Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 62003CJ0160

    Domstolens Dom (Store Afdeling) af 15. marts 2005.
    Kongeriget Spanien mod Eurojust.
    Annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF - sag anlagt af en medlemsstat til prøvelse af indkaldelse af ansøgninger fra Eurojust med henblik på besættelse af stillinger som midlertidigt ansatte - Domstolen inkompetent - afvisning.
    Sag C-160/03.

    Samling af Afgørelser 2005 I-02077

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:2005:168

    Date of document:
    15/03/2005
    Date lodged:
    08/04/2003
    Author:
    Domstolen
    Country or organisation from which the request originates:
    Spanien
    Form:
    Dom
    Authentic language:
    spansk
    Type of procedure:
    Annullationssøgsmål - afvisning
    Applicant:
    Spanien
    Judge-Rapporteur:
    Rosas
    Advocate General:
    Poiares Maduro
    Treaty:
    Traktat om oprettelse af Det Europæiske økonomiske Fællesskab , Traktat om Den Europæiske Union
    Link
    Select all documents mentioning this document
    Instruments cited in case law:
    Notes relating to the decision:
    • Creech, Richard L.: While the Advocate-General Finds Eurojust's Language Rules for Job Applicants Partly Contrary to Union Law, the Court Dismisses Case for Lack of Standing. Decision of 15 March 2005 in Case C-160/03, Kingdom of Spain v. Eurojust, European Constitutional Law Review 2006 Vol. 2 p.147-151
    • Kauff-Gazin, Fabienne: Recevabilité du recours en annulation. Pas de légitimation passive pour Eurojust, Europe 2005 Mai Comm. nº 152 p.14-15
    • Bartosch, Andreas: Sogelma II, Europäische Zeitschrift für Wirtschaftsrecht 2010 p.441
    Arrêt de la Cour

    Sag C-160/03

    Kongeriget Spanien

    mod

    Eurojust

    »Annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF – sag anlagt af en medlemsstat til prøvelse af indkaldelse af ansøgninger fra Eurojust med henblik på besættelse af stillinger som midlertidigt ansatte – Domstolen inkompetent – afvisning«

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Poiares Maduro fremsat den 16. december 2004 

    Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. marts 2005. 

    Sammendrag af dom

    1.     Retspleje – hjemmelen for et søgsmål – sagsøgerens og ikke Fællesskabets retsinstansers valg – sagens formalitet undersøges ud fra sagsøgerens valg

    2.     Annullationssøgsmål – anfægtelige retsakter – sag anlagt af en medlemsstat til prøvelse af indkaldelse af ansøgninger fra Eurojust med henblik på besættelse af stillinger som midlertidigt ansatte – udelukket – krav om judiciel kontrol – nærmere retningslinjer

    (Art. 230 EF; art. 35 EU, art. 41 EU, art. 46,litra b), EU; statutten for Domstolen, art. 40 og 56; tjenestemandsvedtægen, art. 91; Rådets afgørelse 2002/187, art. 30)

    1.     I forbindelse med et søgsmål tilkommer det sagsøgeren at vælge hjemmelen herfor og ikke Fællesskabets instanser selv at vælge den mest korrekte hjemmel. Heraf følger, at når sagsøgeren har hjemlet sit søgsmål på én bestemmelse, men dog har overladt Domstolen at vælge den hjemmel, som efter dens mening er den mest korrekte med henblik på en undersøgelse af nævnte søgsmål, skal sagens formalitet undersøges ud fra den af sagsøgeren valgte bestemmelse.

    (jf. præmis 35)

    2.     En indkaldelse af ansøgninger fra Eurojust med henblik på besættelse af stillinger som midlertidigt ansatte kan ikke være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 30 EF. En sådan indkaldelse indeholdes ikke i angivelsen af de retsakter, hvis lovlighed Domstolen kan prøve i henhold til nævnte bestemmelser. Desuden indeholder artikel 41 EU ikke nogen bestemmelse om, at artikel 230 EF finder anvendelse på bestemmelserne om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union, idet Domstolens kompetence på dette område er fastsat i artikel 35 EU, som henviser til artikel 46, litra b), EU.

    En sådan indkaldelse af ansøgninger er imidlertid ikke unddraget enhver judiciel kontrol, idet det fremgår af artikel 30 i afgørelse 2002/187 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet, at Eurojusts personale er omfattet af de ordninger og forordninger, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. Heraf følger i henhold til fast retspraksis, at de i første række berørte, nemlig ansøgerne til de ledige stillinger i de anfægtede indkaldelser, havde ret til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser på de betingelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 91. Medlemsstaterne kan intervenere i et sådant søgsmål i henhold til artikel 40 i statutten for Domstolen og kan i givet fald, hvilket fremgår af samme statuts artikel 56, stk. 2 og 3, iværksætte appel til prøvelse af Rettens dom.

    (jf. præmis 36-38 og 40-43)




    DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
    15. marts 2005(1)

    »Annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF – sag anlagt af en medlemsstat til prøvelse af indkaldelse af ansøgninger fra Eurojust med henblik på besættelse af stillinger som midlertidigt ansatte – Domstolen inkompetent – afvisning«

    I sag C-160/03,angående et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, anlagt den 8. april 2004,

    Kongeriget Spanien ved L. Fraguas Gadea, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

    sagsøger,

    støttet af: Republikken Finland ved T. Pynnä, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,mod Eurojust ved abogado J. Rivas de Andrés, og solicitor D. O’Keeffe,

    sagsøgt,

    Eurojust ved abogado J. Rivas de Andrés, og solicitor D. O’Keeffe,

    sagsøgt,

    har

    DOMSTOLEN (Store Afdeling),



    sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas (refererende dommer) og A. Borg Barthet, samt dommerne R. Schintgen, N. Colneric, S. von Bahr, J.N. Cunha Rodrigues, E. Juhász, G. Arestis, M. Ilešič og J. Malenovský,

    generaladvokat: M. Poiares Maduro
    justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

    på grundlag af skriftvekslingen og efter retsmødet den 6. oktober 2004,

    og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. december 2004,

    afsagt følgende



    Dom



    1
    Kongeriget Spanien har i sin stævning nedlagt påstand om annullation af syv indkaldelser fra Eurojust af ansøgninger med henblik på ansættelse af midlertidigt ansatte (herefter »de anfægtede indkaldelser af ansøgninger«), af punktet vedrørende den dokumentation, som skal vedlægges på engelsk af ansøgere, som indgiver deres ansøgninger på et andet sprog, samt af de forskellige punkter i hver indkaldelse vedrørende ansøgernes sproglige kvalifikationer.


    Retsforskrifter

    2
    Afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union indeholder bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager i artikel 29 EU til artikel 42 EU.

    3
    Artikel 31 EU omhandler fælles handling vedrørende retssamarbejde i kriminalsager.

    4
    Artikel 34, stk. 2, EU bestemmer:

    »Rådet træffer foranstaltninger og fremmer samarbejde under anvendelse af den passende form og fremgangsmåde, der er fastsat i dette traktatafsnit, med henblik på at bidrage til opfyldelse af Unionens målsætninger. Rådet kan med henblik herpå på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed:

    [...]

    c)
    vedtage afgørelser i ethvert andet øjemed i overensstemmelse med målsætningerne i dette traktatafsnit, uden at de dog indebærer nogen indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Disse afgørelser er bindende, og de indebærer ikke umiddelbar anvendelighed; Rådet vedtager med kvalificeret flertal de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre afgørelserne på unionsplan

    [...]«

    5
    Artikel 35 EU vedrører Domstolens kompetence med hensyn til afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Denne bestemmelses stk. 6 og 7 lyder således:

    »6.     Domstolen har kompetence til at prøve lovligheden af rammeafgørelser og andre afgørelser i forbindelse med klager, der af en medlemsstat eller af Kommissionen indbringes under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formelle mangler, overtrædelse af denne traktat eller af retsregler vedrørende dens gennemførelse samt af magtfordrejning. De i dette stykke omhandlede klager skal indgives senest to måneder efter, at retsakten er offentliggjort.

    7.       Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel 34, stk. 2, hvis sådanne tvister ikke kan bilægges af Rådet inden seks måneder efter, at et medlem af Rådet har forelagt det sagen. Domstolen har endvidere kompetence til at afgøre alle tvister mellem medlemsstaterne og Kommissionen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af konventioner, der er udarbejdet i henhold til artikel 34, stk. 2, litra d).«

    6
    Artikel 41, stk. 1, EU bestemmer:

    »Artikel 189, 190, 195, 196-199, 203 og 204, artikel 205, stk. 3, og artikel 206-209, 213-219, 255 og 290 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab finder anvendelse på bestemmelserne vedrørende de områder, der er nævnt i dette traktatafsnit.«

    7
    Artikel 46 EU, som hører til traktaten om Den Europæiske Unions sidste bestemmelser, lyder således:

    »De bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, der vedrører EF-Domstolens kompetence samt udøvelsen af denne kompetence, finder kun anvendelse på følgende bestemmelser i nærværende traktat:

    [...]

    b)
    bestemmelserne i afsnit VI på de i artikel 35 fastsatte betingelser

    [...]«

    8
    Artikel 12, stk. 1, EF bestemmer:

    »Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

    9
    Artikel 230, stk. 1, EF lyder således:

    »Domstolen prøver lovligheden af retsakter vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, af Rådet, af Kommissionen eller af ECB, bortset fra henstillinger og udtalelser, samt de af Europa-Parlamentets retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand.«

    10
    Artikel 236 EF bestemmer, at Domstolen »har kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i vedtægten for dets tjenestemænd, eller som fremgår af de ansættelsesvilkår, der gælder for dets øvrige ansatte«.

    11
    Artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958, s. 59), som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, og EFT 1995 L 1, s. 1), lyder således:

    »De officielle sprog og arbejdssprogene for Unionens institutioner er tysk, engelsk, dansk, spansk, finsk, fransk, græsk, italiensk, nederlandsk, portugisisk og svensk.«

    12
    Rådets afgørelse (2002/187/REA) af 28. februar 2002 om oprettelsen af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet (EFT L 63, s. 1, herefter »Eurojust-afgørelsen«) er vedtaget i henhold til traktaten om Den Europæiske Union, navnlig artikel 31 EU og artikel 34, stk. 2, litra c), EU. Det bestemmes i artikel 1, at Eurojust, den enhed, afgørelsen opretter, er et EU-organ, der har status som juridisk person.

    13
    I henhold til afgørelsens artikel 2 er Eurojust sammensat af et nationalt medlem, der er udstationeret i overensstemmelse med hver medlemsstats retssystem, og som er en offentlig anklager, en dommer eller en polititjenestemand med tilsvarende kompetence.

    14
    Eurojusts mål, som angivet i Eurojust-afgørelsens artikel 3, er bl.a. at fremme og forbedre koordineringen mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, efterforskningen og retsforfølgningen i medlemsstaterne, at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, især ved at gøre det lettere at yde international gensidig retshjælp og efterkomme anmodningen om udlevering, samt at yde anden støtte til medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på at gøre deres efterforskninger og retsforfølgning mere effektiv. Eurojust kan ligeledes yde støtte til efterforskning og retsforfølgning, som vedrører en medlemsstat eller et tredjeland, eller en medlemsstat og Fællesskabet.

    15
    Artikel 30 i Eurojust-afgørelsen, der bærer overskriften »Personale«, bestemmer:

    »1.     Eurojusts personale er, navnlig for så vidt angår ansættelse og status, omfattet af de ordninger og forordninger, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

    2.       Eurojusts personale ansættes efter de ordninger og forordninger, som er omhandlet i stk. 1, og under overholdelse af de kriterier, der er fastsat i artikel 27 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, fastsat ved forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 [...], herunder om geografisk spredning. [...]

    3.       Under Kollegiets ansvar skal Eurojusts personale ved udførelsen af sine opgaver lade sig lede af Eurojusts mål og mandat [...].«

    16
    Afgørelsens artikel 31, der bærer overskriften »Tolke- og oversættelsesbistand«, bestemmer:

    »1.     Den officielle sprogordning i Unionen gælder for Eurojusts arbejde [i den spanske version: »El régimen lingüístico de las instituciones de la Comunidad Europea será aplicable a Eurojust«].

    2.       Den årlige rapport til Rådet, der er nævnt i artikel 32, stk. 1, andet afsnit, affattes på EU-institutionernes officielle sprog.«

    17
    Artikel 12-15 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (herefter »ansættelsesvilkårene«) vedrører disses ansættelsesbetingelser. Ansættelsesvilkårenes artikel 12 bestemmer:

    »1.     Det skal ved ansættelse af midlertidigt ansatte tilstræbes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet; de skal udvælges på så bredt et geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Fællesskabets medlemsstater.

    [...]

    2.       Som midlertidigt ansat kan kun ansættes den, der:

    [...]

    e)
    beviser, at han har indgående kundskaber til et af Fællesskabernes sprog og tilfredsstillende kundskaber i et andet af Fællesskabets sprog i det omfang, dette er nødvendigt for hans hverv.«

    18
    Artikel 91 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), der finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte i henhold til artikel 73 i ansættelsesvilkårene, som henviser til bestemmelserne i afsnit VII i vedtægten om klageadgang, omhandler betingelserne for tjenestemændenes søgsmålsret ved Domstolen. Det er fast retspraksis, at dette retsmiddel kan anvendes af ansøgere til almindelige udvælgelsesprøver eller til udvælgelsesprocedurer, uanset om de er ansatte i Fællesskaberne eller ikke (jf. i denne retning dom af 21.3.1965, sag 23/64, Vandevyvere mod Parlamentet, Sml. 1965-1968, s. 41, org.ref.: Rec 1965, s. 205, på s. 214).

    19
    Den 13. februar 2003 blev de anfægtede indkaldelser af ansøgninger offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende med henblik på oprettelse af syv stillinger som midlertidigt ansatte ved Eurojust. I kravene vedrørende ansøgernes sprogkundskaber angav indkaldelserne følgende:

    –
    til stillingen som databeskyttelsesansvarlig (EFT C 34 A, s. 1), »indgående kundskaber til engelsk og fransk. Evner til at arbejde på andre af Fællesskabernes sprog udgør en fordel«

    –
    til stillingen som regnskabsfører (EFT C 34 A, s. 4), »indgående kundskaber i et af Fællesskabernes sprog og tilfredsstillende kundskaber i et andet af Fællesskabernes sprog, herunder tilfredsstillende kendskab til engelsk«

    –
    til stillingen som edb-ekspert på IT-området (web-master) for det europæiske retlige netværk (EFT C 34 A, s. 6), »indgående kundskaber til engelsk er vigtigt, evne til at kommunikere på mindst to af Fællesskabernes øvrige sprog herunder fransk, er utvivlsomt en fordel«

    –
    til stillingen som juridisk rådgiver (EFT C 34 A, s. 11), »udmærkede kundskaber i engelsk og fransk; evne til at arbejde på andre af Fællesskabernes sprog udgør en fordel«

    –
    til stillingen som bibliotekar/arkivar (EFT C 34 A, s. 13) fastsættes intet særligt krav

    –
    til stillingen som pressemedarbejder (EFT C 34 A, s. 16) »evne til i det mindste at kommunikere på engelsk og fransk. Kundskaber i andre af Fællesskabernes officielle sprog udgør en fordel«

    –
    til stillingen som sekretær for administrationen (EFT C 34 A, s. 18), »indgående kundskaber i engelsk og fransk, og tilfredsstillende kundskaber i andre af Fællesskabernes sprog udgør utvivlsomt en fordel«.

    20
    I indkaldelserne angives, at ansøgningen skal udfyldes af ansøgeren på hans modersmål samt på engelsk. Ansøgning skal desuden være vedlagt en begrundelse for ansøgningen og et curriculum vitae, der udelukkende er affattet på engelsk.


    Anbringender

    21
    Kongeriget Spanien har fremført tre anbringender til støtte for sit søgsmål.

    22
    Det første anbringende er baseret på en tilsidesættelse af artikel 12, stk. 2, litra e), i ansættelsesvilkårene, hvorefter der af ansøgere kun kan kræves indgående kundskaber til et sprog, principielt deres modersmål, samt tilfredsstillende kundskaber i et andet sprog, som nævnte ansøgere selv kan vælge.

    23
    Det andet anbringende er baseret på en tilsidesættelse af Eurojusts sprogordning, således som denne er fastsat i afgørelsens artikel 31. Denne ordning er fastsat ved forordning nr. 1, hvis artikel 1 fastlægger de officielle sprog og institutionernes arbejdssprog. Eftersom ingen bestemmelse i nævnte afgørelse fastsætter, at Eurojusts arbejdssprog er engelsk og fransk, kan alle Unionens officielle sprog anvendes af Eurojusts medlemmer og dette organs administration. Følgelig strider indkaldelserne af ansøgningerne mod Eurojusts sprogordning.

    24
    Det tredje anbringende er baseret på en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 12 EF samt tilsidesættelse af begrundelsespligten. Kongeriget Spanien har herved anført, at den omstændighed, at ansøgerne skal udfylde visse dokumenter på engelsk, samt betingelserne i en indkaldelse af ansøgningerne vedrørende kundskaber i engelsk og fransk udgør en klar forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, eftersom de ansøgere, hvis modersmål er engelsk eller fransk, herved favoriseres. Denne favorisering af disse to sprog er hverken berettiget eller begrundet, hvilket indebærer en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 253 EF.


    Formaliteten

    Parternes argumenter

    25
    Eurojust har inden fremsættelsen af sine argumenter vedrørende realiteten rejst en formalitetsindsigelse, som skal behandles først.

    26
    Eurojust har anført, at sagen må afvises, fordi der ikke foreligger nogen hjemmel for dens anlæg.

    27
    Eurojust har herved anført, at søgsmålet ikke kan være hjemlet i artikel 230 EF, eftersom opregningen af de retsakter, hvis lovlighed kan prøves ved Domstolen, ikke angiver retsakter vedtaget af Eurojust, som er et EU-organ, og som har status som juridisk person.

    28
    Eurojust har dernæst anført, at sagen heller ikke kan anlægges i henhold til artikel 35, stk. 6, EU, eftersom de anfægtede retsakter hverken er rammeafgørelser eller andre afgørelser som omhandlet i denne bestemmelse.

    29
    Endelig har Eurojust anført, at sagen heller ikke er hjemlet i henhold til vedtægtens artikel 91, for så vidt som denne bestemmelse, selv om den gør det muligt for en ansøger at anlægge sag til prøvelse af indkaldelse af ansøgninger, ikke hjemler en medlemsstat ret til at anlægge sag til prøvelse af retsakter, som udgør et klagepunkt i forhold til de personer, som er omfattet af vedtægten.

    30
    Eurojust har anført, at sagen heller ikke er hjemlet i afgørelsen, idet denne ikke tillægger Domstolen kompetence til at prøve Eurojusts retsakter.

    31
    Endelig har Eurojust anført, at sagen heller ikke er hjemlet i artikel 35, stk. 7, EU, eftersom der ikke er tale om en sag vedrørende fortolkningen af afgørelsens artikel 31, stk. 1, der er indbragt i henhold til den i artikel 35, stk. 7, EU, foreskrevne procedure.

    32
    Kongeriget Spanien har anført, at Fællesskabet er et retsfællesskab, hvis retsakter er undergivet domstolskontrol (dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 38), og understreget, at ingen retsakt, der stammer fra et organ, der har status som juridisk person, og som er undergivet fællesskabsretten, kan unddrages Domstols prøvelse.

    33
    Kongeriget Spanien har erkendt, at i henhold til artikel 35 EU og artikel 46 EU er Domstolens kompetence på området for den tredje søjle begrænset. Indkaldelser af de anfægtede ansøgninger kan imidlertid ikke anses for retsakter, der er vedtaget på dette område, hvorfor Domstolens efterprøvelse af disse retsakter heller ikke kan være undergivet nogen betingelser.

    34
    Kongeriget Spanien har imidlertid forladt sig på Domstolens skøn med hensyn til valget af den mest korrekte hjemmel for dens søgsmål og under alle omstændigheder anmodet om, at en eventuel fejl, den har kunnet begå ved valget, ikke indebærer sagens afvisning, eller at der ikke kan træffes afgørelse vedrørende sagens realitet.

    Domstolens bemærkninger

    35
    Indledningsvis bemærkes, at det tilkommer sagsøgeren at vælge hjemmelen for sit søgsmål og ikke Fællesskabets retsinstanser selv at vælge den mest korrekte hjemmel (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.10.1974, sag 175/93, Union syndicale m.fl. mod Rådet, Sml. s. 917, og Rettens kendelse af 8.6.1998, sag T-148/97, Keeling mod KHIM, Sml. II, s. 2217). Det fremgår af en gennemgang af sagen, at sagsøgeren har indbragt denne i henhold til artikel 230 EF. Sagens formalitet skal derfor undersøges ud fra denne bestemmelse.

    36
    Det fremgår af artikel 230 EF, at Domstolen »prøver lovligheden af retsakter vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab, af Rådet, af Kommissionen eller af EIB, bortset fra henstillinger og udtalelser, som de af Europa-Parlamentets retsakter, der skal have retsvirkninger over for tredjemand«.

    37
    Det må fastslås, at de retsakter, der er anfægtet i nærværende søgsmål, ikke indeholdes i angivelsen af de retsakter, hvis lovlighed Domstolen kan prøve i henhold til nævnte bestemmelse.

    38
    Det bemærkes desuden, at artikel 41 EU ikke indeholder nogen bestemmelser om, at artikel 230 EF finder anvendelse på bestemmelserne om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union, idet Domstolens kompetence på dette område er fastsat artikel 35 EU, som henviser til artikel 46, litra b), EU.

    39
    Under alle omstændigheder bemærkes, at Kongeriget Spanien har bestridt, at indkaldelsen af de anfægtede afgørelser anses for retsakter, der er vedtaget inden for rammerne af afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union.

    40
    Heraf følger, at sagen, der er anlagt i henhold til artikel 230 EF, må afvises.

    41
    Det bemærkes med hensyn til retten til en effektiv retsbeskyttelse inden for et retsfællesskab, der i henhold til Kongeriget Spanien indebærer, at alle afgørelser fra et organ, der har juridisk status, og som er undergivet fællesskabsretten, skal kunne gøres til genstand for en domstolskontrol, at de i denne sag anfægtede retsakter ikke er unddraget judiciel kontrol.

    42
    Det fremgår nemlig af afgørelsens artikel 30, at Eurojusts personale er omfattet af de ordninger og forordninger, der gælder for tjenestemænd og øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber. Heraf følger i henhold til fast retspraksis, at de i første række berørte, nemlig ansøgerne til de forskellige stillinger i de anfægtede indkaldelser, havde ret til at anlægge sag ved Fællesskabets retsinstanser på de betingelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 91 (jf. i denne retning dommen i sagen Vandevyvere mod Parlamentet, Sml. 1965-1966, s. 41, org.ref.: Rec. 1965, s. 214).

    43
    Medlemsstaterne kan intervenere i et sådant søgsmål i henhold til artikel 40 i statutten for Domstolen og kan i givet fald, hvilket fremgår af samme statuts artikel 56, stk. 2 og 3, iværksætte appel til prøvelse af Rettens dom.

    44
    Det fremgår af det anførte, at sagen må afvises.


    Sagens omkostninger

    45
    I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Eurojust har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvorfor Kongeriget Spanien, da det har tabt sagen, pålægges sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Republikken Finland, som har interveneret i sagen, sine egne omkostninger.

    På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

    1)
    Sagen afvises.

    2)
    Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

    3)
    Republikken Finland bærer sine egne omkostninger.

    Underskrifter

    1 –
    Processprog: spansk.
    Top