61997J0234

1 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - arbejdstagere - anerkendelse af eksamensbeviser og kvalifikationsbeviser - anvendelsesomraade for direktiv 89/48 og 92/51 - lovreguleret erhvervsvirksomhed - begreb - raekkevidde - virksomhed reguleret ved en kollektiv overenskomst - betingelser for at vaere omfattet - almindelig regulering af erhvervsvirksomhed

(Raadets direktiv 89/48 og 92/51)

2 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - arbejdstagere - udoevelse af et erhverv i et offentligretligt organ, reguleret af bestemmelser i en kollektiv overenskomst - krav om et kvalifikationsbevis eller et eksamensbevis, der attesterer en erhvervsmaessig kompetence, som anerkendes af medlemsstatens myndigheder - lovlighed - pligt for medlemsstatens myndigheder til at undersoege overensstemmelsen mellem eksamensbeviser, kundskaber og kvalifikationer som kraevet i national ret og saadanne erhvervet i de oevrige medlemsstater

(EF-traktaten, art. 48 (efter aendring nu art. 39 EF); Raadets direktiv 89/48 og 92/51)

1 Bestemmelser i en kollektiv overenskomst, som generelt regulerer adgangen til et erhverv eller dets udoevelse, kan vaere »love eller administrative bestemmelser« som omhandlet i artikel 1, litra d), i direktiv 89/48 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed og Raadets direktiv 92/51 om anden generel ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelse, hvorfor de kan antages at vaere en regulering af erhvervsvirksomhed i direktivernes forstand.

Anvendelsesomraadet for en kollektiv overenskomst kan betragtes som tilstraekkelig generelt til at »regulere« et erhverv, saafremt bestemmelserne i en overenskomst mellem et offentligt organ og repraesentanterne for de arbejdstagere, det beskaeftiger, er faelles med andre kollektive overenskomster indgaaet individuelt af andre offentlige organer af samme type, og saafremt bestemmelserne i de naevnte overenskomster derudover foelger af en ensartet administrativ politik paa nationalt plan. Dette er dog som oftest ikke tilfaeldet med bestemmelserne i en kollektiv overenskomst, der kun regulerer forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager i et enkelt offentligt organ.

2 EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF) skal fortolkes saaledes, at

- den ikke er til hinder for bestemmelser i en kollektiv overenskomst, der gaelder for et offentligretligt organ i en medlemsstat, og hvorefter et bestemt erhverv, som ikke er lovreguleret som omhandlet i Raadets direktiv 89/48 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed, og Raadets direktiv 92/51 om anden generel ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelse til supplering af direktiv 89/48, kun maa udoeves af personer, der er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en laereanstalt i den paagaeldende medlemsstat eller af ethvert andet kvalifikationsbevis udstedt i udlandet og anerkendt af den samme medlemsstats kompetente myndigheder

- hvis der ikke findes nogen generel anerkendelsesordning eller hvis denne ordning er i strid med faellesskabsretten har denne medlemsstats kompetente myndigheder, eller hvis saadanne ikke findes, det offentlige organ selv, imidlertid pligt til - naar de skal anerkende de udenlandske eksamensbeviser som ligestillet - at undersoege, hvorvidt de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det af ansoegeren erhvervede eksamensbevis, svarer til dem, der stilles krav om i vaertsmedlemsstatens lovgivning. Naar overensstemmelsen kun er delvis, tilkommer det de nationale kompetente myndigheder, eller i paakommende tilfaelde det offentlige organ selv, at vurdere, om de af den paagaeldende erhvervede kundskaber ved studier eller praktisk erfaring er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de kundskaber, som ikke attesteres ved det udenlandske eksamensbevis.

1 Ved kendelse af 30. maj 1997, indgaaet til Domstolen den 26. juni 1997, har Juzgado de lo Social nº 4 de Madrid i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem Teresa Fernández de Bobadilla og Museo Nacional del Prado (herefter »Prado«), Comité de Empresa del Museo Nacional del Prado og Ministerio Fiscal.

3 Teresa Fernández de Bobadilla er spansk statsborger og bor i Madrid. Efter at have opnaaet graden Bachelor of Arts i kunsthistorie ved Boston Universitet (Amerikas Forenede Stater) gennemfoerte hun - takket vaere et stipendium tildelt af Prado - Master-studier i restaurering af kunstvaerker ved Newcastle upon Tyne Polytechnic (Det Forenede Kongerige), som hun i 1989 afsluttede med eksamensbevis som Master of Arts.

4 Fra 1989 til 1992 arbejdede sagsoegeren i hovedsagen for Prado som restaurator af kunstvaerker paa papir; arbejdsforholdets grundlag var en kontrakt som midlertidigt ansat. Hun arbejdede tillige for flere andre vaerksteder og museer, herunder Studio Paolo Crisistomi i Rom, Lázaro Galdiano-museet, Spaniens Museum for Naturhistorie, Nationalinstituttet for kobberstikkerkunst, Academia Real de las Bellas Artes i San Fernando og Foundation Focus i Sevilla.

5 I medfoer af artikel 1, stk. 1, i kongeligt dekret nr. 1432/85 af 1. august 1985, som aendret ved de kongelige dekreter nr. 1142/96 og nr. 2461/96, er Prado et selvstaendigt administrativt organ tilknyttet Kulturministeriet, og det sorterer direkte under ministeren. Prado er en juridisk person og har retsevne. Paa det i hovedsagen relevante tidspunkt var Prado navnlig omfattet af lov om selvstaendige statslige enheders retsstilling samt af lovgivningen vedroerende statens museer.

6 Ifoelge en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der i 1988 blev indgaaet mellem Prado og personalets repraesentanter, er stillinger som restaurator forbeholdt personer med et kvalifikationsbevis tildelt af Fakultetet for de Skoenne Kunster - Konservatorafdelingen - eller af Skolen for Anvendt Kunst for restaurering af kunstvaerker, eller med et andet kvalifikationsbevis tildelt i udlandet og anerkendt af det kompetente organ.

7 Den 9. oktober 1992 ansoegte sagsoegeren i hovedsagen om, at det fra Newcastle upon Tyne Polytechnic udstedte eksamensbevis blev anerkendt, saaledes at det blev sidestillet med et spansk kvalifikationsbevis som konservator og restaurator af kulturgoder. Undervisningsministeriet gennemgik ansoegningen og meddelte derefter sagsoegeren ved skrivelse af 9. december 1993, at hun, for at opnaa en saadan anerkendelse, ved proever afholdt i to omgange skulle godtgoere at have tilstraekkelige kundskaber i 24 naermere angivne fag. Disse proever er hidtil ikke blevet afholdt.

8 I mellemtiden indledte Prado den 17. november 1992 en udvaelgelsesproeve for at besaette en varig stilling som restaurator af kunstvaerker paa papir. Teresa Fernández de Bobadilla's ansoegning blev ikke taget i betragtning med den begrundelse, at hun ikke opfyldte betingelserne ifoelge den kollektive overenskomst.

9 I 1996 anlagde sagsoegeren sag ved den nationale ret med paastand om ophaevelse af den paagaeldende bestemmelse. Til stoette for sagen gjorde hun gaeldende, at kravet om opfyldelse af de ovennaevnte betingelser udgjorde en kraenkelse af den spanske forfatning og var en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed, der beskyttes ved traktatens artikel 48.

10 Da Juzgado de lo Social nº 4 de Madrid var i tvivl om den rette fortolkning af traktatens artikel 48, har den besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er det i strid med bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, at det i en kollektiv overenskomst for et selvstaendigt organ under den spanske stat er fastsat, at der med henblik paa udoevelsen af erhvervet som restaurator (et ikke-lovreguleret erhverv) forinden kraeves en anerkendelse som ligestillet af en akademisk grad, der er opnaaet i en anden EF-medlemsstat, og en saadan anerkendelse meddeles paa grundlag af en sammenligning af studieplanerne i Spanien og i det paagaeldende andet land, og efter bestaaede teoretiske og praktiske proever i de fag, der indgaar i den spanske studieplan, men som ikke findes i studieplanen i den paagaeldende anden EF-medlemsstat?«

11 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at et offentligretligt organ som Prado goer besaettelsen af en stilling betinget af, at en ansoeger er i besiddelse af et eller flere kvalifikationsbeviser, der godtgoer den paagaeldendes egnethed til at bestride stillingen, dog forudsat, at kravet ikke udgoer en ubegrundet hindring for den faktiske udoevelse af de grundlaeggende friheder, der er sikret ved traktatens artikel 48.

12 De offentlige organer er desuden pligtige at overholde bestemmelserne i Raadets direktiv 89/48/EOEF af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed (EFT 1989 L 19, s. 16) og Raadets direktiv 92/51/EOEF af 18. juni 1992 om anden generel ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelse til supplering af direktiv 89/48/EOEF (EFT L 209, s. 25).

13 Den forelaeggende ret anfoerer, at erhvervet som restaurator af kulturgoder ikke er lovreguleret i Spanien, eftersom det ikke figurerer paa den liste over de erhverv, der er omfattet af den spanske lovgivning til gennemfoerelse af direktiv 89/48 og 92/51, og der ikke er noget direktiv, som specifikt omhandler det paagaeldende erhverv. Retten bemaerker videre, at det ifoelge en dom afsagt af den spanske forfatningsdomstol (dom af 6.7.1989 i sag 122/89) maa antages, at den omstaendighed, at der er fastsat bestemte betingelser, eller at der skal opfyldes krav for at kunne faa adgang til at udoeve et erhverv, ikke er tilstraekkelig til, at erhvervet hermed er lovreguleret.

14 Det maa imidlertid paapeges, at definitionen af begrebet lovreguleret erhverv i direktiv 89/48's og 92/51's forstand henhoerer under faellesskabsretten.

15 Det maa saaledes foerst undersoeges, om et erhverv skal anses for lovreguleret ifoelge direktiv 89/48 og 92/51, naar et offentligt organ i en medlemsstat via en kollektiv overenskomst goer retten til at udoeve et bestemt erhverv dér afhaengig af, at ansoegere er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en laereanstalt i denne stat eller af et kvalifikationsbevis udstedt i udlandet og anerkendt som ligestillet af det kompetente nationale organ.

16 Det fremgaar af artikel 1, litra d), i direktiv 89/84 og artikel 1, litra f) i direktiv 92/51, at der foreligger et lovreguleret erhverv, naar betingelserne for at faa adgang til eller udoeve dette erhverv enten direkte eller indirekte er fastlagt i bestemmelser af retlig karakter, det vaere sig love eller administrative bestemmelser (jf. dom af 1.2.1996, sag C-164/94, Aranitis, Sml. I, s. 135, praemis 18).

17 Det maa antages, at adgangen til at optage eller udoeve et erhverv er reguleret direkte af retlige bestemmelser, naar der ved vaertslandets love eller administrative bestemmelser gennemfoeres en ordning, hvorved erhvervet udtrykkeligt forbeholdes personer, som opfylder visse betingelser, og hvorved personer, som ikke opfylder betingelserne, forbydes retten til at udoeve virksomheden (jf. den ovennaevnte Aranitis-dom, praemis 19).

18 Generaladvokaten har udtalt i punkt 23 i forslaget til afgoerelse, at i adskillige medlemsstaters retsordener er det overladt til arbejdsmarkedets parter at indgaa kollektive overenskomster om arbejdsvilkaar, herunder betingelserne for adgang til beskaeftigelse, der ikke blot er bindende for de underskrivende parter samt de arbejdsgivere og arbejdstagere, som de repraesenterer, men ogsaa for tredjemand, saaledes at de medfoerer retsvirkning for denne.

19 Domstolen har saaledes fastslaaet, at en medlemsstat kan overlade gennemfoerelsen af de maal, der skal naas ved EF-direktiver, til arbejdsmarkedets parter via kollektive overenskomster, hvorved staten dog stedse skal opfylde sin pligt til fuldstaendigt at ivaerksaette direktivet ved i paakommende tilfaelde at traeffe samtlige egnede foranstaltninger (dom af 30.1.1985, sag 143/83, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 427, praemis 8 og 9).

20 Hermed kan bestemmelser i en kollektiv overenskomst, som generelt regulerer adgangen til et erhverv eller dets udoevelse, vaere »love eller administrative bestemmelser« som omhandlet i artikel 1, litra d), i direktiv 89/48 og artikel 1, litra f), i direktiv 92/51, hvilket navnlig gaelder, naar denne situation hidroerer fra en ensartet administrativ politik paa nationalt plan.

21 I oevrigt har den finske regering korrekt fremhaevet, at saafremt direktiv 89/48 og 92/51 ikke fandt anvendelse paa de af kollektive overenskomster regulerede sektorer, ville dette skade deres effektive virkning.

22 Herefter maa det spoergsmaal undersoeges, om en kollektiv overenskomst generelt regulerer adgangen til et erhverv eller dets udoevelse. Saafremt bestemmelserne i en overenskomst mellem et offentligt organ som Prado og repraesentanterne for de arbejdstagere, det beskaeftiger, er faelles med andre kollektive overenskomster indgaaet individuelt af andre offentlige organer af samme type, og saafremt bestemmelserne i de naevnte overenskomster derudover foelger af en ensartet administrativ politik paa nationalt plan, kan anvendelsesomraadet for overenskomsterne betragtes som tilstraekkelig generelt til, at deres bestemmelser kan betegnes som en regulering af et erhverv i direktiv 89/48's og 92/51's forstand.

23 Derimod har bestemmelserne i en kollektiv overenskomst, der kun regulerer forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager i et enkelt offentligt organ som oftest ikke et tilstraekkelig generelt anvendelsesomraade til, at de paagaeldende erhvervsgrene kan betegnes som lovregulerede erhverv ifoelge direktiv 89/48 og 92/51.

24 Det foelger af de ovenstaaende bemaerkninger, at det tilkommer den nationale ret at klarlaegge raekkevidden af anvendelsesomraadet for den regel, som kraever, at personer, der soeger arbejde som restaurator af kulturgoder, skal vaere i besiddelse af spanske eksamensbeviser eller af kvalifikationsbeviser udstedt i udlandet og anerkendt som ligestillede af det kompetente nationale organ, for saaledes at afgoere, om adgangen til erhvervet eller dets udoevelse i Spanien er lovreguleret i direktiv 89/48's og 92/51's forstand.

25 Saafremt den forelaeggende ret konstaterer, at det paagaeldende erhverv er lovreguleret i Spanien, maa den herefter konkludere, at det enten er direktiv 89/48 eller direktiv 92/51, der finder anvendelse i den for retten verserende tvist.

26 Saafremt den nationale ret finder, at et af de to direktiver finder anvendelse, skal den herefter undersoege, om sagsoegeren i hovedsagen opfylder de i direktivet fastsatte betingelser, for at afgoere, om hun retmaessigt kan ansoege om en stilling som restaurator af kulturgoder, der opslaas som en fast stilling.

27 Endelig maa det fremhaeves, at naar direktiv 89/48 eller 92/51 finder anvendelse, maa et offentligt organ i en medlemsstat, som har pligt til at overholde reglerne i det paagaeldende direktiv, ikke laengere kraeve, at en ansoegers kvalifikationsbeviser skal vaere anerkendt af de kompetente nationale myndigheder.

28 Saafremt det paagaeldende erhverv ikke er et lovreguleret erhverv som omhandlet i direktiv 89/48 og 92/51, er faellesskabsretten i princippet ikke til hinder for, at et offentligt organ i en medlemsstat goer adgangen til en stilling betinget af, at ansoegere er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en laereanstalt i denne medlemsstat eller et andet kvalifikationsbevis udstedt i udlandet og anerkendt af den naevnte medlemsstats kompetente myndigheder. Imidlertid skal proceduren for anerkendelse, naar der er tale om et eksamensbevis udstedt i en anden medlemsstat, vaere i overensstemmelse med faellesskabsrettens krav.

29 Domstolen har allerede haft lejlighed til at praecisere de betingelser, som skal overholdes af en medlemsstats kompetente myndigheder, naar disse har faaet forelagt en ansoegning om tilladelse til at udoeve et erhverv, hvortil adgangen ifoelge national ret er betinget af, at vedkommende har et eksamensbevis eller erhvervsmaessige kvalifikationer, saerligt i dommen af 7. maj 1991 (sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357).

30 Til forskel fra den ovennaevnte Vlassopoulou-sag er der i hovedsagen tale om en person med spansk statsborgerskab, der oensker at udoeve sit erhverv i Spanien. Saafremt en borger i en medlemsstat som foelge af, at han har haft fast bopael paa en medlemsstats omraade og dér har erhvervet en faglig kvalifikation, i forhold til sin oprindelige medlemsstat befinder sig i en situation, som kan sammenlignes med en vandrende arbejdstagers, skal han imidlertid ogsaa nyde de rettigheder og friheder, der sikres ved traktaten (jf. i denne retning dom af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, praemis 15 og 16).

31 Det fremgaar af Vlassopoulou-dommens praemis 16, at det paahviler de kompetente myndigheder i vaertslandet at tage hensyn til eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som vedkommende har erhvervet med henblik paa at kunne udoeve dette erhverv i en anden medlemsstat, idet de skal foretage en sammenligning mellem den kompetence, der er dokumenteret ved beviserne, og de krav om kundskaber og kvalifikationer, der stilles i de nationale regler.

32 Saafremt det paa grundlag af sammenligningen af kvalifikationsbeviserne kan konstateres, at de kundskaber og kvalifikationer, der er dokumenteret ved det udenlandske bevis, svarer til de krav, der stilles i de nationale bestemmelser, er medlemsstaten forpligtet til at anerkende, at kvalifikationsbeviset opfylder disse krav. Hvis der ved sammenligningen derimod kun fremgaar delvis overensstemmelse mellem kundskaberne og kvalifikationerne, er medlemsstaten berettiget til at kraeve, at vedkommende dokumenterer, at han eller hun har erhvervet de manglende kundskaber og kvalifikationer (Vlassopoulou-dommens praemis 19).

33 Det tilkommer i denne forbindelse de kompetente myndigheder at vurdere, om de kundskaber, ansoegeren har erhvervet enten ved studier eller ved praktisk erfaring er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de manglende kundskaber (jf. i denne retning Vlassopoulou-dommens praemis 20).

34 Naar er i vaertsmedlemsstaten ikke paa nationalt plan findes en generel anerkendelsesprocedure, eller naar proceduren ikke er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige krav som praeciseret i naervaerende doms praemis 29-33, paahviler det det offentlige organ, der soeger at besaette en stilling, selv at undersoege, om det af ansoegeren i en anden stat opnaaede eksamensbevis, eventuelt i forbindelse med praktisk erfaring, skal betragtes som ligestillet med det kraevede kvalifikationsbevis.

35 En saadan pligt traenger sig saa meget desto mere paa, naar det paagaeldende offentlige organ, som i hovedsagen, har tildelt ansoegeren et stipendium med henblik paa, at vedkommende fortsaetter sine studier i en anden medlemsstat, og naar organet allerede har ansat ansoegeren midlertidigt i den ledige stilling. I et saadant tilfaelde befinder de offentlige organer sig i nemlig i en gunstig position for at kunne vurdere stillingsansoegerens reelle kompetencer i forhold til dem, der indehaves af ansoegere i besiddelse af det nationale eksamensbevis, saaledes som det er tilfaeldet med Prado, der skal bedoemme Teresa Fernández de Bobadilla's egnethed til at bestride en stilling som restaurator af kulturgoder.

36 Det foelger af de ovenstaaende betragtninger i det hele, at den nationale rets spoergsmaal maa besvares med, at traktatens artikel 48 skal fortolkes saaledes, at

- den ikke er til hinder for bestemmelser i en kollektiv overenskomst, der gaelder for et offentligt organ i en medlemsstat, og hvorefter et bestemt erhverv, som ikke er lovreguleret som omhandlet i direktiv 89/48 og 92/51, i det paagaeldende offentlige organ kun maa udoeves af personer, der er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en laereanstalt i den paagaeldende medlemsstat eller af et andet kvalifikationsbevis udstedt i udlandet og anerkendt af den samme medlemsstats kompetente myndigheder

- hvis der ikke findes nogen generel anerkendelsesordning eller hvis denne ordning er i strid med faellesskabsretten har denne medlemsstats kompetente myndigheder, eller hvis saadanne ikke findes, det offentlige organ selv, imidlertid pligt til - naar de skal anerkende de udenlandske eksamensbeviser som ligestillet - at undersoege, hvorvidt de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det af ansoegeren erhvervede eksamensbevis, svarer til dem, der stilles krav om i vaertsmedlemsstatens lovgivning. Naar overensstemmelsen kun er delvis, tilkommer det de nationale kompetente myndigheder, eller i paakommende tilfaelde det offentlige organ selv, at vurdere, om de af den paagaeldende erhvervede kundskaber ved studier eller praktisk erfaring er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de kundskaber, som ikke attesteres ved det udenlandske eksamensbevis.

Sagens omkostninger

37 De udgifter, der er afholdt af den spanske og den finske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Juzgado de lo Social nº 4 de Madrid ved kendelse af 30. maj 1997, for ret:

EF-traktatens artikel 48 (efter aendring nu artikel 39 EF) skal fortolkes saaledes, at

- den ikke er til hinder for bestemmelser i en kollektiv overenskomst, der gaelder i et offentligretligt organ i en medlemsstat, og hvorefter et bestemt erhverv, som ikke er lovreguleret som omhandlet i Raadets direktiv 89/48/EOEF af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed, og Raadets direktiv 92/51/EOEF af 18. juni 1992 om anden generel ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelse til supplering af direktiv 89/48/EOEF, kun maa udoeves af personer, der er i besiddelse af et kvalifikationsbevis udstedt af en laereanstalt i den paagaeldende medlemsstat eller af ethvert andet kvalifikationsbevis udstedt i udlandet og anerkendt af den samme medlemsstats kompetente myndigheder

- hvis der ikke findes nogen generel anerkendelsesordning eller hvis denne ordning er i strid med faellesskabsretten har denne medlemsstats kompetente myndigheder, eller hvis saadanne ikke findes, det offentlige organ selv, imidlertid pligt til - naar de skal anerkende de udenlandske eksamensbeviser som ligestillet - at undersoege, hvorvidt de kundskaber og kvalifikationer, der attesteres ved det af ansoegeren erhvervede eksamensbevis, svarer til dem, der stilles krav om i vaertsmedlemsstatens lovgivning. Naar overensstemmelsen kun er delvis, tilkommer det de nationale kompetente myndigheder, eller i paakommende tilfaelde det offentlige organ selv, at vurdere, om de af den paagaeldende erhvervede kundskaber ved studier eller praktisk erfaring er tilstraekkelige til at dokumentere, at vedkommende har de kundskaber, som ikke attesteres ved det udenlandske eksamensbevis.