Sag C-503/10

Evroetil AD

mod

Direktor na Agentsia »Mitnitsi«

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad)

»Direktiv 2003/30/EF – artikel 2, stk. 2, litra a) – begrebet bioethanol – produkt, der er fremstillet på grundlag af biomasse, som har et ethanolindhold på over 98,5% og ikke er denatureret – relevansen af den faktiske anvendelse som biobrændstof – forordning (EØF) nr. 2658/87 – kombineret nomenklatur – tarifering af bioethanol med henblik på opkrævning af punktafgifter – direktiv 2003/96/EF – energiprodukter – direktiv 92/83/EØF – artikel 20, første led, og artikel 27, stk. 1, litra a) og b) – begrebet ethanol – fritagelse for harmoniseret punktafgift – denaturering«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport – direktiv 2003/30 – bioethanol – begreb

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30, art. 2, stk. 2, litra a)]

2.        Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – punktafgifter – direktiv 92/83 – alkohol og alkoholholdige drikkevarer – ethanol – begreb

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30, art. 2, stk. 2, litra a); Rådets direktiv 92/83, art. 19, stk. 1]

1.        Definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport skal fortolkes således, at den omfatter et produkt, som bl.a. er fremstillet på grundlag af biomasse, og som har et ethanolindhold på over 98,5%, såfremt det udbydes til salg som biobrændstof til transport.

(jf. præmis 47 og domskonkl. 1)

2.        EU-retten skal fortolkes således, at et produkt, som har et ethanolindhold på over 98,5%, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, skal pålægges punktafgifter i henhold til artikel 19, stk. 1, i direktiv 92/83/EØF om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, selv om produktet er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, og indeholder stoffer, der gør det uegnet til konsum, samt opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og selv om produktet eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30/EF om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport.

(jf. præmis 66 og domskonkl. 2)

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

21. december 2011 (*)

»Direktiv 2003/30/EF – artikel 2, stk. 2, litra a) – begrebet bioethanol – produkt, der er fremstillet på grundlag af biomasse, som har et ethanolindhold på over 98,5% og ikke er denatureret – relevansen af den faktiske anvendelse som biobrændstof – forordning (EØF) nr. 2658/87 – kombineret nomenklatur – tarifering af bioethanol med henblik på opkrævning af punktafgifter – direktiv 2003/96/EF – energiprodukter – direktiv 92/83/EØF – artikel 20, første led, og artikel 27, stk. 1, litra a) og b) – begrebet ethanol – fritagelse for harmoniseret punktafgift – denaturering«

I sag C-503/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien) ved afgørelse af 24. september 2010, indgået til Domstolen den 20. oktober 2010, i sagen:

Evroetil AD

mod

Direktor na Agentsia »Mitnitsi«,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af dommerne K. Schiemann, som fungerende formand for Ottende Afdeling, L. Bay Larsen og E. Jarašiūnas (refererende dommer),

generaladvokat: J. Mazák

justitssekretær: fuldmægtig R. Şereş,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. september 2011,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Evroetil AD ved advokat I. Raychinova

–        Direktor na Agentsia »Mitnitsi« ved V. Tanov, S. Valkova, N. Yotsova og S. Yordanova, som befuldmægtigede

–        den bulgarske regering ved T. Ivanov og E. Petranova, som befuldmægtigede

–        den græske regering ved K. Paraskevopoulou og Z. Chatzipavlou, som befuldmægtigede

–        Europa-Kommissionen ved W. Mölls, K. Herrmann og S. Petrova, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (EUT L 123, s. 42), af den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2587/91 af 26. juli 1991 (EFT L 259, s. 1), af artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283, s. 51) og af artikel 20, første led, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (EFT L 316, s. 21).

2        Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Evroetil AD (herefter »Evroetil«) og Direktor na Agentsia »Mitnitsi« (direktør for agenturet for »Told«, herefter »toldmyndigheden«) vedrørende lovligheden af en afgørelse om opkrævning af punktafgifter for november og december 2006 samt for januar, marts og maj 2007.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 92/83 og forordning (EF) nr. 3199/93

3        Artikel 19, stk. 1, i direktiv 92/83 bestemmer:

»Medlemsstaterne pålægger ethanol en punktafgift i overensstemmelse med dette direktiv.«

4        Artikel 20, første led, i direktiv 92/83 har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved »ethanol«:

–        alle varer med et virkeligt alkoholindhold på over 1,2% vol., som henhører under KN-kode 2207 og 2208, selv når disse varer indgår i en vare, der henhører under et andet KN-kapitel.«

5        Ifølge artikel 26 i direktiv 92/83 vedrører henvisningerne til KN den udgave af KN, der var gældende på det tidspunkt, hvor direktivet blev vedtaget, dvs. forordning nr. 2587/91.

6        Artikel 27, stk. 1, i direktiv 92/83 bestemmer:

»Medlemsstaterne fritager produkter, der er omfattet af dette direktiv, for den harmoniserede punktafgift på betingelser, som de fastsætter for at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af sådanne fritagelser og for at hindre svig, unddragelse eller misbrug, når de:

a)      distribueres i form af alkohol, der er blevet fuldstændig denatureret i overensstemmelse med en medlemsstats forskrifter, når sådanne forskrifter er behørigt anmeldt og godkendt […]

b)      både er denatureret i henhold til en medlemsstats forskrifter og anvendes til fremstilling af produkter, der ikke er bestemt til konsum

[...]«

7        Kommissionens forordning (EF) nr. 3199/93 af 22. november 1993 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift (EFT L 288, s. 12) opregner de denatureringsmidler, som i den enkelte medlemsstat er godkendt til anvendelse med henblik på fuldstændig denaturering af alkohol i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, litra a), i direktiv 92/83. Angivelsen af, hvilke denatureringsmidler der er godkendt i Republikken Bulgarien, blev indført i forordning nr. 3199/93 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 67/2008 af 25. januar 2008 (EUT L 23, s. 13), som trådte i kraft den 29. januar 2008.

 KN

8        KN, der er indført ved forordning nr. 2658/87, er baseret på det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), der er udarbejdet af Toldsamarbejdsrådet – nu Verdenstoldorganisationen – og som blev oprettet ved den internationale konvention, der blev indgået i Bruxelles den 14. juni 1983 og godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 om indgåelse af den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, samt af ændringsprotokollen hertil (EFT L 198, s. 1). KN indeholder i den affattelse, der fremgår af forordning nr. 2587/91, i anden del, afsnit IV, kapitel 22, som har overskriften »Drikkevarer, ethanol (ethylalkohol) og eddike«. I dette kapitel har pos. 2207 følgende ordlyd:

»2207 Ethanol (ethylalkohol), ikke denatureret, med et alkoholindhold på 80% vol. eller derover; ethanol (ethylalkohol) og anden spiritus, denatureret, uanset alkoholindholdet

2207 10 00  – Ethanol (ethylalkohol), ikke denatureret, med et alkoholindhold på 80% vol. eller derover

2207 20 00 – Ethanol (ethylalkohol) og anden spiritus, denatureret, uanset alkoholindholdet.«

 Direktiv 2003/30

9        Af 4.-7., 10., 14. og 23. betragtning til direktiv 2003/30 fremgår:

»(4)      Transportsektoren tegner sig for mere end 30% af det endelige energiforbrug i Fællesskabet og er i udvikling, og denne tendens er stigende ligesom CO₂-emissionerne; desuden vil den procentvise stigning være endnu højere i kandidatlandene efter deres tiltrædelse af Den Europæiske Union.

(5)      […] Ud fra et økologisk synspunkt kræver [Kommissionens hvidbog »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 – De svære valg«], at afhængigheden af olie (i dag 98%) på transportområdet mindskes ved anvendelse af alternative brændstoffer såsom biobrændstoffer.

(6)      Øget anvendelse af biobrændstoffer til transport udgør en del af den pakke af foranstaltninger, der er behov for til at opfylde Kyotoprotokollen, og af enhver anden politisk foranstaltning til opfyldelse af nye forpligtelser.

(7)      Øget anvendelse af biobrændstoffer til transport […] er en af de måder, hvorpå Fællesskabet kan begrænse sin afhængighed af importeret energi og påvirke markedet for brændstof til transport […]

[...]

(10)      Øget anvendelse af biobrændstoffer inden for transport er et skridt hen imod en bredere udnyttelse af biomasse, som på sigt vil gøre det muligt at udvikle biobrændstofferne yderligere […]

[...]

(14)      Bioethanol og biodiesel, som anvendes i køretøjer i ren form eller i blandinger, skal opfylde de kvalitetsstandarder, der er fastsat med henblik på at sikre, at motorerne fungerer optimalt. […]

(23)      Da målene for den påtænkte handling, nemlig indførelse af generelle principper, hvorved der fastsættes en minimumsandel, udtrykt i procent, for markedsføring og distribution af biobrændstoffer, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne […]«

10      Artikel 1 i direktiv 2003/30 bestemmer:

»Dette direktiv har til formål at fremme anvendelsen af biobrændstoffer eller andre fornyelige brændstoffer, der skal erstatte diesel eller benzin til transportformål i medlemsstaterne, med henblik på at bidrage til overholdelsen af forpligtelserne med hensyn til klimaændringer, miljøvenlig forsyningssikkerhed og fremme af vedvarende energikilder.«

11      Direktivets artikel 2 bestemmer:

»1.      I dette direktiv forstås ved:

a)      »biobrændstoffer«: flydende eller gasformigt brændstof til transport, fremstillet på grundlag af biomasse

[...]

2.      I det mindste følgende produkter anses for at være biobrændstoffer:

a)      »bioethanol«: ethanol, der er fremstillet af biomasse og/eller den bionedbrydelige del af affald, og som anvendes som biobrændstof

[...]«

12      Samme direktivs artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»a)      Medlemsstaterne bør sikre, at en minimumsandel af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer markedsføres på deres område, og at der med henblik herpå fastsættes nationale vejledende mål.

[...]«

 Direktiv 2003/96

13      27. betragtning til direktiv 2003/96 bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke anvendelsen af de relevante bestemmelser i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed [EFT L 76, s. 1] og [direktiv 92/83/EØF], når produktet, som påtænkes anvendt, udbudt til salg eller anvendt som motorbrændstof eller tilsætningsmiddel til brændstof, består af ethylalkohol som defineret i direktiv 92/83/EØF.«

14      Af artikel 1 i direktiv 2003/96 fremgår, at »[m]edlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med dette direktiv«. I direktivets artikel 2, stk. 1, er opstillet en liste over de produkter, som i henhold til direktivet anses for »energiprodukter«. Disse produkter identificeres ved den KN-kode, som de henhører under, og i henhold til direktivets artikel 2, stk. 5, henvises der til koderne i KN, som den fremgår af Kommissionens forordning nr. 2031/2001 af 6. august 2001 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EFT L 279, s. 1), hvis pos. 2207 er identisk med den pos. 2207, der fremgår af forordning nr. 2587/91.

15      Hverken KN-kode 2207, KN-kode 2207 10 00, eller KN-kode 2207 20 00 findes på den liste, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/96.

16      Direktivets artikel 2, stk. 3, bestemmer:

»Energiprodukter, ud over dem, der er fastsat en afgiftssats for i dette direktiv, som er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning, beskattes, alt efter anvendelse, med den sats, der er fastsat for det tilsvarende motorbrændstof eller brændsel til opvarmning.

Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i stk. 1, beskattes produkter, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof, eller som tilsætnings- eller fyldstof i motorbrændstof, med den sats, der er fastsat for det tilsvarende motorbrændstof.

[...]«

17      Direktivets artikel 16, stk. 1, tredje og fjerde led, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan […] under afgiftsmyndighedernes kontrol anvende en fritagelse eller en reduceret afgiftssats for de afgiftspligtige varer, der er omhandlet i artikel 2, når de består af eller indeholder et eller flere af følgende produkter:

[...]

–        ikke-syntetiske varer under KN-kode 2207 20 00 og 2905 11 00

–        produkter fra biomasse, herunder varer under KN-kode 4401 og 4402.«

 Nationale bestemmelser

18      Lov om punktafgifter og afgiftsoplag (Zakon za aktsizite i danachnite skladove, DV nr. 91 af 15.11.2005) i den affattelse, der finder anvendelse på de omhandlede afgiftsperioder (DV nr. 81 af 6.10.2006 og nr. 105 af 22.12.2006, herefter »punktafgiftsloven«), bestemmer i artikel 2, at følgende pålægges punktafgift:

»1)      Alkohol og alkoholholdige drikkevarer

[...]

3)      Energiprodukter og elektricitet

[...]«

19      Punktafgiftslovens artikel 4 bestemmer:

»1)      Ved »punktafgiftspligtige varer« forstås de i artikel 2 nævnte varer.

[...]

5)      Ved »KN-koder« forstås koderne i [KN] ifølge bilag I til [forordning nr. 2658/87]. For alkohol og alkoholholdige drikkevarer gælder de KN-koder, som fremgår af den [KN], der finder anvendelse pr. 31. december 1992, og for energiprodukter og elektricitet de KN-koder, der fremgår af den [KN], der finder anvendelse pr. 1. januar 2002.

[...]

12)      Ved »denaturering« forstås en proces, hvorved ethanol tilsættes giftige, ildesmagende eller ildelugtende stoffer (tilsætningsstoffer), hvorved det bliver sundhedsskadeligt eller uegnet til at drikke.

[...]

23)      Ved »bioethanol« forstås ethanol, som er fremstillet på grundlag af biomasse og/eller den bionedbrydelige del af affald, og som er bestemt til anvendelse som biobrændstof.

[...]«

20      Punktafgiftslovens artikel 9 bestemmer:

»Ved ethanol (alkohol) forstås alle varer:

1.      med et virkeligt alkoholindhold på over 1,2% vol., som henhører under KN-kode 2207 og 2208, selv når disse varer indgår i en vare, der henhører under et andet kapitel i [KN] for Republikken Bulgarien.

[...]«

21      I punktafgiftslovens artikel 13 er opstillet en liste over produkter, som anses for »energiprodukter« i henhold til loven. Denne liste svarer i det væsentlige til listen i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/96.

22      Punktafgiftslovens artikel 31, nr. 5), fastsætter punktafgiften for ethanol til 1 100 BGN pr. hl ren alkohol. Lovens artikel 32, stk. 1, nr. 7), fastsætter punktafgiften for brændstof, som for så vidt angår bioethanol, der henhører under KN-kode 2207 20 00, er fastsat til 0 BGN pr. 1 000 l.

23      Punktafgiftslovens artikel 35, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.      Energiprodukter som omhandlet i artikel 13, som er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning eller motorbrændstof, for hvilke der ikke er fastsat en punktafgiftssats i artikel 32, stk. 1, og artikel 33, stk. 1, beskattes med den sats, der er fastsat for et tilsvarende brændsel til opvarmning eller motorbrændstof.

2.      Med undtagelse af de energiprodukter, der er nævnt i artikel 13, og bioethanol beskattes alle andre produkter, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller som tilsætnings- eller fyldstof i motorbrændstof med den sats, der er fastsat for det tilsvarende motorbrændstof i artikel 32, stk. 1.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

24      Evroetil, der er oplagshaver med godkendelse til drift af afgiftsoplag, er bemyndiget til at fremstille alkohol og bioethanol. Evroetil blev underlagt kontrol for afgiftsperioden fra den 1. juli 2006 til den 10. maj 2007 og havde i denne periode solgt 124 346,05 l til forbrug af et produkt, der var angivet som bioethanol henhørende under KN-kode 2207 20 00. Dette produkt var således blevet pålagt en punktafgiftssats på 0. Efterfølgende var 111 425 l af produktet blevet returneret til Evroetil og befandt sig på oplaget under kontrollen. Hos køberen var 10 555,55 l blevet bogført som bioethanol og af denne solgt som brændstof blandet med benzin.

25      Under kontrollen udtog toldmyndighederne flere prøver af det i hovedsagen omhandlede produkt. En analyse fastslog, at produktet havde et alkoholindhold på over 98,5%, at det indeholdt estere, nemlig ethylacetat, højere alkoholer, aldehyder samt methanol, og at det ikke var denatureret. Sidstnævnte forhold er ubestridt. Toldmyndighederne konkluderede på grundlag heraf, at produktet skulle have været tariferet som ikke-denatureret ethanol henhørende under KN-kode 2207 10 00, og at det dermed skulle have været pålagt en punktafgift på 1 100 BGN pr. hl ren alkohol. Toldmyndighederne traf følgelig afgørelse om opkrævning, og fastslog herved, at der skyldtes punktafgift på 1 397 973,17 BGN med renter, som pr. 5. november 2007 beløb sig til 148 897,89 BGN.

26      Da de skyldige punktafgifter og renter, som skulle svares for november og december 2006 samt for januar, marts og maj 2007, dvs. 1 372 000,41 BGN i punktafgifter og 144 292,54 BGN i renter, blev stadfæstet ved en sag anlagt for Administrativen sad gr. Ruse (forvaltningsdomstol i Ruse), iværksatte Evroetil appel for den forelæggende ret.

27      Den forelæggende ret har anført, at under sagen for Administrativen sad gr. Ruse konkluderede en sagkyndig i det væsentlige, at det i hovedsagen omhandlede produkt ikke er egnet til konsum, idet det er kræftfremkaldende, at produktet kan anvendes som biobrændstof, for så vidt som dets sammensætning opfylder betingelserne i den tekniske specifikation, som Evroetil har udviklet for bioethanol, der er bestemt til anvendelse som biobrændstof, at det opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og at det er fremstillet på grundlag af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol. Den forelæggende ret har anført, at den anerkender disse konklusioner.

28      Evroetil har for den forelæggende ret gjort gældende, at det i hovedsagen omhandlede produkt skal pålægges en punktafgiftssats på 0. Evroetil har i denne forbindelse bl.a. anført, at en denaturering af produktet gør det uegnet til anvendelse som brændstof. Evroetil har yderligere anført, at virksomheden skal fritages for at betale punktafgift for så vidt angår den del af produktet, som er blevet returneret af køberne.

29      Toldmyndigheden har gjort gældende, at det i hovedsagen omhandlede produkt er ethanol, som ikke er blevet denatureret i overensstemmelse med forordning nr. 3199/93, og som følgelig henhører under KN-kode 2207 10 00 og skal pålægges punktafgifter. Ifølge toldmyndigheden er den omstændighed, at produktet er uegnet til konsum, ikke relevant i denne henseende. Det er endvidere toldmyndighedens opfattelse, at tilbageleveringen af en del af produktet til Evroetils oplag ikke gør det muligt at fritage Evroetil fra forpligtelsen til at betale punktafgifter.

30      Den forelæggende ret har anført, at pålæggelse af punktafgifter på det i hovedsagen omhandlede produkt og det eventuelt skyldige beløb herfor direkte afhænger af produktets tarifering i KN og dermed af produktets art. I denne henseende finder den forelæggende ret det vanskeligt at bedømme, dels om nævnte produkt er bioethanol i den forstand, hvori begrebet er anvendt i direktiv 2003/30, bl.a. henset til, at dette direktiv henviser til anvendelse som biobrændstof, og til, at en del af det i hovedsagen omhandlede produkt er blevet returneret til Evroetils oplag, dels om bioethanol kan anses for et energiprodukt, selv om en sådan kvalificering har konsekvenser for produktets afgiftsmæssige behandling i henhold til national ret. Den forelæggende ret stiller ligeledes spørgsmålstegn ved muligheden for at anse bioethanol for alkohol, eftersom bioethanol ikke er nævnt i KN.

31      Det er på baggrund heraf, at Varhoven administrativen sad – under henvisning til, at spørgsmålene kun omhandler skyldige punktafgifter for afgiftsperioder efter Republikken Bulgariens tiltrædelse af Unionen, nemlig januar, marts og maj 2007 – har besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»1)      Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i [direktiv 2003/30] fortolkes således, at definitionen af bioethanol ligeledes omfatter produkter som det omhandlede, der har følgende kendetegn og objektive egenskaber:

–        Det fremstilles på grundlag af biomasse.

–        Fremstillingen sker ved hjælp af en særlig teknologi, som er beskrevet i en teknisk specifikation for fremstilling af bioethanol, som [Evroetil] har udarbejdet, og som ifølge en teknisk specifikation, der er udarbejdet af samme producent, adskiller sig fra teknologien for fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter.

–        Det har et alkoholindhold på over 98,5% og indeholder følgende stoffer, der gør det uegnet til konsum: højere alkoholer – 714,49-8 311 mg/dm³; aldehyder – 238,16-411 mg/dm³; estere (ethylacetat) – 1 014-8 929 mg/dm³.

–        Det opfylder kravene i [forslaget til] europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof.

–        Det er bestemt til anvendelse som brændstof og anvendes faktisk som biobrændstof, idet det tilsættes A95-benzin og sælges fra tankstationer.

–        Det er ikke blevet denatureret under en udtrykkelig fastsat denatureringsproces[?]

2)      Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i [direktiv 2003/30] fortolkes således, at det omhandlede produkt alene kan kvalificeres som bioethanol, såfremt det faktisk anvendes som biobrændstof, eller er det tilstrækkeligt, at det er bestemt til anvendelse som biobrændstof og/eller faktisk er egnet til anvendelse som biobrændstof?

3)      Såfremt det, henset til besvarelserne af spørgsmål 1 og 2, må lægges til grund, at det omhandlede produkt eller en relevant del deraf er bioethanol, under hvilken kode i [KN] skal det omhandlede produkt da tariferes?

a)      Skal bestemmelserne i kapitel 22 i [KN], og konkret pos. 2207, fortolkes således, at de omfatter tarifering af bioethanol?

b)      Såfremt spørgsmål 3, [litra a),] besvares bekræftende, skal der da ved tarifering af bioethanol, og konkret af det omhandlede produkt, tages hensyn til, om produktet er blevet denatureret (i henhold til den i [forordning nr. 3199/93] nævnte fremgangsmåde eller ved andre lovlige fremgangsmåder)?

c)      Såfremt spørgsmål 3, [litra b),] besvares bekræftende, skal bestemmelserne i [KN] vedrørende pos. 2207 da fortolkes således, at kun denatureret bioethanol skal tariferes i KN-kode 2207 20 [00]?

d)      Såfremt spørgsmål 3, [litra c),] besvares bekræftende, skal bestemmelserne i [KN] vedrørende pos. 2207 da fortolkes således, at ikke-denatureret bioethanol skal tariferes i KN-kode 2207 10 [00]?

e)      Såfremt spørgsmål 3, [litra a),] besvares bekræftende og spørgsmål 3, [litra b),] besvares benægtende, i hvilken underposition – 2207 10 [00] eller 2207 20 [00] – skal det omhandlede produkt da tariferes?

f)      Såfremt spørgsmål 3, [litra a),] besvares benægtende, skal bioethanol da tariferes i en af de i definitionen i artikel 2, stk. 1, i [direktiv 2003/96] nævnte KN-koder, og i givet fald hvilken?

4)      Såfremt det, henset til besvarelserne af spørgsmål 1 og 2, lægges til grund, at det omhandlede produkt eller en relevant del deraf ikke er bioethanol, skal det omhandlede produkt, der frembyder de i spørgsmål 1 anførte kendetegn og objektive egenskaber, da tariferes som ethanol som omhandlet i artikel 20, [første led], i [direktiv 92/83]?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Formaliteten

32      Evroetil har bestridt, at de forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, idet de er faktuelle og af rådgivende karakter. De bestemmelser, som i det første, det andet og det fjerde spørgsmål ønskes fortolket, er desuden klare, og det svar, som kan gives på det tredje spørgsmål, er overflødigt i forhold til tvisten i hovedsagens bilæggelse.

33      Det bemærkes for det første, at inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig, for at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen (dom af 14.12.2006, sag C-217/05, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, Sml. I, s. 11987, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

34      Når spørgsmål, som er forelagt af en national ret, vedrører fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det er åbenbart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i virkeligheden har til formål at få Domstolen til at træffe afgørelse ved hjælp af en konstrueret tvist eller at afgive responsa om generelle eller hypotetiske spørgsmål, at den fortolkning af EU-retten, der anmodes om, ikke har nogen forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller at Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en relevant besvarelse af de forelagte spørgsmål (dommen i sagen Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

35      Dette er imidlertid ikke tilfældet i nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse. Det fremgår nemlig klart af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at besvarelsen af de forelagte spørgsmål, som vedrører fortolkningen af flere EU-retlige bestemmelser, er nødvendig for den med henblik på at fastslå, hvilken afgiftsmæssig behandling et produkt som det, der er beskrevet i det første spørgsmål, skal undergives i henhold til EU-retten, og dermed for at træffe afgørelse i den tvist, som er indbragt for den.

36      For det andet er den påståede klarhed af svarene på de forelagte spørgsmål på ingen måde til hinder for, at en national ret forelægger Domstolen præjudicielle spørgsmål, og har ikke til følge, at Domstolen bliver inkompetent til at træffe afgørelse om sådanne spørgsmål (jf. i denne retning dom af 11.9.2008, forenede sager C-428/06 – C-434/06, UGT-Rioja m.fl., Sml. I, s. 6747, præmis 42 og 43 og den deri nævnte retspraksis).

37      Heraf følger, at de forelagte spørgsmål skal besvares.

 Det første og det andet spørgsmål

38      Med det første og det andet spørgsmål, som behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30 skal fortolkes således, at den dels omfatter et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, som har et ethanolindhold på over 98,5%, som indeholder stoffer, der gør produktet uegnet til konsum, som opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, dels kræver, at produktet faktisk anvendes som biobrændstof.

39      Toldmyndigheden, den bulgarske og den græske regering samt Europa-Kommissionen har anført, at definitionen i nævnte bestemmelse omfatter et sådant produkt. Toldmyndigheden og den bulgarske regering er desuden af den opfattelse, at produktet faktisk skal anvendes som biobrændstof, og den græske regering har anført, at begrebet »bioethanol« i direktiv 2003/30’s forstand ikke kan fortolkes uafhængigt af produktets anvendelsesformål. Vedrørende sidstnævnte synspunkt har Kommissionen under retsmødet gjort gældende, at det afgørende kriterium ved kvalificeringen af et produkt som »bioethanol« i bestemmelsens forstand er produktets faktiske anvendelse som biobrændstof, og har herved samtidig efter at være blevet adspurgt om dette forhold gjort gældende, at direktiv 2003/30 lægger vægt på, at nævnte produkts er egnet til at kunne anvendes som biobrændstof.

40      I henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30 er bioethanol ethanol, eller med andre ord ethylalkohol, som bl.a. er fremstillet af biomasse, og som anvendes som biobrændstof. Ifølge samme artikels stk. 1, litra a), er biobrændstof flydende eller gasformigt brændstof til transport, der er fremstillet på grundlag af biomasse. Heraf følger, at et produkt, som har et ethanolindhold på over 98,5%, og som er fremstillet på grundlag af biomasse, svarer til definitionen af bioethanol i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a), såfremt det »anvendes som biobrændstof«.

41      Hvad angår sidstnævnte betingelse, og som den bulgarske regering har anført, fremgår det af en sammenlignende undersøgelse af forskellige sprogversioner af nævnte bestemmelse, at visse versioner, såsom den tjekkiske og den franske, synes at give udtryk for, at det er et krav, at produktet faktisk anvendes som biobrændstof. Andre versioner, såsom den italienske og den litauiske, tyder på, at den blotte omstændighed, at et produkt er bestemt til anvendelse som biobrændstof, er tilstrækkelig. Endnu andre sprogversioner, såsom den spanske og den polske, kan forstås således, at de både kan give anledning til den ene og den anden af disse fortolkninger.

42      Det følger af fast retspraksis, at nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed fortolkning af forskellige sprogversioner af en EU-retlig bestemmelse kræver, at den pågældende bestemmelse i tilfælde af en sådan uoverensstemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom af 24.10.1996, sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, præmis 28, og af 19.4.2007, sag C-63/06, Profisa, Sml. I, s. 3239 præmis 14).

43      I denne henseende fremgår det af artikel 2, stk. 2, i direktiv 2003/30, at bioethanol, som beskrives i artikel 2, stk. 2, litra a), kun udgør et eksempel på et produkt, som i henhold til direktivet kan anses for biobrændstof. Som det allerede er anført i denne doms præmis 40, omhandler sidstnævnte begreb specifikt brændstof til transport, der er fremstillet på grundlag af biomasse. Det fremgår desuden bl.a. af såvel 4.-7., 10. og 14. betragtning til direktiv 2003/30 som af direktivets titel og artikel 1, at direktivet har til formål at fremme anvendelsen på transportområdet af biobrændstoffer eller andre fornyelige brændstoffer, der skal erstatte den diesel eller benzin, der anvendes for øjeblikket.

44      At fortolke begrebet »bioethanol« i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30 således, at et givet produkt er omfattet, når der blot er mulighed for at anvende det som biobrændstof, ville således være i strid med dette formål. At anse et produkt for ikke at svare til begrebet, medmindre det faktisk anvendes som biobrændstof, ville imidlertid gøre en sådan kvalifikation afhængig af efterfølgende faktiske undersøgelser, som ville gøre kvalifikationen vanskelig at praktisere. Det bemærkes endvidere, at det fremgår af 23. betragtning til direktiv 2003/30 og af dets artikel 3, stk. 1, litra a), at det er ved hjælp af markedsføring af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer, at en anvendelse af disse skal fremmes som alternative brændstoffer til transport.

45      Heraf følger, at ethanol, der er fremstillet på grundlag af biomasse, kun er bioethanol i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30, såfremt det udbydes til salg som biobrændstof til transport.

46      Da denne bestemmelse i øvrigt ikke fastsætter andre betingelser vedrørende den anvendte fremstillingsteknologi, de stoffer, som produktet indeholder, de krav, som det skal opfylde, eller dets eventuelle denaturering, har disse forhold ikke betydning for muligheden for at anse et givet produkt for bioethanol i bestemmelsens forstand.

47      Det følger af det anførte, at det første og det andet spørgsmål skal besvares med, at definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30 skal fortolkes således, at den omfatter et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som bl.a. er fremstillet på grundlag af biomasse, og som har et ethanolindhold på over 98,5% ethanol, såfremt det udbydes til salg som biobrændstof til transport.

 Det tredje og det fjerde spørgsmål

48      Ifølge fast retspraksis tilkommer det Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 17.7.1997, sag C-334/95, Krüger, Sml. I, s. 4517, præmis 22 og 23, og af 11.3.2008, sag C-420/06, Jager, Sml. I, s. 1315, præmis 46).

49      I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret med det tredje og det fjerde spørgsmål i realiteten ønsker oplyst, hvilken afgiftsordning et produkt som det i hovedsagen omhandlede henhører under, når produktet eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30. Det fremgår nemlig af direktiv 92/83 og 2003/96, at det bl.a. er tariferingen i KN, der er afgørende for den afgiftsmæssige behandling af et sådant produkt.

50      Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det tredje og det fjerde spørgsmål dermed forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30, som er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, som har et ethanolindhold på over 98,5%, som indeholder stoffer, der gør produktet uegnet til konsum, som opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, er undergivet bestemmelserne i direktiv 92/83 eller i direktiv 2003/96 for så vidt angår de punktafgifter, der finder anvendelse.

51      Det er Evroetils opfattelse, at et sådant produkt er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/96, navnlig fordi det ikke kan beskattes som alkohol til levnedsmiddelbrug, da det er uegnet til konsum. Toldmyndigheden, den bulgarske og den græske regering samt Kommissionen er derimod af den opfattelse, at et sådant produkt henhører under direktiv 92/83 for så vidt angår dets afgiftsmæssige behandling. Kommissionen har bl.a. anført, at anvendelsen af direktiv 92/83 har forrang i forhold til anvendelsen af direktiv 2003/96.

52      I denne forbindelse bemærkes for det første, at bestemmelserne i direktiv 2003/30 ikke pålægger medlemsstaterne en pligt til at indføre en ny eller opretholde en gældende afgiftsfritagelsesordning for biobrændstoffer. Der kan følgelig ikke på grundlag af dette direktivs bestemmelser udledes en ret til afgiftsfritagelse (jf. i denne retning dom af 10.9.2009, sag C-201/08, Plantanol, Sml. I, s. 8343, præmis 33-38). I modsætning til hvad Evroetil og den forelæggende ret synes at mene, er kvalifikationen som »bioethanol« i direktiv 2003/30’s forstand således uden relevans for den afgiftsmæssige behandling, som et produkt som det i hovedsagen omhandlede skal undergives i henhold til EU-retten.

53      For det andet bemærkes, at det fremgår af 27. betragtning til direktiv 2003/96, at direktivet ikke berører anvendelsen af de relevante bestemmelser i direktiv 92/83, når produktet, som påtænkes anvendt, udbudt til salg eller anvendt som motorbrændstof eller tilsætningsmiddel til brændstof, består af ethanol som defineret i direktiv 92/83. For så vidt angår ethanol i direktiv 92/83’s forstand er anvendelsen af bestemmelserne i direktiv 2003/96 dermed underordnet i forhold til anvendelsen af bestemmelserne i direktiv 92/83, som Kommissionen med rette har anført. Det er således kun, når et produkt, der er kvalificeret som »ethanol« i sidstnævnte direktivs forstand, er fritaget for punktafgifter i medfør af samme direktiv, at bestemmelserne i direktiv 2003/96 i givet fald kan finde anvendelse på dette produkt.

54      I henhold til artikel 20, første led, i direktiv 92/83 omfatter begrebet »ethanol« bl.a. »alle varer med et virkeligt alkoholindhold på over 1,2% vol., som henhører under KN-kode 2207 og 2208«. KN-kode 2207 omfatter navnlig ethanol med et alkoholindhold på 80% vol. eller derover, der ikke er denatureret, og ethanol, der er denatureret, uanset alkoholindholdet.

55      Et produkt som det i hovedsagen omhandlede, der består af ethanol med et alkoholindhold på over 80% vol., henhører således under KN-kode 2207.

56      Den omstændighed, at udtrykket »bioethanol« ikke fremgår af denne position i KN, er herved uden betydning. Det følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN og i bestemmelserne til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. dom af 18.7.2007, sag C-142/06, Olicom, Sml. I, s. 6675, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis). Selv om visse særlige forhold – bl.a. i forbindelse med fremstillingsmåden – gør sig gældende for et produkt som det i hovedsagen omhandlede, er produktet ikke desto mindre, henset til dets objektive karakteristika og egenskaber, ethanol med et alkoholindhold på over 80% vol.

57      Den omstændighed, at et sådant produkt er uegnet til konsum, er ligeledes uden relevans for produktets tarifering i pos. 2207 i KN. Som det således fremgår af selve titlen på direktiv 92/83 har dette til formål at harmonisere punktafgiftsstrukturen for såvel alkoholholdige drikkevarer som alkohol i almindelighed (dom af 9.12.2010, sag C-163/09, Repertoire Culinaire, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27 og 29).

58      Det følger af det anførte, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, der henhører under pos. 2207 i KN, og som har et virkeligt alkoholindhold på over 1,2% vol., svarer til definitionen af ethanol i artikel 20, første led, i direktiv 92/83. I henhold til dette direktivs artikel 19, stk. 1, skal produktet følgelig pålægges den harmoniserede punktafgift som fastsat i direktivet, dog med forbehold for den fritagelse, der er fastsat i direktivets artikel 27, stk. 1, litra a) og b).

59      Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at indrømmelsen eller nægtelsen af fritagelse for punktafgift afhænger af denatureringsmetoden. Hvis metoden er godkendt inden for rammerne af Unionen, undgår alkoholen punktafgift i henhold til den nævnte bestemmelses litra a). Hvis den alkohol, der er indeholdt i et produkt, der ikke er bestemt til konsum, derimod er denatureret i henhold til en medlemsstats forskrifter, skal den i samme bestemmelses litra b) foreskrevne fritagelse anvendes. Såfremt denatureringsmetoden i øvrigt ikke svarer til nogen af de, der er godkendt i de EU-retlige bestemmelser eller i de nationale retsordener, kan produktet ikke være fritaget (dom af 7.12.2000, sag C-482/98, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10861, præmis 40 og 41).

60      I denne forbindelse bemærkes endvidere, at denaturering er en proces, der ved tilsigtet tilsætning af visse stoffer består i at gøre alkohol giftig, således at den ikke kan genomdannes til anvendelse i levnedsmidler [jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 21 og 22; jf. endvidere til orientering Verdenstoldorganisationens forklarende bemærkninger til HS vedrørende HS-pos. 2207, hvortil der henvises i de forklarende bemærkninger til KN vedrørende KN-kode 2207, som er vedtaget af Kommissionen i medfør af artikel 9, stk. 1, litra a), andet led, og artikel 10 i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31.1.2000 (EFT L 28, s. 16), i den version, der var gældende den 1.1.2007 (EUT 2006 C 50, s. 1)].

61      I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at der ikke tilsigtet er blevet tilsat noget denaturaliserende stof til det i hovedsagen omhandlede produkt med henblik på uopretteligt at gøre det uegnet til konsum. Det er derfor tilstrækkeligt at konstatere, at det ikke er blevet denatureret i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 27, stk. 1, litra a) eller b), i direktiv 92/83, uden at der er grund til at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt den fulgte denatureringsmetode svarer til nogen af de, der er godkendt i de EU-retlige bestemmelser eller i den bulgarske retsorden.

62      Den omstændighed, at det for så vidt angår Republikken Bulgarien først var ved forordning nr. 67/2008, at angivelsen af de denatureringsmidler, der anvendes med henblik på fuldstændig denaturering af alkohol i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, litra a), i direktiv 92/83, blev indført i forordning nr. 3199/93, er følgelig uden relevans, og det samme er tilfældet for den omstændighed, som Evroetil har gjort gældende under retsmødet – selv hvis det antages, at denne kan godtgøres – at de særlige bestemmelser om denaturering af bioethanol først blev indført i bulgarsk lovgivning i løbet af 2011. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at punktafgiftslovens artikel 4, nr. 12), allerede på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, som er omhandlet i de spørgsmål, der er forelagt for Domstolen, bestemte, at der »[v]ed »denaturering« forstås en proces, hvorved ethanol tilsættes giftige, ildesmagende eller ildelugtende stoffer (tilsætningsstoffer), hvorved det bliver sundhedsskadeligt eller uegnet til at drikke«.

63      Den omstændighed, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede i sig selv er uegnet til konsum, er endvidere ikke tilstrækkelig til, at produktet kan anses for denatureret i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 27, stk. 1, litra a) eller b), i direktiv 92/83. Som det fremgår af denne doms præmis 60, består denaturering af den tilsigtede tilsætning af visse stoffer til alkohol, således at denne uopretteligt gøres uegnet til konsum. Den blotte omstændighed, at alkoholen i sig selv er giftig, udelukker således ikke, at den efterfølgende kan undergives en behandling, hvorved dens giftighed fjernes. Henset til, at kravet om uoprettelig denaturation i denne forbindelse har til formål at hindre eventuel svig, unddragelse eller misbrug på området for fritagelse for punktafgifter, er udgiften til denne behandling – i modsætning til hvad Evroetil har hævdet, og selv om denne udgift ville være høj – ikke alene tilstrækkelig til at udelukke en sådan mulighed.

64      Som Kommissionen endelig med rette har anført under retsmødet, opstilles i punkt 4.3 i forslaget til europæisk standard prEN 15376, som siden er erstattet af standard EN 15376:2011 med overskriften »Motorbrændstof – Ethanol som blandingskomponent til benzin – Krav og prøvningsmetoder« og godkendt af Den Europæiske Standardiseringsorganisation den 24. december 2010, en liste over anbefalede denatureringsmidler, som ikke har skadelige virkninger for motorkøretøjer. Evroetils påstand om, at en denaturering af det i hovedsagen omhandlede produkt ikke kan kræves, idet det ville gøre produktet uegnet til anvendelse som biobrændstof, kan derfor ikke tiltrædes.

65      Det følger af det anførte, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som svarer til definitionen af ethanol i artikel 20, første led, i direktiv 92/83, og som ikke er blevet denatureret i overensstemmelse med dette direktivs artikel 27, stk. 1, litra a) og b), ikke kan fritages for den harmoniserede punktafgift, der er fastsat i direktivet. Som det fremgår af denne doms præmis 53, udelukker en sådan konstatering således, at produktet er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/96.

66      Henset til ovenstående betragtninger, skal det tredje og det fjerde spørgsmål derfor besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som har et ethanolindhold på over 98,5%, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, skal pålægges punktafgifter i henhold til artikel 19, stk. 1, i direktiv 92/83, selv om produktet er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, og indeholder stoffer, der gør det uegnet til konsum, samt opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og selv om produktet eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30.

 Sagens omkostninger

67      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

1)      Definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport skal fortolkes således, at den omfatter et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som bl.a. er fremstillet på grundlag af biomasse, og som har et ethanolindhold på over 98,5%, såfremt det udbydes til salg som biobrændstof til transport.

2)      EU-retten skal fortolkes således, at et produkt som det i hovedsagen omhandlede, som har et ethanolindhold på over 98,5%, og som ikke er blevet denatureret i henhold til en udtrykkeligt fastsat denatureringsproces, skal pålægges punktafgifter i henhold til artikel 19, stk. 1, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, selv om produktet er fremstillet på grundlag af biomasse ved hjælp af en anden teknologi end den, der anvendes til fremstilling af ethanol på basis af landbrugsprodukter, og indeholder stoffer, der gør det uegnet til konsum, samt opfylder kravene i forslaget til europæisk standard prEN 15376 for bioethanol, der anvendes som brændstof, og selv om produktet eventuelt svarer til definitionen af bioethanol i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/30.

Underskrifter

---

* Processprog: bulgarsk.