FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. CRUZ VILLALÓN

fremsat den 30. september 2010 (1)

Sag C-239/09

SEYDALAND Vereinigte Agrarbetriebe GmbH & Co. KG

mod

BVVG Bodenverwertungs- und -verwaltungs GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Berlin (Tyskland))

»Statsstøtte – program for privatisering af landbrugsjord i de nye tyske Länder – beregning af markedsværdien«

I –    Indledning

1.        I den foreliggende sag spørger Landgericht Berlin Domstolen, om en national bestemmelse, som fastsætter forskellige metoder til beregning af markedsværdien af landbrugsgrunde, som er beliggende i de »nye Länder« og genstand for privatisering, er forenelig med artikel 87 EF (artikel 107 TEUF).

2.        Spørgsmålet kræver for det første, at det fastlægges, hvad de metoder, som den omtvistede bestemmelse omhandler, egentlig består i, hvilket der ikke er en enstemmig opfattelse af i sagsakterne; og at det efterfølgende undersøges, om de nævnte metoder i praksis gør det muligt at beregne privatiserede grundes faktiske markedsværdi. Det sidstnævnte element er afgørende for at sikre, at der ved de pågældende transaktioner ikke sker en overskridelse af den maksimale værdi, som EU-retten tillader køberen af grundene at modtage i støtte (35% af markedsværdien).

3.        Som det vil fremgå, forpligter sagens tekniske karakter og ubestemtheden af nogle af dens hovedanliggender efter min mening Domstolen til at give det forelagte spørgsmål et betinget og dynamisk svar, dvs. et svar, som på den ene side afhænger af forskellige bedømmelser af de faktiske omstændigheder af evolutionær karakter og på den anden side af den fortolkning af intern ret, som den nationale ret foretager, og baseret på den konkrete anvendelse af den omtvistede bestemmelse i hvert enkelt tilfælde.

II – Retsforskrifter

A –    EU-retlige bestemmelser vedrørende statsstøtte

4.        Den 10. juli 1997 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord og bygninger (herefter »meddelelsen«) (2) med henblik på at afklare sin politik på dette område og således reducere det antal sager, den skulle undersøge.

5.        Meddelelsens del II, punkt 2, litra a), bestemmer i første afsnit, at hvis en offentlig myndighed ikke ønsker at anvende et offentligt og betingelsesløst udbud (som antages at være et salg til markedsværdien og følgelig ikke indeholder statsstøtte), »skal der udføres en uafhængig vurdering af en eller flere vurderingssagkyndige, før der indledes forhandlinger om salg, for at fastlægge en markedsværdi på grundlag af markedsindikatorer og almindeligt accepterede vurderingsstandarder. Den således fastlagte markedspris er den laveste købspris, der kan aftales, uden at der foreligger statsstøtte«. Femte afsnit præciserer, at »ved »markedspris« forstås den pris, hvortil jord og bygninger på værdiansættelsestidspunktet kan sælges ved privat aftale mellem en salgsinteresseret ejer og en uafhængig køber, idet det forudsættes, at ejendommen er udbudt til offentligt salg, at handelen kan finde sted under normale markedsvilkår, og at der under hensyn til ejendommens karakter er normal tid til salgsforhandlingerne«.

6.        Forordning (EF) nr. 950/97 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (3) indeholder nogle særlige bestemmelser om støtte på området landbrugspolitik. Dens artikel 7, stk. 2, litra b), bestemmer, at den samlede støtte, udtrykt i procent af investeringsbeløbet, er begrænset til 35% for investeringer i fast ejendom i ikke ugunstigt stillede områder. Denne forordning blev ophævet og erstattet af forordning (EF) nr. 1257/1999 (4), hvis artikel 7, andet afsnit, bestemmer, at »den samlede støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, fastsættes til højst 40% […]«.

B –    Tysk ret

7.        Reglerne for programmet for erhvervelse af landbrugsjord i de nye Länder er indeholdt i en lov af 27. september 1994 (Ausgleichsleistungsgesetz – AusglLeistG; herefter »lov om kompensation«) (5), som på dette punkt var gennemført ved en forordning af 20. december 1995 (Flächenerwerbsverordnung; herefter »forordning om jorderhvervelse«) (6).

8.        I henhold til § 3, stk. 7, i lov om kompensation beregnes værdien af landbrugsarealer ved markedsværdien, som fradrages en rabat på 35%.

9.        § 5, stk. 1, i forordning om jorderhvervelse bestemte, i den affattelse, der finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, følgende:

»Markedsværdien for landbrugsarealer i henhold til § 3, stk. 7, første og sjette afsnit […], i lov om kompensation fastsættes på grundlag af betingelserne i værdiansættelsesforordningen [Wertermittlungsverordnung] af 6. december 1988 (BGBl. I, s. 2209) [...]. Såfremt der for dyrknings- og græsarealer foreligger regionale værdiansættelser [regionale Wertansätze], fastsættes værdien på dette grundlag. De regionale værdiansættelser bekendtgøres af forbundsfinansministeren i Lovtidende [Bundesanzeiger]. Købsinteresserede eller privatiseringsmyndigheden kan kræve en ny fastsættelse af markedsværdien, hvilket sker ved en sagkyndig udtalelse om markedsværdien, der afgives af det sagkyndige udvalg [Gutachtersausschuss], som er oprettet i henhold til Forbundsrepublikkens planlægningslovs [Baugesetzbuch] § 192, og er stedlig kompetent, såfremt der foreligger faktiske holdepunkter for, at de regionale værdiansættelser er uegnede som beregningsgrundlag« (7).

C –    Kommissionens beslutninger vedrørende den tyske jordprivatiseringsordning

10.      Efter en første beslutning, hvor Kommissionen fastslog, at den støtteordning, der var fastsat ved det tyske jordprivatiseringsprogram, var delvis uforenelig med fællesmarkedet (8), indførte de tyske myndigheder visse ændringer af bestemmelserne, således at de tyske bestemmelser, på de ovenfor anførte betingelser, blev erklæret forenelige med artikel 87 EF ved en ny kommissionsbeslutning af 22. december 1999 (9).

III – Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

11.      BVVG (Bodenverwertungs- und -verwaltungs GmbH, herefter »BVVG«), som er sagsøgt i hovedsagen, er et 100%-ejet datterselskab under Bundesanstalt für vereinigungsbedingte Sonderaufgaben, som er en offentlig instans med ansvar for opgaver, der specifikt er en følge af den tyske forening. Bundesanstalt overdrog BVVG opgaven med at privatisere visse land- og skovbrugsarealer.

12.      Ved kontrakt af 18. december 2007 solgte BVVG til Seydaland en række arealer til landbrugsformål, der tidligere var samfundsejendom i Den Tyske Demokratiske Republik. Salgsprisen androg i alt 245 907,91 EUR. Heraf skulle der betales 210 810,18 EUR for landbrugsarealer.

13.      Seydaland har anlagt sag mod BVVG ved Landgericht Berlin, hvor selskabet har gjort gældende, at salgsprisen var for høj, fordi den var udregnet efter en retsstridig procedure. Efter dets opfattelse ville prisen kun have andraget 146 850,24 EUR, hvis de regionale værdiansættelser var blevet anvendt. Ifølge sagsøgte ville salg til denne pris imidlertid have udgjort statsstøtte i strid med artikel 87 EF.

14.      I betragtning af at afgørelsen af tvisten afhænger af, om § 5 i forordningen om jorderhvervelse er i strid med artikel 87 EF, har Landgericht Berlin forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Strider § 5, andet og fjerde afsnit (10), i forordningen om jorderhvervelse [Flächenverwerbsverordnung], der er udstedt til gennemførelse af § 4, stk. 3, nr. 1, i lov om kompensation [Ausgleichsleistungsgesetz], mod artikel 87 EF?«

IV – Retsforhandlingerne for Domstolen

15.      Den præjudicielle anmodning blev registreret på Domstolens Justitskontor den 1. juli 2009.

16.      Seydaland, BVVG, Kommissionen og den tyske regering har indgivet skriftlige indlæg.

17.      Den 30. april 2010 tilstillede Domstolen den tyske regering to spørgsmål til skriftlige besvarelse vedrørende det sagkyndige udvalg vedrørende fast ejendom, der var fastsat i Forbundsrepublikkens planlægningslovs § 192. Den rejste for det første spørgsmålet om reglerne for udnævnelse af dets medlemmer og for udvalgets funktion, når det intervenerer i forbindelse med en privatisering af landbrugsarealer i henhold til § 5 i forordningen om jorderhvervelse. For det andet rejste den spørgsmålet, om udvalget, med henblik på at fastsætte arealernes markedsværdi, er bundet af referenceværdier, eller om det har en skønsmargin. Den tyske regering har besvaret begge spørgsmål med et dokument indleveret den 28. maj 2010. Vedrørende sammensætningen af de sagkyndige udvalg vedrørende fast ejendom har den sammenfattende anført, at deres medlemmer skal være specialiserede på området og være uafhængige (deres hovedvirksomhed kan f.eks. ikke bestå i at vurdere fast ejendom fra den lokale enhed, det drejer sig om), og at reglerne for deres udpegelse fastsættes af de forskellige delstater. Med hensyn til det andet spørgsmål har den tyske regering anført, at de sagkyndige udvalg er frie og uafhængige, og at de ikke er bundet af referenceværdier, selv om der foreligger nogle parametre, som kan tages i betragtning. I en første fase træffes der afgørelse om de parametre, der skal tages i betragtning ved vurderingen af det pågældende areal, og efterfølgende drøftes, hvilken værdi der skal tillægges de nævnte parametre.

V –    Præsentation af spørgsmålet. Omformulering

A –    Hovedsagens genstand: parternes argumenter

18.       I den sag, der er indbragt for den, skal Landgericht Berlin afgøre, om det var med rette, at BVVG – selskabet med ansvar for privatisering af landbrugsarealer i den tidligere Tyske Demokratiske Republik – handlede som det gjorde i den transaktion, der blev gennemført med Seydaland.

19.      I den henseende drejer sagen sig om et instrumentalt element i ordningen for disse privatiseringer, nemlig hvilken metode til beregning af markedsværdien der skal tjene som grundlag for fastsættelsen af salgsprisen for de omhandlede arealer.

20.      Det er ubestridt, at i henhold til EU-retten er den højeste støtteintensitet, som køberen kan modtage, 35% af de erhvervede arealers markedsværdi (11). På baggrund af det ovenfor anførte blev det i § 3, stk. 7, i den tyske lov om kompensation fastslået, at værdien af landbrugsarealer beregnes ved at reducere markedsværdien med maksimalt 35%.

21.      Forskellige opfattelser gør sig gældende, når det drejer sig om at fastslå, hvilken beregningsmetode der skal anvendes i et tilfælde som det foreliggende for, ved at forene betingelserne i national ret og traktaterne, at kunne opnå den faktiske markedsværdi af de arealer, der er genstand for privatisering.

22.      Seydaland mener, at i lyset af § 5 i den tyske forordning om jorderhvervelse skulle BVVG have dannet salgsprisen for arealerne enten ud fra de officielt bekendtgjorte regionale værdiansættelser eller ved at rette henvendelse til det i henhold til § 192 i Forbundsrepublikkens planlægningslov oprettede sagkyndige udvalg. Det var ikke berettiget, at sagsøgte havde valgt en tredje vej, der ikke udtrykkeligt er fastsat i § 5, nemlig at udlede salgsprisen af de aktuelle markedsforhold i henhold til sit eget beregningssystem.

23.      BVVG har derimod gjort gældende, at på tidspunktet for salgets indgåelse var de regionale værdiansættelser forældede, da de ikke med tilstrækkelig hastighed havde kunnet tilpasse sig de nye markedsforhold i de nye Länder, der var kendetegnet ved en ekstraordinær prisstigning på landbrugsarealer (12). De nævnte værdier afspejlede ikke opdaterede markedsforhold, men en situation med lavere priser, der svarede til et eller to år tidligere. Hvis man havde beregnet prisen i henhold til de regionale værdiansættelser, havde man følgelig opnået en lavere værdi end markedsværdien, og efter anvendelsen af fradraget på 35% ville der være ydet ulovlig statsstøtte.

24.      På den anden side havde forbundsfinansministeriet erkendt denne situation, da det den 10. juli 2007 pålagde BVVG at undersøge de i lovtidende bekendtgjorte regionale værdiansættelser, og såfremt forholdet skulle være det, at de afveg med mere end 20% fra de gennemsnitlige sammenlignelige salgstal, skulle de ikke længere lægges til grund for beregningen af markedsværdien.

25.      Ifølge sagsøgtes beregninger var dette tilfældet i den aktuelle sag. Derfor og på grund af de vanskeligheder, det ville medføre at anvende en individualiseret værdivurdering for hvert salg i et så omfattende privatiseringsprogram, anvendte BVVG en ny række referenceværdier, som virksomheden selv havde dannet ud fra de data, der var opnået i andre nylige arealsalg, samt ud fra data fra det i henhold til Forbundsrepublikkens planlægningslovs § 192 oprettede sagkyndige udvalg.

26.      I deres interventionsindlæg ved Domstolen har BVVG og den tyske regering har gjort gældende, at den førstnævntes handling var forskriftsmæssig i henhold til EU-retten, for så vidt som beregningen af en aktuel og faktisk markedsværdi er en ufravigelig betingelse i EU-retten (navnlig i artikel 87 EF og Kommissionens meddelelse fra 1997). De fastholder ligeledes handlingens lovlighed i forhold til national ret, da § 5, stk. 1, i forordningen om jorderhvervelse ikke er til hinder for anvendelsen af en anden vurderingsmetode end de to, den udtrykkeligt nævner.

27.      I det præjudicielle spørgsmål giver Landgericht Berlin ikke udtryk for tvivl – i hvert fald kun indirekte – om regelmæssigheden af BVVG’s handling i dette tilfælde. Hvad den forelæggende ret ønsker oplyst, er, om »§ 5, stk. 1, andet og fjerde punktum« i forordningen om jorderhvervelse på et abstrakt plan er forenelig med artikel 87 EF.

28.      Det drejer sig således ikke om at fastslå, om den af BVVG i dette konkrete tilfælde anvendte beregningsmetode gjorde det muligt at fastlægge arealernes markedsværdi (hvilket synes ubestridt), men om de øvrige metoder, der udtrykkeligt er fastsat i § 5, ligeledes ville have gjort det muligt at gøre det. Kun i bekræftende fald kunne bestemmelsens forenelighed med EU-retten fastslås (13).

29.      Før en sådan analyse gennemføres, er det nødvendigt at omformulere spørgsmålet.

B –    Omformulering af spørgsmålet

30.      For det første bemærkes, at Landgericht Berlin udelukkende henviser til § 5, stk. 1, andet og fjerde punktum, som i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for kontraktens indgåelse, udtrykkeligt omhandlede to vurderingsmetoder, nemlig de regionale værdiansættelser og det sagkyndige udvalg i henhold til § 192 i Forbundsrepublikkens planlægningslov.

31.      I princippet lod Landgericht Berlin ikke det præjudicielle spørgsmål omfatte § 5, første punktum, hvor det bestemmes, at »landbrugsarealernes markedsværdi […] beregnes i henhold til bestemmelsen i Wertermittlungsverordnung [værdiansættelsesforordningen] af 6. december 1988«. Den tyske regering fastholder imidlertid, at denne del af bestemmelsen er absolut nødvendig for en hensigtsmæssig fortolkning af forskriften og den vigtigste for at garantere dens fulde forenelighed med EU-retten. Med henblik på at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar finder jeg det imidlertid nødvendigt i analysen at inddrage hele § 5, stk. 1, i forordningen om jorderhvervelse.

32.      For det andet skal det bemærkes, at Domstolen ikke inden for rammerne af en præjudiciel sag kan udtale sig direkte om en national bestemmelses forenelighed med EU-retten. Henvisningen til § 5 i forordningen om jorderhvervelse skal følgelig foretages indirekte.

33.      På baggrund af det ovenstående mener jeg, at det præjudicielle spørgsmål hensigtsmæssigt kan formuleres således:

»Er en national bestemmelse som § 5, stk. 1, i Flächenerwerbsverordnung [forordning om jorderhvervelse] i strid med artikel 87 EF?«

VI – Analyse af det præjudicielle spørgsmål

A –    Om beregningsmetoderne i § 5, stk. 1, giver mulighed for at opnå den faktiske markedsværdi

34.      Som anført ovenfor kræver en vurdering af foreneligheden af § 5 i forordningen om jorderhvervelse med artikel 87 EF, at det fastslås, om de i den nævnte bestemmelse omhandlede beregningsmetoder er hensigtsmæssige med henblik på at fastlægge landbrugsarealernes faktiske markedsværdi. Kun i bekræftende fald kan det sikres, at der ikke fastsættes en pris, der er så lav, at den indebærer, at køberen modtager statsstøtte.

35.      Med henblik på denne analyse finder jeg nogle forudgående betragtninger hensigtsmæssige.

36.      Det er næppe nødvendigt at gøre opmærksom på, at relevansen af at fastlægge de pågældende arealers markedsværdi er betinget af, at Tyskland har valgt at anvende det højeste tilladte fradrag, i dette tilfælde 35% af arealernes salgspris (14). Hvis staten havde valgt at anvende et væsentligt lavere fradrag, ville risikoen for, at en mangelfuld beregning af markedsværdien umiddelbart ville resultere i ulovlig statsstøtte, være blevet væsentligt mindre. Når staten derimod, som i dette tilfælde, vælger at foretage hele det tilladte fradrag, resulterer enhver fastlæggelse af arealernes markedsværdi, hvorom det med rette kan gøres gældende, at den ikke afspejler markedsværdien, da den er lavere, i ulovlig støtte.

37.      Det er klart, at ingen metode er ufejlbarlig med hensyn til ex ante-beregning af den faktiske markedsværdi, ligesom det er klart, at ikke alle de metoder, man kan forestille sig, er lige hensigtsmæssige. I den omtvistede bestemmelses oprindelige affattelse gav Tyskland afkald på både et åbent udbud og en individuel vurdering og valgte to procedurer, hvoraf den ene var principal og bestod i anvendelsen af de såkaldte regionale referenceværdier, og den anden subsidiære procedure, nemlig anvendelse af et sagkyndigt udvalgs vurdering, som i det mindste også delvis synes at følge sine egne værditabeller.

38.      Den bedste måde at opnå en markedsværdi på består i at underlægge transaktionen et offentligt, åbent og betingelsesløst udbud. Kommissionens meddelelse af 10. juli 1997 lægger således til grund, at auktionssalg altid foretages til markedsværdien og derfor ikke indebærer statsstøtte. I mangel af auktion viser den nævnte meddelelse imidlertid klart, at den foretrækker en individualiseret vurdering af godet, baseret på »markedsindikatorer og almindeligt accepterede vurderingsstandarder«.

39.      Blot fordi § 5 i forordningen om jorderhvervelse i disse tilfælde ikke fastsætter anvendelse af en auktionsprocedure – som er vanskelig at gennemføre i så omfattende privatiseringsprogrammer som dette – indebærer det ikke, at den er uforenelig med EU-retten.

40.      Anvendelsen af tabeller eller referenceværdier udgør efter min opfattelse heller ikke en afgørende faktor i sig selv med henblik på at konkludere, at den pågældende beregningsmetode er uhensigtsmæssig med henblik på at fastsætte markedsværdien, idet Kommissionens meddelelse som anført henviser til anvendelsen af »markedsindikatorer« og »almindeligt accepterede vurderingsstandarder«. Den nævnte meddelelse bygger på den idé, at disse indikatorer og standarder skal være mest muligt opdaterede for at undgå, at de ikke længere er gældende og bliver forældede på grund af de nye markedsforhold (15). Risikoen for, at dette sker, er utvivlsomt større i en situation med opadgående pristendens, som det var tilfældet i denne sag.

41.      Endelig har den større eller mindre sandsynlighed for, at en given procedure for beregning af markedsværdien når sit mål, naturligvis konsekvenser for, om den er forenelig med EU-retten. Når spørgsmålet, som her, er formuleret som en generel og abstrakt vurdering af en given procedure, er det nødvendigt at vurdere en vis grad af »usandsynlighed« for, at det nævnte resultat, dvs. markedsværdien, kan opnås, inden det fastlægges, om der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten.

42.      Når dette er sagt, indebærer den omstændighed, at »usandsynligheden« ikke kan vurderes generelt, ikke, at en hvilken som helst anvendelse af den pågældende bestemmelse overholder EU-retten. Af denne grund kan den besvarelse, som Domstolen kan give i dette tilfælde, ikke løse alle de problemer, som anvendelsen af bestemmelsen kan stille den nationale ret over for. Det vil derimod være den nationale ret, der skal undersøge, om der, under de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, er foretaget ulovlig støtte.

43.      Set ud fra denne synspunkt og denne dynamiske synsvinkel skal de to beregningsmetoder, der udtrykkeligt er omhandlet i § 5 i forordningen om jorderhvervelse, analyseres.

1.      Beregningsmetoden baseret på »regionale værdiansættelser« (regionale Wertansätze)

44.      Det svage punkt ved en værdiansættelse er – hvilket er ubestridt – dens mulige, endog forudsigelige, »forældelse«, dvs. dens manglende overensstemmelse med markedets udvikling, kort sagt, dens stivhed i forhold til et meget svingende fænomen. Derfor får muligheden for »opdatering« af disse værdier en afgørende betydning, og dette til trods for, at tilstrækkeligheden af disse opdateringsberegninger aldrig kan anses for sikret.

45.      Sagsakterne indeholder stort set ingen konkrete oplysninger om, hvordan de regionale værdiansættelser udarbejdes (16), eller, hvad der er vigtigere, i hvilken rytme eller med hvilken hastighed de opdateres (som kan variere fra delstat til delstat).

46.      Seydaland har fremlagt en skrivelse fra det regionale matrikelkontor (Landesamt für Vermessung) i delstaten Sachsen-Anhalt, hvori det er anført, at der foretages en hurtig ajourføring (mindst en gang årligt) af referenceværdierne for fast ejendom (Bodenrichtwerte) i henhold til § 196 i Forbundsrepublikkens planlægningslov, som er grundlag for de regionale værdiansættelser. Selv hvis denne oplysning bekræftes, afspejler den udelukkende situationen i den nævnte delstat.

47.      I øvrigt er det under retsforhandlingerne ubestridt, at på tidspunktet for indgåelsen af den anfægtede kontrakt afspejlede de officielt bekendtgjorte tabeller ikke den aktuelle markedsværdi. Set fra en dynamisk synsvinkel kan det derfor konkluderes, at de regionale værdiansættelser formodentlig ikke svarer til markedsværdien, hvis de ikke ajourføres tilstrækkelig hurtigt, navnlig i en situation med opadgående pristendens.

2.      Ansvaret for beregningen tillægges et »sagkyndigt udvalg« (Gutachtersausschuss)

48.      § 5 i forordningen om jorderhvervelse synes imidlertid at undgå den sidstnævnte ulempe ved at fastsætte muligheden for, at i sådanne tilfælde erstattes den prioriterede beregning baseret på regionale værdiansættelser af anvendelse af et sagkyndigt udvalg, der er stedlig kompetent, og som foretager en vurdering af markedsværdien i henhold til § 192 i Forbundsrepublikkens planlægningslov.

49.      Disse udvalgs fremgangsmåde ved værdivurderingen kunne være et mere fleksibelt instrument med større tilpasningsevne til de hurtige ændringer i prisniveauerne. Af sagens akter kan der imidlertid ikke udledes en enstemmig opfattelse af dette punkt.

50.      Landgericht Berlin har på den ene side anført, at udvalgene ikke beregner markedsværdien »under hensyn til de aktuelle markedsforhold, men på grundlag af et salgsprisregister, som udvalget er pligtigt at føre i henhold til § 195 i Forbundsrepublikkens planlægningslov, men dette register kan være flere år gammelt«. De sagkyndige udvalg opererer således også med forud fastlagte tabeller, der kan indebære det samme problem med forældelse som de regionale værdiansættelser (17).

51.      Den tyske regering har derimod anført, at medlemmerne af et sagkyndigt udvalg ikke er bundet af nogen referenceværdi, og at de kan tilpasse deres beslutning om værdien i lyset af andre omstændigheder. Ifølge den tyske regering giver § 5, første afsnit, i forordningen om jorderhvervelse det sagkyndige udvalg (18) mulighed for at anvende andre, mere fleksible vurderingsmetoder. Jeg vender imidlertid tilbage til denne mulighed i det følgende.

52.      Selv henset til disse gunstige indicier kan vurderingen af, om denne anden beregningsmetode er forenelig med artikel 87 EF, kun foretages med det forbehold, at det ved metodens praktiske anvendelse er muligt at nå et hensigtsmæssigt resultat. Igen tilkommer det den nationale ret at vurdere, i hvilket omfang de indeks eller tabeller, som det fagkyndige udvalg anvender eller skal anvende, er ajourført tilstrækkeligt, og om udvalget er i besiddelse af den fornødne frihed til i givet fald at fravige de forud fastlagte værdier.

B –    Spørgsmålet, om § 5, stk. 1, omhandler alternative beregningsmetoder

53.      Selv om man når til den konklusion, at de to tidligere undersøgte beregningsmetoder ikke gør det muligt i tilstrækkelig grad at sikre en korrekt vurdering af markedsværdien, kan § 5, stk. 1, i forordningen om jorderhvervelse være forenelig med EU-retten, hvis det er muligt at fortolke bestemmelsen således, at dens ordlyd ikke er til hinder for anvendelsen af en alternativ mekanisme til beregning af markedsværdien (f.eks. den af BVVG anvendte).

54.      Det fremgår ikke klart af sagens akter, om denne alternative beregningsmetode er en mulighed, der implicit er omhandlet i den nævnte § 5, eller om det har været nødvendigt at undlade at anvende denne bestemmelse for at nå til en løsning, der er i overensstemmelse med betingelserne i artikel 87 EF.

55.      Den forelæggende ret og Kommissionen går ud fra, at § 5, stk. 1, i forordningen om jorderhvervelse kun omhandler to metoder til beregning af markedsværdien. Den tyske regering har derimod gjort gældende, at den nævnte bestemmelse åbner mulighed for anvendelse af andre beregningsmetoder, idet den i første afsnit henviser til de generelle bestemmelser i værdiansættelsesforordningen (Wertermittlungsverordnung), som indeholder tre supplerende vurderingsmetoder. BVVG har tilføjet, at under alle omstændigheder udelukker § 5 ikke, at der indhentes en vurdering af værdien fra en sagkyndig i overensstemmelse med den borgerlige retsplejes regler (§ 404, stk. 2, i Zivilprozessordnung (den civile retsplejelov)).

56.      På den anden side fastsætter den nye affattelse af § 5, stk. 1, i forordningen om jorderhvervelse, som trådte i kraft den 11. juli 2009, udtrykkeligt muligheden for at lade en officielt autoriseret sagkyndig foretage en vurdering af markedsværdien, hvorved der skal tages hensyn til »de seneste vurderinger af værdien inden for rammerne af udbudsprocedurer vedrørende tilsvarende grunde« (19).

57.      Selv om det kan være væsentligt for at besvare det præjudicielle spørgsmål, sådan som det er affattet, tilkommer valget af den ene eller den anden af de to mulige fortolkninger af den omtvistede bestemmelse ikke Domstolen, men derimod den forelæggende nationale ret.

58.      Uafhængigt af ovenstående bemærkes, at ifølge fast retspraksis tilkommer det den nationale ret i videst muligt omfang at fortolke den nationale lovgivning i overensstemmelse med EU-retten (20). Som anført foreslår den tyske regering og BVVG en fortolkning af § 5 i forordningen om jorderhvervelse i overensstemmelse med disse krav, men det er Landgericht Berlin, der skal afgøre, om denne fortolkning er mulig.

VII – Forslag til afgørelse

59.      Henset til ovenstående betragtninger, foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Landgericht Berlin som følger:

»1)      Procedurer til beregning af markedsværdien af landbrugsarealer som de fastsatte i § 5, stk. 1, i den tyske forordning af 20. december 1995 om jorderhvervelse er ikke i strid med artikel 87 EF, for så vidt som:

a)      de referenceværdier, der er nævnt som det første kriterium for beregning af værdien, ajourføres i den rytme, der kræves af markedsudviklingen, eller

b)      den subsidiære intervention fra et sagkyndigt udvalg ikke nødvendigvis er bundet af vurderingskriterier, der kan vise sig at være forældede i forhold til markedets udvikling.

Det tilkommer den nationale ret at fastslå, om de under a) og b) anførte betingelser er opfyldt i hver enkelt sag.

2)      Spørgsmålet om, hvorvidt en national bestemmelse, som den i den nævnte forordning indeholdte, tillader anvendelsen af andre kriterier for beregning af værdien end de udtrykkeligt fastsatte i den omhandlede bestemmelse, må, såfremt spørgsmålet skulle være relevant som følge af ovenstående, afgøres af den nationale ret ved en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten.«

---

1 – Originalsprog: spansk.

---

2 – EFT C 209, s. 3.

---

3 – Rådets forordning af 20.5.1997 (EFT L 142, s. 1).

---

4 – Rådets forordning af 17.5.1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EFT L 160, s. 80).

---

5 – Lov om statens kompensation for konfiskationer, der ikke kan ophæves, foretaget mellem 1945 og 1949 af den sovjetiske besættelsesmagt på grundlag af besættelsesretten eller dens prærogativer som besættelsesmagt (Gesetz über staatliche Ausgleichsleistungen für Enteignungen auf besatzungsrechtlicher oder besatzungshoheitlicher Grundlage, die nicht mehr rückgängig gemacht werden können), BGBl. I 1994, 2624.

---

6 – Forordning om erhvervelse af landbrugsjord, proceduren og det rådgivende udvalg (Verordnung über den Erwerb land- und forstwirtschaftlicher Flächen, das Verfahren sowie den Beirat nach dem Ausgleichsleistungsgesetz), BGBl. I 1995, 2072.

---

7 –      Denne version var i kraft indtil den 10.7.2009. Den nye version, der trådte i kraft den 11.7.2009, har følgende ordlyd: »Markedsværdien for landbrugsarealer i henhold til § 3, stk. 7, første og sjette afsnit […] i Ausgleichsleistungsgesetz [lov om kompensation] fastsættes på grundlag af betingelserne i Wertermittlungsverordnung [værdiansættelsesforordningen] af 6.12.1988 (BGBl. I, s. 2209) [...]. Såfremt der for dyrknings- og græsarealer foreligger regionale værdiansættelser, fastsættes værdien på dette grundlag. De regionale værdiansættelser bekendtgøres af forbundsfinansministeren i lovtidende [Bundesanzeiger]. Såfremt der foreligger faktiske holdepunkter for, at de regionale værdiansættelser er uegnede som beregningsgrundlag, forelægger privatiseringsmyndigheden et tilbud under hensyn til udviklingen i værdi. Købsinteresserede eller privatiseringsmyndigheden kan kræve en ny fastsættelse af markedsværdien, som foretages af et udvalg, som er oprettet i henhold til Forbundsrepublikkens planlægningslovs [Baugesetzbuch] § 192 og er stedlig kompetent, eller af en officielt autoriseret sagkyndig på området, som ligeledes skal tage hensyn til den seneste udvikling af værdien i forhold til udbudsprocedurer vedrørende tilsvarende grunde.«

---

8 – Kommissionens beslutning 999/268/EF af 20.1.1999 om jorderhvervelse i henhold til lov om kompensation (Ausgleichsleistungsgesetz (EFT L 107, s. 21).

---

9 – Statsstøtte N 506/99 – Tyskland, meddelt Forbundsrepublikken Tyskland ved Kommissionens skrivelse af 19.1.2000.

---

10 –      I den originale version af det præjudicielle spørgsmål står der ganske vist »andet og tredje afsnit«, men det er en fejl.

---

11 – Der sættes heller ikke spørgsmålstegn ved, at anvendelsen af en salgspris, der er lavere end omsætningsprisen, i dette tilfælde udgør »statsstøtte« som omhandlet i retspraksis, idet alle betingelserne i artikel 87 EF (nu artikel 107 TEUF) er opfyldt. For et andet eksempel på denne støttetype, jf. dom af 11.12.2008, sag C-295/07 P, Kommissionen mod Département du Loiret, Sml. I, s. 9363.

---

12 – Ifølge sagsøgte var priserne steget med 18% i 2007 og 15% i 2008.

---

13 – Det argument, at Kommissionens beslutning af 22.12.1999 havde accepteret de to beregningsmetoder i § 5, er irrelevant i denne forbindelse, idet intet ville hindre Domstolen i at tilkendegive en opfattelse, der var i strid med Kommissionens teoretiske godkendelse. Jeg mener derfor ikke, at det er nødvendigt at analysere den pågældende afgørelses ordlyd. Under alle omstændigheder, som den tyske regering og Kommissionen har anerkendt, havde sidstnævnte ikke ubetinget godkendt de nævnte beregningsmetoder, men med det forbehold, at de ved deres praktiske anvendelse ville gøre det muligt at fastlægge de pågældende arealers markedsværdi.

---

14 – § 3, stk. 7, i lov om kompensation.

---

15 – Af denne grund er det anført i meddelelsens del II, punkt 2, litra a), femte afsnit, at ved markedsværdi forstås den pris, hvortil der ved privat aftale kan sælges »på værdiansættelsestidspunktet«.

---

16 – Ikke ud over at de er baseret på »referenceværdier for fast ejendom« (Bodenrichtwerte), der er omhandlet i § 196 i Forbundsrepublikkens planlægningslov. De regionale værdiansættelser og referenceværdierne for fast ejendom synes at adskille sig fra hinanden efter det territoriale område, de dækker (jf. C. Columbus: Die Gemeinschaftskonformität des regionalen Wertansatzes, Briefe zum Agrarrecht 1/2009, 14, 15).

---

17 – Det i henhold til § 195 i Forbundsrepublikkens planlægningslov oprettede salgsprisregister (Kaufpreissammlung) tjener til at udarbejde »referenceværdierne for fast ejendom« i henhold til § 196 i samme lov (Bodenrichtwerte), som igen er grundlag for de regionale værdiansættelser (regionale Wertansätze) (se foregående fodnote).

---

18 – Denne tilkendegivelse forekommer i dens første interventionsindlæg i sagen.

---

19 – Det er klart, at ændringen af bestemmelsen kan anses for at være udtryk for bestemte mangler i den tidligere affattelse, men den tyske regering har anført, at ændringen udelukkende afklarede artiklens bogstavelige ordlyd uden at udvide dens indhold.

---

20 – Dom af 26.9.2000, sag C-262/97, Engelbrecht, Sml. I, s. 7321, præmis 39, af 27.10.2009, sag C-115/08, ČEZ, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 138, af 13.4.2010, sag C-91/08, Wall, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70, og af 22.6.2010, forenede sager C-188/10 og C-189/10, Aziz Melki og Sélim Abdeli, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49 og 50.