Sag C-538/09

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

»Traktatbrud – miljø – direktiv 92/43/EØF – artikel 6, stk. 3 – særlige bevaringsområder – passende vurdering af virkningerne af planer eller projekter, der kan påvirke den beskyttede lokalitet væsentligt – fritagelse fra vurderingen af de planer og projekter, der er undergivet en erklæringsordning – ukorrekt gennemførelse«

Sammendrag af dom

1.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43 – særlige bevaringsområder – medlemsstaternes forpligtelser

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

2.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43 – særlige bevaringsområder – medlemsstaternes forpligtelser

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

3.        Miljø – bevaring af naturlige levesteder samt vilde dyr og planter – direktiv 92/43 – særlige bevaringsområder – medlemsstaternes forpligtelser

(Rådets direktiv 92/43, art. 6, stk. 3)

1.        Artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter gør kravet om en vurdering med hensyn til en plan eller et projekts virkninger betinget af, at der er en sandsynlighed eller en risiko for, at planen eller projektet påvirker den omhandlede lokalitet væsentligt. Navnlig henset til forsigtighedsprincippet, foreligger der en sådan risiko i tilfælde, hvor det ikke på grundlag af objektive omstændigheder kan udelukkes, at den pågældende plan eller det pågældende projekt påvirker den berørte lokalitet væsentligt.

Bedømmelsen af en sådan risiko skal bl.a. fastlægges i lyset af den i planen eller projektet omhandlede lokalitets særlige kendetegn og miljømæssige vilkår.

(jf. præmis 39 og 40)

2.        Den betingelse, som gælder for vurderingen af en plan eller et projekts virkninger på en bestemt lokalitet, som indebærer, at der i tilfælde af tvivl med hensyn til, om der ikke foreligger væsentlige virkninger, skal foretages en sådan vurdering, giver ikke adgang til at undtage visse kategorier af projekter fra en sådan vurdering på grundlag af kriterier, der er uegnede til at sikre, at disse ikke kan påvirke de beskyttede lokaliteter væsentligt.

Muligheden for i henhold til gældende regler i en medlemsstat generelt at undtage visse aktiviteter fra kravet om en vurdering af virkningen på den omhandlede lokalitet kan nemlig ikke sikre, at disse aktiviteter ikke skader den beskyttede lokalitets integritet.

Artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter kan således ikke give en medlemsstat adgang til at vedtage nationale bestemmelser, der generelt bringer virkninger på lokaliteten af udviklingsprojekter, som kun giver anledning til mindre udgifter eller vedrører specielle former for virksomhed, uden for vurderingspligtens område. Tilsvarende har en medlemsstat således tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43, når den systematisk undtager programmer og projekter for arbejder, anlæg og tilpasning, der er undergivet en erklæringsordning, fra vurderingen af deres virkninger på lokaliteten.

(jf. præmis 41-44)

3.        En medlemsstat skal, når den indfører en erklæringsordning, der ikke indebærer en bedømmelse af risikoen bl.a. på grundlag af kendetegn og miljømæssige forhold ved den pågældende lokalitet, godtgøre, at de bestemmelser, den har vedtaget, gør det muligt på grundlag af objektive kriterier at udelukke, at enhver plan eller ethvert projekt, der er undergivet denne erklæringsordning, påvirker et Natura 2000-område væsentligt, i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter.

Det kan nemlig udledes af artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at de kompetente nationale myndigheder udelukkende kan undlade at foretage en vurdering af virkningerne af alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et Natura 2000-områdes forvaltning, såfremt det på baggrund af objektive kriterier kan udelukkes, at planen eller projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke den pågældende lokalitet væsentligt.

(jf. præmis 52 og 53)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

26. maj 2011 (*)

»Traktatbrud – miljø – direktiv 92/43/EØF – artikel 6, stk. 3 – særlige bevaringsområder – passende vurdering af virkningerne på en lokalitet af planer eller projekter, der kan påvirke den beskyttede lokalitet væsentligt – fritagelse fra vurderingen af de planer og projekter, der er undergivet en erklæringsordning – ukorrekt gennemførelse«

I sag C-538/09,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 21. december 2009,

Europa-Kommissionen ved D. Recchia og A. Marghelis, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kongeriget Belgien ved T. Materne, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Tizzano, og dommerne M. Ilešič, E. Levits, M. Safjan (refererende dommer) og M. Berger,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206, s. 7, herefter »habitatdirektivet«), da det ikke underkaster visse aktiviteter forundersøgelse af deres miljømæssige virkning, selv om disse aktiviteter kan påvirke et Natura 2000-område, og da det for visse aktiviteter har indført en erklæringsordning.

 Retsforskrifter

 EU-retlige forskrifter

2        I henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, er formålet med habitatdirektivet at bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter inden for det af medlemsstaternes område i Europa, hvor EUF-traktaten finder anvendelse.

3        Direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Der oprettes et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder under betegnelsen Natura 2000. Dette net, der består af lokaliteter, der omfatter de naturtyper, der er nævnt i bilag I, og levesteder for de arter, der er nævnt i bilag II, skal sikre opretholdelse eller i givet fald genopretning af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levestederne for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde.

[…]«

4        Direktivets artikel 4 fastsætter proceduren for oprettelse af Natura 2000-nettet og for medlemsstaternes udpegning af særlige bevaringsområder.

5        Habitatdirektivets artikel 6, der fastsætter bevaringsforanstaltningerne for de nævnte områder, bestemmer i stk. 2 og 3:

»2.      For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.

3.      Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. På baggrund af konklusionerne af vurderingen af virkningerne på lokaliteten, og med forbehold af stk. 4, giver de kompetente nationale myndigheder først deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens integritet, og når de – hvis det anses for nødvendigt – har hørt offentligheden.«

 Nationale bestemmelser

6        Lov af 12. juli 1973 om naturfredning (Moniteur belge af 11. september 1973, s. 10306), som ændret ved regionen Valloniens dekret af 22. maj 2008 (Moniteur belge af 17. juni 2008, s. 31074, herefter »naturfredningsloven«) indeholder en artikel 28, stk. 2, der er affattet som følger:

»Regeringen vedtager de generelle forbud, der finder anvendelse i eller i givet fald uden for Natura 2000-områderne, samt alle øvrige foranstaltninger, som skal træffes i eller i givet fald uden for områderne for at undgå forringelse af de naturlige levesteder og betydelige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget.«

7        Naturfredningsloven bestemmer i artikel 29, stk. 2:

»Alle planer og projekter, der er undergivet et krav om godkendelse, og som henset til de bestemmelser, der gælder i henhold til bekendtgørelsen om udpegning af et Natura 2000-område, ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger i henhold til den lovgivning, der regulerer vurderingen af virkninger på miljøet i regionen Vallonien, under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne lokalitet og i henhold til de betingelser, der fastsættes af regeringen.

[…]«

8        Regionen Valloniens dekret af 11. marts 1999 om miljøgodkendelse (Moniteur belge af 8. juni 1999, s. 21114) i den affattelse, der skal anvendes i den foreliggende sag (herefter »dekretet af 11. marts 1999«), bestemmer i artikel 3:

»Anlæg og aktiviteter skal klassificeres i rubrikker, der inddeles i tre klasser (klasse 1, klasse 2 og klasse 3) i henhold til en aftagende væsentlighed ved deres påvirkning af mennesket og miljøet samt deres egnethed til at blive reguleret af generelle, sektorspecifikke eller samlede betingelser.

Den tredje klasse omfatter anlæg og aktiviteter, der alene har en uvæsentlig virkning på mennesket eller miljøet, og for hvilke regeringen har fastsat en række samlede betingelser.

[…]

Regeringen kan fastsætte kriterier, der gør det muligt for anmelderen at afgøre, om det planlagte klasse 3-anlæg opfylder de samlede betingelser. Såfremt dette ikke er tilfældet, overgår det planlagte anlæg til klasse 2, og anmelderen indgiver en ansøgning om miljøgodkendelse for klasse 2. I dette tilfælde afgør regeringen, hvilke oplysninger der skal vedlægges ansøgningen om miljøgodkendelse.«

9        Artikel 10, stk. 1, i dekretet af 11. marts 1999 fastsætter:

»Der kan ikke drives anlæg eller udøves aktiviteter uden en miljøgodkendelse for klasse 1 eller 2.

[…]«

10      Dekretets artikel 11, stk. 1, foreskriver:

»Der kan ikke drives tredje klasse-anlæg uden forudgående anmeldelse.

[…]«

11      Dekretets artikel 13 er affattet som følger:

»Byrådet i den kommune, hvori det planlagte anlæg skal placeres, har kompetence til at træffe afgørelse om erklæringer og ansøgninger om miljøgodkendelser.

[…]«

12      Den vallonske regerings bekendtgørelse af 4. juli 2002, der indeholder en liste over projekter, som undergives et krav om undersøgelse af indvirkningen, samt over klassificerede anlæg og aktiviteter (Moniteur belge af 21. september 2002, s. 42502) i den affattelse, der skal anvendes i den foreliggende sag (herefter »bekendtgørelsen af 4. juli 2002«), bestemmer i artikel 2, stk. 1:

»De projekter, der er undergivet et krav om en undersøgelse af virkningerne, samt de klassificerede anlæg og aktiviteter er opregnet i denne bekendtgørelses bilag I.«

13      Bilag I til bekendtgørelsen af 4. juli 2002 opregner en række projekter, anlæg og aktiviteter, som ikke er underkastet en undersøgelse af virkningen på miljøet, blandt hvilke Kommissionen specifikt opregner følgende anlæg eller aktiviteter:

–        enhver bygning eller ethvert andet infrastrukturanlæg til beboelse, som ikke omfattes af rubrik 01.20.01.01 med en kapacitet på 4-500 dyr til opdræt eller opfedning, og som henhører under landbrugssektoren for kvæg på 6 måneder og derover i rubrikken 01.20.01.02.01

–        opbevaring, i bulk eller i siloer af korn, frø og andre produkter beregnet til dyrefoder med undtagelse af halm og hø med en kapacitet højere end 50 m³ i rubrikken 01.49.01.01

–        anlæg til distribution af flydende kulbrinter med et flammepunkt på mere end 55°C og på højst 100°C til motorkøretøjer med andet erhvervsmæssigt formål end offentligt salg såsom distribution af kulbrinter beregnet til brug i en bilpark, som drives selvstændigt eller drives for egen regning, og som højst omfatter to brændstoftanke og betinget af, at opbevaringskapaciteten for kulbrinter mindst er på 3 000 liter, men mindre end 25 000 liter i rubrik 50.50.01, og

–        individuelt rensningsanlæg med højst 20 personækvivalenter i rubrikken 90.11.

 Tvistens baggrund og den administrative procedure

14      I 2006 modtog Kommissionen en klage vedrørende en ulovlig drift af en industristald på kommunen Phillippevilles område i regionen Vallonien (Belgien) på grænsen til Natura 2000-området »Bassin de Fagnard de l’Eau blanche en aval de Mariembourg«, som var blevet udpeget til et særligt bevaringsområde.

15      Klageren henviste til den væsentlige forringelse af miljøet forårsaget af spildevandet fra den pågældende stald, som efter klagerens opfattelse truede adskillige af de arter, der er opregnet i bilaget til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1), og i bilaget til habitatdirektivet.

16      Ved skrivelse af 23. august 2006 opfordrede Kommissionen Kongeriget Belgien til at fremsende sine bemærkninger vedrørende overholdelsen af de krav, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 6, stk. 2.

17       På baggrund af det svar, som Kongeriget Belgien gav, fandt Kommissionen, at den belgiske lovgivning i realiteten ikke var i overensstemmelse med kravene i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, idet den ikke underkaster visse aktiviteter forundersøgelse af deres miljømæssige virkning, og idet den for visse aktiviteter har indført en erklæringsordning, selv om disse aktiviteter kan påvirke et Natura 2000-område.

18      Efter at Kommissionen den 23. marts 2007 havde opfordret Kongeriget Belgien til at fremsætte sine bemærkninger, fremsatte Kommissionen den 6. maj 2008 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra modtagelsen.

19      Den 11. juli 2008 besvarede Kongeriget Belgien den begrundede udtalelse og gjorde herved gældende, at den landbrugsdrift, der oprindeligt blev kritiseret, siden da var blevet udstyret med et rensningsanlæg, og at der ikke længere skete udledning i Natura 2000-området. Medlemsstaten tilføjede, at naturfredningsloven nu omfattede en artikel 28, stk. 2, hvis ordlyd er gengivet i denne doms præmis 6, og at en bekendtgørelse, som havde til formål at gennemføre denne bestemmelse, stod for at blive vedtaget.

20      Efter et »pakkemøde«, der blev afholdt mellem Kongeriget Belgien og Kommissionen den 17. marts 2009, afgav medlemsstaten den 5. maj 2009 et supplerende svar, hvorved der blev givet oplysninger om de love og administrative bestemmelser, som regionen Vallonien havde vedtaget for at imødegå enhver risiko for skade på miljøet.

21      Idet Kommissionen fandt, at disse bestemmelser ikke ville gøre det muligt at sikre en systematisk vurdering af virkningerne på den beskyttede lokalitet i henhold til habitatdirektivs artikel 6, stk. 3, anlagde den denne sag.

 Om søgsmålet

 Parternes argumenter

22      Kommissionen har fremhævet, at de nationale myndigheder i overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kun kan tillade en plan eller et projekt efter at have foretaget en vurdering af den miljømæssige virkning, og som skal belyse den reelle eller potentielle påvirkning af planen eller projektet af den beskyttede lokalitet.

23      Såfremt nogle udelukkelseskriterier for en kategori af planer eller projekter ikke er tilstrækkelige til med sikkerhed at garantere, at disse planer eller projekter ikke medfører væsentlige skadelige virkninger for den beskyttede lokalitets integritet, må en sådan vurdering ifølge Kommissionen foretages systematisk.

24      Det følger i det foreliggende tilfælde af artikel 29, stk. 1, i naturfredningsloven, at de planer eller projekter, som ikke er undergivet et krav om miljøgodkendelse, og som omfatter de kategorier af planer og projekter, som er undergivet et simpelt krav om anmeldelse, ikke skal undergives en vurdering af den miljømæssige virkning.

25      Denne fritagelse fra pligten til at foretage en sådan vurdering for planer og projekter, som er undergivet en erklæringsordning, er imidlertid ikke støttet på et objektivt kriterium. Det kan nemlig ikke udelukkes, at aktiviteter, der ligger inden for de tærskelværdier, som blev fastsat i bekendtgørelsen af 4. juli 2002, har en væsentlig indvirkning på den pågældende lokalitet.

26      I den forbindelse har Kommissionen opregnet de aktiviteter og anlæg, der er nævnt i denne doms præmis 13, og anført, at et opdræt på 500 kvæg som følge af de udledninger, det medfører, kan have virkning på en given lokalitet, selv om disse udledninger ikke påvirker en anden lokalitet.

27      Kommissionen har i replikken svaret, at hvad angår argumentet om muligheden for, at anlæggene fra tredje klasse overgår til anden klasse, er det i henhold, til artikel 3, femte afsnit, i dekretet af 11. marts 1999 anmelderen, der har denne beføjelse, mens det i overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, tilkommer de kompetente nationale myndigheder ved hjælp af en passende undersøgelse at efterprøve, at planerne eller projekterne ikke skader den pågældende lokalitets integritet. Det følger i øvrigt af den pågældende artikel 3, femte afsnit, at overgangen fra tredje til anden klasse er knyttet den omstændighed, at betingelserne ikke er opfyldt og ikke til den risiko, som et Natura-2000 område udsættes for.

28      De generelle forbud, der er omhandlet i artikel 28, stk. 2, i naturfredningsloven henhører under habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, som ikke vedrører pligten til at foretage en vurdering af et nyt projekts virkninger på lokaliteten. Den pågældende artikel 28, stk. 2, er ikke tilstrækkelig til at sikre en gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

29      Kongeriget Belgien har gjort gældende, at de undersøgelser, der er foretaget af dets tjenestegrene, ikke fremviser nogen negativ indvirkning fra den stald, der er omfattet af klagen på Natura 2000-området »Bassin de Fagnard de l’Eau blanche en aval de Mariembourg«.

30      Det følger mere generelt af artikel 3 i dekretet af 11. marts 1999, at den tredje klasse af anlæg, som er undergivet en erklæringsordning, pr. definition omfatter anlæg og aktiviteter, der alene har en uvæsentlig virkning på mennesket og miljøet.

31      Driften af et anlæg eller en aktivitet i tredje klasse forudsætter overholdelse af miljølovens bestemmelser og de samlede betingelser, der fastsættes inden for den enkelte aktivitetssektor. Disse samlede betingelser har til formål at reducere indvirkningen på miljøet og at undgå, at der forvoldes skade på Natura 2000-områder.

32      Hertil kommer, at regionen Vallonien, da den udfærdigede listen over klassificerede aktiviteter og anlæg, fik foretaget en undersøgelse af de aktiviteter, der kunne have indvirkning på miljøet, under hensyntagen til de kriterier, der er fastsat i bilag III til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 175, s. 40).

33      Med henblik på at imødegå enhver risiko for skade på miljøet som følge af uforudsigelige situationer fastsatte dekretet af 11. marts 1999 ligeledes en mulighed for en ny klassificering af et anlæg i tredje klasse, hvis det ikke opfylder de samlede betingelser for dette anlæg. Anmelderen skal i et sådant tilfælde indgive en ansøgning om miljøgodkendelse for klasse 2. I dette tilfælde kan den kompetente myndighed på grundlag af oplysningerne i ansøgningen om godkendelse beslutte, at der skal foretages en vurdering af anlæggets indvirkning på den pågældende Natura 2000-lokalitet.

34      Artikel 28 i naturfredningsloven udgør det sidste beskyttelsesled. Stk. 1 i artikel 28 bestemmer nemlig, at alle operatører forpligtes af det generelle forbud mod forringelse af de naturlige levesteder og af de arter, for hvilke Natura 2000-områderne er blevet udpeget. Hvad angår stk. 2 i artikel 28 gør denne bestemmelse det muligt for regeringen ved generelle foranstaltninger at regulere samtlige aktiviteter, der er i risiko for at have en indvirkning på Natura 2000-områder. Bestemmelsen blev gennemført ved den vallonske regerings bekendtgørelse af 23. oktober 2008 om generelle præventive foranstaltninger vedrørende Natura 2000-områder (Moniteur belge af 27. november 2008, s. 62636) samt ved den vallonske regerings bekendtgørelse af 23. oktober 2008 om nærmere bestemmelser for den præventive ordning for Natura 2000-områderne (Moniteur belge af 27. november 2008, s. 62644).

35      Såfremt overlapningen af disse bestemmelser, der sikrer en effektiv beskyttelse af Natura 2000-områderne, skulle vise sig utilstrækkelig, råder den vallonske regering stadig over muligheden for at træffe generelle beskyttelsesforanstaltninger uden for Natura 2000-områderne til supplering af foranstaltningerne vedrørende selve områderne.

36      Kongeriget Belgien har i duplikken understreget, at den eneste begrænsning i anvendelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, er, såfremt der ikke foreligger væsentlige virkninger på de særlige bevaringsområder. De belgiske myndigheder opfyldte imidlertid denne betingelse ved gennemførelsen af artikel 3 i dekretet af 11. marts 1999.

37      Hvad angår muligheden for, at anlægget overgår fra tredje til anden klasse, er Kommissionens fortolkning ukorrekt, idet anmelderen skal støtte sig til kriterier, der er fastlagt af den vallonske regering, ved afgørelsen af, om det pågældende anlæg skal have en miljøgodkendelse i stedet for at skulle anmeldes. Hvad angår argumentet om, at denne overgang forudsætter overholdelse af de samlede betingelser, har Kongeriget Belgien præciseret, at i henhold til den belgiske lovgivning har et anlæg i tredje klasse, der opfylder de samlede betingelser, som gælder for anlægget, ingen eller kun lille indvirkning på den menneskelige sundhed og miljøet.

38      Kongeriget Belgien har således gennemført habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, korrekt ved at etablere en passende vurderingsordning vedrørende virkningerne fra alle de aktiviteter, der kan have en negativ påvirkning på et beskyttet område.

 Domstolens bemærkninger

39      Ifølge fast retspraksis gør habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kravet om en vurdering med hensyn til en plan eller et projekts virkninger betinget af, at der er en sandsynlighed eller en risiko for, at planen eller projektet påvirker den omhandlede lokalitet væsentligt. Navnlig henset til forsigtighedsprincippet, foreligger der en sådan risiko i tilfælde, hvor det ikke på grundlag af objektive omstændigheder kan udelukkes, at den pågældende plan eller det pågældende projekt påvirker den berørte lokalitet væsentligt (jf. dom af 7.9.2004, sag C-127/02, Waddenvereiniging og Vogelbechermingsvereniging, Sml. I, s. 7405, præmis 43 og 44, af 20.10.2005, sag C-6/04, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 9017, præmis 54, og af 13.12.2007, sag C-418/04, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 10947, præmis 226).

40      Bedømmelsen af en sådan risiko skal bl.a. fastlægges i lyset af den i planen eller projektet omhandlede lokalitets særlige kendetegn og miljømæssige vilkår (jf. dommen i sagen Waddenvereiniging og Vogelbechermingsvereniging, præmis 49, og dom af 4.10.2007, sag C-179/06, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 8131, præmis 35).

41      Den betingelse, som gælder for vurderingen af en plan eller et projekts virkninger på en bestemt lokalitet, som indebærer, at der i tilfælde af tvivl med hensyn til, om der ikke foreligger væsentlige virkninger, skal foretages en sådan vurdering, giver ikke adgang til at undtage visse kategorier af projekter fra en sådan vurdering på grundlag af kriterier, der er uegnede til at sikre, at disse ikke kan påvirke de beskyttede lokaliteter væsentligt (jf. i denne retning dom af 10.1.2006, sag C-98/03, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 53, præmis 41).

42      Muligheden for i henhold til gældende regler generelt at undtage visse aktiviteter fra kravet om en vurdering af virkningen på den omhandlede lokalitet kan nemlig ikke sikre, at disse aktiviteter ikke skader den beskyttede lokalitets integritet (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 43 og 44, samt dom af 4.3.2010, sag C-241/08, Kommissionen mod Frankrig, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31).

43      Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, kan således ikke give en medlemsstat adgang til at vedtage nationale bestemmelser, der generelt bringer virkninger på lokaliteten af udviklingsprojekter, som kun giver anledning til mindre udgifter eller vedrører specielle former for virksomhed, uden for vurderingspligtens område (jf. dom af 6.4.2000, sag C-256/98, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 2487, præmis 39).

44      Tilsvarende har en medlemsstat således tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, når den systematisk undtager programmer og projekter for arbejder, anlæg og tilpasning, der er undergivet en erklæringsordning, fra vurderingen af deres virkninger på lokaliteten (jf. i denne retning dom af 4.3.2010, Kommissionen mod Frankrig, præmis 62).

45      Det fremgår hermed af Domstolens praksis, at en medlemsstat i princippet ikke i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, har adgang til systematisk og generelt at undtage virkningerne fra visse kategorier af planer eller projekter på Natura 2000-områder fra vurderingspligten på grundlag af den pågældende form for aktivitet eller ved indførelse af en erklæringsordning.

46      På baggrund af disse betragtninger skal det i det foreliggende tilfælde undersøges, om de bestemmelser, som Kongeriget Belgien har vedtaget, overholder habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

47      Herved bemærkes, at artikel 29, stk. 2, i naturfredningsloven bestemmer, at alle planer eller projekter, der er undergivet et krav om godkendelse, og som kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter er undergivet den vurdering af virkningerne, som er fastsat i lovgivningen om vurderingen af virkningerne på miljøet i regionen Vallonien.

48      Samtidig bestemmer dekretet af 11. marts 1999, at aktiviteter og anlæg i tredje klasse udelukkende undergives et krav om forudgående anmeldelse til byrådet i den kommune, hvori det planlagte anlæg skal placeres.

49      Kommissionen har af kombinationen af disse bestemmelser udledt, at aktiviteterne og anlæggene i klasse 3 ikke er undergivet et krav om godkendelse, og at de følgelig ikke er genstand for en vurdering af virkningerne på et Natura 2000-område, hvilket ikke bestrides af Kongeriget Belgien.

50      Kongeriget Belgien har i den forbindelse henvist til bilag I til bekendtgørelsen af 4. juli 2002, som præciserer hvilke projekter, anlæg eller aktiviteter der ikke er underlagt en forundersøgelse af virkninger på miljøet, herunder dem, som er opregnet i denne doms præmis 13, i tredje klasse.

51      Kongeriget Belgien etablerede følgelig en erklæringsordning, der generelt undtager visse aktiviteter og anlæg fra pligten til at foretage en vurdering af deres virkning på et Natura 2000-område. Medlemsstaten forudsætter således, at planer eller projekter, der er undergivet anmeldelsesordningen, ikke væsentligt kan påvirke en beskyttet lokalitet.

52      Under sådanne omstændigheder skal en medlemsstat, når den indfører en erklæringsordning, der ikke indebærer en bedømmelse af risikoen bl.a. på grundlag af kendetegn og miljømæssige forhold ved den pågældende lokalitet, godtgøre, at de bestemmelser, den har vedtaget, gør det muligt på grundlag af objektive kriterier at udelukke, at enhver plan eller ethvert projekt, der er undergivet denne erklæringsordning, ikke påvirker et Natura 2000-område væsentligt, i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter (jf. i denne retning og analogt dom af 4.3.2010, Kommissionen mod Frankrig, præmis 32).

53      Det kan nemlig udledes af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, at de kompetente nationale myndigheder udelukkende kan undlade at foretage en vurdering af virkningerne af alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et Natura 2000-områdes forvaltning, såfremt det på baggrund af objektive kriterier kan udelukkes, at planen eller projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke den pågældende lokalitet væsentligt (jf. i denne retning dommen i sagen Waddenvereniging og Vogelbeschermingsvereniging, præmis 45, og Kommissionen mod Irland, præmis 238).

54      I den forbindelse – og for det første – har Kongeriget Belgien henvist til artikel 3 i dekretet af 11. marts 1999, hvorefter erklæringsordningen udelukkende omfatter anlæg og aktiviteter, der alene har en ubetydelig indvirkning på mennesket og miljøet, og for hvilke regeringen har fastsat en række samlede betingelser.

55      Det skal imidlertid påpeges, at et projekt med selv begrænsede dimensioner kan have væsentlig indvirkning på miljøet, når det placeres på et sted, hvor miljøfaktorerne, som f.eks. fauna og flora, jordbund, vand, klima eller kulturarv, kan påvirkes ved den mindste ændring (jf. i denne retning for så vidt angår direktiv 85/337 dom af 21.9.1999, sag C-392/96, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 5901, præmis 66).

56      En medlemsstat kan således ikke anse for givet, at kategorier af planer eller projekter, der defineres ud fra arten af aktivitet og specifikke anlæg, pr. definition alene vil have en ubetydelig indvirkning på mennesket og miljøet.

57      For det andet har Kongeriget Belgien anført, at regionen Vallonien, da den udfærdigede listen over klassificerede aktiviteter eller anlæg, fik foretaget en forundersøgelse over aktiviteter, der kan have indvirkning på miljøet under hensyntagen til de kriterier, der er fastsat i bilag III til direktiv 85/337.

58      Det må imidlertid konstateres, at Kongeriget Belgien ikke har fremlagt denne forundersøgelse. En sådan forundersøgelse kan, som Kommissionen har bemærket, og i strid med kravet i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, i princippet under alle omstændigheder ikke forudsige de eventuelle virkninger ved en plan eller et projekt i forbindelse med andre planer og projekter på en given lokalitet.

59      For det tredje har Kongeriget Belgien gjort gældende, at i overensstemmelse med dekretet af 11. marts 1999, overgår et anlæg i tredje klasse til anden klasse, når det ikke opfylder de samlede betingelser, der gælder for det. Den kompetente myndighed kan da på grundlag af de oplysninger, som anmelderen fremlægger i ansøgningen om miljøgodkendelsen for anden klasse, beslutte, at der skal foretages en vurdering af det planlagte anlægs virkning på det pågældende Natura 2000-område på baggrund af lokalitetens bevaringsmålsætninger.

60      Kongeriget Belgien har imidlertid hverken fremlagt bestemmelserne om de samlede betingelser for de af Kommissionen opregnede anlæg og aktiviteter eller de kriterier, som gør det muligt for anmelderen at afgøre, om det planlagte anlæg i tredje klasse opfylder de samlede betingelser. Medlemsstaten har heller ikke redegjort for, hvorledes disse bestemmelser konkret gør det muligt at afbøde fraværet af en passende vurdering af virkningerne fra de planer og projekter, der kan påvirke den beskyttede lokalitet væsentligt.

61      For det fjerde har Kongeriget Belgien påberåbt sig gennemførelsesbestemmelserne i artikel 28, stk. 2, i naturfredningsloven, som under alle omstændigheder angiveligt sikrer en effektiv beskyttelse af Natura 2000-områderne i regionen Vallonien.

62      Ikke desto mindre har medlemsstaten begrænset sig til at henvise til de to bekendtgørelser fra den vallonske regering af 23. oktober 2008, som er nævnt i denne doms præmis 34, uden at undersøge indholdet af disse eller redegøre for grunden til, at bekendtgørelserne efter medlemsstatens opfattelse er tilstrækkelige til at sikre gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3.

63      For det femte har Kongeriget Belgien ligeledes henvist til pligten til at overholde miljøloven, men uden konkret at præcisere, hvorledes disse lovbestemmelser sammenholdt med de samlede betingelser skulle være i stand til at beskytte miljøet.

64      Det følger af det ovenstående, at Kongeriget Belgien ikke har fremlagt de oplysninger, der kan gøre det muligt for Domstolen at efterprøve, om de bestemmelser, det har vedtaget, er tilstrækkelige til på grundlag af objektive kriterier at udelukke, at alle planer eller projekter, som er undergivet erklæringsordningen, væsentligt påvirker et Natura 2000-område i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter.

65      Herefter må der gives Kommissionen medhold i søgsmålet.

66      På baggrund af ovenstående betragtninger må det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, da det ikke har underkastet visse aktiviteter, der omfattes af en erklæringsordning, en forundersøgelse af deres miljømæssige virkning, selv om disse aktiviteter kan påvirke et Natura 2000-område.

 Sagens omkostninger

67      Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Kongeriget Belgien har tabt sagen, pålægges det at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

1)      Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, da det ikke har underkastet visse aktiviteter, der omfattes af en erklæringsordning, en forundersøgelse af deres miljømæssige virkning, selv om disse aktiviteter kan påvirke et Natura 2000-område.

2)      Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

Underskrifter

---

* Processprog: fransk.