61996J0259

1 Tjenestemaend - karriere - overgang til en hoejere kategori - krav om udvaelgelsesproeve - udnaevnelse med virkning fra en dato foer udvaelgelsesproeven blev bestaaet - ulovlighed

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 45, stk. 2)

2 Annullationssoegsmaal - annullationsdom - virkninger - administrationens forpligtelser - erstatning af sagsoegerens tab, der skyldes den annullerede retsakt og vedvarer efter annullationen

(EF-traktaten, art. 176 og art. 215, stk. 2)

3 Tjenestemaend - institutionernes ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - fejl hos administrationen - skade - aarsagsforbindelse - vurdering af den ikke-oekonomiske skade - kriterier

4 Appel - anbringender - anbringende stoettet paa en tilsidesaettelse af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvorefter nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling - Rettens hensyntagen til besvarelserne af et spoergsmaal, der er stillet som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse - lovlighed

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, og art. 64, stk. 3)

5 Appel - anbringender - utilstraekkelig begrundelse - manglende angivelse af de af Retten anvendte kriterier med henblik paa fastsaettelsen af beloebet for den tilkendte godtgoerelse til erstatning af en skade - appellanten givet medhold

1 I henhold til vedtaegtens artikel 45, stk. 2, kan en tjenestemands overgang fra en kategori til en hoejere kategori kun finde sted paa grundlag af en udvaelgelsesproeve. Det er saaledes en ufravigelig betingelse for, at en tjenestemand kan udnaevnes i en hoejere kategori, at han har bestaaet en udvaelgelsesproeve, hvorfor denne betingelse skal vaere opfyldt paa det faktiske udnaevnelsestidspunkt. Vedtaegtens artikel 45, stk. 2, er foelgelig til hinder for en udnaevnelse, som faar virkning fra en tidligere dato, end da udvaelgelsesproeven blev bestaaet.

2 Traktatens artikel 176 indebaerer, ud over en forpligtelse for administrationen til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af Faellesskabets retsinstansers dom, en forpligtelse til at erstatte det yderligere tab, som i givet fald er opstaaet paa grund af den ulovlige retsakt, der er annulleret, forudsat at betingelserne i traktatens artikel 215, stk. 2, er opfyldt. Efter traktatens artikel 176 er det ikke nogen betingelse for at erstatte dette tab, at der er begaaet en ny fejl, som er forskellig fra den oprindelige ulovlige retsakt, der er annulleret, men der skal efter artikel 176 ydes erstatning for det tab, som skyldes denne retsakt, og som varer ved, efter at den er annulleret, og efter at administrationen har opfyldt annullationsdommen.

3 Ved paadoemmelsen af et af en tjenestemand fremsat krav om erstatning skal flere betingelser vaere opfyldt, for at Faellesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, der skal vaere lidt et tab, og der skal vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet.

Ved vurderingen af en eventuel ikke-oekonomisk skade skal der tages hensyn til de skaerpende omstaendigheder, der maatte foreligge i den saerlige situation.

4 Ifoelge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

Det er ikke i strid med denne bestemmelse, at Retten tager de besvarelser i betragtning, som en part har givet paa spoergsmaal, der er stillet som foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse med hjemmel i artikel 64, stk. 3, i Rettens procesreglement, idet den anden part i givet fald har haft mulighed for at udtale sig herom under retsmoedet.

5 Det er alene Retten, der inden for rammerne af den nedlagte paastand om erstatning har kompetence til at fastslaa, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes. For at Domstolen imidlertid kan udoeve sin domstolskontrol af Rettens domme, skal disse vaere tilstraekkeligt begrundede. Denne betingelse er ikke opfyldt, saafremt Rettens dom ikke naermere angiver de kriterier, der er lagt til grund med henblik paa fastsaettelsen af beloebet for den godtgoerelse, der er tilkendt i erstatning for det lidte tab.

I sag C-259/96 P,

Raadet for Den Europaeiske Union ved direktoer Jean-Paul Jacqué, Diego Canga Fano og Thérèse Blanchet, alle Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 26. juni 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) i sag T-91/95, De Nil og Impens mod Raadet (Sml. Pers. II, s. 959), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne dom,

de andre parter i appelsagen:

Lieve de Nil, tjenestemand ved Raadet for Den Europaeiske Union med bopael i Wolvertem (Belgien)

og

Christiane Impens, tjenestemand ved Raadet for Den Europaeiske Union med bopael i Bruxelles,

begge ved advokaterne Jean-Noël Louis, Véronique Leclercq og Ariane Tornel, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Fiduciaire Myson SARL, 30, rue de Cessange,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm, og dommerne R. Schintgen, G.F. Mancini, J.L. Murray og G. Hirsch (refererende dommer),

generaladvokat: M.B. Elmer

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. juli 1996 har Raadet for Den Europaeiske Union i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt den 26. juni 1996 af Retten i Foerste Instans i sag T-91/95, De Nil og Impens mod Raadet (Sml. Pers. II, s. 959, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Raadets afgoerelser af 9. og 15. juni 1994, hvorved sagsoegernes anmodninger af 9. februar 1994 om erstatning blev afslaaet, samt annullerede afgoerelsen af 4. januar 1995, hvorved sagsoegernes klage af 6. september 1994 blev afvist, og tilpligtede Raadet at betale hver af sagsoegerne 500 000 BEF i samlet erstatning for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade.

2 Det fremgaar af den appellerede dom, at sagsoegerne fik adgang til proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve B/228 med henblik paa besaettelse af femten stillinger som assistent i loenklasse B5 derved, at tjenestemaend i loenklasse C1 kunne opnaa en »opnormering« af deres stilling til denne loenklasse. Da de ikke blev optaget paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeven, anlagde sagsoegerne sammen med syv andre ansoegere sag ved Retten, som annullerede »de dispositioner, der blev truffet efter afgoerelserne om at give ansoegerne adgang til proeverne i den interne udvaelgelsesproeve B/228 ...« (dom af 11.2.1993, sag T-22/91, Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 69).

3 Efter denne dom, som ikke blev appelleret, besluttede Raadet dels at opretholde afgoerelserne om aendret indplacering af de femten ansoegere, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, med virkning fra den 1. januar 1991, dels at offentliggoere en meddelelse om intern udvaelgelsesproeve B/228a med henblik paa besaettelse af seks stillinger som assistent i loenklasse B5 ved opnormering af stillinger i loenklasse C1. Arten af proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/228a og de naermere bestemmelser om vurderingen af proeverne var identiske med, hvad der gjaldt for udvaelgelsesproeve B/228. Det anfoertes i meddelelsen om udvaelgelsesproeve B/228a, at de ansoegere kunne faa adgang til proeven, som allerede havde faaet adgang til proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/228.

4 Efter gennemfoerelsen af proeverne, som de deltog i, blev sagsoegerne optaget paa egnethedslisten. Begges stilling blev opnormeret til loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1994. Sagsoegerne var imidlertid af den opfattelse, at Raadet uanset denne aendrede indplacering ikke reelt kunne antages at have truffet foranstaltninger til at erstatte det tab, der var blevet paafoert dem som foelge af, at udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/228 havde afslaaet at optage dem paa egnethedslisten for denne udvaelgelsesproeve, for saa vidt som de som foelge af dette afslag ikke havde opnaaet en aendret indplacering med virkning fra den 1. januar 1991.

5 Den 9. februar 1994 indgav sagsoegerne foelgelig en anmodning i medfoer af artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«) om erstatning for det tab, som de havde lidt som foelge af denne ulovlige afgoerelse fra udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/228.

6 Denne anmodning og en klage i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, blev afvist ved Raadets afgoerelser af 9. og 15. juni 1994 samt af 4. januar 1995, og sagsoegerne anlagde derefter den 29. marts 1995 sag ved Retten, hvorunder de dels paastod disse afgoerelser ophaevet, dels paastod Raadet tilpligtet at betale hver sagsoeger et beloeb paa 500 000 BEF i erstatning for oekonomisk tab, samt betale hver af dem et symbolsk beloeb paa 1 ECU som godtgoerelse for ikke-oekonomisk skade.

7 Retten bemaerkede i praemis 44, at Raadets afslag paa at traeffe de konkrete foranstaltninger, som ville have gjort det muligt for det at stille sagsoegerne paa lige fod med deres kolleger, som havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, for saa vidt angaar det tidspunkt, fra hvilket deres aendrede indplacering har virkning, udgjorde en overtraedelse af EF-traktatens artikel 176.

8 Herved anfoerte Retten naermere:

»38 Ved at afslaa at aendre sagsoegernes indplacering med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. januar 1991, som det var tilfaeldet for de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, fratog Raadet dem en udsigt til - efter de i vedtaegten fastsatte tidsterminer - at blive forfremmet paa et tidligere tidspunkt til loenklasse B4, og videre paa et tidligere tidspunkt til loenklasse B3, og dermed muligheden for, at deres karriere kunne forloebe paa de samme vilkaar som karrieren for de ansoegere, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228. Som sagsoegerne har anfoert uden at blive modsagt af Raadet, var 11 af de 15 tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228 og havde faaet ny indplacering i 1991, allerede blevet forfremmet til loenklasse B3 pr. 1. januar 1996, og tre af disse vil i 1996 kunne forfremmes til loenklasse B2, mens de fire andre tjenestemaend, der havde bestaaet, pr. samme dato var blevet forfremmet til loenklasse B4, og tre af disse vil i 1996 kunne forfremmes til loenklasse B3. Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten har Raadet indroemmet, at saafremt sagsoegerne var blevet indplaceret i loenklasse B5 i januar 1991, kunne de muligvis selv i medfoer af vedtaegtens artikel 45, stk. 2, vaere blevet forfremmet til loenklasse B4 i juli 1991 og til loenklasse B3 pr. 1. juli 1993, paa hvilket tidspunkt deres nettovederlag ville have oversteget det vederlag, som de paa davaerende tidspunkt faktisk oppebar.

39 Sagsoegernes udsigter til udvikling af deres karriere er saaledes blevet fordrejet i forhold til udsigterne for de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, hvilket skyldes Raadets undladelse af at traeffe de fornoedne foranstaltninger med henblik paa at stille de ansoegere, der, efter at de foerst havde deltaget i udvaelgelsesproeve B/228, til sidst bestod udvaelgelsesproeve B/228a, paa lige fod med dem, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, isaer for saa vidt angaar betingelserne for deres aendrede indplacering, som de havde samme ret til som de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228. Efter ivaerksaettelsen af udvaelgelsesproeve B/228a, som ifoelge den sagsoegte institutions egen forklaring blev afholdt for at beskytte de rettigheder, der var blevet tilsidesat som foelge af de ulovlige forhold i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/228, havde Raadet nemlig kunnet bestemme, at de aendrede indplaceringer af de tjenestemaend, der havde bestaaet, ville faa virkning fra samme tidspunkt som de aendrede indplaceringer af de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228. Da det ikke paa forhaand fastsatte denne loesning, burde det, efter at det havde modtaget sagsoegernes anmodninger herom, have trukket afgoerelserne om aendret indplacering pr. 1. januar 1994 tilbage og derefter for at sikre ligebehandling have genoprettet de paagaeldendes karrierer, saaledes at der sikredes dem en anciennitet i kategori B, der var den samme som ancienniteten i denne kategori for de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228.«

9 Retten fandt, at de tjenestemaend, der havde bestaaet de afholdte proever paa grundlag af meddelelserne B/228 og B/228a, maatte anses for at have bestaaet én og samme udvaelgelsesproeve, og den fastslog herefter i praemis 42, at Raadet dermed havde pligt til at behandle de personer, der havde bestaaet proeverne paa grundlag af meddelelse B/228a, paa samme maade som de personer, der havde bestaaet proeverne paa grundlag af meddelelse B/228, nemlig ved at tillaegge den aendrede indplacering af den foerste gruppe de samme virkninger som den aendrede indplacering af den anden gruppe.

10 Vedroerende det tab, der faktisk var lidt som foelge af den fastslaaede overtraedelse, anfoerte Retten:

»46 Sagsoegerne har ikke bevist, at der foreligger det tab, som de har gjort gaeldende, og som angiveligt udgoeres af forskellen mellem de vederlag, som de oppebar fra den 1. januar 1991 til den 1. januar 1994, og de vederlag, som de ville have oppebaaret i denne periode, saafremt de var blevet indplaceret i loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1991. Som det fremgaar af de oplysninger, der er fremlagt af Raadet som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, og som sagsoegerne ikke har bestridt, har disse nemlig faktisk ikke lidt noget nettotab af vederlag, hvilket navnlig skyldes bortfaldet af den faste godtgoerelse, det saakaldte sekretariatstillaeg, som de var berettiget til, foer deres indplacering blev aendret.

47 Derimod har sagsoegerne godtgjort at vaere berettiget til erstatning for det tab, der skyldes, at de ikke blev indplaceret i kategori B samtidig med de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, for selv om de ikke havde haft ret til forfremmelse, efter at deres indplacering var blevet aendret, mistede de under alle omstaendigheder en udsigt til et fremtidigt karriereforloeb svarende til karrieren for de ansoegere, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228...

48 Sagsoegerne goer gaeldende, at de i oevrigt har lidt et ikke-oekonomisk tab, som de opgoer til et symbolsk beloeb paa 1 ECU.

49 For saa vidt angaar dette tab finder Retten, at hverken den omstaendighed, at en udvaelgelsesproeve ikke bestaas, eller at senere proever forberedes, principielt kan anses for at forvolde en ikke-oekonomisk skade, der automatisk skal erstattes, saa meget mere som sagsoegerne i naervaerende sag ikke har bevist, at den omstaendighed, at de ikke blev optaget paa egnethedslisten for udvaelgelsesproeve B/228, skyldes de ulovligheder, der foerte til annullationen. For saa vidt angaar det tab, som sagsoegerne skulle vaere paafoert som foelge af Raadets afslag paa at imoedekomme deres krav om erstatning og deres efterfoelgende klage, bemaerkes, at dette er sammenfaldende med selve det tab, som Raadet har afslaaet at erstatte. Det kan foelgelig ikke udgoere et saerskilt tab, for hvilket der skal ydes saerskilt erstatning.

50 Retten finder, at den ikke-oekonomiske skade, som sagsoegerne reelt har lidt, vedroerer den langvarige tilstand af uvished, som de befandt sig i med hensyn til forloebet af deres karriere. Det fremgaar i saa henseende af de saerlige omstaendigheder i sagen, at der har foreligget vaesentlige mangler i forbindelse med afviklingen af de proever, der blev afholdt paa grundlag af meddelelse B/228, og en alvorlig tilsidesaettelse af sagsoegernes ret til, at disse proever blev afviklet forskriftsmaessigt, hvortil kommer, at Raadets afslag paa at stille dem paa lige fod med deres kolleger, hvis indplacering blev aendret med virkning fra den 1. januar 1991, blev givet paa et tidspunkt, hvor de allerede havde bestaaet de proever, der var afholdt paa grundlag af meddelelse B/228a.

51 Retten finder, at de oekonomiske og ikke-oekonomiske tab, som hver af sagsoegerne har lidt, med foeje og efter ret og rimelighed samlet kan opgoeres til 500 000 BEF (jf. Rettens domme af 9.2.1994, sag T-82/91, Latham mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 61, og sag T-3/92, Sml. Pers. II, s. 83). Raadet vil herefter vaere at doemme til at betale dette beloeb til hver af sagsoegerne.«

11 Raadet har under naervaerende appel fremfoert foelgende seks anbringender:

- overtraedelse af traktatens artikel 176

- overtraedelse af vedtaegtens artikel 30

- overtraedelse af princippet om ligebehandling

- overtraedelse af vedtaegtens artikel 45, stk. 2

- overtraedelse af artikel 48 i Rettens procesreglement

- de retlige betingelser for, at der ifaldes ansvar, er ikke opfyldt, og proportionalitetsprincippet er tilsidesat.

De foerste fire anbringender

12 Med de foerste fire anbringender, som skal behandles under ét, kritiserer Raadet naermere bestemt Retten for, at den har lagt Raadet til last at have foretaget en mangelfuld gennemfoerelse af den tidligere naevnte dom i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, da det besluttede at afholde en ny udvaelgelsesproeve og at indplacere de tjenestemaend, der havde bestaaet proeven, i loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1994.

13 Raadet har i den forbindelse gjort gaeldende, at det for at bevare rettighederne for de ansoegere, der har lidt skade som foelge af fejl i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, er tilstraekkeligt ifoelge Domstolens praksis (dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti mod Domstolen, Sml. s. 2421, af 6.7.1993, sag C-242/90 P, Kommissionen mod Albani m.fl., Sml. I, s. 3839, og af 9.8.1994, sag C-412/92 P, Parlamentet mod Meskens, Sml. I, s. 3757), at ansaettelsesmyndigheden for den paagaeldende institution afholder en ny udvaelgelsesproeve paa tilsvarende niveau som den foerste. De foranstaltninger, som Raadet har truffet til opfyldelse af dommen i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, er i enhver henseende i overensstemmelse med denne retspraksis.

14 I den forbindelse har Raadet navnlig anfaegtet Rettens bemaerkninger i praemis 38 og 39 i den appellerede dom, hvorefter den aendrede indplacering af sagsoegerne burde have haft tilbagevirkende gyldighed fra den samme dato, som den aendrede indplacering i henhold til udvaelgelsesproeve B/228, dvs. fra den 1. januar 1991. Raadet finder, at denne udtalelse goer indgreb i dets befoejelser efter traktatens artikel 176, hvorefter den institution, som den annullerede retsakt hidroerer fra, har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, og det bemaerker, at det i den forbindelse raader over et skoen.

15 Raadet finder endvidere, at en aendret indplacering med tilbagevirkende gyldighed fra den 1. januar 1991 ville vaere i strid med vedtaegtens artikel 45, stk. 2, som bestemmer: »En tjenestemands overgang fra en tjenestegruppe eller kategori til en anden tjenestegruppe eller hoejere kategori, kan kun finde sted paa grundlag af en udvaelgelsesproeve«, og tillige ville vaere i strid med princippet om ligebehandling, da de seks personer, der bestod udvaelgelsesproeve B/228a, ikke havde bestaaet den foerste udvaelgelsesproeve B/228.

16 Det skal bemaerkes, at Domstolen har fastslaaet, at det i medfoer af traktatens artikel 176 paahviler vedkommende institution under overholdelse af principperne i de faellesskabsbestemmelser, der finder anvendelse, over for den beroerte part at traeffe enhver foranstaltning, som er egnet til paa rimelig maade at kompensere for den ulempe, der for ham har vaeret en foelge af den annullerede retsakt (jf. dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, praemis 15).

17 Det fremgaar af praemis 3 og 4 i den appellerede dom, at efter den tidligere naevnte dom i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, hvorved Retten annullerede de dispositioner, der blev truffet efter afgoerelserne om at give ansoegerne adgang til proeverne i den interne udvaelgelsesproeve B/228, besluttede Raadet dels at opretholde afgoerelserne om aendret indplacering af de femten ansoegere, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, med virkning fra den 1. januar 1991, dels at afholde en intern udvaelgelsesproeve B/228a for de ansoegere, der ikke havde bestaaet proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/228. Arten af proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeve B/228a og de naermere bestemmelser om vurderingen af proeverne var identiske med, hvad der gjaldt for proeverne ved udvaelgelsesproeve B/228. Sagsoegerne, som bestod proeverne, blev optaget paa egnethedslisten i december 1993. Begge sagsoegeres stilling er blevet opnormeret til loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1994.

18 Hvad for det foerste angaar datoen for den aendrede indplacering skal det bemaerkes, at i henhold til vedtaegtens artikel 45, stk. 2, kan en tjenestemands overgang fra en kategori til en hoejere kategori kun finde sted paa grundlag af en udvaelgelsesproeve. Det er saaledes en ufravigelig betingelse for, at en tjenestemand kan udnaevnes i en hoejere kategori, at han har bestaaet en udvaelgelsesproeve (jf. dom af 12.7.1973, sag 28/72, Tontodonati mod Kommissionen, Sml. s. 779, praemis 8), hvorfor denne betingelse skal vaere opfyldt paa det faktiske udnaevnelsestidspunkt. Vedtaegtens artikel 45, stk. 2, er foelgelig til hinder for en udnaevnelse, som faar virkning fra en tidligere dato, end da udvaelgelsesproeven blev bestaaet.

19 For saa vidt angaar den foreliggende sag foelger det af det anfoerte, at eftersom sagsoegerne foerst bestod udvaelgelsesproeven i slutningen af 1993, kunne deres indplacering ikke aendres med virkning fra den 1. januar 1991. Den modsatte opfattelse, der fremgaar af praemis 38-44 i den appellerede dom, maa derfor anses for urigtig. Den kan dog ikke i sig selv medfoere, at den appellerede dom ophaeves.

20 Hvad dernaest angaar Raadets argumentation om, at forpligtelserne efter traktatens artikel 176 er opfyldt med afholdelsen af en ny udvaelgelsesproeve og indplaceringen af de ansoegere, der havde bestaaet proeven, i loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1994, foelger det af Domstolens praksis (dommen i sagen Parlamentet mod Meskens, a.st., praemis 24), at traktatens artikel 176, ud over en forpligtelse for administrationen til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom, indebaerer en forpligtelse til at erstatte det yderligere tab, som i givet fald er opstaaet paa grund af den ulovlige retsakt, der er annulleret, forudsat at betingelserne i EF-traktatens artikel 215, stk. 2, er opfyldt. Det er saaledes ikke nogen betingelse efter traktatens artikel 176 for at erstatte dette tab, at der er begaaet en ny tjenestefejl, som er forskellig fra den oprindelige ulovlige retsakt, der er annulleret, men der skal efter artikel 176 ydes erstatning for det tab, som skyldes denne retsakt, og som varer ved, efter at den er annulleret, og efter at administrationen har opfyldt annullationsdommen.

21 Da sagsoegerne med deres paastand netop tilsigter at opnaa erstatning for det tab, som skyldes den ulovlige retsakt, der er annulleret, maa de fire foerste anbringender forkastes.

Det foerste led af det sjette anbringende

22 Med det foerste led af det sjette anbringende har Raadet gjort gaeldende, at betingelserne for, at det kan ifalde ansvar, ikke er opfyldt. Raadet har ikke handlet ulovligt ved opfyldelsen af dommen i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, hvorfor to af betingelserne for, at der ifaldes ansvar, nemlig tab og aarsagsforbindelse, ikke er opfyldt. Raadet har i den forbindelse naermere anfoert, at selv om manglerne paavirkede de 71 ansoegere til udvaelgelsesproeve B/228 paa samme maade, foelger det dog ikke heraf, at der automatisk er ret til erstatning af et paastaaet tab, naar der ikke er bevist en aarsagsforbindelse mellem de naevnte mangler og den omstaendighed, at denne foerste udvaelgelsesproeve ikke blev bestaaet.

23 Det er fast retspraksis (jf. dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 42), at ved paadoemmelsen af et af en tjenestemand fremsat krav om erstatning skal flere betingelser vaere opfyldt, for at Faellesskabet kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen kritiseres for at have begaaet, skal vaere ulovlige, der skal vaere lidt et tab, og der skal vaere aarsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet.

24 For saa vidt angaar den foerste af disse betingelser fremgaar det af praemis 19 i naervaerende dom, at den ulovlige adfaerd - i modsaetning til det af Retten anfoerte i praemis 38-44 i den appellerede dom - ikke bestaar i Raadets afslag paa at aendre sagsoegernes indplacering med virkning fra den 1. januar 1991, men i den oprindelige retsakt, der er annulleret, dvs. de dispositioner, der blev truffet efter afgoerelserne om at give ansoegerne adgang til proeverne i udvaelgelsesproeve B/228 (jf. dommen i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, a.st.). Det er i oevrigt netop denne retsakt, som ifoelge Rettens konstateringer i praemis 6 i den appellerede dom ligger til grund for den anmodning, som sagsoegerne indgav i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1.

25 Hvad dernaest angaar tabet bemaerkes, at en ikke-oekonomisk skade som foelge af den langvarige tilstand af uvished, som sagsoegerne befandt sig i med hensyn til forloebet af deres karriere (praemis 50 i den appellerede dom), ikke under nogen omstaendigheder kan anerkendes. Den begrundelse, som Retten har anfoert til stoette for denne konklusion - nemlig »vaesentlige mangler i forbindelse med afviklingen af de proever, der blev afholdt paa grundlag af meddelelse B/228 ... en alvorlig tilsidesaettelse af sagsoegernes ret til, at disse proever blev afviklet forskriftsmaessigt, hvortil kommer, at Raadets afslag paa at stille dem paa lige fod med deres kolleger, hvis indplacering blev aendret med virkning fra den 1. januar 1991, blev givet paa et tidspunkt, hvor de allerede havde bestaaet de proever, der var afholdt paa grundlag af meddelelse B/228a« - vedroerer saaledes for det foerste navnlig manglernes grovhed, som allerede har givet anledning til, at de anfaegtede retsakter blev annulleret ved dommen i sagen Raiola-Denti m.fl. mod Raadet, men ikke sagsoegernes langvarige tilstand af uvished med hensyn til forloebet af deres karriere. For det andet burde Retten, da den vurderede en eventuel ikke-oekonomisk skade, ved siden af den langvarige tilstand af uvished, som sagsoegerne befandt sig i, have taget hensyn til andre skaerpende omstaendigheder, der maatte foreligge i deres saerlige situation.

26 Da Retten ikke har gjort dette, og da sagsoegerne i oevrigt ikke har gjort saadanne omstaendigheder gaeldende, maa den appellerede dom ophaeves, for saa vidt som der herved blev tilkendt sagsoegerne en ret til godtgoerelse for den ikke-oekonomiske skade, de angiveligt havde lidt.

27 Idet sagen er moden til paakendelse paa dette punkt, skal Raadet herefter frifindes for sagsoegernes paastand om erstatning for en ikke-oekonomisk skade, jf. artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen.

28 Derimod kan det ikke paa forhaand udelukkes, at de tjenestemaend, der ikke bestod den foerste udvaelgelsesproeve B/228, og som i lighed med sagsoegerne bestod den anden udvaelgelsesproeve B/228a, har lidt et oekonomisk tab, som bestaar i, at de ikke har haft udsigt til et fremtidigt karriereforloeb svarende til karrieren for de ansoegere, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228 (jf. praemis 47 i den appellerede dom), hvilket var en foelge af, at deres indplacering ikke kunne aendres med virkning fra den 1. januar 1991.

29 For saa vidt angaar spoergsmaalet om aarsagsforbindelsen mellem den ulovlige adfaerd og det oekonomiske tab i denne forbindelse bemaerkes, at det paahviler Raadet at fremlaegge bevis for, at sagsoegernes manglende held ved den foerste udvaelgelsesproeve - saavel som det heraf foelgende tab - ikke skyldes de konstaterede ulovligheder. Da et saadant bevis ikke er foert i sagen, maa det foerste led af det sjette anbringende forkastes paa dette punkt.

Det femte anbringende og det andet led af det sjette anbringende

30 Med det femte anbringende og med det andet led af det sjette anbringende har Raadet endelig kritiseret Retten for, at den ved fastsaettelsen af de tilkendte beloeb har tilsidesat artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, idet den har taget hensyn til en ny faktisk omstaendighed, nemlig karriereforloebet for de femten tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228, mellem datoen for sagsanlaegget og datoen for retsmoedet, samt at den har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

31 I den henseende bemaerkes, at anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvorefter nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, uden videre maa afvises. Det fremgaar nemlig af sagens akter, at Retten den 26. januar 1996 anmodede sagsoegerne om at angive det beloeb, der udgjorde forskellen mellem deres vederlag, indtil deres indplacering blev aendret med virkning fra den 1. januar 1994, og de loenninger, som de ville have oppebaaret, saafremt deres indplacering var blevet aendret til loenklasse B5 med virkning fra den 1. januar 1991 som for de tjenestemaend, der havde bestaaet udvaelgelsesproeve B/228. Eftersom denne anmodning havde hjemmel i artikel 64, stk. 3, i Rettens procesreglement, kunne Retten uden at tilsidesaette procesreglementets artikel 48, stk. 2, tage besvarelserne i betragtning, saa meget mere som Raadet fik mulighed for at udtale sig om dette spoergsmaal under retsmoedet.

32 For saa vidt angaar anbringendet om, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, skal der henvises til, at det ifoelge Domstolens praksis (dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., a.st., praemis 81) alene er Retten, der har kompetence til, inden for rammerne af den nedlagte paastand, at fastslaa, hvorledes og i hvilket omfang skaden skal erstattes. For at Domstolen imidlertid kan udoeve sin domstolskontrol af Rettens domme, skal disse vaere tilstraekkeligt begrundede.

33 I naervaerende sag goer Rettens argumentation i praemis 51 i den appellerede dom - ifoelge hvilken det tab, som hver af sagsoegerne har lidt, med foeje og efter ret og rimelighed kan opgoeres til 500 000 BEF - det ikke muligt for Domstolen at faa kendskab til de kriterier, der er lagt til grund for fastsaettelsen af dette beloeb. Uden en naermere angivelse heraf er Domstolen imidlertid ikke i stand til at bedoemme, om den appellerede dom er i strid med proportionalitetsprincippet paa dette punkt.

34 Herefter maa den appellerede dom ophaeves, for saa vidt som Raadets afgoerelser af 9. og 15. juni 1994 samt af 4. januar 1995 herved blev annulleret, og Raadet blev tilpligtet at betale hver af sagsoegerne et beloeb paa 500 000 BEF i samlet erstatning for oekonomiske og ikke-oekonomiske tab.

Hjemvisning af sagen til Retten

35 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer: »Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse.«

36 Da sagen ikke er moden til afgoerelse, for saa vidt som den vedroerer sagsoegernes paastand om erstatning for et oekonomisk tab, boer den hjemvises til Retten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Punkt 1, 2 og 4 i domskonklusionen i dom afsagt den 26. juni 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-91/95, De Nil og Impens mod Raadet, ophaeves.

2) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes for sagsoegernes paastand om erstatning for en ikke-oekonomisk skade.

3) Sagen hjemvises til Retten til afgoerelse vedroerende sagsoegernes paastand om erstatning for et oekonomisk tab.

4) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.