—

Maurice Robert Josse Marie Ghislain Lippens, Gilbert Georges Henri Mittler og Jean Paul François Caroline Votron ved advocaten P.D. Olden og H.M.H. Speyart

—

den nederlandske regering ved C. Wissels og J. Langer, som befuldmægtigede

—

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved T. Henze, K. Petersen og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

Irland ved P. Dillon Malone, BL

—

den østrigske regering ved A. Posch, som befuldmægtiget

—

den polske regering ved M. Szpunar, som befuldmægtiget

—

den finske regering ved J. Heliskoski og H. Leppo, som befuldmægtigede

—

Det Forenede Kongeriges regering ved H. Walker, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved R. Troosters, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (EFT L 174, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem på den ene side Maurice Robert Josse Marie Ghislain Lippens, Gilbert Georges Henri Mittler og Jean Paul François Caroline Votron (herefter under ét »Lippens m.fl.«), der er bosiddende i Belgien og medlemmer af bestyrelsen for Ageas NV, tidligere Fortis NV (herefter »Fortis«), og på den anden side Hendrikus Kortekaas, Kortekaas Entertainment Marketing BV, Kortekaas Pensioen BV, Dirk Robbard De Kat, Johannes Hendrikus Visch, Euphemia Joanna Bökkerink og Laminco GLD N-A (herefter under ét »Kortekaas m.fl.«), der er indehavere af værdipapirer i Fortis, vedrørende den skade, som disse indehavere angiveligt har lidt som følge af den omstændighed, at de stolede på oplysninger vedrørende Fortis’ finansielle situation, som nævnte bestyrelsesmedlemmer gav.

3

Følgende fremgår af 2., 7., 8., 10. og 11. betragtning til forordning nr. 1206/2001:

4

Artikel 1 i forordning nr. 1206/2001 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats lovgivning anmoder:

2.   Der må ikke anmodes om optagelse af bevis, der ikke er bestemt til brug i en påbegyndt eller påtænkt retssag.

3.   I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.«

5

Samme forordnings artikel 10-16 omhandler udførelsen af bevisoptagelsen ved den anmodede ret.

6

Artikel 10 i forordning nr. 1206/2001 med overskriften »Almindelige bestemmelser om udførelse af anmodninger« har følgende ordlyd:

»1.   Den anmodede ret udfører en anmodning hurtigst muligt og senest 90 dage efter modtagelsen.

2.   Den anmodede ret udfører anmodningen efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende.

3.   Den anmodende ret kan […] fremsætte ønske om, at anmodningen udføres under iagttagelse af særlige formkrav i lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende. Den anmodede ret efterkommer et sådant ønske, medmindre disse formkrav er uforenelige med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, eller ikke kan iagttages på grund af større praktiske vanskeligheder. Efterkommer den anmodede ret af en af ovennævnte grunde ikke ønsket, underretter den den anmodende ret herom […].

4.   Den anmodende ret kan bede den anmodede ret om at anvende kommunikationsteknologi ved bevisoptagelsen, navnlig videokonferencer og telekonferencer.

Den anmodede ret efterkommer et sådant ønske, medmindre dette er uforeneligt med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, eller volder større praktiske vanskeligheder.

[...]«

7

Forordningens artikel 12 med overskriften »Tilstedeværelse og deltagelse af befuldmægtigede for den anmodende ret ved bevisoptagelsen« bestemmer:

»1.   Hvis det er foreneligt med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende, har befuldmægtigede for den anmodende ret ret til at være til stede, når den anmodede ret optager bevis.

2.   I denne artikel forstås ved »befuldmægtigede« retsmedlemmer udpeget af den anmodende ret i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende. Den anmodende ret kan også i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende, udpege enhver anden person som f.eks. en sagkyndig.

[...]

4.   Hvis der fremsættes ønske om, at befuldmægtigede fra den anmodende ret deltager i bevisoptagelsen, fastsætter den anmodede ret i overensstemmelse med artikel 10 de betingelser, hvorpå de kan deltage.

[...]«

8

Artikel 17 i forordning nr. 1206/2001, som regulerer udførelsen af direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret, bestemmer:

»1.   Hvis en ret ønsker at optage bevis direkte i en anden medlemsstat, sender den en anmodning herom til den pågældende medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed […].

[...]

3.   Beviset optages af et retsmedlem eller af enhver anden person som f.eks. en sagkyndig, der udpeges efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende ret er beliggende.

4.   Senest 30 dage efter modtagelsen af en anmodning om direkte bevisoptagelse oplyser den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed […] den anmodende ret om, hvorvidt anmodningen kan accepteres, og i givet fald på hvilke betingelser efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat beviset kan optages.

Navnlig kan det centrale organ eller den kompetente myndighed udpege en ret i den medlemsstat, som organet eller myndigheden hører under, til at deltage i bevisoptagelsen for at sikre, at denne artikel anvendes korrekt, og at de fastsatte betingelser overholdes.

Det centrale organ eller den kompetente myndighed tilskynder til anvendelse af kommunikationsteknologi som f.eks. videokonferencer og telekonferencer.

5.   Det centrale organ eller den kompetente myndighed kan kun afslå direkte bevisoptagelse, hvis:

6.   Den anmodende ret optager beviset efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, idet den dog overholder de betingelser, der er fastsat efter stk. 4.«

9

Forordningens artikel 21 med overskriften »Forholdet til eksisterende eller fremtidige aftaler eller arrangementer mellem medlemsstaterne« bestemmer i stk. 2:

»Denne forordning er ikke til hinder for, at to eller flere medlemsstater opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer indbyrdes med henblik på yderligere at lette bevisoptagelse, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med denne forordning.«

10

Vidneafhøring og foreløbig vidneafhøring er i Nederlandene underlagt bestemmelserne i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den civile retsplejelov, herefter »WBR«).

11

WBR’s artikel 164 har følgende ordlyd:

»1.   Parterne kan også optræde som vidner.

[...]

3.   Hvis en part, der har pligt til at afgive forklaring som vidne, udebliver fra retsmødet, ikke svarer på de spørgsmål, der stilles, eller nægter at underskrive sin forklaring, kan retten drage de konklusioner heraf, som den finder nødvendige.«

12

WBR’s artikel 165, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver, der er indkaldt til at møde som vidne i overensstemmelse med lovens bestemmelser, har pligt til at afgive vidneforklaring«.

13

WBR’s artikel 176, stk. 1, bestemmer:

»For så vidt som andet ikke er bestemt ved traktat eller EU-forordning, kan retten, såfremt et vidne bor i udlandet, udpege en myndighed i det land, hvor vidnet har bopæl, og bede denne foretage afhøring, så vidt muligt under ed, eller overdrage afhøringen til det nederlandske konsulære embede, under hvilket vidnets bopæl hører.«

14

WBR’s artikel 186 bestemmer:

»1.   Såfremt loven giver adgang til at føre vidnebevis, kan der efter begæring af den berørte part foranstaltes foreløbig vidneafhøring forud for et sagsanlæg.

2.   Retten kan efter begæring af en part omgående foranstalte foreløbig vidneafhøring, når der allerede er anlagt sag.«

15

Det fremgår af WBR’s artikel 189, at »[b]estemmelserne om vidneafhøring [også gælder] for foreløbig vidneafhøring«.

16

Den 3. august 2009 anlagde Kortekaas m.fl., der er indehavere af værdipapirer i Fortis, sag ved Rechtbank Utrecht (Nederlandene) mod Lippens m.fl., der er bestyrelsesmedlemmer i Fortis, og mod selve selskabet. Kortekaas m.fl. nedlagde under sagen påstand om betaling af erstatning for den skade, som de angiveligt har lidt ved at købe eller beholde værdipapirer på grundlag af oplysninger, som Lippens m.fl. udbredte offentligt i 2007 og 2008 vedrørende Fortis’ finansielle situation og den dividende, som Fortis ville udbetale i 2008.

17

For at opnå klarhed over de udtalelser, som Lippens m.fl. havde afgivet, og over de oplysninger, som de havde kendskab til i ovennævnte periode, indgav Kortekaas m.fl. den 6. august 2009 en begæring til Rechtbank Utrecht om en foreløbig vidneafhøring af Lippens m.fl. Rechtbank Utrecht imødekom denne begæring ved afgørelse af 25. november 2009 og præciserede, at afhøringen skulle foretages af en særligt udpeget undersøgelsesdommer.

18

Den 9. december 2009 indgav Lippens m.fl. en begæring til Rechtbank Utrecht om fremsættelse af en retsanmodning, således at de kunne afhøres af en fransksproget ret i Belgien, hvor de har bopæl. Denne begæring blev afslået ved kendelse af 3. februar 2010.

19

Lippens m.fl. kærede denne kendelse til Gerechtshof te Amsterdam, som stadfæstede den ved kendelse af 18. maj 2010 under henvisning til WBR’s artikel 176, stk. 1, hvorefter nederlandske domstole, som skal afhøre vidner, der bor i udlandet, har mulighed for, men ikke pligt til, at fremsætte en retsanmodning. Gerechtshof te Amsterdam bemærkede, at vidnerne i princippet skal afhøres af den ret, der behandler sagen, og at der i det foreliggende tilfælde ikke foreligger omstændigheder, som begrunder, at denne regel fraviges af hensyn til Lippens m.fl., navnlig henset til indsigelserne fra Kortekaas m.fl. En afhøring i Belgien kunne endvidere ikke begrundes af sproglige hensyn, eftersom Lippens m.fl. har mulighed for at få tolkebistand under afhøringen i Nederlandene.

20

Lippens m.fl. har iværksat kassationsanke til prøvelse af Gerechtshof te Amsterdams kendelse for den forelæggende ret.

21

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at forordning nr. 1206/2001 hverken er til hinder for, at en ret i en medlemsstat i henhold til de regler, der er gældende i denne medlemsstat, indkalder et vidne, der bor i en anden medlemsstat, til at give møde for denne ret, eller for at dette vidnes udeblivelse medfører de konsekvenser, der følger af disse regler.

22

I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at ingen af bestemmelserne i forordning nr. 1206/2001 gør det muligt at konkludere, at de metoder til bevisoptagelse, der er indført ved forordningen, udelukker, at der anvendes andre metoder til bevisoptagelse, som er fastsat i medlemsstaternes lovgivning. Ifølge den forelæggende ret har forordning nr. 1206/2001 kun til formål at lette bevisoptagelsen og pålægger ikke medlemsstaterne at ændre de metoder til bevisoptagelse, der er fastsat i deres nationale procesret. Den forelæggende ret har imidlertid rejst spørgsmålet, om det følger af dom af 28. april 2005, St. Paul Dairy (sag C-104/03, Sml. I, s. 3481, præmis 23), at medlemsstaterne har pligt til at anvende nævnte forordning ved optagelse af beviser, der befinder sig i en anden medlemsstat.

23

Under disse omstændigheder har Hoge Raad der Nederlanden udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [forordning nr. 1206/2001], og nærmere bestemt artikel 1, stk. 1, fortolkes således, at en ret, der ønsker at afhøre et vidne, der er bosat i en anden medlemsstat, ved denne form for bevisoptagelse altid skal anvende de metoder, der er indført ved denne forordning, eller er retten beføjet til at anvende de metoder, der er hjemlet i dens egen nationale procesret, såsom indkaldelse af vidnet til at give møde ved dens sæde?«

24

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i forordning nr. 1206/2001, bl.a. artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at den kompetente ret i en medlemsstat, som ønsker at foretage vidneafhøring af en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, med henblik på en sådan afhøring altid skal anvende de metoder til bevisoptagelse, der er fastsat i denne forordning, eller om den kompetente ret derimod har mulighed for at indkalde denne part og at foretage denne afhøring i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.

25

Indledningsvis bemærkes, at ifølge artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1206/2001 finder forordningen anvendelse på det civil- og handelsretlige område, når en ret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats lovgivning enten anmoder den kompetente ret i en anden medlemsstat om at optage bevis eller anmoder om at optage bevis direkte i en anden medlemsstat.

26

I denne forbindelse bemærkes for det første, at det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1206/2001, således som det er defineret i artikel 1, og som det fremgår af forordningens opbygning, er begrænset til to metoder til bevisoptagelse, nemlig dels udførelsen af bevisoptagelse ved den anmodede ret i henhold til forordningens artikel 10-16 som følge af en anmodning indgivet af den anmodende ret i en anden medlemsstat, dels udførelsen af direkte bevisoptagelse ved den anmodende ret i en anden medlemsstat, hvis fremgangsmåde er fastsat i forordningens artikel 17.

27

Forordning nr. 1206/2001 indeholder derimod ingen bestemmelser, der regulerer eller udelukker muligheden for, at en ret i en medlemsstat indkalder en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, til at give møde og afgive vidneforklaring direkte for denne ret.

28

Heraf følger, at forordning nr. 1206/2001 i princippet kun finder anvendelse, hvis en ret i en medlemsstat beslutter at optage bevis i overensstemmelse med en af de to metoder, der er fastsat i forordningen, i hvilket tilfælde denne ret er forpligtet til at følge de procedurer, der knytter sig til disse metoder.

29

Dernæst bemærkes, at det fremgår af 2., 7., 8., 10. og 11. betragtning til forordning nr. 1206/2001, at forordningen har til formål at sikre en forenklet, effektiv og hurtig afvikling af grænseoverskridende bevisoptagelser. En ret i en medlemsstats bevisoptagelse i en anden medlemsstat må ikke medføre en forsinkelse af nationale retssager. Derfor er der med forordning nr. 1206/2001 skabt en ordning, der er bindende for alle medlemsstater – med undtagelse af Kongeriget Danmark – med henblik på at rydde hindringer, der kan opstå på dette område, af vejen (jf. dom af 17.2.2011, sag C-283/09, Weryński, Sml. I, s. 601r, præmis 62).

30

En fortolkning af bestemmelserne i forordning nr. 1206/2001, hvorefter en ret i en medlemsstat generelt forbydes at indkalde en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, som vidne ved denne ret i medfør af national lovgivning og at afhøre denne part i henhold til denne lovgivning, opfylder imidlertid ikke dette formål. Som den tjekkiske og den polske regering har bemærket, og som generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, medfører en sådan fortolkning en begrænsning af denne rets muligheder for at foretage afhøring af en sådan part.

31

Det er således åbenlyst, at under visse omstændigheder – bl.a. hvis den part, der er indkaldt som vidne, frivilligt ønsker at give møde – er det mere enkelt, effektivt og hurtigt for den kompetente ret at foretage afhøring i henhold til bestemmelserne i national lovgivning i stedet for at anvende de metoder til bevisoptagelse, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001.

32

I denne forbindelse bemærkes, at en afhøring, der foretages af den kompetente ret i medfør af national lovgivning, giver denne ret mulighed for ikke blot at afhøre parten direkte, men for ligeledes at foreholde parten vidneudsagn fra andre parter eller vidner, der eventuelt er til stede under afhøringen, og for selv at bedømme vidnets troværdighed ved at stille supplerende spørgsmål under hensyntagen til alle sagens faktiske og retlige aspekter. En sådan afhøring adskiller sig således fra bevisoptagelse ved den anmodede ret i henhold til forordningens artikel 10-16, selv om forordningens artikel 12 på visse betingelser tillader befuldmægtigede for den anmodende ret at være til stede og deltage ved bevisoptagelsen. Ved direkte bevisoptagelse ifølge forordningens artikel 17 skal der – selv om det er tilladt den anmodende ret selv at udføre en afhøring efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende – ikke desto mindre opnås tilladelse fra og sikres overholdelse af de betingelser, der er fastsat af den anmodede medlemsstats centrale organ eller kompetente myndighed, ligesom den direkte bevisoptagelse er undergivet de øvrige vilkår, der er fastsat i artiklen.

33

En fortolkning, hvorefter forordning nr. 1206/2001 ikke udtømmende regulerer grænseoverskridende bevisoptagelse, men udelukkende har til formål at lette en sådan bevisoptagelse, og hvorefter det er tilladt at anvende andre instrumenter med samme formål, underbygges endelig af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1206/2001, som udtrykkeligt tillader aftaler eller arrangementer indgået mellem medlemsstaterne med henblik på yderligere at lette bevisoptagelse, forudsat at disse aftaler eller arrangementer er forenelige med denne forordning.

34

Domstolen har ganske vist i præmis 23 i dommen i sagen St. Paul Dairy fastslået, at en begæring om vidneafhøring under omstændigheder som dem, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til nævnte dom, kunne anvendes som et middel til at undgå anvendelse af de regler, der – med samme garantier og virkninger for samtlige borgere – gælder for fremsendelse og behandling af anmodninger om bevisoptagelse, fremsat af en ret i en medlemsstat, men som skal gennemføres på en anden medlemsstats område.

35

Denne konstatering kan imidlertid ikke fortolkes således, at den pålægger en ret i en medlemsstat, som har kompetence til at træffe afgørelse om en sags realitet, og som ønsker at afhøre et vidne, der har bopæl i en anden medlemsstat, at foretage denne afhøring i henhold til de regler, der er fastsat i forordning nr. 1206/2001.

36

I denne forbindelse bemærkes, at de omstændigheder, der lå til grund for den nævnte dom, var kendetegnet ved, at den anmodning om foreløbig afhøring af et vidne, som var indgivet af en af parterne, var blevet indgivet direkte til retten i den medlemsstat, hvor vidnet havde bopæl, og denne ret havde ikke kompetence til at påkende sagens realitet. En sådan anmodning kan faktisk anvendes som et middel til at undgå anvendelse af reglerne i forordning nr. 1206/2001, idet den kan fratage den kompetente ret, som anmodningen skulle have været indgivet til, muligheden for at foretage afhøring af vidnet i henhold til de regler, der er fastsat i forordningen. Omstændighederne i den foreliggende sag adskiller sig derimod fra omstændighederne i den sag, der gav anledning til dommen i sagen St. Paul Dairy, for så vidt som anmodningen om foreløbig vidneafhøring er blevet indgivet til den kompetente ret.

37

Det følger af det ovenstående, at den kompetente ret i en medlemsstat har mulighed for som vidne at indkalde en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, med henblik på afhøring af parten i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor nævnte ret er beliggende.

38

Såfremt en part uden begrundelse eller gyldig grund ikke giver møde som vidne, kan den kompetente ret desuden frit drage de eventuelle konsekvenser, der følger af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den er beliggende, forudsat at disse konsekvenser anvendes i overensstemmelse med EU-retten.

39

Under disse omstændigheder skal det forelagte spørgsmål herefter besvares med, at bestemmelserne i forordning nr. 1206/2001, bl.a. artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at den kompetente ret i en medlemsstat, som ønsker at foretage vidneafhøring af en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, med henblik på en sådan afhøring har mulighed for at indkalde denne part og at foretage denne afhøring i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, bl.a. artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at den kompetente ret i en medlemsstat, som ønsker at foretage vidneafhøring af en part, der har bopæl i en anden medlemsstat, med henblik på en sådan afhøring har mulighed for at indkalde denne part og at foretage denne afhøring i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.