(jf. præmis 43 og domskonkl. 1)

(jf. præmis 61 og domskonkl. 2)

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
11. september 2003(1)

»Tilnærmelse af lovgivningerne – direktiv 75/442/EØF og 91/156/EØF – begrebet »affald« – restprodukter – mine – anvendelse – oplagring – artikel 2, stk. 1, litra b) – begrebet »andre bestemmelser« – national lovgivning, der ikke er omfattet af direktiv 75/442/EØF og 91/156/EØF»«

I sag C-114/01,

angående en anmodning, som Korkein hallinto-oikeus (Finland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i en sag anlagt af

AvestaPolarit Chrome Oy, tidligere Outokumpu Chrome Oy,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 1, litra a), og artikel 2, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32),har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet (refererende dommer), og dommerne R. Schintgen, V. Skouris, F. Macken og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–

AvestaPolarit Chrome Oy ved asianajaja A. Kukkonen

–

den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget

–

den tyske regering ved W.-D. Plessing og B. Muttelsee-Schön, som befuldmægtigede

–

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

–

Det Forenede Kongeriges regering ved G. Amodeo, som befuldmægtiget, bistået af C. Vajda, QC

–

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Wainwright, I. Koskinen og P. Panayotopoulos, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 23. januar 2003 er afgivet mundtlige indlæg af AvestaPolarit Chrome Oy ved A. Kukkonen, af den finske regering ved T. Pynnä, af den nederlandske regering ved N.A.J. Bel, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved C. Vajda og af Kommissionen ved R. Wainwright og I. Koskinen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 10. april 2003,

afsagt følgende

Dom

a)

luftformige stoffer, der udsendes i atmosfæren

b)

hvis de allerede er undergivet andre bestemmelser

i)

radioaktivt affald

ii)

affald fra prospektering, udvinding, behandling og oplagring af mineralske ressourcer, samt fra stenbrudsdrift

iii)

døde dyr og følgende landbrugsaffald: fækalier og andre naturlige, ikke-farlige stoffer, som anvendes i landbrugsdriften

iv)

spildevand med undtagelse af affald i flydende form

v)

udrangeret sprængstof.

2.

Uden for dette direktivs anvendelsesområde falder:

a)

radioaktivt affald

b)

affald fra prospektering, udvinding, behandling og oplagring af mineralske ressourcer, samt fra stenbrudsdrift

c)

døde dyr og følgende landbrugsaffald: fækalier og andre stoffer, der indgår som led i landbrugsdrift

d)

spildevand, med undtagelse af affald i flydende tilstand

e)

luftformige, i atmosfæren udstrømmende stoffer

f)

affald, der er undergivet særlige fællesskabsregler.«

a)

anlæg eller virksomheder, der selv varetager bortskaffelsen af deres eget affald på produktionsstedet

b)

anlæg eller virksomheder, der nyttiggør affaldet.

–

hvis de kompetente myndigheder har vedtaget almindelige regler for de forskellige former for aktivitet med angivelse af arten og mængden af affaldet samt betingelserne for, at den pågældende aktivitet kan fritages for tilladelsen

–

hvis arten eller mængden af affaldet og metoderne til bortskaffelse eller nyttiggørelse sikrer, at betingelserne i artikel 4 overholdes.«

»1)

Skal sidesten, som fremkommer ved minedrift og/eller forarbejdet sand, som fremkommer ved forarbejdning af malm, anses for at udgøre affald som omhandlet i artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som affattet ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, når henses til følgende omstændigheder a)-d)?

a)

Hvilken betydning skal der ved ovennævnte vurdering tillægges den omstændighed, at sidesten og forarbejdet sand oplagres på mineområdet eller på dets tilstødende hjælpeområde? Har den omstændighed, at de nævnte biprodukter fra minedriften oplagres på mineområdet, på dets tilstødende hjælpeområde eller længere borte, overhovedet betydning for henførelsen under begrebet affald?

b)

Hvilken betydning skal der ved vurderingen af sagen tillægges den omstændighed, at sidesten har samme sammensætning som den bjergart, af hvilken de er blevet brudt, og at sidestens sammensætning ikke ændres, uanset hvor længe eller hvorledes de oplagres? Skal forarbejdet sand, der ikke er fremkommet som resultat af en forarbejdningsproces, i denne forbindelse eventuelt vurderes på anden måde end sidesten?

c)

Hvilken betydning skal der ved vurderingen af sagen tillægges den omstændighed, at sidesten er ufarlige for menneskers sundhed og miljøet, men at forarbejdet sand ifølge opfattelsen hos de myndigheder, der har kompetence til at meddele miljøtilladelser, kan opløses til stoffer, der er skadelige for sundheden og miljøet? I hvilken udstrækning skal man overhovedet lægge vægt på sidestens og forarbejdet sands eventuelle indvirkning på sundheden og miljøet ved vurderingen af, om de udgør affald?

d)

Hvilken betydning skal der ved vurderingen af sagen tillægges den omstændighed, at det ikke er hensigten at ophøre med brugen af sidesten og forarbejdet sand. Sidesten og forarbejdet sand kan genbruges uden særlige forædlingsoperationer, for eksempel til understøttelse af minegange, og sidesten kan desuden anvendes til naturpleje ved ophør med minedrift. Af forarbejdet sand vil der i fremtiden med den tekniske udvikling kunne udvindes mineraler til nyttebrug. I hvilken udstrækning skal der lægges vægt på, hvor sikre planer den, der driver minen, har med hensyn til denne nyttebrug, og hvor snart nyttebrugen sker, efter at sidesten og forarbejdet sand er blevet deponeret på mineområdet eller på dets tilstødende hjælpeområde?

2)

Såfremt sidesten og/eller forarbejdet sand ifølge svaret på det første spørgsmål skal anses for at udgøre affald som omhandlet i artikel 1, litra a), i Rådets direktiv, er det desuden nødvendigt at indhente en besvarelse af følgende supplerende spørgsmål:

a)

Henviser udtrykket »andre bestemmelser« i affaldsdirektivets (91/156/EØF) artikel 2, stk. 1, litra b), alene til Det Europæiske Fællesskabs egne bestemmelser med hensyn til det affald, som falder uden for affaldsdirektivets anvendelsesområde, herunder ifølge nr. ii) blandt andet affald fra prospektering, udvinding, behandling og oplagring af mineralske ressourcer? Eller kan nationale bestemmelser som den i Finland gældende lov om minedrift og bekendtgørelse om affald være »andre bestemmelser« i affaldsdirektivets forstand?

b)

Såfremt udtrykket »andre bestemmelser«også henviser til nationale bestemmelser, henviser udtrykket da alene til nationale bestemmelser, der allerede var i kraft på ikrafttrædelsestidspunktet for affaldsdirektiv 91/156/EØF, eller desuden til først senere udstedte nationale bestemmelser?

c)

Såfremt udtrykket »andre bestemmelser« også henviser til nationale bestemmelser, fastsætter Det Europæiske Fællesskabs grundlæggende miljøbeskyttelsesbestemmelser eller affaldsdirektivets miljøbeskyttelsesprincipper da krav til de nationale bestemmelser med hensyn til niveauet for miljøbeskyttelse, som betingelse for at udelukke anvendelsen af affaldsdirektivets bestemmelser? Hvilken slags krav vil der kunne være tale om?«

–

En indehaver af sidesten, som hidrører fra driften af et stenbrud, skiller sig af med eller agter at skille sig af med sidestenene, når han oplagrer dem for en tidsubegrænset periode under afventning af deres eventuelle anvendelse, og sidestenene skal derfor anses for at udgøre affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 75/442.

–

Oplagringsstedet for sidesten, deres sammensætning og den omstændighed, at de ikke indebærer nogen egentlig fare for menneskers sundhed eller miljøet, forudsat dette godtgøres, er ikke kriterier, der er relevante ved afgørelsen af, om sidestenene kan anses for at udgøre affald.

»22

[...] Anvendelsesområdet for begrebet affald afhænger således af, hvorledes udtrykket »skille sig af med« skal forstås (dom af 18.12.1997, sag C-129/96, Inter-Environnement Wallonie, Sml. I, s. 7411, præmis 26).

27

[...] Anvendelsen af en behandlingsform, som omhandlet i bilag II A eller bilag II B til direktivet, er [...] ikke i sig selv tilstrækkelig til, at et stof skal anses for affald.

29

[...] Domstolen har således i dom af 28. marts 1990, Vessoso og Zanetti (forenede sager C-206/88 og C-207/88, Sml. I, s. 1461, præmis 9), defineret begrebet affald således, at det ikke udelukker stoffer og genstande, der kan gøres til genstand for økonomisk genbrug. I dom af 25. juni 1997, Tombesi m.fl. (forenede sager C-304/94, C-330/94, C-342/94 og C-224/95, Sml. I, s. 3561, præmis 52), har Domstolen ligeledes præciseret, at formålet med den overvågnings- og håndteringsordning, der er indført ved direktiv 75/442, er, at den skal dække alle genstande og stoffer, som indehaveren skiller sig af med, uanset om de har handelsmæssig værdi, og om de som erhvervsmæssig aktivitet indsamles med henblik på genindvinding, videreudnyttelse eller genanvendelse.

30

Det kan således hverken ud fra det forhold, at sidestenene er genstand for en behandlingsform, som omhandlet i direktiv 75/442, eller den omstændighed, at de kan genbruges, afgøres, om sådanne sidesten er affald i direktiv 75/442’s forstand.

31

Det er derimod snarere andre betragtninger, der er afgørende.

32

I præmis 83-87 i dommen [af 15.6.2000] i sagen ARCO Chemie Nederland m.fl. [forenende sager C-418/97 og C-419/97, Sml. I, s. 4475] lagde Domstolen vægt på, om stoffet er et restprodukt fra en produktion, dvs. et produkt, som man ikke som sådan har søgt at fremstille med henblik på en senere anvendelse. Som Kommissionen har anført, er produktionen af sidesten ikke Palin Granits primære målsætning. Sidestenene er kun accessoriske produkter, og selskabet søger at begrænse mængden af disse sten. Ud fra en fornuftsræsonnering er affald det, der fremkommer ved forarbejdningen af et materiale eller en genstand, og som ikke er det resultat, som direkte søges opnået ved fremstillingsprocessen.

33

Sidesten, som fremkommer ved brydning af grovsten, og som ikke er den primært tilsigtede produktion ved driften af et stenbrud, henhører således i princippet under kategorien »[r]eststoffer fra udvinding og forarbejdning af råstoffer«, som omhandlet i punkt Q 11 i bilag I til direktiv 75/442.

34

Ovennævnte analyse kunne imødegås med et argument om, at et gode, et materiale eller et råstof, der fremkommer under en fremstillingsproces eller ved brydning, hvor dette ikke er fremstillingens eller brydningens primære formål, ikke skal anses for et restprodukt, men et biprodukt, som selskabet ikke ønsker at »skille sig af med«, jf. artikel 1, litra a), første afsnit, i direktiv 75/442, men som det efterfølgende ønsker at udnytte eller markedsføre på en for selskabet fordelagtig måde uden forudgående forarbejdning.

35

En sådan analyse ville ikke være uforenelig med målsætningen i direktiv 75/442. Der er faktisk ikke noget, der begrunder, at direktivets bestemmelser, der tilsigter bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald, skulle omfatte materialer eller råstoffer, der som produkter har en økonomisk værdi, uanset om der sker en eller anden form for forarbejdning, og som sådan er undergivet de bestemmelser, der finder anvendelse for sådanne produkter.

36

Når henses til, at begrebet affald [...] skal fortolkes udvidende, således at de ulemper og skadelige virkninger, der er forbundet med affaldet, reduceres, kan denne argumentation imidlertid kun anvendes i relation til biprodukter, hvor der ikke blot er en mulighed for, at godet, materialet eller råstoffet vil blive genanvendt, men hvor det er sikkert, at en sådan genanvendelse vil finde sted uden forudgående forarbejdning og i forlængelse af fremstillingsprocessen.

37

Det fremgår heraf, at sandsynligheden for, at stoffet genanvendes uden forudgående forarbejdning, er et andet kriterium – ud over kriteriet om, hvorvidt et stof er et restprodukt fra en produktion – af relevans ved afgørelsen af, om et stof kan anses for affald i direktiv 75/442’s forstand. Hvis en genanvendelse af stoffet ikke blot fremstår som en mulighed, men tillige økonomisk set er fordelagtig for indehaveren, vil det i høj grad være sandsynligt, at der sker en sådan genanvendelse. I en sådan situation kan det pågældende stof ikke længere anses for at være en byrde, som indehaveren søger at »skille sig af med«, men som et fuldgyldigt produkt.

38

Under hovedsagen [...] [gør] de eneste genanvendelsesmuligheder for sidesten i deres nuværende form, f.eks. til genopfyldning eller ved anlæg af havne og bølgebrydere, i de fleste tilfælde [...] det nødvendigt at foretage en oplagring, der kan være af varig karakter, hvilket er en byrde for ejeren, og kan have en skadelig indvirkning på miljøet, som direktiv 75/442 netop tilsigter at begrænse. Det er således ikke sikkert, at sidestenene vil blive genanvendt, og en genanvendelse kan kun forventes at finde sted på lang eller mellemlang sigt. Sidestenene kan således kun anses for »restprodukter fra udvinding«, som ejeren »agter eller er forpligtet til at skille sig af med«, jf. direktiv 75/442, og de henhører således under den kategori, der er omhandlet i punkt Q 11 i bilag I til nævnte direktiv.«

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)