Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62007CN0513

    Sag C-513/07 P: Appel iværksat den 21. november 2007 af AGC Flat Glass Europe SA, tidligere Glaverbel SA, til prøvelse af dom afsagt den 12. september 2007 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-141/06, Glaverbel SA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM) (Varemærker og Design)

    EUT C 51 af 23.2.2008, p. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    23.2.2008   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 51/31


    Appel iværksat den 21. november 2007 af AGC Flat Glass Europe SA, tidligere Glaverbel SA, til prøvelse af dom afsagt den 12. september 2007 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-141/06, Glaverbel SA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM) (Varemærker og Design)

    (Sag C-513/07 P)

    (2008/C 51/53)

    Processprog: engelsk

    Parter

    Appellant: AGC Flat Glass Europe SA, tidligere Glaverbel SA (ved lawyers S. Möbus og T. Koerl)

    Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Dom afsagt den 12. september 2007 af Retten i Første Instans i sag T-141/06 vedrørende EF-varemærkeansøgning nr. 3183068 ophæves.

    Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom afsagt af Retten i Første Instans er støttet på en ukorrekt fortolkning af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 (1), der skyldes en forkert afgrænsning af den tilsigtede kundekreds og en forkert afgrænsning af det område, der skal tages i betragtning.

    1.

    I modsætning til, hvad Retten i Første Instans lagde til grund, består den tilsigtede kundekreds af fagfolk inden for glasindustrien alene. Retten i Første Instans foretog således en fejlagtig anvendelse af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94 i forhold til afgrænsningen af den tilsigtede kundekreds.

    2.

    I modsætning til, hvad Retten i Første Instans lagde til grund, var det ukorrekt, at Harmoniseringskontoret vurderede de fremlagte beviser for, at der var opnået fornødent særpræg, i forhold til hver enkelt medlemsstat for sig, da dette åbenbart er i strid med artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 40/94, hvorefter det kræves, at der er opnået fornødent særpræg som følge af brug i hele Fællesskabet. I stedet for at foretage en vurdering af antallet af medlemsstater, skulle Harmoniseringskontoret have betragtet de fremlagte beviser som helhed og have vurderet, om de gav et sammenhængende billede af vedvarende brug inden for et tilstrækkeligt stort geografisk område i løbet af en tilstrækkelig lang periode forud for ansøgningstidspunktet.


    (1)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).


    Top