1.

Korkein oikeus (Finland) ønsker med denne anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet ved afgørelse af 6. februar 2008, en fortolkning af Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser ( 2 ). Denne anmodning er blevet fremsat i en sag mellem Akavan Erityisalojen Keskusliitto AEK ry m.fl. (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«) og Fujitsu Siemens Computers Oy (herefter »sagsøgte i hovedsagen«) angående forpligtelsen til at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter i forbindelse med kollektive afskedigelser.

2.

Den foreliggende sag giver for første gang Domstolen mulighed for at afklare rækkevidden af den konsultationsforpligtelse, som i henhold til direktiv 98/59 påhviler en koncern, når moderselskabets bestyrelse tager initiativ til at »afvikle« eller at lukke en virksomhed.

3.

Ifølge betragtning 2 til direktiv 98/59 »[…] er [det] vigtigt at øge beskyttelsen af arbejdstagere i tilfælde af kollektive afskedigelser under hensyn til nødvendigheden af en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet«.

4.

Det anføres i betragtning 11 til direktiv 98/59, at »det bør sikres, at arbejdsgivernes forpligtelser med hensyn til information, høring og underretning gælder, uanset om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af«.

5.

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 bestemmer:

»Når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser, er vedkommende forpligtet til i tilstrækkelig god tid at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter med henblik på at nå frem til en aftale.«

6.

Direktivets artikel 2, stk. 2, foreskriver:

»Konsultationerne skal i det mindste dreje sig om mulighederne for at undgå eller begrænse de kollektive afskedigelser samt for at afbøde følgerne af disse ved hjælp af sociale ledsageforanstaltninger, der navnlig tager sigte på støtte til omplacering eller omskoling af de afskedigede arbejdstagere.«

7.

Artikel 2, stk. 3, første afsnit, i direktiv 98/59 har følgende ordlyd:

»For at gøre det muligt for arbejdstagernes repræsentanter at fremsætte konstruktive forslag er arbejdsgiveren forpligtet til i tilstrækkelig god tid under konsultationerne:

8.

Direktivets artikel 2, stk. 4, bestemmer:

»De forpligtelser, der er fastsat i stk. 1, 2 og 3, finder anvendelse, uanset om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af.

Når der fremsættes påstand om brud på kravene om information, høring og underretning efter dette direktiv, kan arbejdsgiveren ikke gøre gældende, at den virksomhed, der har truffet beslutning om de kollektive afskedigelser, ikke har givet ham den nødvendige information.«

9.

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 98/59 fastsætter arbejdsgiverens forpligtelse til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse. Ifølge tredje afsnit i samme stykke skal meddelelsen indeholde alle relevante oplysninger om den planlagte kollektive afskedigelse og om forhandlingerne med arbejdstagernes repræsentanter.

10.

I henhold til § 7, stk. 1, i den dagældende lov på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, nemlig yhteistoiminnasta yrityksissä annettu laki (725/1978) (lov om samarbejde inden for virksomheder), som ændret ved lov nr. 51/1993 og nr. 906/1996, (herefter »loven om samarbejde«), skal en arbejdsgiver, inden denne træffer afgørelse om et anliggende af den type, der er omhandlet i § 6 (iværksættelse af kollektive afskedigelser), først drøfte grundlaget for, virkningen af og alternativer til det pågældende tiltag med de arbejdstagere og funktionærer eller personalerepræsentanter, som anliggendet vedrører.

11.

Ifølge § 7, stk. 2, i loven om samarbejde skal arbejdsgiveren inden iværksættelsen af en samarbejdsprocedure formidle de for behandlingen af anliggendet nødvendige oplysninger til de pågældende arbejdstagere samt de relevante personalerepræsentanter. De førnævnte oplysninger, som f.eks. oplysninger om begrundelserne for planlagte afskedigelser, vurdering af antallet af arbejdstagere, der bliver genstand for afskedigelse inden for de forskellige kategorier, vurdering af fristen, inden for hvilken de planlagte afskedigelser tænkes gennemført, samt oplysninger om de principper, efter hvilke de arbejdstagere, der er genstand for afskedigelse, er udvalgt, skal gives skriftligt, hvis arbejdsgiveren påtænker at afskedige mindst ti arbejdstagere, sende mindst ti arbejdstagere på orlov i over 90 dage eller ansætte dem på deltid.

12.

§ 7a, stk. 1, i loven om samarbejde foreskriver, at konsultationsforslaget for de i § 6, stk. 1-5, omhandlede anliggender skal fremlægges skriftligt mindst fem dage inden påbegyndelsen af konsultationerne, hvis det tiltag, der er genstand for konsultation, klart vil føre til deltidsansættelse, afskedigelse eller orlov for en eller flere arbejdstagere.

13.

Ifølge § 8 i loven om samarbejde anses arbejdsgiveren, hvis der ikke mellem arbejdsgiveren og personalerepræsentanterne er blevet aftalt en anden procedure, for at have opfyldt konsultationsforpligtelsen, hvis anliggendet er blevet behandlet på den i § 7 fastsatte måde. Hvis et tiltag, der skal være genstand for konsultation, klart vil føre til deltidsansættelse, afskedigelse eller orlov i over 90 dage for mindst ti arbejdstagere, anses arbejdsgiveren først for at have opfyldt sin konsultationsforpligtelse, når der er forløbet mindst seks uger fra tidspunktet for påbegyndelsen af konsultationerne. Desuden kan alternativer til et tiltag først behandles tidligst syv dage efter behandlingen af begrundelser og virkninger, hvis ikke andet aftales.

14.

I medfør af § 15a i loven om samarbejde har arbejdstageren ret til fra arbejdsgiveren at få en godtgørelse svarende til højst 20 måneders løn, hvis en beslutning forsætligt eller åbenbart uagtsomt er truffet uden overholdelse af det, der er fastsat i § 7, stk. 1-3, § 7a eller § 8, og en arbejdstager af årsager, der vedrører beslutningen, er kommet på deltid, orlov eller er blevet afskediget.

15.

Koncernen Fujitsu Siemens Computers begyndte sit virke den 1. oktober 1999 efter en sammenlægning af visse af Fujitsu Ltd’s og Siemens AG’s computeraktiviteter.

16.

Sagsøgte i hovedsagen blev et datterselskab af Fujitsu Siemens Computers (Holding) BV (Nederlandene) (herefter »moderselskabet«). Fra den nævnte dato havde koncernen produktionsanlæg i Kilo i Espoo kommune i Finland samt i Augsburg, Paderborn og Sömmerda i Tyskland.

17.

Moderselskabets ledelse, der består af moderselskabets arbejdende bestyrelsesmedlemmer, afholdt den 7. december 1999 et telefonmøde. Det blev på mødet besluttet at foreslå moderselskabets bestyrelse at afvikle fabrikken i Kilo.

18.

På et møde i moderselskabets bestyrelse den 14. december 1999 blev det besluttet at støtte ledelsens forslag. På mødet blev der dog ikke ifølge den udarbejdede mødeprotokol truffet nogen konkret beslutning om fabrikken i Kilo.

19.

Samme dag indledte sagsøgte i hovedsagen konsultationer vedrørende samarbejde. Konsultationerne blev gennemført i perioden fra den 20. december 1999 til den 31. januar 2000, dvs. på seks uger.

20.

Det i hovedsagen sagsøgte selskabs bestyrelse, hvis formand var næstformanden for bestyrelsen i koncernens moderselskab, traf den 1. februar 2000 beslutning om at afslutte alle selskabets aktiviteter på nær aktiviteterne vedrørende salg af computere i Finland. Det i hovedsagen sagsøgte selskab begyndte at afskedige medarbejdere den 8. februar 2000. I alt opsagde selskabet ca. 450 ud af 490 medarbejdere.

21.

Nogle af det i hovedsagen sagsøgte selskabs medarbejdere er af den opfattelse, at selskabet tilsidesatte loven om samarbejde i forbindelse med afgørelsen om lukningen af selskabets produktionsanlæg i Kilo ved årsskiftet 1999-2000. Medarbejderne har overladt inddrivelsen af den i § 15a i loven om samarbejde omhandlede godtgørelse inklusive renter til sagsøgeren i hovedsagen, Akavan Erityisalojen Keskusliitto AEK ry, som er en af de største fagforeninger i Finland, da beslutningen om kollektiv afskedigelse blev truffet uretmæssigt.

22.

Sagsøgerne i hovedsagen har for Espoon käräjäoikeus nedlagt påstand om, at det i hovedsagen sagsøgte selskab tilpligtes at udbetale dem den i loven om samarbejde omhandlede godtgørelse. Under sagen i første instans anførte sagsøgerne i hovedsagen, at moderselskabets bestyrelse i realiteten senest den 14. december 1999, før konsultationerne med personalet vedrørende samarbejde havde fundet sted, traf endelig beslutning om, at produktionsanlægget i Kilo skulle udskilles fra det i hovedsagen sagsøgte selskab. Derved tilsidesatte sagsøgte i hovedsagen forsætligt eller åbenbart uagtsomt loven om samarbejde.

23.

Espoon käräjäoikeus fandt, at sagsøgerne i hovedsagen ikke havde godtgjort, at beslutningen om at lukke aktiviteterne på produktionsanlægget i Kilo blev truffet af moderselskabets bestyrelse på en sådan måde, at konsultationen mellem arbejdsgiveren og arbejdstagerne i det i hovedsagen sagsøgte selskab ikke kunne gennemføres som foreskrevet i loven om samarbejde. Ifølge denne ret var der reelle alternativer til lukningen af det nævnte produktionsanlæg, og disse alternativer var blevet behandlet under konsultationerne vedrørende samarbejde. Espoon käräjäoikeus frifandt sagsøgte i hovedsagen, idet retten fastslog, at beslutningen om at lukke aktiviteterne på produktionsanlægget i Kilo var blevet truffet på bestyrelsesmødet i det i hovedsagen sagsøgte selskab den 1. februar 2000, da det havde vist sig, at andre alternativer ikke var mulige, og at konsultationerne vedrørende samarbejde havde været reelle og tilstrækkelige.

24.

Helsingin hovioikeus stadfæstede i det væsentlige førsteinstansens dom.

25.

Korkein oikeus, som sagen appelleredes til, fandt, at der er strukturelle og indholdsmæssige forskelle mellem bestemmelserne i direktiv 98/59 og bestemmelserne i loven om samarbejde.

26.

Da Korkein oikeus fandt, at en fortolkning af bestemmelserne i direktiv 98/59 er nødvendig, for at den kan træffe afgørelse, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27.

Der er indgivet skriftlige indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen af sagsøgerne i hovedsagen, sagsøgte i hovedsagen, den finske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Disse procesdeltagere har endvidere afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 14. januar 2009, bortset fra Det Forenede Kongeriges regering, som ikke var repræsenteret under retsmødet.

28.

Ifølge sagsøgte i hovedsagen skal de første fire præjudicielle spørgsmål afvises som irrelevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Sagsøgte i hovedsagen mener, at formålet disse spørgsmål er at få præciseret det tidspunkt, hvor selskabet skulle indlede konsultationerne vedrørende samarbejde med hensyn til afskedigelserne, til trods for at dette juridiske spørgsmål ikke er blevet rejst under hovedsagen, idet ingen af parterne har gjort gældende, at arbejdsgiveren ikke indledte konsultationerne i tilstrækkelig god tid.

29.

Indsigelsen om, at de første fire præjudicielle spørgsmål skal afvises, kan efter min opfattelse ikke tages til følge.

30.

Indledningsvis bemærkes, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 234 EF udelukkende tilkommer den nationale ret, som en tvist er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen ( 3 ).

31.

Det følger heraf, at der er en formodning for, at de spørgsmål om fællesskabsrettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge — og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve — er relevante ( 4 ). Denne formodning om relevans kan kun afvises i helt særlige tilfælde, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en saglig korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål ( 5 ).

32.

I det foreliggende tilfælde er formålet med de første fire præjudicielle spørgsmål — modsat, hvad sagsøgte i hovedsagen har anført — ikke udelukkende at få fastsat et præcist begyndelsestidspunkt, men snarere at få fastlagt, hvornår et moderselskab eller en arbejdsgiver underlagt dettes kontrol kan anses for at have foretaget en handling eller lagt en plan af en sådan karakter, at moderselskabet eller arbejdsgiveren har påtænkt en kollektiv afskedigelse, hvilket følgelig afføder forpligtelsen til at iværksætte konsultationer med arbejdstagerne som omhandlet i direktiv 98/59. Det fremgår af sagen, at denne fortolkning er nødvendig for at afgøre, om den udskillelsesplan, som moderselskabet har udarbejdet angående det i hovedsagen sagsøgte selskab, kan anses for en beslutning om kollektiv afskedigelse, som anført af sagsøgerne i hovedsagen, eller for en beslutning, der muligvis afføder forpligtelsen til at iværksætte konsultationer vedrørende kollektiv afskedigelse, som fastsat i loven om samarbejde, der gennemfører direktiv 98/59. Det drejer sig derfor hverken om et problem af hypotetisk karakter eller om et spørgsmål, som savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

33.

Heraf følger, at de første fire præjudicielle spørgsmål skal besvares.

34.

Som bemærket i forbindelse med undersøgelsen af formaliteten, består et af de spørgsmål, der er væsentlige for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, i en retlig kvalifikation af moderselskabets »beslutning« og bestemmelse af konsekvenserne heraf i forhold til de konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter, der er fastsat i direktiv 98/59. Dette spørgsmål har i øvrigt vist sig at give anledning til en vis uklarhed i intervenienternes indlæg for Domstolen.

35.

Før undersøgelsen af de forskellige præjudicielle spørgsmål indledes, er det derfor hensigtsmæssigt at undersøge det personelle anvendelsesområde for direktiv 98/59 ( 6 ) og nærmere bestemt det spørgsmål, der blev rejst under retsmødet, om det nævnte direktiv fastsætter forpligtelser, som ikke blot påhviler arbejdsgiveren, men også en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af.

36.

Dette spørgsmål kan efter min opfattelse besvares direkte på grundlag af ordlyden af de relevante bestemmelser i det pågældende direktiv.

37.

Således bemærkes, at ordlyden af direktiv 98/59, navnlig artikel 2, stk. 1, 3 og 4, samt artikel 3, stk. 1 og 2, ikke efterlader nogen rimelig tvivl med hensyn til adressaten for forpligtelserne vedrørende information, høring og underretning.

38.

Direktivets artikel 2, stk. 1, fastsætter udtrykkeligt, at kun arbejdsgiveren er forpligtet til i tilstrækkelig god tid at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter. Direktivets artikel 2, stk. 3, første afsnit, udpeger udelukkende arbejdsgiveren som den ansvarlige for at give arbejdstagernes repræsentanter alle relevante oplysninger. Ifølge bestemmelsen i stk. 3, andet afsnit, skal arbejdsgiveren sende en genpart af den i første afsnit nævnte skriftlige meddelelse til den kompetente offentlige myndighed.

39.

Artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 pålægger ikke moderselskabet nogen forpligtelse. Bestemmelsen angiver blot, at de forpligtelser, der er fastsat i direktiv 98/59 med hensyn til information og høring, finder anvendelse, uanset om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af. Stk. 4, andet afsnit, fastlægger, at arbejdsgiveren har ansvar for beslutninger truffet af moderselskabet uanset manglende kendskab til dem.

40.

Selv om artikel 2, stk. 4, andet afsnit, ikke udtrykkeligt pålægger moderselskabet nogen forpligtelse med hensyn til information, høring og underretning, er moderselskabet ikke desto mindre, i tilfælde, hvor det træffer den beslutning, der fører til kollektive afskedigelser, forpligtet til at give den nødvendige information til den berørte arbejdsgiver, som det har bestemmende indflydelse på, for at sidstnævnte er i stand til på behørig vis at opfylde alle sine forpligtelser med hensyn til information, høring og underretning i henhold til direktiv 98/59. Denne forpligtelse for moderselskabet til at give de nødvendige oplysninger gælder således udelukkende i forholdet mellem arbejdsgiveren og moderselskabet. Forpligtelsen berører egentlig ikke konsultationsforpligtelsen.

41.

Ifølge artikel 3 i direktiv 98/59, som foreskriver fremgangsmåden for underretning, påhviler denne underretningsforpligtelse kun arbejdsgiveren, som er forpligtet til at meddele den kompetente myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse (jf. artikel 3, stk. 1), og som skal fremsende en genpart af den nævnte meddelelse til arbejdstagernes repræsentanter (jf. artikel 3, stk. 2).

42.

Følgelig kan jeg ikke af de fortolkede bestemmelser udlede et grundlag for at anse direktiv 98/59 for at fastsætte forpligtelser for moderselskabet med hensyn til information, høring og underretning i forhold til repræsentanterne for arbejdsgiverens medarbejdere eller til de offentlige myndigheder ( 7 ). Hvad angår konsultationsforpligtelsen bemærkes nærmere bestemt, at overholdelsen af denne forpligtelse udelukkende påhviler arbejdsgiveren, selv når et moderselskab med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, træffer den beslutning, der fører til kollektive afskedigelser.

43.

I lyset af disse bemærkninger undersøges de seks præjudicielle spørgsmål.

44.

Det, den forelæggende ret ønsker oplyst med det første spørgsmål, er, når der ses bort fra den lidt uklare sprogbrug, retten har anvendt, reelt betydningen af udtrykket »påtænker at foretage kollektive afskedigelser« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59. Retten spørger om dette for at få fastlagt tidspunktet for, hvornår en arbejdsgiver påtænker en sådan foranstaltning, eftersom konsultationsforpligtelsen opstår netop på dette tidspunkt. Den forelæggende ret foreslår to fortolkningsmuligheder. Ifølge den første mulige fortolkning indtræder tidspunktet, når det er konstateret, at der som følge af strategiske afgørelser eller ændringer vedrørende driften er et behov for kollektiv afskedigelse. Efter den anden mulige fortolkning falder tidspunktet sammen med det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren overvejer at træffe foranstaltninger eller foretage ændringer vedrørende selskabets drift, som følge af hvilke der kan forventes at opstå et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdstagere ( 8 ).

45.

Det bemærkes, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til »i tilstrækkelig god tid« at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter, når vedkommende »påtænker at foretage kollektive afskedigelser«.

46.

I bestemmelsen anvendes udsagnsordet »påtænker« til at fastslå, at konsultationsforpligtelsen opstår, når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser, hvilket ikke i sig selv er egnet til at fastsætte det præcise tidspunkt, hvor konsultationsforpligtelsen opstår. Fastsættelse af dette tidspunkt nødvendiggør en fortolkning.

47.

Fortolkningen må tage udgangspunkt i de forskellige sprogversioner af artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59. Dernæst skal fortolkningen tage hensyn til en dom afsagt af Domstolen — i en sag svarende til den foreliggende sag — hvori den havde anledning til at fortolke denne bestemmelse, og til bestemmelsens formål.

48.

I de andre sprogversioner af direktiv 98/59 end den franske er udsagnsordet »envisager« gengivet ved udtryk såsom »tener la intención« (den spanske version), »beabsichtigen« (den tyske version), »contemplate« (den engelske version) og »prevedere« (den italienske version).

49.

Det fremgår således allerede af en sammenligning af disse forskellige sprogversioner af artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, at fællesskabslovgiver har villet lade den i bestemmelsen omhandlede forpligtelse opstå fra det øjeblik, hvor arbejdsgiveren har til hensigt at foretage kollektive afskedigelser.

50.

For en sådan fortolkning af artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 taler dommen i sagen Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark ( 9 ), hvori Domstolen tog stilling til spørgsmålet, om artikel 2, stk. 1, i direktiv 75/129 finder anvendelse, når arbejdsgiveren på grund af sin økonomiske situation burde have påtænkt at foretage kollektive afskedigelser, men undlader dette. Domstolen fastslog, at denne bestemmelse kun finder anvendelse, når arbejdsgiveren reelt har påtænkt at foretage kollektive afskedigelser eller har udarbejdet en plan om kollektive afskedigelser ( 10 ).

51.

Desuden bekræftes denne fortolkning af formålet med konsultationsforpligtelsen, som ifølge direktiv 98/59 opstår under omstændigheder, hvor en arbejdsgiver påtænker at foretage kollektive afskedigelser.

52.

Som det fremgår af præciseringen i artikel 2, stk. 2, i direktiv 98/59 (o.a.: Der menes formentlig artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59), er den pågældende forpligtelse nemlig ikke kun fastsat »med henblik på at nå frem til en aftale« med arbejdstagernes repræsentanter vedrørende de kollektive afskedigelser, der skal foretages. Artiklen har også til formål at forsøge at afbøde følgerne af sådanne afskedigelser ved hjælp af sociale ledsageforanstaltninger, der navnlig tager sigte på støtte til omplacering eller omskoling af de afskedigede arbejdstagere.

53.

Henset til både det ene og det andet formål, er essensen af konsultationerne at bidrage til iværksættelse af en forhandling ( 11 ); det er fastsat, at arbejdsgiveren skal indlede den i tilstrækkelig god tid, dvs. på et tidspunkt, hvor en forhandling kan have den funktion at give arbejdstagernes repræsentanter mulighed for effektivt at tage del i denne forhandling.

54.

For at denne deltagelse kan være effektiv, må den imidlertid finde sted på et tidspunkt, hvor det er tilstrækkeligt fastlagt, hvad der skal forhandles om; et sådant tidspunkt kan ikke være samtidigt med, at det kan konstateres, at arbejdsgiveren har til hensigt at foretage kollektive afskedigelser, eller i det mindste at vedkommende allerede overvejer muligheden heraf som følge af planlagte tiltag. Det er først på det tidspunkt muligt at anse arbejdsgiveren for forpligtet til at indlede konsultationer. Forud for dette tidspunkt kan der ikke bestå en egentlig mulighed for arbejdstagernes repræsentanter for at deltage i beslutningsprocessen vedrørende arbejdstagernes stillinger og reelle alternativer til kollektive afskedigelser; følgelig ville konsultationer ikke tjene deres formål.

55.

I betragtning af, at konsekvensen af at påtænke kollektive afskedigelser indtræder automatisk — som det klart fremgår af ordlyden i artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 — og at denne konsekvens kun indtræder, hvis der foreligger en hensigt eller plan fra arbejdsgiverens side om at foretage kollektive afskedigelser, må det forhold, at kollektive afskedigelser påtænkes, anses for kun at foreligge, når der efter omstændighederne kan foretages konsultationer, hvorigennem der kan iværksættes en forhandling, hvis genstand er tilstrækkeligt bestemt.

56.

Henset til konsultationsforpligtelsens formål og nødvendigheden af at kunne konstatere en hensigt hos arbejdsgiveren til at iværksætte kollektive afskedigelser, bør en beslutning, som indebærer, at der muligvis — i fremtiden — vil være behov for kollektive afskedigelser, ikke anses for omfattet af ordet»påtænker«, eftersom denne beslutning ikke er udtryk for en hensigt hos arbejdsgiveren om at foretage kollektive afskedigelser eller for en konkret plan herom.

57.

Følgelig finder jeg, at den første fortolkning, som den forelæggende ret har foreslået i det første præjudicielle spørgsmål, vedrørende den situation, hvor arbejdsgiveren har truffet foranstaltninger, hvorefter der er et behov for kollektiv afskedigelse, ligner situationen, hvor arbejdsgiveren måske burde overveje kollektive afskedigelser, men endnu ikke har til hensigt at foretage sådanne. Under hensyntagen til dommen i sagen Dansk Metalarbejderforbund og Specialarbejderforbundet i Danmark og den betydning, som ordet »påtænker« skal tillægges i lyset af konsultationsforpligtelsens funktion, kan direktiv 98/59 efter min opfattelse stadig ikke finde anvendelse i en sådan situation. Faktisk refererer udtrykket »der er behov for«, som den forelæggende ret har anvendt, for mig at se til et forstadium, hvor arbejdsgiveren endnu ikke har planlagt eller overvejet kollektive afskedigelser.

58.

I betragtning heraf bemærkes, at den anden fortolkning, som den forelæggende ret har foreslået i det første præjudicielle spørgsmål, hvorefter artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 skal opfattes således, at konsultationsforpligtelsen opstår, når arbejdsgiveren overvejer at træffe foranstaltninger, som følge af hvilke der kan forventes at opstå et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdstagere, er udtryk for en situation, som ligger endnu tidligere i forløbet end situationen omhandlet i den første fortolkning. Ikke nok med at arbejdsgiveren i en sådan situation endnu hverken har planlagt eller overvejet kollektive afskedigelser, det henstår endnu i det uvisse, om der vil opstå et sådant behov.

59.

Heraf følger efter min opfattelse, at såvel den første som den anden fortolkning foreslået i det første præjudicielle spørgsmål afspejler situationer, hvor direktiv 98/59 ikke kan finde anvendelse.

60.

Henset til ovenstående betragtninger, foreslår jeg Domstolen, at det første spørgsmål stillet af den forelæggende ret besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at hverken den situation, hvor arbejdsgiveren har truffet foranstaltninger, hvorefter der er et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdstagere, eller den situation, hvor arbejdsgiveren overvejer at træffe foranstaltninger, som følge af hvilke der kan forventes at opstå et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdstagere, er omfattet af udtrykket »påtænker at foretage kollektive afskedigelser«. Dette udtryk skal forstås således, at det refererer til det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har til hensigt at foretage kollektive afskedigelser eller i det mindste allerede overvejer muligheden heraf som følge af planlagte tiltag.

61.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forpligtelsen til at iværksætte konsultationer, »når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser« og »i tilstrækkelig god tid«, fordrer, at konsultationerne påbegyndes, inden arbejdsgiveren er i stand til at give de oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), i direktiv 98/59. Spørgsmålet angår således forholdet mellem tidspunktet for påbegyndelse af konsultationer og forpligtelsen til at meddele arbejdstagernes repræsentanter de oplysninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59.

62.

Det bemærkes, at det klart fremgår af ordlyden af artikel 2, stk. 3, første afsnit, i direktiv 98/59, at arbejdsgiveren skal give oplysningerne »i tilstrækkelig god tid under konsultationerne« for at »gøre det muligt for arbejdstagernes repræsentanter at fremsætte konstruktive forslag«.

63.

I betragtning af, at oplysningerne omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 3, litra b), nr. i)-iv), ifølge det nævnte stk. 3, første afsnit, skal gives under konsultationerne, følger det logisk set heraf, at forpligtelsen til at give alle de krævede oplysninger ikke nødvendigvis skal opfyldes på det tidspunkt, hvor konsultationerne indledes, men at det endog kan ske under konsultationerne.

64.

Ifølge bestemmelsens logik skal arbejdsgiveren nemlig holde arbejdstagerne orienteret om udviklingen og give dem alle relevante oplysninger under hele konsultationsforløbet. Denne fleksibilitet er nødvendig, henset til, at oplysningerne kan blive tilgængelige på forskellige tidspunkter under konsultationsprocessen, hvorfor arbejdsgiveren først under konsultationerne har mulighed for fuldt ud at give oplysningerne omhandlet i artikel 2, stk. 3, litra b), i direktiv 98/59.

65.

Denne fleksibilitet er så meget desto mere nødvendig som det udtrykkeligt følger af nævnte stk. 3, at formålet med at meddele oplysningerne »i tilstrækkelig god tid« er at »gøre det muligt for arbejdstagernes repræsentanter at fremsætte konstruktive forslag« under konsultationsprocessen. Følgelig skal forpligtelsen til at meddele oplysninger forstås således, at dens formål er at give arbejdstagerne en så fuldstændig og effektiv adgang til at deltage i konsultationsprocessen som muligt, og for at kunne det skal oplysningerne gives lige op til konsultationerne.

66.

Heraf følger, at tidspunktet for påbegyndelse af konsultationerne ikke er afhængigt af, at arbejdsgiveren allerede er i stand til at give arbejdstagerne alle oplysningerne nævnt i artikel 2, stk. 3, litra b), i direktiv 98/59.

67.

Henset til ovenstående betragtninger, foreslår jeg Domstolen, at det andet spørgsmål stillet af den forelæggende ret besvares med, at tidspunktet for påbegyndelse af konsultationerne om kollektive afskedigelser ikke er afhængigt af, at arbejdsgiveren allerede er i stand til at give arbejdstagernes repræsentanter alle de krævede oplysninger i henhold til artikel 2, stk. 3, litra b), i direktiv 98/59.

68.

Med det tredje spørgsmål har den forelæggende ret spurgt Domstolen, om bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, skal fortolkes i sammenhæng med artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 således, at forpligtelsen til at påbegynde konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter opstår, når enten arbejdsgiveren eller et moderselskab med bestemmende indflydelse på arbejdsgiveren påtænker kollektive afskedigelser. Med det fjerde spørgsmål har den forelæggende ret spurgt, om der for en koncerns vedkommende skal være tale om, at moderselskabets vurdering af behovet for påtænkte kollektive afskedigelser er så konkret, at den vedrører en bestemt arbejdsgivers arbejdstagere, for at forpligtelsen til at indlede konsultationer opstår.

69.

Indledningsvis bemærkes, at arbejdsgiverens forpligtelser med hensyn til information, høring og underretning ifølge artikel 2, stk. 4, første afsnit, i direktiv 98/59 finder anvendelse, uanset om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af.

70.

Med hensyn til bestemmelsens ordlyd har den forelæggende ret henledt opmærksomheden på dels den forskellige formulering i stk. 1 og 4 i nævnte artikel 2 (stk. 1 refererer til tilfælde, hvor arbejdsgiveren »påtænker« at foretage kollektive afskedigelser, hvorimod stk. 4 omhandler en »beslutning« om de kollektive afskedigelser), dels at der i visse sprogversioner af stk. 4 er anvendt forskellige tider for det udsagnsord, der udgør udsagnsleddet i forhold til »beslutningen« (f.eks. anvendelsen af datid (passiv form) på tysk: »getroffen wurde«, nutid (passiv form) på engelsk: »is being taken«, nutid på fransk: »émane« og førnutid på finsk: »on päättänyt«).

71.

Angående den forskellige formulering i nævnte stk. 1 og 4 mener jeg, at for det første en systematisk fortolkning af direktiv 98/59 og for det andet formålet med direktivets artikel 2, stk. 4, skal tages i betragtning.

72.

For så vidt angår den systematiske fortolkning af direktiv 98/59 bemærkes, at hovedreglen om, hvornår konsultationsforpligtelsen opstår, er fastsat i nævnte direktivs artikel 2, stk. 1; artikel 2, stk. 4, har en rent supplerende funktion i forhold til stk. 1. Formålet med stk. 4 er nemlig at bekræfte, at arbejdsgiverens konsultationsforpligtelse omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, også gælder, når arbejdsgiveren er et datterselskab. Derfor kan den anderledes sprogbrug i den supplerende bestemmelse i nævnte stk. 4 ikke ændre hovedreglens betydning. Tværtimod skal den supplerende bestemmelse forstås i lyset af hovedreglen.

73.

Følgelig skal ordet »beslutning« i artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 forstås i bred forstand i lyset af direktivets artikel 2, stk. 1, der — som det er fremhævet i punkt 54 i dette forslag til afgørelse — ved at indeholde udsagnsordet »påtænker« refererer til et tidspunkt forud for en beslutning om afskedigelser, hvor man planlægger eller forventer at foretage kollektive afskedigelser.

74.

Derfor mener jeg, at artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 ikke skal fortolkes således, at konsultationsforpligtelsen opstår, når moderselskabet har truffet en beslutning om kollektiv afskedigelse, men tværtimod sådan, at forpligtelsen indtræder på det tidspunkt, hvor enten arbejdsgiveren eller en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, påtænker dette, dvs. planlægger eller forventer at foretage kollektive afskedigelser.

75.

Denne fortolkning bekræftes af, at formålet med direktiv 98/59, som det kommer til udtryk i direktivets artikel 2, stk. 2, er at undgå kollektive afskedigelser eller i det mindste at begrænse antallet af berørte arbejdstagere ved hjælp af konsultationerne. Dette formål ville ikke kunne opnås, hvis konsultationerne fandt sted efter en beslutning om kollektiv afskedigelse truffet af moderselskabet med bestemmende indflydelse på den arbejdsgiver, som står over for at skulle foretage disse afskedigelser ( 12 ).

76.

I betragtning af de foregående bemærkninger er det ikke nødvendigt at undersøge forskellene mellem de forskellige sprogversioners brug af tider i de udsagnsord, der udgør udsagnsleddet i forhold til ordet »beslutning«, og det må anses for irrelevant, at der anvendes datid i visse sprogversioner af artikel 2, stk. 4, direktiv 98/59.

77.

Følgelig skal artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 4, fortolkes således, at forpligtelsen til at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter for en koncerns vedkommende opstår, når enten arbejdsgiveren eller en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, planlægger eller forventer at foretage kollektive afskedigelser.

78.

Opmærksomheden skal imidlertid henledes på, at overholdelsen af denne konsultationsforpligtelse — således som det er understreget i punkt 38 og 40 i dette forslag til afgørelse — påhviler arbejdsgiveren uafhængigt af, om det er arbejdsgiveren eller moderselskabet, der planlægger eller forventer at foretage kollektive afskedigelser.

79.

Der må for mig at se tages udgangspunktet i denne konstatering ved besvarelsen af den forelæggende rets fjerde spørgsmål, hvorved den har spurgt, om der for en koncerns vedkommende skal være tale om, at det allerede er fastlagt, hvilket datterselskabs arbejdstagere der vil blive berørt af de kollektive afskedigelser, for at forpligtelsen til at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter indtræder.

80.

I betragtning af, at forpligtelsen til at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter påhviler arbejdsgiveren, er jeg af den opfattelse, at forpligtelsen først opstår, når moderselskabet med bestemmende indflydelse har udpeget det datterselskab, hvori kollektive afskedigelser påtænkes foretaget. Det er kun datterselskabet, der som arbejdsgiver kan indlede sådanne konsultationer, hvis formål er at nå frem til en aftale med arbejdstagernes repræsentanter.

81.

Formålet med konsultationsforpligtelsen, der som fremhævet i punkt 53 i dette forslag til afgørelse er at give arbejdstagernes repræsentanter en egentlig mulighed for at deltage i beslutningsprocessen vedrørende arbejdstagernes stillinger, ville ikke kunne opfyldes for det tilfælde, at konsultationsforpligtelsen opstod på et tidspunkt, hvor moderselskabet endnu ikke havde udpeget, hvilket datterselskab der ville blive berørt af de påtænkte kollektive afskedigelser. I så fald ville alle datterselskaber i en koncern være forpligtet til på samme tid at indlede konsultationer i en situation, hvor ingen endnu ville vide, hvad der kunne forhandles om, og om konsultationerne egentlig var påkrævede. Dermed ville der ikke være en egentlig mulighed for arbejdstagernes repræsentanter for at deltage i beslutningsprocessen i en sådan situation.

82.

Følgelig mener jeg, at konsultationsforpligtelsen opstår, når moderselskabet med bestemmende indflydelse har udpeget det datterselskab, der berøres af de påtænkte kollektive afskedigelser.

83.

Henset til ovenstående betragtninger, foreslår jeg Domstolen, at det tredje og fjerde spørgsmål stillet af den forelæggende ret besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 4, skal fortolkes således, at forpligtelsen til at påbegynde konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter for en koncerns vedkommende opstår, når enten arbejdsgiveren eller en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, planlægger eller forventer at foretage kollektive afskedigelser. I tilfælde, hvor det er moderselskabet, der påtænker det, opstår konsultationsforpligtelsen først, når det er fastlagt, hvilket datterselskab der berøres af disse afskedigelser.

84.

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om arbejdsgiveren skal afslutte konsultationsproceduren omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, inden moderselskabet træffer beslutning om kollektive afskedigelser. I bekræftende fald spørger den forelæggende ret med det sjette spørgsmål, hvilken karakter moderselskabets beslutning skal have, for at konsultationsproceduren skal afsluttes. Retten foreslår to muligheder, nemlig dels en beslutning, hvis umiddelbare konsekvens er iværksættelse af kollektiv afskedigelse i et datterselskab, dels en forretningsmæssig eller strategisk beslutning, som følge af hvilken kollektiv afskedigelse i datterselskabet er sandsynlig, men ikke endelig bestemt.

85.

Svaret på det femte spørgsmål kan efter min opfattelse udledes af Junk-dommen. I denne dom fastslog Domstolen, at en ansættelseskontrakt først kan opsiges, når konsultationsproceduren er afsluttet, dvs. efter at arbejdsgiveren har overholdt forpligtelserne i artikel 2 i direktiv 98/59 ( 13 ). Heraf følger, at konsultationsproceduren skal være afsluttet, inden der træffes beslutning om kollektiv afskedigelse.

86.

Hvad angår tilfælde, hvor en beslutning om iværksættelse af kollektiv afskedigelse i et datterselskab træffes af moderselskabet, minder jeg om, at konsultationsforpligtelsen ifølge artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 finder anvendelse, uanset om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, eller — som det er præciseret i besvarelsen af det tredje spørgsmål — uanset om det er arbejdsgiveren eller en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, der påtænker disse afskedigelser.

87.

Følgelig mener jeg, at et moderselskab først kan træffe en beslutning om iværksættelse af kollektive afskedigelser i et datterselskab, og datterselskabet i sin egenskab af arbejdsgiver herefter opsige de ansattes ansættelseskontrakter, når konsultationsproceduren i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59 er afsluttet.

88.

Denne fortolkning bekræftes af, at formålet med direktiv 98/59, som det kommer til udtryk i direktivets artikel 2, stk. 2, er at undgå kollektive afskedigelser eller i det mindste at begrænse antallet af berørte arbejdstagere ved hjælp af konsultationerne. Som det allerede er fremhævet i punkt 75 i dette forslag til afgørelse, ville dette formål ikke kunne opnås, hvis konsultationerne fandt sted efter, at moderselskabet havde truffet beslutning om kollektive afskedigelser ( 14 ).

89.

For så vidt angår det sjette spørgsmål, hvorved den forelæggende ret har spurgt, hvilken karakter moderselskabets beslutning skal have, for at konsultationsproceduren skal afsluttes, følger det efter min opfattelse allerede af besvarelsen af det første og det femte spørgsmål, at der skal være tale om en beslutning om kollektiv afskedigelse svarende til den forelæggende rets første forslag.

90.

Med hensyn til den forelæggende rets andet forslag, hvorefter konsultationsproceduren skal være afsluttet inden en forretningsmæssig eller strategisk beslutning, som følge af hvilken kollektiv afskedigelse i datterselskabet er sandsynlig, men ikke endelig bestemt, henviser jeg til besvarelsen af det første spørgsmål.

91.

Henset til, at en arbejdsgivers beslutning, hvorefter der er et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdstagere, ifølge betragtningerne i punkt 60 i dette forslag til afgørelse, ikke er omfattet af udtrykket »påtænker at foretage kollektive afskedigelser«, må det konstateres, at denne beslutning, som ikke er et egnet udgangspunkt for påbegyndelse af konsultationerne, er endnu mindre egnet som afslutning på konsultationerne.

92.

I betragtning af, at det ifølge artikel 2, stk. 4, i direktiv 98/59 er underordnet i forhold til konsultationsforpligtelsen, om beslutningen om kollektive afskedigelser træffes af arbejdsgiveren eller af en virksomhed med bestemmende indflydelse, som arbejdsgiveren er en del af, bemærkes, at konstateringen i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse vedrørende en beslutning truffet af arbejdsgiveren også gælder en beslutning truffet af moderselskabet, hvorefter der er et behov for kollektiv afskedigelse af arbejdsgiverens arbejdstagere.

93.

Henset til ovenstående betragtninger, foreslår jeg Domstolen, at det femte og sjette spørgsmål stillet af den forelæggende ret besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 98/59, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 4, skal fortolkes således, at konsultationsproceduren for en koncerns vedkommende skal være afsluttet af arbejdsgiveren, inden moderselskabet træffer beslutning om kollektiv afskedigelse. En forretningsmæssig eller strategisk beslutning, truffet af moderselskabet, som følge af hvilken kollektiv afskedigelse i datterselskabet er sandsynlig, men ikke endelig bestemt, er ikke afgørende for, på hvilket tidspunkt konsultationerne med arbejdstagernes repræsentanter skal være afsluttet.

94.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger, foreslår jeg Domstolen at besvare de af Korkein oikeus stillede præjudicielle spørgsmål således: