Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CA0472

Sag C-472/10: Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. april 2012 — Nemzeti Fogyasztóvédelmi Hatóság mod Invitel Távközlési Zrt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Pest Megyei Bíróság — Ungarn) (Direktiv 93/13/EØF — artikel 3, stk. 1 og 3 — artikel 6 og 7 — forbrugeraftaler — urimelige kontraktvilkår — den erhvervsdrivendes ensidige ændring af kontraktvilkårene — søgsmål med påstand om forbud anlagt i offentlighedens interesse af et i den nationale lovgivning udpeget organ på vegne af forbrugerne — konstatering af, at kontraktvilkåret er urimeligt — retsvirkninger)

EUT C 174 af 16.6.2012, p. 7–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

16.6.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 174/7


Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. april 2012 — Nemzeti Fogyasztóvédelmi Hatóság mod Invitel Távközlési Zrt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Pest Megyei Bíróság — Ungarn)

(Sag C-472/10) (1)

(Direktiv 93/13/EØF - artikel 3, stk. 1 og 3 - artikel 6 og 7 - forbrugeraftaler - urimelige kontraktvilkår - den erhvervsdrivendes ensidige ændring af kontraktvilkårene - søgsmål med påstand om forbud anlagt i offentlighedens interesse af et i den nationale lovgivning udpeget organ på vegne af forbrugerne - konstatering af, at kontraktvilkåret er urimeligt - retsvirkninger)

2012/C 174/08

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Pest Megyei Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nemzeti Fogyasztóvédelmi Hatóság

Sagsøgt: Invitel Távközlési Zrt

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Pest Megyei Bíróság — fortolkning af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med nr. 1), litra j), og nr. 2), litra d), i bilaget samt af artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) — kontraktvilkår, hvorefter den erhvervsdrivende ensidigt kan ændre kontraktens vilkår uden gyldig grund og uden en udtrykkelig beskrivelse af retningslinjerne for prissvingningerne — kontraktvilkårets urimelige karakter — retsvirkning af, at det under et søgsmål af generel interesse fastslås, at kontraktvilkåret er urimeligt

Konklusion

1)

Det tilkommer den nationale ret, som træffer afgørelse i søgsmålet med påstand om forbud anlagt i offentlighedens interesse af et i den nationale lovgivning udpeget organ på vegne af forbrugerne, at bedømme, henset til artikel 3, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, om et kontraktvilkår i de almindelige forretningsbetingelser i forbrugeraftaler, hvorved en erhvervsdrivende fastsætter en ensidig ændring af omkostningerne i forbindelse med den tjenesteydelse, der skal leveres, uden imidlertid klart at beskrive retningslinjerne for fastsættelsen af nævnte omkostninger eller at angive gyldige grunde til denne ændring, er urimeligt. I forbindelse med denne bedømmelse skal nævnte ret bl.a. efterprøve, om grundene til eller retningslinjerne for ændringerne af omkostningerne i forbindelse med den tjenesteydelse, der skal leveres, i lyset af alle vilkårene i de almindelige forretningsbetingelser i forbrugeraftaler, som det omtvistede vilkår er en del af, samt i lyset af den nationale lovgivning, som fastsætter de rettigheder og forpligtelser, der vil kunne føjes til dem, der er fastsat i de pågældende almindelige forretningsbetingelser, er angivet på en klar og forståelig måde, og om forbrugerne i givet fald har ret til at bringe kontrakten til ophør.

2)

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at:

den ikke er til hinder for, at konstateringen af, at et urimeligt kontraktvilkår, som er en del af de almindelige forretningsbetingelser i forbrugeraftaler, er ugyldigt, i forbindelse med et søgsmål med påstand om forbud, jf. nævnte direktivs artikel 7, anlagt mod en erhvervsdrivende i offentlighedens interesse og på vegne af forbrugerne af et i den nationale lovgivning udpeget organ, i henhold til nævnte lovgivning har retsvirkninger i forhold til alle de forbrugere, som med den pågældende erhvervsdrivende har indgået en aftale, med hensyn til hvilken de samme almindelige forretningsbetingelser finder anvendelse, herunder i forhold til de forbrugere, som ikke var parter i forbudssagen

når det i forbindelse med en sådan sag er blevet fastslået, at et vilkår i de almindelige forretningsbetingelser i forbrugeraftaler er urimeligt, er de nationale retter forpligtet til, ligeledes for fremtiden, af egen drift at drage alle de konsekvenser heraf, som er fastsat i national ret, for at nævnte vilkår ikke binder de forbrugere, som med den pågældende erhvervsdrivende har indgået en aftale, med hensyn til hvilken de samme almindelige forretningsbetingelser finder anvendelse.


(1)  EUT C 346 af 18.12.2010.


Top