61999B0124

1. Erstatningssøgsmål - forældelsesfrist - begyndelsestidspunkt - sagsøgeren finder på tidspunktet for fremsættelsen af sit krav endnu ikke at råde over alle de nødvendige elementer til at godtgøre, at Fællesskabet ifalder ansvar - uden betydning

(Euratom-statutten for Domstolen, art. 44)

2. Erstatningssøgsmål - forældelsesfrist - afbrydelse - betingelser

(EF-traktaten, art. 173 (efter ændring nu art. 230 EF) og art. 175 (nu art. 232 EF); Euratom-traktaten, art. 146 og 148; Euratom-statutten for Domstolen, art. 44)

1. Formålet med den retspraksis, hvorefter forældelsesfristen for et erstatningssøgsmål ikke begynder at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, er at indføre et kriterium, hvorefter det tab, som kræves erstattet, skal være kendt i det tilfælde, hvor Fællesskabets ansvar har sin oprindelse i en generel retsakt. I dette tilfælde kan forældelsesfristen altså heller ikke begynde at løbe, før retsaktens skadevoldende følger har vist sig. Denne praksis ophæver ingenlunde det afgørende kriterium i artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen, hvorefter den omstændighed, der ligger til grund for tabet, skal være indtrådt. Domspraksis præciserer altså i det væsentlige blot rammerne herfor i tilfælde, hvor der anlægges et erstatningssøgsmål på grund af skade, som er lidt ved gennemførelsen af en generel retsakt, der er vedtaget på fællesskabsplan. Under alle omstændigheder kan det forhold, at sagsøgeren på tidspunktet for fremsættelsen af erstatningskravet endnu ikke finder at råde over alle de nødvendige elementer til at kunne godtgøre under en retssag, at Fællesskabet ifalder ansvar, ikke i sig selv forhindre, at forældelsesfristen begynder at løbe. I modsat fald sammenblandes det processuelle kriterium for forældelsesfristens begyndelse med konstateringen af erstatningsbetingelsernes opfyldelse, som i sidste ende må foretages af den ret, der skal træffe den endelige afgørelse vedrørende tvistens realitet.

( jf. præmis 23 og 24 )

2. Fristen for forældelse af et erstatningssøgsmål mod Fællesskabet afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Fællesskabets retsinstanser, eller ved at kravet forud gøres gældende over for vedkommende institution, idet forældelsen i sidstnævnte tilfælde dog alene afbrydes, såfremt kravet følges op af et sagsanlæg inden for den frist, som er fastsat i EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) og EF-traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF), som svarer til Euratom-traktatens artikel 146 og 148.

( jf. præmis 25 )

I sag T-124/99,

Autosalone Ispra dei Fratelli Rossi Snc, Ispra (Italien), ved advokat F. Venuti, Busto Arsizio, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. Kronshagen, 22, rue Marie-Adélaïde,

sagsøger,

mod

Det Europæiske Atomenergifællesskab ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. Speyart og P. Stancanelli, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand om, at det fastslås, at Det Europæiske Atomenergifællesskab er ansvarligt for det tab, sagsøgeren led på grund af de oversvømmelser, der fandt sted i Ispra natten mellem den 1. og den 2. juni 1992, og at Det Europæiske Atomenergifællesskab som følge heraf tilpligtes at erstatte dette tab,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A.W.H. Meij, og dommerne A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

Retsforskrifter

1 Artikel 44 i statutten for Det Europæiske Atomenergifællesskabs Domstol (herefter »Euratom-statutten«), der i medfør af samme statuts artikel 47 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, bestemmer:

»Krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen, eller ved at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende institution i Fællesskabet. I sidstnævnte tilfælde skal sag anlægges inden den frist af to måneder, som omhandles i artikel 146; i påkommende tilfælde finder bestemmelserne i artikel 148, stk. 2, anvendelse.«

Sagens faktiske omstændigheder

2 Natten mellem den 1. og den 2. juni 1992 blev Ispra kommune ramt af et voldsomt uvejr, der medførte store oversvømmelser, bl.a. på sagsøgerens ejendom.

3 Oversvømmelsen af sagsøgerens ejendom skyldtes, at en kollektor af spildevand, der er placeret i den del af byen Ispra, hvor ejendommen er beliggende, løb over. Kollektoren løber langs sagsøgerens ejendom, løber derefter på et kort stykke i det fri og fortsætter i en tunnel under jernbanen og derpå i et underjordisk rørsystem under en ejendom, som tilhører Det Fælles Forskningscenter for Euratom (herefter »DFF« eller »centret«).

4 Oversvømmelsen tilføjede sagsøgeren betydelige skader, som på dennes begæring er blevet anslået af en sagkyndig, Galleri, til 1 245 000 000 italienske lire (ITL) i en rapport udfærdiget den 14. oktober 1993.

5 Ved anbefalet skrivelse af 17. juni 1992 rejste sagsøgeren over for DFF krav om erstatning af den skade, selskabet havde lidt som følge af, at den hovedkloak, hvis rørsystem ligger under centrets ejendom, ikke kunne bortlede spilde- og regnvandet på grund af en rist, som var anbragt af centret ved kloakkens udløb, og som var tilstoppet af affald, der var blevet ført med af afløbsvandet.

6 Den 20. juli 1992 svarede DFF, at centrets tjenestegrene foretog de nødvendige undersøgelser for at kunne afgøre, om det havde noget ansvar for oversvømmelsen.

7 Den 22. februar 1993 anlagde DFF's forsikringsselskab, Cigna Insurance Company of Europe SA, sag ved retten i Varese med henblik på at få udmeldt en teknisk sagkyndig, der på foranledning af erstatningskravet mod DFF fra centrets naboer skulle foretage en konstatering af tilstanden på åstedet og beskrive beskaffenheden af de goder, som var berørt af oversvømmelsen. Ved kendelse afsagt af retten i Varese den 27. marts 1993 blev Speroni udmeldt som sagkyndig og blev pålagt at afgive rapport inden 90 dage.

8 Speroni's sagkyndige rapport blev indleveret til justitskontoret for retten i Varese den 10. maj 1995. I rapporten hedder det bl.a.:

»Af de oplysninger, der er indhentet vedrørende åstedet, synes at fremgå, at gennemløbsbrønden under den nedre del af jernbanen på tidspunktet for oversvømmelsen var forsynet med en solid metalrist, der tilbageholdt forskellige materialer, som var blevet ført med af vandet (bræt, stammer osv.), hvilket spærrede for vandets gennemløb og fremkaldte oversvømmelser længere oppe i kloakken.«

9 Ved stævning af 28. februar 1996 anlagde sagsøgeren et erstatningssøgsmål mod Kommissionen ved retten i Varese på grundlag af national ret. Denne sag, som Kommissionen påstod afvist, verserede stadig på tidspunktet for indgivelsen af Kommissionens svarskrift i den foreliggende sag.

Retsforhandlinger og parternes påstande

10 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. maj 1999 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

11 Efter indgivelse af svarskriftet har Retten anmodet parterne om at koncentrere deres argumentation om de formalitetsproblemer, som er rejst i svarskriftet, og navnlig om at præcisere, hvilke handlinger der efter deres opfattelse kunne afbryde den femårige forældelsesfrist efter Euratom-statuttens artikel 44.

12 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

- Det fastslås, at Det Europæiske Atomenergifællesskab er ansvarligt for det lidte tab.

- Euratom tilpligtes som følge heraf at betale sagsøgeren et beløb på 1 245 000 000 ITL, med justeringer som følge af revaluering, samt renter af dette beløb.

- Det fastslås, at den afsagte dom kan fuldbyrdes foreløbigt.

- Det Europæiske Atomenergifællesskab tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Frifindelse.

- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

14 Ifølge artikel 111 i Rettens procesreglement kan Retten, hvis det er åbenbart, at sagen må afvises, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. I den foreliggende sag finder Retten, at den i kraft af samtlige skriftlige indlæg fra parterne, herunder dem, der er indgivet på foranledning af Rettens anmodning om præciseringer, er i stand til at træffe afgørelse vedrørende formaliteten uden at indlede den mundtlige forhandling.

Parternes argumenter

15 Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at sagen må afvises, såfremt det krav, som den er baseret på, er forældet. Ifølge Euratom-statuttens artikel 44 forældes krav, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt (Domstolens dom af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 85, præmis 10). I den foreliggende sag løb forældelsesfristen følgelig fra den 1. juni 1992.

16 Kommissionen anfører, at sagsøgerens skrivelse af 17. juni 1992 afkræfter udsagnet om, at denne først fik kendskab til det lidte tab efter den 10. maj 1995. I denne skrivelse angav sagsøgeren nemlig klart den formodede årsag til tabet. Endvidere understreger Kommissionen, at det søgsmål, sagsøgeren har indgivet på grundlag af national ret, ikke afbryder forældelsen.

17 Heroverfor har det sagsøgende selskab for det første gjort gældende, at det blev bekendt med årsagerne til den skade, det har lidt, da den sagkyndige, Speroni, fremlagde sin rapport den 10. maj 1995. Før denne dato var det umuligt for selskabet at vide, hvori den skadevoldende adfærd eller årsagsforbindelsen mellem denne og tabet bestod, da det dels i god tro havde afventet resultatet af den sagkyndige udtalelse, sagsøgte havde anmodet om, dels ikke havde haft nogen adgang til DFF's anlæg.

18 I den forbindelse henviser sagsøgeren endvidere til, at det er fastslået i den af sagsøgte påberåbte dom, at »forældelsesfristen for erstatningssøgsmål mod Fællesskabet ikke [kan] begynde at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt« (dommen i sagen Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 10). Sagsøgeren erindrer om, at der gælder tre betingelser for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, nemlig at der foreligger en retsstridig handling, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse. Ansvaret opstår således ikke allerede som følge af den retsstridige handling. Følgelig kunne den retsstridige handling ikke i sig selv bevirke, at forældelsesfristen begyndte at løbe.

19 Endelig anfører sagsøgeren, at DFF's skrivelse af 20. juli 1992 og den procedure for udmeldelse af en sagkyndig, som blev iværksat ved anmodningen af 10. marts 1993 fra Cigna Insurance Company of Europe SA, og som blev afsluttet med fremlæggelsen af Speroni's rapport den 10. maj 1995, må anses for handlinger, der afbryder forældelsen.

Rettens bemærkninger

20 Som det fremgår af EF-traktatens artikel 215 (nu artikel 288 EF) og artikel 43 i EF-statutten for Domstolen, der har helt samme ordlyd som Euratom-statuttens artikel 44, forudsætter Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, at en række betingelser med hensyn til tilstedeværelsen af en ulovlig adfærd fra fællesskabsinstitutionerne, et faktisk tab og en indbyrdes årsagssammenhæng, er opfyldt (dommen i sagen Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 9).

21 Ifølge artikel 44 i Euratom-statutten for Domstolen forældes krav mod Fællesskabet, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

22 I den foreliggende sag skete den oversvømmelse, som forvoldte sagsøgerens tab, natten mellem den 1. og den 2. juni 1992.

23 Formålet med den retspraksis, hvortil sagsøgeren har henvist, og hvorefter forældelsesfristen for et erstatningssøgsmål ikke begynder at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, er at indføre et kriterium, hvorefter det tab, som kræves erstattet, skal være kendt i det tilfælde, hvor Fællesskabets ansvar har sin oprindelse i en generel retsakt. I dette tilfælde kan forældelsesfristen altså heller ikke begynde at løbe, før retsaktens skadevoldende følger har vist sig. Denne praksis ophæver ingenlunde det afgørende kriterium i Euratom-statuttens artikel 44, hvorefter den omstændighed, der ligger til grund for tabet, skal være indtrådt - denne skadevoldende omstændighed var i den foreliggende sag oversvømmelsen natten mellem den 1. og den 2. juni 1992 - men praksis præciserer i det væsentlige blot rammerne herfor i tilfælde - som er væsensforskellige fra det foreliggende - hvor der anlægges et erstatningssøgsmål på grund af den skade, som sagsøgerne kan komme til at lide ved gennemførelsen af en generel retsakt, der er vedtaget på fællesskabsplan.

24 Selv om denne praksis måtte forudsættes at finde anvendelse på det foreliggende tilfælde, må det for det første konstateres, at det er ubestridt, at den oversvømmelse, som forvoldte det af sagsøgeren lidte tab, indtraf natten mellem den 1. og den 2. juni 1992, og at skaden indtrådte øjeblikkeligt. Endvidere fremgår det af sagsøgerens skrivelse til DFF af 17. juni 1992, at sagsøgeren allerede på daværende tidspunkt mente at have tilstrækkeligt kendskab til omstændighederne hvad angår de tre erstatningsbetingelser til at kunne fremsætte et erstatningskrav over for Fællesskabet. Den omstændighed, at sagsøgeren på tidspunktet for fremsendelsen af denne skrivelse endnu ikke fandt at råde over alle de nødvendige elementer til at kunne godtgøre under en retssag, at Fællesskabet ifaldt ansvar, kan ikke i sig selv forhindre, at forældelsesfristen begyndte at løbe. I modsat fald sammenblandes det processuelle kriterium for forældelsesfristens begyndelse med konstateringen af erstatningsbetingelsernes opfyldelse, som i sidste ende må foretages af den ret, der skal træffe den endelige afgørelse vedrørende tvistens realitet.

25 Hvad angår sagsøgerens argument om, at forældelsesfristen er blevet afbrudt, bemærkes, at denne frist ifølge Euratom-statuttens artikel 44 afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Fællesskabets retsinstanser eller ved, at kravet forud gøres gældende over for vedkommende institution, idet forældelsen i sidstnævnte tilfælde dog alene afbrydes, såfremt kravet følges op af et sagsanlæg inden for den frist, som er fastsat i EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) og EF-traktatens artikel 175 (nu artikel 232 EF), som svarer til Euratom-traktatens artikel 146 og 148, hvortil der henvises i nævnte artikel i Euratom-statutten (Domstolens dom af 5.4.1973, sag 11/72, Giordano mod Kommissionen, Sml. s. 417, præmis 6, og Rettens kendelse af 4.8.1999, sag T-106/98, Fratelli Murri mod Kommissionen, Sml. II, s. 2553, præmis 29).

26 De af sagsøgeren omtalte skrivelser og foranstaltninger udgør imidlertid klart ikke nogen stævning til Domstolen eller Retten. Ingen af henvendelserne til Kommissionen blev i øvrigt fulgt op af en stævning inden for de fastsatte frister. Forældelsesfristen, som begyndte at løbe den 2. juni 1992, blev derfor på intet tidspunkt afbrudt i overensstemmelse med forskrifterne i Euratom-statuttens artikel 44 (jf. i denne retning kendelsen i sagen Fratelli Murri mod Kommissionen, præmis 30).

27 Endvidere skal det bemærkes, at sagsøgeren efter at have modtaget Speroni's rapport den 10. maj 1995 stadig havde mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål inden for fristen i Euratom-statuttens artikel 44, men at selskabet på daværende tidspunkt fandt dette uhensigtsmæssigt og valgte at anlægge erstatningssag ved de nationale domstole.

28 Det fremgår af samtlige de anførte betragtninger, at anlægget af den foreliggende sag, hvori der er indgivet stævning den 21. maj 1999, fandt sted lang tid efter udløbet af forældelsesfristen den 2. juni 1997. Følgelig må søgsmålet åbenbart afvises.

Sagens omkostninger

29 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, og Kommissionen har påstået denne pålagt omkostningerne, tilpligtes sagsøgeren at betale sine egne og Kommissionens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger.