—

Dynamic Medien Vertriebs GmbH ved Rechtsanwälte W. Konrad og F. Weber

—

Avides Media AG ved Rechtsanwalt C. Grau

—

den tyske regering ved M. Lumma, C. Blaschke og C. Schulze-Bahr, som befuldmægtigede

—

Irland ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af P. McGarry, BL

—

Det Forenede Kongeriges regering ved V. Jackson, som befuldmægtiget, bistået af barrister M. Hoskins

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Schima, som befuldmægtiget,

1

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT L 178, s. 1).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Dynamic Medien Vertriebs GmbH (herefter »Dynamic Medien«) og Avides Media AG (herefter »Avides Media«), begge tyske selskaber, vedrørende sidstnævntes postordresalg i Tyskland via internettet af videogrammer fra Det Forenede Kongerige, som ikke i Tyskland er blevet vurderet eller klassificeret af en overordnet delstatsmyndighed eller et tysk organ for frivillig selvkontrol med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke er forsynet med en angivelse fra denne myndighed eller fra dette organ af, for hvilken aldersgruppe disse videogrammer er tilladt.

3

Ifølge dets artikel 1, stk. 1, har direktiv 2000/31 til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

4

Artikel 2, litra h), i det nævnte direktiv definerer begrebet »koordineret område« som »de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse«.

5

Det præciseres i artikel 2, litra h), at det koordinerede område ikke omfatter krav som f.eks. krav til varer som sådan eller krav til levering af varer. Hvad angår krav til varer nævner 21. betragtning til direktiv 2000/31 sikkerhedskrav, mærkningskrav og produktansvar.

6

Samme direktivs artikel 3, stk. 2, fastsætter, at medlemsstaterne ikke af de grunde, der henhører under det koordinerede område, må begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat. Artikel 3, stk. 4, fastsætter imidlertid, at medlemsstaterne under visse betingelser kan træffe foranstaltninger for en bestemt informationssamfundstjeneste, som er nødvendige af hensyn til den offentlige orden, herunder navnlig beskyttelse af mindreårige, samt beskyttelse af den offentlige sundhed og forbrugerne.

7

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144, s. 19) har ifølge dets artikel 1 som formål at tilnærme medlemsstaternes bestemmelser om aftaler vedrørende fjernsalg indgået mellem en forbruger og en leverandør.

8

§ 1, stk. 4, i lov om beskyttelse af mindreårige (Jugendschutzgesetz) af 23. juli 2002 (BGBl. 2002 I, s. 2730) definerer postordresalg som »enhver handling mod vederlag, der udføres gennem ordre og forsendelse af en vare via postforsendelse eller elektronisk forsendelse uden personlig kontakt mellem køber og sælger eller uden garanti eller anden sikring om, at de fremsendte varer ikke leveres til børn eller unge«.

9

Ifølge § 12, stk. 1, i lov om beskyttelse af mindreårige må indspillede videobånd og andre datamedier, som kan overføres, og som er programmeret med film eller spil til at gengives elles afspilles på skærmen (videogrammer), kun gøres frit tilgængelige for børn og unge, hvis programmerne er tilladt for deres aldersgruppe og mærket af den øverste delstatsmyndighed eller et organ for frivillig selvkontrol inden for rammerne af proceduren i lovens § 14, stk. 6, eller såfremt det drejer sig om oplysnings-, uddannelses- eller undervisningsprogrammer, som af leverandøren er mærket med »oplysningsprogram« eller »uddannelsesprogram«.

10

§ 12, stk. 3, fastsætter, at »videogrammer, som ikke er mærket, eller som er mærket med »forbudt for mindreårige« i henhold til § 14, stk. 2, af den øverste delstatsmyndighed eller af et organ for frivillig selvkontrol inden for rammerne af proceduren i § 14, stk. 6, eller af leverandøren i henhold til § 14, stk. 7, ikke kan

11

Avides Media sælger videogrammer og audiogrammer pr. postordre gennem sin hjemmeside og en platform for elektronisk handel.

12

Tvisten i hovedsagen vedrører dette selskabs indførsel af japanske tegnefilm, der er kendt under betegnelsen »Anime«, i DVD- og videokassetteformat fra Det Forenede Kongerige til Tyskland. Inden indførslen er disse film blevet vurderet af British Board of Film Classification (den britiske censurmyndighed for film, herefter »BBFC«). Sidstnævnte myndighed har i henhold til de gældende bestemmelser i Det Forenede Kongerige vedrørende beskyttelse af mindreårige vurderet, hvilken målgruppe de er egnet til, og vedtaget, at de skal være »forbudt for unge under 15 år«. Videogrammerne bærer et mærkat fra BBFC, som angiver, at de er tilladt for unge på 15 år eller derover.

13

Dynamic Medien, som er konkurrent til Avides Media, har anlagt en sag om foreløbige forholdsregler ved Landgericht Koblenz med henblik på at forbyde sidstnævnte selskabs postordresalg af sådanne videogrammer. Ifølge Dynamic Medien forbyder lov om beskyttelse af mindreårige postordresalg af videogrammer, som ikke har været underlagt en vurdering i Tyskland i medfør af denne lov, og som ikke er forsynet med en angivelse af, for hvilke aldersgrupper de er tilladt som følge af klassificering foretaget af en overordnet delstatsmyndighed eller et tysk organ for frivillig selvkontrol (herefter »den kompetente myndighed«).

14

Den nævnte ret har ved afgørelse af 8. juni 2004 fastslået, at postordresalg af videogrammer, som alene er forsynet med en angivelse fra BBFC af, for hvilke aldersgrupper de er tilladt, er i strid med bestemmelserne i lov om beskyttelse af mindreårige og udgør en adfærd i strid med konkurrencelovgivningen. Oberlandesgericht Koblenz har den 21. december 2004 i en afgørelse om foreløbige forholdsregler stadfæstet denne afgørelse.

15

Landgericht Koblenz, for hvilken tvisten i hovedsagen er indbragt, og som rejser spørgsmål med hensyn til, om forbuddet i lov om beskyttelse af mindreårige er i overensstemmelse med artikel 28 EF såvel som direktiv 2000/31, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»[1)]   Er princippet om de frie varebevægelser i artikel 28 EF til hinder for en tysk retsforskrift, som forbyder postordresalg af videogrammer (DVD’er, videokassetter), når de ikke er forsynet med nogen angivelse af, at der er blevet foretaget en tysk vurdering af, om de er uegnet for mindreårige?

[2)]   Det ønskes navnlig oplyst, om forbuddet mod postordresalg af sådanne videogrammer udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning i artikel 28 EF’s forstand?

[3)]   Er i bekræftende fald et sådant forbud berettiget ifølge artikel 30 EF — tillige henset til direktiv [2000/31] — selv om der i en anden medlemsstat […] er foretaget en vurdering af, om videogrammet er uegnet for mindreårige, og det er blevet forsynet med en angivelse herom, eller udgør en sådan kontrol udført af en anden medlemsstat […] en mindre indgribende foranstaltning i den betydning, som er forudsat i denne bestemmelse?«

16

Med sine spørgsmål, som behandles sammen, ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om de frie varebevægelser som omhandlet i artikel 28 EF til 30 EF, sidstnævnte bestemmelse i givet fald sammenholdt med bestemmelserne i direktiv 2000/31, er til hinder for en national retsforskrift som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder salg og overdragelse pr. postordre af videogrammer, som ikke er blevet vurderet og klassificeret af den kompetente myndighed med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke er forsynet med nogen angivelse fra denne myndighed af, for hvilke aldersgrupper de er tilladt.

17

Hvad angår de nationale retlige rammer for anmodningen om præjudiciel afgørelse har den tyske regering anført, at forbuddet mod postordresalg af videogrammer, som ikke er blevet vurderet, ikke er absolut. I realiteten er denne type salg i overensstemmelse med national ret, når det garanteres, at ordren er blevet afgivet af en voksen, og at leveringen af den pågældende vare til børn eller unge effektivt forhindres.

18

I denne sammenhæng opstår spørgsmålet om den nationale retsordens definition af postordresalg. Det fremgår således af sagen, at dette begreb er defineret i § 1, stk. 4, i lov om beskyttelse af mindreårige, som »enhver handling mod vederlag, der udføres gennem ordre og forsendelse af en vare via postforsendelse eller elektronisk forsendelse uden personlig kontakt mellem køber og sælger eller uden garanti eller anden sikring om, at de fremsendte varer ikke leveres til børn eller unge«.

19

Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen inden for rammerne af en anmodning om præjudiciel afgørelse at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser eller at afgøre, om den af den forelæggende ret anlagte fortolkning er korrekt (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, sag C-58/98, Corsten, Sml. I, s. 7919, præmis 24). Det tilkommer Domstolen i henhold til kompetencefordelingen mellem Fællesskabets retsinstanser og de nationale retter at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelseskendelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål (jf. dom af 25.10.2001, sag C-475/99, Ambulanz Glöckner, Sml. I, s. 8089, præmis 10, af 2.6.2005, sag C-136/03, Dörr og Ünal, Sml. I, s., 4759, præmis 46, og af 22.6.2006, sag C-419/04, Conseil général de la Vienne, Sml. I, s. 5645, præmis 24).

20

Under disse omstændigheder må besvarelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse ske ud fra den antagelse — som også den forelæggende ret tager udgangspunkt i — at den i hovedsagen omhandlede lovgivning forbyder ethvert salg pr. postordre af videogrammer, som ikke er blevet vurderet og klassificeret af den kompetente myndighed med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke er forsynet med en angivelse fra denne myndighed af, for hvilke aldersgrupper videogrammerne er tilladt.

21

Desuden bemærkes, at det synes at fremgå af oplysningerne i sagen, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke kun finder anvendelse på udbydere etableret på Forbundsrepublikken Tysklands område, men ligeledes på udbydere, der er hjemmehørende i andre medlemsstater.

22

Hvad angår de fællesskabsretlige bestemmelser, som finder anvendelse på omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, bemærkes, at visse aspekter ved postordresalg af videogrammer kan henhøre under anvendelsesområdet for direktiv 2000/31. Som det imidlertid følger af dette direktivs artikel 2, litra h), nr. ii), regulerer dette direktiv ikke krav til varer som sådan. Det samme gælder direktiv 97/7/EF.

23

Eftersom de nationale bestemmelser vedrørende beskyttelse af mindreårige i forbindelse med salg af varer pr. postordre ikke har været genstand for harmonisering på fællesskabsplan, må den i hovedsagen omhandlede lovgivning bedømmes i lyset af artikel 28 EF og 30 EF.

24

Avides Media, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, som i princippet er forbudt i medfør af artikel 28 EF. Ifølge Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen kan den pågældende ordning imidlertid begrundes i hensynet til beskyttelse af mindreårige.

25

Dynamic Medien, den tyske regering og Irland har anført, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning vedrører en bestemt form for salg som omhandlet i dom af 24. november 1993, Keck og Mithouard (forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097). Idet lovgivningen finder anvendelse uden forskel på indenlandske varer og indførte varer, og idet den på samme måde, retligt som faktisk, påvirker afsætningen af disse to typer varer, er den ikke omfattet af forbuddet i artikel 28 EF.

26

Det følger af fast retspraksis, at enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet, skal anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion og dermed er forbudt i medfør af artikel 28 EF (jf. især dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5, af 19.6.2003, sag C-420/01, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 6445, præmis 25, og af 8.11.2007, sag C-143/06, Ludwigs-Apotheke, Sml. I, s. 9623, præmis 25).

27

Selv om en foranstaltning ikke har til formål at regulere vareudvekslingen mellem medlemsstaterne, er det afgørende, hvilken aktuel eller potentiel virkning den har for samhandelen i Fællesskabet. Når dette kriterium anvendes, forstås ved foranstaltninger med tilsvarende virkning sådanne hindringer for de frie varebevægelser, der i mangel af en harmonisering af de nationale lovgivninger følger af, at der på varer fra andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, anvendes regler om, hvilke betingelser sådanne varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benævnelse, form, dimensioner, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning og emballage), og det uanset om sådanne regler anvendes uden forskel på alle varer, når en sådan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der kan gå forud for hensynene til de frie varebevægelser (jf. i denne retning dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, »Cassis de Dijon-dommen«, Sml. s. 649, præmis 6, 14 og 15, af 26.6.1997, sag C-368/95, Familiapress, Sml. I, s. 3689, præmis 8, og af 11.12.2003, sag C-322/01, Deutscher Apothekerverband, Sml. I, s. 14887, præmis 67).

28

Domstolen har i sin retspraksis ligeledes fastslået, at nationale bestemmelser, som underkaster et produkt, der lovligt er fremstillet og bragt i omsætning i en anden medlemsstat, yderligere kontrolforanstaltninger, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning, som er forbudt i medfør af artikel 28 EF, medmindre der er tale om undtagelser, der er fastsat eller anerkendt i fællesskabsretten (jf. navnlig dom af 22.1.2002, sag C-390/99, Canal Satélite Digital, Sml. I, s. 607, præmis 36 og 37, og af 8.5.2003, sag C-14/02, ATRAL, Sml. I, s. 4431, præmis 65).

29

Derimod kan nationale bestemmelser, som begrænser eller forbyder bestemte former for salg — og som dels finder anvendelse på alle de berørte erhvervsdrivende, der udøver virksomhed i indlandet, dels, såvel retligt som faktisk, påvirker afsætningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater på samme måde — ikke antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den retspraksis, der blev indledt med Dasonville-dommen (jf. navnlig Keck og Mithouard-dommen, præmis 16, samt dom af 15.12.1993, sag C-292/92, Hünermund m.fl., Sml. I, s. 6787, præmis 21, og af 28.9.2006, sag C-434/04, Ahokainen og Leppik, Sml. I, s. 9171, præmis 19). Så snart disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af sådanne bestemmelser på salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, således ikke antages at forhindre, at varerne får adgang til markedet, eller medføre større ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer (jf. Keck og Mithouard-dommen, præmis 17).

30

Bestemmelser om visse afsætningsmetoder er af Domstolen senere blevet kvalificeret som bestemte former for salg i den i Keck og Mithouard-dommen angivne forstand (jf. navnlig dommen i sagen Hünermund m.fl., præmis 21 og 22, samt dom af 13.1.2000, sag C-254/98, TK-Heimdienst, Sml. I, s. 151, præmis 24, og af 23.2.2006, sag C-441/04, A-Punkt Schmuckhandel, Sml. I, s. 2093, præmis 16).

31

Det fremgår af præmis 15 i dom af 29. juni 1994, Kommissionen mod Grækenland (sag C-391/92, Sml. I, s. 1621), at en lovgivning, som begrænser afsætningen af varer til visse salgssteder, og som begrænser erhvervsdrivendes frie erhvervsudøvelse, udgør en salgsform som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 29, uden at lovgivningen vedrører selve de omhandlede varer. Således indebærer nødvendigheden af at tilpasse de pågældende varer til de bestemmelser, som er i kraft i den medlemsstat, hvor afsætningen finder sted, at der ikke er tale om en sådan salgsform (jf. Canal Satélite Digital-dommen, præmis 30). Det samme gør sig navnlig gældende med hensyn til nødvendigheden af at ændre etiketteringen af de indførte varer (jf. navnlig dom af 3.6.1999, sag C-33/97, Colim, Sml. I, s. 3175, præmis 37, og af 18.9.2003, sag C-416/00, Morellato, Sml. I, s. 9343, præmis 29 og 30).

32

Det må i den foreliggende sag fastslås, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke udgør en bestemt form for salg som omhandlet i den retspraksis, der er indledt med Keck og Mithouard-dommen.

33

Den nævnte lovgivning forbyder således ikke salg pr. postordre af videogrammer. Den fastsætter, at videogrammer, for at de kan markedsføres pr. postordre, skal gøres til genstand for en indenlandsk vurderings- og klassificeringsprocedure med henblik på beskyttelse af mindreårige, uden at det herved tages i betragtning, om en analog procedure allerede har fundet sted i den medlemsstat, som har udført de nævnte videogrammer. Desuden fastsætter denne lovgivning en betingelse, som disse varer skal opfylde, nemlig betingelsen med hensyn til deres mærkning.

34

Det må fastslås, at en sådan lovgivning vanskeliggør og fordyrer indførsel af videogrammer fra andre medlemsstater end Forbundsrepublikken Tyskland, således at den kan afholde visse interesserede fra at markedsføre sådanne videogrammer i sidstnævnte medlemsstat.

35

Det følger af det ovenfor anførte, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 28 EF, som i princippet er uforenelig med de forpligtelser, som følger af denne bestemmelse, medmindre den er objektivt begrundet.

36

Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning er begrundet, for så vidt som den tilsigter at beskytte mindreårige. Dette mål er navnlig forbundet med offentlig moral og offentlig orden, som er begrundelser, som er anerkendt i artikel 30 EF. Desuden tillader direktiv 97/7 og direktiv 2000/31 udtrykkeligt restriktioner, der pålægges i almenhedens interesse.

37

Dynamic Medien, den tyske regering og Irland slutter sig til dette standpunkt for det tilfælde, at det fastslås, at den pågældende lovgivning er omfattet af forbuddet i artikel 28 EF. Den tyske regering har anført, at den nævnte lovgivning varetager hensyn begrundet i den offentlige orden og gør det muligt at sikre, at unge mennesker kan udvikle deres følelse af personligt ansvar og deres evne til at blive samfundsborgere. Desuden er beskyttelse af mindreårige et mål, som er snævert forbundet med behovet for at respektere den menneskelige værdighed. Irland har ligeledes henvist til tvingende forbrugerbeskyttelseshensyn, som er anerkendt i Cassis de Dijon-dommen.

38

Avides Media er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning er uforholdsmæssig, for så vidt som den indebærer et systematisk forbud mod postordresalg af videogrammer, som ikke er forsynet med den i henhold til lovgivningen fastsatte angivelse, uden at det herved tages i betragtning, om de pågældende videogrammer har eller ikke har været genstand for en vurdering i en anden medlemsstat med henblik på beskyttelse af mindreårige. Tysk ret indeholder heller ikke nogen forenklet fremgangsmåde i tilfælde af, at en sådan vurdering rent faktisk måtte have fundet sted.

39

Det bemærkes herved, at beskyttelse af børns rettigheder anerkendes af forskellige internationale instrumenter, som medlemsstaterne har indgået eller tiltrådt, såsom den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, vedtaget af FN’s Generalforsamling den 19. december 1996 og trådt i kraft den 23. marts 1976, og konventionen om barnets rettigheder, vedtaget af nævnte Generalforsamling den 20. november 1989 og trådt i kraft den 2. september 1990. Domstolen har allerede haft lejlighed til at bemærke, at disse internationale konventioner er en del af de internationale instrumenter, som vedrører beskyttelse af menneskerettigheder, og som Domstolen inddrager i sin anvendelse af generelle fællesskabsretlige principper (jf. især dom af 27.6.2006, sag C-540/03, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5769, præmis 37).

40

Det bemærkes i denne forbindelse, at i medfør af artikel 17 i konventionen om barnets rettigheder erkender deltagerstaterne massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Samme artikels litra e), præciserer, at deltagerstaterne skal tilskynde til udvikling af passende retningslinjer for beskyttelse af barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd.

41

Beskyttelse af børn er ligeledes omhandlet i de instrumenter, som er udarbejdet inden for rammerne af Den Europæiske Union, såsom Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret den 7. december 2000 i Nice (EFT C 364, s. 1), hvis artikel 24, stk. 1, bestemmer, at børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel (jf. i denne retning dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, præmis 58). Desuden er medlemsstaternes ret til at træffe de nødvendige foranstaltninger af årsager vedrørende beskyttelse af mindreårige anerkendt af visse fællesskabsretlige instrumenter såsom direktiv 2000/31.

42

Selv om børns beskyttelse udgør en legitim interesse, som i princippet kan begrunde en restriktion for en grundlæggende ved EF-traktaten sikret frihed, såsom de frie varebevægelser (jf. analogt dom af 12.6.2003, sag C-112/00, Schmidberger, Sml. I, s. 5659, præmis 74), kan sådanne restriktioner imidlertid kun begrundes, hvis de er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det tilstræbte mål og ikke går videre end nødvendigt for at virkeliggøre dette mål (jf. i denne retning dom af 14.10.2004, sag C-36/02, Omega, Sml. I, s. 9609, præmis 36, og af 11.12.2007, sag C-438/05, International Transport Workers’ Federation og Finnish Seamen’s Union, Sml. I, s. 10779, præmis 75).

43

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning tilsigter at beskytte børn mod oplysninger og materialer, som er skadelige for deres trivsel.

44

Det bemærkes herved, at det ikke er absolut nødvendigt, at de restriktive foranstaltninger, der er fastsat af myndighederne i en medlemsstat til beskyttelse af børns rettigheder, og som er omhandlet i præmis 39-42 i denne dom, svarer til en opfattelse, som deles af samtlige medlemsstater med hensyn til beskyttelsens niveau og midlerne hertil (jf. analogt Omega-dommen, præmis 37). Eftersom denne opfattelse kan variere fra en medlemsstat til en anden alt afhængig af moralske eller kulturelle betragtninger, må medlemsstaterne indrømmes en bestemt skønsbeføjelse.

45

Selv om det er korrekt, at det i mangel af fællesskabsharmonisering tilkommer medlemsstaterne at fastsætte beskyttelsesniveauet for den pågældende interesse, skal denne skønsbeføjelse ikke desto mindre udøves under overholdelse af de forpligtelser, som følger af fællesskabsretten.

46

Selv om den i hovedsagen omhandlede lovgivning svarer til det niveau for beskyttelse af børn, som den tyske lovgiver har ønsket at sikre på Forbundsrepublikken Tysklands område, er det stadig nødvendigt, at de midler, som denne stat bringer i anvendelse, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af dette mål, og at de ikke går videre end nødvendigt for at virkeliggøre dette mål.

47

Der hersker ingen tvivl om, at forbuddet mod salg og overdragelse pr. postordre af videogrammer, som ikke er blevet vurderet og klassificeret af den kompetente myndighed med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke af denne myndighed er forsynet med en angivelse af den aldersgruppe, de er tilladt for, udgør en foranstaltning, som kan beskytte børn mod oplysninger og materialer, som er skadelige for deres trivsel.

48

Hvad angår de materielle anvendelsesområde for det omhandlede forbud bemærkes, at lov om beskyttelse af mindreårige ikke er til hinder for enhver form for markedsføring af videogrammer, som ikke er blevet vurderet. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at det er tilladt at indføre og foretage salg til voksne af sådanne videogrammer via distributionskanaler, som indebærer en personlig kontakt mellem leverandøren og køberen, og som gør det muligt at sikre, at børn ikke har adgang til disse videogrammer. På baggrund af disse oplysninger synes den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke at gå videre end nødvendigt for at virkeliggøre det mål, som den pågældende medlemsstat forfølger.

49

Hvad angår den vurderingsprocedure, som den nationale lovgiver har indført med henblik på at beskytte børn mod oplysninger og materialer, som kan være skadelige for deres trivsel, kan den omstændighed, at en medlemsstat har valgt en anden beskyttelsesordning end den, som en anden medlemsstat har indført, ikke i sig selv påvirke bedømmelsen af, om bestemmelser, der er fastsat på området, er forholdsmæssige. Bedømmelsen af bestemmelserne skal alene foretages under hensyn til det tilsigtede mål og det beskyttelsesniveau, som den pågældende medlemsstat ønsker at sikre (jf. analogt dom af 21.9.1999, sag C-124/97, Läärä m.fl., Sml. I, s. 6067, præmis 36, og Omega-dommen, præmis 38).

50

En sådan vurderingsprocedure skal imidlertid være let tilgængelig og kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og såfremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal dette kunne indbringes for domstolene (jf. i denne retning dom af 16.7.1992, sag C-344/90, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 4719, præmis 9, og af 5.2.2004, sag C-95/01, Greenham og Abel, Sml. I, s. 1333, præmis 35).

51

I det foreliggende tilfælde synes det at fremgå af den tyske regerings indlæg for Domstolen, at proceduren for vurdering, klassificering og mærkning af videogrammer, der er fastlagt i den i hovedsagen omhandlede lovgivning, opfylder de betingelser, der er nævnt i den foregående præmis. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, at efterprøve, om dette er tilfældet.

52

Set i lyset af de foregående betragtninger skal de forelagte spørgsmål følgelig besvares med, at artikel 28 EF ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder salg og overdragelse pr. postordre af videogrammer, som ikke er blevet vurderet og klassificeret af den kompetente myndighed med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke er forsynet med nogen angivelse fra denne myndighed af de aldersgrupper, for hvilke de er tilladt, medmindre det fremgår, at proceduren for vurdering, klassificering og mærkning, der er fastsat i denne lovgivning, ikke er let tilgængelig eller ikke kan afsluttes inden for en rimelig frist, eller såfremt et afslag ikke kan indbringes for domstolene.

53

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 28 EF er ikke til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som forbyder salg og overdragelse pr. postordre af videogrammer, som ikke er blevet vurderet og klassificeret af en overordnet delstatsmyndighed eller et tysk organ for frivillig selvkontrol med henblik på beskyttelse af mindreårige, og som ikke er forsynet med nogen angivelse fra denne myndighed eller fra dette organ af de aldersgrupper, for hvilke de er tilladt, medmindre det fremgår, at proceduren for vurdering, klassificering og mærkning, der er fastsat i denne lovgivning, ikke er let tilgængelig eller ikke kan afsluttes inden for en rimelig frist, eller såfremt et afslag ikke kan indbringes for domstolene.