FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L.A. GEELHOED

fremsat den 28. juni 2005 ¹(1)

Sag C-366/04

Georg Schwarz

mod

Bürgermeister der Landeshauptstadt Salzburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Unabhängiger Verwaltungssenat des Landes Salzburg (Østrig))

»Fortolkning af artikel 28 EF, 30 EF og af artikel 7 i direktiv 93/43/EØF – spørgsmålet, om en national bestemmelse, som forbyder salg af sukkervarer i uindpakket stand fra automater, kan forenes hermed«

I –    Indledning

1.     I denne sag har Unabhängiger Verwaltungssenat Salzburg forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF samt af Rådets direktiv nr. 93/43/EØF af 14. juni 1993 om levnedsmiddelhygiejne (2) (herefter »direktivet«). Tvisten i hovedsagen vedrører salg i uindpakket stand i Østrig af forskellige former for tyggegummi, der frit kan sælges i uindpakket stand i Tyskland og Italien.

2.     Den forelæggende ret har stillet følgende præjudicielle spørgsmål til Domstolen:

»Er artikel 28 EF [og] 30 EF, sammenholdt med artikel 7 i Rådets direktiv 93/43/EØF af 14. juni 1993 om levnedsmiddelhygiejne til hinder for en national forskrift udstedt før direktivets ikrafttræden, hvorefter det er forbudt at udbyde sukkervarer eller varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand?«

II – Retsforskrifter

A –    Fællesskabsbestemmelser

3.     Artikel 28 EF forbyder kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne.

4.     Artikel 30 EF bestemmer imidlertid, at indførselsrestriktioner, der er begrundet i bl.a. hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed eller beskyttelse af planter, er tilladte på betingelse af, at de ikke udgør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

5.     Første betragtning i direktivets præambel er affattet således:

»Den frie bevægelighed for levnedsmidler er en væsentlig forudsætning for gennemførelsen af det indre marked; dette princip forudsætter tillid til sikkerhedsstandarden i forbindelse med konsum af frit omsættelige levnedsmidler, ikke mindst hygiejnestandarden i alle led af tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering til forbrugeren.«

6.     Ifølge direktivets fjerde betragtning er det med henblik på at beskytte menneskets sundhed vigtigt at harmonisere de generelle regler for levnedsmiddelhygiejne, som skal følges i forbindelse med tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering til forbrugeren.

7.     Direktivets artikel 3, stk. 1 lyder således:

»Tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering af levnedsmidler skal udføres under hygiejniske forhold.«

8.     I henhold til direktivets artikel 3, stk. 2, skal levnedsmiddelvirksomhederne identificere de trin i deres aktiviteter, som er kritiske for levnedsmiddelsikkerheden, og drage omsorg for, at passende sikkerhedsprocedurer fastlægges, gennemføres, opretholdes og revideres med udgangspunkt i de principper, der er anvendt ved udarbejdelsen af HACCP-systemet (Hazard Analysis and Critical Control Points).

9.     Direktivets artikel 7, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne kan under overholdelse af traktaten bevare, ændre eller indføre mere specifikke nationale hygiejneforskrifter end de, der er fastsat i dette direktiv, på den betingelse at de pågældende forskrifter

–       ikke er mere lempelige end de, der findes i bilaget

–       ikke udgør en begrænsning eller hindring af eller barriere for samhandelen med levnedsmidler, der er fremstillet i overensstemmelse med dette direktiv.«

10.   I kapitel III i direktivets bilag er opregnet følgende forskrifter, der navnlig finder anvendelse på mobile og/eller midlertidige lokaler (som f.eks. telte, markedsboder, mobile salgskøretøjer), lokaler, der fortrinsvis anvendes som privatbeboelse, lokaler, hvorfra der lejlighedsvis leveres mad, og salgsautomater:

»1.   Lokaler og salgsautomater skal etableres, udformes, opbygges, renholdes og vedligeholdes således, at forurening af levnedsmidler og forekomst af insekter og andre skadedyr, så vidt det er praktisk muligt, undgås.

2.     Specielt skal følgende om fornødent iagttages:

[...]

b)     overflader, der kommer i kontakt med levnedsmidler, skal være i god stand og være lette at rengøre og om fornødent at desinficere. Dette kræver, at der anvendes glatte, afvaskelige, ugiftige materialer, medmindre levnedsmiddelvirksomheden over for de kompetente myndigheder kan godtgøre, at andre anvendte materialer er egnede

[…]

d)     der skal være passende mulighed for rengøring af levnedsmidlerne

[…]

h)     levnedsmidlerne skal anbringes således, at forureningsrisiko undgås, så vidt det er praktisk muligt.«

11.   Bilagets kapitel IX bestemmer i punkt 3:

»Alle levnedsmidler, der håndteres, opbevares, emballeres, udstilles og transporteres, skal beskyttes mod forurening, som kan gøre dem uegnede til menneskeføde eller sundhedsfarlige eller forurenede på en sådan måde, at de ikke med rimelighed kan betragtes som egnede til at fortæres i denne tilstand. Navnlig skal levnedsmidler anbringes og/eller beskyttes således, at risikoen for forurening reduceres mest muligt. Der skal træffes passende foranstaltninger til bekæmpelse af insekter og andre skadedyr.«

B –    Nationale bestemmelser

12.   Direktivets bestemmelser er gennemført i østrigsk ret ved Lebensmittelhygieneverordnung af 3. februar 1998 (3). Lebensmittelhygieneverordnung gengiver med en stort set enslydende formulering direktivets bestemmelser.

13.   § 1, stk. 1 og 2, i Verordnung über die Hygiene bei Zuckerwaren aus Automaten af 10. februar 1988 (BGBl. nr. 127/1988, herefter »bekendtgørelse om hygiejne for sukkervarer«) er affattet således:

»1.   I denne bekendtgørelse forstås ved sukkervareautomater salgsautomater med lukket beholder, som ved indkast af penge afleverer sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, gennem en afleveringssliske og opfangningsanordning (modtagelsesbakke).

2.      Sukkervareautomater skal opstilles eller anbringes således, at de ikke udsættes for direkte sollys. For at undgå snavs skal opfangningsanordningen (modtagelsesbakken) være beskyttet mod vejrlig.«

14.   § 2 i bekendtgørelse om hygiejne for sukkervarer lyder:

»Det er forbudt at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand.«

III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger i hovedsagen

15.   Georg Schwarz blev pålagt straf ved administrative afgørelser truffet af byen Salzburgs borgmester for forskellige overtrædelser af § 2 i bekendtgørelse om hygiejne for sukkervarer, idet han havde solgt, og dermed markedsført, forskellige slags tyggegummi i uindpakket stand fra automater med modtagelsesbakke. Georg Schwarz anlagde sag til efterprøvelse af de nævnte afgørelser ved Unabhängiger Verwaltungssenat Salzburg under henvisning til, at bekendtgørelse om hygiejne for sukkervarer, navnlig § 2, er uforenelig med EF-traktatens bestemmelser om de frie varebevægelser og med direktivet.

16.   De omtvistede produkter stammer fra Canada, hvorfra de af Georg Schwarz blev indført til Østrig via Tyskland. De er fremstillet specielt med henblik på salg fra automater. Georg Schwarz, der også udøver erhverv i Tyskland og Italien, har anført, at det kun er i Østrig, det kræves, at sukkervarer solgt fra automater skal være indpakkede. I det foreliggende tilfælde betyder dette, at varer produceret i udlandet, som i hvert fald i Tyskland og Italien frit kan sælges fra automater uden nogen supplerende indpakning, må indpakkes særligt med henblik på det østrigske marked. Georg Schwartz har ligeledes henvist til, at produktet og distributionsmåden er blevet testede og er fundet sikre i henhold til HACCP-standarderne.

17.   Den forelæggende ret finder, at en sådan indførselsrestriktion i samhandelen i princippet er forbudt. Skønt retten finder at have behov for en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, fremgår det af forelæggelseskendelsen, at den er tilbøjelig til at mene, at den omhandlede nationale regel er forenelig med fællesskabsretten. Ifølge den forelæggende ret er den nationale bestemmelse i henhold til artikel 30 EF begrundet i hensynet til beskyttelsen af menneskers sundhed, idet den bidrager til at forøge fødevaresikkerheden. Den forelæggende ret finder ikke, at den tilsigtede beskyttelse kunne have været opnået med mindre vidtrækkende midler. § 2 i bekendtgørelse om hygiejne for sukkervarer er egnet til at opnå det legitime nationale mål om et højt fødevarehygiejnisk niveau, ikke blot på salgstidspunktet, men også på forbrugstidspunktet, når den bestemmer, at sukkervarer solgt fra automater skal være emballerede. Den forelæggende ret ser ikke, at der findes andre måder at opnå et tilsvarende beskyttelsesniveau på.

IV – Stillingtagen

18.   Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret at få afklaret, om en national bestemmelse, hvorefter det er forbudt at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand, er forenelig med direktivets artikel 7 og artikel 28 EF og 30 EF. Den forelæggende ret forudsætter, at direktivet om levnedsmiddelhygiejne kun finder begrænset anvendelse på en national regel, der påbyder en emballering, og at en sådan regel må vurderes i forhold til den primære fællesskabsret i artikel 28 EF og 30 EF.

19.   Hvis den forelæggende rets opfattelse er korrekt, er det stadigt muligt at påberåbe artikel 30 EF eller et af de grundlæggende principper, der er anerkendt i fællesskabsretten. Artikel 30 EF eller et af de grundlæggende krav kan imidlertid ikke anvendes som begrundelse, såfremt der i fællesskabsdirektiver foreskrives harmonisering af de foranstaltninger, der er nødvendige for at virkeliggøre det særlige mål, der forfølges (4).

20.   Således som det også klart fremgår af præamblen, har direktivet til formål at sikre den frie bevægelighed for levnedsmidler og beskyttelsen af menneskers sundhed. For at nå dette mål, fastsættes der i direktivet harmoniseringsforanstaltninger for hygiejnestandarden i alle led af tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering til forbrugeren. For at kunne omsættes frit i Fællesskabet skal de omhandlede varer opfylde de fastsatte levnedsmiddelhygiejnekrav vedrørende beskyttelsen af menneskers sundhed. Målet med denne regel i direktivet er at sikre, at produkter, der er fremstillet under overholdelse af fællesskabskravene og i overensstemmelse med de grundlæggende krav, frit kan omsættes inden for det indre marked.

21.   Direktivet lægger ansvaret for den hygiejniske standard i en fødevarevirksomhed på virksomheden selv. Denne skal påse, at kun fødevarer, der ikke frembyder nogen sundhedsrisiko, sættes på markedet. Med henblik herpå skal virksomheder inden for fødevaresektoren overholde hygiejnereglerne i direktivets bilag. Herudover skal fødevarevirksomheder indføre sikkerhedsprocedurer på grundlag af HACCP-principperne. Endelig kan virksomhederne anvende retningslinjer for god hygiejnepraksis med henblik på at overholde direktivets krav. De nationale myndigheder skal påse overholdelsen af disse bestemmelser.

22.   Direktivets bilag indeholder generelle levnedsmiddelhygiejnekrav. I bilagets kapitel III specificeres kravene til bl.a. salgsautomater. Sådanne skal etableres, udformes, opbygges, renholdes og vedligeholdes således, at forurening af levnedsmidler og forekomst af insekter og andre skadedyr, så vidt det er praktisk muligt, undgås. Herudover bestemmer punkt 3 i bilagets kapitel IX, at alle levnedsmidler skal beskyttes mod forurening, som kan gøre dem uegnede til menneskeføde eller sundhedsfarlige eller forurenede på en sådan måde, at de ikke med rimelighed kan betragtes som egnede til at fortæres i denne tilstand. Disse generelle bestemmelser kan suppleres og understøttes af mere specifikke fællesskabsregler for levnedsmiddelhygiejne (5). Herudover kan der udvikles retningslinjer for god hygiejnepraksis af levnedsmiddelsektorer og repræsentanter for andre berørte parter (6).

23.   I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, kan medlemsstaterne bevare, ændre eller indføre mere specifikke nationale hygiejneforskrifter end de, der er fastsat i direktivet, på den betingelse, at de pågældende forskrifter ligger inden for de grænser, der udtrykkeligt er fastsat i direktivet. Disse grænser er bestemt ved to kumulative krav: Mere specifikke nationale hygiejneforskrifter må ikke være mere lempelige end forskrifterne i bilaget og må ikke udgøre en begrænsning eller hindring af eller barriere for samhandelen med levnedsmidler, der er fremstillet i overensstemmelse med direktivet. Herefter er det nødvendigt at bestemme rækkevidden af det skøn, der i fællesskabslovgivningen overlades de nationale myndigheder.

24.   Ud fra ordlyden af det andet krav kan udledes to muligheder. Enten fastholder medlemsstaterne mere specifikke bestemmelser vedrørende fremstilling af et levnedsmiddel, eller også opretholder medlemsstaterne mere specifikke bestemmelser vedrørende andre stadier, nemlig tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering til forbrugeren. I det førstnævnte tilfælde må en medlemsstat kun anvende og opretholde en sådan bestemmelse, hvis den ikke udgør en begrænsning eller hindring af eller barriere for samhandelen med levnedsmidler produceret i henhold til reglerne i direktivet. Eftersom direktivet udtrykkeligt fastsætter grænserne for en sådan mere specifik national bestemmelse, har artikel 28 EF og 30 EF ingen funktion inden for direktivets anvendelsesområde, og det er derfor ikke længere muligt for medlemsstaterne at henvise til artikel 30 EF.

25.   I det sidstnævnte tilfælde kan en medlemsstat opretholde en mere specifik bestemmelse på den betingelse, at den pågældende forskrift ikke er mere lempelig end de forskrifter, der findes i bilaget, og at den ikke strider mod traktaten. Under disse omstændigheder åbner direktivet mulighed for at støtte ret på artikel 30 EF eller et af de fundamentale krav af almen interesse, som Domstolen har anerkendt i sin retspraksis.

26.   Den forelæggende ret antager, at det omhandlede produkt – tyggegummikugler – og navnlig salg af sådanne kugler fra automater falder under direktivets materielle anvendelsesområde. Forelæggelseskendelsen indeholder ikke præcise oplysninger om dette punkt, men er hovedsageligt fokuseret på at begrunde anvendelsen af de traktatretlige hensyn i artikel 30 EF. Efter min opfattelse hører den nationale bestemmelse faktisk under direktivets anvendelsesområde, og navnlig er den omfattet af kravene i bilagets kapitel IX, punkt 3. Imidlertid regulerer den aspekter, som direktivet endnu ikke udtømmende har harmoniseret, herunder emballagekrav vedrørende salg af sukkervarer fra automater. Ovennævnte bestemmelse i direktivet indskrænker sig til at fastsætte en generel regel om, at levnedsmidler, der sættes til salg, skal være beskyttet mod forurening. Derimod indeholder direktivet ingen specifikke krav, som f.eks. om emballering, med henblik på at forebygge sådan forurening.

27.   Den nationale bestemmelse, der indeholder et forbud mod at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand, udgør et mere specifik og restriktivt krav end det, der er fastsat i direktivets bilag. Desuden vedrører den nationale bestemmelse pakningen af en fødevare, men ikke fremstillingen heraf. Den må derfor vurderes i forhold til artikel 28 EF og 30 EF.

28.   Således må det først efterprøves, om der et tale om »nationale bestemmelser, som begrænser eller forbyder bestemte former for salg«, i den forstand dette udtryk er anvendt i dommen i sagen Keck og Mithouard (7). De nationale bestemmelser, der er genstanden for hovedsagen, omfatter et krav om at emballere sukkervarer, som distribueres til forbrugerne fra automater. Dette betyder, at sukkervarer, der sættes på markedet i et andet land end Østrig, skal pakkes ind, dvs. skal undergå en forandring, inden de kan sættes til salg i Østrig.

29.   I henhold til Domstolens faste praksis er der ikke tale om former for salg som omhandlet i Keck og Mithouard-dommen (8), når det er nødvendigt at ændre indpakningen eller mærkningen af indførte varer. Denne karakteristik bør forbeholdes bestemmelser, som vedrører de generelle vilkår, under hvilke produkterne sættes på markedet, og som medfører en begrænsning af de pågældende erhvervsdrivendes frie erhvervsudøvelse (9). Den finder ikke anvendelse på bestemmelser, der angår selve varernes kendetegn eller fastsætter begrænsninger for salg af visse varer (10).

30.   Dette får mig til at konkludere, at et forbud mod at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand, ikke kan betegnes som en »bestemt form for salg« i Keck og Mithouard-dommens forstand, og det må derfor udelukkende vurderes i forhold til artikel 28 EF og 30 EF (11).

31.   Det følger af Domstolens praksis, at hindringer for de frie varebevægelser, der udspringer af anvendelsen af bestemmelser om betingelser, som varer skal opfylde (således som krav vedrørende deres beskrivelse, form, dimensioner, vægt, sammensætning, præsentation, mærkning eller pakning), må betragtes som sådanne foranstaltninger med tilsvarende virkning, som artikel 28 EF forbyder, selv hvis disse foranstaltninger uden forskel anvendes på alle produkter, når anvendelsen heraf ikke forfølger et sådant mål i almenhedens interesse, som går forud for hensynet til frie varebevægelser (12).

32.   Det særlige emballeringskrav skaber en hindring for den frie samhandel, eftersom sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, der lovligt er bragt i omsætning et andet sted i Fællesmarkedet, ikke lovligt i uindpakket stand kan udbydes til slutforbrugeren fra automater i Østrig. Dette krav medfører yderligere omkostninger for importøren, hvilket vanskeliggør og fordyrer indførslen. En sådan bestemmelse er derfor uforenelig med artikel 28 EF.

33.   En hindring af denne art kan kun begrundes ud fra et af de hensyn af almen interesse, som er nævnt i artikel 30 EF, således som f.eks. beskyttelsen af menneskers sundhed og liv, eller ud fra et af de grundlæggende krav vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse. Den skal også være egnet til at opnå det tilsigtede mål og må ikke række ud over det, der er nødvendigt, for at opnå dette (13).

34.   Den omtvistede nationale bestemmelse finder anvendelse på sukkervarer solgt fra automater uanset varernes oprindelse. Dette indebærer, at ud over hensynet til at beskytte menneskers sundhed kan også hensynet til at beskytte forbrugerne gøres gældende med henblik på at begrunde foranstaltningen. Dog fremgår det af sagens dokumenter, at forbuddet mod at udbyde sukkervarer til salg fra automater i uindpakket stand udtrykkeligt er begrundet i sundhedsbeskyttelseshensyn (14). Derfor bør efterprøvelsen begrænses til artikel 30 EF. Det er en væsentlig del af denne efterprøvelse at afgøre, om den nationale bestemmelse overholder proportionalitetsprincippet.

35.   Den forelæggende ret har med hensyn til den omtvistede bestemmelse henvist til en erklæring fra det østrigske sundheds- og fødevaresikkerhedsagentur, der bekræfter, at det i et vist antal tilfælde har været konstateret, at uindpakkede produkter var blevet angrebet af fugt eller insekter (myrer) i automaternes beholdere, og at det beskyttende sukkerlag var helt opløst og var blevet klæbrigt. En sådan forringelse af produktet kunne have været forhindret af en emballage. Den forelæggende ret har endvidere nævnt den mulighed, at produkter kan forurenes, fordi selve modtagelsesbakken kan være blevet forurenet af sygdomsfremkaldende bakterier, og at en sådan forurening kan overføres til de produkter, den efterfølgende køber får udleveret. Der kan også være en risiko for, at en eventuel bakterieinfektion kan overføres fra forbrugerens hænder til selve produktet, og denne risiko vil kunne formindskes ved emballering, idet en sådan vil gøre det muligt for forbrugeren at undgå at røre ved sukkervaren med de bare hænder.

36.   Det kan ikke udelukkes, at visse krav om emballering af sukkervarer, der sættes til salg i automater, kan være nyttige med henblik på at beskytte folkesundheden, når der med sådanne krav tilsigtes at hindre forurening eller forringelse. Spørgsmålet er dog, om et sådant krav, der føjes til de krav, som sukkervarer i medfør af direktivet allerede skal opfylde, er effektivt.

37.   Direktivet nævner en række regler, der angår hele produktions- og distributionskæden, og det fastsætter tillige en kontrolmetode for overholdelse af de i direktivet fastsatte regler og for identifikation af de enkelte aktiviteter. I medfør af direktivets artikel 3, stk. 2, skal levnedsmiddelvirksomhederne identificere de trin i deres aktiviteter, som er kritiske for levnedsmiddelsikkerheden, og drage omsorg for, at passende sikkerhedsprocedurer fastlægges, gennemføres, opretholdes og revideres med udgangspunkt i de principper, der er anvendt ved udarbejdelsen af HACCP-systemet. Således tilsigter direktivet at etablere en fuldstændig sundhedsmæssig beskyttelse.

38.   Selv om det er korrekt, at medlemsstaterne i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, er berettiget til at indføre mere specifikke forskrifter vedrørende indpakning med henblik på at beskytte sundheden og garantere en vis hygiejnisk standard, er denne bemyndigelse dog meget begrænset, eftersom direktivet tilsigter at gennemføre en fuldstændig sundhedsmæssig beskyttelse. Dette er grunden til, at kun et særdeles tungtvejende hensyn ville kunne begrunde vedtagelsen af en sådan specifik national bestemmelse. En medlemsstat må således kunne bevise, at reglerne faktisk er nødvendige.

39.   Spørgsmålet er, om det at udbyde sukkervarer i uindpakket stand til salg fra automater indebærer en virkelig sundhedsmæssig risiko. Dette forekommer ikke sandsynligt, for hvis direktivets bestemmelser er blevet korrekt anvendt og overholdt, er der al mulig grund til at antage, at de omhandlede levnedsmidler er blevet solgt og leveret på en ansvarlig måde.

40.   Forureningsrisikoen forbliver hypotetisk, eftersom den forelæggende ret ikke har leveret faktiske oplysninger, der dokumenterer, at sukkervarer solgt i uindpakket stand fra automater frembyder en sundhedsmæssig risiko.

41.   En tilsvarende betragtning gør sig gældende for så vidt angår risikoen for forringelse af levnedsmidlerne. Appellanten i hovedsagen har i denne henseende anført, at de eneste registrerede klager drejer sig om hærværk mod og ødelæggelse af automaterne. Hvis forringelsen af sukkervarerne er udløst af sådanne handlinger, forekommer det mig mere hensigtsmæssigt at bekæmpe selve hærværket. At forbyde produkter, der lovligt kan bringes i omsætning og sælges i uindpakket stand fra automater andre steder i Fællesskabet, er ikke et passende præventivt middel, og desuden begrænser det samhandelen med sådanne produkter mere end nødvendigt. Hvis det forudsættes, at fugtighed og myrer kan trænge ind i automater, der ikke er beskadigede grundet hærværk, forekommer det mere hensigtsmæssigt at tilpasse reglerne om den tekniske udformning af automaterne end at indføre specifikke indpakningskrav vedrørende produkterne.

42.   Jeg må således konkludere, at en national bestemmelse, i henhold til hvilken det er forbudt at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand, er uforenelig med artikel 28 EF og 30 EF.

V –    Forslag til afgørelse

43.   Under hensyn til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som Unabhängiger Verwaltungssenat Salzburg har forelagt, således:

»En national bestemmelse, der er mere vidtrækkende end bestemmelserne i Rådets direktiv 93/43/EØF af 14. juni 1993 om levnedsmiddelhygiejne, og i henhold til hvilken det er forbudt at udbyde sukkervarer eller lignende varer, der indeholder sødemidler, til salg fra automater i uindpakket stand, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion i artikel 28 EF’s forstand og kan ikke begrundes i hensynet til beskyttelsen af menneskers sundhed i henhold til artikel 30 EF.«

---

1 – Originalsprog: nederlandsk.

---

2 – EFT L 175, s. 1.

---

3 – BGBl. II, 31/1998, som bekendtgjort ved BGBl. II, 33/1999.

---

4 – Dom af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, præmis 18. Jf. også dom af 19.3.1998, sag C-1/96, Compassion in World Farming, Sml. I, s. 1251, præmis 47.

---

5 – Direktivets artikel 1, stk. 2.

---

6 – Direktivets artikel 5, stk. 2.

---

7 – Dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097.

---

8 Jf. dom af 3.6.1999, sag C-33/97, Colim, Sml. I, s. 3175, præmis 37, og af 16.1.2003, sag C-12/00, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 459, præmis 76.

---

9 – Dom af 29.6.1995, sag C-391/92, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 1621, præmis 15.

---

10 – Jf. ligeledes punkt 72 i mit forslag til afgørelse af 11.12.2003 i Douwe Egberts-sagen (dom af 15.7.2004, Sml. I, s. 7007).

---

11 – I dom af 18.9.2003, sag C-416/00, Morellato, Sml. I, s. 9343, lod Domstolen muligheden åben for eventuelt at betragte et krav vedrørende forudgående emballering af brød som en bestemt form for salg. Dog gør de særlige omstændigheder i denne sag og de meget strenge krav, som Domstolen opstillede ved den lejlighed, det meget usandsynligt, at denne dom kan anvendes i den foreliggende sammenhæng.

---

12 – Dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, kaldet »Cassis de Dijon«, Sml. s. 649.

---

13 – Jf. i denne forbindelse dom af 9.7.1997, forenede sager C-34/95 – C-36/95, De Agostini og TV Shop, Sml. I, s. 3843, præmis 45.

---

14 – Dette er i det mindste hvad jeg kan udlede ud fra forelæggelseskendelsen. Den østrigske regering har faktisk ikke afgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag og har således ikke uddybet de grunde, der har motiveret den omtvistede bestemmelse.