Sag T-358/02

Deutsche Post AG og DHL International Srl

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – Kommissionens godkendelse af støtte ydet af de italienske myndigheder til fordel for Poste Italiane – annullationssøgsmål indgivet af konkurrenter – afvisning«

Rettens kendelse (Anden Udvidede Afdeling) af 27. maj 2004  

Sammendrag af kendelse

Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens beslutning om ikke at kvalificere en statslig foranstaltning som statsstøtte – en konkurrerende virksomheds søgsmålsret – betingelse – væsentlig påvirkning af stillingen på markedet – deltagelse som klager i sagen for Kommissionen ikke tvungen

(Art. 87, stk. 1, EF, art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk. 4, EF)

En kommissionsbeslutning, hvori en national foranstaltning ikke antages at udgøre en statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, og som er vedtaget ved afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF, berører individuelt de virksomheder, som har taget initiativet til den klage, der har givet anledning til iværksættelsen af proceduren, og som er blevet hørt og har bestemt forløbet af proceduren, såfremt virksomhedernes stilling på markedet endvidere i væsentligt omfang er blevet påvirket af den støtteforanstaltning, som den anfægtede beslutning drejer sig om.

For så vidt angår en virksomhed, som ikke har spillet en aktiv rolle i forbindelse med den administrative procedure for Kommissionen, kan denne godtgøre, at den ligeledes er individuelt berørt, idet det præciseres, at virksomheden under alle omstændigheder skal godtgøre, at den i den anfægtede beslutning tilladte foranstaltning i væsentligt omfang var egnet til at påvirke dens stilling på det pågældende marked. Den blotte omstændighed, at denne beslutning var egnet til at øve en vis indflydelse på de på det relevante marked herskende konkurrenceforhold, og at den berørte virksomhed på en eller anden måde konkurrerede med modtageren af beslutningen, udgør ikke en sådan væsentlig påvirkning. En virksomhed kan således ikke udelukkende påberåbe sig sin egenskab af konkurrent til den støttemodtagende virksomhed, men skal endvidere godtgøre omfanget af risikoen for dens stilling på markedet.

(jf. præmis 34, 36 og 37)

RETTENS KENDELSE (Anden Udvidede Afdeling)

27. maj 2004 (*)

»Statsstøtte – Kommissionens godkendelse af støtte ydet af de italienske myndigheder til fordel for Poste Italiane – annullationssøgsmål indgivet af konkurrenter – afvisning«

I sag T-358/02

Deutsche Post AG, Bonn (Tyskland),

DHL International Srl, Rozzano (Italien),

ved avocats J. Sedemund og T. Lübbig,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Di Bucci, J. Flett og V. Kreuschitz, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

støttet af:

Den Italienske Republik, først ved U. Leanza, derefter ved I. Braguglia, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

og af

Poste Italiane SpA, Rom (Italien), ved solicitor B. O’Connor og avvocato A. Fratini,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2002/782/EF af 12. marts 2002 om Italiens statsstøtte til fordel for Poste Italiane SpA (tidligere Ente Poste Italiane) (EFT L 282, s. 29),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.J. Pirrung, og dommerne V. Tiili, A.W.H. Meij, M. Vilaras og N.J. Forwood,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

 Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og parternes påstande

1       Det italienske aktieselskab Poste Italiane, tidligere Ente Poste Italiane (den italienske postvirksomhed), fik efter løbende at have udvist underskud fra 1994-1999 tildelt offentlig støtte på et samlet beløb af 17 960 mia. ITL (9,28 mia. EUR) af de italienske myndigheder til udligning af disse underskud.

2       Den 12. marts 2002 vedtog Kommissionen efter afslutningen af proceduren i artikel 88, stk. 2, EF beslutning 2002/782/EF om Italiens statsstøtte til fordel for Poste Italiane SpA (tidligere Ente Poste Italiane) (EFT L 282, s. 29). I beslutningen, som var rettet til Den Italienske Republik, fastslog Kommissionen bl.a., at udbetalingen af førnævnte beløb ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF (herefter »den anfægtede beslutning«). I betragtning 128 til beslutningen betegnede Kommissionen Poste Italianes aktiviteter uden for sektoren for tjenester af almen økonomisk interesse som »ubetydelige«, idet Kommissionen i betragtning 61 præciserede, at disse konkurrenceprægede aktiviteter udgjorde ca. 10% af Poste Italianes omsætning. Stadig ifølge Kommissionen var der »i den italienske postsektor […] en vis konkurrence« og »[n]avnlig er tjenesterne for ekspresforsendelser, forretningsmæssige pakkeforsendelser og logistik udviklet i Italien af private virksomheder, hvoraf nogle har hjemsted i andre medlemsstater« (betragtning 115). I denne sammenhæng anføres i fodnote 40, at »TNT og DHL kan nævnes som eksempler på virksomheder, der kontrolleres af udenlandske selskaber«.

3       De sagsøgende selskaber – dvs. det tyske aktieselskab Deutsche Post (den tyske postvirksomhed, herefter »DP«) og det italienske anpartsselskab DHL International (herefter »DHL«), som DP siden 1998 har haft andel i og siden 2002 anpartsmajoriteten i – er begge aktive på det italienske marked for posttjenester, som er åbent for konkurrence. Hvad angår den konkurrencemæssige position for de selskaber, der er tilknyttet koncernen Deutsche Post, bemærkes, at DHL opererer på det italienske marked for ekspresforsendelser af dokumenter og pakker nationalt og internationalt, at Deutsche Post Srl i Italien tilbyder nationale og internationale tjenester for pakkeforsendelser og logistik/oplagring, at Deutsche Post Global Mail GmbH har licens til bl.a. at levere tjenesteydelser på området for indsamling, transport, sortering og udbringning af breve og pakker, og at Danzas Italia SpA tilbyder tjenester for integreret logistik ad land-, luft- og søvejen til det italienske marked.

4       Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. december 2002 har sagsøgerne anlagt nærværende søgsmål, hvori der er nedlagt påstand om, at den anfægtede beslutning annulleres.

5       Sagsøgerne har nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, eftersom den har begunstiget Poste Italiane ved at godkende den af de italienske myndigheder ydede støtte, mens en lignende støtte ydet af de tyske myndigheder til DP blev erklæret for uforenelig med fællesmarkedet ved beslutning 2002/753/EF af 19. juni 2002 om Forbundsrepublikken Tysklands foranstaltninger til fordel for Deutsche Post AG (EFT L 247, s. 27, herefter »beslutningen vedrørende DP«).

6       Ved svarskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 22. januar 2003 har Kommissionen påstået sagen afvist og påpeget, at der foreligger en grundlæggende forskel mellem proceduren vedrørende DP og proceduren vedrørende Poste Italiane.

7       Ved svarskrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. marts 2003 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger til denne indsigelse.

8       Ved kendelse afsagt af formanden for Anden Udvidede Afdeling den 26. juni 2003 fik Den Italienske Republik og Poste Italiane tilladelse til at intervenere i den foreliggende tvist til støtte for Kommissionens påstande. Ved skriftlige indlæg indleveret henholdsvis den 8. og den 5. september 2003 tog intervenienterne stilling til formalitetsindsigelsen. Sagsøgerne og Kommissionen indgav henholdsvis den 26. og den 27. november 2003 deres bemærkninger til Poste Italianes indlæg.

9       Kommissionen, Den Italienske Republik og Poste Italiane har nedlagt følgende påstande:

–       Sagen afvises.

–       Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10     Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–       Formalitetsindsigelsen forkastes.

–       Subsidiært henskydes den til behandling i forbindelse med sagens realitet.

–       Den anfægtede beslutning annulleres.

–       Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

11     Kommissionen har til støtte for afvisningspåstanden fremsat to formalitetsindsigelser. For det første berører den anfægtede beslutning, som er rettet til Den Italienske Republik, ikke sagsøgerne individuelt som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF. For det andet har sagsøgerne ikke godtgjort, at de har en begrundet retlig interesse i at anlægge sag.

12     I henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement kan Retten, såfremt en part ønsker det, tage stilling til, om sagen skal afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten, at sagen foreligger tilstrækkeligt oplyst i processkrifterne, og at der ikke er anledning til at indlede mundtlig forhandling.

13     I denne forbindelse bør det først undersøges, om sagsøgerne er individuelt berørte af den anfægtede beslutning.

 Parternes argumenter

14     Kommissionen har påpeget, at hverken DP eller DHL har deltaget i den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Kommissionen har heraf konkluderet, at sagsøgeren er berørt af beslutningen på samme måde som alle andre virksomheder, der konkurrerer med Poste Italiane på et af de pågældende markeder. Kommissionen har i denne forbindelse præciseret, at sagsøgerne er berørt af den anfægtede beslutning i deres egenskab af virksomheder, som opererer på området for eksprestjenester, dvs. som følge af en erhvervsmæssig virksomhed, der til enhver tid kan udøves af hvem som helst, og som således ikke gør det muligt at individualisere dem.

15     Kommissionen har i denne sammenhæng henvist til betragtning 32 og 39 til den anfægtede beslutning, hvorefter Poste Italiane ikke blot havde til opgave at udføre posttjenester, men ligeledes at indsamle postsparebeløb og levere et betalingssystem; desuden havde Poste Italiane mulighed for i fri konkurrence at udføre andre posttjenester, telekommunikationstjenester, finansielle tjenester, forsikringstjenester og udbringningstjenester. Sagsøgerne har selv anført, at adskillige virksomheder i deres koncern konkurrerer med Poste Italiane eller med virksomheder tilknyttet denne koncern inden for forskellige sektorer, såsom sektoren for ekspresforsendelser og sektoren for udbringning af pakker til erhvervskunder i Italien.

16     Ifølge Kommissionen har Poste Italiane flere andre konkurrenter inden for disse sektorer. På markedet for posttjenester drejer det sig bl.a. om TNT (kontrolleret af det nederlandske postvæsen), Consigna (kontrolleret af det britiske postvæsen), United Parcel Service (UPS), Rinaldi, Swiss Post Italy (SPI), IMX, Mail Express og Easy Mail. Kommissionen har påpeget, at Poste Italiane og de andre virksomheder i denne koncern ligeledes tilbyder bank,- forsikrings- og telekommunikationstjenester, og har anført, at et stort antal andre virksomheder opererer på samtlige disse markeder, hvor der hersker stor konkurrence. Følgelig vil det være vanskeligt at antage, at alle disse konkurrenter til Poste Italiane uden at have deltaget i den administrative procedure har ret til at anlægge et søgsmål til prøvelse af en beslutning vedrørende den støtte, der er ydet til Poste Italiane.

17     Kommissionen har tilføjet, at den vedtog den anfægtede beslutning efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure, således at de interesserede tredjemænd havde adgang til de processuelle garantier i artikel 88, stk. 2, EF. Ifølge Kommissionen kunne alene en afvisning fra dens side af at indlede den pågældende procedure have individualiseret sagsøgerne som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF. Følgelig vil sagsøgerne ikke, henset alene til deres egenskab af interesserede tredjemænd, kunne anses for individuelt berørte af den anfægtede beslutning. Såfremt sagsøgerne var berettigede til at anlægge nærværende søgsmål, selv om de ikke havde deltaget i den administrative procedure, ville de indbringe bemærkninger for Retten, som i realiteten henhørte under en administrativ procedure for Kommissionen.

18     Poste Italiane har i sit skriftlige indlæg anført, at sagsøgernes synspunkt strider imod den økonomiske sammenhæng, som den anfægtede beslutning indgår i. Strukturen på og udviklingen af det italienske marked for ekspresforsendelser viser for den pågældende periode, at sagsøgernes situation er fuldstændig identisk med situationen for talrige andre virksomheder på markedet. Det fremgår desuden heraf, at de af den italienske stat vedtagne foranstaltninger til fordel for Poste Italiane ikke på nogen måde har påvirket sagsøgernes konkurrencemæssige stilling.

19     Poste Italiane har understreget, at ekspresforsendelser er et marked, som henhører under den omfattende sektor for posttjenester. Selskabets omsætning på dette specielle marked udgjorde 2-3% af omsætningen fra den del af selskabets erhvervsmæssige virksomhed, som er udsat for konkurrence. Selskabets samlede omsætning fra 1994-1999 beløb sig nemlig i gennemsnit til mere end 5,5 mia. EUR, mens omsætningen på markedet for ekspresforsendelser kun beløb sig til et beløb på mellem 15 og 36 mio. EUR for 1994-1998 (i 1999 havde selskabet på koncernbasis en omsætning på 125 mio. EUR som følge af overtagelsen af virksomheden SDA).

20     Poste Italiane har heraf konkluderet, at sagsøgerne ikke kan gøre gældende, at de er individuelt berørt, idet de ikke adskiller sig fra samtlige selskabets aktuelle eller potentielle konkurrenter på hver af de ca. 30 relevante markeder, selskabet opererer på. Poste Italiane har anført, at hver konkurrent til selskabet – som tilhører »førergruppen« på et hvilket som helst marked, som dette opererer på – skulle anses for værende individuelt berørt, såfremt sagsøgernes argumenter blev godtaget. Resultatet heraf ville paradoksalt nok være, at omkring to hundrede virksomheder i det foreliggende tilfælde ville have partsevne på grund af, at de konkurrerer med Poste Italiane, en konkurrence, der kan sammenlignes med den, DP har påberåbt sig til støtte for sit søgsmål.

21     Poste Italiane har i øvrigt tilføjet, at sagsøgernes position på nævnte marked, selv om undersøgelsesområdet blev begrænset til det italienske marked for ekspresforsendelser, ikke ville gøre det muligt at konkludere, at de er individuelt berørt i forhold til alle de øvrige konkurrenter. Sagsøgerne har nemlig hverken godtgjort, at de har lidt et egentligt og bestemt tab som følge af udbetalingen af den omtvistede støtte, eller godtgjort, at der er en direkte forbindelse mellem denne støtte og det eventuelt lidte tab. Sagsøgerne har tværtimod forøget deres markedsandele og haft en større procentmæssig vækst end ikke blot væksten på markedet, men ligeledes væksten hos Poste Italiane.

22     Sagsøgerne har heroverfor anført, at Kommissionens argumentation ikke tager hensyn til strukturen på de forskellige markeder, hvorpå Poste Italiane er til stede. Kommissionen har med denne opfattelse afsløret, at den ikke har gjort sig den ulejlighed præcist at fastsætte de faktisk relevante markeder, og at den ikke har undersøgt de konkrete følger af den omtvistede støtte i forhold til konkurrencen.

23     Sagsøgerne har henvist til, at de først og fremmest konkurrerede med Poste Italiane på det liberaliserede marked for transport af eksprespakker, og understreget, at Poste Italiane frem til 1998 havde en markedsandel på 5%, som den kunne forøge betydeligt med erhvervelsen af den private virksomhed for eksprespakker, SDA. Markedsandelene for de forskellige virksomheder, der var aktive i Italien, var i 1998 således følgende: TNT (det nederlandske postvæsen): 21%, UPS: 15%, SDA: 9%, DHL: 8%, Executive: 8%, Postacelere (det italienske postvæsen): 5%. Antallet af virksomheder på det italienske marked for eksprespakker var således på dette tidspunkt blevet reduceret til en let identificerbar »førergruppe« på tre udenlandske virksomheder (TNT, DHL og UPS), som konkurrerede med Poste Italiane og SDA, idet sidstnævnte virksomhed allerede var et integreret datterselskab af Poste Italiane, og idet virksomheden Executive for sit vedkommende var blevet opkøbt af det britiske postvæsen. Kommissionens påstand om, at der er tale om en erhvervsmæssige virksomhed, som »til enhver tid kan udøves af hvem som helst«, hviler således på en fejlvurdering af den økonomiske virkelighed.

24     Den anfægtede beslutning hviler i øvrigt selv på en klar adskillelse mellem hver enkelt af Poste Italianes aktiviteter. I betragtning 116 og 117 til beslutningen har Kommissionen nemlig undersøgt Poste Italianes aktiviteter inden for den finansielle sektor og banksektoren, og man konstaterer, at Poste Italiane konkurrerede med adskillige nationale eller udenlandske banker og finansieringsinstitutter; i denne forbindelse har Kommissionen ikke nævnt nogen specielle konkurrenter. I betragtning 115 har Kommissionen derimod undersøgt de i mellemtiden liberaliserede tjenester på det italienske postmarked, nemlig tjenesterne for ekspresforsendelser, forretningsmæssige pakkeforsendelser og logistik, som er blevet udviklet af private virksomheder.

25     Kommissionen har herved udtrykkeligt henvist til, at »nogle« af disse virksomheder »har hjemsted i andre medlemsstater«. I fodnote 40, som henviser til betragtning 115 til den anfægtede beslutning, nævnes TNT og DHL endog udtrykkeligt som »virksomheder, der kontrolleres af udenlandske selskaber«. Kommissionen har således netop sigtet mod positionen for de få betydelige konkurrenter på det italienske marked, dvs. virksomhederne TNT og DHL.

26     Ifølge sagsøgerne svarer denne beskrivelse af konkurrencesituationen ligeledes til den beskrivelse, der følger af den italienske konkurrencemyndigheds faste beslutningspraksis. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til nævnte myndigheds afgørelser af 10. juli 1998, 8. februar 2001 og 20. december 2002. Sidstnævnte afgørelse nævner som virksomheder på markedet for eksprestjenester kun følgende virksomheder: Bartolini: 22,4%, Poste Italiane/SDA: 21,9%, TNT: 18, %, Executive: 13,1%, DHL: 6,6%, UPS: 3,6%, Rinaldo Rinaldi: 2,9%.

27     Poste Italiane har en andel på 20% af aktiekapitalen i selskabet Bartolini, og der foreligger et strategisk partnerskab mellem Bartolini og SDA. Markedsvilkårene er således stabile i den forstand, at den italienske konkurrencemyndighed i mere end fire år identificerede en kreds af virksomheder, der klart kunne afskilles og individualiseres, som værende konkurrenter på det italienske marked for eksprestjenester. DHL nævnes i de tre afgørelser som en væsentlig konkurrent til Poste Italiane.

28     Efter sagsøgernes opfattelse kan Kommissionen ikke foreholde dem, at de i den foreliggende retssag har påberåbt sig faktorer, som de ifølge Kommissionen burde have fremført i forbindelse med den administrative procedure. De væsentligste anbringender, der er fremsat i nærværende sag, hviler nemlig netop på forskellene mellem den anfægtede beslutning og beslutningen vedrørende DP. Sidstnævnte beslutning blev imidlertid truffet tre måneder efter den beslutning, der anfægtes i den foreliggende sag, således at sagsøgerne ikke har kunnet påberåbe sig de anbringender, der er fremsat for Retten, under den administrative procedure, som førte til den anfægtede beslutning.

29     Sagsøgerne har som svar på Poste Italianes skriftlige indlæg anført, at de ikke udførligt behøver at formulere et klagepunkt vedrørende hver af de i den anfægtede beslutning omhandlede markeder for at godtgøre deres søgsmålskompetence. Sagsøgerne har kun bestridt den anfægtede beslutning for så vidt angår markedet for ekspresforsendelser. Sagsøgerne tilhører på dette marked en »førergruppe«, som let kan individualiseres, på tre udenlandske virksomheder. Under alle omstændigheder medfører den omstændighed, at Poste Italiane har fået en ensidig fordel, uden tvivl, at markedspositionen for den direkte konkurrent til denne begunstigede virksomhed, dvs. DHL, påvirkes. Sagsøgernes fortsatte vækst på det pågældende marked udelukker således ikke, at de har søgsmålskompetence.

30     Endelig er parterne uenige om relevansen med henblik på løsningen af nærværende tvist af bl.a. Rettens domme af 27. april 1995, sag T-442/93, AAC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1329, og sag T-435/93, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1281, af 22. oktober 1996, sag T-266/94, Skibsværftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, af 5. november 1997, sag T-149/95, Ducros mod Kommissionen, Sml. II, s. 2031, af 15. september 1998, sag T-11/95, Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 3235, og af 5. december 2002, sag T-114/00, Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum mod Kommissionen, Sml. II, s. 5121.

 Rettens bemærkninger

31     Da sagsøgerne ikke er adressater for den anfægtede beslutning, kan nærværende annullationssøgsmål kun antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, såfremt beslutningen berører dem umiddelbart og individuelt.

32     For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgerne er umiddelbart berørt, bemærkes blot, at eftersom den anfægtede beslutning fastslår, at visse udbetalinger ikke udgør statsstøtte, fremkalder denne umiddelbart retsvirkninger i forhold til sagsøgerne (jf. analogt dommen i sagen Ducros mod Kommissionen, præmis 32).

33     For så vidt angår spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt, følger det af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressater kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1963, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, og dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis 71).

34     Da den anfægtede beslutning er vedtaget ved afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF, bemærkes, at det ligeledes fremgår af retspraksis, at en sådan beslutning individuelt berører de virksomheder, som har taget initiativet til den klage, der har givet anledning til iværksættelsen af proceduren, og som er blevet hørt og har bestemt forløbet af proceduren, såfremt virksomhedernes stilling på markedet endvidere i væsentligt omfang er blevet påvirket af den støtteforanstaltning, som den anfægtede beslutning drejer sig om (Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, præmis 24 og 25, og dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis 72).

35     I det foreliggende tilfælde er de i denne retspraksis opregnede betingelser ikke opfyldt, idet ingen af sagsøgerne har iværksat den administrative procedure for Kommissionen eller indgivet indlæg i forbindelse med denne procedure, som har kunnet bestemme forløbet af denne.

36     Det står dog fast, at en virksomhed, selv om den ikke har spillet en aktiv rolle i forbindelse med den administrative procedure for Kommissionen, på anden måde kan godtgøre, at den er individuelt berørt (dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis), idet det præciseres, at virksomheden under alle omstændigheder skal godtgøre, at den i den anfægtede beslutning tilladte foranstaltning i væsentligt omfang var egnet til at påvirke dens stilling på det pågældende marked.

37     Den blotte omstændighed, at den pågældende beslutning var egnet til at øve en vis indflydelse på de på det relevante marked herskende konkurrenceforhold, og at den berørte virksomhed på en eller anden måde konkurrerede med modtageren af beslutningen, udgør ikke en sådan væsentlig påvirkning (jf. i denne retning Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org.ref.: Rec. s. 459, præmis 7). En virksomhed kan således ikke udelukkende påberåbe sig sin egenskab af konkurrent til den støttemodtagende virksomhed, men skal endvidere godtgøre omfanget af risikoen for dens stilling på markedet (jf. i denne retning Domstolens dom af 23.5.2000, sag C-106/98 P, Comité d’entreprise de la Société française de production m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3659, præmis 40 og 41).

38     Hvad angår den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremført noget forhold, som kan godtgøre den særegne karakter af konkurrencesituationen på det italienske postmarked for selskaberne Deutsche Post Srl, Deutsche Post Global Mail GmbH og Danzas Italia SpA, som er tilknyttet koncernen Deutsche Post.

39     Hvad angår sagsøgeren DHL er den omstændighed, at selskabet udtrykkeligt er angivet i den anfægtede beslutnings fodnote 40, ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at dets konkurrencemæssige stilling er blevet væsentligt påvirket. Kommissionen har nemlig i dette afsnit blot anført, at der i den italienske postsektor var »en vis konkurrence«, og præciseret, at forskellige tjenester »var blevet udviklet i Italien af private virksomheder, hvoraf nogle har hjemsted i andre medlemsstater«; det er i denne sammenhæng, at »TNT og DHL [kunne] nævnes som eksempler på virksomheder, der kontrolleres af udenlandske selskaber«. Intet i det nævnte afsnit gør det muligt at udlede, at DHL’s stilling på markedet er blevet væsentligt påvirket af de foranstaltninger, som Poste Italiane har været omfattet af, og som er blevet godkendt ved den anfægtede beslutning.

40     Sagsøgerne har imidlertid anført, at DHL tilhører en »førergruppe« på tre udenlandske virksomheder, som konkurrerer med Poste Italiane på det italienske marked for ekspresforsendelser. Sagsøgerne har forsøgt at godtgøre, at DHL er individualiseret, ved at understrege, at selskabets markedsandel var i 1998 på 8% og i 2001 på 6,6%, i forhold til de markedsandele på henholdsvis 14% og 21,9%, som tilkom Poste Italiane (herunder gennem dette selskabs andel i aktiekapitalen i selskabet SDA).

41     Som Poste Italiane imidlertid med føje har bemærket, var der på markedet diverse andre virksomheder, hvoraf nogle havde markedsandele, der var større end DHL’s, nemlig TNT (21% i 1998 og 18,5% i 2001), UPS (15% i 1998), Executive (8% i 1998 og 13,1% i 2001) og Bartolini (22,4% i 2001). Sagsøgerne har i øvrigt anført de samme tal og samtidig angivet markedsandelene for andre virksomheder (jf. denne kendelses præmis 23 og 26). Disse tal kan ikke som sådan godtgøre, at DHL’s konkurrencemæssige stilling, sammenlignet med den konkurrencemæssige stilling for de øvrige konkurrenter til Poste Italiane, blev væsentligt påvirket af den anfægtede beslutning.

42     Det kan tilføjes, at Poste Italiane har fremlagt oplysninger vedrørende udviklingen af det italienske marked for ekspresforsendelser, hvoraf fremgår, at DHL fra 1994-1999 havde en årlig vækst (23,9%), der var større end væksten på markedet (12,1%), og at DHL fra 1998-2001 forøgede sin omsætning og sin markedsandel og opnåede en årlig vækst (20,3%), der var større end væksten på markedet (11,6%) og endog større end væksten for koncernen Poste Italiane efter dette selskabs overtagelse af SDA (17,7%).

43     Sagsøgerne har som svar på denne konkrete og målrettede argumentation vedrørende DHL’s situation blot generelt anført, at »[d]en omstændighed, at en direkte konkurrent har fået en ensidig fordel, uden tvivl medfører, at markedspositionen for den direkte konkurrent til denne begunstigede virksomhed påvirkes«. Sagsøgerne har tilføjet, at deres fortsatte vækst på markedet »ikke udelukke[de], at de har søgsmålskompetence, men udelukkende understregede den særlige stilling, de ind[tog] på markedet, og den deraf følgende søgsmålskompetence med henblik på at anfægte de foranstaltninger, som den italienske stat ha[vde] vedtaget til fordel for en konkurrent, og som [havde] givet anledning til konkurrenceforvridning«. Sagsøgerne har imidlertid ikke engang fremlagt konkrete oplysninger, som viser, at DHL’s konkurrencemæssige position ville have udviklet sig væsentligt bedre, såfremt de pågældende foranstaltninger ikke var blevet godkendt.

44     Under disse omstændigheder har sagsøgerne ikke godtgjort, at de ved den anfægtede beslutning godkendte foranstaltninger væsentligt kunne påvirke deres position på det pågældende marked. I denne forbindelse var det ikke tilstrækkeligt, at disse foranstaltninger – således som det er tilfældet med alle økonomiske foranstaltninger, som ensidigt er til fordel for en enkelt virksomhed – på en vis måde kunne påvirke konkurrenceforholdene på dette marked.

45     Denne konklusion er ikke i modstrid med Rettens begrundelse i dommen i sagen Ducros mod Kommissionen, i hvilken Retten fastslog, at et søgsmål, som ifølge sagsøgerne var blevet anlagt under lignende omstændigheder som de i denne sag foreliggende, kunne antages til realitetsbehandling. Ducros havde nemlig i modsætning til DP og DHL indgivet en klage over den støtte, der blev ydet til en konkurrent, og havde været den eneste virksomhed, som deltog i den administrative procedure (nævnte doms præmis 35). Desuden var det en særegenhed ved det i denne sag omhandlede marked, at det var vanskeligt at bestemme størrelsen af de berørte virksomheders markedsandele (dommens præmis 38). Endelig var Ducros’ klage og efterfølgende søgsmål blevet fremkaldt ved, at Ducros og modtageren af den pågældende støtte havde deltaget i samme udbud vedrørende en offentlig kontrakt, og at kontrakten var blevet tildelt modtageren af denne støtte og ikke Ducros; for sidstnævnte havde den pågældende offentlige kontrakt stor betydning, da den repræsenterede en betydelig del af selskabets årlige omsætning (dommens præmis 4, 5 og 39). Sådanne specifikke omstændigheder, som kunne individualisere Ducros, foreligger imidlertid ikke hos sagsøgerne i den foreliggende sag.

46     Da den anfægtede beslutning er blevet vedtaget ved afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 88, stk. 2, EF, er sagsøgernes henvisning til dommen i sagen Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum mod Kommissionen (præmis 53 og 54) – hvorefter et søgsmål anlagt af en sammenslutning kan antages til realitetsbehandling, hvis i det mindste visse af sammenslutningens medlemmer er direkte konkurrenter til modtageren af den pågældende støtte – irrelevant, eftersom den anfægtede beslutning i den foreliggende sag blev vedtaget ved afslutningen af en rent indledende undersøgelse. I det foreliggende tilfælde kan sagsøgerne således på ingen måde påberåbe sig den retspraksis, hvorefter de interesserede parter som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF, der er indrømmet garantier i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, når denne indledes, såfremt Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forbindelse med en indledende undersøgelse konstaterer, at en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, bør anses for individuelt berørte af den beslutning, hvorved det fastslås, at støtten er forenelig med fællesmarkedet (dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis 82 og 89).

47     Under alle omstændigheder er sagsøgerne ikke blevet frataget de i artikel 88, stk. 2, EF sikrede processuelle rettigheder, idet Kommissionen på behørig vis har opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure. Sagsøgerne har imidlertid uanset de to opfordringer, der med henblik herpå blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 27. november 1998 (EFT C 367, s. 5) og af 3. februar 1999 (EFT C 28, s. 5), undladt at deltage i denne procedure. Endelig er den omstændighed, at sagsøgerne er interesserede parter i førnævnte bestemmelses forstand, ikke i sig selv nok til at individualisere dem på lignende måde som adressaten for den anfægtede beslutning (dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis 73).

48     Det følger af det foregående, at sagsøgerne ikke har kunnet godtgøre, at de er individuelt berørt af den anfægtede beslutning, dvs. at denne berører dem på en særlig måde i forhold til andre erhvervsdrivende, som om de var adressater for denne beslutning.

49     Følgelig må sagen afvises, uden at det er fornødent at undersøge, om sagsøgerne har begrundet retlig interesse i at anlægge sag.

 Sagens omkostninger

50     I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de pålægges at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom, samt at bære deres egne omkostninger. Poste Italiane har nedlagt påstand om, at sagsøgerne tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med selskabets intervention, hvorfor sagasøgerne desuden bør pålægges at betale de af denne intervenient afholdte omkostninger.

51     I henhold til artikel 87, stk. 4, første afsnit, i Rettens procesreglement bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Herefter bærer Den Italienske Republik sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1)      Sagen afvises.

2)      Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og af Poste Italiane SpA. Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 27. maj 2004.

H. Jung

J. Pirrung

Justitssekretær

Afdelingsformand

---

* Processprog: tysk.