62002CC0299

EUR-Lex

Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 62002CC0299 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 62002CC0299

Help

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 27. maj 2004.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Nederlandene.
Traktatbrud - artikel 43 EF og 48 EF - nationale foranstaltninger, hvorefter der som betingelse for registrering af et skib i Nederlandene stilles krav om, at aktionærerne, direktørerne og de fysiske personer, som varetager den daglige ledelse, i det rederi i Fællesskabet, der ejer skibet, har fællesskabs- eller EØS-statsborgerskab - nationale foranstaltninger, hvorefter der stilles krav om, at et rederis direktør skal have fællesskabs- eller EØS-statsborgerskab og bopæl i Fællesskabet eller i EØS.
Sag C-299/02.

Samling af Afgørelser 2004 I-09761

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2004:321

Date of document:: 27/05/2004
Date lodged:: 23/08/2002

Author:: Domstolen
Country or organisation from which the request originates:: Nederlandene
Form:: Generaladvokatens forslag til afgørelse
Authentic language:: fransk

Type of procedure:: Traktatbrudssag - medhold
Defendant:: Nederlandene
Judge-Rapporteur:: Jann
Advocate General:: Léger

Treaty:

Traktat om oprettelse af Det Europæiske økonomiske Fællesskab

Link

Select all documents mentioning this document

Instruments cited in case law:

11997E043: N 1 37 81 85
11997E046-P1: N 61
11997E048: N 1 37 - 43 81 84 85
31985R2919-A02P1: N 69 70
31985R2919: N 79 83
31991R1356-A02: N 69 70
31991R3921-A02P1: N 69 70
31991R3921: N 79 83
31992R2407-A04P2: N 69 70
31992R2407: N 79 83
31996R1356: N 79 83
61973CJ0167: N 70
61976CJ0071: N 40
61981CJ0096: N 72
61982CJ0013: N 71
61983CJ0270: N 37
61984CJ0187: N 40
61984CJ0209: N 70 71
61985CJ0079: N 37 40
61986CJ0049: N 71
61987CJ0081: N 37
61987CJ0305: N 40
61988CJ0249: N 72
61989CJ0221: N 32 - 35 47 63
61989CJ0246: N 32 34 35 47
61991CJ0111: N 40
61991CJ0210: N 72
61991CJ0330: N 37
61992CJ0019: N 48
61993CJ0055: N 61
61994CJ0055: N 48
61994CJ0334: N 33 34
61995CJ0300: N 72
61996CJ0062: N 33 34 47
61996CJ0151: N 33 34 47
61996CJ0264: N 37
61996CJ0266: N 61
61997CJ0212: N 37 48
61998CJ0314: N 61
61999CJ0430: N 61
62000CJ0246: N 61

Subject matter:

Etableringsret

HTML

PDF

Conclusions

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
PHILIPPE LÉGER
fremsat den 27. maj 2004(1)

Sag C-299/02

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Nederlandene

»Artikel 43 EF og 48 EF – betingelser for registrering af skibe i Nederlandene – registreringsbetingelser vedrørende nationaliteten af aktionærerne og direktørerne i rederier – registreringsbetingelser vedrørende nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af et rederis nederlandske afdeling – betingelse vedrørende nationaliteten af og bopælen for direktører i rederiselskaber med skibe, der er registreret i Nederlandene«

1. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har anlagt denne sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 EF og 48 EF, idet det for registrering af søgående skibe i Nederlandene anvender betingelser vedrørende nationaliteten af aktionærerne eller af direktørerne i de rederier, der ejer disse skibe. Kommissionen har ligeledes nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser, idet det for registrering af skibe anvender betingelser vedrørende rederidirektørernes nationalitet og bopæl samt vedrørende nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomheden for disse skibe udøves i Nederlandene.

I – Retsforskrifter

A – Folkeretlige bestemmelser

2. To nugældende internationale konventioner indeholder bestemmelser vedrørende registrering af søgående skibe.

3. Den første er Genève-konventionen af 29. april 1958 om det åbne hav (2) . Den trådte i kraft den 30. september 1962 og er bindende for 62 deltagerstater. Det Europæiske Fællesskab deltager ikke, men mange af medlemsstaterne deltager, herunder Kongeriget Nederlandene (3) .

4. Genève-konventionens artikel 5, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver stat skal fastsætte betingelserne for at tilstå skibe sin nationalitet, for registrering af skibe på sit territorium samt for retten til at føre sit flag«. Efter en bemærkning om, at »[s]kibe har den stats nationalitet, hvis flag de er berettiget til at føre«, præciseres det, at »[d]er skal være en ægte forbindelse mellem staten og skibet«.

5. Disse bestemmelser er i det hele blevet gentaget i artikel 91, stk. 1, i De Forenede Nationers havretskonvention indgået i Montego Bay den 10. december 1982 (4) . Konventionen trådte i kraft den 16. november 1994. 144 stater samt Det Europæiske Fællesskab deltager. Det Europæiske Fællesskab deltager med hensyn til de forhold, der henhører under dets kompetence i medfør af Rådets afgørelse 98/392/EF (5) . Samtlige Fællesskabets medlemsstater med undtagelse af Kongeriget Danmark er parter i Montego Bay-konventionen. Det følger af konventionens artikel 311, stk. 1, at den mellem de deltagende stater har forrang for Genève-konventionen (6) .

6. I forlængelse af bestemmelserne i Genève-konventionens artikel 10 bestemmes det i stk. 1 i Montego Bay-konventionens artikel 94, der har overskriften »Flagstatens pligter«, at »enhver stat [effektivt skal] udøve sin jurisdiktion og kontrol i administrative, tekniske og sociale anliggender over skibe, som fører dens flag«, og i de følgende stykker nævnes en række foranstaltninger, som flagstaten skal træffe i denne henseende.

B – Fællesskabsretlige bestemmelser

7. Ved artikel 43, stk. 2, EF tillægges fællesskabsborgere ret til adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at lede og oprette virksomheder på de vilkår, som i etableringsmedlemsstatens lovgivning er fastsat for statens egne statsborgere.

8. Artikel 48, stk. 1, EF ligestiller selskaber, som er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted (7) , hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Fællesskabet, med personer, der er statsborgere i medlemsstaterne, således at disse selskaber ligesom statsborgerne i medlemsstaterne er omfattet af den i artikel 43, stk. 2, EF fastsatte etableringsret.

9. Etablering af et selskab i en anden medlemsstat end den, i henhold til hvis lovgivning det er oprettet, kan tage to forskellige former, nemlig primær og sekundær etablering.

10. Der tales om primær etablering, når et selskab har til hensigt at knytte sig til retsordenen i en anden medlemsstat end den, i henhold til hvis lovgivning det oprindeligt er oprettet, bl.a. ved at flytte sit hovedkontor eller ved at deltage i oprettelsen af et nyt selskab i denne anden medlemsstat.

11. Der tales om sekundær etablering, når et selskab blot har til hensigt at udvide sin geografiske etablering i Fællesskabet ved i henhold til ordlyden af artikel 43, stk. 1, EF at oprette agenturer, filialer eller datterselskaber i værtsmedlemsstaten, samtidig med at det opretholder sin (primære) etablering i den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning det oprindeligt er oprettet.

C – Nationale bestemmelser

12. I Nederlandene er registrering af søgående skibe reguleret i Wetboek van Koophandel (handelsloven). Efter lovens artikel 311, stk. 1, som affattet efter den 1. august 1994, der er den eneste, der er relevant for sagen, er tilståelse af nederlandsk nationalitet til et skib, dvs. registrering i Nederlandene, underlagt en række betingelser.

13. Blandt disse betingelser er der en vedrørende skibets ejers eller ejeres nationalitet. Ved artikel 311, stk. 1, litra a), i Wetboek van Koophandel kræves det, at »skibet for mindst to tredjedeles vedkommende [tilhører] en eller flere fysiske eller juridiske personer, der er statsborger i en medlemsstat eller i en stat, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde« (8) .

14. I artikel 311, stk. 3, i Wetboek van Koophandel defineres en juridisk person, der er statsborger i en medlemsstat eller i en stat, der har tiltrådt EØS-aftalen, i artikel 311, stk. 1, litra a)’s forstand, som »en juridisk person, der er oprettet i overensstemmelse [med] lovgivningen i en medlemsstat […] eller i en anden stat, der har tiltrådt [EØS]-aftalen, og som har sit vedtægtsmæssige hjemsted, sit hovedkontor eller sin hovedvirksomhed på en medlemsstats område […] eller på en anden stats område, der har tiltrådt [EØS]-aftalen, forudsat, at: mindst to tredjedele af den tegnede aktiekapital er tegnet af fysiske personer, der er statsborgere i en medlemsstat […] eller i en stat, der har tiltrådt [EØS]-aftalen, eller af selskaber i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i indledningen af nærværende stykke, og at flertallet af direktørerne er statsborgere i en medlemsstat […] eller i en stat, der har tiltrådt [EØS]-aftalen, eller at alle direktørerne er statsborgere i en medlemsstat […] eller i en stat, der har tiltrådt [EØS]-aftalen«.

15. For registrering af skibe i Nederlandene kræves det desuden i henhold til artikel 311, stk. 1, litra b), i Wetboek van Koophandel, at ejeren eller ejerne af skibene (som defineret ovenfor) udøver skibsfartsvirksomhed på det nederlandske område gennem en virksomhed, der er etableret eller har en sekundær etablering på dette område, og hovedsageligt varetager administrationen af skibet fra denne medlemsstat. Efter artikel 311, stk. 1, litra c) og d), i Wetboek van Koophandel kræves det ligeledes, at den daglige ledelse af den pågældende virksomhed varetages af en eller flere fysiske personer, der er statsborgere i en medlemsstat eller i en stat, der har tiltrådt EØS-aftalen, og har fuldmagt vedrørende alle spørgsmål i forbindelse med ledelsen af skibet og vedrørende skibet, dets kaptajn og de øvrige medlemmer af besætningen.

16. Desuden bestemmes det i artikel 8:169 i Burgerlijk Wetboek (den borgerlige lovbog), som affattet efter den 1. august 1994, at »bogholderen«, dvs. direktøren, for et rederi fratræder sin stilling, når han ikke længere er statsborger i en medlemsstat eller i en anden stat, der har tiltrådt EØS-aftalen, eller når han flytter sin bopæl uden for disse staters område.

II – Den administrative procedure

17. Der var allerede indledt en administrativ procedure mod Kongeriget Nederlandene med hensyn til den version af dets nationale lovgivning vedrørende søgående skibe, der var gældende før den i denne sag omhandlede version. Den ældre lovgivning blev af Kommissionen anset for at være i strid med etableringsfriheden i betragtning af dom af 15. juli 1991 i sagen Factortame m.fl. (9) .

18. Kongeriget Nederlandene ændrede som følge af denne procedure sin nationale lovgivning på dette område.

19. Da Kommissionen fandt, at den nye lovgivning stadig var i strid med etableringsfriheden, som sikret ved artikel 43 EF og 48 EF, opfordrede den medlemsstaten til at fremsætte sine bemærkninger. Da Kommissionen ikke blev overbevist af de bemærkninger, som Kongeriget Nederlandene fremsatte, opfordrede den den 27. januar 2000 medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme de forpligtelser, der følger af artikel 43 EF og 48 EF, inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.

20. Da det lovforslag, der havde til formål at bringe det pågældende traktatbrud til ophør, endnu ikke var blevet vedtaget, anlagde Kommissionen sag med stævning indleveret til Justitskontoret den 23. august 2002.

III – Søgsmålet

21. Kommissionen har til støtte for sit søgsmål påberåbt sig to klagepunkter.

22. Det første klagepunkt vedrører de betingelser for registrering af søgående skibe, der vedrører nationaliteten af aktionærerne eller direktørerne i de rederier, der ejer disse skibe.

23. Det andet klagepunkt er opdelt i to led. Det første led vedrører de betingelser for registrering af søgående skibe, der vedrører nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomheden udøves i medlemsstaten. Det andet led vedrører de nationalitets- og bopælsbetingelser, som udøvelsen af hvervet som rederidirektør er underlagt.

A – Det første klagepunkt vedrørende de betingelser for registrering af skibe, der vedrører nationaliteten af aktionærerne eller direktørerne i de rederier, der ejer skibene

1. Parternes argumenter

24. Kommissionen har med sit første klagepunkt gjort gældende, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat artikel 43 EF og 48 EF ved at underlægge registreringen af søgående skibe i denne medlemsstat betingelser vedrørende nationaliteten af aktionærerne eller direktørerne i de rederier, der ejer disse skibe.

25. Kommissionen har anført, at det følger af retspraksis i sagen Factortame m.fl., at de betingelser, der opstilles for registrering af fartøjer, ikke må udgøre en hindring for etableringsfriheden (10) .

26. Kommissionen har herved gjort gældende, at de betingelser, der er opstillet i artikel 311, stk. 3, i Wetboek van Koophandel og vedrører nationaliteten af aktionærer eller direktører i rederier, der ejer søgående skibe, udgør supplerende betingelser i forhold til betingelserne i artikel 48 EF for at anerkende et selskabs etableringsfrihed.

27. Heraf følger, at rederier, der ejer søgående skibe og ikke opfylder disse supplerende betingelser, fratages muligheden for at registrere sådanne skibe i Nederlandene og derfor for at etablere sig i Nederlandene, selv om de opfylder betingelserne i artikel 48 EF og burde være omfattet af etableringsfriheden i denne medlemsstat.

28. Ifølge Kommissionen indebærer kravet om disse supplerende betingelser en begrænsning af de nævnte selskabers etableringsfrihed i Nederlandene, navnlig i det tilfælde, hvor disse ønsker at oprette en sekundær etablering i Nederlandene, eller hvor den medlemsstat, på hvis område de er etableret, ikke opstiller et sådant krav. I dette tilfælde er disse selskaber tvunget til at ændre sammensætningen af deres direktioner eller af deres aktionærkredse for at kunne registrere deres søgående skibe i Nederlandene.

29. Den nederlandske regering har bestridt, at den pågældende nationale lovgivning udgør en hindring for etableringsfriheden. Den har i denne forbindelse gjort gældende, at nationalitetsbetingelserne i den nederlandske lovgivning ikke kan sammenlignes med de betingelser, der var omtvistet i sagen Factortame m.fl., idet det drejer sig om betingelser, der henviser til statsborgerskab i en af Fællesskabets medlemsstater eller i en stat, der har tiltrådt EØS-aftalen, og ikke i den pågældende medlemsstat. Den nederlandske regering har tilføjet, at hvis de omtvistede nationalitetsbetingelser kunne have en indvirkning på udøvelsen af retten til sekundær etablering, ville denne indvirkning være så usikker og indirekte, at det ville være uberettiget at tale om en hindring.

30. Selv hvis der forelå en virkelig hindring, ville denne være behørigt begrundet i hensynet til at sikre en ægte forbindelse mellem skibet og dets registreringsstat, således at denne stat ville være i stand til effektivt at udøve sin jurisdiktion og kontrol over et skib, som fører dens flag, i overensstemmelse med kravet i Montego Bay-konventionen.

31. At en påstået hindring af etableringsfriheden er begrundet og forholdsmæssig, bekræftes ifølge den nederlandske regering af den omstændighed, at tilsvarende nationalitetsbetingelser har været overvejet på søtransportområdet, er fastsat i flere nugældende forordninger på området for transport ad sejlbare vandveje samt på lufttransportområdet og overvejes på ny på lufttransportområdet.

2. Stillingtagen

32. Domstolen har i dommen i sagen Factortame m.fl. udtalt, at det på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er medlemsstaterne, der har kompetence til at fastsætte betingelserne for registrering af skibe (11) . Denne konstatering er stadig aktuel med hensyn til søgående skibe, idet der til dags dato ikke findes nogen afledte fællesskabsbestemmelser på området.

33. Det står ikke desto mindre fast, at medlemsstaterne ifølge fast retspraksis skal overholde fællesskabsretten under udøvelsen af deres kompetence (12) .

34. Domstolen har fastslået, at de betingelser, som medlemsstaterne opstiller for registrering af skibe, ikke må hindre etableringsfriheden (med hensyn til skibe, der anvendes i forbindelse med udøvelse af økonomisk virksomhed) eller den frie bevægelighed for personer (med hensyn til skibe, der ikke anvendes i forbindelse med økonomisk virksomhed) (13) .

35. Det er i denne sag ubestridt, at den omhandlede nederlandske lovgivning skal vurderes i forhold til etableringsfriheden og ikke i forhold til den frie bevægelighed for personer. De skibe, der er omhandlet af den nederlandske lovgivning, er instrumenter til udøvelse af økonomisk virksomhed, der indebærer en varig etablering i Nederlandene (14) , således at deres registrering i overensstemmelse med retspraksis i sagen Factortame m.fl. ikke kan holdes adskilt fra udøvelsen af etableringsfriheden (15) .

36. Efter min opfattelse er der ikke tvivl om, at de nationalitetsbetingelser, som den nederlandske lovgivning opstiller for at tillade registrering af søgående skibe i Nederlandene, har som virkning at hindre etableringsfriheden for de rederier, der ejer disse skibe.

37. Når disse selskaber opfylder betingelserne i artikel 48, stk. 1, EF, dvs. at de er oprettet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning og enten har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed inden for Fællesskabet, er de i princippet omfattet af etableringsfriheden i overensstemmelse med artikel 43 EF ff. (16) .

38. Det bemærkes i denne forbindelse, at selskabernes etableringsfrihed ikke kan gøres betinget af, at disse opfylder supplerende betingelser vedrørende deres aktionærers eller deres direktørers nationalitet.

39. Artikel 48, stk. 1, EF har implicit, men nødvendigvis, udelukket sådanne betingelser, idet de er en konsekvens af det tilknytningskriterium, der kaldes »kontrolkriteriet«, der ikke blev valgt af EF-traktatens forfattere (17) .

40. Det bekræftes i den almindelige plan for ophævelse af begrænsninger i etableringsretten, vedtaget af Rådet den 18. december 1961 (18) , at kontrolkriteriet og de dertil knyttede nationalitetsbetingelser er udelukket.

41. Skønt det – for at selskaber, der blot har deres vedtægtsmæssige hjemsted inden for Fællesskabet (idet deres hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende uden for Fællesskabet), er omfattet af den sekundære etableringsfrihed – er en supplerende betingelse, at selskabets virksomhed har »faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat«, er det i den almindelige plan udtrykkeligt udelukket, at denne tilknytning må gøres afhængig af, hvilken indfødsret navnlig selskabsdeltagerne, medlemmerne af styrelses- eller tilsynsorganerne eller ejerne af selskabskapitalen har (19) .

42. Heraf følger, at det for at være omfattet af den sekundære etableringsfrihed er uvæsentligt, om et selskab er kontrolleret af statsborgere i tredjelande uden for Fællesskabet eller EØS (direktører eller aktionærer). Med andre ord kan et selskab, der opfylder betingelserne i artikel 48, stk. 1, EF, ikke fratages retten til den sekundære etableringsfrihed, blot fordi det ikke opfylder betingelser vedrørende dets aktionærers eller direktørers nationalitet. Det samme gælder med hensyn til den primære etableringsfrihed.

43. Idet den for registrering af søgående skibe i Nederlandene opstiller betingelser vedrørende nationaliteten af aktionærerne eller af direktørerne i de rederier, der ejer sådanne skibe, tilsigter den nederlandske lovgivning imidlertid at indskrænke det personlige anvendelsesområde for etableringsretten som defineret i artikel 48 EF. Desuden kan denne nationale lovgivning, som Kommissionen har gjort gældende, gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve såvel den principale som den sekundære etableringsfrihed i denne medlemsstat. I modsætning til den nederlandske regering er jeg af den opfattelse, at sådanne restriktive virkninger ikke er for usikre eller indirekte til, at den pågældende nationale lovgivning kan anses for at hindre etableringsfriheden.

44. Når selskaber, der har til hensigt at registrere deres søgående skibe i Nederlandene, ikke opfylder de omtvistede nationale bestemmelser (hvilket er meget sandsynligt for selskaber, der er oprettet i en anden medlemsstat, for så vidt som denne ikke opstiller sådanne bestemmelser), har disse selskaber ingen andre muligheder for at foretage denne registrering end at foretage konsekvensændringer af strukturen af deres selskabskapital eller sammensætningen af deres administrative organer.

45. Det er åbenlyst, at en sådan ændring kan indebære gennemgribende omvæltninger i et selskab samt opfyldelse af talrige formaliteter, der ikke er uden økonomiske konsekvenser. Dette perspektiv kan virke alvorligt afskrækkende på de pågældende selskaber med hensyn til udøvelse af deres etableringsret efter artikel 43 EF og 48 EF, særligt hvis det blot drejer sig om sekundær etablering, skønt sekundær etablering, som Domstolen har understreget i dommen i sagen Daily Mail og General Trust, er den normale måde at udøve en sådan ret på (20) .

46. Heraf følger, at den pågældende nederlandske lovgivning udgør en hindring for etableringsfriheden, der er i strid med artikel 43 EF og 48 EF.

47. Ganske vist finder denne lovgivning, som Kommissionen har anført, anvendelse uden forskel på nederlandske selskaber og selskaber, der henhører under retsordenen i de andre medlemsstater (i artikel 48, stk. 1, EF’s forstand). I denne henseende adskiller lovgivningen sig således fra de bestemmelser, der blev gennemgået i dommen i sagen Factortame m.fl., idet disse bestemmelser indeholdt en forskelsbehandling til skade for selskaber, der var knyttet til en anden medlemsstat end den, der berørt af hver af de pågældende nationale lovgivninger (21) .

48. Domstolen har imidlertid i dom af 31. marts 1993, Kraus (22) , fastslået, at »artikel 48 og 52 [efter ændring nu artikel 39 EF og 43 EF] er […] til hinder for enhver form for nationale regler […], som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for fællesskabsborgerne […], at udøve de i EØF-traktaten sikrede grundlæggende friheder« (23) . Domstolen har hertil tilføjet, at »det modsatte [kun vil] være tilfældet, såfremt der med reglerne forfølges et legitimt mål, der er foreneligt med EØF-traktaten [eller] begrundet i tvingende almene hensyn […] [og] anvendelsen af de omhandlede nationale regler i et sådant tilfælde kunne sikre, at det med reglerne forfulgte mål nås, og den må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at nå det pågældende mål« (24) .

49. Det skal derfor undersøges, om begrænsningen i den pågældende nationale lovgivning – som den nederlandske regering har påstået – på forholdsmæssig vis kan være begrundet i et hensyn, som er relevant efter fællesskabsretten, der er afledt af folkeretlige bestemmelser om registrering af skibe.

50. Det bemærkes, at det ifølge den nederlandske regering er nødvendigt at opstille de omtvistede nationalitetsbetingelser for i overensstemmelse med Montego Bay-konventionens artikel 91 at sikre, er der er en ægte forbindelse mellem Kongeriget Nederlandene og de skibe, der fører det nederlandske flag. Det skal ved registreringen af skibene efterprøves, om disse betingelser er opfyldt, for så vidt muligt at sikre, at de nederlandske myndigheder effektivt udøver deres jurisdiktion og kontrol over disse skibe i overensstemmelse med konventionens artikel 94.

51. Den nederlandske regerings opfattelse bygger på en bestemt fortolkning af Montego Bay-konventionens artikel 91, stk. 1. Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at Montego Bay-konventionens artikel 91, stk. 1 – som den nederlandske regering har gjort gældende (25) – opstiller det som en betingelse for registrering af et skib, at der er en forudgående ægte forbindelse mellem flagstaten og det pågældende skib.

52. Denne fortolkning af Montego Bay-konventionens artikel 91, stk. 1, synes at være forkastet af Den Internationale Havretsdomstol (herefter »IHRD«) i dennes dom af 1. juli 1999, den såkaldte »Skibet Saiga II«-sag, mellem Saint Vincent og Grenadinerne mod Republikken Guinea, der fulgte af, at de guineanske myndigheder havde bordet et skib, der førte det vincentiske flag (26) . Retsteorien har udtrykt sig i denne retning vedrørende denne dom (27) .

53. IHRM fastslog, at »formålet med [Montego Bay-]konventionens bestemmelser vedrørende kravet om en ægte forbindelse mellem et skib og den stat, hvis flag det fører, er at sikre, at flagstaterne mere effektivt opfylder deres forpligtelser, og ikke at fastsætte kriterier, der kan påberåbes af andre stater for at bestride gyldigheden af registreringen af skibe i en flagstat« (28) .

54. Det synes at fremgå af denne formulering, at kravet om en ægte forbindelse mellem skibet og den stat, hvis flag det fører, nærmere vedrører gennemførelse af pligter, der påhviler flagstaten, end en forudgående betingelse for registrering af et skib.

55. Ifølge IHRD ændres denne betydning af dette krav ikke af De Forenede Nationers konvention af 7. februar 1986 om betingelserne for registrering af skibe (29) . Denne fortolkning af Montego Bay-konventionens artikel 91 styrkes derimod af De Forenede Nationers to aftaler om fiskeri (af 1982 og af 1993, endnu ikke trådt i kraft), idet disse begrænser sig til at præcisere indholdet af de forpligtelser, der påhviler flagstaten, uden overhovedet at nævne de eventuelle betingelser, der skal opfyldes for registrering af et skib (30) .

56. IHRD har tilføjet, at Republikken Guinea ikke havde påberåbt sig nogen bestemmelse i Montego Bay-konventionen, der kunne understøtte dens påstand om, at »det er en grundlæggende betingelse for registrering af et skib, at skibets ejer eller driftsherre skal være underlagt flagstatens faktiske jurisdiktion« (31) . Denne udtalelse har til formål at give Saint Vincent og Grenadinerne medhold i deres påstand om, at »intet i konventionen støtter den opfattelse, at det er en nødvendig forudgående betingelse for at tilstå nationalitet til et skib, at der er en ægte forbindelse mellem skibet og staten« (32) .

57. Denne afgørelse fra IHRD bringer efter min opfattelse en afklaring, der viser, at den af den nederlandske regering påberåbte fortolkning af Montego Bay-konventionens artikel 91, stk. 1 (hvis indhold er identisk med Genève-konventionens artikel 5, stk. 1), er urigtig.

58. Denne afgørelse tilslutter sig og bestyrker den analyse, som generaladvokat Tesauro allerede havde foretaget i sit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Grækenland, der gav anledning til dom af 27. november 1997. Tesauro fandt, at begrebet »ægte forbindelse« eller »genuine link« i Genève- og Montego Bay-konventionernes forstand drejer sig om effektiviteten af den kontrol og den jurisdiktion, som staten er forpligtet til at udøve i forhold til de skibe, som fører dens flag. Med andre ord indebærer den ægte forbindelse, som langt fra er betingelsen for et skibs nationalitet, efter hans opfattelse frem for alt en kontrolforpligtelse for tiden efter tildelingen af nationalitet (33) .

59. Det er i denne forbindelse interessant at bemærke, at generaladvokat Tesauro sørgede for at bemærke, at den endeligt godkendte affattelse af Genève-konventionens artikel 5, sammenlignet med den version, der var udarbejdet af De Forenede Nationers Internationale Lovkommission, netop tog afstand fra tanken om at gøre tildelingen af nationalitet til et skib afhængig af, at statsborgere fra flagstaten besidder en majoritet af ejendomsretten (34) .

60. Uanset hvorledes kravet om en ægte forbindelse mellem skibet og staten i Genève- og Montego Bay-konventionernes forstand skal fortolkes, har jeg desuden under alle omstændigheder svært ved at se, hvorfor de nationalitetsbetingelser, der er opstillet i den omtvistede nationale lovgivning, som den nederlandske regering har gjort gældende, er nødvendige, for at Kongeriget Nederlandene, som flagstat, skulle kunne udøve sin kontrol og sin jurisdiktion over skibe, som fører dets flag, i overensstemmelse med kravene i Montego Bay-konventionens artikel 94.

61. Ganske vist kunne det tænkes, at de formål om sikring af sikkerheden på havet eller om forebyggelse, begrænsning eller kontrol af havforurening, der forfølges ved bestemmelserne i Montego Bay-konventionens artikel 94 (35) , som Fællesskabet har tilsluttet sig, udgør almene hensyn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis, dvs. hensyn til den offentlige sikkerhed i artikel 46, stk. 1, EF’s forstand (36) .

62. Den omstændighed, at majoriteten af ejendomsretten til et skib besiddes af et eller flere selskaber, hvis selskabskapital eller ledelse i det væsentlige er sammensat af tredjelandsstatsborgere, er ikke til hinder for, at en medlemsstat, som flagstat, effektivt udøver sin jurisdiktion og sin kontrol over dette skib. Denne omstændighed er uvæsentlig med hensyn til at træffe foranstaltninger såsom tilsyn med skibet (37) , registrering af oplysninger vedrørende skibet (38) , kontrol af besætningens kvalifikationer og arbejdsvilkår (39) samt åbning og foranledning af, at der foretages en undersøgelse i tilfælde af en ulykke eller et navigationsuheld på det åbne hav (40) .

63. Det kan derimod i denne forbindelse være nyttigt, som i den nederlandske lovgivning (41) , at bestemme, at administrationen af et skib, som fører nederlandsk flag, hovedsageligt skal varetages i Nederlandene (42) . Domstolen har med hensyn til etableringsfriheden anerkendt en sådan betingelse for registrering af skibe (43) .

64. Efter min opfattelse synes de omtvistede nationalitetsbetingelser i modsætning til det af den nederlandske regering anførte således ikke at være nødvendige for, at Nederlandene kan opfylde sine forpligtelser som flagstat i overensstemmelse med Montego Bay-konventionens artikel 94.

65. Det følger af det ovenfor anførte, at nationalitetsbetingelserne i den omhandlede nederlandske lovgivning ikke er begrundede i de gældende folkeretsbestemmelser vedrørende registrering af skibe i Genève- og Montego Bay-konventionerne.

66. Jeg er i betragtning af det ovenfor anførte tilbøjelig til at konkludere, at det første klagepunkt er begrundet.

67. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der på sagens nuværende trin er tvivl om, hvorvidt de omtvistede nationalitetsbestemmelser ikke er begrundede.

68. Som den nederlandske regering med rette har anført, er nationalitetsbetingelserne sammenlignelige med dem, der er fastsat i flere nugældende forordninger om transport ad sejlbare vandveje eller om lufttransport.

69. På området for transport ad sejlbare vandveje gælder dette Rådets forordning (EØF) nr. 2919/85 af 17. oktober 1985 om fastsættelse af betingelserne for adgang til den ordning, der i henhold til den reviderede konvention om sejlads på Rhinen er forbeholdt skibe, der hører til i Rhin-skibsfarten (44) , Rådets forordning (EØF) nr. 3921/91 af 16. december 1991 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern godstransport og personbefordring ad indre vandveje i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (45) , samt Rådets forordning (EF) nr. 1356/96 af 8. juli 1996 om indførelse af fælles bestemmelser vedrørende godstransport og personbefordring ad indre vandveje mellem medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af tjenesteydelser for denne transport (46) . Inden for lufttransportområdet gælder det Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber (47) .

70. Ganske vist kan det forhold, at alle disse forordninger inden for den fælles transportpolitik (i det væsentlige med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser) fastsætter nationalitetsbestemmelser, der kan sammenlignes med de i denne sag omhandlede, ikke i sig selv begrunde, at en medlemsstat ensidigt opstiller sådanne betingelser (med hensyn til etableringsfriheden) inden for andre transportsektorer end dem, der er omhandlet i de pågældende forordninger (48) .

71. Det ville derfor i det mindste være selvmodsigende at fastslå, at de omtvistede nationale bestemmelser ikke er begrundede i noget efter fællesskabsretten relevant hensyn på søtransportområdet, når der er fastsat tilsvarende bestemmelser i forskellige nugældende fællesskabsforordninger inden for andre transportsektorer, medmindre det antages, at lufttransport- og vandvejstransportsektorerne skal opfylde fundamentalt anderledes krav end kravene til søtransporten, eller der kan stilles spørgsmålstegn ved lovligheden af de nævnte forordninger med hensyn til de pågældende bestemmelser (49) .

72. Kommissionen har fremsat få bemærkninger herom. Jeg konkluderer heraf, at Kommissionen ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at begrænsningen af etableringsfriheden i den nederlandske lovgivning ikke er begrundet. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at det påhviler Kommissionen at godtgøre, at det påståede traktatbrud foreligger ved at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud (50) .

73. Jeg er derfor af den opfattelse, at det første klagepunkt på sagens nuværende trin ikke er begrundet.

B – Det andet klagepunkt vedrørende betingelserne om nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomhed udøves i Nederlandene, samt vedrørende rederidirektørernes nationalitet og bopæl.

1. Parternes argumenter

74. Som jeg allerede har anført, er det andet klagepunkt opdelt i to led. Det første led vedrører som det første klagepunkt visse betingelser for registrering af skibe i Nederlandene, nemlig betingelserne vedrørende nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomheden udøves i medlemsstaten. Det andet led vedrører de nationalitets- og bopælsbetingelser, som udøvelsen af hvervet som rederidirektør er underlagt.

75. Med dette andet klagepunkt, der er opdelt i to led, har Kommissionen gjort gældende, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat artikel 43 EF og artikel 48 EF, fordi de omtvistede nationale bestemmelser udgør en ubegrundet hindring af etableringsfriheden for selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat.

76. De pågældende selskaber, der ikke opfylder de nævnte betingelser, har således efter den nederlandske lovgivning hverken ret til at lade et af dem ejet skib registrere i Nederlandene og drive skibsfartsvirksomhed fra Nederlandene eller til i denne medlemsstat at oprette eller drive rederi med skibe, der allerede er registreret ved de nederlandske myndigheder.

77. I modsætning til det af den nederlandske regering anførte, er de omtvistede nationale betingelser ikke begrundet i reglerne i folkerettens bestemmelser om flagstatens forpligtelser.

2. Stillingtagen

78. Jeg er af den opfattelse, at dette klagepunkt er begrundet i begge led.

79. Hvad angår klagepunktets første led vedrørende de betingelser for registrering af skibe, der angår nationaliteten af de fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomheden udøves i Nederlandene (51) , skal jeg i vidt omfang henvise til mine bemærkninger vedrørende det første klagepunkt, idet det bemærkes, at forordning nr. 2919/85, nr. 3921/91, nr. 2407/92 og nr. 1356/96 ikke i denne forbindelse indeholder tilsvarende nationalitetsbetingelser.

80. I lighed med de i det første klagepunkt omhandlede betingelser for registrering af skibe, der vedrører nationaliteten af aktionærerne eller direktørerne i de rederier, der ejer søgående skibe, kan de betingelser, der er omfattet af det andet klagepunkts første led, gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at udøve såvel den principale som den sekundære etableringsfrihed i Nederlandene. Selskaber, der ønsker at registrere deres skibe i denne medlemsstat i forbindelse med udøvelse af etableringsfriheden, har ingen andre muligheder herfor end at tilpasse deres ansættelsespolitik med henblik på fra det personale, der er berørt af den pågældende nederlandske lovgivning, at udelukke enhver, der er statsborger i en stat uden for Fællesskabet eller EØS.

81. En sådan hindring for etableringsfriheden er i strid med artikel 43 EF og 48 EF, uanset om den anvendes uden forskel på nederlandske selskaber og på selskaber, der henhører under retsordenen i en anden medlemsstat end Kongeriget Nederlandene, idet den ikke er begrundet i noget hensyn, der er relevant efter fællesskabsretten, der bl.a. er afledt af de folkeretlige bestemmelser, som jeg har gennemgået ovenfor. Den omstændighed – at den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra et rederi udøver skibsfartsvirksomhed i Nederlandene, helt eller delvist varetages af statsborgere i en stat uden for Fællesskabet eller EØS – er ikke til hinder for, at denne medlemsstat, som flagstat, effektivt udøver sin kontrol og sin jurisdiktion over det pågældende skib i overensstemmelse med Montego Bay-konventionens artikel 94.

82. Jeg konkluderer heraf, at det andet klagepunkts første led er begrundet.

83. Hvad angår det andet klagepunkts andet led (52) fremkalder det samme type overvejelser med hensyn til betingelserne om nationaliteten af direktørerne i rederier med skibe, der er registreret i Nederlandene. Denne nationalitetsbetingelse kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt at oprette eller drive rederier med disse skibe i denne medlemsstat. En sådan hindring er, selv om den ikke er diskriminerende, ikke begrundet i noget hensyn, der er relevant efter fællesskabsretten, der bl.a. er afledt af de allerede nævnte folkeretlige bestemmelser, idet det bemærkes, at forordning nr. 2919/85, nr. 3921/91, nr. 2407/92 og nr. 1356/96 ikke i denne forbindelse indeholder tilsvarende nationalitetsbetingelser.

84. Hvad angår betingelsen vedrørende rederidirektørernes bopæl mener jeg ligesom Kommissionen, at den kan afholde selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end Nederlandene (i artikel 48 EF’s forstand), fra at indgå samarbejde med rederier, der er etableret på nederlandsk område. Når selskaber, der er etableret i en anden medlemsstat, ønsker at indgå et sådant samarbejde, og deres direktører ikke har eller ikke længere har bopæl i en af Fællesskabets eller EØS’ medlemsstater, har de ikke andre muligheder end at udskifte direktørerne, medmindre disse ændrer deres bopæle som en konsekvens. Heraf følger, at den omtvistede bopælsbetingelse udgør en hindring for etableringsfriheden. Denne hindring er i strid med artikel 43 EF og 48 EF, selv om den ikke er diskriminerende, for så vidt som den ikke er begrundet i noget hensyn, der er relevant efter fællesskabsretten, der bl.a. er afledt af de allerede nævnte folkeretlige bestemmelser.

85. Jeg konkluderer heraf, at såvel det første som det andet led af det andet klagepunkt er begrundet.

IV – Forslag til afgørelse

86. Jeg foreslår på denne baggrund Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1): Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 EF og 48 EF,

–: idet det har vedtaget en lovgivning, der for registrering af skibe i denne medlemsstat opstiller som betingelse, at fysiske personer, der varetager den daglige ledelse af den afdeling, hvorfra skibsfartsvirksomheden vedrørende disse skibe udøves på det nederlandske område, er statsborgere i en af Det Europæiske Fællesskabs eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater.

–: idet det har vedtaget en lovgivning, der for udøvelsen af hvervet som rederidirektør opstiller som betingelse, at direktøren er statsborger og har bopæl i en af Det Europæiske Fællesskabs eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater.

2): I øvrigt frifindes Kongeriget Nederlandene.

3): Kongeriget Nederlandene tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen for Det Europæiske Fællesskab afholdte omkostninger.«

1 –: Originalsprog: fransk.

2 –: .United Nations Treaty Series 450, nr. 6465, s. 11 (herefter »Genève-konventionen«).

3 –: De af Fællesskabets medlemsstater, der deltager i Genève-konventionen er: Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Italienske Republik, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

4 –: Herefter »Montego Bay-konventionen«.

5 –: Rådets afgørelse af 23.3.1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers havretskonvention af 10.12.1982 og af aftalen af 28.7.1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention, EFT L 179, s. 1. Teksten til Montego Bay-konventionen findes i bilag I til denne afgørelse.

6 –: Heraf følger, at Genève-konventionen i princippet vedbliver at være i kraft mellem stater, der er parter heri, og som ikke er parter i Montego Bay-konventionen.

7 –: Denne henvisning til det vedtægtsmæssige hjemsted hænger faktisk sammen med den foregående henvisning til selskabets oprettelse og dennes overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.

8 –: Aftale af 2.5.1992, EFT 1994 L 1, s. 3 (herefter »EØS-aftalen«).

9 –: Sag C-221/89, Sml. I, s. 3905.

10 –: Dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 22 og 23.

11 –: Præmis 13 og 17. Jf. også dom af 4.10.1991, sag C-246/89, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4585, præmis 11 og 15.

12 –: Jf. bl.a. med hensyn til registrering af skibe, dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 14, dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 12, dom af 7.3.1996, sag C-334/94, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 1307, præmis 14, af 12.6.1997, sag C-151/96, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 3327, præmis 12, og af 27.11.1997, sag C-62/96, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 6725, præmis 18.

13 –: Jf. med hensyn til denne sondring dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 21 og 22, dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 22 og 23, dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 12 samt 20-22, dommen i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 12 og 13, og dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, præmis 18-20.

14 –: Den nederlandske regering har præciseret, at den pågældende nationale lovgivning vedrører registrering af handelsflådens skibe (duplikken, punkt 2).

15 –: Jf. dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 22, og i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 23.

16 –: Placeringen af selskabets vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontoret eller hovedvirksomheden tjener i lighed med fysiske personers statsborgerskab til at fastslå deres tilknytning til en medlemsstats retsorden. Disse alternative tilknytningskriterier viser forskellene mellem medlemsstaternes lovgivninger på området. Jf. i denne retning bl.a. dom af 28.1.1986, sag 270/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 273, præmis 18, af 10.7.1986, sag 79/85, Segers, Sml. s. 2375, præmis 13), af 27.9.1988, sag 81/87, Daily Mail og General Trust, Sml. s. 5483, præmis 19-21, af 13.7.1993, sag C-330/91, Commerzbank, Sml. I, s. 4017, præmis 13, af 16.7.1998, sag C-264/96, ICI, Sml. I, s. 4695, præmis 20, og af 9.3.1999, sag C-212/97, Centros, Sml. I, s. 1459, præmis 20.

17 –: Kontrolkriteriet indebærer, at et selskabs tilknytning til en stats retsorden afhænger af, hvilken indfødsret de personer, der har en vis indflydelse over selskabet, såsom selskabsdeltagerne, medlemmerne af styrelses- eller tilsynsorganerne samt ejerne af selskabskapitalen, har. Traktatens forfattere har valgt et andet kriterium, der kaldes »stiftelseskriteriet«. I henhold til dette kriterium er et selskab knyttet til den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning det er oprettet, og på hvis område det har sit vedtægtsmæssige hjemsted, uanset om selskabets reelle hovedsæde (dvs. dets hovedkontor eller dets hovedvirksomhed) befinder sig i en anden medlemsstat.

18 –: EFT Anden Serie IX, s. 7 (herefter »den almindelige plan«). Ifølge et almindeligt anvendt udtryk giver den almindelige plan brugbare angivelser med hensyn til gennemførelsen af traktatens bestemmelser vedrørende etableringsfriheden. Jf. i denne retning bl.a. dom af 28.4.1977, sag 71/76, Thieffry, Sml. s. 765, præmis 14, af 18.6.1985, sag 197/84, Steinhauser, Sml. s. 1819, præmis 15, Segers-dommen, præmis 15, dom af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 1461, præmis 22 og 25, og af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, præmis 17.

19 –: Jf. afsnit I med overskriften »De af planen begunstigede«, fjerde led, i den almindelige plan. Udtrykket »faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat«, der er anvendt i disse bestemmelser, er ikke præcist defineret i den almindelige plan. Jf. i denne henseende, bl.a. Aussant, G., Fornasier, R., Louis, J.-V., Séché, J.-C., Van Raepenbusch, S., Commentaire Mégret, bind 3, 2. udg., 1990 (s. 38, punkt 6); Loussouarn, Y., «Le rattachement des sociétés et la Communauté économique européenne», i Études de droit des Communautés européennes, Mélanges offerts à Pierre Teitgen, Paris, 1984 (s. 247); Schapira, J., Le Tallec, G., Blaise, J.-B., Idot, L., i Droit européen des affaires, bind 2, PUF, 5. udg., 1999 (s. 571 og 572), såvel som generaladvokat La Pergolas forslag til afgørelse i Centros-sagen (fodnote 16).

20 –: Præmis 17.

21 –: Hvad angår betingelserne vedrørende selskabsdeltagernes eller direktørernes nationalitet, jf. dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 30, dommen i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, præmis 31, dommen af 7.3.1996 i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 17, dommen i sagen Kommissionen mod Irland, præmis 12, og dommen af 27.11.1997 i sagen Kommissionen mod Grækenland, præmis 18 og 27.

22 –: Sag C-19/92, Sml. I, s. 1663.

23 –: Præmis 32.

24 –: Ibidem. Jf. i denne retning med hensyn til etableringsfriheden bl.a. dom af 30.11.1995, sag C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165, præmis 37, og Centros-dommen, præmis 34.

25 –: Duplikken, punkt 18.

26 –: .Recueil des arrêts, avis consultatifs et ordonnances, bind 3, 1999.

27 –: Jf. bl.a. Kamto, M., »La nationalité des navires en droit international«, i Mélanges offerts à L. Lucchini et J.-P. Quéneudec, éd. La mer et son droit, A. Pédone, oktober 2003 (s. 347 ff., og navnlig punkt 29 og 31). Denne forfatter kritiserer i denne henseende den fortolkning af begrebet en »ægte forbindelse«, som IHRD foretog i Skibet Saiga II-dommen, hvorefter kravet om en ægte forbindelse ikke er en betingelse for tilståelse af nationalitet til et skib.

28 –: Skibet Saiga II-dommen, præmis 83.

29 –: Ibidem, præmis 84. Denne konvention (offentliggjort i International Transport Treaties, 12. suppl., maj 1988) er på nuværende tidspunkt endnu ikke trådt i kraft.

30 –: Skibet Saiga II-dommen, præmis 85, der på den ene side henviser til aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention vedrørende bevarelse og forvaltning af fiskebestande, der bevæger sig både inden for og uden for eksklusive økonomiske zoner (fælles bestande), og stærkt vandrende fiskebestande, der blev åbnet for undertegnelse den 4.12.1995, og på den anden side aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskebestande på det åbne hav af 24.11.1993.

31 –: Skibet Saiga II-dommen, præmis 84.

32 –: Ibidem, præmis 77.

33 –: Punkt 13 i forslaget til afgørelse.

34 –: Ibidem.

35 –: Formålet om sikkerheden på havet er udtrykkeligt nævnt i Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 3. Formålet om forebyggelse, begrænsning og kontrol af havforurening er udtrykkeligt nævnt i konventionens artikel 94, stk. 4, litra c), samt i konventionens artikel 211, stk. 2.

36 –: Inden for landtransport udgør beskyttelse af vejsikkerheden ifølge fast retspraksis et alment hensyn, der kan begrunde en begrænsning af de grundlæggende friheder, der er sikret ved traktaten. Jf. dom af 5.10.1994, sag C-55/93, Van Shaik, Sml. I, s. 4837, præmis 19, af 12.10.2000, sag C-314/98, Snellers, Sml. I, s. 8633, præmis 55, og af 10.7.2003, sag C-246/00, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 7485, præmis 67. Inden for søtransporten har Domstolen med hensyn til fortøjningstjenester eller sejladsvejledningstjenester fastslået, at sikring af den offentlige sikkerhed i kyst- og havnevand er et offentligt sikkerhedsformål i artikel 46, stk. 1, EF’s forstand. Jf. dom af 18.6.1998, sag C-266/96, Corsica Ferries France, Sml. I, s. 3949, præmis 60 og 61, og af 13.6.2002, forenede sager C-430/99 og C-431/99, Sea-Land Service og Nedlloyd Lijnen, Sml. I, s. 5235, præmis 41 og 42.

37 –: Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 3, litra a), og stk. 4, litra a).

38 –: Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 2, litra a).

39 –: Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 3, litra b), og stk. 4, litra b) og c).

40 –: Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 7.

41 –: Wetboek van Koophandel, artikel 311, stk. 1, litra b).

42 –: Jf. i denne retning generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Grækenland, der gav anledning til dom af 27.11.1997.

43 –: Jf. dommen i sagen Factortame m.fl., præmis 34-36.

44 –: EFT L 280, s. 4. Artikel 3, stk. 1, litra c), sublitra cc), samt artikel 2 og 4 i bilaget til forordning nr. 2919/85.

45 –: EFT L 373, s. 1. Artikel 2, stk. 1, litra b), nr. ii), i forordning nr. 3921/91.

46 –: EFT L 175, s. 7. Artikel 2, fjerde led (der henviser til betingelserne i artikel 2 i forordning nr. 3921/91), i forordning nr. 1356/96.

47 –: EFT L 240, s. 1. Artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2407/92.

48 –: Det bemærkes i denne forbindelse, at traktatens almindelige regler finder anvendelse på transportsektoren – herunder på søtransportområdet – uafhængigt af, om der indføres en fælles politik i denne sektor (med forbehold af den udtrykkelige undtagelse i artikel 51, stk. 1, EF vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser). Jf. i denne retning dom af 4.4.1974, sag 167/73, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 359, præmis 21-33, vedrørende traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for personer, samt dom af 30.4.1986, forenede sager 209/84-213/84, Asjes m.fl., Sml. s. 1425, præmis 37-39, vedrørende traktatens konkurrencebestemmelser. Heraf følger, at medlemsstaterne på søtransportområdet skal overholde traktatens almindelige bestemmelser om etableringsfrihed.

49 –: Når Rådet vedtager afledte retsakter i forbindelse med den fælles politik på transportområdet, er det forpligtet til at gennemføre traktatens bestemmelser, herunder bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser. Domstolen har således i dom af 22.5.1985, sag 13/83, Parlamentet mod Rådet, Sml. 1513, præmis 62, henvist til, at artikel 51, stk. 1, EF bestemmer, at den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet omfattes af bestemmelserne i afsnittet vedrørende transport. Den udledte heraf, at »efter traktaten skal de for den frie udveksling af tjenesteydelser gældende principper, der navnlig defineres i EØF-traktatens artikler 59 [efter ændring nu artikel 49 EF] og 60 [nu artikel 50 EF], […] gennemføres via indførelsen af den fælles transportpolitik, især ved fælles regler for international transport og ved fastsættelse af de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende; begge disse mål, der omhandles i henholdsvis artikel 75, stk. 1, litra a) og b) [efter ændring nu artikel 71, stk. 1, litra a) og b), EF], omfatter nødvendigvis realiseringen af den frie udveksling af tjenesteydelser«. Jf. også i denne retning dommen i sagen Asjes m.fl., præmis 37, og dom af 13.12.1989, sag C-49/89, Corsica Ferries France, Sml. I, s. 4441, præmis 11.

50 –: Jf. bl.a. dom af 25.5.1982, sag 96/81, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1791, præmis 6, af 19.3.1991, sag C-249/88, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1275, præmis 6, af 16.12.1992, sag C-210/91, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 6735, præmis 22, og af 29.5.1997, sag C-300/95, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 2649, præmis 31.

51 –: Disse betingelser er fastsat i artikel 311, stk. 1, litra c), i Wetboek van Koophandel.

52 –: De nationalitets- og bopælsbetingelser, der er omhandlet i det andet klagepunkts andet led, findes i artikel 8:169 i Burgerlijk Wetboek.

Top

All

Choose the experimental features you want to try