61996J0399

1 Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - anvendelsesomraade - hel eller delvis overfoersel af aktiverne i en virksomhed i frivillig likvidation - omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

2 Socialpolitik - tilnaermelse af lovgivningerne - overfoersel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - direktiv 77/187 - arbejdstagerens indsigelse mod overfoersel af hans kontrakt til erhververen - adgang hertil - vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene som foelge af overfoerslen - arbejdsgiveren ansvarlig for ophaevelsen

(Raadets direktiv 77/187, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 2)

1 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse, saafremt et selskab i frivillig likvidation helt eller delvis overfoerer sine aktiver til et andet selskab, der efterfoelgende udsteder ordrer til en arbejdstager, som ifoelge selskabet i likvidation skal efterkomme dem.

2 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter er ikke til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, rejser indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen, forudsat at arbejdstageren frit har truffet den paagaeldende beslutning. Det tilkommer den forelaeggende ret at fastslaa, om den af erhververen tilbudte arbejdskontrakt medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren. Er dette tilfaeldet, skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, foreskrive, at arbejdsgiveren er ansvarlig for ophaevelsen.

I sag C-399/96,

angaaende en anmodning, som Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Europièces SA i likvidation

mod

Wilfried Sanders,

Automotive Industries Holding Company SA under konkurs,

"at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26),

har

DOMSTOLEN

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G. Hirsch, og dommerne G.F. Mancini (refererende dommer) og R. Schintgen,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Det Forenede Kongeriges regering ved L. Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister E. Sharpston

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 7. maj 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 11. december 1996, indgaaet til Domstolen den 17. december 1996, har Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Wilfried Sanders, der er repraesentant, og Europièces SA i likvidation (herefter »Europièces«). Sagen drejer sig om udbetaling af en fratraedelsesgodtgoerelse og andre godtgoerelser.

De faellesskabsretlige bestemmelser

3 Det fremgaar af direktivets artikel 1, stk. 1, at det finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion.

4 Ifoelge direktivets artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, overgaar overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt, som bestod paa tidspunktet for overfoerslen, som foelge af denne overfoersel til erhververen.

5 Det bestemmes i direktivets artikel 4, stk. 1, at overfoersel af en virksomhed, bedrift eller dele af en bedrift ikke i sig selv giver overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er dog ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer.

6 I direktivets artikel 4, stk. 2, bestemmes det endvidere, at saafremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves, fordi overfoerslen i henhold til artikel 1, stk. 1, medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren for at vaere ansvarlig for arbejdskontraktens eller arbejdsforholdets ophaevelse.

7 Under sagens behandling for Domstolen er direktivet blevet erstattet af Raadets direktiv 98/50/EF af 29. juni 1998 (EFT L 201, s. 88).

Belgisk lovgivning

8 Direktivet er gennemfoert i belgisk ret ved kapitel 2 i kollektiv overenskomst nr. 32a af 7. juni 1985 om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder over for en ny arbejdsgiver som foelge af overfoersel af en virksomhed ved aftale og om fastlaeggelse af rettigheder for fortsat ansatte arbejdstagere i forbindelse med overtagelse af aktiverne efter konkurs eller tvangsakkord eller efter afstaaelse af aktiverne til kreditorerne. Overenskomsten blev tillagt bindende virkning ved kongelig anordning af 25. juli 1985 (Moniteur belge af 9.8.1985, s. 11527) og er blandt andet blevet aendret ved kollektiv overenskomst nr. 32c af 19. december 1989, som blev tillagt bindende virkning ved kongelig anordning af 6. marts 1990 (Moniteur belge af 21.3.1990, s. 5114).

9 Kapitel 3 i den kollektive overenskomst nr. 32a indeholder en fastlaeggelse af arbejdstagernes rettigheder over for en ny arbejdsgiver i forbindelse med overtagelsen af aktiverne efter konkurs eller tvangsakkord efter afstaaelse af aktiverne til kreditorerne. Det er heri navnlig fastsat, at den kollektive overenskomst kun finder anvendelse, saafremt overtagelsen sker senest seks maaneder efter datoen for konkursen eller tvangsakkorden; i modsat fald er de ansatte ikke omfattet af overenskomsten.

Hovedsagen

10 Siden den 15. februar 1974 havde Wilfried Sanders vaeret ansat af Europièces som repraesentant tilknyttet selskabets kontor i Erpent. I juli 1993 traadte Europièces i frivillig likvidation, og der blev udnaevnt en likvidator. Denne opsagde Sanders den 27. juli 1993 med et varsel paa 22 maaneder.

11 Den 13. august 1993 meddelte Europièces' likvidator Sanders, at Europièces havde overdraget en del af lageret og materiellet til Automotive Industries Holding Company SA (herefter »Automotive Industries«), at Automotive Industries ikke havde overtaget alle Europièces' aktiviteter, og at Sanders med virkning fra den 24. august 1993 skulle arbejde for likvidationsboets regning paa kontoret i Bruxelles og efter instrukser direkte fra likvidationsboets repraesentant. Likvidator anfoerte endvidere i skrivelsen, at han var bekendt med, at Automotive Industries havde fremsat tilbud om ansaettelse til visse ansatte, herunder Sanders. Denne havde ifoelge det oplyste afslaaet tilbuddet.

12 Som svar paa en skrivelse fra Sanders af 18. august 1993, hvori han oenskede oplyst, hvorfor han som repraesentant tilknyttet kontoret i Erpent og for det omraade, der daekker provinserne Namur, Luxembourg og Hainaut, skulle udfoere sit arbejde for likvidationsboets regning i Bruxelles, praeciserede likvidator i skrivelse af 25. august 1993 blot Sanders' rolle og arbejdsopgaver. Han skulle bidrage til en optimal realisering af likvidationsboets lager og bistaa med at nedbringe Europièces' passiver. Likvidator anfoerte endvidere, at opregningen ikke var udtoemmende, og at der senere kunne ske aendringer. Han anfoerte endelig, at Europièces kun bestod med henblik paa »afvikling«, og at selskabets virksomhed var begraenset til kun at omfatte realiseringen af det bestaaende lager.

13 Ved skrivelse af 8. september 1993 anmodede Sanders likvidator om at praecisere, om han stadig primaert var repraesentant, eller om han skulle udfoere andre opgaver, idet han dog anfoerte, at han ikke kunne acceptere en aendring af sin stilling.

14 Den 20. september 1993 svarede likvidator, at det ikke var hensigten ensidigt at aendre Sanders' stilling, men at han paa grund af omstaendighederne og kravene i lovgivningen maatte tildeles andre arbejdsopgaver.

15 Efter en yderligere brevveksling sendte Sanders den 18. oktober 1993 en sidste skrivelse til likvidator, hvori han anfoerte, at han maatte konstatere, at hans kontrakt som repraesentant var blevet ophaevet ensidigt eller i hvert fald var blevet opsagt.

16 Sanders anlagde herefter sag ved Tribunal du travail de Bruxelles mod baade Europièces og Automotive Industries.

17 Tribunal du travail de Bruxelles fastslog, at der faktisk var sket en overdragelse af lageret, af kundekredsen og af lejekontrakten eller ejendomsretten til ejendommen i Erpent, og at den oekonomiske enhed i Erpent, som Sanders var tilknyttet, i det mindste var blevet overdraget under bevarelse af sin identitet, idet Automotive Industries havde fortsat udoevelsen af en tilsvarende virksomhed.

18 Ved dom af 5. september 1995 doemte Tribunal du travail de Bruxelles herefter Europièces til at betale Sanders godtgoerelser og renter efter loven. Retten fastslog endvidere, at sagen mod Automotive Industries kunne antages til realitetsbehandling, og den opfordrede Sanders til at fremkomme med bemaerkninger til, om direktivet fandt anvendelse paa overfoersler gennemfoert af et selskab i frivillig likvidation, ligesom retten bemaerkede, at sagen eventuelt maatte berammes paa ny med henblik paa afgivelse af mundtlige indlaeg.

Det praejudicielle spoergsmaal

19 Den 16. november 1995 ivaerksatte Europièces ved Cour du travail de Bruxelles appel til proevelse af dommen af 5. september 1995. For saa vidt som appellen vedroerte Automotive Industries, der senere er erklaeret konkurs, gjorde Sanders for appelinstansen gaeldende, at der var sket en virksomhedsoverfoersel som omhandlet i direktivet, eftersom overdragelsen af enheden i Erpent havde fundet sted ved likvidationsprocedurens begyndelse. Efter belgisk lovgivning ligestilles overfoersler i forbindelse med likvidation ifoelge Sanders ikke med overfoersler i forbindelse med konkurs.

20 Cour du travail de Bruxelles bemaerkede i sin dom af 11. december 1996, at aftalen mellem Europièces og Automotive Industries om overdragelse af aktiver ikke var blevet fremlagt, og at det derfor var umuligt at blive bekendt med dens noejagtige indhold. Selv om den oekonomiske enhed i Erpent tilsyneladende var blevet overfoert, fandtes Sanders ikke at have fremfoert overbevisende argumenter til stoette for, at direktivet finder anvendelse paa et selskab, der er i frivillig likvidation.

21 Cour du travail de Bruxelles stadfaestede herefter foersteinstansens dom, for saa vidt som den vedroerte Europièces, mens den med hensyn til paastanden vedroerende Automotive Industries udsatte sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Finder direktiv 77/187 anvendelse i et tilfaelde, hvor et selskab i likvidation helt eller delvis overfoerer sine aktiver til et andet selskab, som efterfoelgende udsteder ordrer til en arbejdstager, der ifoelge selskabet i likvidation skal efterkommes?«

22 Indledningsvis bemaerkes, at der maa tages stilling til, om det praejudicielle spoergsmaal skal besvares, eller om det som haevdet af Det Forenede Kongeriges regering maa afvises fra paakendelse som foelge af, at den forelaeggende ret ikke har givet Domstolen naermere oplysninger om den retlige og faktiske sammenhaeng, spoergsmaalet indgaar i.

23 Ganske vist har Domstolen fastslaaet, at det for at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er paakraevet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, som de forelagte spoergsmaal haenger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spoergsmaal (jf. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, praemis 6, samt kendelse af 26.4.1993, sag C-386/92, Monin Automobiles, Sml. I, s. 2049, praemis 6, og af 8.7.1998, sag C-9/98, Agostini, Sml. I, s. 4261, praemis 4).

24 For saa vidt angaar den foreliggende sag findes oplysningerne i de af den forelaeggende ret fremsendte sagsakter imidlertid at vaere tilstraekkelige til, at Domstolen kan give en fortolkning af faellesskabsretten i relation til de forhold, som er genstand for hovedsagen. Endvidere er Domstolen i vidt omfang bekendt med sagens retlige baggrund som foelge af en tidligere praejudiciel forelaeggelse (jf. dom af 12.3.1998, sag C-319/94, Dethier Équipement, Sml. I, s. 1061), der vedroerte likvidationsproceduren i Belgien.

25 Det forelagte spoergsmaal maa herefter besvares.

26 Med spoergsmaalet oenskes det for det foerste oplyst, om direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse, saafremt et selskab i frivillig likvidation helt eller delvis overfoerer sine aktiver til et andet selskab, der efterfoelgende udsteder ordrer til en arbejdstager, som ifoelge selskabet i likvidation skal efterkomme dem. For det andet skal det paa baggrund af omstaendighederne i hovedsagen og med henblik paa at give den nationale ret et brugbart svar fastslaas, om direktivets artikel 3, stk. 1, er til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen.

Spoergsmaalet, om der foreligger en overfoersel i direktivets forstand

27 Hertil bemaerkes foerst, at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift i forbindelse med en konkursbehandling (jf. dom af 7.2.1985, sag 135/83, Abels, Sml. s. 469).

28 Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis, at det afgoerende kriterium for bedoemmelsen af, om en overfoersel af en virksomhed, for hvilken der er ivaerksat en administrativ eller retslig procedure, er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, er det formaal, der forfoelges med den paagaeldende procedure (jf. dom af 25.7.1991, sag C-362/89, D'Urso m.fl., Sml. I, s. 4105, praemis 26, og af 7.12.1995, sag C-472/93, Spano m.fl., Sml. I, s. 4321, praemis 24). Der boer endvidere tages hensyn til de naermere regler for den paagaeldende procedure, saerligt de regler, der vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt virksomheden fortsaetter eller ophoerer, og til direktivets formaal (dommen i sagen Dethier Équipement, a.st., praemis 25).

29 I dommen i sagen Dethier Équipement, praemis 27, fastslog Domstolen, at selv om formaalet med den retslige likvidation undertiden kan have lighedspunkter med formaalet med en konkurs, er dette ikke noedvendigvis tilfaeldet, da retslig likvidation kan benyttes i alle de tilfaelde, hvor man oensker at bringe et selskabs virke til ophoer, uanset hvilke grunde man maatte have dertil.

30 Da kriteriet vedroerende formaalet med den retslige likvidationsprocedure ikke giver tilstraekkelige anvisninger for bedoemmelsen, har Domstolen set paa procedurens indhold.

31 For saa vidt navnlig angaar udnaevnelsen af likvidator og dennes opgaver, har Domstolen i praemis 30 i dommen i sagen Dethier Équipement fastslaaet, at der er vaesentlige forskelle mellem en virksomhed i retslig likvidation og en virksomhed under konkurs, og at de grunde, som har foert til, at Domstolen har fastslaaet, at direktivet ikke finder anvendelse i konkurstilfaelde, ikke noedvendigvis goer sig gaeldende i den situation, hvor der er tale om en retslig likvidation.

32 Domstolen udtalte saaledes i dommen i sagen Dethier Équipement, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed i retslig likvidation, naar virksomhedens aktiviteter viderefoeres. Domstolen bemaerkede navnlig i dommens praemis 31, at naar virksomhedens aktiviteter fortsaetter under den retslige likvidation, fortsaettes driften paa det tidspunkt, hvor virksomheden overfoeres. Som foelge heraf er der intet grundlag for at afskaere arbejdstagerne fra at goere deres rettigheder i medfoer af direktivet gaeldende paa de i direktivet fastsatte betingelser.

33 For saa vidt angaar hovedsagen bemaerkes, at frivillig likvidation i det vaesentlige svarer til retslig likvidation, bortset fra, at beslutningen om selskabets likvidation, udnaevnelse af likvidatorer og fastlaeggelse af deres befoejelser traeffes af selskabets generalforsamling og ikke af retten. Kun hvis et flertal af selskabsdeltagerne ikke kan opnaas, maa selskabet henvende sig til retten for at faa indledt likvidation, idet retten da udnaevner likvidatorerne i henhold til selskabets vedtaegter eller generalforsamlingens beslutning, medmindre det maa anses for givet, at uenigheden mellem selskabsdeltagerne hindrer generalforsamlingen i at traeffe beslutning, i hvilket fald retten udnaevner en retslig likvidator.

34 I det mindste for saa vidt angaar visse af de naermere regler er der saaledes stoerre forskel mellem frivillig likvidation og konkurs end mellem retslig likvidation og konkurs.

35 Henset hertil maa det bemaerkes, at de grunde, der i dommen i sagen Dethier Équipement foerte til, at Domstolen fastslog, at direktivet finder anvendelse paa overfoersler, der sker under en retslig likvidationsprocedure, saa meget desto mere goer sig gaeldende, saafremt den overfoerte virksomhed er i frivillig likvidation.

36 Den foerste del af spoergsmaalet - saaledes som omformuleret ovenfor - maa herefter besvares med, at direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse, saafremt et selskab i frivillig likvidation helt eller delvis overfoerer sine aktiver til et andet selskab, der efterfoelgende udsteder ordrer til en arbejdstager, som ifoelge selskabet i likvidation skal efterkomme dem.

Spoergsmaalet, om en arbejdstager kan modsaette sig, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen

37 Hvad angaar den anden del af spoergsmaalet - saaledes som omformuleret ovenfor - bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis skal direktivet sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes, naar virksomheden skifter indehaver, idet direktivet giver arbejdstagerne mulighed for at viderefoere deres arbejdsforhold med den nye arbejdsgiver paa de vilkaar, der var aftalt med overdrageren (jf. dommen i sagen d'Urso m.fl., praemis 9, og dom af 16.12.1992, forenede sager C-132/91, C-138/91 og C-139/91, Katsikas m.fl., Sml. I, s. 6577, praemis 21).

38 Den af direktivet tilsigtede beskyttelse er imidlertid formaalsloes, naar den paagaeldende, efter en beslutning, som han har truffet efter eget frit valg, ikke fortsaetter arbejdsforholdet hos den nye indehaver efter overfoerslen. Domstolen har allerede fastslaaet, at i en saadan situation finder direktivets artikel 3, stk. 1, ikke anvendelse (dom af 11.7.1985, sag 105/84, Danmols Inventar, Sml. s. 2639, og dommen i sagen Katsikas m.fl., praemis 30).

39 I saadanne tilfaelde, hvor arbejdstageren frit beslutter sig til ikke at viderefoere arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet med erhververen, tilkommer det foelgelig medlemsstaterne at bestemme, hvad der skal ske med arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet. Medlemsstaterne kan navnlig bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet i dette tilfaelde anses for at vaere blevet opsagt enten af arbejdstageren eller af arbejdsgiveren. De kan ogsaa bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet vedbliver at bestaa med overdrageren (dom af 7.3.1996, forenede sager C-171/94 og C-172/94, Neuhuys, Sml. I, s. 1253, praemis 35).

40 Det skal i oevrigt bemaerkes, at direktivets artikel 4, stk. 2, indeholder bestemmelse om, at saafremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves, fordi overfoerslen i henhold til artikel 1, stk. 1, medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren for at vaere ansvarlig for ophaevelsen.

41 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at der var blevet fremsat tilbud om ansaettelse til visse ansatte, herunder sagsoegeren, men at denne afslog tilbuddet.

42 Ifoelge det oplyste meddelte likvidator endvidere sagsoegeren, at det ikke var hensigten ensidigt at aendre hans stilling, men at han paa grund af omstaendighederne og kravene i lovgivningen maatte tildeles andre arbejdsopgaver.

43 Under disse omstaendigheder tilkommer det den forelaeggende ret at undersoege baggrunden for, at arbejdstageren afslog den arbejdskontrakt, han havde faaet tilbudt, og at fastslaa, om den tilbudte arbejdskontrakt medfoerte en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for ham.

44 Den anden del af spoergsmaalet, saaledes som omformuleret ovenfor, maa herefter besvares med, at direktivets artikel 3, stk. 1, ikke er til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, rejser indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen, forudsat at arbejdstageren frit har truffet den paagaeldende beslutning. Det tilkommer den forelaeggende ret at fastslaa, om den af erhververen tilbudte arbejdskontrakt medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren. Er dette tilfaeldet, skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, foreskrive, at arbejdsgiveren er ansvarlig for ophaevelsen.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Anden Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour du travail de Bruxelles ved dom af 11. december 1996, for ret:

1) Artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter skal fortolkes saaledes, at direktivet finder anvendelse, saafremt et selskab i frivillig likvidation helt eller delvis overfoerer sine aktiver til et andet selskab, der efterfoelgende udsteder ordrer til en arbejdstager, som ifoelge selskabet i likvidation skal efterkomme dem.

2) Direktivets artikel 3, stk. 1, er ikke til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, rejser indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen, forudsat at arbejdstageren frit har truffet den paagaeldende beslutning. Det tilkommer den forelaeggende ret at fastslaa, om den af erhververen tilbudte arbejdskontrakt medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren. Er dette tilfaeldet, skal medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, foreskrive, at arbejdsgiveren er ansvarlig for ophaevelsen.