Sag anlagt den 12. februar 2008 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-54/08)

(2008/C 107/24)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved H. Støvlbæk og G. Braun, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Artikel 43 forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab, der som restriktion for etableringsfriheden følger af retsforskrifter. I henhold til artikel 45, stk.1, EF finder kapitlet om etableringsretten ikke anvendelse på virksomhed, som varigt eller lejlighedsvis er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed i en medlemsstat.

I henhold til Bundesnotarordnung må kun tyske statsborgere udnævnes til notar i Tyskland. Den pågældende bestemmelse indebærer således en forskelsbehandling på grundlag af statsborgerskab og en tilsidesættelse af etableringsfriheden for statsborgere fra andre medlemsstater, idet den hindrer disse i at udøve erhvervet som notar.

Efter Kommissionens opfattelse er notarvirksomhed ikke omfattet af undtagelsen i artikel 45 EF, hvorfor etableringsfriheden finder anvendelse på dette erhverv.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der forstås ved udtrykket »offentlig myndighed« i artikel 45 EF's forstand, skal der på den ene side tages udgangspunkt i den nationalstatslige forståelse. Virksomhed, der i en medlemsstat ikke anses for offentlig myndighed, kan ikke påberåbes med henblik på undtagelsen, selv om den samme virksomhed i andre medlemsstater anses for offentlig myndighed. På den anden side skal begrebet offentlig myndighed og rækkevidden heraf med henblik på fortolkningen i forbindelse med artikel 45 EF fastlægges på fællesskabsretligt plan, idet begrebets indhold fortolkes selvstændigt og ensartet af Domstolen. At den tyske lovgiver og de tyske domstole som udgangspunkt anser notarvirksomhed for en del af den nationale offentlige myndighed, betyder ikke, at denne virksomhed derfor kan udelukkes fra den strengere fællesskabsretlige vurdering af etableringsfriheden. Som en undtagelse til en grundlæggende frihedsrettighed skal artikel 45, stk. 1, EF nemlig fortolkes restriktivt.

På integrationens nuværende udviklingstrin er det forbundet med betydelige vanskeligheder at finde en indholdsmæssig begrundelse for betingelsen om statsborgerskab i forbindelse med notarvirksomhed. Ingen del af denne virksomhed forudsætter, selv om den er i offentligt regi, nogen særlig tilknytning til staten, som det er tilfældet med statsborgerskabet. I lige så lille omfang er denne virksomhed forbundet med risikoen for at skabe konflikter med borgerne gennem udøvelse myndighed og indsættelse af magtmidler.

De aktiviteter, som Forbundsrepublikken Tyskland har anført som begrundelse for kravet om statsborgerskab — oprettelse af retsdokumenter og aftaler, sådanne dokumenters beviskraft, indsættelse af tvangsfuldbyrdelsesklausuler og den juridiske rådgivning, der er forbundet med oprettelsen — er ikke tilstrækkelige til at begrunde en anvendelse af artikel 45 EF. I det omfang notarer overhovedet deltager i udøvelse af offentlig myndighed, sker dette udelukkende indirekte. Udøvelse af offentlig myndighed må endvidere ikke forveksles med virksomhed i offentlig interesse. Almennyttighed hører ikke nødvendigvis til offentlig myndighed. Aktiviteter, der har almenvellet for øje og ikke enkeltpersoners interesser, gennemføres ikke nødvendigvis ved overdragelse af offentlig myndighed. Mens den faktiske udøvelse af offentlig myndighed således kan forbeholdes statens egne statsborgere, kan udøvelse af en bestemt virksomhed af almen interesse, som det f.eks. er tilfældet i den forebyggende retspleje, også sikres gennem, at adgangen til erhvervet samt de forpligtelser, der er forbundet med erhvervet, er underlagt særlige bestemmelser og en særlig kontrol.

Kommissionen er således af den opfattelse, at ingen af de aktiviteter, som en notar i Tyskland beskæftiger sig med, hver for sig eller samlet set udgør en direkte og specifik deltagelse i udøvelse af offentlig myndighed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i retspraksis.