RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

25. oktober 2007

Sag T-154/05

Carmela Lo Giudice

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – psykisk chikane – annullationssøgsmål – pligt til at yde bistand – begrundelsespligt – berettiget forventning – vedtægtens artikel 24 – omsorgspligt – formaliteten – erstatningspåstand«

Angående: Søgsmål, hvorved der i det væsentlige dels er nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, hvorefter der ikke fandtes at foreligge psykisk chikane, dels påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, der hævdes at være lidt.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb

2.      Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klage og søgsmål

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – institutionernes bistandspligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24)

4.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25)

1.      En tjenestemand, der mener at være udsat for psykisk chikane, skal – uagtet den subjektive opfattelse han kan have af de kendsgerninger, han støtter sit søgsmål på – fremføre en række forhold, der gør det muligt at godtgøre, at han har været udsat for en adfærd, der objektivt har haft til formål at bringe ham i miskredit eller forsætligt at forringe hans arbejdsvilkår.

Det følger heraf, at den pågældende adfærd objektivt skal være af forsætlig karakter, for at det kan godtgøres, at der foreligger psykisk chikane.

Et afslag på en ansøgning om orlov begrundet i hensynet til tjenestens gode funktion kan principielt ikke anses for udtryk for chikane. Den berørte tjenestemand kan desuden ikke med føje foreholde sin overordnede at have afslået en sådan ansøgning, når vedkommende ikke har foretaget de administrative skridt, der er fastsat i fraværsreglementet ved ansøgninger om orlov.

(jf. præmis 82, 83 og 107)

Henvisning til: Retten, 23. februar 2001, forenede sager T-7/87, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I‑A, s. 49, og II, s. 185, præmis 286; Retten, 8. juli 2004, sag T-136/03, Schochaert mod Rådet, Sml. Pers. I‑A, s. 215, og II, s. 957, præmis 41; Retten, 4. maj 2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 101, og II, s. 465, præmis 64, 65 og 78.

2.      Reglen om, at der skal være overensstemmelse mellem den administrative klage i vedtægtens artikel 90, stk. 2’s forstand og det efterfølgende søgsmål, indebærer – idet søgsmålet ellers kan afvises – at et anbringende, der fremsættes for Fællesskabets retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til tilstrækkeligt præcist at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse.

(jf. præmis 122)

Henvisning til: Domstolen, 1. juli 1976, sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. s. 1139, præmis 32; Retten, 14. oktober 2003, sag T-174/02, Wieme mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 241, og II, s. 1165, præmis 18; Retten, 25. oktober 2005, sag T-96/04, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 343, og II, s. 1523, præmis 32.

3.      Vedtægtens artikel 24 er blevet udformet med henblik på at beskytte tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber mod enhver form for chikane eller nedværdigende behandling, ikke blot når den hidrører fra en tredjemand, men også når den hidrører fra deres overordnede eller deres kolleger.

I henhold til den bistandspligt, som påhviler administrationen i henhold til denne bestemmelse, skal denne, når der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at kunne afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå er det tilstrækkeligt, at den tjenestemand, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, fremlægger indicier for, at de angreb, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen.

Med hensyn til de foranstaltninger, der skal træffes i en situation, der er omfattet af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 24, råder administrationen over en vid skønsbeføjelse underlagt Fællesskabets retsinstansers kontrol, for så vidt angår hvilke foranstaltninger og midler der skal iværksættes ved anvendelsen af artikel 24. Fællesskabets retsinstansers kontrol begrænser sig til spørgsmålet om, hvorvidt institutionen har overskredet grænserne for, hvad tjenestens interesser kræver, og hvorvidt den har udøvet sin skønsmæssige beføjelse på en måde, der er åbenbart fejlagtig.

(jf. præmis 135-137)

Henvisning til: Domstolen, 14. juni 1979, sag 18/78, V mod Kommissionen, Sml. s. 2093, præmis 15; Domstolen, 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 15 og 16; Retten, 21. april 1993, sag T-5/92, Tallarico mod Parlamentet, Sml. II, s. 477, præmis 31; Retten, 11. oktober 1995, forenede sager T-39/93 og T-553/93, Baltsavias mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 233, og II, s. 695, præmis 58; Retten, 15. september 1998, sag T-3/96, Haas m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 475, og II, s. 1395, præmis 54; Retten, 5. december 2000, sag T-136/98, Campogrande mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 267, og II, s. 1225, præmis 42; Schochaert mod Rådet, præmis 48 og 49; Schmit mod Kommissionen, præmis 96 og 98.

4.      Pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formål at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til, at vedkommende kan vurdere, om afgørelsen er korrekt, eller om den er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte dens gyldighed, og at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve sin kontrol med hensyn til den anfægtede afgørelses lovlighed.

Rækkevidden af begrundelsespligten skal i hvert konkret tilfælde vurderes ikke blot i forhold til den anfægtede afgørelse, men ligeledes i forhold til de konkrete omstændigheder, der forelå ved afgørelsen.

En afgørelse er således tilstrækkeligt begrundet, når den akt, der er genstand for søgsmålet, er blevet udfærdiget under omstændigheder, som den berørte tjenestemand er bekendt med, og som gør det muligt at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet i relation til vedkommende.

(jf. præmis 160-162)

Henvisning til: Domstolen, 29. oktober 1981, sag 125/80, Arning mod Kommissionen, Sml. s. 2539, præmis 13; Domstolen, 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22; Domstolen, 21. juni 1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, præmis 36; Domstolen, 13. december 1989, sag C-169/88, Prelle mod Kommissionen, Sml. s. 4335, præmis 9; Retten, 16. december 1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1465, præmis 62; Retten, 15. februar 1996, sag T-589/93, Ryan-Sheridan mod EUROFOUND, Sml. Pers. I‑A, s. 27, og II, s. 77, præmis 95; Retten, 2. april 1998, sag T-86/97, Apostolidis mod Domstolen, Sml. Pers. I‑A, s. 167, og II, s. 521, præmis 73-77; Retten, 6. marts 2001, sag T-100/00, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 71, og II, s. 347, præmis 53; Retten, 20. juli 2001, sag T-351/99, Brumter mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A, s. 165, og II, s. 757, præmis 28; Schmit mod Kommissionen, præmis 115 og 116.