Sag C-207/04

Paolo Vergani

mod

Agenzia delle Entrate, Ufficio di Arona

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale di Novara)

»Socialpolitik – ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder – fratrædelsesgodtgørelse – skat fastsat på grundlag af alder – skattefordel«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat D. Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 12. maj 2005 

Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. juli 2005 

Sammendrag af dom

1.     Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – lige løn – løn – begreb – skattelempelse – udelukket fra begrebet

(Art. 141 EF)

2.     Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – lige løn – direktiv 76/207 – afskedigelse – begreb – frivillig fratrædelsesordning – omfattet

(Rådets direktiv 76/207, art. 5, stk. 1)

3.     Socialpolitik – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – direktiv 76/207 – ligebehandling med hensyn til social sikring – direktiv 79/7 – national bestemmelse, hvorefter der ved arbejdsforholdets ophør indrømmes en skattefordel, for hvilken alderen er forskellig for mænd og kvinder – direkte forskelsbehandling på grundlag af køn – ulovlig

(Rådets direktiv 76/207 og 79/7)

1.     Begrebet »løn« i artikel 141 EF omfatter samtlige aktuelle eller fremtidige ydelser, som arbejdstageren modtager i penge eller naturalier, eventuelt indirekte, fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet. En fordel, som har karakter af en skattelempelse for arbejdstageren, som ikke ydes af arbejdsgiveren, og som består i, at de beløb, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen, er derfor ikke omfattet af artikel 141 EF.

(jf. præmis 22 og 23)

2.     Begrebet »afskedigelse« i artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal forstås i vid betydning, således at det også omfatter ophør af et ansættelsesforhold mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver, selv i henhold til en frivillig fratrædelsesordning.

(jf. præmis 27)

3.     Direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter der indrømmes kvindelige arbejdstagere, som er fyldt 50 år, og mandlige arbejdstagere, som er fyldt 55 år, en fordel med henblik på at tilskynde dem til frivillig fratræden, som består i, at de beløb, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen.

En sådan forskellig behandling, som udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn, er ikke omfattet af nogen undtagelsesbestemmelser, hverken i direktiv 76/207 eller i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring. Undtagelsen i den sidstnævnte bestemmelse fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn skal fortolkes snævert og finder ikke anvendelse på en skattelempelse, der ikke udgør en social sikringsydelse, men omfatter kun fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders‑ og arbejdsophørspensioner og følgerne heraf for andre sociale sikringsydelser.

(jf. præmis 33-35 og domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

21. juli 2005 (*)

»Socialpolitik – ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder – fratrædelsesgodtgørelse – skat fastsat på grundlag af alder – skattefordel«

I sag C-207/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Commissione tributaria provinciale di Novara (Italien) ved afgørelse af 26. april 2004, indgået til Domstolen den 10. maj 2004, i sagen

Paolo Vergani

mod

Agenzia delle Entrate, Ufficio di Arona,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne N. Colneric (refererende dommer), K. Schiemann, E. Juhász og E. Levits,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. april 2005

efter at der er afgivet indlæg af:

–       Paolo Vergani ved advokaterne s. Monguzzi og P. Fasano

–       den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af statens advokat, G. De Bellis

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. maj 2005,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 141 EF og Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40).

2       Anmodningen er indgivet under en tvist mellem Paolo Vergani og Agenzia delle Entrate, Ufficio di Arona (herefter »skattemyndighederne«) vedrørende beskatningen af en godtgørelse i forbindelse med frivillig fratræden, som er fastsat på grundlag af arbejdstagerens alder.

 Retsforskrifter

 Fællesskabsbestemmelser

3       Artikel 141, stk. 1 og 2, EF bestemmer:

»1.      Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

2.      Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.

[…]«

4       Det fremgår af artikel 1, stk. 1, i direktiv 76/207, at direktivet tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, samt erhvervsuddannelse, arbejdsvilkår og – på de betingelser, der er fastsat i samme artikels stk. 2 – social sikring.

5       Samme direktivs artikel 2, stk. 1, bestemmer:

»Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.«

6       Samme direktivs artikel 5 bestemmer:

»1.      Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

2.      Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til:

a)      at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophæves

[…]«

7       Artikel 3. stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24) bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse:

a)      på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici:

–       sygdom

–       invaliditet

–       alderdom

–       arbejdsulykker og erhvervssygdomme

–       arbejdsløshed

b)      på bestemmelserne om social bistand, i det omfang disse er bestemt til at supplere eller træde i stedet for de i litra a) omhandlede ordninger.«

8       Direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer, at princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

9       Samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), bestemmer, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan undtage fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser.

 Nationale retsforskrifter

10     De italienske bestemmelser om pensionsalder findes i artikel 9 i lov nr. 218 af 4. april 1952 om reform af den lovpligtige invalide-, alderdoms- og efterladtepensionsforsikring (almindeligt supplement til GURI nr. 89 af 15.4.1952). Ifølge denne bestemmelse er mandlige arbejdstagere pensionsberettigede, når de fylder 60 år, og kvindelige arbejdstagere, når de fylder 55, forudsat de har indbetalt bidrag for den fastsatte periode med det fastsatte beløb.

11     Der gælder særlige regler for arbejdstagere fra virksomheder, som er erklæret for at være i krise af Comitato interministeriale per il coordinamento della politica industriale (interministerielt udvalg for samordning af den industrielle politik). Ifølge lov nr. 155 af 23. april 1981 (almindeligt supplement til GURI nr. 114 af 27.4.1981) er sådanne arbejdstagere berettiget til førtidspension, nemlig for mænds vedkommende fra de er fyldt 55 år, og for kvinders vedkommende fra de er fyldt 50 år.

12     Artikel 17, stk. 4a, i dekret nr. 917 fra Republikkens præsident af 22. december 1986 (almindeligt supplement til GURI nr. 302 af 31.12.1986), som ændret ved lovdekret nr. 314 af 2. september 1997 (almindeligt supplement til GURI nr. 219 af 19.9.1997, herefter »DPR nr. 917/86«), bestemmer:

»Af det vederlag, der udbetales ved ophør af et arbejdsforhold med henblik på at tilskynde kvindelige arbejdstagere over 50 år og mandlige arbejdstagere over 55 år til frivillig fratræden, skal der svares skat med halvdelen af den sats, hvormed fratrædelsesgodtgørelser samt de øvrige godtgørelser og beløb, som er nævnt i artikel 16, stk. 1, litra a), beskattes.«

13     Efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen er artikel 17 i DPR nr. 917/86 ved lovdekret nr. 344 af 12. december 2003 (almindeligt supplement til GURI nr. 291 af 16.12.2003) blevet ændret til artikel 19 i samme DPR.

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14     Det fremgår af forelæggelsesbeslutningen, at Paolo Vergani har anlagt sag ved Commissione tributaria provinciale di Novara til prøvelse af en afgørelse, hvorved skattemyndighederne afslog at tilbagebetale ham den indkomstskat for fysiske personer (imposta sul reddito delle persone fisiche, herefter »IRPEF«), som han var blevet opkrævet.

15     Paolo Vergani har ved den nationale ret gjort gældende, at anvendelsen af den skatteprocent, som er fastsat i artikel 17, stk. 4a, i DPR nr. 917/86 ved opkrævning af skat i henhold til IRPEF, medfører en ubegrundet forskelsbehandling. Han har anmodet om, at sagen bliver gjort genstand for en præjudiciel forelæggelse for Domstolen.

16     Den forelæggende ret anfører, at hovedsagen ikke vedrører den sociale sikringsordning for alderspension eller arbejdsophørspension, da Verganis arbejdsforhold ikke ophører på grund af alder eller indbetaling af sociale bidrag.

17     Når henses til de gældende bestemmelser i fællesskabsretten, finder den forelæggende ret ikke, at der er nogen grunde, der kan retfærdiggøre forskelsbehandlingen i henhold til artikel 17, stk. 4a, i DPR nr. 917/86.

18     Det fremgår således af forelæggelsesbeslutningen, at tvisten i hovedsagen vedrører spørgsmålet om beskatningen af en fratrædelsesgodtgørelse, der udbetales til en mandlig arbejdstager, som er mindst 50 år, men endnu ikke fyldt 55 år, på grund af hans frivillige fratræden.

19     Commissione tributaria provinciale di Novara har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 17, stk. 4a, i DPR nr. 917/86, som fastsætter de samme betingelser for kvindelige arbejdstagere over 50 år og mandlige arbejdstagere over 55 år for at indrømme en fordel ved beskatning af den fratrædelsesgodtgørelse og de beløb, der ydes ved arbejdsforholdets ophør på grund af frivillig fratræden, nemlig en skattenedsættelse på 50%, i strid med artikel 141 [EF] [...] og med direktiv 76/207 [...] eller skaber den betingelser, der udgør en ulige behandling af mænd og kvinder, som er forbudt efter disse bestemmelser?«

 Det præjudicielle spørgsmål

20     Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 141 EF og direktiv 76/207 skal fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der indrømmes kvindelige arbejdstagere, som er fyldt 50 år, og mandlige arbejdstagere, som er fyldt 55 år, en fordel med henblik på at tilskynde dem til frivillig fratræden, som består i, at de beløb, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen.

 Anvendelsesområdet for artikel 141 EF og direktiv 76/20

21     Det skal indledningsvis undersøges, om en skattelempelse ved beskatning af en fratrædelsesgodtgørelse som den i hovedsagen omhandlede, der fastsættes på grundlag af arbejdstagerens alder, er omfattet af artikel 141 EF eller direktiv 76/207.

22     Ifølge Domstolens faste praksis omfatter begrebet »løn« i artikel 141 EF samtlige aktuelle eller fremtidige ydelser, som arbejdstageren modtager i penge eller naturalier, eventuelt indirekte, fra arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet (jf. bl.a. dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 12, og af 9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 23).

23     Den i hovedsagen omhandlede fordel, som har karakter af en skattelempelse, ydes ikke af arbejdsgiveren og omfattes derfor ikke af artikel 141 EF.

24     De af Domstolens domme, som Vergani har påberåbt sig til støtte for en anden fortolkning (dom af 9.2.1982, sag 12/81, Garland, Sml. s. 359, præmis 4, dommen i Barber-sagen, præmis 10, og dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, præmis 7), er ikke til hinder for denne vurdering, da dommene vedrører ydelser, som arbejdsgiveren har betalt arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet.

25     Hvad angår spørgsmålet, om en skattelempelse ved beskatningen af en frivillig fratrædelsesgodtgørelse som den i hovedsagen omhandlede, der fastsættes på grundlag af arbejdstagerens alder, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 76/207, bemærkes, at ifølge dette direktivs artikel 5, stk. 1, indebærer princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

26     Når direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdes med artikel 5, stk. 2, litra a), hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at ophæve administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, må stk. 1 forstås således, at det også omfatter afskedigelsesvilkår fastsat af medlemsstaterne.

27     Inden for rammerne af direktiv 76/207 skal begrebet »afskedigelse« forstås i vid betydning, således at det også omfatter ophør af et ansættelsesforhold mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver, selv i henhold til en frivillig fratrædelsesordning (jf. i denne retning dom af 16.2.1982, sag 19/81, Burton, Sml. s. 555, præmis 9).

28     I forbindelse med henvisningen til artikel 17, stk. 4a, i DPR nr. 917/86 har den forelæggende ret fremhævet, at den i hovedsagen omhandlede skattefordel ydes »med henblik på at tilskynde kvindelige arbejdstagere over 50 år og mandlige arbejdstagere over 55 år til frivillig fratræden«.

29     Af samtlige de anførte betragtninger følger, at en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, der fastsættes på grundlag af arbejdstagerens alder, udgør et afskedigelsesvilkår i den i artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 nævnte forstand.

 Spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling

30     Ifølge artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207 skal der gælde de samme afskedigelsesvilkår for mænd og kvinder uden forskelsbehandling på grundlag af køn.

31     En forskellig behandling, som består i, at reglen, hvorefter de beløb, som udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen, anvendes på kvindelige arbejdstagere, som er fyldt 50 år, men på mandlige arbejdstagere, som er fyldt 55 år, er en forskelsbehandling på grundlag af arbejdstagernes køn.

32     Under hensyn til de argumenter, som er fremført af den italienske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, skal det undersøges, om en sådan forskel i behandlingen er omfattet af undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7, hvorefter dette direktiv ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fra dets anvendelsesområde kan undtage fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser.

33     Det fremgår af Domstolens faste praksis, at i betragtning af den grundlæggende betydning af princippet om ligebehandling, må undtagelsen fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn i artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 fortolkes snævert (jf. bl.a. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 36, og af 30.3.1993, sag C-328/91 Thomas m.fl., Sml. I, s. 1247, præmis 8). Denne bestemmelse omfatter kun fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og følgerne heraf for andre sociale sikringsydelser (dom af 26.2.1986, sag 151/84, Roberts, Sml. s. 703, præmis 35; jf. endvidere i samme retning dom af 4.3.2004, sag C-303/02, Haackert, Sml. I, s. 2195, præmis 30). Denne undtagelse fra forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn gælder således ikke for en skattelempelse som den i hovedsagen omhandlede, der ikke udgør en social sikringsydelse.

34     Da den forskellige behandling, som er en følge af den i hovedsagen omhandlede bestemmelse, for det første er baseret direkte på køn, og direktiv 76/207 for det andet ikke indeholder nogen undtagelse fra ligebehandlingsprincippet, som finder anvendelse her i sagen, må det konkluderes, at denne forskel i behandlingen udgør en direkte forskelsbehandling på grundlag af køn.

35     Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at direktiv 76/207 skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der indrømmes kvindelige arbejdstagere, som er fyldt 50 år, og mandlige arbejdstagere, som er fyldt 55 år, en fordel med henblik på at tilskynde dem til frivillig fratræden, som består i, at de beløb, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen.

 Sagens omkostninger

36     Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at det er til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der indrømmes kvindelige arbejdstagere, som er fyldt 50 år, og mandlige arbejdstagere, som er fyldt 55 år, en fordel med henblik på at tilskynde dem til frivillig fratræden, som består i, at de beløb, der udbetales ved arbejdsforholdets ophør, kun beskattes med halvdelen.

Underskrifter

---

* Processprog: italiensk.