1.

Gennem de sidste hundrede år har det nordamerikanske bryggeri Anheuser-Busch Inc. og det tjekkiske bryggeri Budějovický Budvar konfronteret hinanden i en endeløs række af retssager med det formål at få tildelt eneretten til betegnelserne Budweiser og Bud.

2.

Hovedsagen føres nu i Østrig ved Handelsgericht Wien (handelsret i første instans i Wien), som i 2001 forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål på området for netop denne konflikt, som blev besvaret ved dom af 18. november 2003, herefter »Bud I« ( 2 ).

3.

Efter en større rundtur blandt de overordnede retsinstanser er sagen nu kommet tilbage — stadig uden at være blevet løst — til handelsretten i Wien, som har besluttet at forelægge nye præjudicielle spørgsmål inden afsigelsen af sin dom.

4.

I det første spørgsmål, hvis formulering er ret kompleks, ønskes en fortolkning af forskellige afsnit i Bud I-dommen, særligt hvad angår de krav, som en ren geografisk betegnelse skal opfylde for at være i overensstemmelse med artikel 28 EF.

5.

Det andet og tredje spørgsmål vedrører det omtvistede spørgsmål om den udtømmende virkning af Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer ( 3 ). Med et noget overraskende udgangspunkt i en antagelse om, at der er tale om en kvalificeret geografisk angivelse, har Handelsgericht Wien rejst spørgsmål om gyldigheden af en national beskyttelse af denne type betegnelser eller af en bilateral beskyttelse, der ved traktat er udvidet til en anden medlemsstat, i lyset af to forskellige omstændigheder: på den ene side det forhold, at der ikke er blevet søgt om fællesskabsregistrering af betegnelsen, og på den anden side det forhold, at denne kvalificerede geografiske angivelse ikke er blevet medtaget i en medlemsstats tiltrædelsestraktat, til forskel fra andre angivelser for den pågældende drik.

6.

Lissabonaftalen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og deres internationale registrering ( 4 ) bestemmer i artikel 1, stk. 2, at de lande, der deltager i denne aftale ( 5 ), påtager sig på deres områder at beskytte de oprindelsesbetegnelser for varer, der stammer fra andre lande i den »særlige union«, og som er anerkendt som sådanne betegnelser i deres oprindelsesland og registreret ved det internationale bureau, som er nævnt i konventionen til oprettelse af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (herefter »WIPO«).

7.

I artikel 2, stk. 1, i Lissabonaftalen defineres »oprindelsesbetegnelse« som »en geografisk betegnelse på et land, en region eller en lokalitet, som tjener til at betegne en vare, som stammer herfra, idet dens kvalitet og kendetegn udelukkende eller i det væsentlige kan henføres til det geografiske område, herunder naturlige og menneskelige faktorer«. Oprindelsesbetegnelsen »Bud« blev registreret for øl ved WIPO den 10. marts 1975 med nr. 598 i henhold til Lissabonaftalen.

8.

Den 11. juni 1976 indgik Republikken Østrig og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet en traktat om beskyttelse af oprindelsesangivelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser for landbrugsprodukters og industrivarers oprindelse (herefter »den bilaterale konvention«) ( 6 ).

9.

I overensstemmelse med konventionens artikel 2 anvendes termerne geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser og andre betegnelser, der angiver oprindelsen, på enhver angivelse, der i henhold til konventionen direkte eller indirekte henviser til en vares oprindelse.

10.

I artikel 3, stk. 1, fastsættes følgende: »[…] de tjekkoslovakiske betegnelser, der er opregnet i en overenskomst indgået i henhold til artikel 6, er i Republikken Østrig udelukkende forbeholdt tjekkoslovakiske produkter«. I henhold til artikel 5, stk. 1, punkt B, nr. 2, henhører øl under de kategorier af tjekkiske produkter, der er beskyttet af den bilaterale konvention. Den pågældende overenskomsts bilag B, som konventionens artikel 6 henviser til, nævner endvidere Bud blandt de tjekkoslovakiske betegnelser for landbrugsprodukter og industrivarer (under overskriften »øl«).

11.

Ved forfatningslov nr. 4/1993 af 15. december 1992 bekræftede Den Tjekkiske Republik, at den overtog de rettigheder og forpligtelser, som i henhold til folkeretten påhvilede Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet på datoen for dens opløsning.

12.

Denne nye forordning om geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser gentager i alt væsentligt bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 2081/92 ( 7 ), som den ophæver og erstatter.

13.

I dens sjette betragtning mindes der om, at det »med hensyn til oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er nødvendigt at indføre en EF-holdning«, som vil sikre lige konkurrencevilkår for de producenter, der anvender sådanne betegnelser, og styrke produkternes værdi for forbrugerne.

14.

I artikel 2 beskrives, hvad der i forordningen forstås ved »oprindelsesbetegnelse« og »geografisk betegnelse«. Det bestemmes i stk. 1:

15.

For at et udtryk kan anvendes som oprindelsesbetegnelse eller som geografisk betegnelse er det ikke absolut nødvendigt, at det omfatter et stednavn, for i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordningen omfatter denne kategori også »traditionelle betegnelser«, enten geografiske eller af anden art, som betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, så længe de opfylder de nævnte betingelser i stk. 1.

16.

Artikel 5-7 i forordning nr. 510/2006 regulerer den såkaldte »normale procedure« for registrering af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, som består af to på hinanden følgende faser: Den første gennemføres for den nationale regering og den anden for Kommissionen.

17.

Ifølge artikel 5 stiles registreringsansøgninger til den relevante medlemsstat, som, såfremt betingelserne i forordning nr. 510/2006 er opfyldt, fremsender dokumentationen til Kommissionen.

18.

I artikel 5, stk. 6, i forordning nr. 510/2006 gives medlemsstaterne mulighed for midlertidigt at indrømme betegnelsen beskyttelse i henhold til forordningen på nationalt plan. Denne midlertidige beskyttelse har virkning fra den dato, hvor ansøgningen indgives til Kommissionen, og ophører på den dato, hvor der træffes afgørelse om registrering på EF-plan. »Den berørte medlemsstat bærer alene ansvaret for følgevirkningerne af en sådan midlertidig national beskyttelse«, hvis betegnelsen ikke bliver registreret.

19.

Optagelsen af ti nye stater i Den Europæiske Union i 2004 gjorde det nødvendigt at indføre visse overgangsforanstaltninger på området for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

20.

Dette formål opfylder forordning (EF) nr. 918/2004 ( 8 ), i hvis artikel 1 Den Tjekkiske Republik, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet gives bemyndigelse til at opretholde den nationale beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er gældende den 30. april 2004, jf. forordning (EØF) nr. 2081/92,

21.

Den nævnte artikel 1 bestemmer desuden i stk. 3, at »medlemsstaterne alene har ansvaret for virkningerne af denne beskyttelse, hvis betegnelsen ikke er registreret på EF-plan«.

22.

I bilag II til selve tiltrædelsesakten blev tre betegnelser for øl, der stammer fra den tjekkiske by České Budějovice, omfattet af fællesskabsbeskyttelse i kraft af deres registrering som beskyttede geografiske betegnelser:

23.

Kampen for at opnå eneretten til betegnelserne Budweiser og Bud har i mere end et århundrede været årsag til alvorlige stridigheder mellem den tjekkiske virksomhed Budejovický Budvar (Budweiser Budvar, herefter »Budvar«) og det amerikanske selskab Anheuser-Busch.

24.

Bryggeriet Budvar ( 10 ) har hjemsted i den tjekkiske by České Budějovice, som er berømt for en meget lang ølbryggertradition ( 11 ). Siden 1795 har de bryggerier, der senere blev fusioneret i det nuværende Budvar, fremstillet og solgt øl med betegnelserne »Budweis« ( 12 ), »Budweiser Bier« ( 13 ), »Budvar« eller »Budbräu« ( 14 ). Varemærket »Budweiser« blev registreret i 1895.

25.

Som stort set alle ølbryggere i Saint Louis (Missouri) stammede Anheuser-Busch-familien fra Tyskland ( 15 ). Det er derfor ikke så overraskende, at de, med deres kendskab til det renommé, som øl fra Budweis havde, i 1876 besluttede sig for at lancere en let øl på det amerikanske marked med navnet »Budweiser«, som senere blev efterfulgt af en anden øl med det forkortede navn »Bud«. Det var ikke kun betegnelsen for det tjekkiske øl, der blev taget i brug; også opskriften var inspireret af de produktionsmetoder, der blev anvendt i Bøhmen ( 16 ), og tilnavnet »the beer of kings« (kongernes øl), som anvendtes i Budweis, blev på etiketterne på den amerikanske øl omskrevet til »the king of beers« (øllenes konge). I februar 1906 afviste det nordamerikanske patentbureau Anheuser-Buschs ansøgning om anerkendelse af varemærket »Budweiser« på grund af dets geografiske karakter. Et år senere blev der imidlertid givet tilladelse til dets registrering i USA for en tiårig periode.

26.

Stigningen i samhandelen mellem begge sider af Atlanten medførte en konflikt, hvor de første retssager går helt tilbage til 1880. Siden da har retssagerne om anvendelsen af betegnelserne Budweiser og Bud været anlagt i talrige lande ( 17 ) med meget forskellige resultater til følge ( 18 ).

27.

Fællesskabets retsinstanser er heller ikke gået fri af denne globale strategi for tvistemål. Repræsentanterne for begge virksomheder (eller distributørerne af deres produkter) har ofte indbragt sager for Fællesskabets retsinstanser, hvorunder de har gjort gældende, at fællesskabslovgivningen er blevet tilsidesat.

28.

Anheuser-Busch har gentagne gange ansøgt om registrering af Budweiser og Bud som EF-varemærker (i form af ordmærker og figurmærker og i forskellige kategorier). Budvars modstand herimod under påberåbelse af ældre rettigheder gav anledning til en række afgørelser fra Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (KHIM, herefter »Harmoniseringskontoret«) og til efterfølgende sagsanlæg ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.

29.

I afgørelsen af 3. december 2003 ( 19 ) fra Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret blev Budvars indsigelse mod registreringen af Budweiser som EF-varemærke under klasse 32 (øl, […]) således taget til følge. Denne afgørelse blev indbragt for Retten i Første Instans, men der blev ikke truffet afgørelse, idet Anheuser-Busch trak sin ansøgning om registrering tilbage ( 20 ).

30.

Omvendt har Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sine afgørelser af 14. og 28. juni 2006 samt 1. september 2006 ( 21 ) tilladt registreringen af Bud som EF-varemærke på trods af indsigelserne fra Budvar, som havde påberåbt sig de bilaterale traktater mellem Østrig og Tjekkoslovakiet samt registreringen af den omstridte betegnelse som oprindelsesbetegnelse i WIPO, i overensstemmelse med Lissabonaftalen, og med virkning i Frankrig, Italien og Portugal ( 22 ). Appelkammeret fandt, at det er svært at opfatte Bud som en oprindelsesbetegnelse eller som en indirekte geografisk betegnelse, idet det skønnede, at de af Budvar fremførte beviser vedrørende anvendelsen af betegnelsen Bud, særligt i Østrig, Frankrig og Portugal, ikke var tilstrækkelige. Appelkammeret anførte ligeledes, at selve anvendelsen af tegnet Bud ikke på samme tid kan udgøre brugen af et varemærke og en oprindelsesbetegnelse, idet hver af disse opfylder forskellige og uforenelige funktioner. I sin nylige dom af 16. december 2008 ( 23 ) har Retten i Første Instans annulleret disse afgørelser fra Harmoniseringskontoret.

31.

Også Domstolen har allerede afsagt to domme i forbindelse med den generelle tvist mellem det tjekkiske selskab Budvar og det amerikanske selskab Anheuser-Busch, dels Anheuser-Busch-dommen af 16. november 2004 ( 24 ), dels førnævnte Bud I-dom fra 2003.

32.

I den første af disse domme, som vedrører den finske udløber af denne lange saga, udtalte Domstolen sig om den gældende ordning for brugen af et registreret varemærke og et firmanavn, som er potentielt uforenelige, særligt i lyset af aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPs-aftalen«) ( 25 ). Det er ikke relevant at overføre nogen konklusioner fra denne afgørelse til de i nærværende sag forelagte spørgsmål.

33.

Derimod har Bud I-dommen en meget mere direkte forbindelse til den foreliggende sag, idet den repræsenterer indledningen på det østrigske kapitel, som er mere fokuseret på de geografiske betegnelser end på lovgivningen om varemærker.

34.

De faktiske omstændigheder, der førte til dette retslige sammenstød i Østrig, kan føres tilbage til 1999, hvor Budvar nedlagde påstand over for Handelsgericht Wien om, at Rudolf Ammersin GmbH (virksomhed, som markedsfører ølmærket American Bud i Østrig) blev tilpligtet at undlade at anvende betegnelsen Bud eller andre betegnelser, der kunne forveksles hermed, på østrigsk område, i det omfang der ikke var tale om varer, der hidrørte fra Budvar selv. Budvar påberåbte sig særligt den bilaterale konvention mellem Republikken Østrig og Den Socialistiske Republik Tjekkoslovakiet, i henhold til hvilken betegnelsen Bud (medtaget i bilag B til nævnte konvention) kun må anvendes i Østrig for varer af tjekkisk oprindelse.

35.

Samtidig havde Budvar anlagt en identisk sag ved Landesgericht Salzburg (Østrig) mod Josef Sigl KG, der er eneimportør af ølmærket American Bud i Østrig. I denne anden sag, og mere konkret i den kæresag, der blev iværksat til anfægtelse af en kendelse om foreløbige forholdsregler, afsagde Oberster Gerichtshof (den østrigske højesteret) den 1. februar 2000 en kendelse, hvori den, ud over at stadfæste afgørelsen om foreløbige forholdsregler, fastslog, at beskyttelsen af betegnelsen Bud, som fastsat i den bilaterale konvention, er forenelig med artikel 28 EF, idet den henhører under begrebet industriel og kommerciel ejendomsret i henhold til artikel 30 EF. Retten fastslog, at betegnelsen Bud er en »ren« geografisk betegnelse (idet der ikke er nogen forbindelse mellem produktets egenskaber og dets geografiske oprindelse) og en »indirekte« geografisk betegnelse (idet det ikke er et geografisk navn som sådan, men en benævnelse, der kan oplyse forbrugerne om produktets oprindelsessted), som nyder en »absolut beskyttelse«, dvs. en beskyttelse, der er uafhængig af en mulig risiko for forveksling eller vildledning.

36.

På denne baggrund udsatte Handelsgericht Wien den 26. februar 2001 sagen mod Ammersin og forelagde Domstolen fire præjudicielle spørgsmål, som blev besvaret i den allerede nævnte Bud I-dom af 18. november 2003.

37.

Det tredje og det fjerde spørgsmål omhandlede den bilaterale konventions gyldighed i Den Tjekkiske Republik (det må ikke glemmes, at traktaten blev underskrevet af det tidligere Tjekkoslovakiet) samt retsvirkningerne af artikel 307 EF.

38.

De to første spørgsmål, der blev forelagt Domstolen i 2001, har større relevans for den foreliggende sag. De blev besvaret som følger:

39.

I henhold til dommens præmis 101 og 107 skulle den forelæggende ret kontrollere, om betegnelsen Bud betegner eller henviser til produktets oprindelse, »henset til de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik«.

40.

Efter Domstolens svar afviste Handelsgericht Wien den 8. december 2004 sagsøgers påstande. Den forelæggende ret fandt, at den tjekkiske befolkning ikke relaterede betegnelsen Bud til en bestemt region eller et bestemt sted, herunder byen České Budějovice, og ej heller mente, at den betegnede varer eller tjenesteydelser, der stammer fra et konkret sted. Derfor kunne den ikke kvalificeres som en geografisk betegnelse. På baggrund af Domstolens dom fastslog retten i Wien, at beskyttelsen af den pågældende betegnelse måtte anses for uforenelig med artikel 28 EF.

41.

På trods af, at appelinstansen stadfæstede førsteinstansens dom, var sagen langt fra afsluttet.

42.

I en kendelse af 29. november 2005 ophævede Oberster Gerichtshof de tidligere afgørelser og hjemviste sagen til Handelsgericht Wien til fornyet afgørelse efter en supplerende procedure. Ved at anvende kriterierne i præmis 54 og 101 i Bud I-dommen nåede den østrigske højesteret frem til, at selv om Bud ikke udgør et geografisk navn, er det i det mindste egnet til at gøre forbrugerne opmærksom på, at det dermed betegnede produkt stammer fra et bestemt sted, område eller land. Tilbage stod spørgsmålet, om forbrugerne forstår »Bud« i forbindelse med øl som en oprindelsesangivelse. Retten skønnede således, at det fortsat ikke var afgjort, om den omstridte betegnelse udgør en ren eller indirekte geografisk betegnelse.

43.

Efter at have fået sagen tilbage afviste førsteinstansdomstolen på ny Budvars påstande ved dom af 23. marts 2006. På baggrund af en opinionsundersøgelse, som Ammersin havde fremlagt, blev det i dommen fastslået, at den tjekkiske befolkning ikke forbinder betegnelsen Bud med et bestemt sted, område eller land, ligesom den heller ikke mener, at ølmærket Bud har et konkret oprindelsessted (særligt České Budějovice).

44.

Sagsøgeren appellerede på ny til Oberlandesgericht Wien, som ved denne lejlighed ophævede den anfægtede dom og hjemviste sagen til handelsretten i første instans, idet den anbefalede, at der, som begæret af Budvar, blev foretaget en opinionsundersøgelse af de relevante befolkningsgrupper med henblik på at konstatere, om de tjekkiske forbrugere forbandt betegnelsen Bud med ølproduktet, om de — hvis denne forbindelse blev fastslået (af dem selv eller efter tilskyndelse af den sagkyndige) — opfattede denne betegnelse som en henvisning til, at øllet stammede fra et bestemt sted, område eller land, og, såfremt dette spørgsmål blev besvaret bekræftende, hvilket sted, område eller land de helt konkret forbandt det med.

45.

Ved sin tredje behandling af sagen i træk har Handelsgericht Wien set sig nødsaget til at forelægge Domstolen et sidste præjudicielt spørgsmål med henblik på afklaring af visse aspekter af Bud I-dommen, hvis fortolkning har medført usikkerhed blandt de østrigske retsinstanser, idet der henvises til de væsentlige ændringer af de faktiske og retlige omstændigheder, der er sket siden dommen i 2003, og særligt Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union, beskyttelsen af en række betegnelser for øl fra České Budějovice som geografisk angivelse i henhold til tiltrædelsestraktaten og afgørelsen — som i mellemtiden er blevet annulleret af Retten i Første Instans — fra Andet Appelkammer ved Harmoniseringskontoret af 14. juni 2006, hvor det i begrundelsen anføres, at sagsøgerens påberåbte betegnelse Bud ikke samtidig kan være et varemærke og en geografisk angivelse.

46.

Handelsgericht Wien har forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF:

47.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev registreret på Domstolens Justitskontor den 25. oktober 2007.

48.

Sagsøger og sagsøgte i hovedsagen, den græske og den tjekkiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

49.

På retsmødet, der blev afholdt den 2. december 2008, blev der givet møde og afgivet mundtlige indlæg af repræsentanterne for Budejovicky Budvar Nacional Corporation, Rudolf Ammersin GMBH, Den Tjekkiske Republik, Den Hellenske Republik og Kommissionen.

50.

Denne præjudicielle forelæggelse indeholder to særegenheder, som indledningsvist bør undersøges.

51.

Den første særegenhed består i, at Handelsgericht Wien beder Domstolen belyse indholdet af visse passager i Bud I-dommen.

52.

Den omstændighed, at genstanden for forelæggelsen til dels ikke er en fællesskabsbestemmelse, men derimod en afgørelse fra Domstolen, medfører efter mit skøn ingen problemer hvad angår sagens realitetsbehandling. Retspraksis har tidligere accepteret behandlingen af denne slags forespørgsler, der fremsættes af nationale domstole ad præjudiciel vej. Det var bl.a. tilfældet i dom af 16. marts 1978, Robert Bosch ( 26 ), og af 16. december 1992, den såkaldte »Stoke-on-Trent-dom« ( 27 ).

53.

Denne anmodning om fortolkning af en tidligere afgørelse opstår på baggrund af to østrigske domstoles forskellige opfattelser heraf, og mellem hvilke der eksisterer et hierarkisk forhold. I lyset af Oberster Gerichtshofs og Oberlandesgericht Wiens fastholdelse af kravene til måden, hvorpå bevisførelsen og vurderingen heraf bør foretages i forbindelse med et aspekt i sagen (opfattelsen af betegnelsen Bud i Den Tjekkiske Republik), har Handelsgericht Wien forelagt sagen for Domstolen, måske i håbet om, at denne vil give den medhold, eller, i det mindste, at den underliggende uenighed mellem de nationale domstole kan bringes til ophør.

54.

Domstolen bør dog ikke tage imod udfordringen. I Bud I-dommen henviste Domstolen udtrykkeligt denne vurdering til den nationale ret, og der er ingen grund til, at den nu skal ændre holdning, indtage andre standpunkter eller fremkomme med yderligere præciseringer til det, den allerede har sagt på et tidligere tidspunkt.

55.

Den anden særegenhed ved nærværende sag ligger i, at den antagelse, som den forelæggende ret baserer sig på, ændres i de tre præjudicielle spørgsmål. I det første spørger retten i Wien om kriterierne for at betragte Bud som en »ren og indirekte« geografisk betegnelse, der er forenelig med artikel 28 EF, mens det andet og tredje spørgsmål bygger på en forestilling om, at betegnelsen udgør en »kvalificeret« geografisk angivelse i henhold til oprindelseslandets nationale lovgivning.

56.

Sondringen mellem rene og kvalificerede geografiske betegnelser er i vidt omfang accepteret i doktrinen ( 28 ) og i retspraksis ( 29 ).

57.

De rene geografiske betegnelser kræver ikke, at produkterne har et særligt kendetegn eller et vist renommé, der hidrører fra det sted, de kommer fra, men de skal være tilstrækkelige til at identificere det pågældende sted. Omvendt anses en betegnelse for at være kvalificeret, hvis den har til formål at betegne et produkt, der besidder en kvalitet, et omdømme eller et andet kendetegn, der er forbundet med dets oprindelse. Sammen med den territoriale tilknytning nyder de også godt af en anden kvalitativ tilknytning, der ikke er så stærk som tilknytningen ved oprindelsesbetegnelserne, som er forbeholdt de varer, hvis særegenheder skyldes naturbetingede eller menneskelige faktorer på deres oprindelsessted. Fællesskabslovgivningen beskytter udelukkende oprindelsesbetegnelserne og de kvalificerede geografiske betegnelser.

58.

I Bud I-dommen blev Bud opfattet som en ren geografisk betegnelse ( 30 ), som ikke henhører under forordning nr. 2081/92, og det blev fastslået, hvilke betingelser der skulle opfyldes, for at beskyttelsen heraf var i overensstemmelse med fællesskabsretten på det nationale område, eller hvilke betingelser, der var påkrævet, for at den kunne udvides til et tredjeland. Idet den rejser nye tvivlsspørgsmål vedrørende affattelsen af denne dom, gentager den forelæggende ret sin oprindelige opfattelse af betegnelsen som en ren geografisk betegnelse. Det er derfor overraskende, at den straks efter formulerer to spørgsmål ud fra en mulig vurdering af Bud som en kvalificeret geografisk betegnelse, der er omfattet af fællesskabsbestemmelserne.

59.

Den sagsøgende virksomhed har i denne uoverensstemmelse fundet en grund til, at det første præjudicielle spørgsmål ikke kan realitetsbehandles.

60.

Ifølge fast retspraksis tilkommer det udelukkende den nationale ret, som sagen er indbragt for, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger i henhold til artikel 234 EF ( 31 ). Ikke desto mindre har Domstolen erkendt, at det i særlige tilfælde påhviler den at vurdere de omstændigheder, hvorunder en national ret forelægger en sag, med henblik på at efterprøve sin egen kompetence ( 32 ). Dette er tilfældet, når det for Domstolen forelagte problem er af ren hypotetisk karakter ( 33 ), for den samarbejdsånd, der er afgørende for, at proceduren med præjudiciel forelæggelse kan fungere, indebærer, at den nationale ret tager hensyn til den opgave, som Domstolen varetager, nemlig at bidrage til justitsforvaltningen i medlemsstaterne, og ikke anmoder Domstolen om at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål ( 34 ).

61.

Handelsgericht Wien erkender selv indirekte i sin kendelse, at det første spørgsmål er af hypotetisk karakter, idet den gør opmærksom på, at om end det i år 2000 (det tidspunkt, hvor den forelagde de præjudicielle spørgsmål, som førte til Bud I-dommen) »blev forudsat, at betegnelsen »Bud« var en ren og indirekte geografisk angivelse«, har sagens faktiske omstændigheder ændret sig helt siden da. I Bud I-dommen »henviste EF-Domstolen vedrørende spørgsmålet om forenelighed mellem beskyttelsen af en indirekte geografisk angivelse og artikel 28 EF til situationen i oprindelseslandet, altså Den Tjekkiske Republik«, og »»Bud« er retligt beskyttet i Tjekkiet som oprindelsesangivelse«.

62.

På trods af disse kategoriske udtalelser rejser den betydning, som betegnelsen »Bud« tillægges i Den Tjekkiske Republik, en endnu ikke afsluttet diskussion, som hele hovedsagen i realiteten er centreret om. Svaret på det første præjudicielle spørgsmål kunne hjælpe med til at afgøre, om betegnelsen opfylder kravet til en områdebetegnelse, hvilket er absolut nødvendigt for at kunne betragtes som en geografisk betegnelse. Hvis der ydermere eksisterer en kvalitativ tilknytning, eller en hvilken som helst anden grund til at betragte den som en oprindelsesbetegnelse i Den Tjekkiske Republik, ville Domstolens besvarelse af det andet og tredje spørgsmål være yderst relevant.

63.

Selv om det i andre tilfælde vil kunne være ufravigeligt, at sagens faktum er fastslået, og at rent nationale retsspørgsmål er afklarede inden forelæggelsen for Domstolen ( 35 ), mener jeg således, at de tre præjudicielle spørgsmål, der i dette tilfælde er forelagt, kan realitetsbehandles.

64.

I sit første præjudicielle spørgsmål forelægger Handelsgericht Wien Domstolen visse tvivlsspørgsmål vedrørende de dele af Bud I-dommen, hvor der opstilles »krav for, at beskyttelse af en betegnelse som en geografisk angivelse, der i oprindelseslandet hverken er navnet på et sted eller et område, er i overensstemmelse med artikel 28 EF«.

65.

Det drejer sig særligt om dommens præmis 101 og 107, hvor den forelæggende ret blev pålagt at efterprøve, om »betegnelsen Bud, henset til de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik«, betegner en region eller et sted på denne stats område. Hvis dette var tilfældet, og den nationale beskyttelse var »begrundet i henhold til kriterierne i artikel 30 EF«, ville dens udvidelse til en medlemsstats område være i overensstemmelse med fællesskabsretten. I modsat fald ville det være i strid med artikel 28 EF.

66.

Den østrigske rets første spørgsmål går på, om det kræves, at betegnelsen som sådan har en konkret geografisk henvisningsfunktion til et sted eller et område, eller om det er tilstrækkeligt, at betegnelsen henleder forbrugerens opmærksomhed på, at produktet har et vist tilhørsforhold.

67.

I præmis 101 i Bud I-dommen anbefales det at undersøge, om betegnelsen Bud »betegner« en region eller et sted, hvilket ved en første bedømmelse ville betyde, at den svarer til et stednavn. I præmis 107 forkastes denne tanke dog, idet der her tales om en direkte eller indirekte betegnelse. Denne beslutning baseres desuden på den hypotese, at Bud er en »ren og indirekte« geografisk betegnelse ( 36 ).

68.

Geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser består ikke altid af geografiske navne: De kaldes »direkte«, når dette er tilfældet, og i modsat fald »indirekte«, forudsat at de i det mindste er egnede til at gøre forbrugeren opmærksom på, at det dermed betegnede produkt stammer fra et bestemt sted, område eller land. Forordning nr. 510/2006 åbner op for denne sidstnævnte mulighed, når der i artikel 1, stk. 2, nævnes »traditionelle betegnelser«, hvad enten der er tale om stednavne eller ej ( 37 ).

69.

For at opfylde betingelserne i Bud I-dommen er det således tilstrækkeligt, at termen identificerer produktets oprindelsessted. I den foreliggende sag er det nødvendigt at belyse, om Bud gør det klart for den tjekkiske befolkning, at øl med en sådan betegnelse stammer fra byen České Budějovice, hvilket dog ikke betyder, at navnet udfylder den pågældende rolle som geografisk betegnelse, når det nævnes sammen med det produkt, det drejer sig om, og kun i det tilfælde.

70.

Det viser sig, at nogle af sagsøgtes indsigelser er berettigede. I punkt 25 og 26 i sit skriftlige indlæg fastholder Ammersin, at dennes konkurrent, Budvar, faktisk anvender ordet Bud som varemærke og ikke som geografisk betegnelse ( 38 ), hvilket ville kunne vanskeliggøre den objektive vurdering af det formål, som udtrykket Bud i virkeligheden opfylder. Øldrikkere ved nemlig »almindeligvis — ligesom bilejerne — på hvilket sted, i hvilken region eller land den øl eller den bil, de har købt, bliver fremstillet«, og dette bør ikke medføre, at disse varemærker bliver forvekslet med oprindelsesangivelser. Der citeres nogle meget illustrative eksempler, såsom Coca-Cola og Volkswagen: De fleste amerikanere ved, at førstnævnte fremstilles i Atlanta, og en stor andel af tyskerne associerer sidstnævnte med byen Wolfsburg, men hverken den ene eller den anden bliver af den grund til geografiske betegnelser.

71.

Uanset, at den tjekkiske befolkning måske kan gætte herkomsten af »øllet Bud«, er det nødvendigt at undersøge, om udtrykket Bud er tilstrækkeligt tydeligt til at forbinde et produkt, i dette tilfælde en øl, med dets oprindelsessted, nemlig byen České Budějovice.

72.

Ligesom substantiverne »cava« og »grappa« leder tankerne hen på en mousserende vin og en brændevin af henholdsvis spansk og italiensk oprindelse, og »feta« betegner en græsk ost ( 39 ), skulle den tjekkiske forbruger — såfremt Bud blev opfattet som en geografisk betegnelse — forbinde dette udtryk med et helt præcist sted og med fremstillingen af øl.

73.

I sit første præjudicielle spørgsmåls andet punkt spørger Handelsgericht Wien, om Bud I-dommen, idet den fastslår, at det hele afhænger af »de faktiske omstændigheder og den begrebsmæssige forståelse i Den Tjekkiske Republik«, samt af, at beskyttelsen af betegnelsen Bud i det pågældende land kan begrundes i henhold til kriterierne i artikel 30 EF, »tilsigter en sondring, således at efterprøvelsen skal omfatte tre forskellige kriterier, eller om det er tilstrækkeligt, at de tjekkiske forbrugere forbinder betegnelsen »Bud« (i eller uden forbindelse med det produkt, hvorpå betegnelsen er angivet, afhængig af besvarelsen af det første spørgsmål) med et bestemt sted, område eller land«.

74.

Sidstnævnte fortolkning er mere korrekt. Affattelsen af Bud I-dommen lader til at være inspireret af præmis 12 i den tidligere nævnte Exportur-dom, ifølge hvilken beskyttelsen af herkomstangivelser er undergivet lovgivningen i indførselslandet samt »de forhold og opfattelser, der findes i dette land«. Ikke desto mindre skal der i Bud I-sagen tages hensyn til forholdene i varernes oprindelsesland (Den Tjekkiske Republik) og ikke i indførselslandet (Østrig), idet denne afgørelse undersøgte det forhold, at beskyttelsen af betegnelsen Bud i det første af disse lande blev udvidet til det andet i henhold til en bilateral konvention.

75.

Præmis 101 betyder således, at de tjekkiske forbrugere skal associere Bud til et bestemt sted eller en bestemt region på de betingelser, der fastsættes i svaret til spørgsmål 1.1, uden at der nødvendigvis skal foreligge nogen specifikke »omstændigheder«.

76.

Hvis denne betingelse opfyldes, skal det efterprøves, om betegnelsen Bud ikke har opnået karakter af artsbetegnelse i oprindelseslandet, hvilket ifølge retspraksis er et krav for at kunne klassificere en herkomstangivelse under overskriften »industriel ejendomsret« i artikel 30 EF ( 40 ). I så fald ville beskyttelsen heraf være begrundet i henhold til kriterierne i denne bestemmelse.

77.

I det første præjudicielle spørgsmåls tredje punkt bliver Domstolen spurgt om den passende mekanisme til »efterprøvelsen af den begrebsmæssige forståelse i oprindelseslandet« og særligt om nødvendigheden af en forbrugerundersøgelse.

78.

Retspraksis har anerkendt denne mulighed for at ty til en opinionsundersøgelse, såvel for at konstatere, at en oplysning i en reklame havde karakter af vildledning ( 41 ), som for at efterprøve et varemærkes fornødne særpræg ( 42 ). I begge tilfælde præciserede Domstolen, at beslutningen om at anvende det ene eller det andet instrument tilkommer den nationale ret, og at beslutningen træffes i overensstemmelse med lovgivningen i medlemsstaten.

79.

I medfør af princippet om processuel autonomi tilkommer det således også i den foreliggende sag den nationale ret at afgøre, om det i henhold til landets egne bestemmelser er nødvendigt at foranledige en sagkyndig undersøgelse eller bestille en opinionsundersøgelse til afklaring af spørgsmålet om, hvorvidt betegnelsen Bud skal anses for en oprindelsesangivelse, samt til bestemmelse af, hvilken procentdel af forbrugerne der skal til for at kunne anses for tilstrækkelig signifikant i så henseende.

80.

I fjerde og sidste punkt af det første præjudicielle spørgsmål spørger Handelsgericht Wien, om Bud I-dommen kræver, at en geografisk angivelse skal benyttes som sådan af flere forskellige virksomheder i oprindelseslandet, således at en enkelt virksomheds brug af betegnelsen som varemærke er til hinder for beskyttelsen.

81.

Den nationale rets tvivl udspringer af, at »betegnelsen »Bud« er et varemærke, som sagsøgeren har registreret i Den Tjekkiske Republik«. Sagsøgeren er desuden den eneste virksomhed, der anvender den i Den Tjekkiske Republik, på trods af at »det ligger i en oprindelsesbetegnelses natur, at alle berettigede producenter i en bestemt region benytter den«.

82.

Geografiske betegnelser og varemærker er forskellige figurer, om end de er beslægtede. Begge beskytter et produkts forretningsmæssige omdømme mod tredjeparters uretmæssige brug hvad angår henholdsvis deres geografiske eller forretningsmæssige oprindelse. De adskiller sig ved, at varemærket sikrer en privat interesse, nemlig dets indehavers, mens den geografiske betegnelse beskytter interesserne hos samtlige producenter i det pågældende område.

83.

Efter min opfattelse betyder ovenstående nuance ikke, at en geografisk betegnelse nødvendigvis skal anvendes samtidig af flere forskellige virksomheder i regionen for at kunne opretholde sin gyldighed, hvilket afhænger af andre faktorer. Jeg mener i det mindste ikke, at en sådan opfattelse — som det tilsyneladende foreslås i den præjudicielle forelæggelse — kan udledes af præmis 101 i Bud I-dommen, som nævner pligten til at undersøge de »faktiske omstændigheder« i Den Tjekkiske Republik i forbindelse med den omstridte betegnelse.

84.

I denne sag drejer det sig imidlertid ikke om hverken et varemærke eller en geografisk betegnelse, som er registreret på fællesskabsplan. Følgelig ville antallet af subjekter, der i praksis skal anvende betegnelsen, for at den kan opretholde sin gyldighed, skulle belyses gennem den nationale ret og i lyset af den bilaterale traktat.

85.

Det samme gælder i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt en enkelt virksomheds brug af Bud som varemærke er til hinder for beskyttelsen heraf som geografisk betegnelse.

86.

Fællesskabslovgivningen foreskriver visse regler til løsning af eventuelle konflikter mellem geografiske betegnelser og varemærker, og disse forskrifter lader til at have en vis præference for de førstnævnte, måske fordi de beskytter den offentlige interesse i, at forbrugerne kender varernes oprindelse og kendetegn ( 43 ). I overensstemmelse med artikel 14 i forordning nr. 510/2006 afvises således registreringen af varemærker, der svarer til beskyttede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser, hvorimod de varemærker, der allerede er blevet registreret, eller som er anvendt i god tro, anvendes sideløbende med de senere registrerede betegnelser i henhold til fællesskabsretten. Fællesskabslovgivningen vedrørende varemærker forbyder ligeledes at benytte tegn, der kan føre til vildledning om varens geografiske oprindelse ( 44 ).

87.

I den foreliggende sag bør denne mulige konflikt mellem brugen af varemærket Bud og dets anerkendelse som geografisk betegnelse imidlertid løses af den nationale domstol i henhold til den bilaterale traktat.

88.

Med det andet spørgsmål ønsker den østrigske ret oplyst, om den omstændighed, at en betegnelse ikke er blevet anmeldt til Kommissionen med henblik på fællesskabsregistrering, medfører, at en bestående national beskyttelse eller en beskyttelse, der bilateralt er udvidet til en anden medlemsstat, bliver uvirksom, når betegnelsen i henhold til den nationale ret i oprindelsesstaten (i nærværende sag Den Tjekkiske Republik) er en kvalificeret geografisk angivelse ( 45 ).

89.

Kort sagt anmodes Domstolen om at udtale sig om den udtømmende karakter af fællesskabsordningen til beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser. Dette er et af de mest omdiskuterede emner på det her omhandlede område, og retspraksis har på nuværende tidspunkt kun delvist givet et svar herpå.

90.

Hvad angår de betegnelser, som ikke udtrykker nogen territoriel tilknytning, dvs. som hverken direkte eller indirekte angiver produktets geografiske oprindelse, blev det i Bud I-dommen fastslået, at beskyttelsen heraf var i strid med artikel 28 EF. Der findes således ikke nogen national beskyttelse af disse betegnelser ( 46 ), og de finder heller ikke beskyttelse i fællesskabslovgivningen.

91.

Hvad angår de rene geografiske betegnelser fremgår det ligeledes af Bud I-dommen samt af Warsteiner-dommen ( 47 ), at beskyttelsen heraf på nationalt plan er i overensstemmelse med artikel 28 EF, idet de falder ind under undtagelserne i artikel 30 EF under overskriften »industriel ejendomsret«. Denne type betegnelser ligger uden for fællesskabsforordningens område (idet denne kræver, at termen indeholder en topografisk henvisning, samt at produkterne har en særlig egenskab eller et renommé, der skyldes det sted, de stammer fra).

92.

Tilbage står oprindelsesbetegnelserne og de kvalificerede geografiske betegnelser, som opfylder kravene i fællesskabslovgivningen, og som dermed kan registreres og opnå den garanti, der ydes i forordning nr. 510/2006. Såfremt de ikke registreres på fællesskabsplan, er det imidlertid tvivlsomt, om medlemsstaterne vil kunne beskytte dem gennem et nationalt system, eller om den nævnte forordning har udtømmende karakter og forbyder enhver statslig indgriben på dens formelle og materielle anvendelsesområde.

93.

Det er en vanskelig problemstilling ( 48 ). I sidste instans vedrører problemet spørgsmålet om den fællesskabsmæssige »forrang«, nemlig i hvilken udstrækning og i hvilke tilfælde medlemsstaternes parallelle kompetencer på et givent område kan være blevet fortrængt af fællesskabslovgiverens handlinger ( 49 ).

94.

Problemet bliver i den foreliggende sag yderligere forviklet af den kendsgerning, at den nationale lovgivning finder anvendelse inden for rammerne af artikel 30 EF. Som det gang på gang er blevet fastslået i retspraksis, har denne bestemmelse ikke til formål at »forbeholde medlemsstaterne en enekompetence på visse områder, men at give medlemsstaterne mulighed for i deres nationale lovgivninger at gøre undtagelser fra princippet om de frie varebevægelser, for så vidt som dette fortsat er begrundet for at nå de i denne artikel omhandlede mål« ( 50 ). Anvendelsen af undtagelserne i artikel 30 EF kan dog vise sig ikke at være begrundet, hvis en fællesskabsbestemmelse allerede beskytter de samme interesser som den nationale bestemmelse, dvs. når harmoniseringen er fuldstændig ( 51 ).

95.

Forordning nr. 510/2006 afklarer ikke fuldt ud spørgsmålet, hvilket har ført til meningsforskelle i litteraturen ( 52 ) og til medlemsstaternes indtagelse af modstridende standpunkter.

96.

Efter min opfattelse er fællesskabssystemets udtømmende virkning mere i overensstemmelse med affattelsen af fællesskabslovgivningen, dens formål samt Domstolens retspraksis.

97.

I modsætning til varemærkeområdet, hvor der tydeligt er valgt en dobbelt beskyttelsesordning — nationalt og på fællesskabsplan ( 53 ) — har fællesskabslovgiveren hvad angår de geografiske betegnelser begrænset sig til at vedtage en forordning til fællesskabsbeskyttelse heraf uden sideløbende at harmonisere de eventuelle nationale ordninger.

98.

Bag denne anderledes lovgivningsmæssige strategi ligger måske en idé om, at man ikke kan opretholde nationale regler, som muligvis har virkning inden for samme område som fællesskabsbestemmelserne. I teksten til forordning nr. 510/2006 finder vi nogle oplysninger.

99.

Artikel 5, stk. 6, i forordningen er temmelig afslørende, om end der bør foretages visse præciseringer.

100.

I bestemmelsen foreskrives, at fra den dato, hvor registreringsansøgningen præsenteres for Kommissionen, kan »medlemsstaten […] midlertidigt indrømme betegnelsen beskyttelse i henhold til denne forordning« (første afsnit) »på nationalt plan«. Senere i teksten tilføjes, at »en sådan midlertidig national beskyttelse ophører på den dato, hvor der træffes afgørelse om registrering« (tredje afsnit), hvorefter det konkretiseres, at »den berørte medlemsstat bærer alene ansvaret for følgevirkningerne af en sådan midlertidig national beskyttelse, hvis betegnelsen ikke registreres i henhold til denne forordning« (fjerde afsnit).

101.

Domstolen fastslog i den tidligere nævnte Warsteiner-dom, at pågældende artikel 5, stk. 6 ( 54 ), er »uden betydning for, om medlemsstaterne på deres respektive områder efter deres nationale ret kan beskytte geografiske betegnelser, som de ikke anmoder om at få registreret i overensstemmelse med forordning nr. 2081/92, eller som ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af den ved forordningen indførte beskyttelse« (præmis 53).

102.

Det er sandt, at artikel 5, stk. 6, ikke udtaler sig om fællesskabsforordningens udtømmende virkning, idet den begrænser sig til at dække de eventuelle risici i det tidsrum, hvor der afventes en fællesskabsretslig beslutning vedrørende registreringen. Denne risiko er dog ikke til hinder for, at bestemmelsen anvendes som et fortolkningsinstrument, da en bestemmelse af denne type ikke ville give nogen mening, hvis medlemsstaterne havde mulighed for at bevare deres egne ordninger på fællesskabslovgivningens område. Betegnelsen ville nemlig i så fald være dækket af den nationale lovgivning i overgangsperioden.

103.

Denne antagelse, hvorefter den nationale beskyttelse af de kvalificerede geografiske betegnelser kun eksisterer provisorisk, lader til at have inspireret de overgangsbestemmelser for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler fra de nye medlemslande, som er indeholdt i forordning nr. 918/2004.

104.

I artikel 1 i denne forordning gives Den Tjekkiske Republik og de øvrige lande, der tiltrådte i 2004, tilladelse til at forlænge den »beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, jf. forordning (EØF) nr. 2081/92, der er gældende den 30. april 2004«, frem til den 31. oktober 2004. Derefter tilføjes, i lighed med bestemmelsen i artikel 5, stk. 6, i forordning nr. 510/2006, at når der »er indsendt en registreringsansøgning til Kommissionen«, kan denne beskyttelse opretholdes, indtil der er truffet afgørelse herom.

105.

Denne regel, som er mere klar end artikel 5 i forordning nr. 510/2006, omhandler ikke kun den tidsmæssige forlængelse af virkningen af en national ordning, når der foreligger en registreringsansøgning, indtil denne er behandlet. Den bestemmer også udtrykkeligt, at de gældende ordninger i medlemsstaterne på tidspunktet for disses tiltrædelse udelukkende kan opretholdes indtil den 31. oktober 2004. Heraf kan udledes, at der, når den ene eller den anden dato er overskredet, ikke findes nogen national beskyttelse, der er parallel med fællesskabsforordningen, og som fungerer på samme område.

106.

Efter min opfattelse afkræftes ovenstående konklusion ikke af henvisningen til, at den pågældende stat har »ansvaret for virkningerne af denne beskyttelse, hvis betegnelsen ikke er registreret på EF-plan« (og heller ikke af den tilsvarende bestemmelse i artikel 5, stk. 6, fjerde afsnit, i forordning nr. 510/2006). Afsnittet nævner følgevirkningerne af den nationale ordning i tilpasningsperioden, hvis den ansøgte betegnelse ikke bliver registreret, og ikke de afledte virkninger af opretholdelsen af den nationale ordning i længere tid end denne midlertidige periode.

107.

Kun ved at have ét enkelt europæisk instrument til beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er det muligt at nå målene i forordning nr. 510/2006.

108.

Helt fra sin oprindelse har denne ordning tilgodeset behovet for at følge en »anskuelse på fællesskabsplan« på området.

109.

Dette kan udledes af sjette og syvende betragtning til forordningen fra 1992, hvori det fastsættes, at »viljen til at beskytte landbrugsprodukter eller levnedsmidler, der kan identificeres med hensyn til deres geografiske oprindelse, har fået visse medlemsstater til at indføre »kontrollerede oprindelsesbetegnelser««. Det blev erkendt, at denne nationale praksis imidlertid er »varierende«, og at det er nødvendigt at indføre en »EF-holdning« hertil, for »et sæt EF-regler med en beskyttelsesordning vil nemlig gøre det muligt for de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne at udvikle sig, fordi sådanne regler i kraft af den ensartethed, som de vil medføre, vil sikre lige konkurrencevilkår for producenterne af produkter med sådanne betegnelser og styrke produkternes værdi for forbrugerne« (affattelsen af sjette betragtning til den nye forordning fra 2006 minder meget herom).

110.

Der stræbes således efter en identisk beskyttelse for alle forbrugere inden for traktatens anvendelsesområde, og dette mål er svært at nå, hvis der foretages en anderledes behandling af betegnelser, hvis egenskaber svarer nøjagtigt til dem, der er registreret på fællesskabsplan, uanset om det foregår på et begrænset territorialt område ( 55 ).

111.

Dette er muligvis grunden til, at der i betragtningerne til de to forordninger så vedholdende er blevet insisteret på det hensigtsmæssige i at skabe en ensartet ordning for de kvalificerede geografiske betegnelser, særligt når der ikke sideløbende hermed er udstedt noget harmoniseringsdirektiv vedrørende eventuelle nationale ordninger. Hvis man havde ønsket at opretholde disses gyldighed uden at gøre indgreb i denne »ensartethed«, ville man have foretaget en harmonisering, sådan som det er tilfældet med varemærkerne.

112.

Det forberedende arbejde til forordning nr. 2081/92 giver også visse indicier med hensyn til fællesskabslovgiverens vilje.

113.

Kommissionens holdning har altid været klar. I sit forslag fra 1990 ( 56 ), understregede den, at fællesskabsbeskyttelsen skulle erstatte de nationale beskyttelsesmekanismer. Dette krav har den senere fastholdt i sine forskellige interventioner for Domstolen. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har på den anden side erklæret i sin udtalelse, at det foretrækker en sameksistens af begge niveauer ( 57 ).

114.

Uenighederne fortsatte under forhandlingsprocessen, men i sidste ende valgte Rådet ikke at foretage nogen udtrykkelig henvisning til den fortsatte eksistens af de nationale ordninger. Ikke desto mindre inkluderede Rådet en hentydning til den udtømmende virkning af forordningen ved i dennes 12. betragtning at kræve følgende: »For at kunne opnå beskyttelse i medlemsstaterne bør geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser være registreret på fællesskabsplan.«

115.

Selv om Domstolen, som jeg tidligere har nævnt, endnu ikke har udtalt sig om dette aspekt, er der alligevel visse afgørelser, der antyder en tendens mod idéen om en udtømmende fællesskabslovgivning.

116.

I Gorgonzola-dommen ( 58 ) og Chiciak og Fol-dommen ( 59 ) fremhæves de begrænsninger, som medlemsstaterne bliver pålagt fra det øjeblik, hvor de ansøger Kommissionen om registrering af en betegnelse.

117.

I Gorgonzola-dommen blev det fastslået, at argumentet om, at den beskyttelse, som en medlemsstat meddeler en oprindelsesbetegnelse, fortsat består, efter at betegnelsen er blevet registreret, for så vidt som den nationale beskyttelse har en større rækkevidde end EF-beskyttelsen, modsiges af ordlyden af forordningen, »hvorefter medlemsstaterne kun kan bibeholde en national beskyttelse af en betegnelse indtil den dato, hvor der træffes afgørelse om, at den registreres som en betegnelse, der er beskyttet på fællesskabsplan«.

118.

Domstolen fastslog i Chiciak og Fol-dommen, at en medlemsstat ikke kan ændre en oprindelsesbetegnelse, som den har anmodet om registrering af i medfør af forordningen, og ej heller yde den beskyttelse på nationalt plan. Domstolen knyttede dog ligeledes forordningens hensigt om ensartethed og dens udtømmende karakter meget nøje sammen, idet den fastslog, at forordningen »har til formål at sikre en ensartet beskyttelse i Fællesskabet af de geografiske betegnelser«, og endvidere bemærkede, at »denne ensartede beskyttelse udspringer af en registrering i overensstemmelse med de i forordningen fastlagte særlige regler« (præmis 25). I denne henseende erklærede Domstolen, at fællesskabsforordningen fastsætter »en forpligtelse til registrering på fællesskabsplan af geografiske betegnelser, således at dette er en forudsætning for, at disse kan nyde beskyttelse i samtlige medlemsstater«, og at den fastlægger fællesskabsretlige regler, som herefter regulerer spørgsmålet om denne beskyttelse (præmis 26).

119.

En lignende tilkendegivelse findes i præmis 50 i den tidligere nævnte Warsteiner-dom. Ligeledes bør nævnes præmis 49 i denne afgørelse, i henhold til hvilken »det med forordning nr. 2081/92 tilsigtede formål ikke kan bringes i fare som følge af anvendelsen, sideløbende med forordningen, af nationale regler om beskyttelse af geografiske oprindelsesbetegnelser, der ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde«. Ud fra en modsætningsvis fortolkning betyder denne udtalelse, at en national regulering af kvalificerede geografiske betegnelser, som er omfattede af fællesskabsforordningen, faktisk godt kunne være til hinder for opfyldelsen af formålet med den europæiske bestemmelse.

120.

Det lader således til, at retspraksis har accepteret idéen om fællesskabsregistreringens ufravigelighed som omhandlet i den nævnte 12. betragtning i forordning nr. 2081/92.

121.

Hvis registreringen således er obligatorisk for de betegnelser, som henhører under forordningens anvendelsesområde — der desuden har udtømmende karakter — vil en betegnelse af denne karakter, som ikke er blevet anmeldt til fællesskabsregistrering inden for den fastsatte frist, ikke længere nyde nogen beskyttelse. Der findes nemlig ingen sideløbende national beskyttelse, idet denne nationale ordning har mistet sin gyldighed.

122.

Hvis den ordning, der indføres af fællesskabsforordningen, viser sig at være uforenelig med opretholdelsen af en national beskyttelse på det samme område, er der endnu større grund til at afvise dennes udvidelse til andre medlemsstater.

123.

Denne opfattelse støttes af artikel 5, stk. 6, i forordning nr. 510/2006, af hvis femte afsnit det fremgår, at de beskyttelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne midlertidigt lader gælde for de betegnelser, hvis ansøgninger om fællesskabsregistrering er i færd med at blive behandlet, kun har »retsvirkninger på nationalt plan og ikke berører handelen inden for Fællesskabet eller den internationale handel«.

124.

Med denne bestemmelse ønsker man at undgå, at beskyttelsen af betegnelser, der hører under forordningens anvendelsesområde, suspenderes, når der fremsættes en ansøgning om fællesskabsregistrering. Ikke desto mindre begrænses den midlertidige nationale beskyttelses gyldighed tidsmæssigt og territoriemæssigt i overensstemmelse med hensigten om at »ensarte« behandlingen af de geografiske betegnelser på EU-området.

125.

Den »fællesskabsmæssige anskuelse« i forordning nr. 510/2006 betyder ikke kun, at enhver national ordning vedrørende kvalificerede geografiske betegnelser forsvinder, men så meget mere også, at ingen bilaterale aftaler mellem to medlemsstater om deres beskyttelse uden for forordningen kan finde anvendelse. Den fortsatte eksistens af et netværk af konventioner inden for Europa, som overlapper fællesskabslovgivningen, ville medføre en uigennemsigtighed, som er uforenelig med denne mekanismes formål.

126.

Den Tjekkiske Republik anfører imidlertid, at enhver argumentation til fordel for en udtømmende virkning af forordning nr. 510/2006 ville være ensbetydende med en fornægtelse af de tiltrædende landes internationale forpligtelser, særligt i forbindelse med beskyttelsen i Lissabon-unionens medlemsstater, og at dette ville være i strid med artikel 307 EF ( 60 ).

127.

Artikel 307 EF kan imidlertid ikke på gyldig vis påberåbes i nærværende sag, som ikke drejer sig om rettighederne for en stat uden for Unionen. Dette fremgår af bestemmelsens ordlyd, ifølge hvilken »de rettigheder og forpligtelser, der følger af konventioner, som før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for tiltrædende medlemsstaters vedkommende er indgået mellem på den ene side en eller flere medlemsstater og på den anden side et eller flere tredjelande«, ikke berøres af bestemmelserne i EF-traktaten. Som Domstolen erindrede om i Matteucci-dommen ( 61 ), vedrører artiklen (tidligere artikel 234 EF) »ikke konventioner, som udelukkende er indgået mellem medlemsstater«. Den kan således ikke påberåbes i forbindelse med en aftale, hvor der kun deltager to medlemsstater (uagtet at de ikke var medlemmer på tidspunktet for aftalens underskrivelse), og hvor der ikke er nogen forbindelse til et tredjeland.

128.

Fællesskabslovgiver har på dette område ikke valgt en gensidig anerkendelsesordning, men derimod en centralisering af Fællesskabets beskyttelsesinstrumenter. Ordningen giver kun mening, hvis stemplet »beskyttet geografisk betegnelse« har en konkret betydning, som kan associeres til kvaliteten, og som er ens for alle forbrugere. Denne hensigt er uopnåelig ved en eventuel sameksistens af fællesskabslovgivningen og andre ordninger på territorialt plan, som er forskellige, men som samtidig er anvendelige på betegnelser for de samme egenskaber.

129.

Det er min opfattelse, at forordning nr. 510/2006 udelukker enhver form for national eller bilateral beskyttelse af kvalificerede geografiske betegnelser, som er henhørende under forordningens anvendelsesområde. Konsekvensen er, at en betegnelse, som hører under dette anvendelsesområde, og som ikke er blevet meddelt til Kommissionen, ikke uafhængigt kan finde beskyttelse i en eller flere medlemsstater, hvorfor den forbliver ubeskyttet. Denne omstændighed udledes dog ikke kun af betegnelsens manglende registrering, sådan som det tilsyneladende antydes i det præjudicielle spørgsmål, men derimod af fællesskabsordningens udtømmende karakter.

130.

Handelsgericht Wien ønsker med sit tredje spørgsmål at få fastslået, om den omstændighed, at der i medfør af tiltrædelsestraktaten mellem Den Tjekkiske Republik og Den Europæiske Union er blevet givet en beskyttelse af flere kvalificerede geografiske angivelser for øl stammende fra byen České Budějovice, har nogen relevans hvad angår gyldigheden af de nationale og bilaterale beskyttelsesordninger vedrørende en anden betegnelse for det samme produkt.

131.

Det vil være unødvendigt at svare på dette sidste præjudicielle spørgsmål, hvis den udtømmende karakter af forordning nr. 510/2006 opretholdes, for i så fald skal enhver national eller aftalemæssig beskyttelse med virkning inden for forordningens område ophøre, uanset om andre angivelser for en given fødevare er blevet registreret på fællesskabsplan.

132.

Med forbehold af ovenstående kræver svaret på dette spørgsmål en analyse af den tidligere nævnte Chiciak og Fol-dom, som afgjorde en sag med visse ligheder med den foreliggende.

133.

Ved dekret af 14. maj 1991 indførte den franske regering oprindelsesbetegnelsen »Époisses de Bourgogne« for en type ost, der stammer fra den pågældende region, og ansøgte Kommissionen om registrering i henhold til forordning nr. 2081/92. I 1995 blev dekretet ændret med henblik på at registrere termen »Époisses« som en kontrolleret oprindelsesbetegnelse. Domstolen fastslog i Chiciak og Fol-dommen, at en medlemsstat ikke kan indføre bestemmelser om ændring af en oprindelsesbetegnelse, som der er ansøgt om registrering af i overensstemmelse med fællesskabsforordningen, og ej heller beskytte denne på nationalt plan.

134.

Denne beslutning indskrænkede en medlemsstats beføjelser i forbindelse med en geografisk betegnelse, som er meddelt Kommissionen til registrering. Fællesskabsforordningen tillader, at der i staten opretholdes en midlertidig beskyttelse af den pågældende betegnelse (som tidligere nævnt med en tids- og territoriemæssig begrænsning). I den nævnte dom tilføjes desuden, at de nationale myndigheder ikke kan ændre den betegnelse, om hvilken der er indgivet ansøgning.

135.

Den nationale adfærd, som Domstolen kendte ulovlig i »Epoisses«-sagen, drejede sig imidlertid om ændringen af en betegnelse, som afventede sin registrering. Derfor ville dommen i princippet ikke være direkte anvendelig, når der er tale om beskyttelse af en betegnelse, der henviser til det samme oprindelsessted som andre betegnelser, der allerede er registrerede, for det samme produkt på fællesskabsplan.

136.

Tanken om, at det er nødvendigt at begrænse medlemsstaternes beføjelser på dette område, ligger til grund for Chiciak og Fol-dommen, men det ville være unødvendigt at fortolke den i en så bred forstand, i betragtning af forordningens — efter min opfattelse — utvivlsomme udtømmende virkning.

137.

Anvendelsen af retspraksis fra Chiciak og Fol-dommen på denne sag ville således kun være på sin plads, hvis betegnelsen Bud udgjorde en del eller en forkortelse af en af de geografiske betegnelser, der er beskyttede på fællesskabsplan, for øl fra České Budějovice (Budějovické pivo, Českobudějovické pivo og Budějovický měšt’anský var, jf. tiltrædelsestraktaten) ( 62 ). Dette spørgsmål skal imidlertid løses af de nationale retter.

138.

Det følger af det anførte, at hvis en betegnelse, til forskel fra andre betegnelser for den samme fødevare og med identisk oprindelse, ikke er opregnet på tiltrædelsestraktatens liste med henblik på fællesskabsbeskyttelse, er dette i princippet ikke nogen hindring for en national eller bilateral beskyttelse heraf, medmindre der er tale om en kortere udgave eller en del af en af de meddelte geografiske betegnelser. Denne iagttagelse har dog ingen praktisk betydning på grund af den udtømmende virkning af forordning nr. 510/2006.

139.

På baggrund af ovennævnte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Handelsgericht Wien således: