Sag C-278/00

Den Hellenske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – offentlige myndigheders afvikling af landsbrugskooperativers gæld«

Sammendrag af dom

1.        Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse heraf – samlet undersøgelse af en støtteordning – lovlig – støtteordning, der ikke længere er i kraft – uden betydning

(Art. 87 EF)

2.        Statsstøtte – begreb – støtte med statsmidler

(Art. 87, stk. 1, EF)

3.        Statsstøtte – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater – konkurrencebegrænsning – støtte af ringe størrelse

(Art. 87 EF)

4.        Statsstøtte – forbud – undtagelse – undtagelsens rækkevidde – snæver fortolkning – skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder

[Art. 87, stk. 1 og stk. 2, litra b), EF]

5.        Statsstøtte – forbud – undtagelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser – mulighed for at fastsætte retningslinjer

(Art. 87, stk. 3, EF)

6.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Art. 88, stk. 2, første afsnit, EF)

7.        Statsstøtte – tilbagesøgning af ulovlig støtte – støttemodtagerens eventuelle berettigede forventning – beskyttelse – betingelser og grænser

(Art. 88 EF)

8.        Statsstøtte – kommissionsbeslutning om en støttes uforenelighed med fællesmarkedet – vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen – Kommissionens og medlemsstatens forpligtelse til at samarbejde om en løsning i overensstemmelse med traktaten

(Art. 10 EF og art. 88, stk. 2, første afsnit, EF)

1.        Kommissionen kan i forbindelse med en støtteordning indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen. Denne mulighed kan ikke påvirkes af den omstændighed, at den pågældende støtteordning er ophørt med at være i kraft.

(jf. præmis 24)

2.        Artikel 87, stk. 1, EF omfatter alle økonomiske midler, som staten faktisk kan anvende til at støtte virksomheder. Den omstændighed, at de hele tiden kan kontrolleres af det offentlige og således står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, er tilstrækkeligt til at kvalificere dem som statsmidler, og til, at en foranstaltning er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF.

(jf. præmis 52)

3.        Den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, udelukker ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket eller konkurrencefordrejet. Andre faktorer kan nemlig spille en afgørende rolle ved vurderingen af, hvilken virkning en støtte har på samhandelen, herunder især om støtten er kumulativ, samt den omstændighed, at de støttemodtagende virksomheder opererer inden for en sektor, som er særlig konkurrencebetonet.

(jf. præmis 69 og 70)

4.        Da det drejer sig om en undtagelse fra det almindelige princip i artikel 87, stk. 1, EF om, at statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal artikel 87, stk. 2, litra b), EF undergives en streng fortolkning. I henhold til denne bestemmelse kan støtte kun tillades, såfremt den har til formål at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder.

(jf. præmis 81 og 82)

5.        Kommissionen har ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF et vidt skøn ved vurderingen af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan. Domstolen kan ved kontrollen med, hvorvidt denne beføjelse udøves retmæssigt, ikke erstatte de kompetente myndigheders skøn med sit eget, men skal begrænse sig til at vurdere, om skønnet er åbenbart urigtigt, eller om det er behæftet med magtfordrejning.

Kommissionen kan dog pålægge sig selv retningslinjer for udøvelsen af sit skøn ved retsakter såsom rammebestemmelserne, for så vidt som disse retsakter indeholder vejledende regler om den praksis, som denne institution vil følge, og hvis de ikke indebærer en afvigelse fra traktatbestemmelserne.

(jf. præmis 97 og 98)

6.        Ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af den ulovligt udbetalte statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte.

(jf. præmis 103)

7.        Henset til den kontrol, som Kommissionen skal føre med statsstøtte i henhold til artikel 88 EF, kan støttemodtagerne principielt ikke have nogen berettigede forventninger om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i nævnte traktatbestemmelse fastlagte procedure.

(jf. præmis 104)

8.        En medlemsstat, der under gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen om statsstøtte støder på uforudsete og uforudselige vanskeligheder eller får kendskab til konsekvenser, der ikke er forudset af Kommissionen, skal forelægge Kommissionen disse problemer til vurdering med forslag om passende ændringer af den pågældende beslutning. I så fald skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der pålægger medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig artikel 10 EF, samarbejde efter bedste evne med henblik på at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelse fuldt ud skal overholdes, særlig bestemmelserne om støtte.

(jf. præmis 114)

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
29. april 2004(1)

»Statsstøtte – offentlige myndigheders afvikling af landbrugskooperativers gæld«

I sag C-278/00,

Den Hellenske Republik ved I. Chalkias og C. Tsiavou, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Flett og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2002/458/EF af 1. marts 2000 om de støtteordninger, som Grækenland har iværksat med henblik på afvikling af landbrugskooperativernes gæld i 1992 og 1994, herunder støtte til omorganisering af mejerikooperativet AGNO (EFT 2002 L 159, s. 1), subsidiært af nævnte beslutnings artikel 2,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),,

sammensat af dommerne P. Jann, som fungerende formand for Femte Afdeling, C.W.A. Timmermans og S. von Bahr (refererende dommer),

generaladvokat: L.A. Geelhoed,
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 17. oktober 2002,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 25. september 2003,

afsagt følgende

Dom

1

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. juli 2000 har Den Hellenske Republik i medfør af artikel 230, stk. 1, EF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2002/458/EF af 1. marts 2000 om de støtteordninger, som Grækenland har iværksat med henblik på afvikling af landbrugskooperativernes gæld i 1992 og 1994, herunder støtte til omorganisering af mejerikooperativet AGNO (EFT 2002 L 159, s. 1, herefter »den anfægtede beslutning«), subsidiært af nævnte beslutnings artikel 2.

De nationale regler

2

Artikel 32 i lov nr. 2008/92 af 11. februar 1992 (FEK A’ 16) bestemmer:

»1.

Den græske stat forpligter sig til inden for rammerne af saneringen af kooperativer at overtage forfalden gæld pr. 31. december 1990.

2.

Staten kan desuden overtage og dække gæld til Grækenlands Landbrugsbank, som er stiftet af kooperative organisationer, kooperativer og selskaber i den primære, den sekundære og den tertiære sektor, som er omhandlet i lov nr. 1541/85, i perioden fra 1982 til 1989, såfremt gælden beror på gennemførelse af socialpolitiske foranstaltninger eller andre foranstaltninger, der er iværksat på statens foranledning og vegne. Gældens størrelse fastsættes for hvert enkelt kooperativ ved en fælles afgørelse truffet af finans- og landbrugsministeren efter henstilling fra de udvalg, som nedsættes af landbrugsministeren.

3.

Gældsforpligtelserne kan kun overtages og dækkes af staten på den udtrykkelige betingelse, at den kooperative organisation, kooperativet eller selskabet anses for rentabelt.«

3

Artikel 5 i lov nr. 2237/94 af 14. september 1994 (FEK A’ 149) har til formål at fastsætte de generelle rammer for instruks nr. 1620 af 5. oktober 1989 fra direktøren for Grækenlands Nationalbank (FEK A’ 236/18.10.1989, herefter »instruks nr. 1620/89«), som tillader kreditinstitutter i Grækenland at omlægge alle former for gæld.

4

Instruks nr. 1620/89 har følgende ordlyd:

»1.

Kreditinstitutterne har ret til at udligne deres fordringer, uanset om de er forfaldne eller ikke, vedrørende en hvilken som helst type lån i GDR eller udenlandsk valuta, samt fordringer, der følger af garantiudløsninger.

2.

Kreditinstitutterne har ret til at konvertere de i stk. 1 nævnte fordringer til aktier.

3.

Gældsudligningen kan ske på den betingelse, at kreditinstitutterne fastsætter de nødvendige vilkår for at begrænse den kreditrisiko, som de påtager sig, og at der sikres en normal betaling af renter og afdrag på den gæld, der udlignes.

[…]«

5

Artikel 5 i lov nr. 2237/94 bestemmer:

»Grækenlands Landbrugsbank kan, ved en beslutning truffet af bankens kompetente afdeling, udligne udestående gæld pr. 31. december 1993, som kooperative organisationer i den primære sektor, der forarbejder og forhandler landbrugsprodukter, har stiftet til denne, såfremt gælden er opstået som følge af finansiering af disse virksomhedsaktiviteter, samt gæld, som kooperative organisationer i den sekundære og tertiære sektor har stiftet til denne, hvis denne gæld ikke dækkes af realiserbare varer og aktiver […], såfremt gælden, ifølge Grækenlands Landbrugsbanks vurdering, ikke er opstået på grund af dårlig ledelse, men som følge af objektive faktorer (krise på markedet for visse landbrugsprodukter eller tab af markedsandele som følge af ydre omstændigheder osv.) […]

Tilbagebetalingen af det endelige beløb sker ved i alt ti årlige rater, idet Grækenlands Landbrugsbank har mulighed for i ekstraordinære tilfælde, hvor gælden er særlig stor, at forlænge løbetiden til i alt femten år med en rente- og afdragsfri periode på højst tre år. I den første halvdel af løbetiden skal organisationerne ikke betale renter på de omlagte lån, mens der i den anden halvdel af løbetiden vil blive pålagt en rente svarende til 50% af den gældende markedsrente. Denne rentesats kan under særlige omstændigheder nedsættes, såfremt Grækenlands Landbrugsbank finder det hensigtsmæssigt […]. Gældsafviklingen afhænger af en undersøgelse af det modtagende kooperativs rentabilitet, modernisering og udvikling og af dets evne til at opfylde gældsafviklingens betingelser […]«

Faktiske omstændigheder i hovedsagen

Første indledning af proceduren

6

Ved skrivelse af 7. juni 1993 blev Kommissionen af den græske landbrugsminister underrettet om den græske regerings hensigt om at anvende bestemmelserne i artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 til at afvikle forskellige former for kooperativers gæld til Grækenlands Landbrugsbank (herefter »GLB«) vedrørende perioden 1982-1989.

7

Kommissionen opfattede først denne skrivelse som en anmeldelse i den i EF-traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), fastsatte betydning. Kommissionen blev efterfølgende oplyst om, at den i artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 hjemlede støtte allerede var ydet, i hvert fald til mejerikooperativet AGNO, uden Kommissionens forudgående godkendelse. På denne baggrund besluttede Kommissionen at medtage disse lovbestemmelser i registret over ikke-anmeldt statsstøtte.

8

Endelig underrettede Kommissionen ved skrivelse af 19. december 1997 Den Hellenske Republik om sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende de støtteforanstaltninger, der vedrørte tilbagebetaling af landbrugskooperativers gæld i henhold til artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92.

Anden indledning af proceduren

9

Ved skrivelse af 20. november 1995 modtog Kommissionen en klage over støtte til mejerikooperativet AGNO i det nordlige Grækenland. Ifølge klageren havde de græske myndigheder besluttet via GLB at hjælpe AGNO med at betale en del af eller hele kooperativets gæld, som kunne beløbe sig til 13 mia. GRD. Det blev ligeledes hævdet, at AGNO havde draget fordel af skattelettelser, som var indført til fordel for kooperative selskaber i landbrugssektoren i Grækenland.

10

Efter anmodninger om yderligere oplysninger blev der på de græske myndigheders anmodning afholdt to bilaterale møder, henholdsvis den 16. maj 1997 og den 23. juli 1997, mellem de græske myndigheder og Kommissionens tjenestegrene. Efter disse møder fremlagde de græske myndigheder yderligere oplysninger i skrivelser dateret henholdsvis den 9. juni 1997 og den 29. august 1997.

11

På grundlag af denne udveksling af oplysninger med de græske myndigheder kunne det fastslås, at mejerikooperativet AGNO via GLB havde fået udbetalt følgende beløb:

–

851 mio. GRD i medfør af artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og 529,89 mio. GRD i medfør af artikel 19, stk. 1, i lov nr. 2198/94 (ikke anmeldt) som godtgørelse for tab som følge af Tjernobyl-atomulykken

–

10,145 mia. GRD i medfør af artikel 5 i lov nr. 2237/94 (ikke anmeldt) i form af et konsolideringslån i tilknytning til en gældspost, der skyldtes væsentlige forsinkelser i gennemførelsen af et investeringsprojekt

–

1,899 mia. GRD i medfør af instruks nr. 1620/89, der tillader banker at konsolidere lån til kunder (ikke anmeldt).

12

Ved skrivelse af 19. december 1997 underrettede Kommissionen Den Hellenske Republik om sin beslutning om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende de almindelige bestemmelser om konsolidering af landbrugskooperativers gæld samt vedrørende støtten til omorganisering af kooperativet AGNO.

Tredje indledning af proceduren

13

Kommissionen indledte ligeledes proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende lov nr. 2538/97 af 1. december 1997 (FEK A’ 242), der tillader den græske stat via GLB at afvikle gælden for 200 kooperativer (eller dertil knyttede producentgrupper, selskaber og landbrugere).

14

Den Hellenske Republik anmodede efterfølgende Rådet om at godkende de pågældende foranstaltninger med henvisning til bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 2, tredje afsnit. Rådet efterkom anmodningen ved beslutning nr. 14015 af 15. december 1998.

Den anfægtede beslutning

15

I den anfægtede beslutning fastslog Kommissionen bl.a., at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 vedrørte en støtteordning, som ikke opfyldte kravene i reglerne om støtte, der skal kompensere for skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder [artikel 87, stk. 2, litra b), EF]. Endvidere anførte Kommissionen, at artikel 5 i lov nr. 2237/94 vedrørte en støtteordning, som ikke opfyldte kravene i reglerne om støtte til omstrukturering af virksomheder. Kommissionen erklærede de to støtteordninger uforenelige med fællesmarkedet. Som en ekstra foranstaltning, og for at imødegå de græske myndigheders argumenter, undersøgte Kommissionen det enkelte tilfælde vedrørende saneringen af kooperativet AGNO’s gæld. Denne undersøgelse bekræftede Kommissionens vurdering af de to ovennævnte ordninger. Desuden blev også støtte, der var ydet til AGNO i medfør af artikel 19 i lov nr. 2198/94 og instruks nr. 1620/89, erklæret uforenelig med fællesmarkedet (artikel 1 i den anfægtede beslutning).

16

Endvidere opfordredes de græske myndigheder i den anfægtede beslutning til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at støttemodtagerne senest to måneder efter meddelelsen af beslutningen tilbagebetalte den i beslutningens stk. 1 omhandlede støtte, som var udbetalt ulovligt. Tilbagesøgningen skulle ske i overensstemmelse med national lovgivning. De beløb, der skulle tilbagebetales, blev pålagt renter fra det tidspunkt, de blev udbetalt til støttemodtagerne, og indtil de var tilbagebetalt (artikel 2 i den anfægtede beslutning).

17

Endelig anmodedes Grækenland i den anfægtede beslutning om senest to måneder efter meddelelsen af beslutningen at underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der var truffet for at efterkomme beslutningen, samt om at give Kommissionen en komplet fortegnelse over modtagerne under samtlige ordninger, de beløb, der skulle tilbagebetales, og den påløbne rente. Kommissionen udbad sig ligeledes oplysninger om GLB’s kontrol over kooperativet AGNO, om forbindelserne mellem GLB og den græske stat og om GLB’s sanering af kooperativets gæld på grundlag af instruks nr. 1620/89 (artikel 3 i den anfægtede beslutning).

Parternes påstande

18

Den Hellenske Republik har nedlagt følgende påstande:

–

Sagsøgeren gives medhold.

–

Hele den anfægtede beslutning annulleres, subsidiært annulleres beslutningens artikel 2, hvorefter den støtte, som anses for at være ulovlig, skal tilbagesøges med renter.

19

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

–

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålet

20

Den Hellenske Republik har fremført en række argumenter, som vedrører artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og artikel 5 i lov nr. 2237/94 samt AGNO’s særlige situation. Argumenterne kan opdeles i syv anbringender, som efterfølgende vil blive behandlet hver for sig.

Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 88 EF

Første anbringende, første led: Sagens genstand er fejlagtig

21

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at Kommissionens kontrol burde have vedrørt den støtte, som rent faktisk var udbetalt, og ikke artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92. Den Hellenske Republik har anført, at denne bestemmelse ikke længere blev anvendt på enkelttilfælde, da Kommissionen afsluttede sin undersøgelse af sagen, og har fastholdt, at Kommissionen vidste, hvor mange og hvilke landbrugskooperativer der havde modtaget støtten og desuden havde baseret den anfægtede beslutning på oplysninger om disse kooperativer, som den havde fået fra den græske regering. Under disse omstændigheder burde de afgørelser, der blev truffet i medfør af artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92, have været betragtet som individuel støtte.

22

Den Hellenske Republik har ligeledes anført, at hvert enkelt tilfælde af gældssanering, som blev gennemført i medfør af artikel 5 i lov nr. 2237/94, burde have været behandlet separat.

23

Det bemærkes hertil, at Kommissionen korrekt konkluderede, at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92, i henhold til hvilken der bevilges særskilt støtte til virksomheder, der defineres generelt og abstrakt, udgør en støtteordning.

24

Det bemærkes for det første, at Kommissionen i forbindelse med en støtteordning kan indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver eneste anvendelse af ordningen, og at denne mulighed for det andet ikke kan påvirkes af den omstændighed, at den pågældende støtteordning er ophørt med at være i kraft (jf. navnlig dom af 19.10.2000, forenede sager C-15/98 og C-105/99, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, Sml. I, s. 8855, præmis 51).

25

Under disse omstændigheder begik Kommissionen ikke nogen fejl ved ikke at behandle hver individuel støtte, som var bevilget i henhold til artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92.

26

Som følge heraf må første led i første anbringende forkastes.

Første anbringende, andet led: tilsidesættelse af retspraksis i henhold til Lorenz-dommen

27

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at Kommissionen ikke foretog den indledende undersøgelse af støtteordningen efter artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 inden for den frist på to måneder efter anmeldelsen heraf, som er fastsat i dom af 11. december 1973, Lorenz (sag 120/73, Sml. s. 1471). Kommissionen anså derfor med urette denne støtteordning for en ny støtteordning, der ikke var anmeldt.

28

Den Hellenske Republik har anført, at den den 7. juni 1993 underrettede Kommissionen om sin hensigt om at anvende bestemmelserne i artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92. Den har desuden understreget, at en anmeldelse af planlagt støtte i henhold til Domstolens faste praksis giver Kommissionen mulighed for at foretage en indledende undersøgelse af den pågældende støtte inden for en frist på to måneder.

29

Ifølge Den Hellenske Republik underrettede Kommissionen den imidlertid først om sin hensigt om at indlede proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 ved skrivelse af 19. december 1997, dvs. fire et halvt år efter anmeldelsen.

30

Det skal herved præciseres, at Kommissionen i henhold til artikel 88, stk. 3, første punktum, EF skal underrettes om enhver påtænkt indførelse eller ændring af en støtteforanstaltning forud for deres gennemførelse. Kommissionen foretager derefter en indledende undersøgelse af de påtænkte støtteforanstaltninger. Hvis Kommissionen efter denne undersøgelse mener, at en foranstaltning ikke er forenelig med fællesmarkedet, indleder den straks den kontradiktoriske procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF.

31

Det fremgår af artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF, at den pågældende medlemsstat ikke må gennemføre den påtænkte støtteforanstaltning under den indledende fase. Såfremt den kontradiktoriske procedure indledes, gælder dette forbud, indtil Kommissionen træffer beslutning om, hvorvidt støtten er forenelig med fællesmarkedet (dom af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, præmis 38). Hvis Kommissionen derimod ikke inden to måneder efter at være blevet underrettet har reageret, kan den pågældende medlemsstat gennemføre den påtænkte støtteforanstaltning efter at have underrettet Kommissionen herom (Lorenz-dommen, præmis 4).

32

Uden at det er nødvendigt at fastslå, om den påtænkte støtteforanstaltning blev anmeldt i henhold til bestemmelserne i artikel 88, stk. 3, EF, og om fristen på to måneder var udløbet, må det konstateres, at Den Hellenske Republik efterfølgende gennemførte den påtænkte støtteforanstaltning uden først at underrette Kommissionen.

33

Under disse omstændigheder anså Kommissionen med føje artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 for at være en ny støtteforanstaltning, der ikke var anmeldt.

34

Som følge heraf må andet led i første anbringende forkastes.

Første anbringende, tredje led: tilsidesættelse af Rådets beslutning nr. 14015

35

Den Hellenske Republik har anført, at Rådet ved sin beslutning nr. 14015 i henhold til artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF godkendte statsstøtten efter lov nr. 2538/97, hvori der er flere henvisninger til bestemmelserne i lov nr. 2237/94. Den Hellenske Republik har hævdet, at det følger heraf, at Rådet indirekte godkendte al støtte, som tidligere var ydet i henhold til denne lov. Ifølge Den Hellenske Republik kunne ingen landbrugere eller landbrugskooperativer under disse omstændigheder forvente at skulle betale den støtte tilbage i 2000, som de var blevet bevilget før beslutning nr. 14015.

36

Det bemærkes hertil, at Rådet i henhold til artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, EF undtagelsesvis med enstemmighed kan beslutte, at en statsstøtte skal anses for at være forenelig med fællesmarkedet uanset bestemmelserne i artikel 87 EF.

37

I henhold til beslutning nr. 14015 er visse bestemmelser i lov nr. 2538/97, uanset artikel 87 EF, forenelige med fællesmarkedet hvad angår et beløb på 158,672 mia. GRD.

38

Det bemærkes, at den nævnte beslutning ikke vedrører de støtteordninger, som er omhandlet i den anfægtede beslutning.

39

Under disse omstændigheder må det fastslås, at beslutning nr. 14015 ikke påvirker den anfægtede beslutnings gyldighed.

40

Som følge heraf må tredje led i første anbringende og følgelig første anbringende i dets helhed forkastes.

Andet anbringende: tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF

Andet anbringende, første led: fejlagtig anvendelse af princippet om den private investor eller kreditor

41

Den Hellenske Republik har for det første foreholdt Kommissionen med urette at have konkluderet, at saneringen af GLB’s gæld i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94 ikke var i overensstemmelse med princippet om den private investor eller kreditor.

42

Den Hellenske Republik har anført, at visse omstændigheder i 1994, herunder opløsningen af Sovjetunionen, som var aftager af størstedelen af den græske landbrugsproduktion, gjorde det umuligt for mange landbrugskooperativer at betale deres gæld.

43

Den Hellenske Republik har nærmere forklaret, at GLB forsøgte at gøre det nemmere for kooperativerne at overleve, således at den dels kunne få de beløb tilbage, den havde lånt dem, dels fortsætte med at udføre bankforretninger for dem og indkassere de hermed forbundne provisioner og honorarer.

44

Den Hellenske Republik har anført, at GLB’s særdeles vigtige rolle inden for den græske landbrugssektor forpligter banken til i sine beslutninger at tage hensyn til bredere sektorspecifikke parametre og bevare sit ry som hovedkreditgiver inden for sektoren. Ifølge Den Hellenske Republik er det yderst tvivlsomt, om en privat bank ville være i stand til at foretage en omlægning af landbrugskooperativernes gæld i samme omfang som GLB.

45

Med hensyn til kooperativet AGNO har Den Hellenske Republik, i modsætning til Kommissionen, fastholdt, at GLB kunne acceptere AGNO’s medlemmers personlige aktiver som sikkerhed mod risikoen for kooperativets eventuelle konkurs.

46

Det bemærkes hertil, at der i artikel 5 i lov nr. 2237/94 er fastsat nogle for låntageren meget favorable vilkår for gældssanering. Som generaladvokaten har påpeget i punkt 126 i sit forslag til afgørelse, kan man vanskeligt forestille sig, at en privat investor, som driver virksomhed under normale markedsvilkår, ville indvilge i en rente- og afdragsfri periode på tre år og en rentesats svarende til 50% af den normale markedsrente, som det er fastsat i denne bestemmelse.

47

Det fremgår desuden af de argumenter, Den Hellenske Republik har fremført, at GLB ikke kan nøjes med at handle i egen kommercielle interesse, således som en privat investor ville gøre, men skal tage hensyn til bredere interesser i sine beslutninger.

48

Under disse omstændigheder har Den Hellenske Republik ikke påvist, at Kommissionens anvendelse af kriteriet om den private investor, hvad angår saneringen af GLB’s gæld i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94, var fejlagtig.

49

Hvad særligt angår kooperativet AGNO bemærkes alene, at Kommissionen henset til sagens omstændigheder, nemlig at kooperativet AGNO befandt sig i finansielle vanskeligheder, at det allerede havde været genstand for foranstaltninger i henhold til lov nr. 2008/92, lov nr. 2198/94 og lov nr. 2237/94 og ikke var i stand til at stille tilstrækkelig sikkerhed som modydelse for gældssaneringen, med rette konstaterede, at GLB ikke handlede som en privat investor, da den sanerede kooperativets gæld i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94.

50

Under disse omstændigheder må første led i andet anbringende forkastes.

Andet anbringende, andet led: Foreligger der statsstøtte eller støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler?

51

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at den gældssanering, som GLB har foretaget i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94, ikke kan anses for at være støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler, idet den græske stat ikke har ydet GLB kompensation.

52

Hertil bemærkes, at artikel 87, stk. 1, EF omfatter alle økonomiske midler, som staten faktisk kan anvende til at støtte virksomheder. Den omstændighed, at de hele tiden kan kontrolleres af det offentlige og således står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, er tilstrækkelig til at kvalificere dem som statsmidler og til, at den pågældende foranstaltning er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF (jf. dom af 16.5.2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml. I, s. 3271, præmis 50).

53

Det er ubestridt, at den græske stat er eneaktionær i GLB, og at den udpeger medlemmerne af bankens bestyrelse. Som følge heraf kan den græske stat, direkte eller indirekte, udøve afgørende indflydelse på GLB’s økonomiske midler.

54

Kommissionen kunne derfor med føje, i punkt 105 i den anfægtede beslutning, konkludere, at gældssaneringen i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94 indebar brug af statsmidler.

55

Som følge heraf må andet led i andet anbringende forkastes.

Andet anbringende, tredje led: manglende forpligtelse til at foretage gældssanering

56

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at artikel 5 i lov nr. 2237/94 ikke skal anses for at være en støtteordning, idet denne bestemmelse ikke indeholder en forpligtelse for GLB til at sanere landbrugskooperativernes gæld.

57

Hertil bemærkes alene, at den kendsgerning, at GLB ikke var forpligtet til at sanere de landbrugskooperativers gæld, som ansøgte herom, ikke fratager de foranstaltninger, der er truffet efter artikel 5 i lov nr. 2237/94, deres karakter af statsstøtte.

58

Eftersom Kommissionen med rette kunne fastslå, at GLB var kontrolleret af staten, og banken havde saneret landbrugskooperativernes gæld på vilkår, som ikke var forenelige med kriteriet om den private investor, kunne den med føje anse artikel 5 i lov nr. 2237/94 for en statslig støtteordning.

59

Tredje led i andet anbringende må derfor ligeledes forkastes.

Andet anbringende, fjerde led: fejlagtig anvendelse af referencerentesatsen

60

Den Hellenske Republik har hævdet, at Kommissionen i punkt 128-132 i den anfægtede beslutning fejlagtigt konkluderede, at forskellen mellem den rentesats på 21,5%, som GLB havde anvendt ved saneringen af kooperativet AGNO’s gæld i henhold til instruks nr. 1620/89, og rentesatsen på 26,47%, som var gældende i Grækenland på det pågældende tidspunkt, udgjorde statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, EF. Den Hellenske Republik har anført, at der ikke var grundlag for Kommissionens opfattelse, hvorefter den rentesats, der blev anvendt ved saneringen af kooperativet AGNO’s gæld, skal sammenlignes med referencerentesatsen, og har understreget, at Kommissionen kun anvender referencerentesatsen til at bestemme støttebeløbet, når der er tale om regional støtte. Ifølge Den Hellenske Republik anvender bankerne derimod ikke denne sats, når de bevilger deres kunder lån.

61

Hertil bemærkes, at referencerentesatsen anvendes til at beregne de støtteelementer, som følger af rentegodtgørelsesordninger for lån. Referencerentesatsen skal afspejle den gældende gennemsnitlige rentesats i en medlemsstat for mellem- og langfristede lån med normal sikkerhed.

62

Af hensyn til retssikkerheden og en lige behandling kan Kommissionen som hovedregel anse det for berettiget at anvende den for en periode gældende referencesats på alle lån, der bevilges i den pågældende periode (jf. dom af 3.7.2003, sag C-457/00, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6931, præmis 72).

63

Under disse omstændigheder anså Kommissionen i den anfægtede beslutnings punkt 128-132 korrekt forskellen mellem den anvendte rentesats og den højere referencerentesats, som var gældende på den pågældende dato i Grækenland, for at være statsstøtte efter artikel 87, stk. 1, EF.

64

Fjerde led i andet anbringende må derfor forkastes.

Andet anbringende, femte led: manglende påvirkning af konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater

65

Den Hellenske Republik har anført, at samtlige gældssaneringer efter lov nr. 2237/94 og lov nr. 2198/94 samt instruks nr. 1620/89, selv om de anses for statsstøtte efter artikel 87 EF, hverken har forvredet konkurrencen eller ændret vilkårene for samhandelen mellem medlemsstater.

66

Ifølge Den Hellenske Republik påvirkes konkurrencen kun af en selektiv tildeling af en relativ konkurrencefordel i form af statsstøtte eller statsmidler til bestemte virksomheder eller produktioner, hvis de negative konsekvenser af denne fordel er indlysende og afgørende. I nærværende tilfælde mener Den Hellenske Republik, at det forhold, at der ikke er nogen mærkbar påvirkning af handelen mellem medlemsstater, er til hinder for, at en støtte kan anses for at være i strid med fællesskabsretten.

67

Den Hellenske Republik har i øvrigt anført, at et stort antal af de gældsafviklinger, som er foretaget i henhold til artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 samt de gældssaneringer, der er foretaget i henhold til artikel 5 i lov nr. 2237/94, udgjorde så ubetydelige beløb, at de ikke medførte nogen mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne, jf. Kommissionens meddelelse 94/C 368/05 om Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 23. december 1994 (EFT C 368, s. 12) (herefter »rammebestemmelserne«).

68

Ifølge Den Hellenske Republik angav Kommissionen ikke, på grundlag af hvilke elementer den drog den konklusion, at de pågældende gældssaneringer rent faktisk har påvirket samhandelen mellem medlemsstater.

69

Med hensyn til argumentet om, at det samlede støttebeløb er af beskeden størrelse og fordelt mellem adskillige landbrugere, som hver modtager et beløb, der på nationalt og fællesskabsplan er ubetydeligt, bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis udelukker den omstændighed, at en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, ikke på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket eller konkurrencen fordrejet (jf. især dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11 og 12, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, den såkaldte »Tubemeuse-dommen«, Sml. I, s. 959, præmis 43, af 14.9.1994, forenede sager C-278/92 – C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 42, af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 86, og af 19.9.2002, sag C-113/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 7601, præmis 30).

70

Andre faktorer kan nemlig spille en afgørende rolle ved vurderingen af, hvilken virkning en støtte har på samhandelen, herunder især om støtten er kumulativ, samt den omstændighed, at de støttemodtagende virksomheder opererer inden for en sektor, som er særlig konkurrencebetonet (jf. ovennævnte dom af 19.9.2002 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 30).

71

Det fremgår, at den pågældende sektor er udsat for en stærk konkurrence mellem medlemsstaternes producenter, hvis produkter er genstand for handel mellem medlemsstater. Det fremgår desuden af punkt 106 i den anfægtede beslutning, at de græske producenter eksporterer betydelige mængder landbrugsprodukter til andre medlemsstater.

72

Under sådanne omstændigheder vil ydelsen af støtte forvride konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, således som det fremgår af punkt 107 og 108 i den anfægtede beslutning.

73

I henhold til rammebestemmelserne og meddelelse 96/C 68/06 om de minimis-støtteordninger, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 6. marts 1996 (EFT C 68, s. 9, herefter »meddelelse om de minimis-støtteordninger«), har meget små støttebeløb ikke altid nogen mærkbar indvirkning på samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstaterne, således at der for disses vedkommende bør ske fritagelse for kravet om, at der skal ske forudgående underretning til Kommissionen.

74

Imidlertid følger det af rammebestemmelsernes punkt 2.3 og af fjerde afsnit i meddelelsen om de minimis-støtteordninger, at de minimis-reglen ikke gælder for landbrugs- og fiskerisektoren (jf. ovennævnte dom af 19.9.2002 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 35).

75

Den Hellenske Republik kan derfor ikke gøre denne meddelelse gældende i denne sag.

76

Ud fra det anførte må femte led af andet anbringende samt andet anbringende i dets helhed derfor forkastes.

Tredje anbringende: tilsidesættelse af artikel 87, stk. 2, litra b), EF

77

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at Kommissionen burde have anset den støtte, der blev ydet efter artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og artikel 5 i lov nr. 2237/94, for at være forenelig med fællesmarkedet, idet de har til formål at kompensere for de skader, der er påført som følge af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder.

78

Den Hellenske Republik har anført, at den støtte, der blev ydet kooperativet AGNO og visse andre kooperativer efter Tjernobyl-atomulykken, burde have været anset for en sådan støtte. Kooperativet AGNO købte mælk, som var produceret af dets medlemmer, efter at markedet for mælk var brudt sammen som følge af Tjernobyl-atomulykken, til den markedspris, som var gældende før ulykken. Den støtte, som blev ydet til det pågældende kooperativ på grundlag af artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og artikel 19 i lov nr. 2198/94, havde til formål at betale de beløb tilbage til kooperativet, som det havde udbetalt på grund af Tjernobyl-atomulykken.

79

Kommissionen har bestridt Den Hellenske Republiks påstande. Med hensyn til de tab, som kooperativet AGNO og visse andre landbrugskooperativer angiveligt skulle have lidt, har Kommissionen anført, at medlemsstaten ikke har påvist, at der er en årsagssammenhæng mellem de pågældende tab og den skade, som er påført landbrugerne på grund af Tjernobyl-atomulykken. Ifølge Kommissionen indeholder artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 ingen henvisning til det tab, som producenterne rent faktisk har lidt. Mangelen på den nødvendige årsagssammenhæng mellem Tjernobyl-atomulykken og støtten bekræftes ligeledes af det tidsrum, der er gået mellem årsagen til »skaden« og ordningens indførelse i 1992.

80

Hertil bemærkes, at det i artikel 87, stk. 2, litra b), EF bestemmes, at »støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder«, er forenelig med fællesmarkedet.

81

Da det drejer sig om en undtagelse fra det almindelige princip i artikel 87, stk. 1, EF om, at statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal artikel 87, stk. 2, litra b), EF undergives en streng fortolkning (jf. dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 49, og af 30.9.2003, sag C-301/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1, s. 9919, præmis 66).

82

En sådan støtte kan kun tillades, når den i overensstemmelse med denne bestemmelse har til formål at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder (jf. ovennævnte dom af 19.9.2000 i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 54, og af 30.9.2003 i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 72).

83

Det må fastslås, at den græske stat i henhold til artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 kunne overtage og dække landbrugskooperativernes gæld til GLB, såfremt gælden beroede på gennemførelse af socialpolitiske foranstaltninger eller andre foranstaltninger, der var iværksat på statens foranledning og vegne.

84

Det fremgår af selve ordlyden af denne bestemmelse, at den græske stat kan dække alle former for gæld, som landbrugskooperativer har stiftet til GLB, såfremt den vedrører sociale formål. Det fremgår endvidere, at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92, i overensstemmelse med denne ordlyd, er blevet anvendt i meget forskellige situationer.

85

En sådan bestemmelse med et så vidt anvendelsesområde kan ikke anses for en støtteordning, der har til formål at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder.

86

Det bemærkes desuden, at de samme betragtninger og den samme konklusion gør sig gældende med hensyn til støtteordningen efter artikel 5 i lov nr. 2237/94.

87

Under disse omstændigheder bemærkes, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at fastslå, at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og artikel 5 i lov nr. 2237/94 ikke var omfattet af undtagelsen efter artikel 87, stk. 2, litra b), EF.

88

Med hensyn til den støtte, som var ydet landbrugskooperativet AGNO i medfør af artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 og artikel 19 i lov nr. 2198/94, bemærkes, at Den Hellenske Republik ikke har kunnet påvise en direkte årsagssammenhæng mellem støtten og Tjernobyl-atomulykken.

89

Den har heller ikke kunnet påvise, at de støttebeløb, som blev ydet kooperativet AGNO i henhold til disse bestemmelser, rent faktisk svarer til de skader, som kooperativets medlemmer blev påført på grund af Tjernobyl-atomulykken.

90

Tredje anbringende må derfor også forkastes.

Fjerde anbringende: tilsidesættelse af artikel 87, stk. 3, litra a), EF

91

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt fastslog, at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 ikke udgjorde statsstøtte med henblik på at fremme den økonomiske udvikling i de pågældende områder i Grækenland og derfor var forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a), EF.

92

Hertil bemærkes alene, at en støtteordning som den, der er fastsat i artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92, og som omhandler støtte til landbrugskooperativer, uanset i hvilket område de er beliggende, ikke opfylder kriteriet vedrørende regional specificitet, som skal være opfyldt, for at undtagelsen i medfør af artikel 87, stk. 3, litra a), EF er gældende.

93

Under disse omstændigheder fastslog Kommissionen med rette, at artikel 32, stk. 2, i lov nr. 2008/92 ikke kunne omfattes af undtagelsen i medfør af artikel 87, stk. 3, litra a), EF.

94

Som følge heraf må fjerde anbringende forkastes.

Femte anbringende: tilsidesættelse af artikel 87, stk. 3, litra c), EF

95

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at selv om Domstolen finder, at artikel 5 i lov nr. 2237/94 udgør statsstøtte, er denne forenelig med fællesmarkedet, idet den er omfattet af artikel 87, stk. 3, litra c), EF om støtte, der har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner.

96

Ifølge Den Hellenske Republik drog Kommissionen den fejlagtige konklusion, at den gældssanering, der blev gennemført af GLB i medfør af artikel 5 i lov nr. 2237/94, ikke opfylder de fem betingelser, som er fastsat i rammebestemmelserne, nemlig at støttemodtagernes rentabilitet skal genoprettes, at der ikke må være konkurrencefordrejende virkninger, at støtten skal være proportionel med omstruktureringsfordele, at der skal ske en fuldstændig gennemførelse af omstruktureringsplanen, og at der skal forelægges årlige rapporter for at kontrollere denne gennemførelse. Den Hellenske Republik har hævdet, at artikel 5 i lov nr. 2237/94 faktisk giver mulighed for genoprettelse af virksomhedernes rentabilitet, forhindrer konkurrencefordrejende virkninger, foreskriver, at støtten skal være proportionel med omstruktureringsfordele, indeholder krav om fuldstændig gennemførelse af omstruktureringsplanen og fastlægger en passende opfølgning og årlige rapporter.

97

Det bemærkes hertil dels, at Kommissionen ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF har et vidt skøn ved vurderingen af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan, dels at Domstolen ved kontrollen med, hvorvidt denne beføjelse udøves retmæssigt, ikke kan erstatte de kompetente myndigheders skøn med sit eget, men skal begrænse sig til at vurdere, om skønnet er åbenbart urigtigt, eller om det er behæftet med magtfordrejning (jf. dom af 12.12.2002, sag C-456/00, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 11949, præmis 41).

98

Det skal imidlertid præciseres, at Kommissionen kan pålægge sig selv retningslinjer for udøvelsen af sit skøn ved retsakter såsom rammebestemmelserne, for så vidt som disse retsakter indeholder vejledende regler om den praksis, som denne institution vil følge, og hvis ikke de indebærer en afvigelse fra traktatbestemmelserne (jf. bl.a. dom af 5.10.2000, sag C-288/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 62, og dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 52).

99

Vedrørende nærværende sag bemærkes, at Kommissionen i punkt 176 i den anfægtede beslutning bl.a., hvad angår opfyldelsen af den anden betingelse om forhindring af konkurrencefordrejning, konstaterede, at der skal træffes foranstaltninger for i videst muligt omfang at undgå skadelige virkninger for konkurrenterne, og at omstruktureringsplanen, hvis der er overskydende produktionskapacitet, skal yde et i forhold til den modtagne støtte rimeligt bidrag til omstruktureringen af det relevante marked i Fællesskabet gennem definitiv nedskæring eller nedlukning af kapaciteten. I punkt 181 i den anfægtede beslutning påpegede Kommissionen, at artikel 5 i lov nr. 2237/94 ikke indeholder nogen bestemmelser om, at den græske stat skal træffe bestemte foranstaltninger for i videst muligt omfang at udligne de negative virkninger for konkurrenterne, og at støtteordningen desuden gælder for kooperativer inden for alle områder i landbrugssektoren, herunder delsektorer, hvor der eksisterer overkapacitet. Med hensyn særligt til kooperativet AGNO anførte Kommissionen i punkt 198 i den anfægtede beslutning, at denne virksomhed er aktiv i en sådan sektor, og at de omstruktureringsforanstaltninger, der blev pålagt, ikke omfattede nogen form for kapacitetsnedskæring.

100

Den Hellenske Republik har hævdet, at den anden betingelse i rammebestemmelserne er overholdt i artikel 5 i lov nr. 2237/94, men har imidlertid ikke rejst tvivl om Kommissionens vurderinger i den anfægtede beslutning.

101

Uden at det er nødvendigt at undersøge, om artikel 5 i lov nr. 2237/94 overholder de øvrige betingelser i rammebestemmelserne, må femte anbringende følgelig forkastes.

Sjette anbringende: tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om berettiget forventning

102

Den Hellenske Republik har gjort gældende, at den anfægtede beslutnings krav om tilbagesøgning af støtten ikke står i rimeligt forhold til forseelsen. Det er utænkeligt efter syv år at skulle tilbagesøge en støtte, som er ydet efter proceduren i artikel 88 EF. Med henvisning til dom af 24. november 1987 i sag 223/85, RSV mod Kommissionen (Sml. s. 4617), har Den Hellenske Republik desuden anført, at en sådan forsinkelse kan begrunde en berettiget forventning hos støttemodtageren, som forhindrer Kommissionen i at pålægge de nationale myndigheder at kræve støtten tilbagebetalt.

103

Hertil bemærkes, at ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig. Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte (Tubemeuse-dommen, præmis 66).

104

Med hensyn til princippet om berettiget forventning har den kontrol, som Kommissionen skal føre med statsstøtte i medfør af artikel 88 EF, sit grundlag i ufravigelige principper, hvorfor det må konstateres, at støttemodtagerne principielt ikke kan have nogen berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i nævnte traktatbestemmelse fastlagte procedure (dom af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 51, og af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan Deutschland, Sml. I, s. 1591, præmis 25).

105

Den omtvistede støtte er imidlertid ikke blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF fastlagte procedure.

106

Med hensyn til ovennævnte dom i sagen RSV mod Kommissionen, som Den Hellenske Republik har henvist til, bemærkes, at omstændighederne i nærværende sag ikke kan sammenlignes med de omstændigheder, som lå til grund for den pågældende doms annullation af Kommissionens beslutning. Som det fremgår af præmis 14, 15 og 16 i dommen i sagen RSV mod Kommissionen, drejede denne sag sig om støtte, der havde til formål at finansiere ekstra omkostninger til en aktivitet, som allerede havde modtaget støtte, der var godkendt af Kommissionen, inden for en sektor, som i flere år havde modtaget støtte fra den nederlandske regering, der var godkendt af Kommissionen.

107

Denne sag, som er indledt efter proceduren i artikel 88, stk. 2, EF, drejede sig imidlertid om nye støtteordninger, som begrundede en detaljeret undersøgelse fra Kommissionens side.

108

Under disse omstændigheder kan den anfægtede beslutning, hverken for så vidt som den foreskriver tilbagebetaling af den omtvistede støtte eller betaling af renter, anses for at være urimelig i forhold til forseelsen eller for at tilsidesætte en berettiget forventning hos de virksomheder, der har modtaget denne støtte.

109

Sjette anbringende må derfor forkastes.

Syvende anbringende: absolut umulighed for tilbagesøgning af støtten

110

Ifølge Den Hellenske Republik er det absolut umuligt at gennemføre den anfægtede beslutning. Den har især understreget, at medlemmerne af landbrugskooperativerne indestår for deres forpligtelser, når kooperativerne og deres organisationer ikke kan betale forfalden gæld. Den har anført, at de sociale, økonomiske og politiske problemer, som ville følge af tvangsauktioner af tusindvis af landbrugeres ejendomme, er åbenlyse.

111

Den Hellenske Republik har desuden anført, at GLB’s saneringer af landbrugskooperativernes gæld i medfør af artikel 5 i lov nr. 2237/94 og instruks nr. 1620/89 er baseret på privatretlige låneaftaler. Heraf følger ifølge Den Hellenske Republik, at Kommissionen ikke kan bestemme, at den støtte, som vedrører et enkelttilfælde, hvor GLB har foretaget gældssanering, skal betales tilbage.

112

Det bemærkes hertil, at selv om uoverstigelige vanskeligheder kan hindre en medlemsstat i at efterkomme sine forpligtelser efter fællesskabsretten (jf. i denne retning dom af 11.7.1985, sag 101/84, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2629, præmis 16), kan en simpel frygt for sådanne vanskeligheder ikke begrunde, at medlemsstaten ikke anvender fællesskabsretten korrekt (jf. dom af 7.12.1995, sag C-52/95, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 4443, præmis 38, og af 9.12.1997, sag C-265/95, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 6959, præmis 55).

113

Det er ikke ved Den Hellenske Republiks henvisning til omstændighederne vedrørende landbrugskooperativernes økonomiske situation blevet påvist, at det er umuligt at tilbagesøge den støtte, som er omhandlet i den anfægtede beslutning. Det samme gælder for Den Hellenske Republiks argument om, at støtten ikke kan tilbagesøges, fordi den er udbetalt på grundlag af en privatretlig aftale. Som generaladvokaten korrekt har understreget i punkt 196 i sit forslag til afgørelse, spiller den form, som støtten har antaget, ikke nogen rolle. I modsat fald kunne medlemsstaterne omgå de gældende regler om støtte ved at give støtten en særlig form.

114

Det skal i øvrigt bemærkes, at en medlemsstat, der under gennemførelsen af en beslutning fra Kommissionen om statsstøtte støder på uforudsete og uforudsigelige vanskeligheder eller får kendskab til konsekvenser, der ikke er forudset af Kommissionen, skal forelægge Kommissionen disse problemer til vurdering med forslag om passende ændringer af den pågældende beslutning. I så fald skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der pålægger medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig artikel 10 EF, samarbejde efter bedste evne med henblik på at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, særligt bestemmelserne om støtte (jf. især dom af 26.6.2003, sag C-404/00, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 6695, præmis 46, og ovennævnte dom af 3.7.2003 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 99).

115

Som følge heraf må syvende anbringende om, at det er absolut umuligt at tilbagesøge støtten, forkastes.

116

Under disse omstændigheder må Kommissionen frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

117

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Hellenske Republik har tabt sagen, bør den pålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)

Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.

Jann	Timmermans	von Bahr

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 29. april 2004.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident

---

1 –

Processprog: græsk.