1.

Den foreliggende sag vedrører først og fremmest fortolkningen af artikel 24 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs ( 2 ). Denne bestemmelse beskytter den gode tro hos den, der i ukendskab om insolvensbehandlingens indledning opfylder en forpligtelse over for en fallent, selv om forpligtelsen kun anses for gyldig, hvis den opfyldelses over for kurator.

2.

I hovedsagen har kurator fremført krav over for en bank om udbetaling af midler, der oprindeligt tilhørte fallenten, og som banken allerede har indfriet til tredjemand mod forevisning af en check, som banken efter fallentens begæring havde udstedt før indledningen af insolvensbehandlingen. Banken vil ikke betale endnu en gang – denne gang til kurator – og har til sit forsvar henvist til forordningens artikel 24.

3.

Artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 bestemmer:

»Opfyldelse af en forpligtelse over for skyldneren

1. En person, som i en medlemsstat opfylder en forpligtelse over for skyldneren i en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, selv om han skulle have gjort det over for kurator for denne insolvensbehandling, frigøres, hvis han ikke havde kendskab til, at insolvensbehandlingen var indledt.«

4.

Den 11. maj 2006 begærede Association des Copropriétaires du Quartier des Arts beim Tribunal de commerce de Bruxelles selskabet GRONTIMMO SA ( 3 ) erklæret konkurs.

5.

Den 22. og 24. maj 2006 udstedte to selskaber checks på i alt 1400000 EUR til Grontimmo som delvis betaling for disse selskabers udestående gæld til Grontimmo.

6.

Den 29. maj 2006 blev der udpeget en ny bestyrelse for Grontimmo. Samme dag underskrev Grontimmo og KOSTNER DEVELOPMENT INC. ( 4 ), et panamansk selskab, der var etableret umiddelbart forinden, en aftale, hvorved Kostner indrømmede Grontimmo en forkøbsret for et beløb svarende til 1400000 EUR. Denne forkøbsret vedrørte aktier i et luxembourgsk selskab og et selskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller.

7.

Den 2. juni 2006 anmodede Grontimmos nye bestyrelse Dexia Internationale Luxembourg ( 5 ) om: i) at åbne en konto med henblik på at indløse de to checks på i alt 1 4000 000 EUR, og ii) at udstede en Dexia bankcheck på 1400000 EUR fra Grontimmo til Kostner. Den 14. juni 2006 indsatte banken checkene på i alt 1399900 EUR på Grontimmos konto.

8.

Den 4. juli 2006 blev Grontimmo erklæret konkurs ved Tribunal de Commerce de Bruxelles. Ifølge den forelæggende ret mistede fallenten ifølge belgisk ret med virkning fra dette tidspunkt enhver ret til at råde over sine aktiver, og denne virkning indtrådte fra og med denne dags første time. Ifølge belgisk ret kunne en skyldner, som er tredjepart, fra dette tidspunkt ikke længere opfylde en forpligtigelse over for fallenten med frigørende virkning. Kurator bekendtgjorde kun indledningen af insolvensbehandlingen i Belgien, ikke i Luxembourg.

9.

Den 5. juli 2006, dvs. dagen efter konkurserklæringen, udstedte banken efter Grontimmos begæring den 2. juni 2006 en bankcheck, som svarede til forkøbsretten på 1400000 EUR til Kostner. Kostner indløste checken samme dag, og banken debiterede Grontimmos konto i overensstemmelse hermed.

10.

Grontimmos kurator krævede efterfølgende, at banken indbetalte et beløb svarende til det til Kostner udbetalte beløb på Grontimmos konto. Udbetalingen til Kostner var nemlig gennemført i strid med afgørelsen om at fratage sagsøgte rådigheden over sine aktiver og havde således ikke virkning i forhold til konkursboet.

11.

Banken har henvist til artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 og anført, at idet den efter anvisning udstedte og udbetalte checkene den 5. juli 2006, var den ikke bekendt med Grontimmos konkurs og er derfor ikke forpligtet til at tilbagebetale ovennævnte beløb til konkursboet. Som følge heraf anlagde kurator efterfølgende sag mod banken ved den foreliggende ret med påstand om betaling.

12.

Ved afgørelse af 26. april 2012 har den foreliggende ret udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Hvorledes skal udtrykket »en forpligtelse over for skyldneren« i artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 fortolkes:

Skal dette udtryk fortolkes således, at det omfatter betaling [fra] en skyldner, der er genstand for konkursbehandling, [til en kreditor], efter skyldnerens begæring, såfremt den part, der har opfyldt betalingsforpligtelsen på vegne af den skyldner, som er genstand for konkursbehandlingen, har opfyldt denne forpligtelse uden at have kendskab til, at der over for skyldneren er indledt en insolvensprocedure i en anden medlemsstat?«

13.

Grontimmos kurator, Banque Internationale à Luxembourg, den belgiske regering og Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige og mundtlige indlæg under sagen for Domstolen. Den franske og portugisiske regering har indgivet skriftlige indlæg. Den tyske regering deltog også i den mundtlige forhandling.

14.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at foretage en fortolkning af udtrykket »opfyldelse af en forpligtelse over for [fallenten]« i artikel 24 i forordning nr. 1346/2000. Den ønsker af få afklaret, om dette kan omfatte betaling af en gæld – ikke til fallenten selv – men derimod efter fallentens begæring til en af dennes kreditorer, for dennes regning og til dennes fordel.

15.

Inden jeg beskæftiger mig med fortolkningen af artikel 24, skal bestemmelsen kortfattet placeres i forordningens lovgivningsmæssige ramme. Forordning nr. 1346/2000 foreskriver, at afgørelser vedrørende indledning af insolvensbehandlinger skal anerkendes umiddelbart ( 6 ). Ved denne automatiske anerkendelse udstrækkes de virkninger, der tillægges en insolvensbehandling af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, til de øvrige medlemsstater ( 7 ). Forordningen indeholder primært lovvalgsregler vedrørende gældende lov og kompetente domstol. Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer i denne forbindelse, at det er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingens virkninger.

16.

Ved indledningen af insolvensbehandlingen mister fallenten i henhold til medlemsstaternes lovgivning beføjelserne til at forvalte eller disponere over sine formuegenstande og dermed retten til at tage imod betalinger: En fallents skyldner (skyldner, som er tredjepart) kan ikke længere opfylde en forpligtelse over for fallenten med frigørende virkning. Såfremt en skyldner, som er tredjepart, opfylder en forpligtelse over for fallenten, har dette ikke frigørende virkning. Kurator, som er den, der nu har ret til at tage imod betalinger, behøver ikke tage højde for en sådan betaling. Skyldneren, som er tredjepart, er i et sådant tilfælde i princippet forpligtet til at betale samme beløb igen og denne gang vel og mærke over for kurator.

17.

Eftersom forordningen kræver automatisk anerkendelse af en insolvensbehandlings indledning i alle medlemsstater, er der en risiko for, at en skyldner, som er tredjepart, opfylder en forpligtelse over for en forkert person, fordi han ikke har kendskab til, at insolvensbehandlingen er indledt. Faren er størst, når insolvensbehandlingen indledes i andre medlemsstater, da en skyldner, som er tredjepart, ikke har mulighed for dagligt at skabe sig et overblik over de insolvensbehandlinger, der indledes i alle andre medlemsstater. En skyldner, som er tredjepart, kan navnlig ikke nøjes med blot at undersøge bekendtgørelsen om indledningen af insolvensbehandlinger i den pågældendes medlemsstat, da forordningen ikke indeholder nogen forpligtelse til at bekendtgøre indledningen af insolvensbehandlinger i alle medlemsstater. Derfor blev indledningen af insolvensbehandlingen mod Grontimmo eksempelvis ikke bekendtgjort i Luxembourg.

18.

Set i lyset heraf er formålet med artikel 24 at beskytte den skylder, der som tredjepart i god tro foretager en betaling i strid med den nye retsstilling efter indledningen af insolvensbehandlingen ( 8 ). For at beskytte personer, der som følge af ukendskab til den udenlandske insolvensbehandling opfylder en forpligtelse over for en skyldner, selv om den skulle have været opfyldt over for den udenlandske kurator, bestemmer forordningen, at en sådan opfyldelse har frigørende virkning ( 9 ).

19.

Det er min opfattelse, at anvendelsesområdet for artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 ikke alene omfatter forpligtelser, som opfyldes over for fallenten, og som består i en direkte betaling til denne eller en umiddelbar overførsel af andre formuegoder til fallenten, men også generelt betaling til tredjemand, når en skyldner, som er tredjepart, betaler efter fallentens begæring og på dennes vegne. Sådanne betalinger kan også kvalificeres som »opfyldelse af en forpligtelse over for skyldneren« som omhandlet i artikel 24 i forordning nr. 1346/2000. Dette fremgår af en fortolkning af såvel ordlyden som opbygningen og formålet med forordningens artikel 24.

20.

Sagsøgerne i hovedsagen, den belgiske, den tyske og den portugisiske regering har argumenteret for, at begrebet »opfyldelse af en forpligtelse« også skal omfatte en betaling, som foretages af en bank (skyldner, som er tredjepart) til en af fallentens kreditorer efter fallentens begæring ( 10 ) eller med dennes samtykke ( 11 ).

21.

Ordlyden af forordningens artikel 24 er ikke til hinder for en sådan fortolkning. Dette gælder så meget desto mere den engelske, den franske, den spanske og den italienske affattelse af forordningen, som omtaler »opfyldelse til fordel for skyldner« ( 12 ). Opfyldelse af en kontraktlig forpligtelse til fordel for en fallent sker nemlig ikke blot, når fallenten direkte modtager et pengebeløb eller et andet formuegode og dermed i bogstaveligste forstand får direkte rådighed over en genstand ved opfyldelse af forpligtelsen.

22.

En »opfyldelse til fordel for skyldner« foreligger efter sædvanlig sprogbrug nemlig også, når en skyldner, som er tredjepart, foretager en overførsel til tredjemand og dermed opfylder en forpligtelse, som består mellem ham – dvs. skyldneren, som er tredjemand – og fallenten. Hvis den over for fallenten indgåede forpligtelse eksempelvis består i at overdrage noget til en tredjemand, består opfyldelsen af forpligtelsen over for skyldner i overførslen til tredjemand.

23.

En sådan betaling til en tredjemand kan ud fra et andet synspunkt også anses for en opfyldelse til fordel for en fallent. Når en fallent har påtaget sig en sådan forpligtelse over for en tredjemand, som eksempelvis kan bestå i betaling af en købssum, bliver fallenten gennem opfyldelse af forpligtelsen over for tredjemand frigjort fra sin forpligtelse. Når en skyldner, som er tredjepart, betaler en tredjemand, er der derfor også tale om »opfyldelse til fordel for« fallenten. Det samme gør sig gældende i det foreliggende tilfælde: Den betaling, der sker til Kostner, sker nemlig også til fordel for Grontimmo, da sidstnævnte hermed indfrier sin forpligtelse over for Kostner til at betale købesummen.

24.

Den tyske affattelse af forordningens artikel 24 anvender formuleringen »wer an einen Schuldner leistet«. Dette ville f.eks. på fransk ordret kunne oversættes med »celui qui exécute une obligation à l’égard du débiteur«. Den tyske formulering kunne således have været mere snævert formuleret end nogen af de andre sprogversioner, som anvender formuleringen »til fordel for skyldner«. Den tyske affattelse »wer an einen Schuldner leistet« understøtter imidlertid også en sådan fortolkning af bestemmelsen. Ifølge en almindelig sprogforståelse udgør betalingen en »opfyldelse af en forpligtelse«, når betalingen vedrører et bestemt skyldforhold. Der er således også tale om en »opfyldelse af en forpligtelse over for skyldneren«, når en skyldner, som er tredjepart, som følge af et mellem ham og fallenten bestående skyldforhold betaler en tredjemand. Dette skyldforhold bevirker, at betalingen til tredjemand sidestilles med en opfyldelse af en forpligtelse over for fallenten.

25.

Denne fortolkning af forordningens artikel 24 bekræftes også af 30. betragtning hertil, hvorefter opfyldelsesbegrebet i artikel 24 ikke alene omfatter betaling, men derimod alle andre former for opfyldelse af en forpligtelse over for fallenten ( 13 ). I modsætning til en betaling til fallenten behøver en opfyldelse af en forpligtelse over for fallenten ikke at omfatte direkte betaling til den pågældende.

26.

Som den tyske regering med rette har anført, skal spørgsmålet, om der foreligger et sådant skyldforhold mellem skyldner, som er tredjepart, og fallenten, afgøres i henhold til national ret. I det foreliggende tilfælde findes der ingen holdepunkter for at antage, at det modsatte skulle være tilfældet. Gennem betalingen til tredjemand (Kostner) opfyldte den skyldner, som er tredjepart, (banken) på vegne af fallenten (Grontimmo) den forpligtelse, som er fastsat i aftalen mellem banken og fallenten. Banken havde nemlig en kontraktlig forpligtelse til efter Grontimmos begæring at foretage kontoudbetalinger til selskabet selv eller til tredjemand, eller – som det er tilfældet i den foreliggende sag – til at udstede og indløse checks via selskabets konto. I det foreliggende tilfælde opfyldte banken denne forpligtelse over for Grontimmo ved at udstede og indløse checks.

27.

Det er min opfattelse, at en situation som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af ordlyden af forordningens artikel 24, uden at en udvidende fortolkning af bestemmelsen er nødvendig. Gennem den debiterende udstedelse og indløsning af checks til fordel for Kostner opfylder banken en forpligtelse over for dens kunde, nemlig fallenten.

28.

Som allerede anført fastsætter forordningen en automatisk anerkendelse af en i en anden medlemsstat indledt insolvensbehandling, uden at der samtidig stilles krav om, at indledningen af en insolvensbehandling skal bekendtgøres i alle medlemsstater. På baggrund heraf har artikel 24 til formål at beskytte de tredjeparter, som i god tro i strid med den nye retsstilling efter indledningen af insolvensbehandlingen stadig opfylder en forpligtigelse over for en fallent, over for hvem en forpligtelse ikke længere kan opfyldes. En tredjemand, som således handler i god tro, bør ikke skulle opfylde forpligtelsen to gange over for kurator.

29.

Behovet for at beskytte en tredjemand, som i god tro opfylder en forpligtelsen over for en fallent gennem betaling til en tredjemand efter fallentens begæring, adskiller sig i denne forbindelse ikke fra behovet for at beskytte en tredjemand, som opfylder en forpligtelse ved en direkte betaling til fallenten. I begge tilfælde opfylder den skyldner, som er tredjepart, udelukkende de kontraktlige forpligtelser, som vedkommende har påtaget sig over for fallenten, fordi den pågældende ikke er bekendt med sidstnævntes insolvens.

30.

Dette bekræftes ligeledes af de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Hvis en bank ikke har kendskab til, at der er indledt en insolvensbehandling, som vedrører en kundes formue i anden medlemsstat, er der ingen grund til, at den i en situation, hvor den inden indledningen af insolvensbehandlingen på grund af en forpligtigelse til at udstede og indløse checks i ukendskab om fallentens insolvens betaler en tredjemand fra fallentens konto, skulle stilles ringere end i et tilfælde, hvor tilgodehavenderne betales direkte til fallenten.

31.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse med rette anført, at man ikke kan forvente af en bank, at den, inden den gennemfører betalingsordrer fra udenlandske kunder, dagligt gennemgår bekendtgørelser over insolvensbehandlinger i andre medlemsstater eller indhenter bekræftelse på, at der ikke er indledt insolvensbehandlinger, som under alle omstændigheder kun er gyldige på udstedelsesdatoen. En anderledes fortolkning ville, som visse medlemsstater med rette har anført, have en væsentlig negativ indvirkning på grænseoverskridende betalinger.

32.

Det forhold, at der i dette tilfælde eventuelt er tale om en handel, hvormed fallenten muligvis skadevoldende eller svigagtigt har forringet konkursmassen, kan ikke begrunde en indskrænkende fortolkning af forordningens artikel 24 til skade for banken. Det er trods alt bankens gode tro, som bestemmelsen har til formål at beskytte. Såfremt banken havde haft kendskab til, at fallenten havde foretaget uhensigtsmæssige afhændelser af aktiver, ville den under alle omstændigheder ikke have været i god tro, og den ville ikke kunne påberåbe sig forordningens artikel 24.

33.

Kommissionens argument om, at denne fortolkning vil indebære en forringelse af konkursmassen, er heller ikke overbevisende. Det gør i denne forbindelse ingen forskel, om fallenten har forringet konkursmassen ved at tage midler ud fra banken og dernæst betaler en tredjepart, over for hvem der ikke kan gøres udlæg, kontant eller ved at sørge for, at betalingen til tredjeparten sker via banken. Fallenten tilsidesætter i begge tilfælde national ret og skal derfor forfølges strafferetligt eller på anden måde. Der er under alle omstændigheder ikke nogen åbenlys grund til, at banken kun skal anses for ansvarlig i det andet tilfælde.

34.

Såfremt det er Kommissionens opfattelse, at det skal afgøres efter national ret, om der findes en bestemmelse om god tro, hvorefter en bank kan frigøres fra en betalingspligt i en situation som den foreliggende, er denne opfattelse i strid med den harmoniseringstanke, som ligger til grund for artikel 24 i forordning nr. 1346/2000. I modsætning til de fleste bestemmelser i forordningen henviser artikel 24 nemlig ikke til national ret. Den indeholder derimod en selvstændig materiel bestemmelse, der skal anvendes ensartet i alle medlemsstater. Der skal således foretages en selvstændig fortolkning af denne bestemmelse, som er særlig for EU-retten.

35.

Endelig er det Kommissionens opfattelse, at artikel 24 skal fortolkes indskrænkende, da den udgør en undtagelse til princippet om automatisk anerkendelse af afgørelser om indledning af insolvensbehandlinger. I det foreliggende tilfælde et dette argument imidlertid ikke overbevisende, idet den ovenstående fortolkning kan udledes direkte af bestemmelsens ordlyd, og den udgør ikke en uberettiget udvidende fortolkning, som anført af Kommissionen.

36.

Jeg foreslår derfor, at den præjudicielle anmodning besvares som følger:

»En betaling til en fallents kreditor udgør en opfyldelse af en forpligtelse »over for skyldneren« som omhandlet i artikel 24 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs, når betalingen sker med henblik på at opfylde en forpligtelse, som er påtaget over for fallenten.«