Sag C-522/03

Scania Finance France SA

mod

Rockinger Spezialfabrik für Anhängerkupplungen GmbH & Co.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München)

»Bruxelles-konventionen – anerkendelse og fuldbyrdelse – grunde til nægtelse heraf – begrebet »forskriftsmæssig forkyndelse eller meddelelse««

Forslag til afgørelse fra generaladvokat L.A. Geelhoed fremsat den 17. marts 2005 

Domstolens dom (Første Afdeling) af 13. oktober 2005 

Sammendrag af dom

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – anerkendelse og fuldbyrdelse – grunde til nægtelse – ikke forskriftsmæssig og rettidig forkyndelse eller meddelelse til en udebleven sagsøgt af det indledende processkrift i sagen – begrebet forskriftsmæssig forkyndelse eller meddelelse – vurdering på grundlag af bestemmelserne i en international konvention, der finder anvendelse i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten

(Konventionen af 27. september 1968, art. 27, nr. 2, og protokollen, art. IV)

Artikel 27, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne af 1978, 1982, 1989 og 1996, samt artikel IV, stk. 1, i protokollen, der er knyttet som bilag til nævnte konvention, skal fortolkes således, at når en international konvention, såsom Haager-konventionen om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, finder anvendelse på området i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, skal bedømmelsen af, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse for en udebleven sagsøgt af det indledende processkrift i sagen, ske på grundlag af bestemmelserne i denne internationale konvention, med forbehold af anvendelsen af den fremsendelsesform, der i overensstemmelse med protokollens artikel IV, stk. 2, består i direkte fremsendelse mellem officielt godkendte personer, for så vidt som anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten ikke ved en officiel erklæring har modsat sig denne fremgangsmåde. De to fremsendelsesmåder, der er fastsat i protokollens artikel IV, stk. 2, er nemlig udtømmende i den forstand, at det kun er, når ingen af disse to muligheder kan anvendes, at fremsendelse kan ske efter den for retten i domsstaten gældende lovgivning.

(jf. præmis 22, 28 og 30 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

13. oktober 2005 (*)

»Bruxelles-konventionen – anerkendelse og fuldbyrdelse – grunde til nægtelse heraf – begrebet »forskriftsmæssig forkyndelse eller meddelelse««

I sag C-522/03,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til protokollen af 3. juni 1971 om Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland) ved afgørelse af 31. oktober 2003, indgået til Domstolen den 15. december 2003, i sagen:

Scania Finance France SA

mod

Rockinger Spezialfabrik für Anhängerkupplungen GmbH & Co.,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann (refererende dommer), samt dommerne K. Schiemann, K. Lenaerts, E. Juhász og M. Ilešič,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: R. Grass,

efter at der er afgivet indlæg af:

–       Scania Finance Frankrig SA ved Rechtsanwalt W. Hildmann

–       Rockinger Spezialfabrik für Anhängerkupplungen GmbH & Co. ved Rechtsanwalt A. Vigier

–       Forbundsrepublikken Tyskland ved R. Wagner, som befuldmægtiget

–       Den Franske Republik ved A. Bodard-Hermant og A.L. Hare samt G. de Bergues, som befuldmægtigede

–       Republikken Østrig ved E. Riedl, som befuldmægtiget

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A.-M. Rouchaud-Joët og S. Grünheid, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 17. marts 2005,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 27, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«), samt af artikel IV i den protokol, der er knyttet som bilag til denne konvention.

2       Denne anmodning er fremsat i en sag mellem Scania Finance France SA (herefter »Scania«), der har hjemsted i Angers (Frankrig), og Rockinger Spezialfabrik für Anhängerkupplungen GmbH & Co. (herefter »Rockinger«), der har hjemsted i München (Tyskland), vedrørende fuldbyrdelse i Tyskland af en dom afsagt af cour d’appel d’Amiens (Frankrig), hvorved Rockinger er blevet dømt til at betale 615 566,72 FRF til Scania.

 Retsforskrifter

 Bruxelles-konventionen

3       Bruxelles-konventionens artikel 20, som findes i konventionens afsnit II, der har overskriften »Kompetence«, bestemmer:

»Såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention.

Retten skal udsætte påkendelsen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkift i sagen eller en tilsvarende retsakt i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.

Bestemmelserne i artikel 15 i Haager-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål træder i stedet for bestemmelserne i foregående stykke, såfremt det indledende processkrift i sagen skal fremsendes i medfør af nævnte konvention.«

4       Bruxelles-konventionens artikel 26, stk. 1, som findes i afsnit III, der har overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse«, er affattet således:

»Retsafgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes i de øvrige kontraherende stater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig fremgangsmåde.«

5       Samme konventions artikel 27, nr. 2, bestemmer ikke desto mindre, at en retsafgørelse truffet i en kontraherende stat ikke kan anerkendes i de øvrige kontraherende stater, »såfremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsøgte i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen«.

6       Artikel IV i protokollen til Bruxelles-konventionen, som i henhold til konventionens artikel 65 udgør en integrerende del af konventionen (herefter »protokollen«), bestemmer:

»De inden- og udenretslige dokumenter, der udfærdiges inden for en kontraherende stats område, og som skal meddeles eller forkyndes for personer, der befinder sig inden for en anden kontraherende stats område, skal fremsendes i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der er fastsat ved konventioner eller aftaler indgået mellem de kontraherende stater.

Medmindre modtagerstaten ved en erklæring rettet til generalsekretæren for Rådet for De Europæiske Fællesskaber modsætter sig dette, kan de pågældende dokumenter ligeledes fremsendes direkte af vedkommende offentligt godkendte personer i den stat, hvor dokumenterne er udfærdiget, til vedkommende offentligt godkendte personer i den stat, på hvis område dokumentets adressat befinder sig. I dette tilfælde fremsender vedkommende offentligt godkendte person i domsstaten en genpart af dokumentet til vedkommende offentligt godkendte person i den stat, begæringen rettes til, når den pågældende er kompetent til at aflevere det til adressaten. Denne aflevering sker efter de regler, der er foreskrevet i lovgivningen i den stat, som begæringen rettes til. Afleveringen bekræftes ved en attestation, som sendes direkte til vedkommende offentligt godkendte person i den stat, hvor dokumentet er udfærdiget.«

 Haager-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål (herefter »Haager-konventionen«)

7       I henhold til dens artikel 1 finder Haager-konventionen anvendelse på alle sager om civile eller kommercielle spørgsmål, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes til forkyndelse i udlandet.

8       Konventionens artikel 15 bestemmer:

»Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til udlandet med henblik på forkyndelse efter denne konvention, og sagsøgte ikke er mødt, må dommeren ikke afgøre sagen, før det er fastslået, at:

a)      dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der har hjemmel i modtagerstatens lovgivning for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig på dens territorium, eller

b)      dokumentet virkelig er blevet afleveret til sagsøgte eller på hans bopæl i overensstemmelse med en anden fremgangsmåde, som har hjemmel i konventionen,

og at forkyndelsen eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.

[...]«

 Nationale bestemmelser

9       I fransk ret sker forkyndelse af et dokument, der er rettet til en person med bopæl i udlandet, i medfør af artikel 684 i den nye code de procedure civile (lov om civilproces) ved forkyndelse over for statsadvokaturen. Forkyndelsen sker ifølge den nævnte lovs artikel 685 ved overgivelse ved en stævningsmand af to kopier af dokumentet til statsadvokaturen. Denne forsyner originalen med en forevisningspåtegning og fremsender kopierne af dokumentet til justitsministeriet med henblik på videresendelse. I medfør af samme lovs artikel 686 skal stævningsmanden samme dag, eller senest den påfølgende hverdag, fremsende en bekræftet kopi af det forkyndte dokument til adressaten ved anbefalet skrivelse med anmodning om modtagelsesbevis. Ifølge lovens artikel 683 er disse bestemmelser ikke til hinder for anvendelsen af traktater, der indeholder bestemmelse om andre former for forkyndelse.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10     Scania anlagde sag mod Rockinger ved tribunal de commerce d’Amiens. Forkyndelsen af stævningen skete ved forkyndelse over for statsadvokaturen.

11     En tysk justitsfuldmægtig fik til opgave at overgive denne stævning til Rockinger. Rockinger modsatte sig denne forkyndelse, bl.a. med den begrundelse, at stævningen ikke var oversat til tysk. Selskabet fik herefter samme stævning tilsendt med posten, men på ny uden at den var ledsaget af en oversættelse.

12     Ved dom af 8. september 2000 dømte cour d’appel d’Amiens Rockinger, som udebleven, til at betale 615 566,72 FRF til Scania.

13     På Scanias begæring forsynede Landgericht München I ved kendelse af 3. april 2002 den af cour d’appel d’Amiens afsagte dom med fuldbyrdelsespåtegning. Efter kære iværksat af Rockinger har Oberlandesgericht München besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 27, nr. 2, i Bruxelles-konventionen [...] og artikel IV, stk. 1, i protokollen [...] fortolkes således, at en forkyndelse af et retsligt dokument for en sagsøgt, der på tidspunktet for forkyndelsen af det indledende processkrift har bopæl i en anden kontraherende stat end domsstaten, udelukkende skal gennemføres i henhold til bestemmelserne i den konvention, der er gældende mellem de kontraherende stater?

2)      For det tilfælde, at spørgsmål 1 besvares benægtende: Skal artikel 12 EF fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter forkyndelse af et retsligt dokument for en sagsøgt, som på tidspunktet for forkyndelsen er bosiddende i en anden medlemsstat, behandles som en fiktiv indenlandsk forkyndelse, idet stævningsmanden indgiver det indledende processkrift til statsadvokaturen, og statsadvokaturen videresender dokumenterne i overensstemmelse med en konvention eller ad diplomatisk vej, og stævningsmanden efterfølgende ved anbefalet skrivelse med modtagelsesbevis underretter den udenlandske part om, at forkyndelse er sket?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Om det første præjudicielle spørgsmål

14     Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, og protokollens artikel IV, stk. 1, skal fortolkes således, at bedømmelsen af, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse for en udebleven sagsøgt af det indledende processkrift i sagen, når en international konvention finder anvendelse på området i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, skal ske på grundlag af bestemmelserne i denne internationale konvention, eller om spørgsmålet tillige kan bedømmes på grundlag af de nationale bestemmelser, der gælder i domsstaten, såfremt anvendelsen af disse bestemmelser ikke er udelukket i medfør af konventionen.

15     Indledningsvis skal der henvises til, at selv om formålet med Bruxelles-konventionen, således som det fremgår af præamblen hertil, er at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedrørende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, bør dette formål, som det fremgår af Domstolens faste praksis, imidlertid ikke opnås på bekostning af retten til forsvar (dom af 11.6.1985, sag 49/84, Debaecker og Plouvier, Sml. s. 1779, præmis 10, af 3.7.1990, sag C-305/88, Lancray, Sml. I, s. 2725, præmis 21, og af 28.3.2000, sag C-7/98, Krombach, Sml. I, s. 1935, præmis 43).

16     Under denne synsvinkel har Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, til formål at sikre, at en retsafgørelse ikke anerkendes eller fuldbyrdes på grundlag af konventionen, hvis den sagsøgte ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen for retten i domsstaten (dom af 16.6.1981, sag 166/80, Klomps, Sml. s. 1593, præmis 9).

17     Med dette formål for øje bestemmes det i artikel 27, nr. 2, at retsafgørelser, der træffes i en anden kontraherende stat, ikke anerkendes, såfremt det indledende processkrift i sagen ikke »forskriftsmæssigt« er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsøgte »i [...] god tid«.

18     Bruxelles-konventionen harmoniserer ikke de kontraherende staters forskellige ordninger vedrørende forkyndelse af retslige dokumenter i udlandet (dom af 15.7.1982, sag 228/81, Pendy Plastic, Sml. s. 2723, præmis 13, og Lancray-dommen, præmis 28). Imidlertid bestemmer protokollens artikel IV, stk. 1, at de retslige dokumenter, der udfærdiges inden for en kontraherende stats område, og som skal meddeles eller forkyndes i en anden kontraherende stat, skal fremsendes i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der er fastsat ved konventioner eller aftaler indgået mellem nævnte stater.

19     Det følger af ordlyden af denne bestemmelse, at såfremt der er indgået en konvention om forkyndelse eller meddelelse af retslige dokumenter mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, skal spørgsmålet om forskriftsmæssigheden af forkyndelsen af det indledende processkrift i sagen efterprøves på grundlag af bestemmelserne i denne konvention.

20     Scania og den tyske regering har gjort gældende, at protokollens artikel IV, stk. 1, skal fortolkes således, at den tillige henviser til alle de forkyndelsesmåder, der er fastsat i de pågældende staters nationale lovgivninger, når anvendelsen heraf ikke er udelukket i medfør af de konventioner, der er indgået mellem disse stater.

21     Denne fortolkning kan ikke tiltrædes.

22     Protokollens artikel IV fastsætter således i sine to stykker to former for fremsendelse af retsakter, den første i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der er fastsat ved konventioner indgået mellem de kontraherende stater, og den anden direkte mellem offentligt godkendte personer, medmindre modtagerstaten officielt modsætter sig dette. Udtrykket »kan [...] ligeledes« i protokollens artikel IV, stk. 2, viser klart, at disse to fremsendelsesmåder er udtømmende i den forstand, at det kun er, når ingen af disse to muligheder kan anvendes, at fremsendelse kan ske efter den for retten i domsstaten gældende lovgivning.

23     Den udtømmende karakter af bestemmelserne i protokollens artikel IV bekræftes af det forhold, at Bruxelles-konventionen med henblik på at sikre den udeblevne sagsøgte en effektiv beskyttelse af sine rettigheder overlader efterprøvelsen af, om det indledende processkrift i sagen er forskriftsmæssigt forkyndt, ikke blot til retten i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten – på tidspunktet for anerkendelse og fuldbyrdelse – men tillige til retten i domsstaten – på tidspunktet for den prøvelse af kompetencen, som den skal foretage i medfør af konventionens artikel 20 (Pendy Plastic-dommen, præmis 13, og Lancray-dommen, præmis 28).

24     I dette øjemed bestemmer Bruxelles-konventionens artikel 20, stk. 2, at såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret udsætte påkendelsen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen. I henhold til artikel 20, stk. 3, træder bestemmelserne i Haager-konventionens artikel 15 i stedet for disse bestemmelser, såfremt det indledende processkrift i sagen skal fremsendes i medfør af Haager-konventionen.

25     Ligesom Bruxelles-konventionens artikel 20, stk. 2, men på væsentligt mere udførlig og præcis måde, angiver Haager-konventionens artikel 15, under hvilke betingelser et indledende processkrift skal anses for forkyndt for eller meddelt til en i udlandet bosat sagsøgt, som ikke giver møde (Pendy Plastic-dommen, præmis 12).

26     Eftersom det ved den ordning, som er indført ved Bruxelles-konventionen, er fastsat, at retten i domsstaten og retten i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten begge prøver, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse af det indledende processkrift i sagen, er det af hensyn til denne ordnings funktion, således som Kommissionen har gjort gældende, påkrævet, at denne prøvelse, i det omfang det er muligt, sker inden for rammerne af en og samme retsorden. Når der ikke er gjort brug af muligheden i protokollens artikel IV, stk. 2, og Haager-konventionen finder anvendelse i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, er det udelukkende på grundlag af bestemmelserne i sidstnævnte konventions artikel 15, som der henvises til i Bruxelles-konventionens artikel 20, stk. 3, at såvel retten i anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten som retten i domsstaten skal bedømme, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse af det indledende processkrift i sagen.

27     I hovedsagen har den forelæggende ret fastslået, at såvel Den Franske Republik som Forbundsrepublikken Tyskland på tidspunktet for den omhandlede forkyndelse var parter i Haager-konventionen.

28     Det følger heraf, at denne forkyndelse for at kunne anses for at være forskriftsmæssig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, skal være foretaget i overensstemmelse med bestemmelserne i Haager-konventionen.

29     Det tilkommer den forelæggende ret med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den retsafgørelse, der er truffet i domsstaten, at efterprøve, om bestemmelserne i artikel 15 i sidstnævnte konvention er blevet overholdt i sagen ved retten i domsstaten med hensyn til forkyndelsen for sagsøgte af det indledende processkrift i sagen (Pendy Plastic-dommen, præmis 13 og 14).

30     Det følger af ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at Bruxelles-konventionens artikel 27, nr. 2, og protokollens artikel IV, stk. 1, skal fortolkes således, at når en international konvention finder anvendelse på området i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, skal bedømmelsen af, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse for en udebleven sagsøgt af det indledende processkrift i sagen, ske på grundlag af bestemmelserne i denne internationale konvention, med forbehold af anvendelsen af den fremsendelsesform, der i overensstemmelse med protokollens artikel IV, stk. 2, består i direkte fremsendelse mellem officielt godkendte personer, for så vidt som anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten ikke ved en officiel erklæring har modsat sig denne fremgangsmåde.

 Om det andet præjudicielle spørgsmål

31     Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

 Sagens omkostninger

32     Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 27, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse, ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 29. november 1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse, samt artikel IV, stk. 1, i protokollen, der er knyttet som bilag til nævnte konvention, skal fortolkes således, at når en international konvention finder anvendelse på området i forholdet mellem domsstaten og anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten, skal bedømmelsen af, om der er sket forskriftsmæssig forkyndelse for en udebleven sagsøgt af det indledende processkrift i sagen, ske på grundlag af bestemmelserne i denne internationale konvention, med forbehold af anvendelsen af den fremsendelsesform, der i overensstemmelse med protokollens artikel IV, stk. 2, består i direkte fremsendelse mellem officielt godkendte personer, for så vidt som anerkendelses- og fuldbyrdelsesstaten ikke ved en officiel erklæring har modsat sig denne fremgangsmåde.

Underskrifter

---

* Processprog: tysk.