1

Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT L 24, s. 1) indeholder en ordning, hvorved Kommissionen fører kontrol med fusioner med fællesskabsdimension, som er nærmere fastlagt i forordningens artikel 1 og 3. Fusionerne skal anmeldes til Kommissionen, før de gennemføres (artikel 4). Kommissionen skal undersøge, om de er forenelige med det fælles marked (artikel 2).

2

Artikel 2 i forordning nr. 139/2004 bestemmer:

»1.   Fusioner, der er omfattet af denne forordning, vurderes på grundlag af målene for denne forordning og følgende bestemmelser med henblik på at fastslå, om de er forenelige med det fælles marked.

[…]

2.   Fusioner, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres forenelige med fællesmarkedet.

3.   Fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med fællesmarkedet.

[…]«

3

Proceduren for kontrol med fusioner indeholder to faser. Den første fase, hvorunder der udelukkende foretages en indledende undersøgelse af den påtænkte fusion, afsluttes med, at der træffes en beslutning i henhold til artikel 6 i forordning nr. 139/2004.

4

Artikel 6, stk. 1 og 3, i forordning nr. 139/2004 bestemmer:

»1.   Kommissionen behandler anmeldelsen straks ved modtagelsen.

[…]

[…]

3.   Kommissionen kan tilbagekalde en beslutning vedtaget efter stk. 1, litra a) eller b), hvis:

[…]«

5

Kommissionen iværksætter kun en indgående undersøgelse (den anden fase) i medfør af artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 139/2004, såfremt der efter den indledende undersøgelse, som er foretaget under den første fase, er alvorlig tvivl med hensyn til, om fusionen er forenelig med fællesmarkedet.

6

Kommissionens beslutningsbeføjelser inden for rammerne af proceduren for den indgående undersøgelse er fastlagt i artikel 8 i forordning nr. 139/2004, som bestemmer:

»1.   Finder Kommissionen, at en anmeldt fusion opfylder kriterierne i artikel 2, stk. 2, […] vedtager den en beslutning, hvorved den erklærer fusionen forenelig med fællesmarkedet.

[…]

2.   Finder Kommissionen, at en anmeldt fusion, efter at de deltagende virksomheder har foretaget ændringer, opfylder kriteriet i artikel 2, stk. 2, […] vedtager den en beslutning, hvorved den erklærer fusionen forenelig med fællesmarkedet.

[…]

3.   Finder Kommissionen, at en fusion opfylder kriteriet i artikel 2, stk. 3, […] vedtager den en beslutning, hvorved fusionen erklæres uforenelig med fællesmarkedet.

[…]

6.   Kommissionen kan tilbagekalde den beslutning, den har truffet i henhold til stk. 1 eller 2:

7

Artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 bestemmer:

»1.   Kommissionen kan ved beslutning pålægge de […] omhandlede […] virksomheder eller virksomhedssammenslutninger bøder på op til 1% af de deltagende virksomheders eller virksomhedssammenslutningers samlede omsætning […] hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[…]«

8

Artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 139/2004 bestemmer, at »[h]vis Kommissionen eller de kompetente myndigheder i medlemsstaterne finder det nødvendigt, kan de også indhente udtalelser fra andre fysiske eller juridiske personer«, og at »[n]år fysiske eller juridiske personer, der godtgør, at de har en tilstrækkelig interesse i sagen […], anmoder om at måtte afgive udtalelser, skal deres anmodning efterkommes«.

9

Ifølge femte betragtning til Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT L 133, s. 1) »[har de] anmeldende parter […] pligt til at give Kommissionen korrekte og fuldstændige oplysninger om alle forhold og omstændigheder af betydning for Kommissionens beslutning om den anmeldte fusion«. Herom bestemmer forordningens artikel 4:

»1.   Anmeldelser skal indeholde alle de oplysninger og dokumenter, der anmodes om på den relevante formular […]. Oplysningerne skal være korrekte og fuldstændige.

[…]«

10

Artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 802/2004 bestemmer:

»Denne forordnings […] artikel 4 […] finder med de fornødne tilpasninger anvendelse på kompletteringer af anmeldelser […]«

11

Artikel 16 i forordning nr. 802/2004 om »[h]øring af tredjemand« bestemmer:

»1.   Hvis tredjeparter skriftligt anmoder om at blive hørt i henhold til artikel 18, stk. 4, andet punktum, i forordning […] nr. 139/2004, underretter Kommissionen dem skriftligt om procedurens art og indhold og fastsætter en frist, inden for hvilken de kan fremsætte deres synspunkter.

2.   De i stk. 1 omhandlede tredjeparter skal fremsætte deres synspunkter skriftligt inden for den fastsatte frist. Kommissionen kan, såfremt den skønner det formålstjenligt, give tredjeparter, der har anmodet herom i deres skriftlige bemærkninger, mulighed for at deltage i en formel høring. Den kan også i andre tilfælde give disse parter lejlighed til at fremføre deres synspunkter mundtligt.

3.   Kommissionen kan ligeledes opfordre enhver anden fysisk eller juridisk person til at fremføre deres synspunkter, såvel skriftligt som mundtligt, herunder ved en formel mundtlig høring.«

12

Denne sag er anlagt i forening af Nederlandse Vakbond Varkenshouders (NVV), af Marius Schep og af Nederlandse Bond van Handelaren in Vee (NBHV) (herefter under ét »sagsøgerne«).

13

NVV er en nederlandsk sammenslutning, der repræsenterer og varetager svineavleres interesser. Den har ca. 3000 medlemmer, hvilket svarer til ca. 50% af samtlige svineavlsbedrifter i Nederlandene.

14

Marius Schep er svineavler og medlem af NVV.

15

NBHV er en sammenslutning, som repræsenterer og varetager kreaturhandleres, herunder svinehandleres, interesser. Dens medlemmer er provinssammenslutningerne af kreaturhandlere. Den repræsenterer ca. 70% af de svinehandlere, som er registreret i Nederlandene.

16

Sovion NV er et nederlandsk selskab, som driver virksomhed med slagtning af kvæg og svin, produktion, forarbejdning og salg af kødprodukter samt forarbejdning af animalske biprodukter.

17

Hendrix Meat Group (HMG) er et selskab, som hovedsageligt driver virksomhed i Nederlandene, ligeledes inden for sektoren for slagtning af svin samt sektoren for produktion, forarbejdning og salg af kød.

18

Den 18. november 2004 modtog Kommissionen en anmeldelse i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 af en påtænkt fusion (herefter »fusionen«). Det fremgik af anmeldelsen, at Sovion havde til hensigt at erhverve enekontrollen med hele HMG (herefter under ét »parterne i fusionen« eller »fusionsparterne«).

19

Den 24. november 2004 tilsendte Kommissionen de berørte markedsdeltagere (konkurrenter, købere, leverandører, sammenslutninger inden for sektoren) i flere europæiske lande et detaljeret spørgeskema for at få et overblik over de konkurrencemæssige virkninger af fusionen.

20

Den 25. november 2004 modtog NVV spørgeskemaet på engelsk. Efter NVV’s udtrykkelige anmodning den blev der tilsendt denne en nederlandsk version af spørgeskemaet.

21

I en meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 26. november 2004 opfordrede Kommissionen interesserede tredjemænd til at tilkendegive deres opfattelse vedrørende fusionen inden en frist på ti dage.

22

Ved skrivelse af 30. november 2004 tilkendegav NBHV en række forbehold over for fusionen.

23

Den 2. december 2004 angav NVV i besvarelsen af det spørgeskema, denne sammenslutning havde modtaget fra Kommissionen, at Sovion ville få en dominerende stilling på det relevante geografiske marked, som var afgrænset til Nederlandenes område, hvis det ved en beslutning blev fastslået, at fusionen var forenelig med fællesmarkedet.

24

Den 10. december 2004 blev der holdt et møde mellem Kommissionen på den ene side og NVV og NBHV på den anden side, hvorunder de sidstnævnte på ny tilkendegav deres forbehold over for fusionen. Efter mødets afholdelse tilsendte Kommissionen samme dag repræsentanterne for parterne i fusionen en række spørgsmål vedrørende de punkter, som var blevet drøftet med NVV og NBHV.

25

Den 16. december 2004 tilsendte NBHV Kommissionen en skrivelse, hvori sammenslutningen gav et resumé af sin opfattelse og sine indvendinger over for fusionen.

26

Ved skrivelse af 21. december 2004 bestred NVV og NBHV indholdet af et af de dokumenter, som parterne i fusionen havde tilsendt Kommissionen under den administrative procedure, nemlig en erklæring fra generalsekretæren for Productschappen Vee, Vlees en Eieren (offentligretlige organisationer for markedet for kreaturer, kød og æg, herefter »PVVE«), hvis initialer er S. BM. J. (herefter »J.«).

27

Ved beslutning af 21. december 2004, vedtaget i medfør af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004, erklærede Kommissionen fusionen forenelig med fællesmarkedet (sag COMP/M. 3605 — Sovion/HMG) (EFT 2005 C 28, s. 2, herefter »den anfægtede beslutning«) og godkendte fusionen uden at indlede den anden fase af proceduren.

28

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. april 2005 har sagsøgerne anlagt denne sag.

29

Ved skrivelse af 13. juli 2005 har sagsøgerne i henhold til procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra d), anmodet Retten om som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse at tilpligte Kommissionen at fremlægge alle dokumenter og aktstykker i denne sag og at tilsende dem en kopi.

30

Den 5. august 2005 har Kommissionen indgivet svarskrift og ved et særskilt dokument afgivet indlæg vedrørende anmodningen om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

31

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 30. august 2005 har Sovion anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstand.

32

Ved kendelse af 13. oktober 2005 har formanden for Rettens Tredje Afdeling efterkommet anmodningen om intervention fra Sovion, som efterfølgende afgav interventionsindlæg den . Kommissionen og sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger vedrørende interventionsindlægget henholdsvis den og den .

33

I telefax af 10. maj 2006 har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerens bemærkninger vedrørende interventionsindlægget ikke udelukkende vedrørte interventionen, men også duplikken. Kommissionen anmodede derfor Retten om enten ikke at optage bemærkningerne vedrørende duplikken i sagens akter eller at give Kommissionen mulighed for at tage skriftlig stilling til disse bemærkninger.

34

Ved skrivelse fra Rettens Justitskontor af 9. juni 2006 blev Kommissionen opfordret til at fremsætte sine skriftlige bemærkninger under forbehold af, at de heri behandlede punkter kan realitetsbehandles.

35

Den skriftlige forhandling blev afsluttet den 30. juni 2006 med indgivelsen af de nævnte bemærkninger fra Kommissionen.

36

Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse tilstillet den 1. april 2008 har Retten anmodet Kommissionen om at fremlægge en liste over adressaterne for det detaljerede spørgeskema af , en liste over dem, som besvarede spørgeskemaet, og en kopi af alle svarene på spørgsmålene i spørgeskemaets punkt 8. Den har Kommissionen tilsendt Retten de ønskede dokumenter.

37

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 22. maj 2008. De dokumenter, intervenienten har fremlagt under retsmødet, er ikke blevet optaget i sagens akter.

38

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

39

Kommissionen og intervenienterne har nedlagt følgende påstande:

40

Kommissionen har fremført to indsigelser til støtte for sagens afvisning, nemlig dels at Marius Schep ikke har nogen retlig interesse, dels at NBHV’s søgsmål er for sent anlagt. Indledningsvis gennemgår Kommissionen dog spørgsmålet om, hvorvidt det i et tilfælde, hvor sagen er anlagt af flere, som i den foreliggende sag, er nødvendigt, når kun en af sagsøgernes søgsmål kan antages til realitetsbehandling, ikke desto mindre at undersøge, om også de øvrige sagsøgere har retlig interesse.

41

Kommissionen har gjort gældende, at selv om en sag er anlagt af flere parter, kan den afvises for så vidt angår en af dem (Rettens dom af 21.3.2002, sag T-131/99, Shaw og Falla mod Kommissionen, Sml. II, s. 2023, præmis 12). Kommissionen erkender dog, at Retten i dommen af i sag T-374/00, Verband der freien Rohrwerken m.fl. (Sml. II, s. 2275, præmis 57), vedrørende en sag, som var anlagt af flere sagsøgere til prøvelse af en beslutning, Kommissionen havde vedtaget i medfør af fusionsforordningen, fastslog, at det var unødvendigt at undersøge, om de øvrige sagsøgere havde retlig interesse, efter at have konstateret, at en af sagsøgerne var umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen.

42

Efter Kommissionens opfattelse bør det dog undersøges i denne sag, om hver enkelt sagsøger har retlig interesse, selv om NVV’s søgsmål formentlig må antages til realitetsbehandling. Til støtte herfor henviser Kommissionen for det første til, at det klagepunkt, som er indeholdt i det andet anbringende om, at sagsøgerne ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at gøre deres synspunkter gældende under den administrative procedure, i sagens natur er forbundet med en subjektiv vurdering, for det andet, at en individuel vurdering af, om sagsøgerne har retlig interesse, giver mulighed for at træffe en behørig afgørelse vedrørende sagens omkostninger, og for det tredje, at det er nødvendigt at undgå den situation, at Kommissionen i tilfælde af, at en af de sagsøgere, som mangler retlig interesse, appellerer sagen, vil blive forhindret i for første gang at påberåbe sig, at den pågældende ikke har nogen retlig interesse.

43

Sagsøgerne har heroverfor gjort gældende, at det ikke er nødvendigt at fastslå for hver enkelt af dem, om de har retlig interesse, og at sagsøgerne under alle omstændigheder har retlig interesse i sagen såvel under ét som individuelt.

44

Indledningsvis skal det bemærkes, at det er ubestridt, at NVV har retlig interesse i denne sag. Da denne sammenslutning, som Kommissionen har erkendt i sine skriftlige indlæg, repræsenterer virksomheder, der leverer levende svin, som skal slagtes, til parterne i fusionen og har deltaget aktivt i den administrative procedure, er den umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning. Der er derfor ingen tvivl om, at NVV’s søgsmål må antages til realitetsbehandling.

45

Ifølge fast retspraksis gælder, at når flere sagsøgere har anlagt samme søgsmål, og det kan realitetsbehandles hvad angår én af sagsøgerne, er det ikke nødvendigt at undersøge, om de andre sagsøgere har retlig interesse (jf. i denne retning Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 31, Rettens dom i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 57, og dom af , sag T-282/06, Sun Chemical Group m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2149, præmis 49 ff.).

46

Denne praksis er begrundet i procesøkonomiske overvejelser og den omstændighed, at Retten normalt, når der er tale om et fælles søgsmål, som er anlagt af flere sagsøgere, er forpligtet til at realitetsbehandle alle de anbringender og argumenter, der er gjort gældende til støtte for annullationssøgsmålet, selv om en af sagsøgerne ikke har retlig interesse (jf. i denne retning dommen i sagen Sun Chemical Group m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 45, præmis 51 og 52).

47

Selv om Retten i visse sager ved behandlingen af formalitetsspørgsmålet har vurderet sagsøgernes stilling forskelligt (jf. i denne retning dommen i sagen Shaw og Falla mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 12, Rettens kendelse af 10.3.2005, forenede sager T-228/00, T-229/00, T-242/00, T-243/00, T-245/00 — T-248/00, T-250/00, T-252/00, T-256/00 — T-259/00, T-265/00, T-267/00, T-268/00, T-271/00, T-274/00 — T-276/00, T-281/00, T-287/00 og T-296/00, Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 787, præmis 38), var disse forskellige vurderinger begrundet i procesøkonomiske overvejelser ligesom den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 45 (dommen i sagen Sun Chemical Group m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 45, præmis 51).

48

I denne sag vil det være i strid med sådanne procesøkonomiske overvejelser at foretage en særskilt undersøgelse af formalitetsspørgsmålet i forhold til hver enkelt af sagsøgerne. Det må således konstateres, at ingen af de anbringender eller argumenter, som er gjort gældende under det fælles søgsmål, der er anlagt af NVV, Marius Schep og NBHV, er begrænset til en bestemt af sagsøgerne, således at det, hvis sagen blev afvist for en af sagsøgernes vedkommende, ville være udelukket at behandle et eller flere af de pågældende anbringender eller argumenter. Da sagen må antages til realitetsbehandling for så vidt angår NVV, vil Retten under alle omstændigheder være nødt til at undersøge alle de anbringender og argumenter, som er gjort gældende under sagen, uanset om den måtte afvises for så vidt angår Marius Schep og NBHV. Af disse grunde er det unødvendigt at undersøge formalitetsspørgsmålet i forhold til NBHV og Marius Schep.

49

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremført to anbringender, hvoraf det første er, at artikel 2, 6 og 8 i forordning nr. 139/2004 er tilsidesat, og det andet, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt (artikel 253 EF) og sin pligt til at udvise omhu.

50

Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 2, 6 og 8 i forordning nr. 139/2004 er opdelt i fire underanbringender, hvoraf det første og fjerde efter sagsøgerens egen opfattelse imidlertid bør vurderes under ét. Med det andet og tredje underanbringende anfægter sagsøgerne afgrænsningen af de relevante geografiske markeder, som er lagt til grund i den anfægtede beslutning, og hvorefter den geografiske udstrækning af de to relevante produktmarkeder, nemlig markederne for køb af levende svin og søer til slagtning, omfatter de områder, som er beliggende i en omkreds på 150 km uden om de tre vigtigste svineavlszoner in Nederlandene (Twente, Achterhoek og Noord-Brabant), når man som centrum for disse tre omkredse tager de tre byer, som ligger i midten af disse tre regioner, nemlig henholdsvis Enschede, Doetinchem og Eindhoven (den anfægtede beslutnings punkt 25 og 44). Sagsøgernes første og fjerde underanbringende er, at Kommissionen på grund af denne fejlagtige afgrænsning af det geografiske marked har anlagt en forkert vurdering af konkurrencesituationen og dermed fejlagtigt konkluderet, at der ikke foreligger nogen dominerende stilling, og at fusionen er forenelig med fællesmarkedet.

51

Retten skal i den forbindelse først henvise til, at hvad angår anvendelsen af reglerne om Fællesskabets kontrol med fusioner, som er omhandlet i denne sag, er det en nødvendig betingelse for at vurdere den anmeldte virksomheds fusions konkurrencemæssige virkning først at foretage en adækvat afgrænsning af det relevante marked (jf. i denne retning Domstolens dom af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen (den såkaldte »Kali & Salz«-sag), Sml. I, s. 1375, præmis 143, og Rettens dom af , sag T-342/99, Airtours mod Kommissionen, Sml. II, s. 2585, præmis 19).

52

Som det fremgår af såvel artikel 9, stk. 7, i forordning nr. 139/2004 som af punkt 8 i Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT 1997 C 372, s. 5, herefter »meddelelsen om det relevante marked«), omfatter det relevante geografiske marked det område, hvorpå de pågældende virksomheder deltager i udbuddet af de omhandlede produkter og tjenesteydelser, hvor konkurrencevilkårene er tilstrækkeligt ensartede, og som kan afgrænses fra de tilstødende områder, navnlig fordi konkurrencevilkårene dér er mærkbart forskellige. Ved afgrænsningen af det geografiske marked skal der tages hensyn til flere faktorer, såsom de pågældende produkters eller tjenesteydelsers art og kendetegn, hvorvidt der findes hindringer for adgangen til markedet, forbrugernes præferencer, og om der findes væsentlige forskelle i virksomhedernes markedsandele eller væsentlige prisforskelle mellem det pågældende område og de tilstødende områder (Rettens dom af 30.9.2003, forenede sager T-346/02 og T-347/02, Cableuropa m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4251, præmis 115).

53

Ifølge fast retspraksis tilkommer der Kommissionen et vist skøn ifølge de materielle bestemmelser om Fællesskabets kontrol med fusioner, navnlig bestemmelserne om vurdering af fusioner såsom artikel 2 i forordning nr. 139/2004, og dette skøn angår især de økonomiske vurderinger. Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser foretager vedrørende udøvelsen af dette skøn, og som er væsentlig ved anvendelsen af reglerne om fusioner, skal derfor foretages under hensyntagen til den skønsmargen, som er forudsat i de bestemmelser om økonomiske forhold, der indgår i reglerne om fusioner (Domstolens dom i Kali & Salz-sagen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 223 og 224, og dom af 15.2.2005, sag C-12/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, Sml. I, s. 987, præmis 38; Rettens dom af , sag T-102/96, Gencor mod Kommissionen, Sml. II, s. 753, præmis 164 og 165; dommen i sagen Airtours mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 64, og dom af , sag T-210/01, General Electric mod Kommissionen, Sml. II, s. 5575, præmis 60). Navnlig kan Fællesskabets retsinstanser kun foretage en begrænset prøvelse af afgrænsningen af produktmarkedet, såfremt denne afgrænsning indebærer komplekse økonomiske vurderinger fra Kommissionens side (jf. i denne retning Rettens dom af , sag T-201/04, Microsoft mod Kommissionen, Sml. II, s. 3601, præmis 482).

54

Den omstændighed, at Kommissionen råder over et vidt skøn hvad angår de økonomiske vurderinger, indebærer dog ikke, at Fællesskabets retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere Kommissionens vurdering af oplysninger af økonomisk art. Fællesskabets retsinstanser skal ikke blot efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men også kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere den pågældende komplekse situation, og om disse oplysninger taler til støtte for Kommissionens konklusioner (dommen i sagen Kommissionen mod Tetra Laval, nævnt ovenfor i præmis 53, præmis 39).

55

Sagsøgernes argumenter skal vurderes på grundlag af disse betragtninger.

56

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at det første argument ikke er tilstrækkelig klart, hvilket støttes af intervenienten.

57

Den anfører herom for det første, at sagsøgerne i stævningen har foretaget alt for generelle henvisninger såvel til »deres korrespondance med [Kommissionen]« og de faktiske omstændigheder og argumenter, som er angivet heri (bilag A.6-A.24) som til visse »supplerende aktstykker« (bilag A.26-A.39), der skulle »uddybe« de synspunkter, de i forvejen havde gjort gældende under den administrative procedure. Disse henvisninger opfylder ikke efter Kommissionens opfattelse betingelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), hvorefter stævningen skal indeholde en beskrivelse af søgsmålets genstand samt en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Efter Kommissionens opfattelse bør Retten derfor ikke tage hensyn til disse henvisninger.

58

For det andet anfører Kommissionen, at der heller ikke bør tages hensyn til bilag A.26-A.38 og bilag C.4-C.7, da de ikke er blevet fremlagt under den administrative procedure. Efter Kommissionens opfattelse fremgår det af retspraksis, at en beslutnings lovlighed skal vurderes på grundlag af de elementer, som Kommissionen havde mulighed for at være bekendt med på tidspunktet for beslutningens vedtagelse (Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7, og Rettens dom af , forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og British Railways mod Kommissionen, Sml. II, s. 1491, præmis 48), og at en sagsøger derfor ikke kan påberåbe sig faktiske omstændigheder under en sag ved Fællesskabets retsinstanser, som ikke er blevet bragt til Kommissionens kundskab under den administrative procedure (Domstolens dom af , forenede sager C-278/92 — C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 31, og af , sag C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5163, præmis 49 og 76).

59

Heroverfor har sagsøgerne anført, at de under sagen ikke har nøjedes med at give en summarisk fremstilling, men har givet en sammenhængende og forståelig fremstilling af de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som de har påberåbt sig til støtte for deres påstande. Endvidere er Kommissionen blevet gjort bekendt med deres synspunkter, som de gjorde gældende under den administrative procedure. Den omstændighed, at der var visse aktstykker, som Kommissionen ikke havde kendskab til på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, kan intet ændre herved. Retten er derfor forpligtet til at gennemgå alle bilagene.

60

Hvad for det første angår henvisningerne til bilagene bemærkes, at stævningen ifølge artikel 21 i Domstolens statut og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af de påberåbte søgsmålsgrunde. Ifølge fast retspraksis er det en betingelse for at antage et søgsmål til realitetsbehandling, at de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som det er støttet på, fremgår af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde i det mindste i summarisk form. Det er ganske vist muligt at understøtte og udbygge en stævning på særlige punkter ved at foretage henvisninger til bestemte afsnit i dokumenter, der er vedlagt som bilag til denne, men derimod udelukket, såfremt stævningen mangler væsentlige dele af den retlige argumentation, som ifølge de nævnte bestemmelser skal være indeholdt i den, at afhjælpe denne mangel ved en generel henvisning til andre dokumenter, selv om disse er vedlagt stævningen (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P — C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 93-100; jf. endvidere, hvad angår kontrol med fusioner, Rettens dom af , sag T-87/05, EDP mod Kommissionen, Sml. II, s. 3745, præmis 155, og af , sag T-209/01, Honeywell mod Kommissionen, Sml. II, s. 5527, præmis 56 og 57 og den deri nævnte retspraksis).

61

Desuden tilkommer det ikke Retten at forsøge ved hjælp af bilagene at klarlægge, hvilke anbringender og argumenter der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, da bilagene alene tjener som bevismateriale og middel til sagens oplysning (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 97, og dommen i sagen Honeywell mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 57). Da bilagene alene tjener som bevismateriale og middel til sagens oplysning, er det i tilfælde, hvor et bilag vedrører retlige elementer, som visse af de anbringender, der er gjort gældende i stævningen, er baseret på, nødvendigt, at disse retlige elementer er indeholdt i selve det skriftlige dokument, som bilaget er vedlagt, eller i det mindste tilstrækkelig klart angivet i dette dokument (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 99).

62

I overensstemmelse med denne retspraksis tager Retten derfor kun henvisninger til bilag i betragtning, såfremt de for det første støtter eller supplerer argumenter, som sagsøgerne udtrykkeligt har fremført i selve deres skriftlige indlæg, og for det andet såfremt Retten på grundlag heraf præcist kan fastslå de elementer, hvorpå sagsøgerne baserer deres klagepunkter mod fusionen, eller de argumenter, der er fremført som supplement til de anbringender, som de har gjort gældende i deres indlæg (jf. i denne retning dommen i sagen Microsoft mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 53, præmis 99).

63

Hvad for det andet angår bilag, som ikke er fremlagt under den administrative procedure, finder Retten ikke, at Kommissionen i denne forbindelse generelt kan påberåbe sig den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 58, til støtte for afvisning af disse bilag som helhed. Det skal herved bemærkes, at når fremlæggelsen af et bilag ikke udgør noget forsøg på at ændre ved de retlige og faktiske omstændigheder, som tidligere er gjort gældende for Kommissionen med henblik på vedtagelse af den anfægtede beslutning, men indgår i en argumentation som led i udøvelsen af retten til kontradiktion, skal det pågældende bilag realitetsbehandles (jf. i denne retning dommen i sagen EDP mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 60, præmis 158).

64

Spørgsmålet om, hvorvidt Retten vil tage hensyn til de bilag, som ikke er blevet fremlagt under den administrative procedure, skal derfor afgøres på grundlag af disse betragtninger.

65

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at det første anbringende er åbenbart ugrundet, da det baseres på, at artikel 8 i forordning nr. 139/2004 er tilsidesat, hvorimod den anfægtede beslutning udelukkende er vedtaget på grundlag af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004. Heroverfor gør sagsøgerne gældende, at de med rette kan påberåbe sig artikel 8 i forordning nr. 139/2004, da Kommissionen burde have indledt den anden fase af proceduren og vedtaget en beslutning i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 139/2004.

66

Herom bemærkes, at som nævnt ovenfor i præmis 3 ff. består proceduren efter forordning nr. 139/2004 vedrørende Fællesskabets kontrol med virksomhedsfusioner af to faser. Den første fase af proceduren afsluttes med en beslutning, som vedtages på grundlag af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, litra a), b) eller c), afhængig af, hvilken konklusion Kommissionen når frem til ved afslutningen af denne fase. Kun såfremt Kommissionen fastslår, at den anmeldte fusion er omfattet af forordningen og rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med fællesmarkedet, indleder Kommissionen procedurens anden fase, som ifølge artikel 6, stk. 1, litra c), andet punktum, »afsluttes […] med en beslutning vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 1-4, […] [m]edmindre de deltagende virksomheder har godtgjort over for Kommissionen, at de har opgivet fusionen«.

67

Det må således konstateres, at inden for forordning nr. 139/2004’s system udgør forordningens artikel 6 hjemmelen for de beslutninger, Kommissionen vedtager under den første fase af proceduren, mens forordningens artikel 8 udgør hjemmelen for de beslutninger, der vedtages inden for den anden fase af proceduren, hvorved begge disse to artikler skal fortolkes på grundlag af de kriterier, der er nævnt i forordningens artikel 2.

68

Da Kommissionen i den foreliggende sag efter afslutningen af den første fase antog, at fusionen ikke rejste alvorlig tvivl om dens forenelighed med fællesmarkedet, baserede den med rette sin beslutning om godkendelse på forordning nr. 139/2004’s artikel 6, stk. 1, litra b). Selv om Kommissionen i øvrigt var nået frem til den modsatte konklusion og havde besluttet at indlede den anden fase af proceduren, skulle den også have vedtaget beslutningen på grundlag af forordningens artikel 6, nærmere betegnet artikel 6, stk. 1, litra c), og ikke artikel 8. Den kunne derfor under ingen omstændigheder ved afslutningen af den første fase af proceduren have vedtaget en beslutning baseret på forordningens artikel 8. Det er følgelig irrelevant at påberåbe sig denne artikel i denne sammenhæng. Det må derfor konkluderes, at det første anbringende er åbenbart ugrundet, da det støttes på, at artikel 8 i forordning nr. 139/2004 er tilsidesat.

69

Det andet led af sagsøgernes første anbringende går i første række ud på, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ved afgrænsningen af det relevante produktmarked med rette har adskilt markedet for køb af levende svin til slagtning fra markedet for køb af levende søer til slagtning, men har begået et åbenbart fejlskøn, da den med urette har medtaget søer ved afgrænsningen af det geografiske marked for køb af svin og i sin konkurrencemæssige vurdering af fusionens virkninger på dette marked.

70

Efter sagsøgernes opfattelse burde Kommissionen efter at have fastlagt markederne for de relevante produkter have undersøgt det relevante geografiske marked særskilt for hvert enkelt produktmarked. Den burde derfor have foretaget en særskilt undersøgelse af det geografiske marked for køb af søer og det geografiske marked for køb af levende svin til slagtning, da disse to produkter ikke kan substituere hinanden. Til støtte for dette argument henviser sagsøgerne til den anfægtede beslutnings punkt 44 og 53 samt til fodnote 6, der er indføjet på s. 4 i beslutningen.

71

Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er baseret på en urigtig fortolkning af den anfægtede beslutning og derfor bør forkastes.

72

Først skal de relevante dele af den anfægtede beslutning gennemgås. I beslutningens punkt 13-16 vedrørende afgrænsningen af produktmarkederne anfører Kommissionen, at køb af svin og køb af søer til slagtning udgjorde to forskellige produktmarkeder ifølge den foretagne markedsundersøgelse og i modsætning til fusionsparternes opfattelse.

73

Vedrørende afgrænsningen af det geografiske marked anfører Kommissionen endvidere, at »svin og søer vurderes under ét ved afgrænsningen af det geografiske marked, da der kan anvendes samme analyse på de to produktmarkeder« (jf. fodnote 6, som er indføjet i den anfægtede beslutning på s. 4). Det er på grundlag af denne betragtning, at Kommissionen har foretaget sin analyse i den anfægtede beslutnings punkt 17-43 vedrørende afgrænsningen af det geografiske marked udelukkende med henblik på markedet for køb af svin. Som resultat af denne analyse konkluderer Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 44 med udtrykkelig henvisning til førnævnte fodnote 6, at den foretagne afgrænsning af det geografiske marked for køb af svin også gælder for markedet for køb af søer.

74

Hvad angår vurderingen af fusionens virkninger for konkurrencen foretager Kommissionen derimod sin analyse særskilt for de to markeder, idet den skelner mellem analysen af de konkurrencemæssige virkninger på markedet for køb af svin (den anfægtede beslutnings punkt 46-51) og på markedet for køb af søer (den anfægtede beslutnings punkt 52 og 53). Som resultat af denne analyse konkluderer den, at fusionen ikke medfører nogen konkurrencemæssige problemer for disse to markeder (den anfægtede beslutnings punkt 54).

75

En gennemgang af de relevante dele af den anfægtede beslutning viser, at Kommissionen ikke har sammenblandet markedet for køb af svin med markedet for køb af søer og heller ikke har betragtet markedet for køb af søer som en sektor af markedet for køb af svin, hverken ved afgrænsningen af det geografiske marked eller ved analysen af fusionens konkurrencemæssige virkninger.

76

Hvad angår afgrænsningen af det geografiske marked har Kommissionen ud fra den betragtning, at der kunne foretages samme analyse for begge de to produktmarkeder, udtrykkeligt redegjort for betragtningerne vedrørende den geografiske dimension af markedet for køb af svin og derpå anvendt dem på markedet for køb af søer. I den forbindelse skal fremhæves, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at gå frem på denne måde. De har heller ikke forklaret, hvorledes Kommissionen ved afgrænsningen af det geografiske marked for køb af svin skulle have taget hensyn til købet af søer, eller hvorfor dette skulle have forvansket dens vurdering hvad angår definitionen af de geografiske markeder.

77

Hvad angår den sammenblanding af de to produktmarkeder, som Kommissionen hævdes at have foretaget i forbindelse med analysen af fusionens konkurrencemæssige virkninger, fremgår det meget klart af den anfægtede beslutning, at Kommissionen har foretaget to helt adskilte analyser vedrørende de to pågældende markeder. Sagsøgerne kan derfor ikke med rette kritisere Kommissionen for at have sammenblandet de to markeder på dette punkt. Det må erkendes, at udsagnet i den anfægtede beslutnings punkt 53 om, at »konkurrenceanalysen vedrørende markedet for svin gælder derfor så meget mere for markedet for søer«, kunne have været bedre formuleret. Det fremgår dog af den sammenhæng, hvori dette udsagn indgår, at Kommissionen fandt, at det ikke var nødvendigt at foretage en tilsvarende konkurrenceanalyse som den, der var blevet foretaget i den anfægtede beslutnings punkt 48-51 vedrørende markedet for køb af svin, på grund af fusionsparternes meget ringe markedsandele på de pågældende markeder — som udgjorde mindre end 20% — og at fusionen derfor ikke kunne hindre en effektiv konkurrence (betragtning 32 til forordning nr. 139/2004).

78

Ud fra disse betragtninger må det første anbringendes andet led forkastes.

79

Sagsøgerne kritiserer Kommissionen for at have anlagt flere åbenbart urigtige skøn ved afgrænsningen af det relevante geografiske marked, således som denne afgrænsning fremgår ovenfor af præmis 50, da den har ladet visse omstændigheder ude af betragtning, som sagsøgerne har fremdraget under den administrative procedure, eller da Kommissionen i det mindste har draget fejlagtige konklusioner heraf. Efter sagsøgernes opfattelse var disse omstændigheder imidlertid væsentlige for afgrænsningen af det geografiske marked og viste, at de relevante produktmarkeder har en national dimension svarende til Nederlandenes område. Disse omstændigheder, som gennemgås i detaljer i det følgende, er for det første, at det ikke er muligt at substituere tyske svin med nederlandske svin, for det andet, at der ikke er nogen korrelation mellem udsvingene i forskellen mellem købsprisen for svin i Tyskland og Nederlandene og udførslerne mellem disse to lande, for det tredje følgerne af smitsomme dyresygdomme, som medfører en nationalisering af markedet, for det fjerde, at der stilles supplerende veterinærkrav og findes andre hindringer for eksporten, for det femte, at transportafstandene normalt er kortere end den omkreds på 150 km, som Kommissionen har lagt til grund, for det sjette det politiske pres, der er udøvet, og for det syvende den tidligere beslutningspraksis, som er blevet fulgt af Nederlandse Mededingingsautoriteit (den nederlandske konkurrencemyndighed).

80

I denne forbindelse skal erindres om, at ifølge fast retspraksis går domstolsprøvelsen af Kommissionens vurderinger hvad angår afgrænsningen af referencemarkeder ud på at undersøge, om Kommissionen har begået en åbenbar fejl (dommen i sagen Cableuropa m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 52, præmis 119; jf. endvidere i samme retning dommen i sagen Airtours mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 26 og 32). Endvidere har, hvad angår spørgsmålet om afgrænsningen af det relevante marked, efterspørgselssubstitution ud fra et økonomisk synspunkt den mest umiddelbare og effektive disciplinerende indflydelse (Rettens dom af 4.7.2006, sag T-177/04, easyJet mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, præmis 99; punkt 13 i meddelelsen om det relevante marked).

81

Før sagsøgernes klagepunkter vedrørende hver af de omstændigheder, som er nævnt ovenfor i præmis 79, gennemgås, skal Retten undersøge Kommissionens argument om, at sagsøgernes anbringender kun vedrører det geografiske marked for køb af svin og ikke markedet for køb af søer, da sagsøgerne i deres skriftlige indlæg kun har talt om det geografiske marked for køb af svin. Herom skal Retten fremhæve, at sagsøgernes anbringender angår den analyse vedrørende afgrænsningen af det geografiske marked, som er lagt til grund i den anfægtede beslutning, og som Kommissionen har anvendt på de to pågældende produktmarkeder, og som der er redegjort for inden for rammerne af det foreliggende anbringendes andet led. Det fremgår ikke af sagsøgernes skriftlige indlæg, at de har villet begrænse deres anbringender til et af de to produktmarkeder. Kommissionens argument herom må derfor forkastes.

82

Efter sagsøgernes opfattelse har Kommissionen begået en fejl, da den ikke ved afgrænsningen af det geografiske marked har taget hensyn til den omstændighed, at slagtesvin til det tyske marked og slagtesvin til det nederlandske marked ikke kunne substitueres med hinanden. Dette skyldtes vægtforskellen mellem de nederlandske og tyske svin samt forskellene i svinenes type eller race. På grund af disse forskelle foretrækker tyske slagterier tyske svin frem for svin fra udlandet. En nederlandsk svineavler kan derfor ikke erstatte et tysk slagteri med et nederlandsk slagteri, og rent faktisk importerer de tyske slagterier kun en meget ringe mængde nederlandske svin.

83

For at opnå den bedst mulige prisforskel for nederlandske svin, der sælges i Tyskland, skal svinene opfylde de krav, som stilles af de tyske slagterier, og skal derfor under anvendelse af en genetisk udvælgelse være avlet specielt for at kunne opfylde kravene på det tyske marked. Hvis svinene ikke opfylder disse krav, vil det kun kunne betale sig finansielt for de nederlandske svineavlere at sælge deres svin på det tyske marked, såfremt prisforskellen mellem Nederlandene og Tyskland er større end gennemsnittet. De nederlandske svin kan derfor ikke erstatte tyske svin, men kan højst anvendes som supplement. Det fremgår af de artikler, der er indeholdt i bilag til stævningen — hvori anerkendes, at nederlandske svin har særlige kendetegn — at svin, som er bestemt til slagtning i Tyskland, skal opfylde præcise betingelser, og at svinene på det nederlandske marked er forskellige herfra.

84

Endvidere bestrider sagsøgerne relevansen af de erklæringer fra tredjemænd, som Kommissionen har baseret sin analyse på i den anfægtede beslutning. For det første drager sagsøgerne pålideligheden af disse erklæringer i tvivl, der angives »næsten uden undtagelse at hidrøre fra parter, som direkte eller indirekte er under indflydelse fra Sovion og/eller HMG«. Hvad særlig angår erklæringen fra J. anfører sagsøgerne, at denne afgav sin erklæring på egne vegne og ikke som repræsentant for PVVE, hvorpå han åbenbart fortrød sine erklæringer, således som det fremgår af en artikel i dagspressen, der er indeholdt i et bilag til svarskriftet.

85

For det andet anfører sagsøgerne, at flere af disse erklæringer, bl.a. erklæringerne i bilag B.4 d), B.6 a) og B.6 b), ikke støtter Kommissionens konklusioner, men snarere bekræfter deres opfattelse, hvorefter tyske slagterier kun i meget begrænset omfang importerer nederlandske svin.

86

Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt sagsøgernes argumenter. Den gør navnlig gældende, at kun én af disse erklæringer, nemlig erklæringen fra Hypor BV, hidrører fra en virksomhed, der er knyttet til parterne i fusionen.

87

Kommissionen har undersøgt spørgsmålet vedrørende de angivelige vægtforskelle og genetiske forskelle mellem tyske og nederlandske svin i den anfægtede beslutnings punkt 31 og 32. Hvad angår vægtforskellen fremgår det af den anfægtede beslutning, at parterne i fusionen under en såkaldt »supplerende undersøgelse« — således som den betegnes af Kommissionen (den anfægtede beslutnings punkt 30) — har gjort gældende, at den eneste forskel mellem svin slagtet i Tyskland og svin slagtet i Nederlandene var vægten, da de nederlandske svin vejer 2 kg mindre end de tyske svin, men at dette ikke hindrede eksporten af nederlandske svin til det tyske marked, da de nederlandske svineavlere blot behøvede at vente ca. to dage, for at deres svin opnåede den optimale vægt for de tyske slagterier. Dette bekræftes af svineavlere og slagterier. Hvad angår de genetiske forskelle har parterne i fusionen ifølge den anfægtede beslutnings punkt 32 gjort gældende, at der ikke i genetisk henseende var nogen grundlæggende forskel mellem de svin, der slagtes i Nederlandene, og dem, der slagtes i Tyskland, hvilket også bekræftes af tredjemænd.

88

Det må konstateres, at det faktisk fremgår af sagens akter, at Kommissionen på foranledning af sagsøgernes argumenter udtrykkeligt indhentede yderligere oplysninger under den administrative procedure, særlig vedrørende forskellene mellem den type svin, der slagtes i Tyskland, og den type, der slagtes i Nederlandene. Parterne i fusionen har gjort gældende, at der ikke var nogen forskel mellem de tyske og de nederlandske svin, at gennemsnitsvægten for de svin, der slagtes i tyske og nederlandske slagterier, udgjorde henholdsvis 93 og 90 eller 91 kg, hvilket er en minimal forskel, og at en nederlandsk svineavler under alle omstændigheder kun behøvede at vente to eller tre dage for at kunne levere et svin med den optimale vægt til et tysk slagteri, da et svin tager ca. 750 gram på om dagen ved slutningen af opfedningen.

89

Det fremgår af sagens akter, at disse udsagn fra parterne i fusionen rent faktisk bekræftes af flere forklaringer fra en række tredjemænd. Således har det ene af to tyske slagterier angivet, at det ikke gjorde »nogen forskel, om de slagtede svin hidrører fra Nederlandene eller Tyskland«, og at »de nederlandske svin [endda] i den sidste tid [var] bedre tilpasset dets kundekreds« [bilag B.6. a)], og det andet slagteri angivet, at »de nederlandske og tyske svin efter dets opfattelse [var] kvalitativt lige gode« [bilag B.6. b)]. Endvidere har også en nederlandsk svinehandler angivet, at han ikke stillede »yderligere betingelser« til svineavlerne ved udførsler til Tyskland, men at det var »tilstrækkeligt, at der blev anvendt de normale genetiske racer, normalt foder og normale avlsmetoder«, selv om han undertiden bad dem om at »gøre svinene yderligere et par kg federe« [bilag B.4. e)]. Endnu en nederlandsk svinehandler har bekræftet, at han eksporterede svin, der var avlet i Nederlandene, uden at stille yderligere betingelser til de svin, som skulle eksporteres til Tyskland [bilag B.4. d)]. Endelig har en nederlandsk sammenslutning af virksomheder angivet, at »det svin, der betragtes som [d]et ideale svin i Nederlandene, næppe [var] meget forskelligt fra det, der betragtes som det ideale svin i Tyskland«, hvilket også bekræftes af erklæringen fra J., ifølge hvem »den omstændighed, at nederlandske og tyske pattegrise og svin (til slagtning) kan substitueres med hinanden, navnlig skyldes, at de i vidt omfang har de samme genetiske kendetegn«.

90

Sagsøgerne bestrider dels, at de tredjemænd, som har afgivet de pågældende erklæringer, er uafhængige, dels den fortolkning, Kommissionen har givet af erklæringernes indhold, som efter deres opfattelse snarere bekræfter deres egen opfattelse end Kommissionens.

91

Herom skal Retten for det første fastslå, at sagsøgerne ikke har godtgjort deres påstand om, at de pågældende erklæringer næsten uden undtagelse hidrører fra parter, som direkte eller indirekte er under indflydelse af Sovion eller HMG. Hvad angår fire af disse erklæringer, navnlig dem, der er indeholdt i bilag B.4. b), B.4. d), B.6. a) og B.6. b), har sagsøgerne nøjedes med at tilkendegive, at de »ikke har nogen kommentar« at gøre vedrørende erklæringernes ophavsmand. Hvad angår erklæringerne fra de to nederlandske sammenslutninger af virksomheder, som er indeholdt i bilag B.4. a) og B.6. c), hævder sagsøgerne, at der foreligger en »sammenfiltring af interesser« med parterne i fusionen, men uden at understøtte disse påstande med beviser. Hvad angår erklæringen i bilag B.4. e) har sagsøgerne begrænset sig til at fremlægge en pressemeddelelse i bilaget til replikken, som højst kan tænkes at godtgøre forretningsmæssige forbindelser mellem erklæringens ophavsmand og HMG, og i øvrigt først efter fusionens godkendelse, idet dokumentet er dateret den 13. juni 2005. Den eneste erklæring, som fremgår at hidrøre fra en virksomhed, der har tilknytning til parterne i fusionen, er erklæringen fra Hypor BV. Selv om sagsøgerne ikke har fremlagt noget bevis herfor, har Kommissionen erkendt, at denne virksomhed tilhører Nutreco-gruppen, som også HMG tilhørte.

92

Hvad endelig angår erklæringen fra J. bemærkes, at dennes memorandum var afgivet på PVVE’s brevpapir, og at sammenslutningen ikke på noget tidspunkt meddelte Kommissionen, at J. havde afgivet erklæringen på egne vegne, hvorfor Kommissionen ikke havde grund til at antage, at erklæringen ikke var afgivet på PVVE’s vegne. Desuden fremgår det ikke af den artikel, som er fremlagt af sagsøgerne, at J. havde taget afstand fra erklæringens indhold og betragtet den som urigtig.

93

For det andet bemærkes, at hvad angår de pågældende erklæringers indhold har Kommissionen ikke begået noget fejlskøn ved fortolkningen heraf. Som det fremgår ovenfor af præmis 89, bekræfter erklæringerne til fulde Kommissionens konklusioner. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fremgår det omvendt ingenlunde af erklæringerne fra de tyske slagterier, at »en meget begrænset andel af deres svin hidrører fra Nederlandene«, eller af erklæringerne fra de nederlandske forhandlere, at »kun en »meget begrænset« andel af svinene eksporteres til Tyskland«.

94

Det må derfor konkluderes, at sagsøgerne ikke har bevist, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved ikke i forbindelse med afgrænsningen af det geografiske marked at tage hensyn til den omstændighed, at slagtesvin til det tyske marked og slagtesvin til det nederlandske marked ikke kunne substitueres med hinanden på grund af den hævdede genetiske forskel og forskellen i vægten, som gøres gældende at have hindret udførslerne.

95

Denne konklusion afsvækkes ikke af de dokumenter, sagsøgerne har fremlagt i bilaget til stævningen. Det kan nemlig ikke udledes af de pågældende artikler, at de i Tyskland og i Nederlandene avlede svin ikke kunne substitueres med hinanden på grund af vægtforskelle eller genetiske forskelle, eller at de tyske slagterier ikke af denne grund kan udøve et konkurrencepres i forhold til de nederlandske slagterier. Endvidere skal fremhæves, særlig hvad angår bilag A.34 og A.35, at sagsøgernes henvisninger til artiklerne i disse bilag er meget generelle. Det må derfor fastslås, at de omstændigheder, som sagsøgerne har fremført, ikke giver grundlag for at drage analysen i den anfægtede beslutning i tvivl, som er baseret på resultaterne af den undersøgelse, som Kommissionen foretog (jf. ovenfor i præmis 60 ff.).

96

Ud fra disse betragtninger må det konkluderes, at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn på det angivne punkt.

97

Sagsøgerne har gjort gældende, at udsvingene i forskellen mellem købsprisen for svin i Nederlandene og Tyskland, selv om disse udsving måtte antages at have været betydelige, ikke har medført nogen forhøjelse af svineudførslerne fra Nederlandene til Tyskland. Til støtte for deres argumentation gør sagsøgerne for det første gældende, at det for at kunne sammenligne de løbende priser i Nederlandene og Tyskland er nødvendigt, som det fremgår af PVVE’s rapport om »sammenligning af priser på svinekød i Nederlandene, Tyskland og Belgien«, der er indeholdt i et bilag til stævningen, at foretage visse korrektioner i de forskellige priser, som anvendes på internationalt niveau, for at tage hensyn til omkostningerne og de forskellige tillæg, som anvendes, og til forskellene i anvendelsen af begreberne.

98

For det andet gør sagsøgerne gældende, at visse af de oplysninger vedrørende de ugentlige udførsler af svin og pattegrise fra Nederlandene til Tyskland i 2004, som er afgivet af PVVE og fremlagt i bilag til replikken, samt vedrørende de basispriser, der er anvendt i hver af disse to medlemsstater inden for de pågældende uger, også viser, at korrelationen mellem udsvingene i prisforskellen og udførslerne er meget svag. Sagsøgerne henviser i den forbindelse til oplysningerne vedrørende uge 3 og 4, 9 og 10 samt uge 49 og 50.

99

Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt sagsøgernes argumenter.

100

Hvad for det første angår spørgsmålet, om der er korrelation mellem priserne på svin i Tyskland og svin i Nederlandene, og for det andet spørgsmålet, om der er korrelation mellem udsvingene i forskellen på disse to priser og udførslerne mellem de to lande, er disse spørgsmål omhandlet i den anfægtede beslutnings punkt 37 og 38. Det anføres herom i den anfægtede beslutning, at selv om købspriserne på levende svin i Tyskland normalt er højere end i Nederlandene, er der en stærk korrelation mellem disse to priser, da de følger en parallel udvikling på mellemlang og lang sigt. Endvidere anføres det i beslutningen, at markedsundersøgelsen har bekræftet fusionsparternes udsagn om og beviser for, at der også er en direkte forbindelse mellem prisudsvingene på svin i Nederlandene og Tyskland og udførslerne af svin, da en forøgelse (eller forringelse) af forskellen mellem disse to priser medfører en forøgelse (eller en nedsættelse) af udførslerne af svin fra Nederlandene til Tyskland.

101

Sagsøgerne bestrider hverken, at der er en prisforskel mellem Tyskland og Nederlandene, eller at der er en korrelation mellem disse to priser. De bestrider derimod, at der er korrelation mellem udsvingene i prisforskellen mellem Nederlandene og Tyskland og udførslerne mellem disse to lande. Efter deres opfattelse medfører udsvingene i forskellen mellem købsprisen på svin i Nederlandene og Tyskland, selv om de er væsentlige, ikke nogen forøgelse af udførslerne af svin fra Nederlandene til Tyskland.

102

Det skal hertil for det første bemærkes, at det fremgår af sagens akter, at parterne i fusionen under den administrative procedure har fremlagt oplysninger, som godtgør, at der er parallelitet mellem udviklingen i købsprisen for levende svin i Tyskland og Nederlandene. Parterne i fusionen har også fremlagt oplysninger, som viser, at der er en parallel udvikling mellem forøgelsen eller nedsættelsen af prisforskellen mellem Tyskland og Nederlandene på den ene side, og forøgelsen eller nedsættelsen af udførslerne af svin mellem disse to lande på den anden side.

103

Endvidere er denne korrelation blevet bekræftet af tredjemænd under den administrative procedure. Således har en nederlandsk svinehandler erklæret, at »når svinepriserne [var] højere i Tyskland end i Nederlandene, […] forøge[des] eksporten af dyr til Tyskland« [bilag B.4. e)]. Et tysk slagteri har med angivelse af sine indkøb af nederlandske svin til slagtning erklæret, at »hvis svineprisen i Nederlandene [var] lavere end i Tyskland, forøge[des] antallet af nederlandske svin«, og at »det i så fald alene af økonomiske grunde [var] fordelagtigt at indkøbe flere nederlandske svin« [bilag B.6. b)]. Endvidere har J. erklæret, at »begrænsede prisudsving medfør[te] en forøgelse af udførslerne fra Nederlandene« [bilag B.5. b)].

104

Desuden har sagsøgerne selv erkendt, at der er en sådan korrelation mellem udsvingene i prisforskellen og eksportmængden, når de gør gældende i replikken, at »det kun er fordelagtigt at sælge svin til et tysk svineslagteri, som ikke opfylder de tyske betingelser 100%, når prisforskellen mellem Nederlandene og Tyskland er højere end gennemsnittet« (jf. ovenfor, præmis 83).

105

I øvrigt godtgør selv de oplysninger, som er afgivet af PVVE, og som sagsøgerne har fremlagt i bilaget til replikken til støtte for deres argumenter, at der er en direkte korrelation mellem udsvingene i prisforskellen og eksportmængden, og støtter dermed Kommissionens konklusioner. Endvidere synes udviklingen inden for de uger, som sagsøgerne særskilt har henvist til, at godtgøre, at der er en sådan korrelation, da en forhøjelse (uge 9 og 10) eller en nedsættelse (uge 49 og 50) af forskellen mellem den i Tyskland og i Nederlandene anvendte pris i to ud af de tre tilfælde, som er nævnt af sagsøgerne, har medført henholdsvis en forhøjelse og en nedsættelse af udførslerne. Selv om det ikke er muligt for alle ugernes vedkommende at foretage en strikte efterprøvelse af paralleludviklingen mellem udsvingene i prisforskellen og eksportmængden, er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til at afkræfte Kommissionens konstatering af, at der er en sådan direkte korrelation mellem disse to faktorer. Den viser højest, at denne korrelation ikke er fuldstændigt lineær.

106

Det må derfor konkluderes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at der var en korrelation mellem forskellen i svinepriserne i Tyskland og Nederlandene og mængden af svineudførsler mellem disse to lande. Denne konstatering afkræftes ikke af sagsøgernes argument om, at det er nødvendigt for at kunne sammenligne de løbende priser i Nederlandene og Tyskland, at foretage korrektioner i de forskellige priser, der anvendes på internationalt plan, for at tage hensyn til de forskellige omkostninger og forskellige tillæg, der anvendes, samt til forskellene i anvendelsen af begreberne. I den forbindelse finder Retten det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgerne ikke har forklaret, hvorledes nødvendigheden af at foretage de påståede korrektioner vil kunne indebære, at der rejses tvivl om Kommissionens konstatering af, at der er en korrelation mellem udsvingene i prisforskellen mellem Nederlandene og Tyskland og mængden af udførsler mellem disse to lande.

107

På grundlag af det anførte må Retten forkaste sagsøgernes argument om, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved i forbindelse med afgrænsningen af det relevante geografiske marked at antage, at der var en direkte korrelation mellem udsvingene i prisforskellen på svin i Nederlandene og Tyskland og mængden af svineudførsler mellem disse to lande.

108

Sagsøgerne gør gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da den ikke har taget hensyn til, at de veterinærforanstaltninger, som blev truffet efter udbredelsen af smitsomme dyresygdomme, medførte en regionalisering eller nationalisering af markederne. Efter sagsøgernes opfattelse kan følgerne af sådanne veterinærforanstaltninger i tilfælde af smitsomme dyresygdomme mærkes på hele det nationale område og påvirker også samhandelen med udlandet, selv om der normalt kun udstedes forbud for visse regioner mod udførsel. Da handelen med svin i Nederlandene er koncentreret omkring tre hovedregioner, hvor der foretages en intensiv svineslagtning, vil en dyresygdom i en af disse tre regioner medføre, at regionen øjeblikkelig lukkes, således at svineavlere i denne region forhindres i at transportere dyr til andre regioner. Dette berører hele det nationale marked.

109

Hvad særligt angår udførslerne har sagsøgerne anført, at når der opstår en smitsom dyresygdom på en del af det nationale område, suspenderes samhandelen med udlandet normalt midlertidigt, hvilket kan påføre svineavlere, der har indrettet deres produktion til eksport, et meget væsentligt tab. Dette giver ifølge sagsøgerne en forklaring på, hvorfor svineavlere og -handlere er tilbageholdne med at indrette deres produktion med henblik på eksport.

110

Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt sagsøgernes argumenter.

111

Som det fremgår af den anfægtede beslutnings punkt 43, har Kommissionen taget hensyn til virkningerne af smitsomme dyresygdomme på udførslerne og har antaget, at da oplysningerne vedrørende udførslerne viste, at suspensionen af udførslerne på grund af dyresygdomme ikke havde forhindret udførslen af en større mængde svin fra Nederlandene til Tyskland, og da de veterinærforanstaltninger, som blev truffet på nationalt niveau, påvirkede såvel den interne handel i Nederlandene som udførslerne herfra, kunne disse foranstaltninger ikke antages at udgøre en afgørende faktor ved afgrænsningen af det geografiske marked.

112

Retten skal fremhæve, at analysen af de forskellige oplysninger, som er fremlagt i sagen, viser, at virkningerne af, at udførslerne er blevet suspenderet på grund af smitsomme dyresygdomme, normalt har været begrænset til kortere perioder, og at udførslerne hurtigt er blevet normaliseret efter hvert enkelt udbrud af smitsomme dyresygdomme, således at de normale tilstande hurtigt er blevet genoprettet. I betragtning af disse konstateringer er det ikke godtgjort, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at den midlertidige suspension eller begrænsning af udførslerne på grund af smitsomme dyresygdomme ikke har medført en nationalisering eller en regionalisering af det relevante marked og derfor ikke udgør en afgørende omstændighed ved afgrænsningen af det geografiske marked.

113

Dette klagepunkt må derfor forkastes.

114

Sagsøgerne har i stævningen gjort gældende, at det også er nødvendigt at skelne mellem det nederlandske og det tyske marked på grund af de finansielle hindringer og hindringer af anden karakter, der findes. Blandt disse hindringer nævner sagsøgerne den supplerende veterinærkontrol, som er foretaget af nederlandske svin, der skulle sælges til det tyske marked, samt visse »yderligere omkostninger« i forbindelse med eksporten. I replikken har sagsøgerne anført, at NVV i sit svar på det spørgeskema, som Kommissionen fremsendte under den administrative procedure, har givet en detaljeret forklaring på disse yderligere omkostninger i forbindelse med eksporten, idet sagsøgerne præciserer, at der navnlig er tale om barrierer som følge af svineprisen, bedrifternes udbytte, konkurrencen på det europæiske kødmarked, kravene til produktkvaliteten hvad angår svin, supplerende udgifter til transport, eksporttilladelser og udgifter til blodundersøgelser (vedrørende Aujeszkis sygdom).

115

Hvad særlig angår »barriererne som følge af svineprisen« anfører sagsøgerne, at det fremgår af NVV’s svar på Kommissionens spørgeskema samt af PVVE’s rapport (jf. ovenfor i præmis 97), at der er en prisforskel på 0,08 EUR pr. kg mellem svineprisen i Tyskland og Nederlandene, selv efter at der er taget hensyn til en række korrektionsfaktorer, hvilket indebærer en eksportbarriere på 7,20 EUR pr. svin, da gennemsnitsvægten for et slagtesvin er ca. 90 kg.

116

Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgerne hvad angår dette argument kun har anført i stævningen, at der blev foretaget en supplerende veterinærkontrol for svin, der skulle eksporteres til Tyskland. Kommissionen bestrider derfor, med støtte fra intervenienten, at en realitetsbehandling af de øvrige argumenter om eksportbarrierer, som hævdes at foreligge, er mulig, da disse øvrige barrierer for det første er blevet nævnt på et for sent tidspunkt, nemlig i replikken, og for det andet ikke, når bortses fra transportomkostningerne, er blevet forklaret i detaljer i det svar på spørgeskemaet, som sagsøgerne henviser til. Under alle omstændigheder bestrider Kommissionen, med støtte fra intervenienten, alle sagsøgernes argumenter vedrørende realiteten.

117

Retten skal først gennemgå argumentet vedrørende den supplerende veterinærkontrol, som anføres at være blevet pålagt svin, der skulle eksporteres til Tyskland. Kommissionen anfører herom i den anfægtede beslutnings punkt 33 og 34, at parterne i fusionen havde gjort gældende — hvilket bekræftes af flere tredjemænd — at alle levende svin til slagtning skulle undersøges, uanset stedet for slagtningens udførelse, og at det eneste yderligere krav, som blev stillet ved eksport, var, at der skulle være en dyrlæge til stede på bedriften eller samlestedet, hvilket medførte en yderligere omkostning på omkring 1-1,25 EUR pr. svin, hvilken udgift i øvrigt udlignes ved den normalt højere salgspris i Tyskland.

118

I den forbindelse må Retten konstatere, at sagsøgerne hverken i deres skriftlige indlæg eller under den mundtlige forhandling har fremført noget til støtte for deres påstand om, at der blev foretaget en supplerende veterinærkontrol af svin, der var bestemt til eksport til Tyskland, som var forskellig fra den veterinærkontrol, der er nævnt i den anfægtede beslutning. Dette klagepunkt må derfor forkastes.

119

Hvad angår de øvrige angivelige eksportbarrierer må det konstateres, at de først er blevet nærmere præciseret i replikken, og at stævningen på dette punkt hverken indeholder nogen generel eller specifik henvisning til NVV’s svar på Kommissionens spørgeskema. I den forbindelse skal det dog bemærkes, at selv om det ifølge procesreglementets artikel 48, stk. 2, er udelukket at fremsætte nye anbringender under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, fremgår det af fast retspraksis, at et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere direkte eller indirekte er fremsat i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette, skal realitetsbehandles (jf. Rettens dom af 19.9.2000, sag T-252/97, Dürbeck mod Kommissionen, Sml. II, s. 3031, præmis 39, og dommen i sagen Cableuropa m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 52, præmis 109 og 111 og den deri nævnte retspraksis).

120

I den forelæggende sag har sagsøgerne flere gange i stævningen kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til en række faktiske forhold, som de havde fremført under den administrative procedure, om end deres henvisninger til de argumenter, som de havde fremført i indlæggene under den administrative procedure, var generelt udformet. Sagsøgerne taler i stævningen om de »finansielle eller andre hindringer« og de »supplerende omkostninger i forbindelse med eksport«, som adskiller de nederlandske og tyske markeder for køb af svin til slagtning. Sagsøgernes nærmere angivelser i replikken kan derfor betragtes som en uddybning af en argumentation, der allerede er fremført i stævningen. De må derfor antages til realitetsbehandling, henset til den retspraksis, som er nævnt i den foregående præmis (jf. i denne retning Rettens dom af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle mod Rådet, Sml. II, s. 2991, præmis 144 og 145).

121

Sagsøgernes argumenter på dette punkt er dog ubegrundede.

122

Hvad for det første angår de angivelige »barrierer som følge af svineprisen« bemærkes, at hovedformålet med at afgrænse markedet, såvel produktmarkedet som det geografiske marked, er at foretage en systematisk beskrivelse af de krav, som konkurrencen stiller til de pågældende virksomheder, og at afgøre, om der findes reelle konkurrenter, som kan påvirke de pågældende virksomheders adfærd eller forhindre dem i at handle uafhængigt af det pres, som en effektiv konkurrence medfører. Det afgørende spørgsmål ved afgrænsningen af det geografiske marked i denne sag var derfor, om fusionsparternes kunder, navnlig svineavlerne, ville begynde at handle med slagterier, der er etableret i andre områder (jf. ovenfor, præmis 80, og punkt 13 og 17 i meddelelsen om det relevante marked), såfremt der skete en mindre, men vedvarende nedsættelse af købsprisen for svin eller søer på de pågældende områder.

123

Det fremgår, at flere faktorer i sagens akter støtter Kommissionens konstatering af, at ikke blot de slagterier, som er beliggende i Nederlandene, men også visse slagterier beliggende i Tyskland udøver et konkurrencetryk, som kan påvirke fusionsparternes adfærd (jf. ovenfor, præmis 102-104). Endvidere viser de oplysninger, som er afgivet af PVVE vedrørende udførsler af svin fra Nederlandene til Tyskland, og som sagsøgerne selv har vedlagt i bilaget til replikken (jf. ovenfor, præmis 105), at der har fundet en konstant, ikke ubetydelig mængde udførsler sted mellem de to lande, selv når prisforskellen mellem Tyskland og Nederlandene var mindre end 7,20 EUR pr. svin. Disse omstændigheder viser, at eventuelle »barrierer som følge af svineprisen« — forudsat der kan antages at have bestået sådanne barrierer, hvilket i øvrigt ikke er tilstrækkelig godtgjort — i sig selv kun udgjorde en ringe hindring for udførslerne, og at Kommissionen derfor ikke har begået noget fejlskøn. Følgelig må dette klagepunkt forkastes.

124

Hvad for det andet angår den angivelige barriere på grund af supplerende transportomkostninger anfører Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 20, at transportomkostningerne ikke er afgørende ifølge fusionsparterne og resultaterne af markedsundersøgelsen, da de kun har en marginal virkning for prisen på slagtesvin. Sagsøgerne har ikke bestridt disse konklusioner hverken i stævningen eller replikken. Til støtte for deres påstand har de alene henvist — i øvrigt i form af en meget generel henvisning — til NVV’s svar på Kommissionens spørgeskema. Selv om transportomkostningerne er nævnt i dette svar, underbygger svaret overhovedet ikke sagsøgernes påstande og udgør endda hverken noget grundlag for deres krav eller godtgør, at Kommissionen på dette punkt har anlagt et åbenbart urigtigt skøn (jf. ovenfor, præmis 60 ff.). Også dette klagepunkt må derfor forkastes.

125

Hvad endelig og for det tredje angår de øvrige angivelige eksportbarrierer, som er nævnt ovenfor i præmis 114, gives der hverken nogen forklaring herpå i stævningen eller i NVV’s svar på Kommissionens spørgeskema, og der er ikke fremlagt noget bevis til støtte for dem. Endvidere har sagsøgerne ikke forklaret, hvorledes bedrifternes udbytte og konkurrencen på det europæiske kødmarked kan udgøre eksportbarrierer eller medføre yderligere omkostninger som følge af eksport.

126

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger må det konkluderes, at Kommissionen ikke har anlagt noget åbenbart urigtigt skøn ved afgrænsningen af det geografiske marked i betragtning af de øvrige angivelige eksportbarrierer, som sagsøgerne har nævnt.

127

Sagsøgerne har gjort gældende, at mere end 70% af transporten af svinekød til slagterier sker over kortere afstande end 50 km, 85% over kortere afstande end 70 km og 95% over kortere afstande end 95 km. Størstedelen af transporten af slagtesvin til slagterier foregår således over betydelig kortere afstande end den omkreds på 150 km, som er lagt til grund ved afgrænsningen af det relevante geografiske marked i den anfægtede beslutning. Denne omkreds er derfor vilkårlig fastsat af Kommissionen. På grund af de eksisterende eksportbarrierer er det meget usandsynligt, om overhovedet tænkeligt i den foreliggende sag, at leverandørerne af levende svin til slagtning kan tænkes at ville transportere deres dyr over en afstand på 150 km til konkurrerende slagterier på grund af en vedvarende, men ringe nedsættelse af den købspris, der anvendes pr. enhed som følge af fusionen.

128

Endvidere anfører sagsøgerne, at det stigende politiske pres, som udøves for at begrænse længden af transporterne af levende dyr, også viser, at det ville være hensigtsmæssigt at begrænse det her i sagen omhandlede geografiske marked til det nederlandske nationale område.

129

Kommissionen bestrider sagsøgernes argumenter.

130

For det første skal bemærkes, at som anført ovenfor i præmis 122 er det afgørende spørgsmål for afgrænsningen af det relevante geografiske marked i denne sag, om leverandørerne af svin til slagtning ville være rede til at transportere deres dyr over en afstand på 150 km til konkurrerende slagterier i tilfælde af, at der sker en mindre, men vedvarende nedsættelse af købsprisen for svin, således at denne prisnedsættelse ikke ville være rentabel for den enhed, der opstår som følge af fusionen. Den omstændighed, at hovedparten af svin til slagtning normalt transporteres over kortere afstande end 150 km, udgør derfor ikke i sig selv en afgørende faktor ved afgrænsningen af det relevante marked.

131

Desuden har den markedsundersøgelse, som Kommissionen har foretaget, og de beviser, der er optaget i sagens akter og fremlagt tidligere, bekræftet, at slagterier beliggende i en omkreds på 150 km kunne udgøre en alternativ løsning, såfremt købsprisen på svin nedsættes på grund af fusionen (jf. ovenfor, præmis 102 ff.). Det må derfor konkluderes, at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbart urigtigt skøn på dette punkt.

132

Hvad angår det politiske pres, som hævdes at være udøvet, bemærkes, at sagsøgerne selv har erkendt, at dette er et supplerende argument, som ikke udgør nogen afgørende omstændighed ved afgrænsningen af det geografiske marked. Under alle omstændigheder har sagsøgerne overhovedet ikke underbygget deres påstande på dette punkt.

133

På grundlag af samtlige disse betragtninger må også disse klagepunkter forkastes.

134

Sagsøgerne kritiserer Kommissionen for, at den uden gyldig grund har fraveget sin tidligere praksis hvad angår afgræsningen af det geografiske marked for køb af levende svin til slagtning og heller ikke har fulgt den praksis, som den nederlandske konkurrencemyndighed anvender på området. Selv om Kommissionen er forpligtet til at afgrænse det geografiske marked på grundlag af de relevante omstændigheder i det enkelte konkrete tilfælde, er den dog ikke berettiget til uden overgang at fravige sin tidligere praksis uden at angive plausible grunde dertil. Endvidere må også de beslutninger, Kommissionen har truffet vedrørende afgrænsningen af det geografiske marked for køb af levende svin til slagtning i andre medlemsstater, anses for præcedenser.

135

Kommissionen bestrider sagsøgernes argumenter.

136

Det skal først bemærkes, at Kommissionen ganske vist ifølge retspraksis er forpligtet til, når den træffer en beslutning, som er betydeligt mere vidtgående end dens tidligere beslutninger, at give en udførlig redegørelse for sin argumentation (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 31), men at virksomheder ikke kan have nogen berettiget forventning om, at en tidligere beslutningspraksis, som fællesskabsinstitutionerne skønsmæssigt har mulighed for at ændre, vil blive opretholdt (jf. dommen i sagen General Electric mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 53, præmis 512 og den deri nævnte retspraksis). Navnlig kan sagsøgerne ikke have nogen berettiget forventning som følge af den omstændighed, at Kommissionen har afgrænset markederne på en bestemt måde i en tidligere beslutning, da Kommissionen ikke er bundet af konstateringerne i en sådan beslutning, og så meget mindre Retten (jf. i denne retning dommen i sagen General Electric mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 53, præmis 514).

137

Det skal endvidere i denne forbindelse for det første konstateres, at sagsøgerne ikke har påberåbt sig nogen sager, hvori Kommissionen har undersøgt markederne for køb af levende svin og søer, som er bestemt til slagtning i Nederlandene. De kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har fraveget sin tidligere beslutningspraksis. Ganske vist har Kommissionen i nogle af sine beslutninger undersøgt markedet i andre medlemsstater for køb af levende svin, som er bestemt til slagtning, bl.a. i Danmark (jf. Kommissionens beslutning 2000/42/EF, af 9.3.1999 om en procedure i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 (sag IV/M.1313 — Danish Crown mod Vestjyske Slagterier) (EFT 2000 L 20, s. 1), og beslutning af om en procedure i henhold til forordning nr. 4064/89 (sag COMP/M.2662 — Danish Crown mod Steff-Houlberg)) og i Tyskland (Kommissionens beslutning af om en procedure i henhold til forordning nr. 4064/89 (sag COMP/M.3337 — Best Agrifund mod Nordfleisch)), men analysen i disse beslutninger er ikke nødvendigvis anvendelig på andre geografiske markeder, da konkurrencevilkårene i de enkelte medlemsstater kan være helt forskellige.

138

Hvad angår det danske marked har Kommissionen ganske vist i sine tidligere beslutninger konkluderet, at markedet for levende svin, som er bestemt til slagtning, havde en national dimension, men en sammenligning mellem beslutningerne viser, at vilkårene på det nederlandske marked og på det danske marked er grundlæggende forskellige. For det første er markedet i Danmark, i modsætning til, hvad der gælder i Nederlandene, kendetegnet ved en kooperativ slagteristruktur, hvorefter svineavlerne er bundet til svineslagterierne i kraft af eneforhandlingsaftaler, lange opsigelsesvarsler og præmier. For det andet er udførslerne til Tyskland af nederlandske svin langt større end udførslerne af danske svin, selv om forskellen mellem de danske og tyske priser er langt større end forskellen mellem de nederlandske og tyske priser. Hvad i øvrigt angår det tyske marked har Kommissionen ikke i sagen Best Agrifund mod Nordfleisch, som er nævnt af sagsøgerne, taget endelig stilling til spørgsmålet om afgrænsningen af det geografiske marked.

139

Hvad angår forskellen mellem Kommissionens vurdering i den anfægtede beslutning og den nederlandske konkurrencemyndigheds vurdering bemærkes først, at når henses til den præcise kompetencefordeling, som forordning nr. 139/2004 bygger på, kan beslutninger fra de nationale myndigheder ikke være bindende for Kommissionen under procedurer vedrørende kontrol med fusioner (jf. i denne retning, hvad angår Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT 1990 L 257, s. 13), Domstolens dom af , sag C-202/06 P, Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 12129, præmis 56). Desuden træffer Kommissionen og den nederlandske konkurrencemyndighed deres beslutninger inden for deres respektive kompetenceområder på grundlag af forskellige kriterier (jf. i denne retning dommen i sagen Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, præmis 57). Under alle omstændigheder har sagsøgerne selv erkendt, at den nederlandske konkurrencemyndighed ved afgrænsningen af det geografiske marked havde taget hensyn til det konkurrencepres, der udøves af udenlandske slagterier, som er beliggende i grænseområderne.

140

På grundlag af det anførte må også dette klagepunkt forkastes.

141

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger må det konkluderes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved den afgrænsning af det geografiske marked, som er lagt til grund i den anfægtede beslutning, hvorfor det første anbringendes tredje led må forkastes.

142

Sagsøgerne har gjort gældende, at i modsætning til resultatet af den analyse, som Kommissionen har foretaget i den anfægtede beslutning, medførte fusionen, at den nye enhed, der blev oprettet i kraft af fusionen, har fået en dominerende stilling på markederne for køb af levende svin og søer til slagtning og dermed forhindrer en effektiv konkurrence, hvorfor den burde være blevet erklæret for uforenelig med fællesmarkedet.

143

For det første gør sagsøgerne gældende, at Kommissionens økonomiske analyse er baseret på en fejlagtig forudsætning, der har sammenhæng med den urigtige afgrænsning af de relevante geografiske markeder. Kommissionen må nemlig antages at ville være nået frem til en anden konklusion, hvis den havde lagt til grund, at de geografiske markeder havde en national dimension, da fusionen i så fald måtte antages at have medført en »særlig dominerende stilling« på disse markeder. Sagsøgerne anfører, at parterne i fusionen efter den omtvistede transaktion råder over en markedsandel på 65% af det nederlandske marked for køb af levende svin til slagtning, mens de øvrige slagterier hver har en markedsandel på højst 8%, således som det fremgår af NVV’s oplysninger.

144

For det andet kritiserer sagsøgerne den konstatering, som er foretaget i den anfægtede beslutnings punkt 50, hvorefter svineslagterierne i Nederlandene har en gennemsnitlig overkapacitet på 12%. Efter sagsøgernes opfattelse har slagterierne ingen overkapacitet, da et slagteris kapacitet ikke altid er fuldt ud udnyttet for at sikre en hensigtsmæssig drift af virksomheden. Der er altid en margin på ca. 10% af et slagteris kapacitet, som ikke udnyttes, så slagteriet har mulighed for at tilpasse sig svingningerne i udbuddet af slagtesvin. Hvis et slagteris kapacitet blev udnyttet 100%, ville det resultere i et marked, hvor svineavlerne eller -handlerne ikke længere frit kunne vælge det slagteri, de retter henvendelse til, hvilket kunne skabe markedsforstyrrelser.

145

For det tredje kritiserer sagsøgerne Kommissionen for, at den i forbindelse med analysen af fusionens konkurrencevirkninger har overset flere omstændigheder, navnlig, og for det første, den omstændighed, at udførslerne af slagtesvin fra Nederlandene til Tyskland aldrig overstiger 10-15% af den samlede produktion, for det andet, at eksportmarkedet har en supplerende karakter, da det nederlandske marked aftager ca. 85-90% af produktionskapaciteten, for det tredje, at importmarkedet er et supplerende marked i Tyskland, for det fjerde, at indførslerne af svin til Tyskland fra Nederlandene er i konkurrence med indførsler fra Danmark, og for det femte, at alle disse omstændigheder forstærkes af de finansielle barrierer og øvrige eksportbarrierer, som er nævnt i forbindelse med det første anbringendes tredje led.

146

For det fjerde gør sagsøgerne gældende, at den dominerende stilling, der er opstået på grund af den omtvistede fusion, ikke blot beror på de meget store markedsandele, som parterne i fusionen erhverver, men også på den »betydelige sammenfiltring af interesser i de forskellige organisationer, der har en vis indflydelse på det pågældende marked«, såsom Centrale Organisatie voor de Vleessector (COV), PVVE, Land- en Tuinbouw Organisatie Nederland (LTO), Zuidelijke Land- en Tuinbouw Organisatie (ZLTO) og Noord-Brabantse Christelijke Boerenbond (NCB).

147

Kommissionen har, med støtte fra intervenienten, bestridt sagsøgernes argumenter.

148

Det bemærkes, at ifølge artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 skal fusioner, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, erklæres forenelige med fællesmarkedet.

149

Endvidere bemærkes, at afgørelsen af, om der foreligger en dominerende stilling, ganske vist skal foretages ud fra en individuel vurdering af hver enkelt sag på grundlag af sagens konkrete omstændigheder (jf. i denne retning dommen i sagen Sun Chemical Group m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 45, præmis 136), men at det fremgår af betragtning 32 til forordning nr. 139/2004, at fusioner, der på grund af de deltagende virksomheders begrænsede markedsandele ikke kan antages at hæmme den effektive konkurrence, kan anses for at være forenelige med det fælles marked. Der foreligger navnlig et indicium herfor, når de pågældende virksomheders markedsandele ikke overstiger 25% inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf.

150

I den foreliggende sag har Kommissionen konstateret, at hvad angår markederne for køb af svin til slagtning vil de markedsandele, som parterne i fusionen vil opnå som følge af denne, udgøre mindre end 30% på hver af de tre relevante markeder (den anfægtede beslutnings punkt 47). Efter denne konstatering har Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 48-51 foretaget sin analyse af konkurrencesituationen og har heri konstateret, at markederne efter koncentrationen vil være tilstrækkelig opdelt, idet der vil være flere konkurrenter, der råder over markedsandele på mellem 4 og 16% (den anfægtede beslutnings punkt 49), og idet slagterierne i Nederlandene vil have en overkapacitet på ca. 12%, i Belgien på ca. 14% og i de vestlige områder af Tyskland på ca. 28%.

151

Hvad angår markederne for køb af søer til slagtning har Kommissionen i den anfægtede beslutning fremhævet, at markedsandelene efter fusionen vil være endnu mindre, idet de vil udgøre mindre end 20% på hver af de pågældende tre markeder (den anfægtede beslutnings punkt 52). På grund af markedsandelenes ringe omfang, der ligger et godt stykke under den grænse, der er nævnt i betragtning 32 til forordning nr. 139/2004, fandt Kommissionen det ikke nødvendigt at uddybe analysen af konkurrencesituationen yderligere (den anfægtede beslutnings punkt 53).

152

På grundlag af denne analyse nåede Kommissionen således frem til den konklusion, at fusionen ikke medførte nogen konkurrencemæssige problemer på markederne for køb af levende svin og søer til slagtning (den anfægtede beslutnings punkt 54).

153

Retten finder ikke, at sagsøgernes argumenter rokker ved den analyse af konkurrencesituationen, som Kommissionen har foretaget i den anfægtede beslutning.

154

For det første bemærkes, at argumentationen vedrørende den urigtige afgrænsning af de relevante markeder allerede er blevet forkastet ved behandlingen af det andet anbringende og det første anbringendes tredje led (jf. ovenfor, henholdsvis præmis 69 ff. og 79 ff.).

155

Hvad for det andet angår konstateringen i den anfægtede beslutnings punkt 50 vedrørende en overkapacitet på ca. 12% i de nederlandske slagterier må det konstateres, at sagsøgerne selv i stævningen og replikken har erkendt denne overkapacitet, da de har anført, at »en vis kapacitetsmargin (ca. 10%) er nødvendig for at kunne absorbere det ret svingende udbud af slagtesvin«. Under alle omstændigheder udgør en sådan eventuel overkapacitet på markedet, selv om den er væsentlig, kun en supplerende faktor i analysen af konkurrencesituationen, som kan ændre vurderingen af den stilling, som parterne i fusionen indtager på markedet efter fusionen.

156

Hvad for det tredje angår de omstændigheder, som er nævnt ovenfor i præmis 145, og som Kommissionen hævdes ikke at have taget hensyn til i sin analyse af konkurrencesituationen, må det konstateres, uden at gå ind på spørgsmålet, om de kan realitetsbehandles, som Kommissionen har rejst, at sagsøgerne hverken har forklaret, af hvilke grunde og på hvilken måde Kommissionen ud fra en analyse af disse omstændigheder burde være nået frem til den konklusion, at fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, eller på hvilken måde Kommissionen angiveligt har begået et fejlskøn i sin konkurrenceanalyse af fusionen ved ikke at have taget hensyn til disse omstændigheder. Endvidere har sagsøgerne intet fremført til støtte for deres påstande, og det er allerede i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringendes tredje led blevet afvist, at der foreligger de af sagsøgerne påståede eksportbarrierer.

157

Hvad endelig angår anbringendet om den påståede »sammenfiltring af interesser« i de organisationer, der har en vis indflydelse på det pågældende marked, bemærkes, at dette anbringende ikke er blevet underbygget ved nogen beviser fra sagsøgernes side og derfor må forkastes.

158

Sagsøgerne har derfor ikke godtgjort, at Kommissionen har begået en række fejl i sin analyse af fusionens konkurrencemæssige virkninger, hvor det første anbringendes første og fjerde led må forkastes.

159

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger må det første anbringende i det hele forkastes.

160

Det andet anbringende vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af dens begrundelsespligt (artikel 253 EF) og pligt til at udvise omhu kan opdeles i tre led.

161

Sagsøgerne har for det første kritiseret Kommissionen for at have tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, da den ikke har taget hensyn til de argumenter og oplysninger, som sagsøgerne har fremført eller fremdraget til støtte for deres argumentation under den administrative procedure, idet den har set fuldstændig bort herfra eller i hvert fald ikke medtaget dem i sin analyse, selv om der var tale om omstændigheder, der var afgørende for afgrænsningen af det relevante geografiske marked. For det andet kritiserer sagsøgerne Kommissionen for, at den har baseret den anfægtede beslutning på oplysninger, som er afgivet af parterne i fusionen og af tredjemænd, som har tilknytning til disse, eller tredjemænd, der ikke rådede over den nødvendige sagkundskab, eller hvis stilling ikke var tilstrækkeligt repræsentativ, eller for at have baseret beslutningen på personlige hypoteser, der ikke er tilstrækkelig underbygget, uden at have foretaget en uafhængig markedsundersøgelse på foranledning af de argumenter, sagsøgerne havde fremført, hvortil kom indbyrdes uoverensstemmelser mellem de oplysninger, Kommissionen rådede over. Dette medførte, at Kommissionen nåede frem til urigtige resultater og konklusioner. Hvad særlig angår erklæringen fra J. bebrejder sagsøgerne Kommissionen, at den ikke anmodede dem om at kommentere dennes indhold og ikke tog hensyn til deres skrivelser af 21. december 2004 (jf. ovenfor, præmis 26).

162

Kommissionen bestrider alle sagsøgernes argumenter på dette punkt.

163

Indledningsvis bemærkes, at såfremt fællesskabsinstitutionerne råder over et skøn, som det er tilfældet på området for kontrol med fusioner, må der ifølge fast retspraksis (jf. den retspraksis, som er nævnt ovenfor i præmis 53) lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag, den pågældendes ret til at fremføre sine synspunkter samt kravet om, at afgørelsen skal være forsynet med en tilstrækkelig begrundelse (jf. Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, samt Rettens dom af , sag T-167/94, Nölle mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2589, præmis 73, og af , forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 649, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

164

Ifølge fast retspraksis har Kommissionen et skøn på området for kontrol med fusioner, navnlig hvad angår de økonomiske vurderinger (jf. den retspraksis, som er nævnt ovenfor i præmis 53). På dette område må der derfor lægges endnu større vægt på Kommissionens overholdelse af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, herunder pligten til at udvise omhu, som indebærer, at Kommissionen skal foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse af alle de relevante forhold i den enkelte sag (vedrørende betydningen af at overholde de garantier, som fællesskabsretten giver på området for kontrol med fusioner, se forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott i sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, hvori Domstolen afsagde dom den 10.7.2008, Sml. I, s. 4951, se forslagets punkt 126).

165

Da det påhviler Kommissionen at handle med omhu, når den træffer foranstaltninger på dette område, er den forpligtet til at udvise den fornødne påpasselighed, når den fastslår de faktiske og retlige omstændigheder, som udøvelsen af dens skønsbeføjelse afhænger af, og herved indsamle de faktiske oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af denne beføjelse, og som kan have en væsentlig indvirkning på resultatet af beslutningsprocessen. Denne forpligtelse indebærer for det første, at Kommissionen skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder og oplysninger, som den modtager meddelelse om såvel fra de parter, der anmelder fusionen, som fra alle de øvrige tredjemænd, der deltager aktivt i proceduren, og for det andet, at den er forpligtet til i givet fald at skaffe sig oplysning om disse faktiske omstændigheder ved hjælp af markedsundersøgelser eller ved at anmode markedsdeltagerne om oplysninger.

166

Det skal dog fremhæves, at inden for området vedrørende kontrol med fusioner skal kravet om, at Kommissionen overholder de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, og dermed også kravet om overholdelse af pligten til at udvise omhu, i lighed med hvad der gælder for begrundelsespligten (jf. nedenfor, præmis 192), fortolkes, så det er foreneligt med det bydende krav om hurtighed, som kendetegner systemet i forordning nr. 139/2004, og som indebærer, at Kommissionen har pligt til at overholde strenge tidsfrister ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse (jf. i denne retning, hvad angår forordning nr. 4064/89, dommen i sagen Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 139, præmis 39).

167

Det er på grundlag af disse principper, at sagsøgernes kritik vedrørende Kommissionens angivelige tilsidesættelser af pligten til at udvise omhu skal undersøges.

168

Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, for det første da den ikke har taget hensyn til de argumenter og oplysninger, som de har fremført eller fremdraget under den administrative procedure, for det andet, da den har baseret den anfægtede beslutning på oplysninger, som i det væsentlige hidrører fra parterne i fusionen eller fra tredjemænd, der har tilknytning til dem, og under alle omstændigheder har baseret den på oplysninger, der ikke er tilstrækkeligt efterprøvet ved hjælp af en adækvat og uafhængig markedsundersøgelse.

169

Hvad angår første led af dette underanbringende bemærkes indledningsvis, at sagsøgerne i forbindelse med fremførelsen af det andet anbringende har begrænset sig til i generelle vendinger at kritisere Kommissionen for, at den ikke har taget hensyn til de omstændigheder og oplysninger, som sagsøgerne har fremdraget under den administrative procedure, men uden præcis at angive, hvilke omstændigheder eller oplysninger af relevans for den foreliggende sag Kommissionen angiveligt har undladt at analysere med den fornødne omhu og upartiskhed.

170

I øvrigt viser en gennemgang af sagens akter og de betragtninger, som er angivet ovenfor i præmis 79 ff. vedrørende det første anbringendes tredje led, at Kommissionen ikke, som hævdet af sagsøgerne, har undladt at tage de omstændigheder og oplysninger i betragtning, som disse har fremdraget under den administrative procedure, men tværtimod har taget hensyn til disse omstændigheder og oplysninger og medtaget dem i sin analyse. Denne konstatering bekræftes af, at Kommissionen i den anfægtede beslutning i det væsentlige udtrykkeligt har analyseret alle de omstændigheder, som sagsøgerne under sagen har gjort gældende at have fremført under den administrative procedure, og som de mener Kommissionen ikke har taget hensyn til i sin analyse.

171

Således er klagepunktet om, at tyske og nederlandske svin ikke kan substitueres med hinanden, gennemgået i den anfægtede beslutnings punkt 27 (første led) og i punkt 31 og 32; anbringendet om, at der ikke er nogen korrelation mellem udsvingene i forskellen på købsprisen og eksportmængden er gennemgået i punkt 36-38; følgerne af smitsomme dyresygdomme er gennemgået i punkt 27 (tredje led) og 43; de angivelige veterinærkrav og de angivelige øvrige supplerende omkostninger ved eksport gennemgået i punkt 27 (andet led), og i punkt 33-35; spørgsmålet om transportafstandene er gennemgået i punkt 26; Kommissionens tidligere beslutninger inden for den pågældende sektor er omhandlet i punkt 17; spørgsmålet om overkapaciteten behandles i punkt 50 i den del, som vedrører analysen af fusionens konkurrencemæssige virkninger. Endelig behandler Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 29, 39 og 40 argumentet om længden af den periode, leveringskontrakterne indgås for, som sagsøgerne nævnte i mødet den 10. december 2004, og som ikke er rejst under denne sag. Derimod fremgår det hverken af sagens akter eller af sagsøgernes anbringender, at sagsøgerne under den administrative procedure udtrykkeligt skulle have fremført klagepunkterne om, at transportafstandene er kortere end den omkreds på 150 km, som Kommissionen har lagt til grund i beslutningen, og om det angivelige politiske pres for at begrænse varigheden af transporter af levende dyr.

172

Sagsøgernes klagepunkter herom må derfor forkastes.

173

Hvad angår andet led af dette underanbringende bemærkes, at sagsøgerne har anfægtet såvel den første »markedsundersøgelse«, som er nævnt i den anfægtede beslutnings punkt 26, og som Kommissionen foretog ved at tilsende flere markedsdeltagere et spørgeskema, som den undersøgelse, Kommissionen har betegnet som en »supplerende undersøgelse« i den anfægtede beslutnings punkt 30 ff., og som blev foretaget for at vurdere relevansen af de omstændigheder og argumenter, som sagsøgerne har fremdraget. Navnlig anfører de, at den supplerende undersøgelse efter deres opfattelse er »fordrejet« og »ikke repræsentativ«, da den er foretaget udelukkende på grundlag af erklæringer, som er fremlagt af parterne i fusionen eller af tredjemænd, som har tilknytning til dem.

174

Hvad angår den første »markedsundersøgelse« bemærkes indledningsvis, at Kommissionen normalt foretager en undersøgelse under procedurer om kontrol med fusioner i medfør af de beføjelser, der tilkommer den i henhold til forordning nr. 139/2004, for bedre at forstå, hvorledes de pågældende markeder fungerer, og indhente oplysninger vedrørende konkurrencesituationen på dem. En sådan undersøgelse kan bl.a. bestå i, at der tilsendes virksomheder eller andre, såsom sammenslutninger af virksomheder eller erhvervssammenslutninger, der har et dybtgående kendskab til de pågældende markeder, et spørgeskema.

175

Det fremgår af sagens akter, at den undersøgelse, som Kommissionen foretog i denne sag, havde et ikke ubetydeligt omfang, da næsten 200 markedsdeltagere medvirkede i den. Det spørgeskema, som blev tilsendt de forskellige markedsdeltagere, indeholdt 36 meget detaljerede spørgsmål om de pågældende markeder og om analysen af fusionens konkurrencemæssige virkninger. Blandt dem vedrørte 14 spørgsmål markedet for køb af levende svin til slagtning og 6 andre spørgsmål vedrørte specifikt det geografiske markeds udstrækning, hvortil kom navnlig spørgsmål vedrørende transportafstanden, markedets nationale dimension, de områder, som parterne i fusionen foreslog som centrum for omkredsen på 150 km, og transportomkostninger. NVV modtog spørgeskemaet og besvarede det.

176

I betragtning af disse konstateringer kan sagsøgerne ikke med rette fastholde, at Kommissionen ikke har foretaget en adækvat undersøgelse med henblik på at fastslå de omstændigheder, som er relevante i sagen, navnlig hvad angår afgrænsningen af det geografiske marked for markederne for køb af svin og søer til slagtning. Hvad angår sagsøgernes påstand om, at den anfægtede beslutning ikke gør det muligt at fastslå, hvilke omstændigheder markedsundersøgelsen vedrørte, må for det første bemærkes, at Kommissionen i flere punkter af markedsundersøgelsen præcist angiver de markedsdeltagere, som har afgivet de pågældende oplysninger (jf. bl.a. den anfægtede beslutnings punkt 32, 38 og 42), og for det andet, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke er forpligtet til i en beslutning, som er truffet i medfør af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004, at give en detaljeret angivelse af de dokumenter og kilder, hvorpå den baserer sin analyse, såfremt specifikke henvisninger ikke er nødvendige for at vise klart og utvetydigt, hvilket ræsonnement Kommissionen har fulgt (jf. i denne retning, hvad angår forordning nr. 4064/89, dommen i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 185).

177

Sagsøgernes argumenter vedrører endvidere den »supplerende undersøgelse«, som er nævnt i den anfægtede beslutnings punkt 30, og som Kommissionen foretog for at vurdere gyldigheden og relevansen af de argumenter og omstændigheder, som sagsøgerne selv havde fremdraget under sagen.

178

Herom fremgår det af sagens akter, at Kommissionen på foranledning af svarene på spørgeskemaet og mødet med sagsøgerne foretog en supplerende undersøgelse særligt med henblik på en vurdering af de argumenter og omstændigheder, som sagsøgerne havde fremført eller fremdraget. Det fremgår endvidere af sagens akter, at denne »supplerende undersøgelse« reelt bestod i, at Kommissionen samme dag, som mødet med sagsøgerne blev afholdt, blot sendte repræsentanterne for parterne i fusionen en e-mail, som indeholdt en begæring om oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder, som sagsøgerne havde fremdraget under mødet, og som de havde betegnet som eksportbarrierer. På grund af de ekstremt korte processuelle frister, som Kommissionen er bundet af, havde den givet parterne i fusionen en meget kort frist til besvarelsen heraf (to dage i ugens slutning).

179

Dagen efter fremsendelsen af denne begæring om oplysninger fremsendte repræsentanterne for fusionsparterne et memorandum, hvori de besvarede Kommissionens spørgsmål punkt for punkt og fremlagde supplerende dokumentation til støtte for deres bemærkninger. To dage efter fremsendte repræsentanterne for fusionsparterne endvidere flere erklæringer til støtte for deres argumentation, som hidrørte fra »tredjemænd«, og som blev angivet at bekræfte memorandummet. Kommissionen fandt det ikke nødvendigt at foretage en yderligere kontrol efter fremsendelsen af disse oplysninger og erklæringer.

180

Sagsøgerne bestrider imidlertid den måde, den »supplerende undersøgelse« er foregået på, idet de gør gældende, at Kommissionen udelukkende har baseret sig på oplysninger, som i det væsentlige hidrørte fra parterne i fusionen. Retten skal derfor efterprøve, om Kommissionen ved at foretage den supplerende undersøgelse, som er beskrevet i det foregående, har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, hvorefter det påhviler den at foretage konstateringen af de faktiske og retlige omstændigheder, som dens skønsbeføjelser afhænger af, med den nødvendige omhu og upartiskhed.

181

Herom bemærkes, at den »supplerende undersøgelse«, som Kommissionen foretog, i den foreliggende situation udelukkende bestod i, at den tilsendte fusionsparterne en supplerende begæring om oplysninger, som dog kun vedrørte et enkelt spørgsmål, nemlig afgrænsningen af det geografiske marked, hvorom Kommissionen allerede havde foretaget en indgående markedsundersøgelse, hvis foreløbige resultater, som det fremgår af sagens akter, i det væsentlige var forenelige med den afgrænsning, som fusionsparterne havde foreslået, og som blev lagt til grund i den anfægtede beslutning. Det var netop på grund af den omstændighed, at visse kvalificerede tredjemænd, herunder sagsøgerne, havde tilkendegivet en anden opfattelse, at Kommissionen fandt det nødvendigt at foretage denne supplerende undersøgelse for at vurdere relevansen af de omstændigheder, som var fremdraget af disse tredjemænd.

182

Den omstændighed, at Kommissionen henvendte sig til parterne i fusionen for at indhente deres opfattelse vedrørende de spørgsmål, som var blevet rejst, kan på den baggrund ikke anses for påfaldende, da fusionsparterne ikke blot havde et indgående kendskab til markederne, men også var dem, som havde den primære interesse i fusionen, og som under alle omstændigheder skulle have mulighed for som led i deres ret til kontradiktion at udtale sig om de relevante spørgsmål, tredjemænd havde rejst under proceduren.

183

Under denne sag har parterne i fusionen ikke begrænset sig til at tilbagevise sagsøgernes argumenter, men har også til støtte for deres argumenter fremlagt erklæringer fra tredjemænd, som er aktive inden for de pågældende sektorer, og som derfor sandsynligvis var bekendt med situationen på de berørte markeder. I den forbindelse må det ganske vist konstateres, at det ikke fremgår af sagens akter, at Kommissionen har kontrolleret uafhængigheden af de tredjemænd, som afgav oplysninger til støtte for fusionsparternes opfattelser, men der er dog grund til at anføre nedenstående betragtninger vedrørende spørgsmålet, om Kommissionen som følge heraf har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, som denne er defineret ovenfor i præmis 163 ff.

184

Det skal herom for det første fremhæves, at på grund af det bydende krav om hurtighed og de meget korte frister, som Kommissionen skal holde under en procedure vedrørende fusionskontrol, kan den ikke være forpligtet til at efterprøve alle de oplysninger, som den modtager, når der ikke findes nogen indicier for, at de er urigtige. Selv om Kommissionen på grund af sin forpligtelse til at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse under en sådan procedure ikke er berettiget til at basere sig på forhold eller oplysninger, der ikke kan anses for korrekte, følger det imidlertid af det bydende krav om hurtighed, at Kommissionen ikke selv har mulighed for i alle detaljer at efterprøve rigtigheden og pålideligheden af alle de oplysninger, den modtager, idet en procedure vedrørende fusionskontrol nødvendigvis i et vist omfang må være baseret på tillid.

185

I den forbindelse bemærkes, at der er fastsat forskellige bestemmelser i lovgivningen om fusionskontrol for at afskrække personer fra og straffe dem for at afgive urigtige eller vildledende oplysninger. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er de parter, som anmelder fusionen, ikke blot udtrykkeligt forpligtet til at give Kommissionen korrekte og fuldstændige oplysninger om forhold af betydning for beslutningen (betragtning 5, artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 802/2004) — og kan ifølge artikel 14 i forordning nr. 139/2004 pålægges straf for tilsidesættelse af denne forpligtelse — men Kommissionen kan også tilbagekalde en beslutning om, at fusionen er erklæret forenelig med fællesmarkedet, hvis beslutningen bygger på urigtige oplysninger, som kan tilskrives en af de deltagende virksomheder, eller den er opnået ved svigagtig adfærd [jf. artikel 6, stk. 3, litra a), og artikel 8, stk. 6, litra a), i forordning nr. 139/2004].

186

Under alle omstændigheder må det konstateres, at sagsøgerne ikke i denne sag har godtgjort, således som det fremgår af betragtningerne ovenfor i præmis 91 ff., at alle de erklæringer, som er fremlagt under den »supplerende undersøgelse«, næsten uden undtagelse hidrører fra parter, som direkte eller indirekte er under indflydelse fra fusionsparterne, således som sagsøgerne har hævdet. Sagsøgerne har derfor ikke fremlagt noget som helst bevis for, at Kommissionen ved ikke at foretage en særskilt kontrol med, at de pågældende tredjemænd var uafhængige, har tilsidesat sin pligt til at handle med omhu, som indebærer, at Kommissionen omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i sagen.

187

Hvad særlig angår erklæringen fra J. skal det fremhæves, dels at Kommissionen ikke var forpligtet til at høre sagsøgerne vedrørende erklæringen fra PVVE’s generalsekretær, som det bl.a. fremgår af konstateringerne ovenfor i præmis 92, dels at skrivelserne af 21. december 2004 under alle omstændigheder ikke i sig selv afkræfter Kommissionens analyse, da J.’s erklæring kun udgjorde et af flere beviser til støtte for Kommissionens konklusioner og havde et indhold, der i øvrigt var i overensstemmelse med de andre beviser.

188

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger må det konkluderes, at Kommissionen ikke i denne sag har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu, hvorfor dette led af det andet anbringende må forkastes.

189

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede beslutning, hverken for at have forkastet deres argumenter eller for i øvrigt at have afvist rigtigheden af de omstændigheder, som de gjorde gældende under den administrative procedure. Hvad angår det sidstnævnte punkt kritiserer sagsøgerne nærmere bestemt Kommissionen for, at dens gengivelse af deres argumenter i den anfægtede beslutnings punkt 27-29 dels er for kort og utilstrækkelig, dels at dens angivelse af grundene til at afvise disse argumenter eller i det mindste de grunde, som Kommissionen baserede sig på i beslutningen, ikke er klar, forståelig og tilstrækkelig detaljeret.

190

Kommissionen bestrider sagsøgernes argumenter.

191

Som det fremgår af fast retspraksis, skal den begrundelse, som kræves ifølge artikel 253 EF, være tilpasset karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundene til den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal vurderes på grundlag af den konkrete sags omstændigheder, navnlig retsaktens indhold, karakteren af de anførte grunde og den interesse, som retsaktens adressater og andre, der er umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i at få en forklaring. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og helheden af de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, og af , sag C-42/01, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 6079, præmis 66).

192

Udstederen af en sådan retsakt er dog ikke forpligtet til at tage stilling til forhold, der er klart underordnede, eller at foregribe potentielle indsigelser (Domstolens dom af 25.10.2005, forenede sager C-465/02 og C-466/02, Tyskland og Danmark mod Kommissionen, den såkaldte »Feta«-sag, Sml. I, s. 9115, præmis 106). Desuden må kravene til, hvor præcist en retsakts begrundelse skal være angivet, afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige vilkår, hvorunder retsakten bliver til (Domstolens dom af , C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 16; jf. endvidere, i samme retning, Domstolens dom af , sag 16/65, Schwarze, Sml. 1965-1968, s. 131; org.ref.: Rec. s. 1081, på s. 1096 og 1097). Kommissionen tilsidesætter således ikke sin begrundelsespligt ved udøvelsen af sin beføjelse til fusionskontrol, hvis ikke den i sin beslutning giver en nærmere begrundelse for vurderingen af en række aspekter af fusionen, som den finder er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart sekundære for vurderingen af denne (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt ovenfor i præmis 191, præmis 64). Et sådant krav ville være vanskeligt at forene med det bydende krav om hurtighed og de korte frister under proceduren, som Kommissionen har pligt til at overholde, når den udøver sin beføjelse til fusionskontrol, og som udgør en del af de særlige omstændigheder i forbindelse med en procedure vedrørende fusionskontrol (dommen i sagen Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 139, præmis 39, og dommen i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 186).

193

Heraf følger, at når Kommissionen erklærer en fusion forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004, er begrundelseskravet opfyldt, hvis beslutningen klart redegør for grundene til, at Kommissionen fandt, at den pågældende fusion ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med fællesmarkedet, i givet fald efter, at de pågældende virksomheder har foretaget visse ændringer (dommen i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 185).

194

Selv om Kommissionen ikke er forpligtet til i begrundelsen for beslutninger, der er vedtaget i medfør af forordning nr. 139/2004, at tage stilling til alle de forhold og argumenter, som er fremlagt for den, herunder forhold, som klart er af underordnet betydning for den vurdering, der skal foretages, skal den dog redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for beslutningen (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 18.5.1962, sag 13/60, Geitling m.fl. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 317, org.ref.: Rec. s. 165, på s. 221, af , sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, præmis 78, org.ref.: Rec. s. 661, og af , sag 158/80, Rewe-Handelsgesellschaft Nord og Rewe-Markt Steffen, Sml. s. 1805, præmis 26).

195

Det må i den foreliggende sag konstateres, at Kommissionens grunde til at antage, at fusionen ikke hvad angår markederne for køb af svin og søer til slagtning rejste alvorlig tvivl med hensyn til, om den var forenelig med fællesmarkedet, fremgår klart og utvetydigt af den anfægtede beslutnings punkt 12-54, som vedrører disse markeder. Retten har således kunnet udøve sin prøvelsesret på grundlag af disse punkter hvad angår de forskellige indsigelser, som sagsøgerne har rejst under sagen.

196

Endvidere skal det fremhæves, som det fremgår ovenfor af præmis 171, at Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 26-43 har gengivet alle de omstændigheder og argumenter, som sagsøgerne har fremført under den administrative procedure, og i detaljer taget stilling til disses indhold, idet den for hver af disse argumenters vedkommende har forklaret, hvad de gik ud på, og angivet begrundelsen for, at den tilbageviste dem.

197

Følgelig må dette led af anbringendet om tilsidesættelsen af begrundelsespligten forkastes som værende ubegrundet.

198

Som led i det andet anbringende har sagsøgerne flere gange gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet dem mulighed for at forklare deres synspunkter tilstrækkeligt indgående under den administrative procedure. Sagsøgerne gør herved navnlig gældende, at Kommissionen ikke under mødet den 10. december 2004 foretog høringen af dem med den fornødne agtpågivenhed, at de ikke reelt fik lejlighed til at redegøre for deres synspunkter, at Kommissionens repræsentanter kun talte på engelsk, og at de følgelig ikke fik lejlighed til at forsvare deres synspunkter på en fuldstændig og forståelig måde.

199

Kommissionen bestrider sagsøgernes argumenter.

200

Det bemærkes, at sagsøgernes anbringender om, at Kommissionen ikke under den administrative procedure i tilstrækkelig grad har givet dem lejlighed til at redegøre for deres argumenter, reelt går ud på, at deres høringsret er blevet tilsidesat.

201

Herom bemærkes, at ifølge artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 139/2004 og artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 802/2004 har tredjemænd såsom sagsøgerne, der godtgør, at de har en tilstrækkelig interesse i sagen, udtrykkelig ret til at blive hørt under en procedure om Fællesskabets fusionskontrol.

202

Sådanne tredjemænd har ret til at blive hørt af Kommissionen, hvis de anmoder derom, således at de har mulighed for at fremsætte deres bemærkninger vedrørende de skadelige virkninger i forhold til dem af den påtænkte og anmeldte fusion, idet denne ret dog skal afvejes dels med fusionsparternes ret til kontradiktion, dels med forordningens hovedformål, som er at skabe grundlag for en effektiv kontrol og garantere retssikkerheden for de virksomheder, forordningen gælder for. Det er derfor inden for rammerne af denne ordning for beskyttelse af såvel de deltagende parters som tredjemænds rettigheder, at det skal afgøres, om sagsøgernes rettigheder i den foreliggende sag er blevet tilsidesat (jf. i denne retning Rettens dom af 27.11.1997, sag T-290/94, Kayserberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2137, præmis 109 og 110).

203

Hvad angår dette spørgsmål fremgår det af sagens akter, at NVV og NBHV fuldt ud har udnyttet deres mulighed for som tredjemænd at deltage i den administrative procedure og at tilkendegive deres synspunkter vedrørende fusionen.

204

Hvad angår NVV modtog denne sammenslutning det spørgeskema, som Kommissionen fremsendte som led i sin markedsundersøgelse, og som Kommissionen efter anmodning også tilsendte sammenslutningen en nederlandsk version af. Den 2. december 2004 besvarede NVV spørgeskemaet, idet sammenslutningen gav en grundig redegørelse for sine argumenter og fremlagde flere bilag til støtte herfor. NVV deltog endvidere sammen med NBHV i et møde den , hvortil Kommissionen havde indbudt den, med henblik på at forklare deres argumenter mundtligt. Endelig tilsendte sammenslutningen Kommissionen en anden skrivelse den , hvori den bestred indholdet af J.’s erklæring.

205

Hvad angår NBHV fremsendte denne sammenslutning en første klage ved skrivelse af 30. november 2004 på foranledning af den meddelelse, der var offentliggjort i Tidende, og hvorved Kommissionen havde opfordret interesserede tredjemænd til at tilkendegive deres opfattelse vedrørende fusionen (jf. præmis 21 ovenfor). Endvidere deltog denne sammenslutning i mødet med Kommissionen den og fremsendte på foranledning af dette møde en anden skrivelse den , hvori den yderligere klargjorde de indsigelser, den havde fremsat over for fusionen under den administrative procedure, og navnlig under det nævnte møde. Endelig tilsendte NBHV Kommissionen en skrivelse den , hvori den bestred indholdet af J.’s erklæring.

206

NVV og NBHV kan under de nævnte omstændigheder ikke kritisere Kommissionen for, at den ikke har givet dem tilstrækkelig lejlighed til at forklare deres synspunkter under den administrative procedure.

207

Sagsøgerne har imidlertid navnlig kritiseret forløbet af mødet den 10. december 2004. De gør gældende, at Kommissionen ikke under dette møde foretog høringen af dem med den fornødne agtpågivenhed, og at de ikke reelt fik lejlighed til at give en fuldstændig og forståelig forklaring på deres synspunkter, også fordi Kommissionens repræsentanter kun talte på engelsk.

208

Retten skal herom for det første konstatere, at sagsøgernes påstande på disse punkter er meget generelle, og at de ikke i tilstrækkelig grad har underbygget dem og præciseret, hvilke argumenter Kommissionen ikke har påhørt, og som de ikke i tilstrækkelig grad fik lejlighed til at uddybe.

209

For det andet viser en nærmere undersøgelse af sagens akter, at Kommissionen rent faktisk tog hensyn til de argumenter, som sagsøgerne havde gjort gældende under mødet den 10. december 2004. Som det fremgår ovenfor af præmis 25 og 205, fremsendte NBHV nemlig på foranledning af dette møde en skrivelse den netop med det formål at klargøre de indsigelser, som denne sammenslutning havde gjort gældende over for fusionen under den administrative procedure og navnlig under mødet.

210

Det må i den forbindelse konstateres, at de spørgsmål, som er behandlet i denne skrivelse, i det store og hele vedrører de spørgsmål, hvorom Kommissionen havde udbedt sig supplerende oplysninger i den e-mail, som den tilsendte parterne den samme dag, som mødet den 10. december 2004 blev afholdt, for at få klargjort de punkter, sagsøgerne havde rejst i deres skrivelser, og som de havde forklaret mundtligt under mødet (jf. ovenfor, præmis 24, 204 og 205). Disse spørgsmål svarer endvidere i det væsentlige til de omstændigheder, som Kommissionen ikke efter sagsøgernes opfattelse har taget hensyn til i sin analyse.

211

Hvad angår den omstændighed, at mødet den 10. december 2004 foregik på engelsk og ikke på nederlandsk, bemærkes, at sagsøgerne hverken har præciseret i deres skriftlige indlæg eller i deres svar på flere spørgsmål, Retten har stillet under den mundtlige forhandling, hvilke argumenter og omstændigheder de ikke fik lejlighed til at fremdrage under dette møde, fordi det foregik på engelsk, og fordi Kommissionen derfor ikke tog hensyn dertil i sin analyse. Endvidere fremgår det ikke af skrivelsen af , som NBHV fremsendte efter mødet, at sagsøgerne havde klaget over mødets forløb. Selv om det er beklageligt, at Kommissionen ikke gav sagsøgerne lejlighed til at udtrykke sig på nederlandsk under mødet, må det derfor på grundlag af det anførte konkluderes, at denne omstændighed ikke har haft nogen skadelige følger, der kan gøre den administrative procedure mangelfuld (jf. i denne retning dommen i sagen ACF Chemiefarma mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 194, præmis 52).

212

Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at NVV og NBHV ikke kan foreholde Kommissionen, at den ikke har foretaget høringen af dem med den fornødne agtpågivenhed eller ikke givet dem lejlighed til at give en fuldstændig og forståelig forklaring på deres synspunkter.

213

Hvad endelig angår Marius Schep — der dog er medlem af NVV — reagerede denne i modsætning til NBHV ikke på den meddelelse, der var offentliggjort i Tidende (jf. ovenfor, præmis 21) og anmodede heller ikke om at afgive udtalelse i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 139/2004 og artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 802/2004. Han kan derfor ikke kritisere Kommissionen for ikke at have givet ham lejlighed til at redegøre i tilstrækkelig grad for sine argumenter under den administrative procedure.

214

På grundlag af det anførte må det konkluderes, at også det andet anbringendes første led må forkastes.

215

Det andet anbringende må derfor i det hele forkastes.

216

Ved skrivelse af 13. juli 2005 har sagsøgerne anmodet Retten om at tilpligte Kommissionen at fremlægge alle dokumenterne eller aktstykkerne vedrørende sagen i medfør af procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra d), og at tilsende dem en kopi af disse dokumenter eller aktstykker. Kommissionen har gjort gældende, at denne anmodning ikke bør tages til følge.

217

Herom bemærkes indledningsvis, uden at det påvirker de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som blev anordnet den 1. april 2008 (jf. ovenfor, præmis 36), at Retten ifølge procesreglementets artikel 49 på ethvert tidspunkt under retsforhandlingerne kan træffe bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, jf. procesreglementets artikel 64 og 65. Dette omfatter bl.a. en anmodning om fremlæggelse af dokumenter.

218

For at Retten kan tage stilling til, om det af hensyn til sagens fremme er hensigtsmæssigt at træffe bestemmelse om fremlæggelse af visse dokumenter, må den part, som fremsætter begæring herom, angive de ønskede dokumenter og i det mindste over for Retten angive visse holdepunkter for, at de pågældende dokumenter har betydning for sagens behandling (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 93). Endvidere bemærkes, at Kommissionen ganske vist ikke kan basere sig på dokumenter, som hverken Retten eller sagsøgerne har haft indsigt i, men denne omstændighed kan dog ikke i sig selv begrunde et påbud fra Retten om fremlæggelse af dokumenter i henhold til procesreglementets artikel 64. Retten kan nemlig kun anordne en sådan foranstaltning vedrørende sagens tilrettelæggelse, såfremt sagsøgerne angiver plausible grunde til, at disse dokumenter er nødvendige og relevante for sagens afgørelse (dommen i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 41, præmis 201).

219

Det må imidlertid konstateres, at sagsøgernes anmodning om iværksættelse af den pågældende foranstaltning vedrørende sagens tilrettelæggelse hverken angiver de ønskede dokumenter tilstrækkeligt præcist til, at Retten kan vurdere, om de er hensigtsmæssige for sagens afgørelse, eller angiver plausible og præcise grunde til, at de er nødvendige og relevante for sagens afgørelse. Anmodningen om iværksættelse af den pågældende foranstaltning vedrørende sagens tilrettelæggelse kan derfor ikke tages til følge.

220

Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale omkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

Retsforskrifter

Faktiske omstændigheder

I — Parterne i proceduren og fusionen

II — Den administrative procedure

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

I — Formaliteten

A — Parternes argumenter

B — Rettens bemærkninger

II — Realiteten

A — Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 2, 6 og 8 i forordning nr. 139/2004

1. Det første anbringendes uklarhed

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

2. Tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 139/2004

3. Det første anbringendes andet led, hvorefter der ved afgrænsningen af det geografiske marked hvad angår køb af levende svin til slagtning med urette er medtaget søer

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

4. Det første anbringendes tredje led, hvorefter der er set bort fra væsentlige faktorer ved afgrænsningen af det geografiske marked, eller der er draget fejlagtige konklusioner

a) Ingen mulighed for substitution af svin til det tyske marked med svin til det nederlandske marked

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

b) Manglende korrelation mellem udsvingene i forskellen mellem købsprisen for svin i Nederlandene og Tyskland og mængden af udførsler mellem disse to lande

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

c) Virkningerne for udførslerne af de veterinærforanstaltninger, der blev truffet efter udbredelsen af smitsomme dyresygdomme

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

d) Andre eksportbarrierer

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

e) Kortere transportafstande end den omkreds på 150 km, som Kommissionen har lagt til grund, og spørgsmålet, om der foreligger politisk pres

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

f) Tidligere beslutningspraksis

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

5. Første og fjerde led vedrørende analysen af fusionen på grundlag af konkurrencerettens regler

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

B — Det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og pligten til at udvise omhu

1. Det andet anbringendes første led om tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

Pligten til at udvise omhu

Angivelige tilsidesættelser af pligten til at udvise omhu

2. Det andet anbringendes andet led om tilsidesættelse af begrundelsespligten

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

3. Det andet anbringendes tredje led om tilsidesættelsen af retten til at blive hørt

a) Parternes argumenter

b) Rettens bemærkninger

Sagsøgernes anmodning om iværksættelse af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Sagens omkostninger