt tillægger radio- og fjernsynsforetagender en eneret til trådbunden viderespredning.

60

Rådet, Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland og Det Forenede Kongerige har tilføjet, at såfremt Unionen indrømmes en ekstern enekompetence – til trods for de manglende fælles regler – med den begrundelse, at den omhandlede internationale aftale kun i mindre grad vil kunne udvide et på EU-niveau gradvist indført regelsæt, vil det kunne medføre en ulovlig udvidelse af anvendelsesområdet for artikel 3, stk. 2, TEUF og en tilsidesætte af princippet om kompetencetildeling.

61

Rådet, Den Tjekkiske Republik, Forbundsstaten Tyskland, Kongeriget Nederlandene, Den Polske Republik og Det Forenede Kongeriet har for det andet gjort gældende, at EU-retten blot har indført en minimumsharmonisering til fordel for radio- og fjernsynsforetagenderne, der er fragmenteret og accessorisk i forhold til de andre intellektuelle ejendomsrettigheder.

62

Rådet, Den Polske Republik og Det Forenede Kongerige har for det tredje gjort gældende, at anden EU-lovgivning vedrørende ophavsretten og beslægtede rettigheder ud over den, der vedrører radio- og fjernsynsforetagender, ikke har nogen relevans i relation til vurderingen af, om der findes fælles regler i Unionen på det i den foreliggende sag omhandlede område. De har i denne forbindelse understreget den grundlæggende forskel mellem ophavsretten og disse foretagendernes rettigheder ud fra et historisk synspunkt og med henvisning til deres art og formål.

63

Under disse omstændigheder vil en styrkelse af beskyttelsen af disse foretagender ikke kunne påvirke den overordnede ligevægt mellem beskyttelsen af andre indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder og disse andre indehaveres udøvelse af disse rettigheder.

64

Det første anbringende vedrører i det væsentlige en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, TEUF.

65

Det skal indledningsvis bemærkes, at blandt de tilfælde, hvor Unionen ifølge denne bestemmelse har ekstern enekompetence, er det kun det i bestemmelsens sidste punktum omhandlede tilfælde, som vedrører en situation, hvor indgåelsen af en internationale aftale »kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde«, som er relevant i den foreliggende sag.

66

Det skal i denne forbindelse understreges, at formuleringen af dette sætningsled svarer til den formulering, som Domstolen anvendte i præmis 22 i dom AETR (EU:C:1971:32) til at definere arten af de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne ikke uden for EU-institutionernes rammer kan påtage sig, når der er vedtaget fælles EU-regler for at gennemføre traktatens mål.

67

Denne formulering skal følgelig fortolkes i lyset af de præciseringer, som Domstolen gav i dom AETR (EU:C:1971:32) og i den retspraksis, der er udviklet på grundlag af den dom.

68

Ifølge Domstolens praksis er der en risiko for, at de fælles EU-regler tilsidesættes som følge af internationale forpligtelser, eller at de fælles reglers rækkevidde ændres, hvilket begrunder Unionens eksterne enekompetence, når disse internationale forpligtelser ligger inden for et område, som allerede er reguleret af sådanne regler (jf. i denne retning domme AETR, EU:C:1971:32, præmis 30, og Kommissionen mod Danmark, EU:C:2002:625, præmis 82).

69

Konstateringen af, at der foreligger en sådan risiko, forudsætter ikke, at det område, som den internationale aftale omfatter, og det, som er omfattet af EU-lovgivningen, er fuldstændigt sammenfaldende (jf. i denne retning udtalelse 1/03, EU:C:2006:81, præmis 126).

70

Som Domstolen gentagne gange har understreget, kan rækkevidden af de fælles EU-regler berøres eller ændres af sådanne forpligtelser, når de omfattes af et område, der allerede i vid udstrækning er reguleret af sådanne regler (udtalelse 2/91, EU:C:1993:106, præmis 25, dom Kommissionen mod Danmark, EU:C:2002:625, præmis 82, og udtalelse 1/03, EU:C:2006:81, præmis 120 og 126).

71

Medlemsstaterne kan desuden ikke uden om EU-institutionerne påtage sig sådanne forpligtelser, heller ikke selv om der ikke er nogen modsætning mellem disse forpligtelser og de fælles EU-regler (jf. i denne retning udtalelse 2/91, EU:C:1993:106, præmis 25 og 26, og dom Kommissionen mod Danmark, EU:C:2002:625, præmis 82).

72

Den ovenstående analyse ændres ikke af de argumenter, der er fremført af Rådet, Kongeriget Nederlandene og Det Forenede Kongerige, hvorefter der efter Lissabontraktaten skal foretages en mere restriktiv fortolkning for så vidt angår Unionens eksterne enekompetence.

73

Protokol nr. 25 om udøvelse af delt kompetence, som er påberåbt til støtte for denne argumentation, bestemmer nemlig i sin eneste artikel, at »[n]år Unionen tager initiativer på et bestemt område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågældende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området«, og vedrører således efter sin ordlyd kun artikel 2, stk. 2, TEUF og ikke artikel 3, stk. 2, TEUF. Protokollen har således til hensigt at præcisere rækkevidden af Unionens udøvelse af en kompetence, der er delt med medlemsstaterne, og som den er tildelt i traktaterne, og således ikke at begrænse rækkevidden af Unionens eksterne enekompetence i de tilfælde, som er omfattet af artikel 3, stk. 2, TEUF, og som er nærmere beskrevet i den ovenfor anførte retspraksis fra Domstolen.

74

Under disse omstændigheder må det fremhæves, at Unionen kun råder over tildelte kompetencer, og at en kompetence – tilmed en enekompetence – derfor skal finde sin begrundelse i en konkret analyse af forholdet mellem den påtænkte internationale aftale og gældende EU-ret, som viser, at indgåelsen af en sådan aftale kan påvirke de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde (jf. i denne retning udtalelse 1/03, EU:C:2006:81, præmis 124).

75

I henhold til princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU, tilkommer det med henblik på en sådan analyse den berørte part at redegøre for de omstændigheder, der gør det muligt at konkludere, at Unionens kompetence, som den har til hensigt at påberåbe sig, har karakter af enekompetence.

76

I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis bemærkes, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen præciseringer vedrørende indholdet af forhandlingerne om den påtænkte konvention fra Europarådet om beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders rettigheder. Den identificerer heller ikke, hvilke dele af forhandlingerne der ifølge dens artikel 1, stk. 1, henhører under Unionens kompetence, eller hvilke der ifølge dens artikel 1, stk. 3, henhører under medlemsstaternes kompetence.

77

Under disse omstændigheder skal der – med hensyn til indholdet af de påtænkte forhandlinger – til brug for denne analyse tages hensyn til henstillingen af 2002, memorandummet af 2008 og rapporten af 2010, der er blevet tilført sagens akter af Kommissionen til støtte for dens første anbringende, og med hensyn til hvilke ingen af parterne har bestridt, at de indeholder de mest relevante oplysninger i denne henseende.

78

Hvad angår det i den foreliggende sag berørte område fremgår det af disse dokumenter fra Europarådet, at de omhandlede forhandlinger vedrører vedtagelsen af en konvention om beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder.

79

Som det fremgår af direktiv 93/83, 2001/29, 2004/48, 2006/115 og 2006/116, er de nævnte rettigheder genstand for en harmoniseret EU-lovgivning, som bl.a. har til formål at sikre et velfungerende indre marked, og som efter at have integreret et antal forandringer, som er afstedkommet af teknologiske udfordringer, det nye digitale miljø og udviklingen af informationssamfundet, har indført en ensartet og høj beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagenderne i forbindelse med deres udsendelser.

80

Heraf følger, at beskyttelsen af disse foretagenders beslægtede rettigheder, der er genstand for forhandlingerne i Europarådet, skal anses for at være det relevante område for denne analyse.

81

Den omstændighed, at den harmoniserede lovgivning er blevet indført ved hjælp af forskellige retlige instrumenter, som også regulerer andre intellektuelle ejendomsrettigheder, kan ikke skabe tvivl om rigtigheden af denne løsning.

82

Vurderingen af, om der foreligger en risiko for, at de fælles EU-regler tilsidesættes, eller for, at rækkevidden heraf ændres som følge af internationale forpligtelser, kan ikke afhænge af en kunstig sondring, alt efter om sådanne regler er indarbejdet i én og samme EU-retsakt eller ej.

83

Domstolen har således bl.a. i præmis 27 og 29 i dom Kommissionen mod Frankrig (C‑239/03, EU:C:2004:598) bemærket, at beskyttelsen af havet – der var genstand for den internationale aftale, som gav anledning til denne dom – vedrørte »et område«, uanset at den relevante EU-lovgivning var indeholdt i forskellige retlige instrumenter.

84

Idet det omhandlede område således er fastlagt, skal det bemærkes, at ifølge forskellige dele af memorandummet af 2008, nemlig punkt 49, 52, 57 og 78, skal den omhandlede konvention fra Europarådet baseres på gældende EU-ret (l’aquis), som de materielle regler om intellektuel ejendomsret i vid udstrækning er omfattet af, navnlig reglerne vedrørende radio- og fjernsynsforetagenderne.

85

Som medgivet af Rådet og de medlemsstater, som har interveneret til støtte for Rådet, er flere af de forhandlingsaspekter, som er nævnt på listen i bilaget til memorandummet af 2008, faktisk allerede omfattet af fælles EU-regler.

86

Hvad for det første angår de dele, som er nævnt i afsnit I i denne liste, har Republikken Polen ganske vist anført, at begrebet »radio- og fjernsynsforetagender« med henblik på en fremtidig konvention kan defineres udvidende til også at omfatte udbydere via internettet eller via »simulcast«.

87

Hvad angår nye digitale teknologier er det – til trods for henvisningen i artikel 2 og artikel 3, stk. 2, litra d), i direktiv 2001/29, artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/115 samt artikel 3, stk. 4, i direktiv 2006/116 til trådbundne eller trådløse udsendelser, der gør det muligt at lade sådanne udbydere være omfattet af anvendelsesområdet for de fælles EU-regler på det omhandlede område – imidlertid som anført af Kommissionen ubestridt, at en forhandling, der på den ene eller den anden måde har til formål at lade disse udbydere være omfattet af anvendelsesområdet for den påtænkte konvention fra Europarådet – bl.a. gennem vedtagelsen af en definition i konventionen af »radio- og fjernsynsforetagender« i teknologisk neutrale vendinger, således som foreslået i punkt 13 i rapporten af 2010 – vil have en horisontal indvirkning på alle de fælles EU-regler vedrørende beskyttelsen af sådanne foretagenders beslægtede rettigheder.

88

Hvad for det andet angår de dele, som er identificeret i afsnit II i listen i bilaget til memorandummet af 2008, er det mellem procesdeltagerne ubestridt, at oplysningerne vedrørende retten til optagelse, retten til reproduktion, retten til tilrådighedsstillelse for almenheden, spredningsretten, begrænsninger og undtagelserne til disse rettigheder, beskyttelsens varighed, forpligtelserne vedrørende teknologiske foranstaltninger og forpligtelserne vedrørende oplysninger om rettighedsforvaltning er omfattet af de fælles EU-regler, og at forhandlingerne om disse oplysninger kan berøre eller ændre rækkevidden af disse fælles regler.

89

Procesdeltagerne er derimod uenige hvad angår følgende fire forhold, som er nævnt i afsnit II, nemlig retten til viderespredning, retten til kommunikation til offentligheden, beskyttelsen af pre-broadcast signals og håndhævelsen af radio- og fjernsynsforetagenders rettigheder.

90

Hvad for det første angår retten til viderespredning har Republikken Polen og Det Forenede Kongerige gjort gældende, at der i EU-retten alene er foretaget en minimumsharmonisering, idet den udelukkende vedrører viderespredning ved hjælp af radiobølger i henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv 2006/115. De omhandlede forhandlinger vil dermed kunne tillægge radio- og fjernsynsforetagenderne en eneret, som ligeledes vil omfatte trådbunden viderespredning, navnlig via internettet.

91

Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 8, stk. 3, i direktiv 2006/115 ikke omhandler en situation, der kan sammenlignes med den nævnte situation i præmis 18 og 21 i udtalelse 2/91 (EU:C:1993:106), i hvilken Domstolen ikke anerkendte Unionens enekompetence på grund af, at såvel de EU-retlige bestemmelser som bestemmelserne i den internationale konvention havde karakter af minimumsforskrifter. Den nævnte bestemmelse giver nemlig retten til viderespredning en præcis indholdsmæssig rækkevidde i EU-retten, idet den begrænser den til viderespredning ved hjælp af radiobølger.

92

Som Kommissionen har gjort gældende, vil forhandlingerne i Europarådet – der ifølge punkt 54 i memorandummet af 2008 har til formål at udvide retten til trådbunden viderespredning eller viderespredning via internettet – kunne ændre rækkevidden af de fælles EU-regler vedrørende retten til viderespredning.

93

Som ligeledes understreget af Kommissionen er radio- og fjernsynsforetagendernes ret til trådbunden viderespredning i øvrigt som sådan allerede delvist omfattet af de fælles EU-regler som følge af samspillet mellem disse foretagenders forskellige intellektuelle ejendomsrettigheder, der er reguleret i EU-retten. Domstolen har således i dom ITV Broadcasting m.fl. (C‑607/11, EU:C:2013:147) fastslået, at den eneret til overføring til almenheden, som radio- og fjernsynsforetagender, der sender via jordbaseret netværk i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, har til de af deres udsendelser, der er beskyttet af ophavsretten, omfatter eneretten til at tillade eller forbyde andre foretagenders viderespredning af disse værker over internettet.

94

Hvad for det andet angår retten til kommunikation til offentligheden har Rådet og flere af de medlemsstater, som har interveneret til støtte for Rådet, gjort gældende, at de omhandlede forhandlinger vil kunne gå videre end gældende EU-ret, idet de til forskel fra artikel 8, stk. 3, i direktiv 2006/115 vil kunne udvide rækkevidden af denne ret til at gælde andre steder, hvor offentligheden ikke har adgang mod betaling af entré.

95

I denne henseende skal det imidlertid bemærkes, at hverken memorandummet af 2008 eller rapporten af 2010 – således som anført af Kommissionen – indeholder nogen oplysninger i denne henseende, og at hverken Rådet eller de intervenerende medlemsstater har fremlagt nogen beviser til støtte for deres anbringender.

96

I henhold til henstillingen af 2002, og navnlig punkt f) i rubrikken »Tildeling af rettigheder«, som er indeholdt i bilaget til henstillingen, og punkt 24 i betragtningerne til denne henstilling, fremgår det derimod, at rækkevidden af retten til kommunikation til offentligheden vil bygge på den ret, der er fastsat i Romkonventionens artikel 13, litra d), og som begrænser retten til steder, hvor der er offentlig adgang mod betaling af entré.

97

Hvad for det tredje angår beskyttelsen af pre-broadcast signals har Rådet og flere af de medlemsstater, som har interveneret til støtte for Rådet, ganske vist med rette bemærket, at radio- og fjernsynsforetagenderne ikke i henhold til gældende EU-ret er omfattet af en beskyttelse af disse signaler som sådan, mens de omhandlede forhandlinger ifølge punkt 41-43 og 54 i memorandummet af 2008 og punkt 14 i rapporten af 2010 vil kunne føre til indførelsen af en sådan beskyttelse med henvisning til, at disse signaler er sårbare over for uretmæssig tilegnelse og ulovlig udnyttelse.

98

En af de løsninger, der er nævnt af Kommissionen, og som ifølge punkt 43 i memorandummet af 2008 skal anses for at være værd at overveje, nemlig udvidelsen af begrebet »udsendelser« til at omfatte pre-broadcast signals, således at sidstnævnte signaler omfattes af anvendelsesområdet for beskyttelsen af de forskellige rettigheder, som er tillagt radio- og fjernsynsforetagenderne, vil imidlertid utvivlsomt kunne ændre rækkevidden af de fælles EU-regler på det omhandlede område gennemgribende.

99

Hvad angår de forskellige løsninger, der er blevet nævnt for Domstolen, såsom indførelsen af en sui generis retlig beskyttelse af pre-broadcast signals eller anvendelse af bestemmelserne om beskyttelse af tekniske foranstaltninger på disse signaler, skal det bemærkes, at eftersom der hverken er henvist hertil i memorandummet af 2008 eller i rapporten af 2010, og idet Rådet og de intervenerende medlemsstater trods denne mangel ikke har underbygget deres anbringender med nogen oplysninger, forekommer denne tilgang hypotetisk på nuværende tidspunkt og er derfor ikke relevant med henblik på at afgøre, om Unionen har en enekompetence eller en delt kompetence i det foreliggende tilfælde.

100

Hvad for det fjerde angår håndhævelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder har Rådet og flere af de medlemsstater, som har interveneret til støtte for Rådet – uden at bestride, at de sanktioner og retsmidler, som finder anvendelse ved krænkelser af disse rettigheder i EU-retten, er reguleret i artikel 8 i direktiv 2001/29 og i alle de fælles regler i direktiv 2004/48 – imidlertid gjort gældende, at de omhandlede forhandlinger til forskel fra EU-lovgivningen vil kunne føre til indførelsen af en forpligtelse over for de kontraherende parter til at vedtage strafferetlige sanktioner i tilfælde af sådanne krænkelser.

101

Det skal imidlertid som anført af Kommissionen bemærkes, at hverken memorandummet af 2008 eller rapporten af 2010 indeholder oplysninger i denne henseende, og at de i foregående præmis nævnte anbringender ikke er blevet understøttet af noget bevis vedrørende de fremtidige forhandlinger i Europarådet.

102

Det fremgår af den ovenfor nævnte analyse, at indholdet af forhandlingerne med henblik på en konvention […] fra Europarådet om beskyttelsen af radio- og fjernsynsforetagenders beslægtede rettigheder, således som den er beskrevet i henstillingen af 2002, memorandummet af 2008 og rapporten af 2010, vedrører et område, der i vid udstrækning er omfattet af de fælles EU-regler, og at disse forhandlinger kan berøre de fælles EU-regler eller ændre deres rækkevidde. Disse forhandlinger er derfor omfattet af Unionens enekompetence.

103

Den anfægtede afgørelse blev således vedtaget i strid med artikel 3, stk. 2, TEUF.

104

Da det første anbringende må tiltrædes, bør den anfægtede afgørelse annulleres, og det er herefter ufornødent at undersøge de øvrige anbringender, som Kommissionen har gjort gældende til støtte for sit søgsmål.

105

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Rådet har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, bærer de medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger, og følgelig bør Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen og Det Forenede Kongerige samt Parlamentet bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):