62002CC0181

EUR-Lex

Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 62002CC0181 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 62002CC0181

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 27. november 2003.
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kvaerner Warnow Werft GmbH.
Appel - statsstøtte - skibsbygning - Kommissionens beslutninger om godkendelse af støtten - betingelse - overholdelse af en "kapacitetsbegrænsning" - begreb.
Sag C-181/02 P.

Samling af Afgørelser 2004 I-05703

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2003:645

Date of document:: 27/11/2003
Date lodged:: 15/05/2002

Author:: Domstolen
Country or organisation from which the request originates:: Tyskland
Form:: Generaladvokatens forslag til afgørelse
Authentic language:: fransk

Type of procedure:: Annullationssøgsmål, Appel - frifindelse
Judge-Rapporteur:: La Pergola
Advocate General:: Léger

Treaty:

Traktat om oprettelse af Det Europæiske økonomiske Fællesskab

Link

Select all documents mentioning this document

Instruments cited in case law:

12002E/PRO/10-A61L1: N 68
31990L0684: N 34 36
61991CJ0244: N 26
61991CJ0326: N 26
61992CJ0035: N 26
61993CJ0039: N 26
61995CJ0264: N 26
61995CJ0362: N 26
61995CO0137: N 26
61996CO0049: N 26
61999TJ0227: N 1 - 74
62000CO0241: N 26
62001CJ0122: N 26

Subject matter:

HTML

PDF

Conclusions

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
PHILIPPE LÉGER
fremsat den 27. november 2003(1)

Sag C-181/02 P

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kvaerner Warnow Werft GmbH

»Appel – statsstøtte – skibsbygning – Kommissionens beslutninger om godkendelse af støtten – betingelse – overholdelse af en »kapacitetsbegrænsning« – begreb«

1. Ved to beslutninger vedtaget i 1999 og 2000 (2) pålagde Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber Forbundsrepublikken Tyskland at kræve tilbagebetaling af en del af den statsstøtte, den havde udbetalt til skibsværftet Kvaerner Warnow Werft GmbH (herefter »KWW«). Kommissionen var af den opfattelse, at i to på hinanden følgende år havde KWW’s faktiske produktion oversteget den kapacitetsgrænse, der var fastsat i de beslutninger, der godkendte støtten, nemlig 85 000 kompenseret bruttotonnage (herefter »kbt«) pr. år.

2. På begæring af KWW annullerede De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans de anfægtede beslutninger med den begrundelse, at kapacitetsbegrænsningen ikke vedrørte KWW’s faktiske produktion, men værkets tekniske kapacitet (3) . Retten fandt herefter, at den omstændighed, at KWW producerer mere end 85 000 kbt om året, ikke kunne bevirke, at virksomheden mistede støtten, forudsat at værftet overholdt de tekniske begrænsninger, der var pålagt i beslutningerne om godkendelse af støtten.

3. Kommissionen har nedlagt påstand om, at den pågældende dom ophæves. Den mener, at Rettens vurdering er baseret på en urigtig fortolkning af godkendelsesbeslutningerne.

I – Retsforskrifter

4. I EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra e) [efter ændring nu artikel 87, stk. 3, litra e), EF], hedder det:

»Som forenelige med fællesmarkedet kan betragtes:

[...]

e): andre former for støtte, hvorom Rådet på forslag af Kommissionen træffer beslutning med kvalificeret flertal.«

5. Rådet har med hjemmel heri vedtaget direktiv 90/684/EØF af 21. december 1990 om støtte til skibsbygningsindustrien (4) . Direktivet bestemmer, at det under visse nærmere betingelser er muligt at yde driftsstøtte, støtte til investeringer, lukning samt forskning og udvikling til virksomheder inden for skibsbygningsindustrien.

6. Artikel 10a i direktiv 90/684, som blev indsat ved direktiv 92/68/EØF (5) , vedrører særligt støtte til værfter, der udøver deres virksomhed på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område. I artiklens stk. 2, litra c), bestemmes, at driftsstøtte til bygning og ombygning af skibe på værfter, der udøvede deres virksomhed på den tidligere Tyske Demokratiske Republiks område den 1. juli 1990, indtil den 31. december 1993 kan betragtes som forenelig med det fælles marked, på betingelse af at den tyske regering påtager sig inden den 31. december 1995 at gennemføre en faktisk og definitiv nedskæring af skibsbygningskapaciteten på netto 40%, sammenlignet med den skibsbygningskapacitet på 545 000 kbt, der fandtes den 1. juli 1990.

7. Herom anføres følgende i betragtningerne til direktiv 92/68:

»[...] Skibsbygningsindustrien er vigtig for den strukturelle udvikling i kystområderne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik

[...] den skibsbygningsindustri, der eksisterede i disse områder på tidspunktet for deres integration i Fællesskabet, har behov for en meget hurtig og omfattende omstrukturering for at blive konkurrencedygtig [...]

[...] på den anden side er det af konkurrencemæssige hensyn nødvendigt, at skibsbygningsindustrien i de pågældende områder yder et betydeligt bidrag til nedbringelsen af den overskudskapacitet, der på verdensplan stadig udgør en hindring for genoprettelse af normale markedsvilkår for skibsbygningsindustrien

[...]«

II – De faktiske omstændigheder og sagen for Retten

8. Det fremgår af den appellerede dom (6) , at i 1992 blev det østtyske skibsværft Warnow Werft solgt til den norske Kvaerner-koncern gennem Treuhandanstalt, der er et offentligretligt organ, der skal omstrukturere virksomhederne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik. I købsaftalen, som Forbundsrepublikken Tyskland havde fremsendt til Kommissionen, forpligtede køberen sig til, for så vidt angår det pågældende værft, i perioden indtil den 31. december 2005 ikke at overskride en skibsbygningskapacitet på 85 000 kbt om året. Kapaciteten på 85 000 kbt om året var den, der blev tildelt sagsøgeren af Forbundsrepublikken Tyskland til opfyldelse af artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684, som ændret ved direktiv 92/68 (7) .

9. Ved fem beslutninger, der blev meddelt Forbundsrepublikken Tyskland mellem 1993 og 1994 (8) , godkendte Kommissionen i overensstemmelse med direktiv 90/684 den af Forbundsrepublikken Tyskland påtænkte støtte til fordel for det omhandlede værft for et samlet beløb på 1 246,9 mio. DEM, på betingelse af at kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året blev overholdt.

10. I 1997 var KWW’s faktiske produktion på 93 862 kbt. I 1998 nåede denne produktion op på 122 414 kbt.

11. Da Kommissionen var af den opfattelse, at KWW i 1998 havde overskredet kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året, vedtog den beslutning 1999/675. I denne beslutning anførte den, at Forbundsrepublikken Tysklands støtte til fordel for KWW på 41,5 mio. EUR (83,0 mio. DEM) var uforenelig med fællesmarkedet, og pålagde denne stat at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at kræve denne støtte tilbagebetalt fra modtageren (9) .

12. Da Kommissionen var af den opfattelse, at KWW ligeledes i 1997 havde overskredet kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt, vedtog den beslutning 2000/336. Heri fandt Kommissionen, at Forbundsrepublikken Tysklands støtte til fordel for KWW på 6,3 mio. EUR (12,6 mio. DEM) var uforenelig med fællesmarkedet, og pålagde Tyskland at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at kræve støtten tilbagebetalt fra modtageren.

13. Den 29. marts 2000 vedtog Kommissionen beslutning 2000/416/EF om statsstøtte fra Forbundsrepublikken Tyskland til fordel for Kvaerner Warnow Werft GmbH (1999) og om ændring af beslutning 1999/675 (10) . I denne beslutning fastslog den, at »[KWW] har i 1999 overholdt det kapacitetsloft, som i henhold til beslutningen om statsstøtte nr. N 325/99, som blev meddelt ved brev af 5. august 1999, udgør en forudsætning for støttens forenelighed med fællesmarkedet« (11) . Kommissionen nedsatte herved det støttebeløb, der var erklæret uforeneligt med fællesmarkedet ved beslutning 1999/675, og fastsatte dette beløb til 41,1 mio. EUR (82,2 mio. DEM).

14. Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 11. oktober 1999 og den 18. maj 2000 anlagde KWW to sager med påstand om annullation af tilbagebetalingsbeslutningerne.

III – Den appellerede dom

15. Til støtte for sin påstand påberåber KWW sig otte anbringender, hvoraf to er baseret på en urigtig anvendelse af artikel 87 EF og 88 EF samt af direktiv 90/684.

16. KWW gør gældende, at begrebet »kapacitetsbegrænsning«, som anvendes i godkendelsesbeslutningerne, ikke lægger et loft over den faktiske produktion, men blot kræver overholdelse af en række tekniske begrænsninger vedrørende produktionsfaciliteterne. Eftersom dette begreb i de anfægtede beslutninger fortolkes således, at KWW’s produktion ikke måtte overskride begrænsningen på 85 000 kbt om året, som fastsat i godkendelsesbeslutningerne, er de pågældende beslutninger ifølge KWW behæftet med faktiske og retlige fejl.

17. Retten har taget stilling til disse anbringender på følgende måde:

»91: Det bemærkes indledningsvis, at direktiv 90/684, som ændret ved direktiv 92/68, ikke indeholder en definition af begrebet kapacitet, og at Kommissionen som følge heraf har en vis skønsbeføjelse ved fortolkningen af dette begreb [...]. Det må imidlertid ligeledes straks fastslås, at sagsøgeren snarere end at anfægte den fortolkning, Kommissionen har foretaget inden for rammerne af sin skønsbeføjelse, hovedsageligt bebrejder Kommissionen for i de anfægtede beslutninger at have tilsidesat begrebet kapacitet, som det tidligere er fastsat af Kommissionen selv i godkendelsesbeslutningerne. Sagsøgeren har nemlig påberåbt sig en tilsidesættelse fra Kommissionens side af godkendelsesbeslutningerne [...].

92: Det tilkommer således Retten ved efterprøvningen i de foreliggende sager af, at der ikke foreligger åbenbare skønsfejl i de anfægtede beslutninger, at tage hensyn til reglen om, at Fællesskabets institutioner skal overholde princippet om, at der ikke må ændres i en retsakt, der er vedtaget af dem, for at sikre retssikkerheden for de retssubjekter, der er berørt af disse retsakter [...]. Det kan nemlig ikke accepteres, at Kommissionen pålægger sanktionen om tilbagebetaling af støtte til skade for en støttemodtager, der har overholdt vilkårene for støtte, sådan som de er fastsat af Kommissionen i godkendelsesbeslutningerne.

93: Der skal derfor først foretages en undersøgelse af de juridiske rammer, som godkendelsesbeslutningerne indgår i, og derefter foretages en analyse af godkendelsesbeslutningerne for at efterprøve, om Kommissionen ikke i de anfægtede beslutninger har anvendt en anderledes og mere restriktiv fortolkning af vilkåret om kapacitetsbegrænsningen end den, der er fulgt i godkendelsesbeslutningerne.

94: Hvad for det første angår de juridiske rammer, som godkendelsesbeslutningerne indgår i, bemærkes, at formålet med kapacitetsreduktionen, hvilket er fastsat i artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684 (»den tyske regering påtager sig [...] at gennemføre en faktisk og definitiv nedskæring af skibsbygningskapaciteten på netto 40% sammenlignet med den skibsbygningskapacitet på 545 000 kbt, der fandtes den 1. juli 1990«), hvori den kapacitetsbegrænsning på 85 000 kbt om året, der er pålagt sagsøgeren [...], indgår, er at genskabe en normalisering af markedet i skibsbygningssektoren og konkurrenceevnen hos værfterne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik ved at reducere overskudskapaciteten.

95: Rådet har nemlig for at begrunde indsættelsen af en ny artikel 10a i direktiv 90/684 forklaret i tredje betragtning til direktiv 92/68, at »det af konkurrencemæssige hensyn [er] nødvendigt, at skibsbygningsindustrien i [den tidligere Tyske Demokratiske Republik] yder et betydeligt bidrag til nedbringelsen af den overskudskapacitet, der på verdensplan stadig udgør en hindring for genoprettelse af normale markedsvilkår for skibsbygningsindustrien«.

96: Ordlyden af direktiv 90/684 afslører ligeledes, at formålet er at fjerne den strukturelle overkapacitet hos værfterne i Det Europæiske Fællesskab for at gøre disse mere effektive og konkurrencedygtige. Dette formål udledes bl.a. af artikel 6 i direktiv 90/684 [...] og af tredje, sjette, ottende og niende betragtning til samme direktiv. Ifølge tredje betragtning »[er der], selv om der siden 1989 er sket betydelige forbedringer på verdensmarkedet for skibsbygning, [...] stadig ikke en tilfredsstillende ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, og de indtrufne prisstigninger er globalt set fortsat utilstrækkelige til inden for denne sektor at genskabe normale markedsforhold [...]«. Ifølge sjette betragtning »[skal en aftale mellem verdens vigtigste skibsbygningsnationer] sikre loyal international konkurrence mellem skibsværfterne gennem en afbalanceret og retfærdig fjernelse af samtlige hindringer for normale konkurrencevilkår [...]«. Ifølge ottende betragtning »[er] en konkurrencedygtig skibsbygningsindustri af vital betydning for Fællesskabet«. Endelig ifølge niende betragtning »[bør] der [...] fortsat føres en stram og selektiv støttepolitik for at støtte den nuværende tendens hen imod produktion af teknologisk avancerede skibe og for at sikre rimelige og ensartede konkurrencevilkår inden for Fællesskabet«.

97: Det bemærkes dernæst, at reduktionen af overskudskapaciteten ved indførelse af en kapacitetsbegrænsning i det væsentlige sikres ved fastsættelsen af tekniske begrænsninger, i almindelighed kaldet »tekniske flaskehalse«. Dette fremgår klart af godkendelsesbeslutningerne (jf. præmis 5).

98: Kommissionen skrev i sin skrivelse af 3. marts 1993, der indeholder den første godkendelsesbeslutning, at »selv om den uafhængige sagkyndige undersøgelse, som Kommissionen har bestilt, har påvist, at kapaciteten for nybygninger [på skibsværftet Warnow Werft] ikke overstiger knap 85 000 kbt – hvilket er den kvoteandel, der er tildelt skibsværftet af den tyske regering, ud af de 327 000 kbt, der i alt er givet til østtyske skibsværfter – lader en overvågning i investeringsprogrammets løbetid til at være hensigtsmæssig for at sikre, at kapaciteterne faktisk reduceres. Denne reduktion er betinget af, at investeringerne gennemføres efter de planer og projekter, der er forelagt konsulentfirmaet. Kvaerner har bekræftet, at skibsværftet skulle indrettes med følgende restriktioner:

–: Hallen til opskæring af stål ændres ikke, idet der tages forbehold for installation af en ny maskine til forberedelse af kanterne (mechanical edge preparation machine, af typen fræsemaskine).

–: Antallet af poster ved samlebåndet for store flade dele og ved samlebåndet for dobbeltbunde skal – i overensstemmelse med projekterne omhandlet i konsulentfirmaets rapport EECI:0001A – sættes til henholdsvis otte og seks.

–: Samlebåndene kan kun forlænges, hvis den tilsvarende overflade trækkes fra hallen til store enheder på 600 tons (superunitshop). Det modsatte kan ligeledes ske: Med andre ord kan overfladen i hallen til store enheder i tilfælde af reduktion af kapaciteten ved samlebåndene til store flade dele eller dobbeltbunde, og dermed den overflade, de optager, udvides i samme forhold.

–: Posterne ved samlebåndet for profilerede dele (curved panel line, profilerede afsnit) skal begrænses til seks som anført i projekterne i konsulentfirmaets rapport EECI:0001A.

–: Antallet af poster ved samlebåndet for små flade dele (small panel line) skal sættes til højst tre, som anført i konsulentfirmaets rapport EECI:0001A.

–: En enkelt kran med en kapacitet på 600 tons kan opstilles over dokken. Kranerne på kajen (fastsat til to) er af typen jib med en løftekapacitet på 50 tons«.

99: Det fremgår heraf, at det formål, der er angivet, dvs. at reducere den faktiske kapacitet, hovedsageligt skulle opnås ved overholdelse af en række tekniske begrænsninger vedrørende værftets produktionsfaciliteter.

100: Kommissionens skrivelse af 17. januar 1994, der indeholder den anden godkendelsesbeslutning, peger i samme retning. Kommissionen anførte heri, at »[k]apacitetsbegrænsningen afhænger af de investeringer, der gennemføres i overensstemmelse med de planer og de projekter, der er forelagt konsulenten, bl.a. hvad angår overholdelsen af den maksimale omsætning af stål på 73 000 kbt, og i overensstemmelse med de begrænsninger, der er bestemt i konsulentrapporten«. Den omstændighed, at kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året baserer sig på en helhed af veldefinerede tekniske begrænsninger, støttes desuden af forklaringen i den samme skrivelse om, at »i tilfælde af manglende overholdelse af kapacitetsbegrænsningerne er Kommissionen tvunget til at kræve tilbagebetaling af hele støtten«, og navnlig af anvendelsen af flertal (»kapacitetsbegrænsningerne«) i denne sætning.

101: Det skal i denne forbindelse tilføjes, at hvis Kommissionen på tidspunktet for godkendelsen af støtten reelt havde villet pålægge sagsøgeren et årligt loft for den faktiske produktion, havde det været tilstrækkeligt for den at formulere det som en »produktionsbegrænsning« eller at præcisere, at kapacitetsbegrænsningen i de foreliggende sager henviste til den maksimale produktion under optimale vilkår. I mangel af en sådan præcisering kan det ikke bebrejdes sagsøgeren, at denne har tilsidesat kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året, da det er ubestridt mellem parterne, at sagsøgeren i hele den undersøgte periode har overholdt alle de tekniske begrænsninger.

102: En præcisering af den ovennævnte art fremgår imidlertid ikke af godkendelsesbeslutningerne. Navnlig kan fortolkningen af kapacitetsbegrænsningen udtrykt i kbt om året som en begrænsning af den faktiske produktion ikke udledes af følgende sætninger, der indgår henholdsvis i skrivelserne af 20. februar, 18. oktober og 11. december 1995 (henholdsvis tredje, fjerde og femte godkendelsesbeslutning): »Derudover viser den første rapport, der er fremsendt til Kommissionen, om overvågning af produktionen, at det ligeledes er nødvendigt at kontrollere overholdelsen af begrænsningerne af kapaciteten under planlægningen af produktionen og under selve produktionen.« »Henset til de to rapporter om kontrol af produktionen, der indtil videre er fremsendt til Kommissionen, forbliver en overvågning klart nødvendig for at sikre overholdelsen af den maksimale tilladte kapacitet inden for rammerne af såvel den projekterede produktion som af den faktiske produktion«. »Ifølge rapporterne om kontrol af produktionen, der indtil videre er fremsendt til Kommissionen, forbliver en overvågning nødvendig for at sikre overholdelsen af den maksimale kapacitet inden for rammerne af såvel den faktiske produktion som den projekterede produktion.« Disse sætninger betyder kun, at sagsøgeren under planlægningsfasen og ved den faktiske produktion skal overholde de tekniske begrænsninger af kapaciteten. I det tilfælde, hvor sagsøgeren f.eks. modtager to ordrer, der fører til en produktion på mere end 85 000 kbt for et år alene, er det tilladt værftet at acceptere og udføre disse ordrer inden for dette år, hvis dette er værftet muligt under overholdelse af alle de fastsatte tekniske begrænsninger af kapaciteten (såsom de i præmis 98 opregnede vedrørende bl.a. antallet af tilladte poster ved samlebåndet for profilerede dele og tilstedeværelsen af en kran med en kapacitet på 600 tons over dokken).

103: Desuden angiver visse sætninger i de samme skrivelser klart, at overholdelsen af kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året sidestilles med overholdelsen af de tekniske begrænsninger af faciliteterne. Kommissionen forklarer således i skrivelsen af 20. februar 1995 (tredje godkendelsesbeslutning), at »i forfølgelsen af investeringsplanen forekommer det påkrævet at overvåge overholdelsen af den kapacitetsbegrænsning, der finder anvendelse på skibsbygningen. Overholdelsen heraf er kun sikret, hvis investeringsplanen, der er forelagt konsulentfirmaet, overholdes nøjagtigt. Dette gælder bl.a. for så vidt angår den maksimalt tilladte omsætning på 73 000 tons stål, anlægget til samling af dobbeltskrog og de to anlæg til fremstilling af flade dele. Den tyske regering har forsikret, at skibsværftet overholder kapacitetsbegrænsningen«. Kommissionen har i sine skrivelser af 18. oktober og 11. december 1995 (henholdsvis fjerde og femte godkendelsesbeslutning) bemærket i næsten identiske vendinger, at anlægget til samling af dobbeltskrog og anlægget til fremstilling af store flade dele begrænser værftets kapacitet til bearbejdning af stål og indskrænker ipso facto dette værfts produktionskapacitet til 85 000 kbt om året. Kommissionen tilføjer i disse to skrivelser, at mens denne kapacitetsbegrænsning gælder, er det nødvendigt, at indretningen af værftet ikke ændres, og at »valgfrit« udstyr, der endnu ikke er installeret, svarer til de specifikationer, som værftet har forelagt den tekniske konsulent til bedømmelse.

104: Det fremgår således på sammenhængende måde af direktiv 90/684 og 92/68 samt af godkendelsesbeslutningerne, at i overensstemmelse med Kommissionens administrative praksis, som den fremgår af en anden sag, som sagsøgeren har påberåbt sig (Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsværftsforeningen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1399, præmis 177), svarer kapacitetsbegrænsningen, der er fastsat i disse godkendelsesbeslutninger, til den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter. Sagsøgeren skal således ved accept og udførelse af ordrer om bygning af skibe overholde de tekniske begrænsninger af faciliteterne, som er blevet beregnet og defineret på en sådan måde, at værftet under normale gode vilkår ikke producerer mere end 85 000 kbt om året. Godkendelsesbeslutningerne forbyder imidlertid ikke sagsøgeren under usædvanligt gode vilkår som dem, der kan følge af modtagelse af ordrer, der kan gøre en hurtigere udførelse end normalt mulig, at producere mere end 85 000 kbt om året, men begrænser sig til at påbyde, at de bl.a. i godkendelsesbeslutningerne nævnte tekniske begrænsninger overholdes, såsom dem om, at posterne ved samlebåndet for profilerede dele skal begrænses til seks, og posterne ved samlebåndet for små, flade dele skal begrænses til tre.

105: Domstolen og Retten har desuden allerede slået fast, at selv om kapaciteten for nybygninger – her 85 000 kbt om året – efter sin art udgør en kapacitet til produktionsformål, er dette begreb imidlertid ikke i sig selv identisk med begrebet »faktisk produktion« (Domstolens dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, præmis 22, af 11.5.1983, forenede sager 311/81 og 30/82, Klöckner-Werke mod Kommissionen, Sml. 1549, præmis 23, og Rettens dom af 12.5.1999, forenede sager T-164/96 – T-167/96, T-122/97 og T-130/97, Moccia Irme m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1477, præmis 138) eller begrebet »maksimal produktion under optimale vilkår« (ovennævnte dom i sagen Skibsværftforeningen m.fl. mod Kommissionen, præmis 174).

106: Det fremgår af denne retspraksis, at en kapacitetsbegrænsning, således som det i den foreliggende sag fremgår af ordlyden af godkendelsesbeslutningerne, kan angå »den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter«, og ikke være udtryk for en maksimal faktisk produktion, der ikke kan overskrides selv i tilfælde af usædvanligt gode vilkår. I denne forbindelse er Kommissionens argumentation om, at den kapacitetsbegrænsning, der er pålagt sagsøgeren, selv hvis den angår »den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter«, ikke desto mindre angiver den maksimale faktiske produktion, der under ingen omstændigheder kan overskrides (jf. præmis 87), ikke overbevisende. Hvis kapacitetsbegrænsningen er udtryk for den produktion, der er mulig under normale gode vilkår, medfører dette nemlig i sig selv, at det tal, der er angivet ved denne grænse, kan overskrides i perioder med optimale vilkår. I modsætning til det af Kommissionen anførte er denne konstatering ikke uforenelig med direktiv 90/684’s formål. Dette formål, dvs. reduktion af overskudskapaciteten, opnås ved begrænsningen af sagsøgerens kapacitet på dennes faciliteter; begrænsningen sikrer, at de 85 000 kbt om året under normale vilkår ikke overskrides.

107: Det skal endelig tilføjes, at flere dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, bekræfter, at den kapacitetsbegrænsning, der er pålagt sagsøgeren, angår den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter.

108: Følgende står således anført i et referat fra et møde afholdt den 1. juni 1993 vedrørende privatisering af værfterne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik:

»The Danish, Italian and UK delegates were expressing their worry that the actual production would exceed the assigned capacity after the investments would be implemented. The Commission was confident that future production would not exceed the agreed capacity limits because of the technical bottlenecks in the investment plans, because of the present and future monitoring of the investment plans together with the contractual capacity limits in the privatisation contracts, because of the German Government’s undertaking to respect the limits and because all aid payments are conditional on respect of the capacity limits« [»De danske, italienske og britiske repræsentanter udtrykte bekymring for, at den faktiske produktion ville overskride den tildelte kapacitet, når investeringerne var foretaget. Kommissionen havde tillid til, at den fremtidige produktion ikke ville overskride de aftalte kapacitetsgrænser som følge af de tekniske flaskehalse i investeringsplanerne, den nuværende og fremtidige kontrol af investeringsplanerne kombineret med de kontraktlige begrænsninger af kapaciteten i privatiseringskontrakterne, den tyske regerings tilsagn om at overholde grænserne og den omstændighed, at alle støttebetalinger var betinget af overholdelsen af kapacitetsgrænserne«].

Det bemærkes, at denne diskussion mellem den danske, italienske og britiske delegation på den ene side og Kommissionen på den anden ikke ville have mening, hvis kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt om året skulle forstås som en absolut grænse for den faktiske produktion. I et sådant tilfælde ville det nemlig have været tilstrækkeligt for Kommissionen at forklare, at begrænsningen på 85 000 kbt om året udgjorde et loft for den faktiske produktion, og at det således ganske enkelt var forbudt sagsøgeren at producere mere end dette loft. Den holdning, som Kommissionen indtog under dette møde, peger derimod på, at den tillid, Kommissionen havde til en fremtidig produktion under eller lig med 85 000 kbt om året, kun var baseret på en beregning af, at de tekniske begrænsninger af sagsøgerens faciliteter normalt ville forhindre denne i at producere mere end denne tonnage om året.

109: Ligeledes viser Kommissionens rapport om overvågning af privatiseringen af værfterne i den tidligere Tyske Demokratiske Republik, der er vedlagt skrivelse af 6. maj 1993 fremsendt til Forbundsrepublikken Tysklands faste repræsentation, at for Kommissionen bestod kapacitetsbegrænsningen af en helhed af pålagte tekniske begrænsninger:

: »[...] de betydelige tekniske begrænsninger, som investeringsplanerne indebærer, sikrer kapacitetsbegrænsningerne, der er fastsat for hvert værft, selv om det forekommer nødvendigt at opretholde en grundig kontrol under gennemførelsen af investeringerne. De vigtigste tekniske flaskehalse og vilkår sikrer kapacitetsbegrænsningen [...]«

110: Det følger af det foregående, at sagsøgeren behørigt har bevist, at Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl ved i de anfægtede beslutninger og i modsætning til det, den havde gjort i godkendelsesbeslutningerne, at sidestille begrebet kapacitetsbegrænsning med en faktisk produktionsbegrænsning. Da Kommissionen har baseret de anfægtede beslutninger på den ene omstændighed, at sagsøgerens faktiske produktion i 1997, og siden i 1998, har været større end 85 000 kbt, er bestemmelserne i de nævnte beslutninger i deres helhed behæftet med den ovenfor konstaterede skønsfejl.

111: Det bemærkes i denne forbindelse, at alene den omstændighed, at den faktiske produktion har overskredet 85 000 kbt om året, udgør det eneste grundlag for de anfægtede beslutninger. Kommissionen har ikke undersøgt og heller ikke hævdet, at overskridelserne i løbet af de omhandlede år skyldes en manglende overholdelse af de begrænsende vilkår, der er fastsat i godkendelsesbeslutningerne.«

18. Retten annullerede derfor de anfægtede beslutninger uden at undersøge de øvrige af KWW påberåbte anbringender (12) .

IV – Appellen

19. Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. maj 2002 iværksatte Kommissionen appel med påstand om ophævelse af den appellerede dom og hjemvisning af sagen til Retten i medfør af artikel 61 i Domstolens statut.

20. Kommissionen har påberåbt sig tre anbringender til støtte for appellen:

–: en tilsidesættelse af artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684

–: en tilsidesættelse af godkendelsesbeslutningerne, og

–: en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af retspraksis og de i præmis 105-109 i den appellerede dom nævnte dokumenter.

21. Efter min opfattelse bør det første og tredje anbringende forkastes af identiske grunde. Jeg vil følgelig undersøge disse samlet (punkt A nedenfor), før jeg undersøger det andet anbringende (punkt B nedenfor).

A – Første og tredje anbringende

22. Med sit første anbringende (13) har Kommissionen foreholdt Retten, at den har afgrænset godkendelsesbeslutningernes retlige ramme urigtigt. Kommissionen mener, at Retten udelukkende har fortolket begrebet »kapacitetsbegrænsning« ud fra ét af de to med direktiv 90/684 forfulgte mål, nemlig at mindske overskudskapaciteten i skibsbygningsindustrien. Kommissionen fremhæver, at direktiv 90/684 imidlertid ligeledes forfølger et andet mål, der består i at kompensere for de konkurrenceforvridninger, som støtten til de østtyske værfter skabte.

23. Til forskel fra det første mål vil det andet mål derimod kun kunne nås ved en begrænsning af skibsværfternes faktiske produktionskapacitet. Hvis Retten derfor havde identificeret målene i direktiv 90/684 korrekt, ville den heraf have udledt, at kapacitetsbegræsningen ikke kun vedrørte de tekniske faciliteter på skibsværfterne, men ligeledes den faktiske produktion på de nævnte værfter.

24. Med sit tredje anbringende gør Kommissionen gældende, at Retten har begået en dobbelt retlig fejl (14) . For det første har den foretaget en urigtig fortolkning af den i den appellerede doms præmis 105 nævnte retspraksis, eftersom der heraf, i modsætning til hvad der er fastslået i præmis 106, ikke kan udledes, at kapacitetsbegrænsningen udelukkende vedrørte de tekniske faciliteter på skibsværfterne. For det andet er de sagsakter, som er nævnt i den appellerede doms præmis 107-109, isolerede i forhold til deres sammenhæng, hvorfor de heller ikke gør det muligt at understøtte den omtvistede fortolkning.

25. Som allerede anført mener jeg, at disse to anbringender bør forkastes.

26. Efter fast retspraksis (15) forkaster Domstolen uden videre anbringender, som er rettet mod subsidiære eller overflødige begrundelser anført af Retten. Domstolen finder, at i det omfang Rettens domskonklusion er baseret på andre begrundelser, der er principale, kan sådanne anbringender ikke føre til en ophævelse af den appellerede dom og er følgelig uden virkning.

27. I den foreliggende sag mener jeg imidlertid, at det første og tredje anbringende netop har til formål at anfægte en begrundelse, der er overflødig i relation til den i præmis 97-104 i den appellerede dom anførte begrundelse.

28. Det fremgår af den appellerede dom, at Rettens accept af KWW’s standpunkt er baseret på tre typer betragtninger.

29. Den første type betragtninger vedrører de juridiske rammer, som godkendelsesbeslutningerne indgår i. I den appellerede doms præmis 94-96 anfører Retten, at formålet med artikel 10a, stk. 2, litra c), i direktiv 90/684 var at mindske overkapaciteten i skibsbygningsindustrien.

30. Den anden type betragtninger vedrører indholdet af godkendelsesbeslutningerne. I den appellerede doms præmis 97-104 fastslog Retten, at begrebet »kapacitetsbegrænsning«, fastsat i godkendelsesbeslutningerne, »svarer til den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter« (16) , og ikke til en maksimal faktisk produktion.

31. Den tredje type betragtninger vedrører retspraksis og visse sagsakter. I den appellerede doms præmis 105 og 106 har Retten på grundlag af visse domme afsagt af Domstolen og Retten fastslået, »at en kapacitetsbegrænsning [...] kan angå den »produktion, der er mulig under normale gode vilkår«« (17) . Tilsvarende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 107-109, at flere dokumenter, fremlagt af KWW, »bekræfter, at den kapacitetsbegrænsning [...], angår den produktion, der er mulig under normale gode vilkår under hensyn til de disponible faciliteter« (18) .

32. Men blandt disse elementer er det alene den anden type af betragtninger, der udgør hovedbegrundelsen for den appellerede dom.

33. Det er ubestridt, at Retten i den appellerede doms præmis 91 »straks fastslog, at sagsøgeren snarere end at anfægte den fortolkning, Kommissionen har foretaget [af begrebet »kapacitet« som det fremgår i direktiv 90/684], hovedsageligt bebrejder Kommissionen for i de anfægtede beslutninger at have tilsidesat begrebet kapacitet, som det tidligere er fastsat [...] i godkendelsesbeslutningerne«. Retten har derfor besluttet at vurdere gyldigheden af de anfægtede beslutninger under hensyntagen til »reglen om, at Fællesskabets institutioner skal overholde princippet om, at der ikke må ændres i en retsakt, der er vedtaget af dem« (19) . Begrundelsen, for at Retten har annulleret tilbagebetalingsbeslutningerne, er i øvrigt ifølge denne, at »Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl ved i de anfægtede beslutninger og i modsætning til det, den havde gjort i godkendelsesbeslutningerne, at sidestille begrebet kapacitetsbegrænsning med en faktisk produktionsbegrænsning« (20) .

34. Det fremgår heraf, at hovedbegrundelsen for den appellerede dom er den omstændighed, at Kommissionen har baseret tilbagebetalingsbeslutningerne på et »kapacitetsbegrænsnings«begreb, der adskiller sig fra det, der fremgår af godkendelsesbeslutningerne. Begrundelserne vedrørende formålene med direktiv 90/684 (den appellerede doms præmis 94-96), Domstolens og Rettens retspraksis (den appellerede doms præmis 105 og 106) samt de af KWW fremlagte dokumenter (den appellerede doms præmis 107-109) er således overflødige i forhold til begrundelsen vedrørende begrebet »kapacitetsbegrænsning«, der fremgår af godkendelsesbeslutningerne (den appellerede doms præmis 97-104).

35. Under disse omstændigheder er det første og tredje anbringende uden relevans.

36. Disse anbringender kan ikke føre til en ophævelse af den appellerede dom, for selv om det måtte antages, at de er velbegrundede (dvs. at Retten faktisk har begået en fejl ved fastlæggelsen af formålene med direktiv 90/684 og ved vurderingen af retspraksis og sagsakter), bliver domskonklusionen (dvs. annulleringen af de omtvistede beslutninger) ikke i mindre grad baseret på, at Kommissionen i tilbagebetalingsbeslutningerne har anvendt kapacitetsbegrænsningsbegrebet anderledes end i godkendelsesbeslutningerne. For at få den appellerede dom ophævet skal Kommissionen under alle omstændigheder bevise, at begrundelsen vedrørende indholdet af godkendelsesbeslutningerne (den appellerede doms præmis 97-104) er fejlagtigt, dvs. at hensigten med begrebet »kapacitetsbegrænsning« i godkendelsesbeslutningerne er en begrænsning af KWW’s faktiske produktion.

37. Følgelig foreslår jeg Domstolen at forkaste det første og tredje anbringende.

B – Andet anbringende

38. Det andet af Kommissionen påberåbte anbringende indeholder to led, der skal undersøges samtidigt.

39. I det første led (21) har Kommissionen foreholdt Retten, at den udelukkende har fortolket begrebet »kapacitetsbegrænsning« på grundlag af ordlyden af den første og anden godkendelsesbeslutning. Kommissionen fremhæver, at de fem godkendelsesbeslutninger, hvis de læses i sammenhæng, angiver, at begrebet »kapacitetsbegrænsning« omfatter såvel en begrænsning af de tekniske faciliteter som en begrænsning af KWW’s faktiske produktion.

40. Kommissionen erkender, at den første og anden godkendelsesbeslutning på detaljeret vis opregner begrænsningerne af de tekniske faciliteter, og at de til forskel fra de øvrige tre godkendelsesbeslutninger ikke indeholder noget om produktionen.

41. Bestræbelserne på at kræve kapacitetsbegrænsningen overholdt ved hjælp af en række tekniske flaskehalse betyder imidlertid ikke, i modsætning til Rettens opfattelse, at Kommissionen har begrænset sig til at fortolke kapacitetsbegrænsningen som en begrænsning af de tekniske faciliteter.

42. Til forskel fra andre sektorer findes der i skibsbygningsindustrien ikke »tekniske flaskehalse«, som gør det muligt at regulere produktionen ved en simpel reduktion af kapaciteten. Derfor må der ud over de tekniske begrænsninger af faciliteterne ligeledes pålægges en faktisk begrænsning af produktionen i godkendelsesbeslutningerne.

43. Af besvarelsen af spørgsmålet om, hvorfor begrænsningen af den faktiske produktion først udtrykkeligt blev nævnt i den tredje, fjerde og femte godkendelsesbeslutning, fremgår, at Kommissionen foretager en sondring mellem en såkaldt »investeringsfase« og en såkaldt »produktionsfase«. Første og anden godkendelsesbeslutning vedrørte udelukkende investeringsfasen, dvs. den fase, hvor faciliteterne på værfterne blev oprettet og udvidet: I løbet af denne fase var det vigtigste i Kommissionens øjne fastsættelsen og overholdelsen af de tekniske begrænsninger. Derimod vedrørte de øvrige godkendelsesbeslutninger, truffet i 1995, i hovedsagen produktionsfasen, der påbegyndtes den 1. januar 1996. Det er derfor logisk, at disse beslutninger prioriterer begrænsningen af og kontrollen med den faktiske produktion.

44. I anbringendets andet led (22) erindrer Kommissionen om, at tredje, fjerde og femte godkendelsesbeslutning alle indeholdt en overvågningsklausul, hvorefter en kontrol, uanset de tekniske begrænsninger, som KWW havde iværksat, var nødvendig »for at sikre, at den maksimale kapacitet, der var godkendt som led i den projekterede såvel som den faktiske produktion, blev overholdt« (23) . Kommissionen mener, at Retten har misforstået ordlyden af denne klausul, idet den har fortolket den således, at de tekniske begrænsninger ligeledes skulle overholdes i produktionsfasen (den appellerede doms præmis 102). Kommissionen gør gældende, at denne fortolkning fratager den overvågning af produktionen, som godkendelsesbeslutningerne pålægger, enhver mening.

45. Ligesom Kommissionen mener jeg, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af godkendelsesbeslutningerne.

46. Det er korrekt, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 97-100 og 103, at godkendelsesbeslutningerne indeholder et stort antal oplysninger vedrørende de tekniske begrænsninger af KWW’s faciliteter.

47. Således fremgår det af den første godkendelsesbeslutning, at:

»Selv om den uafhængige sagkyndige undersøgelse, som Kommissionen har bestilt, har påvist, at kapaciteten for nybygninger [på KWW] ikke overstiger knap 85 000 kbt – hvilket er den kvoteandel, der er tildelt skibsværftet af den tyske regering [...] – lader en overvågning i investeringsprogrammets løbetid til at være hensigtsmæssig for at sikre, at kapaciteterne faktisk reduceres. Denne reduktion er betinget af, at investeringerne gennemføres efter de planer og projekter, der er forelagt konsulentfirmaet. Kvaerner har bekræftet, at skibsværftet skulle indrettes med følgende restriktioner [vedrørende] hallen til opskæring af stål [...], [til] antallet af poster ved samlebåndet for store flade dele og ved samlebåndet for dobbeltbunde [...], [til] samlebåndene [som sådan] [...], [til] posterne ved samlebåndet for profilerede dele [...], [til] antallet af poster ved samlebåndet for små flade dele [...] [samt til] en enkelt kran [der] kan opstilles over dokken [...]«

48. Tilsvarende fremgår det af den anden godkendelsesbeslutning, at:

»Selv om den undersøgelse om overvågning, som Kommissionen har ladet en uafhængig sagkyndig foretage, har påvist, at kapaciteten for nybygninger [på KWW] næppe overstiger de 85 000 kbt, som udgør den andel, som den tyske regering har tildelt skibsværftet [...], vil en overvågning i investeringsprogrammets løbetid fortsat være nødvendig for at sikre, at skibsbygningskapaciteten bliver nedskåret. Kapacitetsbegrænsningen afhænger af de investeringer, der gennemføres i overensstemmelse med de planer og de projekter, der er forelagt konsulenten, bl.a. hvad angår overholdelsen af den maksimale omsætning af stål på 73 000 kbt, og i overensstemmelse med de begrænsninger, der er bestemt i konsulentrapporten. Den tyske regering har lovet, at skibsværftet opfylder disse betingelser.«

49. Lignende formuleringer fremgår af tredje, fjerde og femte godkendelsesbeslutning.

50. I samtlige disse beslutninger anfører Kommissionen, at KWW’s konstruktionskapacitet skal begrænses til 85 000 kbt pr. år, og at denne begrænsning skal være effektiv. Dette medfører for Kommissionen, at investeringer foretaget i forbindelse med omstruktureringen af værftet skal gennemføres efter de planer, der er forelagt det konsulentfirma, der er udpeget af Kommissionen. Det må derfor formodes, at de planer, som er forelagt dette firma, allerede indeholdt samtlige de tekniske forskrifter, som KWW skulle overholde.

51. Det fremgår heraf, at udbetalingen af den omtvistede støtte ubestrideligt var betinget af, at KWW gennemførte en række tekniske restriktioner, som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 97-100 og 103.

52. Men i modsætning til hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 101 og 102, udgør betingelsen om en teknisk begrænsning af faciliteterne ikke den eneste betingelse, der følger af godkendelsesbeslutningerne. De tre øvrige godkendelsesbeslutninger indeholder flere elementer, der viser, at kapacitetsbegrænsningen ligeledes vedrørte KWW’s faktiske produktion.

53. Således fremgår det af den tredje godkendelsesbeslutning, at:

»Efter den uafhængige sagkyndige undersøgelse, som Kommissionen har bestilt, overstiger KWW’s kapacitet for nybygninger ikke 85 000 kbt [...]. Men i forfølgelsen af investeringsplanen forekommer det påkrævet at overvåge overholdelsen af den kapacitetsbegrænsning, der finder anvendelse på skibsbygningen. Overholdelsen heraf er kun sikret, hvis investeringsplanen, der er forelagt konsulentfirmaet, overholdes nøjagtigt. Dette gælder bl.a. for så vidt angår den maksimalt tilladte omsætning på 73 000 tons stål, anlægget til samling af dobbeltskrog og de to anlæg til fremstilling af flade dele. Den tyske regering har forsikret, at skibsværftet overholder kapacitetsbegrænsningen.

[...]

Derudover viser den første rapport, der er fremsendt til Kommissionen, om overvågning af produktionen, at det ligeledes er nødvendigt at kontrollere overholdelsen af begrænsningerne af kapaciteten under planlægningen af produktionen og under selve produktionen.

[...]«

54. Efter min opfattelse indeholder denne beslutning to rækker elementer. I dens første stykke nævner Kommissionen, at for at sikre overholdelsen af kapacitetsbegrænsningen skal arbejdet være i overensstemmelse med investeringsplanen og navnlig dennes tekniske forskrifter. I så henseende bekræfter Kommissionen, at den fortsætter overvågningen i løbet af udførelsen af arbejdet for således at kontrollere den korrekte og effektive gennemførelse af de tekniske flaskehalse.

55. Men herefter tilføjer Kommissionen, i beslutningens andet stykke, at »derudover viser den første rapport, der er fremsendt til Kommissionen, om overvågning af produktionen, at det ligeledes er nødvendigt at kontrollere overholdelsen af begrænsningerne af kapaciteten under planlægningen af produktionen og under selve produktionen« (24) .

56. Termerne »derudover« og »ligeledes« viser, at Kommissionen har haft til hensigt at indføre (eller bekræfte) en yderligere kontrol i forhold til kontrollen med udførelsen af arbejdet og gennemførelsen af de tekniske flaskehalse. Ifølge ordlyden af den omtvistede bestemmelse er genstanden med denne yderligere kontrol KWW’s produktion. Den omstændighed, at denne bestemmelse udtrykkeligt er blevet indført (eller bekræftet) efter fremsendelsen af den »første rapport om overvågning af KWW’s produktion«, bekræfter i øvrigt, at Kommissionens overvågning ikke længere vedrører bygningsarbejdet, men selve produktionen. Kommissionen har således ønsket at underlægge KWW’s produktion en regelmæssig kontrol, hvilket indebærer, at de af KWW producerede mængder ifølge denne kunne være et problem i henseende til kapacitetsbegrænsningen.

57. Dette element bekræftes af de to øvrige godkendelsesbeslutninger. Således fremgår det af den fjerde godkendelsesbeslutning, at:

»I august 1995 foretog den uafhængige sagkyndige, som Kommissionen havde udpeget for at sikre overvågningen, en ny kontrol af værftarbejdets fremadskriden for at undersøge, om det udførte bygningsarbejde svarede til den aftalte investeringsplan, og for at indsamle andre tekniske oplysninger. Den sagkyndige konkluderede, at arbejdet stort set var færdiggjort og var i overensstemmelse med investeringsplanen. Han bemærkede, at anlægget til samling af dobbeltskrog og anlægget til fremstilling af store flade dele begrænser værftets kapacitet til bearbejdning af stål og indskrænker ipso facto dette værfts produktionskapacitet til 85 000 kbt om året. Mens denne kapacitetsbegrænsning gælder, er det nødvendigt, at indretningen af værftet ikke ændres, og at »valgfrit« udstyr, der endnu ikke er installeret, svarer til de specifikationer, som værftet har forelagt den tekniske konsulent til bedømmelse. Henset til de to rapporter om kontrol af produktionen, der indtil videre er fremsendt til Kommissionen, forbliver en overvågning klart nødvendig for at sikre overholdelsen af den maksimale tilladte kapacitet inden for rammerne af såvel den projekterede produktion som af den faktiske produktion. Den tyske regering har forsikret, at skibsværftet overholder kapacitetsbegrænsningerne« 25 –Min fremhævelse..

58. Den femte godkendelsesbeslutning indeholder lignende elementer, idet den lyder således:

»I august 1995 foretog den uafhængige sagkyndige, som Kommissionen havde udpeget for at sikre overvågningen, en ny kontrol af værftsarbejdets fremadskriden for at undersøge, om det udførte bygningsarbejde svarede til den aftalte investeringsplan, og for at indsamle andre tekniske oplysninger. Den sagkyndige konkluderede, at arbejdet [...] stort set var færdiggjort og var i overensstemmelse med investeringsplanen. Kommissionen bemærkede, at anlægget til samling af dobbeltskrog og anlægget til fremstilling af store flade dele begrænser værftets kapacitet til bearbejdning af stål og indskrænker ipso facto dette værfts produktionskapacitet til 85 000 kbt om året. Mens denne kapacitetsbegrænsning gælder, er det nødvendigt, at indretningen af værftet ikke ændres [...]. Ifølge rapporterne om kontrol af produktionen, der indtil videre er fremsendt til Kommissionen, forbliver en overvågning nødvendig for at sikre overholdelsen af den maksimale kapacitet inden for rammerne af såvel den faktiske produktion som den projekterede produktion. Den tyske regering har forsikret, at skibsværftet overholder kapacitetsbegrænsningerne« 26 –Min fremhævelse..

59. Disse beslutninger indeholder ligeledes to række elementer. For det første nævner Kommissionen, at dens sagkyndige har foretaget en kontrol for at undersøge, om det udførte bygningsarbejde svarede til investeringsplanen. Herom konstaterede den sagkyndige, at KWW’s faciliteter overholdt de krævede tekniske restriktioner, hvis formål var at begrænse virksomhedens produktionskapacitet til 85 000 kbt om året. Efter denne konstatering tilføjer Kommissionen imidlertid, at en overvågning »forbliver nødvendig« for at sikre overholdelsen af de 85 000 kbt inden for rammerne af såvel den projekterede produktion som af den faktiske produktion.

60. Udtrykket »forbliver nødvendig« bekræfter, at den af Kommissionen indførte overvågning ikke kun vedrørte udførelsen af arbejdet, men ligeledes KWW’s produktion. Endvidere bekræfter den omstændighed, at opretholdelsen af overvågningen med KWW’s produktion blev besluttet »henset til« eller »ifølge« rapporterne om kontrol af produktionen, at efter Kommissionens opfattelse kunne de af KWW producerede mængder udgøre et problem i henseende til kapacitetsbegrænsningen. Hvis de af KWW producerede mængder kunne udgøre et problem i forhold til kapacitetsbegrænsningen, betyder dette logisk set, at kapacitetsbegrænsningen ligeledes fandt anvendelse på KWW’s faktiske produktion.

61. Under disse omstændigheder mener jeg, at Rettens vurdering, hvorefter kapacitetsbegrænsningen udelukkende vedrørte tekniske begrænsninger på KWW’s værft (den appellerede doms præmis 101 og 102), er uforenelig med ordlyden af godkendelsesbeslutningerne. Denne fortolkning synes heller ikke at være i overensstemmelse med formålet med disse beslutninger.

62. Som Kommissionen har fremhævet (27) , berøver Rettens analyse den i godkendelsesbeslutningerne fastlagte overvågning enhver virkning. Såfremt det antages, at godkendelsesbeslutningerne udelukkende pålægger en teknisk begrænsning på KWW’s faciliteter, er det uforståeligt, hvorfor Kommissionen har indført en kontrol med værftets faktiske produktion. For egenskaberne af KWW’s tekniske faciliteter kan efter deres natur ikke ændres i forhold til produktionen (hvad enten denne er projekteret eller faktisk). Den eneste grund til, at godkendelsesbeslutningerne indfører en kontrol med KWW’s produktion, er således, at kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt ligeledes finder anvendelse på værftets faktiske produktion. Rettens fortolkning i den appellerede doms præmis 102 synes derfor vanskeligt forenelig med formålet med overvågningsklausulen og med selve formålet med godkendelsesbeslutningerne.

63. Endvidere synes Kommissionens synspunkt at være det eneste, der er i overensstemmelse med formålet med godkendelsesbeslutningerne.

64. Det er ubestridt, at formålet med kapacitetsbegrænsningen fastsat i godkendelsesbeslutningerne er at begrænse KWW’s produktion. Dette formål fremgår klart af tredje godkendelsesbeslutning, idet Kommissionen fastslår, at de af KWW gennemførte tekniske begrænsninger er i overensstemmelse med investeringsplanen og »som følge heraf begrænser værftets produktionskapacitet til 85 000 kbt om året«. Dette formål er endvidere i overensstemmelse med formålet med direktiv 92/68, der har til formål at muliggøre en omstrukturering af østtyske skibsværfter, samtidig med at disse værfter pålægges at yde »et betydeligt bidrag til nedbringelsen af overskudskapaciteten [...] [i] skibsbygningsindustrien« (28) . Den i godkendelsesbeslutningerne fastsatte kapacitetsbegrænsning har således klart til formål at begrænse KWW’s produktion af skibe og havkonstruktioner.

65. Rettens fortolkning gør det imidlertid ikke muligt at nå dette mål. De omstændigheder, der ligger til grund for sagen, viser derimod, at på trods af de tekniske begrænsninger, der er pålagt KWW, har dette værft produceret op til 44% mere end den tilladte kapacitetsgrænse. Den fortolkning, hvorefter godkendelsesbeslutningerne ikke pålægger nogen teknisk begrænsning af KWW’s faciliteter, synes således ligeledes at være i strid med selve formålet med kapacitetsbegrænsningen.

66. Jeg mener derfor, at ordlyden, opbygningen af og formålene med godkendelsesbeslutningerne viser, at kapacitetsbegrænsningen på 85 000 kbt ikke kun vedrørte tekniske begrænsninger på KWW’s faciliteter, men ligeledes dette værfts faktiske produktion.

67. Ved at fastholde den omtvistede fortolkning har Retten følgelig foretaget en urigtig fortolkning af godkendelsesbeslutningerne. Jeg foreslår derfor Domstolen at ophæve den appellerede dom på dette punkt.

V – Sagens hjemvisning til Retten

68. Artikel 61, første afsnit, i statutten for Domstolen fastsætter, at når appellanten gives medhold, ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

69. Jeg mener ikke, at den foreliggende sag er moden til påkendelse.

70. Det skal erindres, at KWW for Retten havde nedlagt to specifikke annullationspåstande (29) . Den første påstand havde til formål at opnå annullation af tilbagebetalingsbeslutningerne i deres helhed. I denne henseende bestred KWW Kommissionens vurdering, hvorefter virksomheden ikke havde overholdt den kapacitetsbegrænsning, der var fastsat i godkendelsesbeslutningerne.

71. Den anden påstand var fremsat subsidiært og havde til formål at opnå annullation af de omtvistede beslutninger udelukkende hvad angik de støttebeløb, der skulle tilbagebetales. KWW gjorde gældende, at selv om virksomheden ikke havde overholdt den kapacitet, der var fastsat i godkendelsesbeslutningerne, havde Kommissionen under alle omstændigheder begået en fejl i beregningen af det støttebeløb, der skulle tilbagebetales, idet den havde begrundet dette beløb ud fra den tilladte støtte og ikke ud fra den støtte, der rent faktisk var ydet af Forbundsrepublikken Tyskland.

72. Det er ubestridt, at hvad angår den anden påstand er sagen ikke moden til påkendelse (30) . I forbindelse med denne påstand har KWW fremlagt en række beviser for Retten med henblik på at godtgøre forekomsten af den påståede fejl. Men Retten har, henset til dens konklusion vedrørende den første påstand, ikke taget stilling til sagsøgerens beviser.

73. Under disse omstændigheder mener jeg, at Domstolen bør hjemvise sagen til Retten. Det tilkommer sidstnævnte at vurdere nødvendigheden af at anordne bevisoptagelse samt at tage stilling til den værdi, de indsamlede beviser skal tillægges. Det påhviler ligeledes Retten at udtale sig om sagens omkostninger, herunder omkostningerne forbundet med denne appel.

VI – Forslag til afgørelse

74. På grundlag af ovenstående foreslår jeg Domstolen at

1): ophæve dommen afsagt den 28. februar 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i de forenede sager T-227/99 og T-134/00, Kvaerner Warnow Werft mod Kommissionen

2): hjemvise sagen til Retten i Første Instans, og

3): udsætte afgørelsen om sagens omkostninger.

1 –: Originalsprog: fransk.

2 –: Kommissionens beslutning 1999/675/EF af 8.7.1999 om Forbundsrepublikken Tysklands statsstøtte til fordel for Kvaerner Warnow Werft GmbH, EFT L 274, s. 23, og Kommissionens beslutning 2000/336/EF af 15.2.2000 om statsstøtte fra Forbundsrepublikken Tyskland til fordel for Kvaerner Warnow Werft GmbH, EFT L 120, s. 12, herefter sammen benævnt »tilbagebetalingsbeslutningerne« eller »de anfægtede beslutninger«.

3 –: Dom af 28.2.2002, forenede sager T-227/99 og T-134/00, Kvaerner Warnow Werft mod Kommissionen, Sml. II, s. 1205, herefter »den appellerede dom«.

4 –: EFT L 380, s. 27.

5 –: Rådets direktiv af 20.7.1992 om ændring af direktiv 90/684, EFT L 219, s. 54.

6 –: Præmis 4-14.

7 –: Herefter »direktiv 90/684«.

8 –: Det drejer sig om følgende skrivelser: SG(93) D/3421 af 3.3.1993 om statsstøtte nr. N 692/D/91; SG(94) D/567 af 17.1.1994 om statsstøtte nr. N 692/J/91; SG(95) D/1818 af 20.2.1995 om statsstøtte nr. N1/95; SG(95) D/12821 af 18.10.1995 om statsstøtte nr. N 637/95 og SG(95) D/15969 af 11.12.1995 om statsstøtte nr. N 797/95 (bilag K2 til stævningen i sag T-134/00, herefter samlet »godkendelsesbeslutningerne« og henholdsvis den første, anden, tredje, fjerde og femte godkendelsesbeslutning).

9 –: Det skal bemærkes, at Kommissionen har beregnet beløbet for den støtte, der kræves tilbagebetalt, på grundlag af »en kombination af en lineær proportionel metode og et tillæg, som skal tage hensyn til den yderligere konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den meget massive overskridelse af den årlige kapacitetsbegrænsning« (betragtning 103 til beslutning 1999/675). Denne metode er ligeledes genstand for anfægtelse i den foreliggende sag (punkt 71 og 72 i nærværende forslag til afgørelse).

10 –: EFT L 156, s. 39.

11 –: Artikel 1.

12 –: Med undtagelse af det første anbringende, der var baseret på forekomsten af uregelmæssigheder i Kommissionens sammensætning (den appellerede doms præmis 61-77).

13 –: Appelskriftet, punkt 6-11.

14 –: Ibidem, punkt 35-44.

15 –: Jf. bl.a. dom af 18.3.1993, sag C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991, præmis 25 og 26, af 22.12.1993, sag C-244/91 P, Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965, præmis 31, af 2.6.1994, sag C-326/91 P, De Compte mod Parlamentet, Sml. I, s. 2091, præmis 94, af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681, præmis 23, af 11.3.1997, sag C-264/95 P, Kommissionen mod UIC, Sml. I, s. 1287, præmis 48-51, af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I. s. 4775, præmis 23, og af 8.5.2003, sag C-122/01 P, T. Port mod Kommissionen, Sml. I, s. 4261, præmis 16, 17 og 30-33, samt kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 47-49, af 12.12.1996, sag C-49/96 P, Progoulis mod Kommissionen, Sml. I, s. 6803, præmis 27, og af 18.10.2001, sag C-241/00 P, Kish Glass mod Kommissionen, Sml. I, s. 7759, præmis 42.