1

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82, s. 16), idet den har opretholdt bestemmelserne i artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428 af (almindeligt tillæg til GURI nr. 10 af , herefter »lov nr. 428/1990«) i tilfælde af en »krisesituation« som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675 af (GURI nr. 243 af , herefter »lov nr. 675/1977«), således at arbejdstagernes rettigheder i henhold til direktivets artikel 3 og 4 ikke er beskyttet i tilfælde af overførsel af en virksomhed, hvorom det er fastslået, at den er kriseramt.

2

Artikel 3 i direktiv 2001/23 bestemmer:

»1.   Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen, overgår som følge af denne overførsel til erhververen.

Medlemsstaterne kan bestemme, at overdrageren og erhververen efter datoen for overførslen hæfter solidarisk for forpligtelser, der er opstået inden datoen for overførslen som følge af en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, der bestod på datoen for overførslen.

2.   Medlemsstaterne kan træffe passende foranstaltninger for at sikre, at overdrageren giver erhververen underretning om alle de rettigheder og forpligtelser, der vil blive overført til erhververen i henhold til denne artikel, for så vidt overdrageren er eller burde være bekendt med disse rettigheder og forpligtelser på tidspunktet for overførslen. […]

3.   Efter overførslen skal erhververen opretholde de løn- og arbejdsvilkår, som ifølge en kollektiv overenskomst gjaldt for overdrageren, indtil den kollektive overenskomst opsiges eller udløber, eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får virkning.

Medlemsstaterne kan begrænse den periode, hvori løn- og arbejdsvilkårene skal opretholdes, idet den dog ikke kan være kortere end ét år.

3

I artikel 4 i direktiv 2001/23 er følgende fastsat:

»1.   Overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

[…]«

4

Artikel 5 i direktiv 2001/23 har følgende ordlyd:

»1.   Medmindre medlemsstaterne bestemmer andet, gælder artikel 3 og 4 ikke for overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og som er under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed (som kan være en kurator, der er godkendt af en kompetent offentlig myndighed).

2.   Når artikel 3 og 4 gælder for overførsel under en insolvensbehandling, som er indledt mod en overdrager (uanset om behandlingen er indledt med henblik på realisering af overdragerens aktiver), og forudsat at denne behandling gennemføres under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed (som kan være en kurator, der er fastsat ved national lovgivning), kan en medlemsstat bestemme:

3.   En medlemsstat kan anvende stk. 2, litra b), på en overførsel, når overdrageren befinder sig i en alvorlig økonomisk krise som defineret i den nationale lovgivning, forudsat at en sådan situation er fastslået af en kompetent offentlig myndighed og er åben for retlig kontrol, samt at den nationale lovgivning allerede indeholdt sådanne bestemmelser den 17. juli 1998.

[…]«

5

Artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 bestemmer:

»5.   Når overførslen vedrører virksomheder eller produktionsenheder, med hensyn til hvilke CIPI [Den Interministerielle Komité for Samordning af Industripolitikken] har truffet afgørelse om, at de er kriseramte, jf. artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675 af 1977 […], er de arbejdstagere, der fortsætter i arbejdsforholdet i forhold til erhververen, ikke omfattet af artikel 2112 i codice civile, medmindre de i aftalen fastsatte ansættelsesvilkår er gunstigere. Ved nævnte aftale kan det desuden bestemmes, at overførslen ikke vedrører overskydende personale, og at dette helt eller delvis forbliver ansat hos overdrageren.

6.   De arbejdstagere, der ikke ansættes af erhververen, forpagteren eller den nye bestyrer, har en fortrinsret med hensyn til ansættelser, som disse sidstnævnte foretager i løbet af en periode på et år fra overførslen eller i en længere periode, der er fastsat ved kollektiv overenskomst. Artikel 2112 i codice civile finder ikke anvendelse på ovennævnte arbejdstagere, når de ansættes af erhververen, forpagteren eller den nye bestyrer efter overførslen af virksomheden.«

6

I overensstemmelse med lov nr. 675/1977 gør afgørelsen om, at en virksomhed er kriseramt, jf. lovens artikel 2, stk. 5, litra c), det muligt for virksomheden midlertidigt at få Cassa integrazione guadagni straordinaria (den særlige arbejdsløshedskasse, herefter »CIGS«) til at udbetale løn til alle eller en del af dens ansatte.

7

Artikel 2112 i codice civile, som ændret ved lovdekret nr. 18 af 2. februar 2001 (GURI nr. 43 af , herefter »codice civile«), bestemmer:

«1.   Ved overførsel af virksomheder fortsætter arbejdsforholdet med erhververen, og arbejdstageren bibeholder alle de rettigheder, der følger heraf.

2.   Overdrageren og erhververen hæfter solidarisk for alle de rettigheder, som arbejdstageren har erhvervet på tidspunktet for overførslen. […]

3.   Erhververen er forpligtet til at stille de økonomiske og lovpligtige ydelser til rådighed, der er fastsat i de kollektive overenskomster, uanset om de er indgået på nationalt eller regionalt niveau, og i de virksomhedsaftaler, der var gældende på overførselstidspunktet, indtil de udløber, medmindre de erstattes af andre overenskomster, der finder anvendelse på erhververens virksomhed. Erstatningen har kun virkning i forholdet mellem kollektive overenskomster, der er indgået på samme niveau.

4.   Uanset arbejdstagerens mulighed for at udøve sin ret til at forlade virksomheden som omhandlet i de gældende bestemmelser om afskedigelser, udgør overførslen i sig selv ikke nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. […]

[…]«

8

Ved åbningsskrivelse af 10. april 2006 henledte Kommissionen de italienske myndigheders opmærksomhed på den omstændighed, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 kan udgøre en tilsidesættelse af direktiv 2001/23, for så vidt som en arbejdstagerne i en virksomhed under CIGS-ordningen, der er overført til erhververen, ikke kan nyde godt af de rettigheder, de er tillagt i medfør af artikel 2112 i codice civile, bortset fra eventuelle garantier i en faglig aftale.

9

Den Italienske Republik bestred ved skrivelse af 8. august 2006, at den har tilsidesat sine forpligtelser, idet den anførte, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 er i overensstemmelse med direktiv 2001/23.

10

Ved skrivelse af 23. marts 2007 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Den Italienske Republik, hvori den konkluderede, at medlemsstaten havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2001/23, og opfordrede den til at træffe de fornødne foranstaltninger for at efterkomme den begrundede udtalelse inden for en frist af to måneder fra modtagelsen. Den Italienske Republik besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af , idet den i det væsentlige gentog sine tidligere argumenter.

11

På denne baggrund har Kommissionen besluttet at anlægge denne sag.

12

Det skal indledningsvis præciseres, at Kommissionen i stævningen har gjort gældende, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 ikke er i overensstemmelse med direktiv 2001/23, for så vidt som bestemmelsen ikke sikrer arbejdstagerne anvendelse af artikel 2112 i codice civile, der gennemfører de garantier, der er omhandlet i artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23, i tilfælde af overførsel af en virksomhed, hvorom det er fastslået, at den er kriseramt.

13

Efter at Den Italienske Republik har afgivet visse bemærkninger og foranlediget af et spørgsmål fra Domstolen har Kommissionen i sin replik og under retsmødet frafaldet anbringendet om, at artikel 47, stk. 5 og 6, ikke er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, andet afsnit, og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2001/23.

14

Kommissionen har gjort gældende, at ved at udelukke anvendelsen af artikel 2112 i codice civile på overførsel af en virksomhed, hvorom det er fastslået, at den er kriseramt, fortaber de arbejdstagere, hvis virksomhed er genstand for en overførsel, retten til anerkendelse af deres anciennitet, af deres løn, af deres erhvervserfaring samt retten til de ydelser i forbindelse med alderdom, der følger af den lovpligtige sociale sikringsordning, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2001/23. De fortaber ligeledes retten til i mindst ét år at opretholde de arbejdsvilkår, der er fastlagt ved kollektiv overenskomst, således som dette er tilsikret dem ved direktivets artikel 3, stk. 3.

15

Kommissionen har anført, at artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/23 gør det muligt ikke at anvende artikel 3, stk. 1 og 3, på ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte, der tildeles uden for rammerne af medlemsstaternes lovbestemte sociale sikringsordninger, men medlemsstaterne skal i så fald træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagernes interesser. Den omtvistede italienske lovgivning opfylder imidlertid ikke dette krav.

16

Artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 er desuden efter Kommissionens opfattelse ikke i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2001/23, eftersom denne sidstnævnte bestemmelse — idet den forbyder afskedigelser, der udelukkende er begrundet i overførslen — ikke er til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der indebærer beskæftigelsesmæssige ændringer. Den omstændighed, at det med hensyn til en virksomhed fastslås, at den er kriseramt, medfører således ikke nødvendigvis og konsekvent, at der indtræder beskæftigelsesmæssige ændringer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4 i direktiv 2001/23. Derudover binder erklæringen om, at virksomheden er kriseramt, kun overdrageren, hvorimod de forpligtelser, der følger af artikel 4 i direktiv 2001/23, også finder anvendelse på erhververen.

17

Ifølge Kommissionen har overførsel af en virksomhed, hvorom det er fastslået, at den er kriseramt, ikke karakter af en overførsel af en virksomhed i forbindelse med en konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, og som er under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed. Det er imidlertid den eneste situation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/23, der gør det muligt ikke at anvende direktivets artikel 3 og 4.

18

Artikel 5, stk. 2, i direktiv 2001/23 finder heller ikke anvendelse på proceduren vedrørende konstatering af, at der foreligger en krisesituation, for så vidt som det dels er angivet som en forudsætning i denne bestemmelse, at der sker en anvendelse af artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23, og artikel 5, stk. 2, og den dels kun er anvendelig i en situation, hvor der er foretaget en overførsel under en insolvensbehandling, med hvilken den i sagen omhandlede ikke kan sidestilles, henset til det, som Domstolen fastslog i dom af 7. december 1995, Spano m.fl. (sag C-472/93, Sml. I, s. 4321).

19

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23, der giver adgang til at anvende samme bestemmelses stk. 2, litra b), ved en overførsel i en alvorlig økonomisk krisesituation, kan heller ikke finde anvendelse, eftersom artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/23 udelukkende giver medlemsstaterne beføjelse til at tillade overdrageren og arbejdstagernes repræsentanter at aftale ændringer i arbejdsvilkårene under visse omstændigheder og således ikke giver dem mulighed for — som det er fastsat i artikel 47, stk. 5 og 6, lov nr. 428/90 — at udelukke anvendelsen af artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23.

20

Den Italienske Republik har bestridt, at der foreligger et traktatbrud, idet den for det første har gjort gældende, at den ikke kan foreholdes ikke at anvende artikel 2112 i codice civile, når der i direktiv 2001/23 er fastsat en fakultativ garanti. Dette kunne eksempelvis være tilfældet med hensyn til ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, hvis overførsel er udelukket i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2001/23, og dette medmindre medlemsstaterne træffer anden bestemmelse.

21

Medlemsstaten har for det andet gjort gældende, at i tilfælde, hvor direktiv 2001/23 fastsætter obligatoriske garantier, nemlig i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, første afsnit, og i stk. 3, samt i artikel 4, foreskriver det desuden udtrykkeligt mulighed for at gøre undtagelser herfra under særlige omstændigheder.

22

For så vidt angår garantien i artikel 4 i direktiv 2001/23 har Den Italienske Republik anført, at proceduren til konstatering af, at der foreligger en krisesituation, altid tager sigte på specifikke situationer, hvor en virksomhed er kriseramt, og hvor der foreligger særlige sociale hensyn til den lokale beskæftigelse og produktionen i den berørte økonomiske sektor, hvilket udgør omstændigheder, der berettiger afskedigelsen.

23

Artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 2001/23 udgør efter den italienske regerings opfattelse en undtagelse fra garantierne i direktivets artikel 3, stk. 1 og 3, der finder anvendelse i en situation, hvor en virksomhed er i krise, såsom den, der er omhandlet i lov nr. 675/1977, eftersom konstateringen af, at en virksomhed er kriseramt i lovens forstand, forudsætter, at virksomheden er insolvent.

24

Artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23, der vedrører en insolvensbehandling, som er indledt mod en overdrager »uanset om behandlingen er indledt med henblik på realisering af overdragerens aktiver«, finder nemlig anvendelse på proceduren vedrørende konstateringen af, at der foreligger en krisesituation. I et sådant tilfælde er der, selv om artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23 finder anvendelse, i denne bestemmelse fastsat en vidtrækkende undtagelse, der gør det muligt, uanset bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23, ikke at overføre overdragerens økonomiske forpligtelser over for arbejdstagerne til erhververen, forudsat at denne behandling indebærer en beskyttelse, som mindst svarer til den, der gives i de situationer, der er omfattet af direktiv 80/987, som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union. CIGS-proceduren er af længere varighed og tager i overensstemmelse med artikel 47, stk. 6, i lov nr. 428/1990 sigte på en fortrinsret til ansættelse hos erhververen for det overskydende personale i forhold til eventuelle andre ansættelser, som vedkommende påtænker at foretage i løbet af det år, der følger efter virksomhedsoverførslen.

25

På samme måde udgør artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23, der ved en henvisning til samme bestemmelses stk. 2, litra b), gør det muligt at ændre arbejdstagerens arbejdsvilkår med henblik på at bevare beskæftigelsesmuligheder ved at sikre, at virksomheden kan overleve i tilfælde af en alvorlig økonomisk krise, en særlig undtagelse til den garanti, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23, der foreskriver en opretholdelse af arbejdsvilkårene i det mindste i et år. Artikel 47, stk. 5, i lov nr. 428/90 foreskriver en procedure, der på alle punkter er forenelig med den, der kræves for at anvende undtagelsen i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23. Det er nemlig en offentlig myndighed, der fastslår, at der foreligger en alvorlig økonomisk krise, det kræves, at beskæftigelsesmulighederne bevares, en aftale mellem overdrageren, erhververen og arbejdstagernes repræsentanter er nødvendig, og der udøves en retslig kontrol i det omfang, den fastsatte procedure ikke følges bl.a. med hensyn til indgåelsen af aftalen, idet parterne har ret til indbringe sagen for den kompetente ret.

26

Den Italienske Republik har endelig anført, at en fortolkning af direktiv 2001/23, hvorved det hindres, at overskydende arbejdskraft i virksomheden fortsat er ansat hos overdrageren, vil kunne stille de pågældende arbejdstagere mindre gunstigt, dels fordi en potentiel erhverver kunne blive afskrækket fra at overtage virksomheden, såfremt han skal beholde den overførte virksomheds overskydende personale, dels fordi dette personale vil blive afskediget og således miste alle de fordele, det eventuelt kunne have opnået ved at fortsætte arbejdsforholdet i forhold til overdrageren.

27

Det bemærkes indledningsvis, at Den Italienske Republik ikke har bestridt, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 berøver de overførte arbejdstagere under CIGS-ordningen — ved at udelukke dem fra anvendelsen af artikel 2112 i codice civile — de garantier, der er genstand for denne sag, såfremt det konstateres, at virksomheden er kriseramt. Medlemsstaten har derimod gjort gældende, at dette er i overensstemmelse med direktiv 2001/23, for så vidt som direktivet for det første foreskriver en fakultativ garanti i artikel 3, stk. 4, og for det andet udtrykkeligt gør det muligt at fravige de obligatoriske garantier, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, første afsnit, og i artikel 3, stk. 3, samt i artikel 4.

28

Under disse omstændigheder skal der for det første foretages en prøvelse af, om der i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/23 er fastsat en fakultativ garanti, der berettiger, at denne garanti udelukkes ved artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990.

29

Herved bemærkes, at der i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/23 er fastsat en undtagelse fra anvendelsen af samme bestemmelses stk. 1 og 3, hvorved erhververen pålægges at opretholde overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold samt arbejdsvilkårene ifølge en kollektiv overenskomst, indtil den kollektive overenskomst opsiges eller udløber, eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får virkning i mindst ét år.

30

Denne undtagelse vedrører arbejdstagernes ret til ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, der findes ud over medlemsstaternes lovbestemte sociale sikringsordninger. Denne undtagelse skal derfor — henset til det overordnede formål om beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder ved overførsel af virksomheder, der forfølges med direktivet — fortolkes strengt (jf. analogt dom af 4.6.2002, sag C-164/00, Beckmann, Sml. I, s. 4893, præmis 29).

31

Det bemærkes endvidere, at selv når medlemsstaterne benytter sig af denne undtagelse, skal de i henhold til artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23 træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom, herunder ydelser til efterladte, i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger som omhandlet i samme bestemmelses litra a).

32

Det følger heraf, at det — såfremt det antages, at udelukkelsen af forpligtelsen til at overføre ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til efterladte i henhold til supplerende forsikringsordninger i henhold til artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/90 er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2001/23 — ikke desto mindre må konstateres, at Den Italienske Republiks argumentation til støtte for, at udelukkelse af anvendelsen af artikel 2112 i codice civile på kriseramte virksomheder er i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/23, hviler på en urigtig og mangelfuld fortolkning af sidstnævnte bestemmelse. Dels er det nemlig kun de ydelser, der tildeles uden for rammerne af de lovpligtige sociale sikringsordninger — der er udtømmende opregnet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2001/23 — der kan unddrages fra forpligtelsen til at overføre arbejdstagernes rettigheder. Dels skal denne udelukkelse af forpligtelsen til overførsel ske i forbindelse med, at medlemsstaten træffer de nødvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagernes interesser i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 4, litra b), for så vidt angår deres ret til ydelser i forbindelse med alderdom, i henhold til de supplerende ordninger, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), hvilket Den Italienske Republik ikke har oplyst, at den har gjort.

33

Den Italienske Republiks argumentation til støtte for, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 er forenelig med artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/23, må følgelig forkastes.

34

Det skal for det andet efterprøves, om den af artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 følgende manglende anvendelse af artikel 3, stk. 1 og 3, samt af artikel 4 i direktiv 2001/23 er forenelig med direktivets egne bestemmelser, for så vidt som der heri udtrykkeligt er fastsat undtagelser fra de obligatoriske garantier, der er fastsat i samme direktiv.

35

Hvad for det første angår Den Italienske Republiks argument om, at de grunde, der berettiger afskedigelse ved en overførsel i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23, er opfyldt i de særlige tilfælde, hvor der foreligger en virksomhedskrise som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675/1977, bemærkes, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23 beskytter arbejdstagere mod afskedigelser, som alene begrundes med overførslen, såvel i forhold til overdrageren som i forhold til erhververen, samtidig med, at den er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

36

Det må imidlertid fastslås, at den omstændighed, at en virksomhed erklæres for kriseramt i medfør af lov nr. 675/1977, ikke nødvendigvis og konsekvent medfører beskæftigelsesmæssige ændringer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23. Desuden bemærkes, at de grunde, der kan berettige afskedigelser, i henhold til de omtvistede italienske bestemmelser kun kan finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor virksomheder er kriseramte, således som Den Italienske Republik selv har medgivet. Afgørelser om, at der foreligger en virksomhedskrise, kan derfor ikke nødvendigvis og konsekvent have karakter af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23.

37

Hvad for det andet angår Den Italienske Republiks argument om, at undtagelsen i artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23 finder anvendelse på afgørelsen af, om en virksomhed er kriseramt som omhandlet i artikel 47, stk. 6, i lov nr. 428/1990, bemærkes, at det fremgår af førstnævnte bestemmelses ordlyd, at medlemsstaterne, når artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23 gælder for overførsel under en insolvensbehandling, som er indledt mod en overdrager, og forudsat at denne behandling gennemføres under tilsyn af en kompetent offentlig myndighed, kan bestemme, at visse af overdragerens forpligtelser uanset direktivets artikel 3, stk. 1, ikke skal overgå til erhververen under de betingelser, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra a).

38

Artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23 giver således medlemsstaterne adgang til under visse betingelser at undlade at anvende visse af de garantier, der er fastsat i direktivets artikel 3 og 4, på en virksomhedsoverførsel, såfremt der indledes en insolvensprocedure, og denne procedure overvåges af en kompetent offentlig myndighed. Domstolen har imidlertid inden for rammerne af en præjudiciel procedure vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26), der gik forud for direktiv 2001/23, fandt anvendelse på overførsel af en virksomhed, der var genstand for en procedure med henblik på at konstatere, om der forelå en virksomhedskrise, fastslået, at denne procedure har til formål at begunstige en fortsættelse af virksomhedens aktiviteter med henblik på en senere overtagelse, at virksomheden derved ikke underkastes retslig kontrol, økonomisk sættes under administration eller opnår henstand med betalingerne (dommen i sagen Spano m.fl., præmis 28 og 29). Det bemærkes endvidere, at CIPI blot afgør, at virksomheden er kriseramt, og at denne konstatering gør det muligt for den berørte virksomhed midlertidigt at få CIGS til at udbetale løn til alle eller en del af dennes ansatte.

39

Det følger heraf, at proceduren til konstatering af, om der foreligger en virksomhedskrise, hverken kan anses for at forfølge et formål, der er analogt med det, der forfølges inden for rammerne af en insolvensprocedure som den, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23, eller for at finde sted under en kompetent offentlig myndigheds tilsyn som omhandlet i samme artikel.

40

Betingelserne for, at artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23 finder anvendelse, er følgelig ikke opfyldt i relation til den procedure, der er genstand for det foreliggende traktatbrud, og de argumenter, som Den Italienske Republik har fremført i denne henseende, må således forkastes.

41

Desuden bemærkes, at selv hvis det lægges til grund, at artikel 5, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/23 finder anvendelse på proceduren til konstatering af, om der foreligger en virksomhedskrise, således som Den Italienske Republik har hævdet, forholder det sig ikke desto mindre således, at bestemmelsen tager udgangspunkt i anvendelsen af artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23. Artikel 47, stk. 6, i lov nr. 428/1990 bestemmer derimod, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse.

42

Denne fortolkning underbygges i øvrigt af opbygningen af artikel 5 i direktiv 2001/23. I de tilfælde, hvor fællesskabslovgiver har villet udelukke anvendelsen af artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23, har den nemlig udtrykkeligt fastsat dette, således som det fremgår af selve ordlyden af direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter artikel 3 og 4 ikke gælder for overførsel af en virksomhed, når der mod overdrageren er indledt konkursbehandling eller en anden tilsvarende insolvensbehandling, som tager sigte på realisering af overdragerens aktiver, medmindre medlemsstaterne bestemmer andet.

43

Hvad for det tredje angår Den Italienske Republiks argument om, at artikel 47, stk. 5, i lov nr. 428/1990 er forenelig med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23, bemærkes, at denne bestemmelse giver medlemsstaterne adgang til at bestemme, at arbejdsvilkårene kan ændres i overensstemmelse med samme bestemmelses artikel 2, litra b), i forbindelse med en virksomhedsoverførsel, når overdrageren befinder sig i en alvorlig økonomisk krise, forudsat at en sådan situation er fastslået af en kompetent offentlig myndighed og er åben for retslig kontrol.

44

Det følger heraf, at hvis det antages, at situationen for den virksomhed, der er genstand for en afgørelse om, at den er kriseramt, kan anses for at have karakter af en alvorlig økonomisk krise, gør artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23 det muligt for medlemsstaterne af bestemme, at arbejdsvilkårene kan ændres med henblik på at bevare beskæftigelsesmuligheder ved at sikre, at virksomheden kan overleve, uden derved at berøve arbejdstagerne de rettigheder, de er tillagt ved artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23.

45

Det er imidlertid ubestridt, at artikel 47, stk. 5, i direktiv 428/1990 i tilfælde af overførsel af en virksomhed, hvorom der er truffet afgørelse om, at den er kriseramt, uden videre berøver arbejdstagerne de garantier, der er fastsat i artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23, og følgelig ikke blot ændrer arbejdsvilkårene, således som det er tilladt efter artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23.

46

I modsætning til Den Italienske Republiks standpunkt kan ændringer af arbejdsvilkårene i medfør af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23 ikke udgøre en særlig undtagelse til garantien i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23, der sikrer en opretholdelse af arbejdsvilkårene ifølge en kollektiv overenskomst i det mindste i et år efter overførslen. Da bestemmelserne i direktiv 2001/23 skal anses for præceptive, for så vidt som det ikke er tilladt at fravige disse til ugunst for arbejdstagerne, overgår de rettigheder og forpligtelser, der følger af en kollektiv overenskomst, som bestod på tidspunktet for overførslen, nemlig automatisk til erhververen alene på grund af overførslen (jf. dom af 9.3.2006, sag C-499/04, Werhof, Sml. I, s. 2397, præmis 26 og 27). Det følger heraf, at de ændringer af arbejdsvilkårene, der er tilladt efter artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23, forudsætter, at overførslen af arbejdstagernes rettigheder allerede har fundet sted.

47

Desuden er anvendelsen af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/23 betinget af, at den omhandlede procedure underkastes retslig kontrol. Den Italienske Republik har i denne henseende anført, at parterne har ret til at indbringe sagen for den kompetente ret, såfremt den fastsatte procedure ikke følges. Denne ret kan ikke anses for at udgøre en retslig kontrol som den, der er omhandlet i nævnte bestemmelse, da det deri forudsættes, at en domstol udøver en konstant kontrol med den virksomhed, hvorom det er fastslået, at den befinder sig i en alvorlig økonomisk krise.

48

Endvidere bemærkes for så vidt angår Den Italienske Republiks argument om, at en fortolkning af direktiv 2001/23, hvorved det hindres, at overskydende arbejdskraft i virksomheden fortsat er ansat hos overdrageren, vil kunne stille de pågældende arbejdstagere mindre gunstigt, at Domstolen har udtalt, at det ikke kan lægges til grund, at en bestemmelse som artikel 47, stk. 5, i lov nr. 428/1990, der medfører, at en virksomheds arbejdstagere mister de garantier, de har ifølge direktiv 2001/23, udgør en bestemmelse, der er gunstigere for arbejdstagerne i direktivets artikel 8's forstand (dommen i sagen Spano m.fl., præmis 33).

49

Det følger heraf, at Den Italienske Republiks argumentation, hvorefter den omstændighed, at artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1190 udelukker de garantier, der er fastsat i artikel 3, stk. 1 og 3, samt i artikel 4 i direktiv 2001/23, er i overensstemmelse med dette direktiv, må forkastes.

50

Henset til ovenstående bemærkninger bør Kommissionen gives medhold i sin påstand.

51

Det må følgelig fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2001/23, idet den har opretholdt bestemmelserne i artikel 47, stk. 5 og 6, i lov nr. 428/1990 i tilfælde af en »krisesituation«, som omhandlet i artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675/1977, således at arbejdstagernes rettigheder i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1 og 3, samt artikel 4 ikke er beskyttet i tilfælde af overførsel af en virksomhed, hvorom det er fastslået, at den er kriseramt.

52

Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):