61997J0033

1 Tilnaermelse af lovgivningerne - informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter - medlemsstaternes forpligtelse til at give Kommissionen underretning om et udkast til teknisk forskrift - raekkevidde

(Raadets direktiv 83/189, art. 1, nr. 6)

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter - teknisk forskrift som omhandlet i direktiv 83/189 - begreb - national lovgivning, hvorefter markedsfoeringen af varer i vedkommende stat er betinget af anvendelsen af et eller flere bestemte sprog med hensyn til de oplysninger, som skal figurere paa etiketten, brugsanvisningen og garantibeviset - udelukket

(Raadets direktiv 83/189, art. 1, nr. 1 og 5)

3 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - sprogkrav for oplysninger paa indfoerte produkter - lovlighed - betingelser

(EF-traktaten, art. 30 (efter aendring nu art. 28 EF))

1 En national forskrift, som gengiver eller erstatter eksisterende forskrifter uden tilfoejelse eller supplerende specifikationer, kan ikke anses for et »udkast« til tekniske forskrifter som omhandlet i artikel 1, nr. 6, i direktiv 83/189 og er heller ikke underlagt forpligtelsen til underretning, saafremt de naevnte forskrifter, hvis de er blevet vedtaget efter ikrafttraedelsen af direktivet, behoerigt er meddelt Kommissionen.

2 Et krav om, at de oplysninger, der skal fremgaa af produkters etiket, brugsanvisning og garantibevis, skal vaere affattet mindst paa det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg, udgoer ikke en »teknisk forskrift« som omhandlet i direktiv 83/189 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som aendret ved direktiv 88/182. Der maa nemlig sondres mellem forpligtelsen til at videregive visse oplysninger om et produkt til forbrugeren, som opfyldes ved angivelse heraf paa selve varen eller paa dokumenter, der vedlaegges denne, saasom brugsanvisning og garantibevis, og forpligtelsen til at affatte disse oplysninger paa et bestemt sprog. Modsat den foerste forpligtelse, som direkte vedroerer varen, vedroerer den anden forpligtelse alene fastlaeggelsen af det sprog, paa hvilket den foerstnaevnte forpligtelse skal opfyldes, og udgoer derfor ikke i sig selv en »teknisk forskrift« som omhandlet i direktiv 83/189, men en supplerende regel, som er noedvendig for gennemfoerelsen af den effektive videregivelse af oplysningerne.

3 Sprogkrav vedroerende de oplysninger, der skal figurere paa indfoerte produkter, og som fastsaettes i nationale bestemmelser, udgoer en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, for saa vidt de varer, der hidroerer fra andre medlemsstater, skal forsynes med andre etiketter, hvilket medfoerer yderligere udgifter til emballering. Naar der ikke foreligger nogen fuldstaendig faellesskabsharmonisering af saadanne krav, kan medlemsstaterne vedtage nationale bestemmelser om, at disse oplysninger skal vaere affattet paa det sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, eller paa et andet sprog, der er let forstaaeligt for forbrugerne i et omraade, saafremt disse nationale bestemmelser uden forskel finder anvendelse paa alle indenlandske og indfoerte produkter og staar i rimeligt forhold til det maal om beskyttelse af forbrugerne, som de forfoelger. Disse nationale bestemmelser maa kun finde anvendelse paa oplysninger, som medlemsstaten har gjort obligatoriske, og som ikke ved andre midler end oversaettelse kan sikre forbrugerne en korrekt information.

1 Ved dom af 10. januar 1997, indgaaet til Domstolen den 24. januar 1997, har Rechtbank van Koophandel, Hasselt, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 109, s. 8), som aendret ved Raadets direktiv 88/182/EOEF af 22. marts 1988 (EFT L 81, s. 75, herefter »direktiv 83/189«), og af de gaeldende principper for varers maerkning.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Colim NV (herefter »Colim«) og Bigg's Continent Noord NV (herefter »Bigg's«) vedroerende maerkning af forskellige produkter, som markedsfoeres i selskabernes salgslokaler.

Faellesskabsretlige bestemmelser

3 Direktiv 83/189 fastsaetter en informationsprocedure, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at underrette Kommissionen om ethvert udkast til teknisk forskrift, som omfattes af direktivets anvendelsesomraade.

4 Artikel 1 i direktiv 83/189 bestemmer:

»I dette direktiv forstaas ved

1. 'tekniske specifikationer', en specifikation, der indeholdes i et dokument, som fastlaegger karakteristika for et produkt, som f.eks. kvalitet, brugsegenskaber, sikkerhed, dimensioner, herunder terminologiske forskrifter for varen, symboler, proevning og proevningsmetoder, emballering, maerkning eller etikettering samt fremstillingsmetoder og -processer for landbrugsprodukter efter traktatens artikel 38, stk. 1, for produkter til konsum og foder samt for laegemidler som defineret i artikel 1 i direktiv 65/65/EOEF senest aendret ved direktiv 87/21/EOEF

...

5. 'teknisk forskrift', tekniske specifikationer, herunder de administrative bestemmelser, der gaelder herfor, som retligt eller faktisk skal overholdes, for at et produkt kan markedsfoeres eller anvendes i en medlemsstat eller i en vaesentlig del af denne stat, bortset fra de specifikationer, som de lokale myndigheder fastsaetter

6. 'udkast til teknisk forskrift', teksten til en teknisk specifikation, herunder de administrative bestemmelser, der er udarbejdet med henblik paa at vedtage den eller senere at lade den vedtage som en teknisk forskrift, og som er et forberedende stadium, der stadig goer det muligt at foretage vaesentlige aendringer deri

7. 'produkt', alle produkter, der fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter.«

5 Artikel 8, stk. 1, i direktiv 83/189 paalaegger medlemsstaterne at tilsende Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der blot er tale om gengivelse af en international eller europaeisk standard i dens helhed, og kort at give Kommissionen underretning om grundene til, at det er noedvendigt at indfoere en saadan teknisk forskrift.

6 I henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 83/189 udsaetter medlemsstaterne vedtagelsen af et udkast til teknisk forskrift seks maaneder regnet fra datoen for den i artikel 8, stk. 1, omhandlede meddelelse, hvis Kommissionen eller en anden medlemsstat inden tre maaneder efter samme dato afgiver en udfoerlig udtalelse om, at den paataenkte foranstaltning boer aendres for at fjerne eller mindske eventuelle hindringer for den frie vareudveksling, som kunne resultere af foranstaltningen.

Nationale bestemmelser

7 Artikel 13 i wet van 14. juli 1991 betreffende de handelspraktijken en de voorlichting en bescherming van de consument (lov af 14.7.1991 om markedsfoering samt forbrugeroplysning og -beskyttelse, Belgisch Staatsblad af 29.8.1991, herefter »WHPC«) bestemmer:

»De oplysninger, der skal fremgaa af etiketten, og som er obligatoriske efter denne lov, efter dens gennemfoerelsesbekendtgoerelser og efter de i artikel 122, stk. 2, anfoerte gennemfoerelsesbekendtgoerelser, brugsanvisningerne og garantibeviserne skal vaere affattet mindst paa det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg.

Saafremt etikettering er obligatorisk, skal denne fremgaa i den form og med det indhold, der er foreskrevet i reglerne.

Oplysningerne paa etiketterne skal vaere klart synlige og laeselige og klart forskellige fra reklameangivelser.

Etiketten maa i intet tilfaelde fremtraede paa en saadan maade, at der kan ske forveksling med et kvalitetscertifikat.«

8 Artikel 30 i WHPC bestemmer:

»Senest paa det tidspunkt, hvor salget afsluttes, skal saelgerne loyalt give forbrugeren forskriftsmaessige og formaalstjenlige oplysninger om karakteristika ved produktet eller tjenesteydelsen og salgsbetingelserne under hensyn til informationsbehov, som forbrugeren har udtrykt, og til den anvendelse af produktet eller tjenesteydelsen, som forbrugeren har oplyst, eller som med rimelighed kan forudses.«

Tvisten i hovedsagen

9 Det fremgaar af sagens akter, at parterne i hovedsagen hver driver et stormagasin i den nederlandsksprogede provins Limbourg, Colim i Houthalen-Helchteren og Bigg's siden 1996 i Kuringen-Hasselt. Den virksomhedsgruppe, Bigg's tilhoerer, har hjemsted i Waterloo, altsaa i en anden sprogregion i Belgien.

10 Efter anmodning fra selskabet Colruyt NV, som Colim er et datterselskab af, fastslog en justitsembedsmand den 4. juli 1996, at adskillige varer, der var udbudt til salg i Bigg's salgslokaler i Kuringen-Hasselt, ikke paa emballagen eller etiketterne indeholdt nogen angivelse paa nederlandsk - sproget i regionen - vedroerende produktets brug, sammensaetning eller salgsbenaevnelse.

11 Ved en fornyet kontrol den 12. juli 1996 fastslog samme justitsembedsmand, at oplysningerne paa etiketterne paa omkring 30 produkter ikke var oversat til regionens sprog, bortset fra produktet Zeugg Skipper Orange 1 L, som var forsynet med en paaklaebet maerkat med en nederlandsk oversaettelse vedroerende produktets karakter og dets sammensaetning, samt en henvisning paa nederlandsk til infosoejler, hvor yderligere oplysninger kunne faas paa nederlandsk.

12 Vedroerende infosoejlerne anfoerte justitsembedsmanden: »Disse soejler fungerer paa foelgende maade: stregkoden, der er anbragt paa produktet, skal holdes imod en scanner, hvorefter oplysningerne om produktet kommer frem paa en skaerm.« Disse oplysninger vedroerer alene prisen samt en kortfattet oversaettelse af varens salgsbetegnelse. Justitsembedsmanden fastslog, at infosoejlerne ikke angav noget telefonnummer, hvor kunderne kunne opnaa yderligere oplysninger om varen.

13 Paa dette grundlag anlagde Colim den 27. september 1996 en sag om foreloebige forholdsregler mod Bigg's ved den nationale ret og nedlagde her paastand om, at det under boedetvang blev forbudt sagsoegte i hovedsagen at saelge 48 produkter, hvis markedsfoering under de af justitsembedsmanden beskrevne omstaendigheder var i strid med bl.a. artikel 13 og 30 i WHPC.

14 Den 18. oktober 1996 fastslog en justitsembedsmand, der var udmeldt efter begaering fra Bigg's, at Colim ogsaa i sine salgslokaler solgte forskellige varer uden etiket paa nederlandsk.

15 Bigg's nedlagte herefter for den nationale ret en modpaastand af samme indhold, som Colim havde nedlagt.

16 Bigg's gjorde for den nationale ret gaeldende, at de af Colim paaberaabte bestemmelser, bl.a. artikel 13 og 30 i WHPC, var uanvendelige, fordi de ikke som kraevet efter direktiv 83/189 var blevet meddelt Kommissionen.

17 Det fremgaar i oevrigt af Kommissionens besvarelse den 2. august 1996 til Bigg's advokat, at der ikke som kraevet efter direktiv 83/189 var givet nogen meddelelse om WHPC, end ikke delvis.

De praejudicielle spoergsmaal

18 Eftersom Colim stoetter sig paa en tilsidesaettelse af artikel 13 og 30 af WHPC, finder den nationale ret, at en afgoerelse fra Domstolen vedroerende spoergsmaalet, om denne lovgivning burde vaere meddelt Kommissionen i henhold til direktiv 83/189, er noedvendig, inden den kan traeffe afgoerelse i hovedsagen. Den nationale ret har derfor besluttet at udsaette sagen for saa vidt angaar tilsidesaettelsen af artikel 13 og 30 i WHPC og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er en lovbestemmelse i en medlemsstat, hvorefter

- de oplysninger, der i henhold til national lovgivning skal fremgaa af produktets etiket

- brugsanvisninger og - garantibeviser,

skal vaere anfoert mindst paa det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg, og hvoraf det foelger, at indfoerte produkters emballage skal aendres, en 'teknisk forskrift' som omhandlet i direktiv 83/189/EOEF?

2) a) Saafremt der er udstedt saerlige EF-forskrifter vedroerende de oplysninger, produktet skal vaere paafoert, kan en medlemsstat da kraeve, at indfoerte produkter alligevel paafoeres andre oplysninger paa det sprog, der tales i det paagaeldende sprogomraade, hvor produkterne saelges, eller paa et sprog, der er let forstaaeligt for forbrugeren?

b) Saafremt spoergsmaal a) besvares bekraeftende, kan et saadant krav da stilles hvad angaar alle oplysninger paa en emballage eller kun for visse oplysningers vedkommende, og i bekraeftende fald hvilke?

c) Saafremt der ikke er udstedt saerlige EF-forskrifter for visse produkter, kan en medlemsstat da kraeve, at alle eller visse (og i saa fald hvilke) oplysninger paa indfoerte produkter alligevel skal anfoeres paa det sprog, der tales i det paagaeldende sprogomraade, hvor produkterne saelges, eller paa et sprog, der er let forstaaeligt for forbrugeren?«

Det foerste spoergsmaal

19 Den forelaeggende rets foerste spoergsmaal er naermere bestemt, hvorvidt kravet om, at de oplysninger, der skal fremgaa af produkters etiket, garantibevis og brugsanvisning, skal vaere affattet paa mindst det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg, udgoer en »teknisk forskrift« som omhandlet i direktiv 83/189, og som derfor burde have vaeret meddelt Kommissionen.

20 Da de tekniske forskrifter kun skal meddeles Kommissionen, saafremt de omfattes af meddelelsespligten i artikel 8 i direktiv 83/189, maa denne forpligtelses raekkevidde foerst praeciseres.

21 Det Forenede Kongeriges regering har anfoert, at forpligtelsen kun finder anvendelse paa nationale foranstaltninger, som indeholder nye tekniske forskrifter eller tilfoejelser til allerede eksisterende tekniske forskrifter. Formaalet med direktiv 83/189 er nemlig at give Kommissionen og medlemsstaterne mulighed for at vurdere foelgerne for det indre marked af nye planlagte foranstaltninger, foer de vedtages af den paagaeldende medlemsstat.

22 Det bemaerkes herved, at formaalet med direktiv 83/189 er gennem en forebyggende kontrol at beskytte de frie varebevaegelser, som er et af Faellesskabets grundlag (dom af 20.3.1997, sag C-13/96, Bic Benelux, Sml. I, s. 1753, praemis 19). Denne kontrol skal fjerne eller begraense de hindringer for de frie varebevaegelser, som kan foelge af tekniske forskrifter, som medlemsstaterne vil fastsaette. En national forskrift, som gengiver eller erstatter eksisterende forskrifter uden tilfoejelse af nye eller supplerende specifikationer, kan imidlertid ikke anses for »et udkast« til teknisk forskrift som omhandlet i artikel 1, nr. 6, i direktiv 83/189 og er derfor heller ikke underlagt forpligtelsen til underretning, saafremt de naevnte forskrifter, hvis de er blevet vedtaget efter ikrafttraedelsen af direktiv 83/189, behoerigt er blevet meddelt Kommissionen.

23 Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfaeldet i denne sag.

24 Vedroerende begrebet teknisk forskrift i direktiv 83/189 bemaerkes foerst, at dette begreb, og saaledes anvendelsesomraadet for direktivet, er blevet udvidet, foerst ved direktiv 88/182 og dernaest ved Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/10/EF af 23. marts 1994, som indebar en ny vaesentlig aendring af direktiv 83/189 (EFT L 100, s. 30).

25 Det maa dog fastslaas, at den version af direktiv 83/189, der finder anvendelse i denne sag, er den, som var gaeldende paa det tidspunkt, da underretningen burde have vaeret foretaget, saafremt bestemmelserne i artikel 13 i WHPC havde udgjort tekniske forskrifter.

26 Da WHPC blev vedtaget den 14. juli 1991, maa kravene i lovens artikel 13 undersoeges i forhold til direktiv 83/189, som aendret ved direktiv 88/182.

27 Det maa fastslaas, at bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter markedsfoeringen af varer i vedkommende stat er betinget af anvendelsen af et eller flere bestemte sprog med hensyn til de oplysninger, som skal figurere paa etiketten, brugsanvisningen, og garantibeviset, vil kunne anses for at henhoere under »terminologiske forskrifter for varen, symboler ... emballering, maerkning eller etikettering« som omhandlet i artikel 1, nr. 1, i direktiv 83/189 og foelgelig for at udgoere en teknisk forskrift efter direktivet.

28 Der maa dog sondres mellem forpligtelsen til at videregive visse oplysninger om et produkt til forbrugeren, som opfyldes ved angivelse heraf paa selve varen eller ved dokumenter, som vedlaegges denne, saasom brugsanvisning og garantibevis, og forpligtelsen til at affatte disse oplysninger paa et bestemt sprog. Modsat den foerste forpligtelse, som direkte vedroerer varen, vedroerer den anden forpligtelse alene fastlaeggelsen af det sprog, paa hvilket den foerstnaevnte forpligtelse skal opfyldes.

29 De oplysninger, som de erhvervsdrivende er pligtige at meddele koeberen eller den endelig forbruger, vil nemlig, medmindre de gengives ved anvendelse af piktogrammer eller andre tegn end ord, vaere uden praktisk nytte, hvis de ikke er affattet paa et sprog, som kan forstaas af de personer, de er rettet til. Forpligtelsen til at give disse oplysninger paa et bestemt sprog udgoer derfor ikke i sig selv en »teknisk forskrift« som omhandlet i direktiv 83/189, men en supplerende regel, som er noedvendig for gennemfoerelsen af den effektive videregivelse af oplysningerne.

30 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at et krav om, at de oplysninger, der skal fremgaa af produkters etiket, brugsanvisning og garantibevis, skal vaere affattet mindst paa det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg, ikke udgoer en »teknisk forskrift« som omhandlet i direktiv 83/189.

Det andet spoergsmaal

31 Den nationale ret oensker med det andet spoergsmaal naermere bestemt oplyst, om og i hvilket omfang medlemsstaterne kan kraeve, at oplysningerne paa indfoerte produkter skal vaere affattet paa det sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, eller paa et andet sprog, der er let forstaaeligt for dette omraades forbrugere.

32 Den nationale ret angiver i sit spoergsmaal to forskellige situationer, alt efter om der foreligger saerlige EF-bestemmelser, som for et bestemt produkt angiver, hvilke oplysninger der skal figurere paa dette produkt, eller ikke. I den foerste situation er spoergsmaalet, i hvilket omfang medlemsstaterne kan stille sprogkrav for et produkt med hensyn til oplysninger, som ikke er foreskrevet i EF-bestemmelserne. I den anden situation, hvor der ikke foreligger saerlige EF-bestemmelser, er spoergsmaalet, om og i hvilket omfang medlemsstaterne kan kraeve, at alle eller en del af de oplysninger, som figurerer paa produktet, skal vaere affattet paa det sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, eller paa et for forbrugeren andet let forstaaeligt sprog.

33 Det bemaerkes indledningsvis, at der for visse produktgrupper er udstedt faellesskabsdirektiver, som foreskriver anvendelse af det eller de nationale sprog med henblik paa at sikre en bedre beskyttelse af forbrugeren eller den offentlige sundhed.

34 Naar disse direktiver indebaerer en fuldstaendig harmonisering af sprogkravene for et bestemt produkt, kan medlemsstaterne ikke fastsaette yderligere sprogkrav.

35 Naar faellesskabsharmoniseringen derimod er delvis eller overhovedet ikke foreligger, har medlemsstaterne principielt befoejelse til at opstille visse yderligere sprogkrav.

36 Sprogkrav som dem, der er fastsat i de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, udgoer dog, selv om de ikke er tekniske forskrifter som omhandlet i direktiv 83/189, en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, for saa vidt de varer, der hidroerer fra andre medlemsstater, skal forsynes med andre etiketter, hvilket medfoerer yderligere udgifter til emballering (jf. herved dom af 9.8.1994, sag C-51/93, Meyhui, Sml. I, s. 3879, praemis 13).

37 I oevrigt indebaerer noedvendigheden af at aendre maerkningen eller etiketteringen af indfoerte varer, at der ikke kan vaere tale om former for salg som omhandlet i dommen af 24. november 1993, Keck og Mithouard (forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097, praemis 16).

38 EF-traktatens artikel 30 (efter aendring nu artikel 28 EF) forbyder hindringer for de frie varebevaegelser, der foelger af regler om, hvilke betingelser varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og det uanset om saadanne regler anvendes uden forskel paa alle varer, naar en saadan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der gaar forud for hensynet til de frie varebevaegelser (jf. bl.a. Meyhui-dommen, praemis 10).

39 Det maa herved, saaledes som det er fastslaaet ovenfor i praemis 29, bemaerkes, at oplysninger til koeberen eller den endelige forbruger, som kun kan videregives med ord, er uden praktisk nytte, hvis de ikke er affattet paa et sprog, som koeberen eller forbrugeren forstaar.

40 Imidlertid skal en national bestemmelse om saadanne sprogkrav under alle omstaendigheder staa i rimeligt forhold til det formaal, der soeges opnaaet (jf. Meyhui-dommen, praemis 10).

41 Heraf foelger foerst, at en bestemmelse, hvorefter der skal anvendes et sprog, der er let forstaaeligt for forbrugerne, ikke maa udelukke anvendelsen af eventuelle andre midler til at oplyse forbrugerne, saasom anvendelse af tegninger, symboler eller piktogrammer. Det tilkommer den nationale ret i hver enkelt sag at afgoere, om oplysningerne, der optraeder paa maerkningen, i fuldt omfang kan formidle oplysningerne til forbrugerne (jf. herved dom af 12.10.1995, sag C-85/94, Piageme m.fl., Sml. I, s. 2955, praemis 28).

42 Dernaest foelger heraf, at en saadan bestemmelse alene kan gaelde for de oplysninger, som den paagaeldende medlemsstat har gjort obligatoriske. Afgoerelsen af, om oplysninger, som staten ikke har fundet det noedvendigt at goere obligatoriske, skal foreligge paa forbrugerens sprog, skal overlades den for markedsfoeringen af produktet ansvarlige erhvervsdrivende, som, saafremt han oensker det, kan foretage oversaettelse heraf.

43 Endvidere bemaerkes, at sprogkrav som dem, der er fastsat i de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, kun kan begrundes ud fra det almene hensyn, som forbrugerbeskyttelsen udgoer, saafremt de finder anvendelse uden forskel, og de maa heller ikke udelukkende gaelde for indfoerte produkter, saaledes at produkter fra andre sprogomraader i den paagaeldende medlemsstat ikke stilles gunstigere end produkter fra de oevrige medlemsstater.

44 Det andet spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at naar der ikke foreligger nogen fuldstaendig harmonisering af, hvilket sprog oplysninger paa indfoerte produkter skal vaere affattet paa, kan medlemsstaterne vedtage nationale bestemmelser om, at disse oplysninger skal vaere affattet paa det sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, eller paa et andet sprog, der er let forstaaeligt for forbrugerne i dette omraade, saafremt disse nationale bestemmelser uden forskel finder anvendelse paa alle indenlandske og indfoerte produkter og staar i rimeligt forhold til det maal om beskyttelse af forbrugerne, som de forfoelger. Disse nationale bestemmelser maa kun finde anvendelse paa oplysninger, som medlemsstaten har gjort obligatoriske, og som ikke ved andre midler end oversaettelse kan sikre forbrugerne en korrekt information.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af den franske og den nederlandske regering og af Det Forenede Kongeriges regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Rechtbank van Koophandel, Hasselt, ved dom af 10. januar 1997, for ret:

1) Et krav om, at de oplysninger, der skal fremgaa af produkters etiket, brugsanvisning og garantibevis, skal vaere affattet mindst paa det eller de sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne udbydes til salg, udgoer ikke en »teknisk forskrift« som omhandlet i Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som aendret ved Raadets direktiv 88/182/EOEF af 22. marts 1988.

2) Naar der ikke foreligger nogen fuldstaendig harmonisering af, hvilket sprog oplysninger paa indfoerte produkter skal vaere affattet paa, kan medlemsstaterne vedtage nationale bestemmelser om, at disse oplysninger skal vaere affattet paa det sprog, der tales i det omraade, hvor produkterne saelges, eller paa et andet sprog, der er let forstaaeligt for forbrugerne i dette omraade, saafremt disse nationale bestemmelser uden forskel finder anvendelse paa alle indenlandske og indfoerte produkter og staar i rimeligt forhold til det maal om beskyttelse af forbrugerne, som de forfoelger. Disse nationale bestemmelser maa kun finde anvendelse paa oplysninger, som medlemsstaten har gjort obligatoriske, og som ikke ved andre midler end deres oversaettelse kan sikre forbrugerne en korrekt information.