PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

2. juli 2009

Sag F-49/08

Massimo Giannini

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – kontraktansatte – afskedigelse efter prøvetidens udløb – prøvetid på ulovlige vilkår – bedømmelsesprocedurens ulovlighed – rejseudgifter – tjeneste i et tredjeland«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Massimo Giannini har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om at afskedige ham, meddelt den 10. juli 2007, og, om fornødent, annullation af afslaget på hans klage over denne afgørelse; følgelig tilpligtes Kommissionen at betale samtlige økonomiske rettigheder, der er forbundet med fortsættelsen af hans kontrakt; under alle omstændigheder annullation af afgørelserne af 27. juli 2007 og af 20. september 2007 om at foretage indeholdelse af 5 218,22 EUR i sagsøgerens løn for august 2007, og følgelig tilbagebetaling af dette beløb med tillæg af morarenter; under alle omstændigheder annullation af afgørelsen af 28. august 2007 om at begrænse bosættelsespengene til en tredjedel af det beløb, der blev oppebåret i november 2006, og om at foretage tilbagesøgning af de resterende to tredjedele, dvs. 4 278,50 EUR, i lønnen for februar 2006, og følgelig tilbagebetaling af dette beløb med tillæg af morarenter; tilkendelse af en erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som foreløbigt er vurderet til 200 000 EUR.

Udfald: Kommissionens afgørelse af 27. juli 2007 om at foretage tilbagesøgning af en tredjedel af det beløb til dækning af rejseudgifter, der blev tildelt sagsøgeren i 2007, annulleres. Kommissionen udbetaler det beløb, som uretmæssigt blev indeholdt i henhold til afgørelsen af 27.juli 2007, til sagsøgeren, med undtagelse af den del af beløbet, der vedrører rejseudgifter for sagsøgerens familie; dette beløb tillægges renter fra datoen for indeholdelsen, indtil fuld betaling sker, beregnet på grundlag af Den Europæiske Centralbanks fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, forhøjet med to procentpoint. Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstandene om annullation af afgørelsen af 28. august 2007, hvorved Kommissionen begrænsede sagsøgerens bosættelsespenge til en tredjedel af det beløb, der blev oppebåret i november 2006. I øvrigt frifindes Kommissionen. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger. Kommissionen bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – tvister, der angår pengebeløb som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1 – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – formål – vilkår for gennemførelsen

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 84)

3.      Tjenestemænd – kontraktansatte – indplacering – tilsyn med en kontraktansat i ansættelsesgruppe IV foretaget af en tjenestemand i ansættelsesgruppe AST

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 80, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – vilkår for gennemførelsen – advarsel

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34)

5.      Retspleje – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 3; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c); Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1]

6.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – bedømmelse af resultaterne

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 84, stk. 3)

7.      Tjenestemænd – ligebehandling – fastansatte tjenestemænd og prøveansatte

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 84)

8.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – udtalelse ved prøvetidens udløb – rækkevidde og indhold

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11, stk. 1, og art. 81)

9.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – udtalelse ved prøvetidens udløb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11, stk. 1, art. 81 og art. 84, stk. 3)

10.    Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – afgørelse om afskedigelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11, stk. 1, og art. 81)

11.    Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – prøvetid – negativ bedømmelse af den pågældendes egnethed – forlængelse af prøvetiden

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 84, stk. 3)

12.    Tjenestemænd – refusion af udgifter – årlige rejseudgifter

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8)

13.    Tjenestemænd – refusion af udgifter – årlige rejseudgifter

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8, stk. 4)

1.       »Tvister, der angår pengebeløb« som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, udgør ikke kun erstatningssøgsmål, som ansatte har anlagt imod en institution, men også alle søgsmål, som tilsigter, at en institution betaler en ansat et beløb, som sidstnævnte mener at være berettiget til i henhold til vedtægten eller en anden retsakt, som regulerer vedkommendes ansættelsesforhold. I henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 1, har Fællesskabets retsinstanser i disse tvister fuld prøvelsesret, som indebærer, at vedkommende retsinstans i de tvister, den behandler, skal finde en fuldstændig løsning, altså træffe afgørelse vedrørende alle den ansattes rettigheder og forpligtelser, eller overlade den pågældende institution under retsinstansens kontrol opfyldelsen af denne del af dommen på de præcise betingelser, som retsinstansen fastsætter. Det tilkommer derfor Fællesskabets retsinstanser i givet fald at forpligte en institution at betale et beløb, som en sagsøger er berettiget til i henhold til vedtægten eller en anden retsakt.

(jf. præmis 39-42)

Henvisning til:

Domstolen: 18. december 2007, sag C-135/06 P, Weißenfels mod Parlamentet, Sml. I, s. 12041, præmis 65, 67 og 68

2.       En afgørelse om afskedigelse ved udløbet af en prøvetid skal annulleres, hvis sagsøgeren ikke har haft mulighed for at gennemføre sin prøvetid under normale vilkår.

Selv om prøvetiden, der skal gøre det muligt at bedømme den prøveansattes egnethed og adfærd, ikke kan sidestilles med en uddannelsesperiode, er det ikke desto mindre nødvendigt, at den pågældende sættes i stand til i denne prøvetid at vise sine kvalifikationer. Denne betingelse betyder i realiteten, at den prøveansatte skal have hensigtsmæssige instrukser og råd, således at han sættes i stand til at tilpasse sig de særlige krav, der gælder for den stilling, han er ansat i.

Det krævede niveau for nævnte instrukser og råd skal ikke bedømmes abstrakt, men konkret, under hensyntagen til det udførte arbejde. I dette perspektiv kan der ikke bortses fra den prøveansattes tidligere erfaring. Selv om denne erfaring ikke som sådan kan berøre prøvetidens formålstjenlighed, kan den nemlig afgøre, hvilken støtte den prøveansatte skal have, for at prøvetiden opfylder sit formål.

(jf. præmis 65)

Henvisning til:

Domstolen: 15. maj 1985, sag 3/84, Patrinos mod ØSU, Sml. s. 1421, præmis 20-24

Retten: 1. april 1992, sag T-26/91, Kupka-Floridi mod ØSU, Sml. II, s. 1615, præmis 44; 30. november 1994, sag T-568/93, Correia mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 271, og II, s. 857, præmis 34; 5. marts 1997, sag T-96/95, Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 35, og II, s. 97, præmis 95

Personalereretten: 18. oktober 2007, sag F-112/06, Krcova mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 48, som i øjeblikket verserer for Retten, 16. april 2008, sag T-498/07 P; sag F-73/07, Doktor mod Rådet, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s.0000, præmis 31 og 33-36, som i øjeblikket verserer for Retten, sag T-248/08 P

3.      Det fremgår af artikel 80, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at kontraktansatte i ansættelsesgruppe IV udfører deres arbejdsopgaver under tilsyn af tjenestemænd uden hensyn til kategori. Denne bestemmelse er således ikke til hinder for, at arbejdsopgaverne for en kontraktansat i ansættelsesgruppe IV i givet fald kan udføres under tilsyn af en tjenestemand i ansættelsesgruppe AST.

(jf. præmis 72)

4.      En på prøve ansat tjenestemands ret til at gennemføre sin prøvetid under normale vilkår er tilstrækkeligt sikret ved en mundtlig advarsel, som gør det muligt for ham at tilpasse og forbedre sine præstationer efter tjenestens krav.

(jf. præmis 84)

Henvisning til:

Retten: Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, præmis 102

5.      Selv om en stævning til Retten i Første Instans kan underbygges og fuldstændiggøres på særlige områder ved hjælp af henvisninger til dertil bilagte akter, har bilagene en rent bevismæssig og instrumental funktion og kan således ikke tjene til grundlag for et anbringende, der er kortfattet fremsat i stævningen, med fremsættelse af kritikpunkter og argumenter, som ikke fremgår af stævningen. Sagsøgeren skal i sin stævning angive de præcise kritikpunkter, som Retten skal tage stilling til, samt på mere eller mindre kortfattet vis de retlige og faktiske omstændigheder, som disse støttes på.

Ved Personaleretten kan bilagene så meget desto mindre uddybe et anbringende, der er kortfattet fremsat i stævningen, med fremsættelse af kritikpunkter og argumenter, der ikke fremgår af denne, som den skriftlige forhandling for nævnte ret principielt kun omfatter en enkelt skriftudveksling, medmindre Personaleretten bestemmer andet, jf. artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten for Domstolen. Denne særegenhed ved proceduren for Personaleretten forklarer, at redegørelsen for anbringender og argumenter i stævningen, til forskel fra det, der er fastsat for Retten i Første Instans eller Domstolen, jf. artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, ikke kan være kortfattet. En sådan smidighed har i realiteten til virkning at fratage den specielle og efterfølgende regel i bilag I til statutten for Domstolen en stor del af dens relevans.

(jf. præmis 86 og 87)

Henvisning til:

Retten: 30. januar 2007, sag T-340/03, France Télécom mod Kommissionen, Sml. II, s. 107, præmis 167

6.      Artikel 84, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte tillæggger bedømmeren og ansættelsesmyndigheden et vidt skøn ved bedømmelsen af en prøveansats egnethed og præstationer, henset til tjenestens interesse. Følgelig tilkommer det ikke Fællesskabets retsinstanser at erstatte institutionernes skøn med deres eget for så vidt angår den relevante karakter af de hensyn, der indgår i bedømmelsen af en prøvetid, idet disses kontrol begrænser sig til, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn eller foreligger magtfordrejning.

(jf. præmis 89)

Henvisning til:

Retten: Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, præmis 112

Personaleretten: Krcova mod Domstolen, præmis 62

7.      De processuelle garantier, der tildeles tjenestemænd i forbindelse med deres bedømmelse, kan ikke udstrækkes til at gælde for prøveansatte. Den retlige og faktiske situation for fastansatte tjenestemænd og prøveansatte er væsentligt forskellig. Navnlig kan den faktiske situation for en prøveansat ikke sammenlignes med den faktiske stilling for en tjenestemand, som har været i tjenesten i årevis. Endvidere kan reglerne for bedømmelse af tjenestemænd ikke overføres til bedømmelsen af prøveansatte. Bedømmelsesrapporten for den fastansatte tjenestemand og udtalelsen ved prøvetidens udløb har forskellige formål, idet formålet med udtalelsen ved prøvetidens udløb hovedsageligt er at vurdere, om den prøveansatte er egnet til at varetage de med hans stilling forbundne opgaver, mens formålet med bedømmelsesrapporten i første række er at sikre, at administrationen regelmæssigt får så fuldstændige oplysninger som muligt om, hvorledes tjenestemanden udfører de opgaver, der er pålagt ham.

(jf. præmis 92 og 95)

Henvisning til:

Personaleretten: Doktor mod Rådet, præmis 85 og 86

8.       Udtalelsen ved prøvetidens udløb for en kontraktansat og de efterfølgende udtalelser, såsom udtalelsen fra den overordnede eller fra bedømmelsesudvalget, er ikke afgørelser, der indebærer et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 25, hvortil artikel 11, stk. 1, og artikel 81 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte henviser. Følgelig gælder, at selv om udtalelsen ved prøvetidens udløb og de efterfølgende udtalelser skal være tilstrækkeligt begrundede med henblik på at gøre det muligt for ansættelsesmyndigheden at begrunde og træffe sin afgørelse, skal de imidlertid ikke i detaljer beskrive samtlige de omstændigheder, hvorpå de støttes. Navnlig er bedømmeren ikke forpligtet til at beskrive samtlige den prøveansattes aktiviteter, eller udtømmende og detaljeret at nævne de vanskeligheder, der er opstået i prøvetiden. Det kan desuden heller ikke kræves af bedømmeren, af den ansattes overordnede eller af bedømmelsesudvalget, at de drøfter alle de faktiske eller retlige punkter, som den prøveansatte har anført i sin selvbedømmelse eller i supplerende noter.

(jf. præmis 93)

Henvisning til:

Domstolen: 25. marts 1982, sag 98/81, Munk mod Kommissionen, Sml. s. 1155, præmis 14

9.      Selv om artikel 84, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte tilsigter at sikre kontraktansatte ret til at fremlægge deres eventuelle bemærkninger for ansættelsesmyndigheden og tilsigter at forsikre dem om, at disse bemærkninger tages i betragtning, omfatter artikel 11, stk. 1, i samme ansættelsesvilkår og vedtægtens artikel 25, hvortil artikel 81 i nævnte ansættelsesvilkår henviser hvad angår kontraktansatte, ikke udtalelserne fra de overordnede, der er hørt i forbindelse med bedømmelsesproceduren. Disse kan følgelig ikke være forpligtet til i forbindelse med en begrundelse at tage udtrykkelig stilling til alle de argumenter, som den prøveansatte gør gældende.

(jf. præmis 103 og 105)

Henvisning til:

Retten: 21. september 1999, sag T-98/98, Trigari-Venturin mod Centre de traduction, Sml. Pers. I-A, s. 159, og II, s. 821, præmis 57

10.    Afgørelsen om at afskedige en midlertidig ansat ved prøvetidens udløb er underlagt et formkrav om begrundelse. For så vidt som artikel 81 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte hvad angår kontraktansatte henviser til artikel 11, stk. 1, i samme ansættelsesvilkår, som finder anvendelse på midlertidigt ansatte, og for så vidt som det af sidstnævnte bestemmelse fremgår, at vedtægtens artikel 25, hvorefter enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes, finder anvendelse på nævnte midlertidigt ansatte, skal en afgørelse om ikke at fastansætte en kontraktansat ved prøvetidens udløb begrundes.

En afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den berørte bekendt, og som gør det muligt for ham at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for ham. Dette er tilfældet, når der forud for afgørelsen er afholdt samtaler med de overordnede, som vedrørte den pågældende situation. Desuden opfylder en afgørelse, som henviser til et dokument, som den berørte allerede er i besiddelse af, og som indeholder de forhold, hvorpå institutionen har baseret sin afgørelse, kravet om begrundelse.

(jf. præmis 115 og 117)

Henvisning til:

Domstolen: 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, præmis 26 og 27

Retten: 15. oktober 1997, sag T-331/94, IPK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1665, præmis 52; Trigari-Venturin mod Centre de traduction, præmis 84

11.    Administrationen råder over et vidt skøn hvad angår bedømmelsen af en prøveansats egnethed og præstationer og hvad angår tjenestens interesse. Anvendelsen af udtrykket »undtagelsesvis« i artikel 84, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte viser navnlig, at ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn med hensyn til, alt efter de foreliggende faktiske omstændigheder og individuelle omstændigheder, at afgøre, i hvilken situation en forlængelse af prøvetiden er ønskelig. Følgelig kan Fællesskabets retsinstanser kun forkaste institutionens bedømmelse af resultatet af en prøvetid, såfremt der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning.

Selv om administrationens omsorgspligt over for dens ansatte indebærer, at myndigheden, når den træffer afgørelse vedrørende en ansats situation, skal tage hensyn til samtlige de forhold, der kan være afgørende for dens afgørelse, og at den herved tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til den berørte tjenestemands interesse, kan denne pligt ikke bevirke, at muligheden for »undtagelsesvis« at forlænge prøvetiden i artikel 84, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte omdannes til en regel, uden at denne bestemmelse, som afspejler den ligevægt mellem rettigheder og pligter, der er fastsat ved nævnte ansættelsesvilkår vedrørende relationerne mellem administrationen og de prøveansatte, ændres.

(jf. præmis 126, 128 og 129)

Henvisning til:

Retten: 27. juni 2002, forenede sager T-373/00, T-27/01, T-56/01 og T-69/01,Tralli mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 97, og II, s. 453, præmis 76

Personaleretten: Krcova mod Domstolen, præmis 62 og 77

12.    Artikel 8, stk. 4, andet punktum, i bilag VII til vedtægten regulerer spørgsmålet om rejseudgifter for så vidt angår den tjenestemand, hvis tjenestested ligger uden for en medlemsstat. Denne bestemmelse fastsætter, at den pågældende og hans familie hvert kalenderår har ret til refusion af rejseudgifterne, uden at denne refusion er underlagt reglen om forholdsmæssig udbetaling i artikel 8, stk. 3, der finder anvendelse på den tjenestemand, hvis tjenestested ligger i en medlemsstat. En ansat, som ansættes i et tredjeland, har således ret til fuld refusion af sine rejseudgifter, uafhængigt af tjenestens faktiske varighed. En sådan forskelsbehandling er ikke diskriminerende, idet situationen for de tjenestemænd, hvis tjenestested ligger i en medlemsstat, og situationen for de tjenestemænd, der gør tjeneste uden for medlemsstaterne, er væsentligt forskellig.

(jf. præmis 155 og 158-160)

Henvisning til:

Personaleretten: 23. januar 2007, sag F-43/05, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 97

13.    Den i artikel 8, stk. 4, i bilag VII til vedtægten fastsatte mekanisme om refusion af rejseudgifter til tjenestemænd tjenstgørende i et tredjeland, som blev opretholdt af fællesskabslovgiver i forbindelse med vedtægtsreformen i 2004, forudsætter, at rejsen reelt er gennemført, og at rejseudgiften rent faktisk er betalt. Selv om denne bestemmelse ikke længere nævner en forpligtelse til at fremlægge bilag, følger en sådan forpligtelse af betingelsen om, at rejsen rent faktisk er gennemført.

(jf. præmis 168 og 169)