FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

JULIANE KOKOTT

fremsat den 28. oktober 2004 (1)

Sag C-225/02

Rosa García Blanco

mod

Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS)

mod

Tesorería General de la Seguridad Social (TGSS)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Social n° 3 de Orense (Spanien))

»Lovbestemt alderspension – karensperiode – medregning af udenlandske og indenlandske forsikringsperioder – forsikringsperioder, der skal medregnes ved beregningen af ydelsesbeløbet, men ikke ved erhvervelse af retten til disse ydelser – medregning af perioder, hvor den forsikrede har modtaget en særlig ydelse ved arbejdsløshed til arbejdsløse over 52 år – færdigbehandling af den præjudicielle anmodning«

I –    Indledning

1.     Sagsøgeren i hovedsagen, Rosa García Blanco, fik tidligere en særlig form for arbejdsløshedsunderstøttelse i Spanien. I den pågældende periode betalte det statslige forvaltningsorgan for arbejdsløshedsforsikring i hendes navn bidrag til den lovpligtige pensionsforsikring. Nu anmoder Rosa García Blanco, efter at være fyldt 65 år, om at få en lovbestemt alderspension. I hovedsagen var det omstridt, hvorvidt de pensionsbidrag, der var blevet indbetalt i den periode, hvor der var modtaget særlig arbejdsløshedsunderstøttelse, skulle medtages ved beregning af karenstiden for den lovbestemte alderspension, eller om der i modsat fald ville foreligge forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere på grundlag af nationalitet.

2.     I den forbindelse forelagde Juzgado de lo Social Nr. 3 de Orense (herefter også »den forelæggende ret«) Domstolen to spørgsmål om fortolkning af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (2). Indholdsmæssigt stemmer de pågældende spørgsmål overens med spørgsmålene i Salgado-Alonso-sagen (sag C-306/03) (3).

3.     Under sagens behandling ved Domstolen har Rosa García Blanco imidlertid fået bevilget den lovbestemte alderspension, således at der nu resterer færdiggørelsen af anmodningen om en præjudiciel afgørelse.

II – Relevante retsregler

A –    Fællesskabsret

4.     Den fællesskabsretlige ramme for denne sag er fastlagt i forordning nr. 1408/71. Dennes artikel 1, litra r), definerer begrebet forsikringsperioder som følger:

»[U]dtrykket »forsikringsperioder« [betyder] bidrags- eller beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der i den lovgivning, hvorefter de er tilbagelagt eller anses for at være tilbagelagt, betegnes eller anerkendes som forsikringsperioder, samt alle dermed ligestillede perioder, for så vidt de efter denne lovgivning anses for ligestillet med forsikringsperioder; perioder, der er tilbagelagt efter en særlig ordning for tjenestemænd, anses også for forsikringsperioder.«

5.     Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 lyder således:

»Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

6.     I artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er der fastsat følgende med henblik på hensyntagen til forsikrings- og bopælsperioder:

»Såfremt erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser efter en ordning, som ikke er en særordning i den i stk. 2 eller 3 omhandlede forstand, i henhold til en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- eller bopælsperioder, skal den kompetente institution i fornødent omfang medregne forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter en almindelig ordning eller en særordning, og ligeledes uden hensyn til om de er tilbagelagt efter en ordning for arbejdstagere eller en ordning for selvstændige erhvervsdrivende. Med henblik herpå medregnes disse perioder, som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning.«

7.     Artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 indeholder følgende bestemmelse:

»Såfremt de foreskrevne betingelser i en medlemsstats lovgivning for erhvervelse af ret til ydelser kun opfyldes ved anvendelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, gælder følgende regler:

a)      Den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den ydelse, som den pågældende ville kunne gøre krav på, hvis samtlige forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt i de medlemsstater, hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været omfattet af, havde været tilbagelagt i den omhandlede medlemsstat og efter den lovgivning, der gælder for den pågældende institution på det tidspunkt, da ydelsen skal fastsættes. Såfremt ydelsesbeløbet efter nævnte lovgivning er uafhængig af længden af de tilbagelagte perioder, anses dette beløb for at være det i nærværende litra omhandlede teoretiske beløb.

b)      Den kompetente institution fastsætter derefter det faktiske beløb for ydelsen på grundlag af det i litra a), nævnte teoretiske beløb efter forholdet mellem længden af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning forud for forsikringsbegivenhedens indtræden, og den samlede længde af de forsikrings- og bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de berørte medlemsstater forud for forsikringsbegivenhedens indtræden.«

8.     Med henblik på forsikrings- eller bopælsperioder på mindre end ét år fastsætter artikel 48 i forordning nr. 1408/71 følgende:

»1.      Uanset artikel 46, stk. 2, er en medlemsstats institution ikke forpligtet til at tilkende ydelser på grundlag af perioder, der er tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning, og som skal tages i betragtning ved forsikringsbegivenhedens indtræden, såfremt

–       de nævnte perioder sammenlagt er på under ét år

og

–       der ikke alene på grundlag af disse perioder består ret til ydelser i medfør af bestemmelserne i denne lovgivning.

2.      Den kompetente institution i hver af de øvrige berørte medlemsstater skal medregne de i stk. 1 nævnte perioder ved anvendelsen af artikel 46, stk. 2, med undtagelse af litra b).

3.      Såfremt anvendelsen af stk. 1 ville medføre, at samtlige institutioner i de pågældende stater blev fritaget for pligten til at udrede ydelser, skal ydelsen udredes alene efter lovgivningen i den stat, hvis betingelser den pågældende senest har opfyldt, som om samtlige forsikrings- og bopælsperioder, der er tilbagelagt og medregnet efter artikel 45, stk. 1-4, havde været tilbagelagt efter den pågældende stats lovgivning.«

B –    National ret

9.     Den nye udformning af den almindelige spanske socialforsikringslov (Texto Refundido de la Ley General de la Seguridad Social (4), herefter »TRLGSS«) bestemmer i artikel 161, stk. 1, litra b), at for at have krav på alderspension er det nødvendigt at have tilbagelagt to slags karenstider:

–       en almindelig karenstid på mindst 15 bidragsår

og

–       en særlig karenstid på to bidragsår inden for de sidste 15 år, der ligger umiddelbart før pensionsbegivenhedens indtræden.

10.   Allerede før den lovbestemte pensionsalder bliver arbejdsløse, der er fyldt 52 år, i henhold til artikel 215, stk. 1, nr. 3, i TRLGSS tildelt en særlig form for arbejdsløshedsunderstøttelse (subsidio por desempleo, herefter »særlig arbejdsløshedsunderstøttelse«). Forudsætningen derfor er bl.a., at den pågældende som minimum har betalt til den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring i seks år og desuden opfylder alle forudsætninger for at få lovbestemt alderspension, bortset fra aldersbetingelsen.

11.   I henhold til artikel 218, stk. 2, i TRLGSS indbetaler forvaltningsorganet for den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring (Organismo Gestor del Seguro de Desempleo) – ud over den særlige arbejdsløshedsunderstøttelse til modtageren for hver kravudløsende kalendermåned – bidrag i modtagernes navn til socialforsikringen til brug for den lovbestemte alderspension.

12.   Virkningen af de for modtagerne af særlig arbejdsløshedsunderstøttelse indbetalte pensionsbidrag begrænses i tillægsbestemmelse nr. 28 til TRLGSS (5) på følgende måde:

»De bidrag, der er indbetalt af Entitad Gestora til pensionsforsikringen i medfør af denne lovs artikel 218, stk. 2, lægges til grund for beregningen af pensionsgrundlaget og for beregningen af den procentsats, der finder anvendelse herpå. Disse bidrag har ingen gyldighed eller retsvirkning i forbindelse med opgørelsen af den minimumsforsikringsperiode efter [TRLGSS’] artikel 161, stk. 1, litra b), der i medfør af artikel 215, stk.1, nr. 3, skal være tilbagelagt på det tidspunkt, hvor der søges om ydelser til personer over 52 år.«

13.   Ganske vist medregnes ifølge forvaltningspraksis i relation til artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 de af Instituto Nacional de Empleo (det statslige forvaltningsorgan for arbejdsløshedsforsikring, herefter »INEM«) på vegne af modtagerne af særlig arbejdsløshedsunderstøttelse indbetalte bidrag til den lovpligtige pensionsforsikring; dette fremgår af en fælles forvaltningsforskrift fra 1999 fra Instituto Nacional de la Seguridad Social (den spanske statsanstalt for socialsikring, herefter »INSS«) og INEM (6).

III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

Baggrund

14.   Rosa García Blanco, der er født den 9. oktober 1935 og død den 14. maj 2002 (7), var arbejdstager i Tyskland i perioden fra 1966 til 1984. Hun kan se tilbage på en bidragsperiode dér på 209 måneder (godt 17 år) for så vidt angår den tyske lovpligtige pensionsforsikring.

15.   Fra den 1. juni 1984 til den 2. december 1984 modtog Rosa García Blanco i Spanien på basis af en tysk-spansk overenskomst bidragsafhængige ydelser fra den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring, som blev tildelt hende af INEM. Igennem denne periode indbetalte INEM også på hendes vegne bidrag til alle afdelinger af den lovpligtige spanske socialforsikring (derunder til den lovpligtige pensionsforsikring), hvilket har resulteret i en bidragsperiode på 185 dage (ca. seks måneder).

16.   Fra 1989 modtog Rosa García Blanco den særlige arbejdsløshedsunderstøttelse for arbejdstagere over 52 år. I denne forbindelse blev der af INEM på hendes vegne i en periode på 4 080 dage (godt 11 år) indbetalt bidrag til den spanske lovpligtige pensionsforsikring i henhold til artikel 218, stk. 2, i TRLGSS.

17.   Som det derudover fremgår af sagens akter, modtog Rosa García Blanco fra den 1. december 1989 og fremover en lovbestemt efterladtepension som følge af, at hendes moder, som hun tidligere havde boet sammen med, døde.

Ansøgning om lovbestemt alderspension

18.   Efter at være fyldt 65 i år 2000 ansøgte Rosa García Blanco den spanske socialforsikring om en lovbestemt alderspension. Ved en afgørelse af 27. april 2001 afviste den spanske statsanstalt for socialsikring, INSS, denne anmodning. Som begrundelse anførte INSS, at Rosa García Blanco ikke have tilbagelagt den nødvendige minimumsbidragsperiode i Spanien. Det tidsrum på 4 080 dage, gennem hvilket INEM på vegne af Rosa García Blanco som modtager af den særlige arbejdsløshedsunderstøttelse havde indbetalt pensionsbidrag, kunne efter tillægsbestemmelse nr. 28 til TRLGSS ikke medregnes. Det resterende tidsrum på 185 dage, i hvilket der blev indbetalt bidrag til socialforsikringen for Rosa García Blanco som modtager af bidragsafhængige ydelser fra den lovpligtige arbejdsløshedsforsikring i Spanien, kunne ifølge artikel 48, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke medregnes, fordi det er kortere end ét år.

19.   Rosa García Blanco anlagde sag ved den forelæggende ret til efterprøvelse af afslaget. Hun rettede sin klage mod INSS såvel som mod Tesoreria General de la Seguridad Social (Socialsikringshovedkassen, herefter »TGSS«) og påstod i det væsentlige, at man ikke kun skal medregne hendes oprindelige pensionsbidragsperiode i Spanien på 185 dage, men også de af INEM indbetalte bidrag til den lovpligtige pensionsforsikring, mens hun oppebærer den særlige arbejdsløshedsunderstøttelse; derved ville hun så i Spanien nå op på i alt 4 265 bidragsdage (godt elleve år og otte måneder).

Anmodning om præjudiciel afgørelse

20.   Ved beslutning af 30. marts 2002 har Juzgado de lo Social Nr. 3 de Orense udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»1)      Er artikel 12 EF og artikel 39 EF – 42 EF (tidligere EF-traktatens artikel 6 og 48-52) samt artikel 45 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 til hinder for en national bestemmelse, hvorefter bidrag til pensionsforsikringen, som Organismo Gestor del Seguro de desempleo indbetalte på vegne af en arbejdstager i en periode, hvor den pågældende oppebar en bestemt form for arbejdsløshedsunderstøttelse, ikke kan medregnes med henblik på at opfylde de forskellige karensperioder, der er fastsat efter national lovgivning som betingelse for at opnå ret til pension, når der henses til den omstændighed, at det – som følge af den lange arbejdsløshedsperiode, som reglerne har til formål at beskytte imod – er materielt umuligt for denne arbejdstager at få indbetalt andre bidrag til pensionsforsikringen end dem, der ved lov er kendt ugyldige, med den virkning, at det kun er arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, der berøres af den nationale bestemmelse, således at de ikke kan opnå ret til spansk pension på trods af, at disse karensperioder i medfør af den nævnte forordnings artikel 45 skulle betragtes som udståede?

2)      Er artikel 12 EF og artikel 39 EF – 42 EF (tidligere EF-traktatens artikel 6 og 48-52) samt artikel 48, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter bidrag til pensionsforsikringen, som Organismo Gestor del Seguro de desempleo indbetalte på vegne af en arbejdstager i en periode, hvor den pågældende oppebar en bestemt form for arbejdsløshedsunderstøttelse, ikke kan medregnes med henblik på at opnå, at de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter denne stats lovgivning, sammenlagt når op på et år, når det – som følge af den lange arbejdsløshedsperiode, som reglerne har til formål at beskytte imod – er materielt umuligt for denne arbejdstager at få indbetalt andre bidrag til pensionsforsikringen end dem, der forfaldt og blev indbetalt i arbejdsløshedsperioden, med den virkning, at det kun er arbejdstagere, der har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, der berøres af den nationale bestemmelse, således at de ikke kan opnå ret til spansk pension på trods af, at Organismo Gestor Nacional ikke kan fritages for forpligtelsen til at tildele nationale ydelser i medfør af forordningens artikel 48, stk. 1?«

Sagens behandling efter indgivelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse

21.   Ved skrivelse af 8. april 2003 har INSS meddelt Domstolen, at – den i mellemtiden afdøde – fru García Blanco ved meddelelse af 3. april 2003 er blevet bevilget den lovbestemte alderspension, hun havde gjort krav på. I meddelelsen indgik i øvrigt en opfordring til at vælge mellem denne alderspension og den allerede tidligere bevilgede efterladtepension, da de to ydelser ikke kunne kumuleres (8). Denne valgret har Dolores García Blanco som datter og berettiget pårørende efter den forsikrede omgående gjort brug af til fordel for efterladtepensionen.

22.   På denne baggrund har Domstolens justitssekretær ved skrivelse af 10. april 2003 anmodet den forelæggende ret om at få oplyst, om den trækker sin anmodning om en præjudiciel afgørelse tilbage. Den forelæggende ret har ved skrivelse af 11. april 2003 svaret, at den opretholder sin anmodning, bl.a. fordi svaret fra Domstolen vil kunne finde anvendelse i andre verserende sager ved den pågældende nationale ret.

23.   Ved to skrivelser af 7. juli og af 18. september 2003 har Domstolens Justitskontor endnu engang spurgt den forelæggende ret, om hovedsagen endnu verserede for denne. Justitskontoret har i den forbindelse henvist til, at Domstolen kun er kompetent med hensyn til anmodninger om besvarelse af præjudicielle spørgsmål vedrørende en endnu uafgjort sag ved en national ret. Det har mindet den forelæggende ret om, at det står den frit for at forelægge Domstolen de samme spørgsmål i en anden verserende retssag med henblik på en præjudiciel afgørelse. I sin svarskrivelse af 1. oktober 2003 bekræfter den forelæggende ret ikke desto mindre, at hovedsagen fortsat verserer for den; nærmere betegnet har sagsøgeren ikke trukket sagen tilbage, og de sagsøgte havde heller ikke udtrykkeligt ophævet deres oprindelige pensionsafvisning, som var genstand for hovedsagen.

24.   Under sagen for Domstolen har Rosa García Blanco, Kommissionen såvel som INSS og TGSS afgivet skriftlige og mundtlige indlæg. Den tyske regering har skriftligt og den spanske regering mundtligt taget stilling til sagen.

IV – Stillingtagen

25.   Sagens forløb giver anledning til tvivl om, hvorvidt Domstolen kan besvare de spørgsmål, der er forelagt den til præjudiciel afgørelse.

26.   Det er ganske vist alene den nationale ret, som behandler retssagen, og som skal afgøre den, der med henblik på de særlige forhold i sagen har til opgave at vurdere behovet for en præjudiciel afgørelse med hensyn til afsigelse af sin dom såvel som betydningen af de for Domstolen forelagte spørgsmål. Vedrører de forelagte spørgsmål fortolkning af fællesskabsretten, er Domstolen grundlæggende forpligtet til at udtale sig derom. Den kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis den af denne ønskede fortolkning eller bedømmelse af en fællesskabsforskrifts gyldighed åbenlyst ikke har nogen sammenhæng med sagens realitet eller med genstanden for hovedsagen, hvis problemet er af hypotetisk karakter, eller hvis den ikke råder over de nødvendige faktiske eller retlige oplysninger til at kunne besvare de for den forelagte spørgsmål på en måde, der tjener sagen (9).

27.   Domstolen kan imidlertid beslutte, at det undtagelsesvist påhviler den at undersøge de omstændigheder, under hvilke den nationale ret henvender sig til den (10). Den samarbejdsånd, i hvilken proceduren med præjudiciel forelæggelse skal forløbe, kræver nemlig, at den forelæggende ret for sit vedkommende tager hensyn til, at det er Domstolens opgave at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne, og ikke at skulle afgive responsa med henblik på hypotetiske spørgsmål (11).

A –    Oprindelig admissibilitet af anmodningen om præjudiciel afgørelse

28.   Oprindeligt kan anmodningen om en præjudiciel afgørelse især tilskrives den kendsgerning, at Rosa García Blanco, da hun indgav sin begæring, kun opfyldte en af de to karensperioder i artikel 161, stk. 1, litra b), i TRLGSS: De forsikringsperioder, hun havde tilbagelagt i Tyskland på over 17 år, som kunne tilregnes hende ifølge artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, var ganske vist tilstrækkelige til at opfylde den almindelige karenstid på 15 år. Efter de foreliggende oplysninger syntes Rosa García Blanco imidlertid ikke at opfylde den særlige karenstid på to bidragsår inden for de sidste 15 år forud for pensionsbegivenhedens indtræden. Til dokumentation for denne særlige karenstid havde Rosa García Blanco også måttet henvise til de af INEM på hendes vegne indbetalte pensionsbidrag under betalingen af den særlige arbejdsløshedsunderstøttelse. Det står ganske vist i modstrid med tillægsbestemmelsernes nr. 28, hvorefter en sådan bidragsperiode alene kan virke i retning af at forøge kravene, men ikke kan begrunde sådanne krav.

29.   Sådan som de forelagte spørgsmål er blevet stillet, var det også i hovedsagen nødvendigt at beslutte, om artikel 45 og 48 i forordning nr. 1408/71 såvel som artikel 39 EF – 42 EF er til hindring for en national retsforskrift som tillægsbestemmelsernes nr. 28. Følgelig kunne begæringen om en præjudiciel afgørelse på daværende tidspunkt givetvis fremmes til realitetsbehandling.

B –    Færdiggørelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse

30.   Som det imidlertid er fremgået af den skriftlige og den mundtlige forhandling, er der i mellemtiden indtruffet følgende to ændringer med hensyn til hovedsagens omstændigheder. For det første har Rosa García Blanco fået bevilget den ansøgte lovbestemte alderspension. Og for det andet har hendes berettigede pårørende nu besluttet sig til ikke at anmode om den lovbestemte alderspension, selv om den er blevet bevilget, men i stedet for om en anden, beløbsmæssigt højere efterladtepension.

31.   Af begge disse ændringer af sagens omstændigheder følger, at en afgørelse af de præjudicielle spørgsmål har mistet enhver betydning. For det første er det med den mellemkommende bevilling af den lovbestemte alderspension blevet klart, at der ikke længere er nogen strid mellem parterne om opfyldelsen af karensperioder. Og for det andet har sagsøgeren i hovedsagen ved at bruge sin valgmulighed til fordel for efterladtepensionen dokumenteret, at hun slet ikke vil modtage den oprindeligt ønskede lovbestemte alderspension.

32.   Heller ikke en eventuel resterende betaling synes længere at være genstand for uenighed mellem hovedsagens parter. Således har de sagsøgte under den mundtlige forhandling ved Domstolen til en bemærkning desangående fra repræsentanten for sagsøgeren bekræftet, at den lovbestemte alderspension er blevet bevilget i forbindelse med Rosa García Blancos fyldte 65. år, og at der derfor ikke består nogen konflikt vedrørende eventuelle resterende betalinger.

33.   Selv hvis, som den forelæggende ret flere gange har understreget, hovedsagen endnu (formelt) måtte versere ved denne, og denne ikke vil tilbagetrække sin anmodning om en præjudiciel afgørelse, er i hvert fald de problemer vedrørende fællesskabsretten, der er rejst ved de to præjudicielle spørgsmål, nu kun af hypotetisk karakter. Forelæggelsesanmodningen er uden genstand.

34.   For så vidt de samme retsspørgsmål måtte blive rejst i andre sager, står det den forelæggende ret frit for at bruge de sager til på ny at foranledige en præjudiciel forelæggelse. I det foreliggende tilfælde ville en besvarelse af de forelagte spørgsmål imidlertid ikke yde noget bidrag til løsning af en oprindelig retskonflikt, men udelukkende udgøre et fællesskabsretligt responsum, hvilket Domstolen ikke er kompetent til at give i medfør af artikel 234 EF.

C –    Følger for anmodningen om en præjudiciel afgørelse

35.   På denne baggrund er Domstolen i dette tilfælde stillet over for det temmeligt sjældne tilfælde af en præjudiciel anmodning, som ganske vist oprindeligt kunne realitetsbehandles, men som imidlertid, som følge af ændrede faktiske omstændigheder, er blevet uden genstand.

36.   En første løsningsmulighed for Domstolen kunne bestå deri, at sagen ex officio kunne slettes af registret (12). En sådan sletning er mulig ifølge Domstolens procesreglements (13) artikel 77 og 78 i tilfælde af udenretligt forlig og tilbagetrækning af en sag. Ville man gøre brug af disse bestemmelser – i det mindste i overensstemmelse med deres grundidé – burde dette ifølge artikel 103, stk. 1, i procesreglementet i hvert fald kræve en hensyntagen til den præjudicielle forelæggelsesprocedures særlige karakter, som er en samarbejdsprocedure mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole. Den forelæggende ret måtte derfor i sin egenskab af initiativtager til anmodningen om en præjudiciel afgørelse afgive en tilbagetrækningserklæring analogt med artiklerne 77 og 78 i procesreglementet. I det foreliggende tilfælde har den nationale ret imidlertid aldrig tilkendegivet over for Domstolen, at den ville trække sin anmodning om en præjudiciel afgørelse tilbage, og at den ved denne verserende hovedsag var uden genstand. Tværtimod har den også efter flere forespørgsler bekræftet, at den opretholdt sin forelæggelse. Dermed ville en sletning af sagen fra registret, i modsætning til de i artikel 77 og 78 i procesreglementet behandlede tilfælde, på ingen måde blot være en procesteknisk følge af hvad, der tidligere er blevet bragt til udtryk over for Domstolen.

37.   For det andet kunne det også tænkes, at Domstolen afviser anmodningen om en præjudiciel afgørelse eller erklærer sig selv for inkompetent. Denne løsning kan dog ikke tilstrækkeligt retfærdiggøres af sagsforholdets udvikling, som dette er forløbet, efter at de præjudicielle spørgsmål er stillet: De forelagte spørgsmål måtte ikke oprindeligt afvises, men de er tværtimod først blevet genstandsløse efter indgivelsen af anmodningen om en præjudiciel afgørelse. Det burde komme til udtryk i Domstolens afgørelse.

38.   På denne baggrund forekommer det mig, at en tredje løsning er at foretrække. Domstolen bør udtale, at det ikke længere er fornødent at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse. På den måde har Domstolen forholdt sig allerede i Djabali-sagen (14), som har tydelige paralleller til sagsforholdene i hovedsagen. Således havde den i det tilfælde kompetente statslige myndighed i første omgang nægtet klageren en social ydelse og senere – efter indgivelse af klage og anmodning om en præjudiciel afgørelse fra den nationale ret – bevilget hende den.

39.   Når Domstolen udtaler, at det er ufornødent at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse, tilkendegiver den, at de præjudicielle spørgsmål ikke oprindeligt måtte afvises, men at Domstolens kompetence til at besvare dem er bortfaldet som følge af en i løbet af sagen indtruffet udvikling.

V –    Forslag til afgørelse

40.   På grund af de ovenfor anførte overvejelser foreslår jeg Domstolen at besvare de af Juzgado de lo Social n° 3 de Orense forelagte spørgsmål som følger:

»Det er ikke længere fornødent at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2 – EFT L 149, s. 2. Artiklerne 90 og 91 i Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringssystemer (EFT L 166, berigtiget i EFT L 200, s. 1) ophæver og erstatter forordning nr. 1408/71. Imidlertid er forordning nr. 1408/71 fortsat anvendelig i det her foreliggende tilfælde; den her afgørende formulering af artikel 1, litra r), stammer fra Rådets forordning (EF) nr. 1606/98 af 29.6.1998 (EFT L 209, s. 1); alle andre citerede bestemmelser findes i den ændrede og opdaterede udformning af forordning nr. 1408/71 i henhold til forordning (EF) nr.118/97 af 2.12.1996 (EFT L 28, s. 1).

---

3 – Jf. hertil mit forslag til afgørelse fra i dag i sag C-306/03 (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).

---

4 – Som affattet ved Real Decreto Legislativo 1/1994 af 20.6.2004 (Boletin Oficial del Estado (BOE) nr. 154 af 29.6.2004), som ændret ved lov nr. 50/1998 af 30.12.1998 (BOE af 30.12.1998, ikrafttrådt den 1.1.1999).

---

5 – Indføjet ved 21. tillægsbestemmelse til lov nr. 50/1998 (nævnt i fodnote 4)

---

6 – Cirkulære nr. 3/99 af 16.4.1999 (Circular conjunta sobre modificación des los criterios de reconocimiento del subsidio por desempleo establecido en el articulo 215.1.3 del TRLGSS para mayores de 52 anos, que afectan a trabajadores emigrantes retornados de la Unión Europea/Espacio Económico Europeo); i den tredje forskrift i dette cirkulære hedder det: »Las cotizaciones efectuadas por el INEM durante la percepción del subsidio para mayores de 52 años por la contingencia de jubilación[…] deben tenerse en cuenta, a efectos de lo dispuesto en el artículo 48.1 del Reglamento CEE 1408/71 cuando el interesado solicite la pensión contributiva de jubilación española que le corresponda.«

---

7 – Som oplyst af hendes repræsentant under den mundtlige forhandling.

---

8 – Jf. hertil punkt 17 i nærværende forslag til afgørelse.

---

9 – Jf. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59, af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 38, af 10.12.2002, sag C-153/00, Weduwe, Sml. I, s. 11319, præmis 31, af 4.12.2003, sag C-448/01, EVN AG og Wienstrøm, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 74, og af 25.3.2004, forenede sager C-480/00 – C-482/00, C-484/00, C-489/00 – C-491/00 og C-497/00 – C-499/00, Ribaldi, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 72.

---

10 – Jf. PreussenElektra-dommen (præmis 39) og EVN AG og Wienstrøm-dommen (præmis 75), begge nævnt i fodnote 9.

---

11 – Bosman-dommen (præmis 60), Weduwe-dommen (præmis 32) og EVN AG og Wienstrøm-dommen (præmis 75), alle nævnt i fodnote 9.

---

12 – Således generaladvokat Jacobs i forslag til afgørelse af 15.5.1997, sag C-314/96, Djabali, Sml. I, s. 1144, på s. 1151.

---

13 – Procesreglement for Domstolen for De Europæiske Fællesskaber af 19.6.1991 (EFT L 176, s. 7, som berigtiget i EFT 1992 L 383; senest ændret ved beslutning af 19.4.2004, EFT L 132, s. 2).

---

14 – Dom af 12.3.1998, sag C-314/96, Djabali, Sml. I, s. 1149.