61997J0131

1 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - laeger - speciallaegeanerkendelse - forpligtelse til at betale loen under uddannelsen begraenset til de laegespecialer, som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater, og som er naevnt i artikel 5 eller 7 i direktiv 75/362

[Raadets direktiv 75/362, art. 5 og 7, 75/363, art. 2, stk. 1, litra c), og 82/76]

2 Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - fri udveksling af tjenesteydelser - laeger - speciallaegeanerkendelse - forpligtelse til at betale loen under uddannelsen - direkte virkning - foreligger ikke - nationale domstoles pligter

[Raadets direktiv 75/363, art. 2, stk. 1, litra c), og bilaget, punkt 1, samt 82/76]

3 Faellesskabsret - rettigheder tillagt borgerne - en medlemsstats tilsidesaettelse af pligten til at gennemfoere et direktiv - pligt til at erstatte tab, der er forvoldt borgerne - erstatningens omfang - anvendelse af gennemfoerelsesforanstaltningerne med tilbagevirkende gyldighed og fuldt ud - tilstraekkelig erstatning - betingelser

1 Forpligtelsen til i henhold til artikel 2, stk. 1, litra c), samt i henhold til punkt 1 i bilaget til direktiv 75/363 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege at betale en passende loen under uddannelsen til speciallaege gaelder kun for de laegespecialer, som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater, og som er naevnt i artikel 5 eller 7 i direktiv 75/362 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, som aendret ved direktiv 82/76.

2 Forpligtelsen til i henhold til artikel 2, stk. 1, litra c), samt i henhold til punkt 1 i bilaget til direktiv 75/363 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege, som aendret ved direktiv 82/76 at betale en passende loen under uddannelsen til speciallaege er ubetinget og tilstraekkelig praecis, idet den, for at en speciallaege kan vaere omfattet af ordningen for gensidig anerkendelse ifoelge direktiv 75/362 - om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, som aendret ved direktiv 82/76 - kraever, at uddannelsen skal afloennes, naar den foregaar paa heltidsbasis i overensstemmelse med direktivernes krav. Naevnte pligt goer det imidlertid ikke i sig selv muligt for den nationale ret at fastslaa identiteten af den debitor, som skal udrede den passende afloenning, ligesom dennes stoerrelse heller ikke kan fastslaas.

Den nationale ret har dog pligt til, naar den anvender samtlige bestemmelser i national ret, hvad enten de er aeldre eller yngre end et direktiv, saa vidt muligt at fortolke dem i lyset af ordlyden af og formaalet med direktivet.

3 De skadelige foelger af en for sen gennemfoerelse af et direktiv kan afhjaelpes ved, at foranstaltningerne til gennemfoerelse af direktivet anvendes fuldt ud og med tilbagevirkende gyldighed, idet direktivet dog skal vaere gennemfoert korrekt. Den nationale ret skal imidlertid paase, at erstatningen staar i passende forhold til de skadelidtes tab. I den henseende er det tilstraekkeligt, at foranstaltningerne til gennemfoerelse af direktivet anvendes med tilbagevirkende gyldighed, korrekt og fuldt ud, medmindre de skadelidte godtgoer, at de har lidt yderligere tab som foelge af, at de ikke i rette tid har kunnet opnaa de oekonomiske fordele, direktivet sikrer dem, hvilke tab derfor ogsaa boer erstattes.

1 Ved kendelse af 2. december 1996, indgaaet til Domstolen den 1. april 1997, har Pretura circondariale di Bologna i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 82/76/EOEF af 26. januar 1982 om aendring af direktiv 75/362/EOEF om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, og om aendring af direktiv 75/363/EOEF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege (EFT L 43, s. 21).

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Annalisa Carbonari og 121 oevrige sagsoegere paa den ene side og paa den anden side Università degli Studi di Bologna, Ministero della Sanità, Ministero dell'Università e della Ricerca Scientifica og Ministero del Tesoro vedroerende retten for laeger under specialistuddannelse til en »passende afloenning« i uddannelsesperioden.

Faellesskabslovgivningen

3 Raadets direktiv 75/362/EOEF af 16. juni 1975 (EFT L 167, s. 1, herefter »anerkendelsesdirektivet«) tager sigte paa gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger og omfatter foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser. Raadets direktiv 75/363/EOEF af 16. juni 1975 (EFT L 167, s. 14, herefter »samordningsdirektivet«) tager for sit vedkommende sigte paa samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege. Disse direktiver er blevet aendret ved bl.a. direktiv 82/76.

4 Anerkendelsesdirektivet sondrer mellem tre muligheder for at anerkende et eksamensbevis for et speciale. Naar det paagaeldende speciale er faelles for alle medlemsstaterne og findes i listen i direktivets artikel 5, stk. 2, er anerkendelsen automatisk (artikel 4). Naar specialet findes i to eller flere medlemsstater og naevnes i artikel 7, stk. 2, er anerkendelsen automatisk mellem disse stater (artikel 6). Endelig bestemmer artikel 8, at for saa vidt angaar specialer, som hverken er naevnt i opregningen i artikel 5 eller i opregningen i artikel 7, kan en medlemsstat, der er vaertsland, af statsborgere fra medlemsstaterne kraeve, at de opfylder uddannelsesbetingelser, som denne medlemsstat i saa henseende foreskriver i sine egne nationale retsregler, hvorved den dog tager hensyn til de uddannelsesperioder, som disse statsborgere har fuldfoert, og som er bekraeftet ved et kvalifikationsbevis for uddannelse udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, saafremt disse perioder er i overensstemmelse med dem, der for den paagaeldende speciallaegeuddannelse kraeves af den medlemsstat, der er vaertsland.

5 Samordningsdirektivet gennemfoerer med henblik paa den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger en vis harmonisering af betingelserne hvad angaar uddannelsen og adgangen til de forskellige specialer.

6 Anden betragtning til dette direktiv udtaler, at der med henblik paa at samordne uddannelsesbetingelserne for speciallaeger »boer ... fastsaettes visse minimumskriterier baade for adgangen til speciallaegeuddannelsen, dennes minimumsvarighed, undervisningsformen og stedet, hvor denne skal finde sted, samt for det tilsyn, den skal undergives«, og i sidste saetning tilfoejes det, at »disse kriterier vedroerer kun specialer, der er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater«.

7 Samordningsdirektivets artikel 2, stk. 1, som aendret ved artikel 9 i direktiv 82/76, fastsaetter isaer, at den uddannelse, der foerer til erhvervelsen af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for speciallaeger, skal opfylde de deri naevnte betingelser. Det kraeves bl.a. under litra c), at uddannelsen »foelges paa heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer i overensstemmelse med punkt 1 i bilaget«.

8 Bilaget til samordningsdirektivet, som blev tilfoejet ved artikel 13 i direktiv 82/76, og som har overskriften »Karakteristiske traek ved speciallaegeuddannelsen paa heltids- og deltidsbasis«, bestemmer:

»1. Speciallaegeuddannelse paa heltidsbasis

Denne uddannelse finder sted under arbejde i bestemte stillinger, der er anerkendt af de kompetente myndigheder.

Uddannelsen indebaerer, at den paagaeldende laege deltager i samtlige laegelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregaar, saaledes at han igennem hele arbejdsugen aaret igennem anvender hele sin arbejdsindsats paa denne praktiske og teoretiske uddannelse paa de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen afloennes derfor med et passende beloeb.

Uddannelsen kan afbrydes af visse grunde, saasom militaertjeneste, tjenesterejser med videnskabeligt sigte, graviditet og sygdom. Uddannelsens samlede varighed kan ikke nedsaettes paa grund af saadanne afbrydelser.

...«

9 Samordningsdirektivets artikel 4 og 5 fastsaetter mindstevarigheden af de speciallaegeuddannelser, der foerer til erhvervelse af eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser som omhandlet i anerkendelsesdirektivets artikel 5 og 7, og som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere blandt dem.

10 Artikel 16 i direktiv 82/76 bestemmer, at medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 1982. De underretter straks Kommissionen herom.

11 Anerkendelses- og samordningsdirektiverne samt direktiv 82/76 er efter begivenhederne, der foerte til tvisten i hovedsagen, blevet ophaevet og erstattet ved Raadets direktiv 93/16/EOEF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevaegelighed for laeger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser (EFT L 165, s. 1).

Nationale retsforskrifter

12 Anerkendelses- og samordningsdirektiverne blev gennemfoert i Den Italienske Republiks retsorden ved lov nr. 217 af 22. maj 1978 (GURI nr. 146 af 29.5.1978).

13 Ved dom af 7. juli 1987 i sag 49/86, Kommissionen mod Italien (Sml. s. 2995), fastslog Domstolen, at Den Italienske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EOEF-traktaten, da den ikke inden for den fastsatte frist havde vedtaget de bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme Raadets direktiv 82/76.

14 Efter afsigelsen af denne dom blev direktiv 82/76 gennemfoert ved lovdekret nr. 257 af 8. august 1991 (GURI nr. 191 af 16.8.1991, herefter »lovdekret nr. 257«). Lovdekret nr. 257 traadte i kraft 15 dage efter offentliggoerelsen.

15 Artikel 4 i lovdekret nr. 257 fastsaetter rettigheder og pligter for laeger, som er under uddannelse til specialist, og artikel 6 indfoerer for denne gruppe uddannelsesstipendier.

16 Det hedder i artikel 6, stk. 1, i lovdekret nr. 257:

»Personer under specialistuddannelse ... som er forpligtet til at gennemfoere uddannelsen paa heltidsbasis, modtager under hele uddannelsesforloebet - bortset fra tidsrum, hvor uddannelsen ikke finder sted - et uddannelsesstipendium paa 21 500 000 ITL for 1991. Med virkning fra den 1. januar 1992 reguleres dette beloeb aarligt paa grundlag af den forventede inflation og tilpasses hvert tredje aar ved dekret udstedt af Sundhedsministeriet ... paa grundlag af forhoejelsen af mindstesatsen for loenninger, der finder anvendelse paa kontrakter indgaaet med arbejdstagerne i sundhedssektoren, som er ansat af det nationale sundhedsvaesen.«

17 Endelig praeciseres det i samme lovdekrets artikel 8, stk. 2, at dets bestemmelser finder anvendelse med virkning fra det akademiske aar 1991/92.

18 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at denne bestemmelse er blevet fortolket saaledes, at det ved lovdekret nr. 257 indfoerte uddannelsesstipendium ikke - og heller ikke efter det akademiske aar 1991/92 - udbetales til laeger, der er ved at gennemfoere en specialistuddannelse, og som er optaget inden det naevnte tidspunkt.

Tvisten i hovedsagen

19 Sagsoegerne i hovedsagen har anfoert alle at have bestaaet laegevidenskabelig embedseksamen. De var indskrevet for det akademiske aar 1990/91 paa undervisningssteder for specialistuddannelse ved Det Medicinske Fakultet ved Bologna Universitet inden for en raekke fagomraader saasom kardiologi, obstetrik, neurologi, psykiatri, paediatri, urologi, ophtalmologi, arbejdsmedicin m.m.

20 Da sagsoegerne i hovedsagen ikke havde modtaget loen vedroerende det naevnte akademiske aar, har de navnlig i staevningen indleveret den 30. juli 1992 til Pretura circondariale di Bologna gjort gaeldende, at de havde ret til en »passende afloenning« under specialistuddannelsen, henset til ordlyden af artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76.

21 De sagsoegte i hovedsagen har isaer gjort gaeldende, at de omtvistede direktiver ikke kunne antages at have direkte virkning, eftersom direktivbestemmelserne ikke paalaegger staten klare, praecise og ubetingede forpligtelser vedroerende afloenningen af laeger under specialistuddannelse.

22 Da Pretura circondariale di Bologna fandt, at tvistens loesning afhaenger af fortolkningen af faellesskabsbestemmelserne, navnlig direktiv 82/76, har retten besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal bestemmelsen i direktiv 82/76/EOEF om, at en uddannelsesstilling som speciallaege 'afloennes ... med et passende beloeb' - naar Den Italienske Republik ikke har vedtaget specifikke regler herom inden for den fastsatte frist - fortolkes saaledes, at den har direkte virkning til fordel for laeger under specialistuddannelse, i forhold til myndighederne i Den Italienske Republik? Der spoerges tillige, om direktivet tillaegger laeger under specialistuddannelse ret til et passende vederlag for hele den virksomhed, de udfoerer med henblik paa uddannelsen paa de af staten udpegede uddannelsessteder, med den heraf foelgende pligt for myndighederne, herunder Università degli Studi di Bologna, til at udrede dette vederlag.«

23 Med dette spoergsmaal spoerger den forelaeggende ret naermere bestemt, om artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet - som aendret ved direktiv 82/76, der indfoerer pligt til at udbetale en passende afloenning under uddannelsen til speciallaege - i mangel af en fristmaessig gennemfoerelse, og henset til deres indhold, er ubetingede og tilstraekkeligt praecise til, at laeger under specialistuddannelse for de nationale domstole kan paaberaabe sig den naevnte pligt over for en medlemsstats myndigheder.

24 For det foerste maa der foretages en undersoegelse af anvendelsesomraadet for artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, med henblik paa at fastlaegge de specialer, i forbindelse med hvilke laeger under specialistuddannelse kan goere krav paa retten til en passende afloenning under uddannelsen.

25 Sagsoegerne i hovedsagen har gjort gaeldende, at selv om visse af de i sagen omhandlede specialer ikke er opfoert i anerkendelsesdirektivet som faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere af dem, foelger det af princippet om ligebehandling, der finder anvendelse paa situationer, der er identiske eller analoge, og af princippet om anerkendelse af specialer, at den naevnte omstaendighed ikke kan vaere til hinder for at antage en pligt til at yde en passende afloenning af samme art som den, der er fastsat i faellesskabsbestemmelserne.

26 Heroverfor goeres det gaeldende af den spanske regering og Kommissionen - som henviser til dommen af 6. december 1994 i sag C-277/93, Kommissionen mod Spanien (Sml. I, s. 5515) - at retten til loen i uddannelsesperioden alene angaar de specialer, som omhandles i anerkendelsesdirektivets artikel 5 og 7.

27 Herved er det tilstraekkeligt at henvise til, at Domstolen allerede i den ovennaevnte dom i sagen Kommissionen mod Spanien, praemis 20, fastslog, at forpligtelsen til i henhold til artikel 2, stk. 1, litra c), i samordningsdirektivet at betale loen under uddannelsen til speciallaege kun gaelder for de laegespecialer, som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater, og som er naevnt i anerkendelsesdirektivets artikel 5 eller 7.

28 Da disse bestemmelser vedroerende de omhandlede specialistuddannelser opregner saavel de i medlemsstaterne gaeldende betegnelser som de kompetente myndigheder eller organer, paahviler det den forelaeggende ret blandt sagsoegerne i hovedsagen at udpege dem, der tilhoerer den kategori af laeger, som foelger en af de paagaeldende specialistuddannelser, og som i henhold til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, vil vaere berettiget til en passende afloenning under uddannelsen.

29 For det andet goer den italienske regering gaeldende, at alene overholdelsen af visse betingelser - som skal fastsaettes af den nationale lovgiver - kan goere det muligt for laeger under specialistuddannelse at gennemfoere uddannelsen paa heltidsbasis som angivet i samordningsdirektivet og dermed modtage en passende afloenning.

30 Naermere bestemt finder den spanske regering, at retten til afloenning ikke er et kendetegn for den ved samordningsdirektivet forudsete uddannelse med det formaal at samordne de forskellige systemer. Retten er kun en foelge af denne uddannelses kendetegn. Heraf foelger, at retten dels er betinget af maalrettede foranstaltninger fra de nationale myndigheders side, hvorved disse indfoerer et uddannelsessystem i samklang med samordningsdirektivet, dels er betinget af, at speciallaegerne afslutter en uddannelse paa heltidsbasis i den forstand, dette forudsaettes i bilaget til direktivet.

31 Indledningsvis skal det paapeges, at den italienske regerings repraesentant under retsmoedet udtalte, at siden det akademiske aar 1991/92 foregaar uddannelsen af speciallaeger i Italien i overensstemmelse med forskrifterne i anerkendelsesdirektivet, samordningsdirektivet og direktiv 82/76.

32 Hvad angaar de akademiske aar foer 1991/92 henviste den italienske regerings repraesentant til, at laegerne under specialistuddannelse ikke foer i tiden var pligtige at overholde heltidsreglen.

33 I den forbindelse maa det fremhaeves, at punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, er udtrykkeligt og ubetinget i den forstand, at det kraever den uddannelsessoegendes deltagelse i samtlige laegelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregaar, saaledes at han eller hun gennem hele arbejdsugen aaret igennem anvender hele sin arbejdsindsats paa denne praktiske og teoretiske uddannelse.

34 Punkt 1 siger vel, at de naermere betingelser skal fastsaettes af de kompetente myndigheder, men de deri opfoerte krav vedroerende uddannelse paa heltidsbasis er tilstraekkeligt praecise til, at den forelaeggende ret kan fastslaa, hvem af sagsoegerne i hovedsagen der falder ind under kategorien af laeger under specialistuddannelse, som i perioden foer det akademiske aar 1991/92 opfyldte betingelserne for uddannelse til speciallaege paa heltidsbasis efter den betydning, der er forudsat i samordningsdirektivet og direktiv 82/76.

35 For det tredje har sagsoegerne i hovedsagen gjort gaeldende, at den nationale ret for saa vidt angaar spoergsmaalet om indholdet af pligten til at afloenne de uddannelsessoegende under uddannelsen til speciallaege, kan tage hensyn til de nationale regler, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktiv 82/76, og saaledes kan opfylde direktivets aand og bogstav. Henset til ordlyden af lovdekret nr. 257 finder de, at indholdet af retten til en passende afloenning af laeger under specialistuddannelse samt den myndighed, der arbejdsretligt er pligtig at udrede afloenningen, er klart identificeret.

36 Ifoelge den italienske og den spanske regering er de paagaeldende bestemmelser ikke tilstraekkeligt praecise og ubetingede. De kan derfor ikke stifte en direkte ret for laeger under specialistuddannelse til at opnaa en passende afloenning, naar der ikke foreligger gennemfoerelsesforanstaltninger.

37 For sit vedkommende har Kommissionen gjort gaeldende, at selv om de omtvistede bestemmelser indeholder en klar og praecis pligt, hvis indhold er et krav om at udrede et pengebeloeb som vederlag for loenarbejde udfoert i universitets- eller hospitalscentre, som er udpeget hertil af de kompetente nationale myndigheder, har faellesskabslovgiveren stiltiende overladt det til medlemsstaternes kompetente organer eller til nationale kollektive overenskomster at fastsaette stoerrelsen af det »passende« vederlag i forhold til kvantiteten og kvaliteten af de uddannelsessoegende laegers virksomhed, saaledes at dette element ikke opfylder betingelsen om ubetinget karakter.

38 Det er i den henseende uomtvistet, at anerkendelsesdirektivet bl.a. tager sigte paa den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser speciallaeger, og at samordningsdirektivet - for at goere det muligt for medlemsstaterne at foretage den naevnte gensidige anerkendelse med det formaal at placere samtlige faguddannede statsborgere i medlemsstaterne paa lige fod i Faellesskabet - indfoerer en vis harmonisering af betingelserne vedroerende uddannelsen og adgang til de forskellige laegespecialer.

39 Blandt de mindstenormer, der gaelder vedroerende uddannelsen af speciallaegerne, findes bl.a. reglerne vedroerende mindstevarigheden af specialistuddannelsen, undervisningsformen og det sted, hvor den skal finde sted, den kontrol, den skal underkastes, samt kravet om en passende afloenning.

40 Med hensyn til overholdelsen af mindstenormerne for uddannelsen maa det fastslaas, at faellesskabslovgiveren ved at laegge vaegt paa mindstevarigheden af specialistuddannelsen og det forhold, at denne uddannelse skal foregaa paa heltid, har fundet, at niveauet for speciallaegernes uddannelse ikke maatte bringes i fare, navnlig ved, at der ved siden af udoeves loennet faglig virksomhed paa privat basis. Derfor indfoerer direktiv 82/76 pligten til at betale loen for den tid, som medgaar til speciallaegeuddannelsen.

41 Sidstnaevnte pligt er saaledes fuldt og helt betinget af overholdelsen af kravene til uddannelsen af speciallaeger, som selv giver medlemsstaterne mulighed for at foretage den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet.

42 Det fremgaar saaledes af ordningen vedroerende gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger, at den medlemsstat, hvori uddannelsen til speciallaege finder sted, skal sikre, at denne uddannelse opfylder samtlige betingelser ifoelge samordningsdirektivet og direktiv 82/76, og at laeger under specialistuddannelse skal afloennes.

43 I mangel af en saadan sikring kan de oevrige medlemsstaters myndigheder ikke laengere stole paa, at den paagaeldende medlemsstats ordning for uddannelsen af speciallaeger er paa tilsvarende niveau, hvorved formaalet med anerkendelsesdirektivet, samordningsdirektivet og direktiv 82/76 undergraves. Det maa i oevrigt fastslaas, at naar en medlemsstat ikke undergiver erhvervelsen af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger de i samordningsdirektivet og direktiv 82/76 fastsatte uddannelsesbetingelser, indgaar de speciallaeger, der har fulgt en saadan uddannelse, ikke i kategorien af de laeger, der kan omfattes af den ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som er indfoert ved anerkendelsesdirektivet, samordningsdirektivet og direktiv 82/76.

44 Det er i den sammenhaeng, at bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, forpligter medlemsstaterne til, for saa vidt angaar de laeger, der kan omfattes af ordningen med gensidig anerkendelse, at yde loen under speciallaegeuddannelsen, saafremt specialerne er omfattet af direktivets anvendelsesomraade. Denne pligt er som saadan ubetinget og tilstraekkeligt praecis.

45 Det staar imidlertid fast, at samordningsdirektivet og direktiv 82/76 ikke indeholder nogen faellesskabsretlig definition hverken af den loen, som skal betragtes som passende, eller af metoderne til fastsaettelse af loennen. Saadanne definitioner henhoerer i princippet under medlemsstaternes kompetence, som paa dette omraade skal vedtage saerlige gennemfoerelsesforanstaltninger.

46 Hvad endelig angaar identiteten af den institution, som det paahviler at udrede den passende afloenning, maa det, saaledes som Kommissionen har bemaerket, fastslaas, at hverken samordningsdirektivet eller direktiv 82/76 angiver, hvem der er debitor for den loen, der skal ydes under speciallaegeuddannelsen, og at medlemsstaterne derfor raader over en stor skoensfrihed, naar de udpeger denne debitor.

47 Under disse omstaendigheder er bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, ikke i den henseende ubetingede. De saetter ikke den nationale ret i stand til at fastslaa identiteten af den debitor, som er pligtig at udrede den passende afloenning, ligesom dennes stoerrelse ikke kan fastslaas.

48 I overensstemmelse med fast retspraksis siden afsigelsen af dommen af 10. april 1984 i sag 14/83, Von Colson og Kamann (Sml. s. 1891, praemis 26), maa der imidlertid henvises til, at den pligt for medlemsstaterne, der foelger af et direktiv, til at virkeliggoere dets maal, og pligten i medfoer af traktatens artikel 5 til at traeffe alle almindelige eller saerlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af denne pligt, paahviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder ogsaa domstolene inden for deres kompetence. Som det fremgaar af Domstolens faste praksis er den nationale domstol ved anvendelsen af nationale retsforskrifter - og navnlig bestemmelser i en lov der, saaledes som det er tilfaeldet i hovedsagen, saerligt er blevet fastsat med henblik paa at sikre gennemfoerelsen af et direktiv - i videst muligt omfang forpligtet til at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og saaledes handle i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 189, stk. 3 (jf. dom af 13.11.1990, sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, praemis 8, og af 16.12.1993, sag C-334/92, Wagner Miret, Sml. I, s. 6911, praemis 20).

49 Paa den baggrund tilkommer det den nationale ret at bedoemme, i hvilket omfang samtlige foreliggende nationale regler, og isaer - for perioden efter deres ikrafttraeden - bestemmelserne i en lov, der er vedtaget med henblik paa at gennemfoere direktiv 82/76, allerede fra ikrafttraedelsen af de naevnte bestemmelser kan fortolkes i lyset af ordlyden af og formaalet med naevnte direktiv for at naa det ved dette tilsigtede resultat.

50 I det konkrete tilfaelde i hovedsagen tilkommer det saaledes den forelaeggende ret i betragtning af de ovenstaaende overvejelser at bedoemme, om stoerrelsen af den passende afloenning samt den institution, som det paahviler at udrede afloenningen, kan fastsaettes paa grundlag af samtlige foreliggende nationale regler.

51 Den italienske regering og Kommissionen har i oevrigt undersoegt spoergsmaalet om, hvorvidt den italienske stat kan paalaegges ansvar for skade foraarsaget af tilsidesaettelsen af de pligter, som er paalagt den ved direktiv 82/76.

52 Da der ikke er forelagt noget praejudicielt spoergsmaal herom, er det tilstraekkeligt at henvise til, at Domstolen gentagne ganske har fastslaaet, at saafremt de med direktivet tilsigtede maal ikke kan naas gennem fortolkning, er medlemsstaterne forpligtet til at erstatte tab, som er forvoldt private som foelge af undladelsen af at gennemfoere direktivet, naar tre betingelser er opfyldt. For det foerste skal de maal, der tilsigtes med direktivet, indebaere, at private tillaegges rettigheder, hvis indhold skal kunne fastslaas, for det andet skal retsbruddet vaere tilstraekkeligt kvalificeret, og for det tredje skal der vaere aarsagsforbindelse mellem statens tilsidesaettelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab (jf. isaer dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 27, og af 8.10.1996, forenede sager C-178/94, C-179/94, C-188/94, C-189/94 og C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, praemis 21 og 23).

53 Med hensyn hertil har Domstolen i dommen af 10. juli 1997, forenede sager C-94/95 og C-95/95, Bonifaci m.fl. (Sml. I, s. 3969), fastslaaet, at de skadelige foelger af en for sen gennemfoerelse af et direktiv kan afhjaelpes ved, at foranstaltningerne til gennemfoerelse af direktivet anvendes fuldt ud og med tilbagevirkende gyldighed, idet direktivet dog skal vaere gennemfoert korrekt. Den nationale ret skal imidlertid paase, at erstatningen staar i passende forhold til de skadelidtes tab. I den henseende er det tilstraekkeligt, at foranstaltningerne til gennemfoerelse af direktivet anvendes med tilbagevirkende gyldighed, korrekt og fuldt ud, medmindre de skadelidte godtgoer, at de har lidt yderligere tab som foelge af, at de ikke i rette tid har kunnet opnaa de oekonomiske fordele, direktivet sikrer dem, hvilke tab derfor ogsaa boer erstattes.

54 Under disse omstaendigheder maa det forelagte spoergsmaal besvares med, at artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til samordningsdirektivet, som aendret ved direktiv 82/76, skal fortolkes saaledes:

- Forpligtelsen til at betale en passende loen under uddannelsen til speciallaege gaelder kun for de laegespecialer, som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater, og som er naevnt i anerkendelsesdirektivets artikel 5 eller 7.

- Denne forpligtelse er ubetinget og tilstraekkelig praecis, idet den, for at en speciallaege kan vaere omfattet af ordningen for gensidig anerkendelse ifoelge anerkendelsesdirektivet, kraever, at hans uddannelse skal foregaa paa heltidsbasis og vaere afloennet.

- Naevnte forpligtelse goer det imidlertid ikke i sig selv muligt for den nationale ret at fastslaa identiteten af den debitor, som skal udrede den passende afloenning, ligesom dennes stoerrelse heller ikke kan fastslaas.

Den nationale ret har dog pligt til, naar den anvender bestemmelser i national ret, hvad enten de er aeldre eller yngre end et direktiv, saa vidt muligt at fortolke dem i lyset af ordlyden af og formaalet med direktivet.

Sagens omkostninger

55 De udgifter, der er afholdt af den italienske og den spanske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Bologna ved kendelse af 2. december 1996, for ret:

Artikel 2, stk. 1, litra c), samt punkt 1 i bilaget til Raadets direktiv 75/363/EOEF af 16. juni 1975 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege, som aendret ved Raadets direktiv 82/76/EOEF af 26. januar 1982 om aendring af direktiv 75/362/EOEF om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, og om aendring af direktiv 75/363 skal fortolkes saaledes:

- Forpligtelsen til at betale en passende loen under uddannelsen til speciallaege gaelder kun for de laegespecialer, som er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater, og som er naevnt i artikel 5 eller 7 i Raadets direktiv 75/362/EOEF af 16. juni 1975.

- Denne forpligtelse er ubetinget og tilstraekkelig praecis, idet den, for at en speciallaege kan vaere omfattet af ordningen for gensidig anerkendelse ifoelge direktiv 75/362, kraever, at hans uddannelse skal foregaa paa heltidsbasis og vaere afloennet.

- Naevnte forpligtelse goer det imidlertid ikke i sig selv muligt for den nationale ret at fastslaa identiteten af den debitor, som skal udrede den passende afloenning, ligesom dennes stoerrelse heller ikke kan fastslaas.

Den nationale ret har dog pligt til, naar den anvender bestemmelser i national ret, hvad enten de er aeldre eller yngre end et direktiv, saa vidt muligt at fortolke dem i lyset af ordlyden af og formaalet med direktivet.