61996J0215

1 Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - aabenbart irrelevant spoergsmaal

(EF-traktaten, art. 177)

2 Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - standardbankvilkaar, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer - vilkaar, hvorefter bankerne kan aendre rentesatsen i aftaler om aabning af kontokurantkredit - udgoer ikke en konkurrencebegraensning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3 Konkurrence - aftaler - paavirkning af handelen mellem medlemsstaterne - standardbankvilkaar, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer - obligatoriske vilkaar vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser, som afviger fra de gaeldende regler - kan ikke paavirke handelen

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - dominerende stilling - misbrug - standardbankvilkaar, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer - udgoer ikke et misbrug af en dominerende stilling

(EF-traktaten, art. 86)

1 I forbindelse med den praejudicielle forelaeggelsesprocedure efter traktatens artikel 177 tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, som en tvist er indbragt for, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En national rets anmodning om en praejudiciel afgoerelse kan kun afvises, hvis det klart fremgaar, at den af den nationale retsinstans oenskede fortolkning af faellesskabsretten eller vurdering af en faellesskabsbestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

2 Standardbankvilkaar, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer, har - for saa vidt som bankerne i henhold hertil naar som helst ved opslag i deres lokaler eller paa den maade, som de finder mest hensigtsmaessig, kan aendre rentesatsen i aftaler om aabning af kontokurantkredit som foelge af objektive forhold som f.eks. aendringer paa pengemarkedet - ikke til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

3 Standardbankvilkaar vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af en kontokurantkredit, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer, og som afviger fra de gaeldende regler om kaution, kan ikke som helhed paavirke handelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand, naar det staar fast, at de omhandlede bankforretninger vedroerer oekonomisk virksomhed, som har en meget begraenset indflydelse paa samhandelen mellem medlemsstaterne, og at hovedkunderne i de udenlandske banker ikke goer brug af aftaler, der indeholder denne type vilkaar i et saadant omfang, at det har afgoerende betydning for disse banker, naar de vaelger, om de skal etablere sig i det paagaeldende land.

4 Anvendelse af standardbankvilkaar, som en sammenslutning af banker paalaegger sine medlemmer at benytte ved indgaaelse af aftaler om aabning af kontokurantkredit, udgoer ikke et misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand, eftersom det staar fast dels, at aendring af rentesatsen paa en kontokurantkredit, som er tilladt i henhold til de naevnte vilkaar, afhaenger af objektive forhold som f.eks. aendringer paa pengemarkedet, dels at betingelserne vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aftalen, som afviger fra de gaeldende regler om kaution, ikke kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

I de forenede sager C-215/96 og C-216/96,

angaaende to anmodninger, som Tribunale di Genova (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Carlo Bagnasco m.fl.

mod

Banca Popolare di Novara soc. coop. arl (BPN) (sag C-215/96), Cassa di Risparmio di Genova e Imperia SpA (Carige) (sag C-216/96),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 85 og 86 med hensyn til visse standardbankvilkaar, som Associazione Bancaria Italiana har paalagt sine medlemmer at anvende ved indgaaelse af aftaler om aabning af kontokurantkredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, G. Hirsch (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne G.F. Mancini, J.L. Murray, H. Ragnemalm og K.M. Ioannou,

generaladvokat: D. Ruiz Jarabo-Colomer

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Carlo Bagnasco m.fl. ved advokat Anna Collivadino, Genova

- Banca Popolare di Novara soc. coop. arl (BPN) ved advokat Giacomo Traverso, Genova

- Cassa di Risparmio di Genova e Imperia SpA (Carige) ved advokat Laura Granata, Genova

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af statens advokat, Oscar Fiumara

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Fabiola Mascardi og Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. januar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved to kendelser af 15. maj 1996, indgaaet til Domstolen den 21. juni 1996, har Tribunale di Genova i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire spoergsmaal om fortolkningen af traktatens artikel 85 og 86 med hensyn til visse standardbankvilkaar (»Norme bancarie uniformi«), som Associazione Bancaria Italiana (herefter »ABI«) har paalagt sine medlemmer at anvende ved indgaaelse af aftaler om aabning af kontokurantkredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under to sager anlagt af Carlo Bagnasco m.fl. mod Banca Popolare di Novara soc. coop. arl (herefter »BNP«) (sag C-215/96) og af Carlo Bagnasco m.fl. mod Cassa di Risparmio di Genova e Imperia SpA (herefter »Carige«) (sag C-216/96) angaaende indfrielse af kreditter ydet af disse pengeinstitutter.

3 Sagsoegerne i hovedsagerne - Carlo Bagnasco som hovedskyldner og hans kautionister som solidariske medskyldnere - har anlagt sag til proevelse af to foreloebigt eksigible betalingspaalaeg af 1. juni 1992, hvorved praesidenten for Tribunale di Genova paa begaering af henholdsvis BPN og Carige havde paalagt dem at betale

BNP et beloeb paa 222 440 332 ITL, der fordeler sig saaledes:

- 170 440 332 ITL, som udgoer debetsaldoen paa en kontokurant oprettet i Carlo Bagnasco's navn ved en aftale indgaaet den 8. oktober 1991, med renter 17% fra den 1. april 1992

- 9 400 000 ITL, som udgoer debetsaldoen paa en kontokurant oprettet i Carlo Bagnasco's navn ved en aftale indgaaet den 27. december 1991, med renter 17,50% fra den 1. april 1992

- 21 600 000 ITL svarende til beloebet paa fire egen-veksler, som i sin tid er diskonteret af BNP og udstedt af Carlo Bagnasco's enkeltmandsfirma Fidaurum, og som de andre sagsoegere i hovedsagerne den 22. januar 1992 har tegnet aval for med 5 400 000 ITL hver, med den lovbestemte rente paa 10% fra den 22. maj 1992

og

- 21 000 000 ITL for veksler trukket paa Anna Sbardella, som er diskonteret og krediteret kontokuranten »under forbehold af rettidig indgang« i henhold til formularer med Carlo Bagnasco's underskrift, og for haandpantsaetning af veksler, som ogsaa er trukket paa Anna Sbardella og diskonteret af Carlo Bagnasco, veksler som alle skal betales af den person, over for hvem der er optaget protest, hvilket ifoelge kontrakten bevirker, at ogsaa de veksler, der endnu ikke er udloebet, forfalder til betaling, med renter 15% fra datoen for betalingspaalaegget,

og Carige et beloeb paa 124 119 497 ITL, der fordeler sig saaledes:

- 48 798 664 ITL, som udgoer debetsaldoen paa en kontokurant oprettet i Carlo Bagnasco's navn ved en aftale indgaaet den 28. august 1989, med renter 17,50% fra den 11. juni 1992

- 75 320 833 ITL med renter 15% fra den 11. juni 1992 i forbindelse med et »bankforskud« paa 95 000 000 ITL aftalt den 12. november 1991, for hvilket Carlo Bagnasco havde udstedt 19 egen-veksler.

4 Betalingspaalaegget over for de sagsoegere i hovedsagerne, som er solidariske medskyldnere, blev opnaaet i kraft af den aval, de havde tegnet paa de ubetalte egen-veksler, og af den kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser (»fidejussione omnibus«), de havde stillet indtil et beloeb paa 300 000 000 ITL (sag C-215/96) og paa 195 000 000 ITL (sag C-216/96).

5 De sidstnaevnte sagsoegere har for den forelaeggende ret nedlagt paastand om, at betalingspaalaeggene erklaeres ugyldige og/eller uvirksomme eller - subsidiaert - om fastsaettelse af det beloeb, de faktisk skylder de to banker. De har navnlig gjort gaeldende, at standardbankvilkaarene, som de sagsoegte i hovedsagerne stoetter deres krav paa, er uforenelige med traktatens artikel 85 og 86.

6 Ifoelge Tribunale di Genova staar det fast, at traktatens artikel 85 og 86 tillaegger borgerne rettigheder, som disse kan goere gaeldende ved de nationale domstole. Endvidere udgoer de standardvilkaar, som ABI har paalagt de tilsluttede banker at anvende, og som anvendes uaendret af alle de italienske banker i forhold til kunderne, ifoelge retten et kartel, naermere bestemt en vedtagelse inden for sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1.

7 Den forelaeggende ret er imidlertid af den opfattelse, at der med hensyn til visse klausuler i aftalerne om aabning af kontokurantkredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser opstaar spoergsmaal om, hvorvidt de er forenelige med bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86.

8 Med hensyn til aftalerne om aabning af kontokurantkredit konstaterer den forelaeggende ret, at det i punkt 2 i de aftaler, Carlo Bagnasco har indgaaet med BPN, bestemmes, at der paaloeber aarlige renter med 17% og 17,50% samt provision 0,125% af den hoejeste debetsaldo for hvert kvartal eller broekdel heraf.

9 I punkt 2 praeciseres det endvidere, at »rentesatserne ... kan forhoejes eller nedsaettes som foelge af aendringer paa pengemarkedet«. I aftalens punkt 12 bestemmes det, at »banken naar som helst kan aendre rentesatserne ... ved en meddelelse, der slaas op i bankens lokaler, eller gives paa den maade, der findes mest hensigtsmaessig«. Saadanne betingelser, der er taget fra ABI's standardaftale, findes ogsaa i Carlo Bagnasco's aftale med Carige.

10 Ifoelge den forelaeggende ret er det kun den oprindeligt fastsatte debetrentesats, der er direkte forhandlet mellem parterne, idet en senere forhoejelse af rentesatsen som foelge af aendringer paa pengemarkedet ikke kan forudses eller i det mindste er vanskelig at forudse for bankens gennemsnitskunde. Herved faar banken stoerre mulighed for at vaelge tidspunktet for aendringerne af rentesatsen og den maade, hvorpaa de meddeles kunderne.

11 Med hensyn til kautionen for nuvaerende og fremtidige forpligtelser har Tribunale di Genova anfoert, at de relevante klausuler i ABI's standardaftale og i de aftaler, som er genstand for de foreliggende sager, vedroerer foelgende forhold:

- Sikkerhedsstillelse »til samme rentesats, som er fastsat for den transaktion, der er stillet sikkerhed for, og i hvert fald ikke til en lavere rentesats end den aktuelle bankrente«, »for opfyldelse af enhver forpligtelse over for banken i forbindelse med bankforretninger af en hvilken som helst art, som den paagaeldende (eller hans successor) allerede har faaet tilladelse til eller senere faar tilladelse til«. Kautionen sikrer desuden »enhver anden forpligtelse, som hovedskyldneren paa et hvilket som helst tidspunkt maatte have over for banken i forbindelse med garantier, der allerede er stillet, eller som samme skyldner maatte stille over for banken i tredjemands interesse« (idet der herved udloeses en »kaution for kautionen«, der med hensyn til personkredsen kan udvides i et omfang, der praktisk talt er ubegraenset og ukontrollabelt).

- I punkt 5 kautionistens forpligtelse til at holde sig underrettet om skyldnerens formueforhold og navnlig til at indhente oplysninger hos denne om udviklingen i hans forhold til banken, som er fritaget for at kraeve den saerlige tilladelse af kautionisten, som er foreskrevet i artikel 1956 i codice civile, som bestemmer foelgende: »Kautionisten for en fremtidig forpligtelse frigoeres, hvis kreditor, uden saerlig tilladelse fra kautionisten, har ydet tredjemand et laan, selv om han ved, at dennes formueforhold har udviklet sig saaledes, at de goer det betydelig vanskeligere at tilbagebetale laanet«.

- I punkt 6 den fritagelse, kautionisten giver banken, fra forpligtelsen til at handle inden for de frister, der er fastsat i artikel 1957 i codice civile, som bestemmer foelgende: »Kautionistens haeftelse bestaar, ogsaa efter at hovedforpligtelsen er ophoert, saafremt kreditor inden seks maaneder har taget retslige skridt over for debitor og noeje har forfulgt sagen«. Ifoelge standardaftalens punkt 6 er enhver, som har paataget sig at kautionere, uanset artikel 1957 fortsat forpligtet, »selv om banken ikke har taget retslige skridt over for debitor og andre, der eventuelt haefter sammen med ham, og ikke har forfulgt sagen«. Kautionisten haefter saaledes solidarisk, »indtil gaelden er fuldstaendig betalt, uden tidsmaessige begraensninger eller overholdelse af betingelser«.

- I punkt 7, stk. 1, den forpligtelse, kautionisten har paataget sig, til »blot paa skriftlig anmodning - ogsaa saafremt debitor goer indsigelse - straks at betale banken det beloeb, der skyldes i hovedstol, renter, omkostninger, afgifter, skatter mv.«.

- I punkt 7, stk. 3, erklaeringen om, at »med henblik paa fastlaeggelsen af den gaeld, der er kautioneret for, tjener bankens posteringer i enhver henseende som bevis over for kautionisten, hans arvinger og retssuccessorer, idet banken i oevrigt ikke er forpligtet til paa eget initiativ at give kautionisten meddelelse om kontosituationen og generelt om forholdet til debitor«.

- I punkt 7, stk. 5, undtagelsen fra artikel 1939 i codice civile, hvori det hedder: »Kautionen er ikke gyldig, hvis hovedforpligtelsen ikke er gyldig, medmindre den er stillet for en forpligtelse, som en person uden handleevne har paataget sig«, hvilket har til foelge, at »forpligtelsen bevarer alle sine retsvirkninger, selv om hovedforpligtelsen af en hvilken som helst grund er ugyldig, idet kautionisten i tilfaelde af, at hovedforpligtelsen erklaeres absolut ugyldig eller ophaeves, er forpligtet, som om han selv havde paataget sig hovedforpligtelsen«.

12 Med hensyn til alle disse klausuler finder den forelaeggende ret, at en afgoerelse fra Domstolen har betydning for saa vidt angaar de beloeb, som BPN og Carige mener, at de har til gode i henhold til de kontokurantaftaler, som er indgaaet af Carlo Bagnasco, og den kaution for disse beloeb, som de andre sagsoegere i hovedsagerne har paataget sig. Retten har derfor besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende fire praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er de standardbankvilkaar ('Norme bancarie uniformi'), ABI har fastsat for de tilsluttede banker med hensyn til aftaler om aabning af kontokurantkredit, for saa vidt som de er fastsat og anvendes ensartet og paa bindende maade af de banker, der er sammensluttet i ABI, forenelige med traktatens artikel 85, i det omfang kredittilsagnene underkastes en ordning, hvorefter rentesatsen ikke er fastsat i forvejen og heller ikke kan fastslaas af kunden, for saa vidt som vilkaarene kan paavirke handelen mellem medlemsstater og har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet?

2) Hvilke virkninger kan en eventuel konstatering af, at den i spoergsmaal 1 omhandlede uforenelighed foreligger, have for de tilsvarende klausuler i de aftaler om aabning af kontokurantkredit, de tilsluttede banker har indgaaet med de enkelte kunder paa grundlag af standardaftalerne, i betragtning af, at de banker, der er tilsluttet ABI, under ét maa anses for i henhold til traktatens artikel 86 at indtage en kollektiv dominerende stilling paa det indenlandske kreditmarked, som den konkrete anvendelse af de omhandlede vilkaar (om fastsaettelsen af debetrenten) maa anses for et misbrug af?

3) Er de standardbankvilkaar, ABI har fastsat for de tilsluttede banker med hensyn til aftalen om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser i forbindelse med kredittilsagnet - for saa vidt som de er fastsat og anvendes ensartet og paa bindende maade af de tilsluttede banker - i relation til de enkelte klausuler, som er omtalt i naervaerende kendelses praemisser, som helhed forenelige med bestemmelsen i traktatens artikel 85, for saa vidt som de kan paavirke handelen mellem medlemsstater og har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet?

4) Hvilke virkninger kan en eventuel konstatering af, at den i spoergsmaal 3 omhandlede uforenelighed foreligger, have for de tilsvarende klausuler i aftalerne om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser og for selve de aftaler, der er indgaaet af de enkelte banker paa grundlag af standardaftalerne, i betragtning af, at de banker, der er tilsluttet ABI, under ét kan anses for i henhold til traktatens artikel 86 at indtage en kollektiv dominerende stilling paa det indenlandske kreditmarked, som den konkrete anvendelse af de omhandlede vilkaar (om fastsaettelsen af debetrenten) maa anses for et misbrug af?«

13 Det maa for det foerste praeciseres, at de italienske regler om aabning af kontokurantkredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser er blevet aendret efter indgaaelsen af de i hovedsagerne omtvistede aftaler. Ved lov nr. 154/92 er reglerne om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser blevet aendret, idet der er paalagt bankerne en pligt til paa forhaand at fastsaette det maksimale beloeb, der kautioneres for.

14 Desuden har ABI ved notat af 22. februar 1993 besluttet at anmelde standardbankvilkaarene til Kommissionen, for at denne kan undersoege dem i lyset af traktatens artikel 85. De samme dokumenter er blevet sendt til Banca d'Italia som den nationale myndighed, der har kompetence til at anvende reglerne om beskyttelse af konkurrencen og af kreditmarkedet.

15 Ved skrivelse af 7. juli 1993 meddelte Kommissionen Banca d'Italia, at den havde besluttet kun at undersoege 3 af de 26 anmeldte aftaler. Uden at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt der eventuelt forelaa en konkurrencebegraensning, meddelte Kommissionen, at stoerstedelen af aftalerne, herunder aftalerne om aabning af kontokurantkredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser, ikke syntes at kunne paavirke handelen mellem medlemsstaterne, hverken som helhed eller maerkbart. Kommissionen praeciserede i denne forbindelse dels, at de paagaeldende bankydelser er begraenset til det nationale omraade og vedroerer oekonomisk virksomhed, som i henhold til kontraktbestemmelser eller paa grund af selve deres karakter kun kan udoeves paa det italienske territorium, eller som har en meget begraenset indflydelse paa samhandelen mellem medlemsstaterne, dels at filialer eller datterselskaber af ikke-italienske kreditinstitutter kun i begraenset omfang deltager i denne virksomhed. Kommissionen erklaerede derfor, at den ikke ville foretage yderligere undersoegelser med hensyn til disse aftaler, da traktatens artikel 85 efter dens opfattelse ikke fandt anvendelse paa dem.

16 De eneste aftaler, som efter Kommissionens opfattelse hoerte under dens kompetenceomraade, omhandlede betingelserne vedroerende kontokuranter med aabning af kredit i fremmed valuta og betingelserne for inkasso eller accept af veksler, dokumenter eller anvisninger paa Italien eller paa udlandet.

17 Den 23. november 1993 indledte Banca d'Italia en procedure i medfoer af lov nr. 287/90, hvis artikel 2, stk. 2, gentager bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, med henblik paa en undersoegelse af de 23 aftaler, som ikke var medtaget i Kommissionens undersoegelse. Proceduren blev afsluttet med afgoerelse nr. 12 af 3. december 1994 (Bolletino dell'Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato af 19.12.1994, aar IV, nr. 48, s. 75), hvori Banca d'Italia fastslog, at saavel standardbankvilkaarene vedroerende kaution til sikkerhed for aabning af en kredit som vilkaarene vedroerende aabning af en kredit, der kunne anvendes paa en kontokurant, kunne paavirke konkurrencen. Ved afgoerelsen blev ABI anmodet om at aendre aftalerne og give sine medlemmer meddelelse om aendringerne. ABI blev ligeledes anmodet om at goere sine medlemmer opmaerksom paa, at standardbankvilkaarene blot er retningslinjer uden bindende virkning, og at der heller ikke er tale om henstillinger, hvorfor ethvert medlem kan vaelge, om det vil goere brug af dem, samt foretage de aendringer af bestemmelserne, som findes hensigtsmaessige.

18 Efter denne afgoerelse aendrede ABI standardbankvilkaarene i overensstemmelse med, hvad Banca d'Italia havde kraevet. AEndringerne har imidlertid ikke tilbagevirkende gyldighed for saa vidt angaar allerede indgaaede aftaler.

Spoergsmaalet, om den praejudicielle forelaeggelse kan antages til realitetsbehandling

19 BPN har indledningsvis anfoert, at de spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, ikke har betydning for afgoerelsen af hovedsagerne. Ifoelge BPN fremgaar det klart af aftaledokumenterne og af betalingspaalaegget, at klausulerne og dermed de af ABI paalagte forholdsregler med hensyn til aftalerne om aabning af en kredit ikke vedroerer variable rentesatser eller rentesatser, som kan paavirkes af markedsforholdene, men tvaertimod rentesatser, der er truffet en fast aftale om i forvejen, og at der - for saa vidt angaar kautionen - er tale om en aftale, som en hvilken som helst klausul, der kan indebaere en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85 og 86, ikke har nogen betydning for.

20 Efter fast praksis tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, som en tvist er indbragt for, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen (jf. dom af 7.12.1995, sag C-472/93, Spano m.fl., Sml. I, s. 4321, praemis 15, og af 10.7.1997, sag C-373/95, Maso m.fl., Sml. I, s. 4051, praemis 26). Anmodningen om praejudiciel afgoerelse kan kun afvises, naar det klart fremgaar, at den af den nationale retsinstans oenskede fortolkning eller vurdering af en faellesskabsbestemmelses gyldighed, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (jf. bl. Spano m.fl.-dommen, praemis 15, og dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 61).

21 Med hensyn til den foreliggende sag bemaerkes blot, at de aftaler, der er indgaaet mellem parterne i hovedsagerne, indeholder klausuler i forbindelse med standardbankvilkaarene, og at den forelaeggende ret har fundet det noedvendigt at anmode Domstolen om fortolkningsbidrag vedroerende faellesskabsretten for at kunne tage stilling til, om disse er forenelige med traktatens artikel 85 og 86.

22 Under disse omstaendigheder kan BPN's indsigelser mod, at de praejudicielle spoergsmaal antages til realitetsbehandling, ikke tages til foelge, og spoergsmaalene skal derfor besvares.

Det foerste spoergsmaal

23 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om standardbankvilkaarene - for saa vidt som bankerne i henhold hertil naar som helst ved opslag i deres lokaler eller paa den maade, som de finder mest hensigtsmaessig, kan aendre rentesatsen i aftaler om aabning af kontokurantkredit som foelge af aendringer paa pengemarkedet - har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen eller kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

24 Sagsoegerne i hovedsagerne har gjort gaeldende, at der i Italien foreligger en aftale om fastsaettelse af de rentesatser, der anvendes af bankerne over for deres debitorer, og at der ligeledes foreligger aftaler og/eller karteller med hensyn til de almindelige kontraktbetingelser, som udarbejdes af ABI inden for rammerne af standardbankvilkaarene, som bankerne konsekvent indfoejer i de standardaftaler, de forelaegger deres kunder. I medfoer af disse betingelser svaekkes hovedskyldnerens og kautionistens stilling uanset deres nationalitet, naar de har forpligtet sig over for en italiensk bank, i forhold til enhver anden debitors og/eller kautionists stilling, naar denne forhandler med en bank i en anden medlemsstat.

25 Selv basisrenten er ikke et resultat af en fri forhandling mellem parterne, eftersom de banker, der er tilsluttet ABI, er forpligtet til at respektere kartellets beslutninger. Kunden kan derfor ikke finde forskelle af betydning mellem de rentesatser, der anvendes af de forskellige kreditinstitutter.

26 Ifoelge sagsoegerne i hovedsagerne har bankerne desuden mulighed for ensidigt at aendre rentesatser, priser og andre betingelser. Den eneste beskyttelse af kunden ligger i, at han kan opsige aftalen. Denne mulighed er imidlertid rent teoretisk, eftersom kunden vil have meget vanskeligt ved at finde et kreditinstitut, der anvender andre rentesatser, netop som foelge af kartellet mellem bankerne. Den kunde, som skal aabne en kontokurantkredit, er derfor fuldstaendig afhaengig af de banker, der er tilsluttet ABI.

27 BPN har gjort gaeldende, at den antagelse, at aftalerne beror paa et pres fra ABI og forpligtelser, der er paalagt af denne, som f.eks. den situation, der er omhandlet i forelaeggelseskendelsen, er rent fiktiv og utaenkelig. Endvidere viser en undersoegelse af det paagaeldende marked - saavel ud fra et markedsfoeringssynspunkt som geografisk - at bankvirksomhed ikke giver et tilstraekkelig stort raaderum til at kunne foere en »standardbankpolitik«, der kan hindre, begraense eller fordreje konkurrencen.

28 Carige har anfoert, at ordningen med hensyn til rentesatser, som ikke fuldt ud er fastsat eller kan fastsaettes, ikke er uforenelig med traktatens artikel 85, idet den ikke er et resultat af aftaler mellem virksomheder, der maerkbart kan paavirke konkurrencen paa markedet for ydelser i forbindelse med kapitaloverfoersler.

29 Den italienske regering har anfoert, at ABI ved notat af 22. februar 1993 anmeldte de cirkulaereskrivelser, den havde sendt til sine medlemmer, og som indeholdt standardbankvilkaarene, til Kommissionen, for at denne kunne undersoege dem paa baggrund af traktatens artikel 85. De samme dokumenter blev sendt til Banca d'Italia som den nationale myndighed, der har kompetencen til at anvende reglerne om beskyttelse af konkurrencen og om kreditsektoren.

30 Den italienske regering har understreget, at de eneste aftaler, som efter Kommissionens opfattelse var omfattet af dens kompetence, vedroerer betingelserne for kontokuranter med aabning af kredit i kontanter, betingelserne for kontokuranter med aabning af kredit i fremmed valuta og betingelserne for inkasso eller accept af veksler, dokumenter eller anvisninger paa Italien eller paa udlandet. Disse aftaler er disse sager uvedkommende.

31 Kommissionen har anfoert, at det ikke er udelukket, at de omhandlede klausuler kan virke konkurrencebegraensende derved, at de begraenser kontraktfriheden for de banker, der er medlemmer af ABI, men at klausulerne dog ikke er uforenelige med traktatens artikel 85, da de ikke paavirker handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

32 Det bemaerkes, at alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, ifoelge traktatens artikel 85, stk. 1, er uforenelige med faellesmarkedet og forbudt.

33 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at det for at kunne bedoemme, om en aftale maa antages at vaere forbudt paa grund af de konkurrenceforstyrrelser, den har til foelge, maa undersoeges, hvorledes konkurrencen ville forme sig under forhold, hvor aftalen ikke fandtes (jf. domme af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, praemis 76, og sag C-8/95 P, New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. I, s. 3175, praemis 90).

34 Selv om en saadan bedoemmelse efter traktatens artikel 85, stk. 1, ikke er begraenset til de faktiske virkninger, men der ved bedoemmelsen ogsaa skal tages hensyn til aftalens potentielle virkninger for konkurrencen inden for faellesmarkedet, falder en aftale imidlertid ikke ind under forbuddet i artikel 85, naar den kun i ringe omfang paavirker markedet (jf. dommene i sagerne Deere mod Kommissionen, praemis 77, og New Holland Ford mod Kommissionen, praemis 91).

35 I denne forbindelse maa det konstateres, at aabning af kontokurantkredit er en bankforretning, som ifoelge sin natur giver banken mulighed for at aendre den aftalte rentesats under hensyn til forhold som f.eks. betingelserne for bankernes refinansiering af kreditten. Selv om kunden herved risikerer, at den gaeldende rente i forbindelse med aftalen forhoejes, er der ogsaa mulighed for, at den saettes ned. Naar aendringen i rentesatsen - som i det foreliggende tilfaelde - afhaenger af objektive forhold som f.eks. aendringer paa pengemarkedet, kan et kartel, som udelukker muligheden for at vaelge en fast rentesats, ikke begraense konkurrencen maerkbart.

36 Med hensyn til klausulen om, at bankerne giver meddelelse om aendringer i rentesatsen ved opslag i deres lokaler eller paa den maade, som de finder mest hensigtsmaessig, er det tilstraekkeligt at konstatere, at denne klausul ikke forbyder bankerne at traeffe bestemmelse om at give kunderne meddelelse om aendringer paa en mere passende maade.

37 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at standardbankvilkaar - for saa vidt som bankerne i henhold hertil naar som helst ved opslag i deres lokaler eller paa den maade, som de finder mest hensigtsmaessig, kan aendre rentesatsen i aftaler om aabning af kontokurantkredit som foelge af aendringer paa pengemarkedet - ikke har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

Det tredje spoergsmaal

38 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om standardbankvilkaar vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af en kontokurantkredit som dem, der er beskrevet i naervaerende doms praemis 11, som helhed har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen eller kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

39 Sagsoegerne i hovedsagerne har anfoert, at den, der kautionerer over for en bank, som driver virksomhed i Italien, efter italiensk retspraksis er forpligtet til at betale alle de beloeb, banken forlanger i forbindelse med bankforretninger, som banken har udfoert for hovedskyldneren, hvad enten der er tale om saedvanlige, accessoriske eller lejlighedsvis forekommende forretninger eller om loebende eller fremtidige forretninger, selv om kundens samlede overtraek i banken paa grund af bankens frie skoen kan blive forhoejet - uden at dette kan forudses - mens forholdet til banken bestaar.

40 Til stoette herfor har sagsoegerne i hovedsagerne henvist til punkt 7, stk. 5, i kautionsaftalen, hvorefter forpligtelsen bevarer alle sine retsvirkninger, selv om hovedforpligtelsen af en hvilken som helst grund er ugyldig, idet kautionisten i tilfaelde af, at hovedforpligtelsen erklaeres absolut ugyldig eller ophaeves, anses for at vaere forpligtet, som om han havde handlet for egen regning.

41 Carige har heroverfor anfoert, at de standardbankvilkaar, ABI har fastsat med hensyn til aftalen om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af kredit, er forenelige med traktatens artikel 85, eftersom de som foelge af arten af de ydelser, der praesteres, ikke maerkbart kan paavirke konkurrencen paa markedet.

42 Kommissionen har understreget, at de paagaeldende tjenesteydelser efter dens nuvaerende kendskab til udbud af og efterspoergsel efter banktjenesteydelser i forbindelse med kontokurantkredit og kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser ikke synes at have afgoerende betydning for muligheden for, at banker fra andre medlemsstater kan komme ind paa det italienske kapitalmarked. Under henvisning til argumentationen i dens skrivelse af 7. juli 1993 har Kommissionen gjort gaeldende, at de standardbankvilkaar, paa grundlag af hvilke de to omtvistede aftaler i hovedsagen er indgaaet, ikke opfylder en af de betingelser, der er noedvendige for anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, nemlig at de kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

43 Indledningsvis bemaerkes, at kaution er en klassisk form for sikkerhedsstillelse, hvorved der bl.a. kan stilles sikkerhed for debetsaldoen paa en kontokurant. I italiensk ret findes der saerlige regler om kaution i codice civile, som kan fraviges paa visse betingelser.

44 For saa vidt som der i standardbankvilkaarene fastsaettes »regler vedroerende kaution til sikkerhed for bankforretninger«, som afviger fra bestemmelserne i codice civile, har de til formaal at sikre bankernes tilgodehavender paa den mest effektive maade.

45 Da reglerne - efter hvad den forelaeggende ret har fastslaaet - er bindende for ABI's medlemmer, begraenser de til gengaeld bankernes kontraktfrihed, idet de forhindrer dem i at tilbyde deres kunder, som anmoder om aabning af en kredit, mere favorable betingelser for kautionsaftalen i forbindelse hermed. Denne eksisterer imidlertid kun som et tillaeg til hovedkontrakten og er i praksis oftest en forudsaetning for denne (jf. dom af 17.3.1998, sag C-45/96, Dietzinger, Sml. I, s. 1199, praemis 18).

46 Under disse omstaendigheder er der - frem for straks at undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt denne begraensning af kontraktfriheden har maerkbare virkninger paa konkurrencen - grund til foerst at undersoege spoergsmaalet om de eventuelle virkninger paa handelen mellem medlemsstaterne af klausuler som dem, der er indeholdt i de aftaler om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser, der er omtvistet i hovedsagerne.

47 Det fremgaar af fast retspraksis, at en aftale mellem virksomheder for at kunne paavirke handelen mellem medlemsstater skal goere det muligt paa grundlag af en raekke objektive retlige eller faktiske omstaendigheder med en tilstraekkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udoeve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelsstroemmene mellem medlemsstaterne paa en maade, som kan skade virkeliggoerelsen af formaalene med et faelles marked mellem medlemsstaterne (jf. dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 22). En paavirkning af handelen mellem medlemsstater skyldes saaledes i almindelighed en kombination af flere faktorer, som hver for sig ikke noedvendigvis vil vaere afgoerende (jf. dom af 15.12.1994, sag C-250/92, DLG, Sml. I, s. 5641, praemis 54).

48 Det fremgaar endvidere af fast retspraksis, at selv om traktatens artikel 85, stk. 1, ikke kraever, at de i bestemmelsen omhandlede aftaler maerkbart har paavirket samhandelen, kraever den bevis for, at aftalerne kan have en saadan virkning (jf. dom af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 19).

49 I det foreliggende tilfaelde, hvor der er tale om virkningerne af reglerne om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser paa samhandelen inden for Faellesskabet, kan det taenkes, at filialer eller datterselskaber af banker fra andre medlemsstater, som er etableret i Italien, for at drage fordel af tilhoersforholdet til ABI ser sig noedsaget til at anvende standardbankvilkaarene og saaledes give afkald paa at anvende mere favorable betingelser. I betragtning af, at stoerstedelen af de italienske banker er medlemmer af ABI, kan mulighederne for valg af bank ogsaa blive forringet for de kunder, som oensker at indgaa en aftale om aabning af kontokurantkredit, naar indgaaelsen af en saadan aftale afhaenger af, at der stilles kaution efter standardbankvilkaarene, som principielt ikke kan fraviges.

50 I princippet afhaenger besvarelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er opfyldt, af en kompliceret oekonomisk vurdering, som det paahviler den nationale ret at foretage, i givet fald paa grundlag af de kriterier, der fremgaar af Domstolens praksis. I visse situationer og efter Domstolens angivelser forekommer en saadan bedoemmelse dog ikke noedvendig (jf. DLG-dommen, praemis 55). Dette er tilfaeldet i disse sager.

51 I denne forbindelse maa det tages i betragtning, at Kommissionen - for hvilken ABI indbragte spoergsmaalet om, hvorvidt klausulerne vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser var forenelige med traktatens artikel 85 - fastslog, at de omhandlede bankforretninger vedroerer oekonomisk virksomhed, som har en meget begraenset indflydelse paa samhandelen mellem medlemsstaterne, og at filialer eller datterselskaber af ikke-italienske kreditinstitutter kun i begraenset omfang deltager i denne virksomhed (jf. naervaerende doms praemis 15). Desuden har Kommissionen som svar paa et spoergsmaal fra Domstolen praeciseret, at hovedkunderne i de udenlandske banker, dvs. store virksomheder og udenlandske erhvervsdrivende, ikke i saerlig stort omfang goer brug af muligheden for at anvende aftaler om aabning af kredit og om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser, i hvert fald ikke i et omfang, der er afgoerende for de udenlandske banker, naar de vaelger, om de skal etablere sig i Italien, for saa vidt som aftaler som de i hovedsagen omhandlede kun sjaeldent anvendes af denne type kunder. Disse konstateringer fra Kommissionens side er ikke blevet modbevist under den foreliggende sag.

52 Der er i oevrigt ikke andre oplysninger i sagen, der goer det muligt med en tilstraekkelig grad af sandsynlighed at forudse, at betaenkelighederne hos de kunder, som oensker at indgaa en aftale om aabning af en kontokurantkredit, med hensyn til valget af bank, som foelge af standardbankvilkaarene om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser kan have en maerkbar virkning paa handelen inden for Faellesskabet.

53 Det tredje spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at standardbankvilkaar - som de i hovedsagerne omhandlede betingelser vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af en kontokurantkredit, som afviger fra de gaeldende regler om kaution - ikke som helhed kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

Det andet og det fjerde spoergsmaal

54 Med det andet og det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret for det foerste oplyst, om anvendelsen af standardbankvilkaarene i traktatens artikel 86's forstand udgoer et misbrug af en kollektiv dominerende stilling fra de bankers side, der er sammensluttet i ABI. Retten har dernaest rejst spoergsmaal om de virkninger, som standardbankvilkaarenes eventuelle uforenelighed med traktatens artikel 85 og 86 kan have paa de tilsvarende klausuler i de aftaler, bankerne har indgaaet med deres kunder.

55 BPN har anfoert, at det ikke ses, i hvilken henseende de omhandlede klausuler skulle vaere udtryk for en dominerende stilling, idet den frivillige begraensning, som foelger af maksimumsgraensen for overtraek og af de klausuler, der giver kautionisten en saerlig ret til opsigelse, oplysninger osv., imoedegaar den opfattelse, at der gennem klausuler med et ensartet indhold eller en faelles »forstaaelse« gennemtvinges en adfaerd ved kontraktindgaaelser, der begraenser den frie konkurrence, og som udgaar fra personer, der er det umiddelbare kontraktforhold uvedkommende.

56 Kommissionen har foerst og fremmest under henvisning til Domstolens praksis (jf. dom af 17.10.1995, forenede sager C-140/94, C-141/94 og C-142/94, DIP m.fl., Sml. I, s. 3257, praemis 26 og 27) anfoert, at den omstaendighed, at ABI omfatter naesten alle italienske banker, ikke forekommer tilstraekkelig til at slutte, at dens medlemmer tilsammen indtager en kollektiv dominerende stilling.

57 Ifoelge Kommissionen synes det heller ikke - endog selv om det anerkendes, at de banker, der er medlemmer af ABI tilsammen indtager en kollektiv dominerende stilling - at kunne goeres gaeldende, at den adfaerd, den nationale ret har beskrevet, udgoer et misbrug af en saadan stilling.

58 I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af traktatens artikel 86, at en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling paa faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf er uforenelig med faellesmarkedet og forbudt i den udstraekning, samhandelen mellem medlemsstater herved kan paavirkes.

59 Uden at det er noedvendigt at undersoege, om de banker, der er sluttet sammen i ABI, indtager en kollektiv dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand, er det tilstraekkeligt at konstatere, at eftersom aendring af rentesatsen paa en kontokurantkredit - som det fremgaar af gennemgangen af det foerste spoergsmaal - afhaenger af objektive forhold som f.eks. aendringer paa pengemarkedet, kan denne adfaerd under ingen omstaendigheder udgoere et misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand.

60 Med hensyn til standardbankvilkaarene om kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af en kontokurantkredit fremgaar det af gennemgangen af det tredje spoergsmaal, at anvendelsen af disse betingelser som helhed ikke kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

61 Under disse omstaendigheder maa det andet og det fjerde spoergsmaal besvares med, at anvendelsen af de naevnte standardbankvilkaar ikke udgoer et misbrug af en dominerende stilling i traktatens artikel 86's forstand.

62 Naar henses til besvarelsen af de foregaaende spoergsmaal, er det ufornoedent at besvare spoergsmaalet om de virkninger, som standardbankvilkaarenes eventuelle uforenelighed med traktatens artikel 85 og 86 kan have paa de tilsvarende klausuler i de aftaler, bankerne har indgaaet med deres kunder.

Sagsomkostningerne

63 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale di Genova ved kendelser af 15. maj 1996, for ret:

1) Standardbankvilkaar har - for saa vidt som bankerne i henhold hertil naar som helst ved opslag i deres lokaler eller paa den maade, som de finder mest hensigtsmaessig, kan aendre rentesatsen i aftaler om aabning af kontokurantkredit som foelge af aendringer paa pengemarkedet - ikke til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen i EF-traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

2) Standardbankvilkaar - som de i hovedsagerne omhandlede betingelser vedroerende kaution for nuvaerende og fremtidige forpligtelser til sikkerhed for aabning af en kontokurantkredit, som afviger fra de gaeldende regler om kaution - kan ikke som helhed paavirke handelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

3) Anvendelsen af de naevnte standardbankvilkaar for banker udgoer ikke et misbrug af en dominerende stilling i EF-traktatens artikel 86's forstand.