61996J0212

De oversoeiske landes og territoriers associering - Raadets gennemfoerelse - oekonomisk og social udvikling i de franske oversoeiske departementer - institutionernes forpligtelser - Raadets beslutning om midlertidigt og under Kommissionens kontrol at tillade fritagelser for den i de franske oversoeiske departementer gaeldende saertold - gyldighed - betingelse

(EF-traktaten, art. 9, 12, 13, 95 og 226 og art. 227, stk. 2; Raadets beslutning 89/688)

Beslutning 89/688 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer er ikke uforenelig med traktatens artikel 9, 12 og 13, for saa vidt som den giver bemyndigelse til en ordning med fritagelse - der er undergivet en procedure med kontrol fra Kommissionen - for afgiften »octroi de mer« for produkter fra de franske oversoeiske departementer, forudsat at fritagelsen gives under overholdelse af de i beslutningen fastsatte strenge betingelser, og de i beslutningen hjemlede midlertidige fravigelser af artikel 95 er berettigede i medfoer af traktatens artikel 227, stk. 2, sammenholdt med artikel 226.

Det fremgaar saaledes af traktatens artikel 227, stk. 2, tredje afsnit, at Faellesskabets institutioner skal bruge de i traktaten fastsatte fremgangsmaader fuldt ud, herunder navnlig de i artikel 226 naevnte, med henblik paa at muliggoere den oekonomiske og sociale udvikling i de franske oversoeiske departementer. Det praeciseres i den sidstnaevnte bestemmelse, at uopsaettelige beskyttelsesforanstaltninger ikke maa traeffes ensidigt af medlemsstaterne, men forudsaetter en indgriben fra Faellesskabets institutioner, der kun maa give tilladelse til saerordninger, der er ubetinget noedvendige og tidsmaessigt begraensede, og idet der fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer faellesmarkedets funktion.

De strenge betingelser, der paalaegges i artikel 2, stk. 3, i beslutning 89/688, og som skal fortolkes i lyset af de graenser, traktatens artikel 226 fastsaetter for at fravige traktatens bestemmelser, goer det i denne forbindelse muligt at sikre, at der er overensstemmelse mellem ordningen med praecist angivne afgiftsfritagelser og bestemmelserne i traktaten.

I sag C-212/96,

angaaende en anmodning, som Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion (Frankrig) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Paul Chevassus-Marche

mod

Conseil régional de la Réunion,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 9, 12, 13 og artikel 95, stk. 2, samt vedroerende fortolkningen og gyldigheden af Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer (EFT L 399, s. 46),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Conseil régional de la Réunion ved advokat Pierre Soler-Couteaux, Strasbourg

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Raadet for Den Europaeiske Union ved direktoer Ramon Torrent, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Michel Nolin, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 15. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Conseil régional de la Réunion ved advokat Katia Merten, Strasbourg, af den franske regering ved kontorchef Jean-François Dobelle, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og Anne de Bourgoing, af Raadet ved Ramon Torrent og af Kommissionen ved Michel Nolin,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 20. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 5. juni 1996, indgaaet til Domstolen den 25. juni 1996, har Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 9, 12, 13 og artikel 95, stk. 2, samt vedroerende fortolkningen og gyldigheden af Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer (EFT L 399, s. 46).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en retssag, der er anlagt af Poul Chevassus-Marche, der er handelsagent og bosat i den kontinentaleuropaeiske del af Frankrig, med paastand om annullation af afgoerelsen af 11. december 1992 fra Conseil régional de la Réunion om fastsaettelse af nye satser for saertolden i dette departement, idet sagsoegeren har anfoert, at lokalt fremstillede varer kan fritages for denne afgift.

3 Ifoelge sagsoegeren i hovedsagen er den naevnte afgoerelse uforenelig med beslutning 89/688.

4 Beslutning 89/688 blev vedtaget af Raadet med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 227, stk. 2, og artikel 235 ligesom Raadets afgoerelse 89/687/EOEF af 22. december 1989 om indfoerelse af et saerligt program for de franske oversoeiske departementer som foelge af disses afsides beliggenhed og oekarakter (Poseidom) (EFT L 399, s. 39, herefter »Poseidom-afgoerelsen«). Afgoerelsen og beslutningen blev truffet, henholdsvis vedtaget samme dag.

5 Det bemaerkes, at der i medfoer af en lov fra 1946 i de franske oversoeiske departementer (herefter »DOM«) blev opkraevet en afgift ved navn »octroi de mer« (»saertold«, herefter »den gamle saertold«), der paahvilede alle varer uanset oprindelse (herunder varer med oprindelse i det franske hovedland og principielt ogsaa varer fra de andre DOM), naar de indfoertes til det paagaeldende DOM. Derimod var produkter fra det paagaeldende DOM fritaget for den gamle saertold og for enhver tilsvarende intern afgift. Provenuet af den gamle saertold tjente i det vaesentlige til finansiering af de lokale myndigheders budgetter efter reglerne om regionalt selvstyre.

6 Ifoelge foerste betragtning til beslutning 89/688 indeholdt traktatens artikel 227, stk. 2, ikke den fornoedne hjemmel til at muliggoere den oekonomiske og sociale udvikling af DOM, og »der boer derfor henvises til [traktatens artikel 235]«.

7 Ifoelge femte betragtning indeholdt den gamle saertoldordning en raekke elementer, der har noedvendiggjort en reform af ordningen, for at DOM fuldt ud kan blive integreret i den proces, der skal foere til virkeliggoerelsen af det indre marked, idet der dog samtidig maa tages hensyn til deres skroebelige oekonomiske strukturer.

8 I henhold til sjette betragtning skulle saertoldordningen aendres til en intern afgiftsordning gaeldende for alle varer, der bringes i omsaetning i DOM.

9 Det fremgaar af syvende betragtning, at for at goere det muligt at skabe, opretholde og udvikle aktiviteter i disse departementer skulle de lokale myndigheder have befoejelse til helt eller delvis, afhaengigt af de oekonomiske behov, at fritage de lokale aktiviteter for denne nye saertold i en periode, der i princippet ikke overstiger ti aar.

10 Ifoelge niende betragtning boer afgiftsordningen efter denne periode paa ti aar vaere i fuld overensstemmelse med principperne i traktatens artikel 95, idet der dog altid vil kunne traeffes stoetteforanstaltninger, der sigter mod de samme maal, inden for rammerne af de regionale stoetteordninger og under overholdelse af EF-traktatens artikel 92, 93 og 94. Kommissionen skal inden udloebet af tiaarsperioden forelaegge Raadet en rapport om ordningens anvendelse og dens indvirkning paa DOM's udvikling, eventuelt ledsaget af et forslag om opretholdelse af fritagelserne.

11 Artikel 1 i beslutning 89/688 bestemmer:

»Senest den 31. december 1992 traeffer de franske myndigheder de noedvendige foranstaltninger til, at den saertoldordning, der paa nuvaerende tidspunkt er gaeldende i de oversoeiske departementer, anvendes uden forskel paa varer, der indfoeres, og varer, der fremstilles i disse omraader, efter de principper og retningslinjer, der er anfoert i artikel 2 og 3.«

12 Beslutningens artikel 2 lyder:

»1. De kompetente myndigheder i hvert oversoeisk departement anvender provenuet af denne afgift til saa effektivt som muligt at fremme den oekonomiske og sociale udvikling heri. Kommissionen underrettes hurtigst muligt om de dispositioner, som de kompetente myndigheder traeffer med henblik herpaa.

2. De kompetente myndigheder i hvert oversoeisk departement fastsaetter en basisafgiftssats. Denne sats kan gradueres efter varekategorien. Denne graduering maa under ingen omstaendigheder bevirke, at forskelsbehandling opretholdes eller indfoeres til skade for varer fra Faellesskabet.

3. Under hensyntagen til de oversoeiske departementers saerlige problemer samt til maalsaetningen i traktatens artikel 227, stk. 2, kan der bemyndiges til helt eller delvis, afhaengigt af de oekonomiske behov, at fritage lokale varer for afgiften i en periode paa hoejst ti aar [efter] indfoerelsen af denne afgiftsordning paa de i artikel 3 fastsatte betingelser. Disse fritagelser skal medvirke til fremme eller opretholdelse af en erhvervsaktivitet i de oversoeiske departementer og indgaa i den oekonomiske og sociale udviklingsstrategi for hvert oversoeisk departement under hensyn til den faellesskabsstoetteramme, der er fastsat herfor, uden at de af den grund maa vaere af en saadan art, at de aendrer samhandelsvilkaarene i et omfang, der er til skade for det faelles bedste.

Kommissionen underrettes om de fritagelsesordninger, som de kompetente myndigheder i hvert oversoeisk departement har valgt, hvorefter Kommissionen underretter medlemsstaterne og paa grundlag af ovennaevnte kriterier tager stilling hertil inden for en frist paa to maaneder. Har Kommissionen ikke udtalt sig inden for denne frist, betragtes ordningen som godkendt.

Kommissionen forelaegger Raadet en rapport om anvendelsen af fritagelsesordningen senest fem aar efter afgiftsordningens indfoerelse.«

13 Artikel 3 i beslutning 89/688 bestemmer:

»Senest et aar inden udloebet af den i artikel 2, stk. 3, naevnte frist forelaegger Kommissionen Raadet en rapport om anvendelsen af den i artikel 2 omhandlede ordning med henblik paa en kontrol af de trufne foranstaltningers indvirkning paa de oversoeiske departementers oekonomi og deres bidrag til fremme eller opretholdelse af den lokale erhvervsaktivitet. Rapporten skal bl.a. omhandle afgiftsordningens virkninger med hensyn til at indhente forsinkelserne paa det oekonomiske og sociale omraade i de oversoeiske departementer - idet arbejdsloeshedstallet, handelsbalancen og det regionale bruttonationalprodukt isaer anvendes som kriterier - varernes frie bevaegelighed inden for Faellesskabet samt det regionale samarbejde mellem de oversoeiske departementer og deres naboer.

Paa baggrund af konklusionerne af den i stk. 1 naevnte rapport forelaegger Kommissionen under hensyntagen til den maalsaetning for de oversoeiske departementers oekonomiske og sociale udvikling, der er omhandlet i traktatens artikel 227, stk. 2, i givet fald samtidig Raadet et forslag, der tager sigte paa at bevare muligheden for fritagelser.

Der kan dog fortsat inden for rammerne af de regionale stoetteordninger traeffes stoetteforanstaltninger, der sigter mod de samme maal.«

14 Ifoelge artikel 4 i beslutning 89/688 var Den Franske Republik bemyndiget til at opretholde den gamle saertold indtil senest den 31. december 1992 i afventning af gennemfoerelsen af reformen i henhold til artikel 1.

15 Det bestemmes endelig i artikel 5, at beslutningen er rettet til Den Franske Republik.

16 Den Franske Republik vedtog den 17. juli 1992 lov nr. 92-676 vedroerende saertolden samt om gennemfoerelse af beslutning 89/688 (herefter »den nye saertold«).

17 Den forelaeggende ret finder, at afgoerelsen af den for retten verserende sag forudsaetter en bedoemmelse af, om beslutning 89/688 er i overensstemmelse med traktaten, for saa vidt som beslutningen i artikel 2, stk. 3, indeholder hjemmel til at fritage lokale varer fra virksomheder i DOM for den nye saertold. Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er Raadets beslutning 89/688/EOEF, der indeholder bemyndigelse til at opretholde saertolden for saavel indfoerte varer som varer fremstillet af virksomheder i et oversoeisk departement, forenelig med traktaten, naermere bestemt dennes artikel 9, 12 og 13, for saa vidt der efter beslutningen kan traeffes bestemmelse om afgiftsfritagelse til fordel for lokale virksomheder, hvorved det alene er en forudsaetning, at disse medvirker til at udvikle eller opretholde en erhvervsaktivitet?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende: Skal beslutning 89/688, naar henses til traktatens artikel 95, stk. 2, fortolkes saaledes, at den indeholder bemyndigelse til at opretholde en differentieret afgiftsordning, som forfoelger oekonomiske formaal, der er forenelige med traktatens og den afledte rets krav, og som er begrundet i de saerlige oekonomiske forhold i de oversoeiske departementer?«

18 Med disse to spoergsmaal, som skal behandles under ét, anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at tage stilling til gyldigheden af beslutning 89/688. Det oenskes saaledes med spoergsmaalene fastslaaet, hvorvidt beslutningens artikel 2, stk. 3, er forenelig med bestemmelserne i traktatens artikel 9, 12, 13 og 95, for saa vidt som den hjemler fuldstaendig afgiftsfritagelse for produkter fra DOM i forhold til produkter, der indfoeres, eller i det mindste indeholder en sondring mellem disse to produktgrupper for saa vidt angaar afgiftssatsen.

19 Det skal understreges, at der i naervaerende sag ikke skal foretages en bedoemmelse af bestemmelserne om gennemfoerelsen af beslutning 89/688.

20 Det bemaerkes indledningsvis, at efter fast retspraksis kan en og samme afgift ikke samtidig tilhoere kategorien afgifter med tilsvarende virkning som told i traktatens artikel 9's og 12's forstand og kategorien interne afgifter i traktatens artikel 95's forstand (dom af 7.5.1987, sag 193/85, Co-Frutta, Sml. s. 2085, praemis 8-11). Det vaesentlige kendetegn for en afgift med tilsvarende virkning som told, der adskiller den fra en intern afgift, er, at den foerstnaevnte afgift udelukkende rammer det importerede produkt som saadant, mens den sidstnaevnte afgift baade rammer importerede og indenlandske produkter, idet den systematisk og efter objektive kriterier anvendes paa kategorier af produkter uanset disses oprindelse (jf. dom af 3.2.1981, sag 90/79, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 283, praemis 12, 13 og 14).

21 I dom af 16. juli 1992, Legros m.fl. (sag C-163/90, Sml. I, s. 4625), og af 9. august 1994, Lancry m.fl. (forenede sager C-363/93 og C-407/93-C-411/93, Sml. I, s. 3957), kendte Domstolen for ret, at en afgift som den gamle saertold, der alene paahvilede importen til DOM, var en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold.

22 For saa vidt angaar produkter fra Faellesskabet, herunder fra Frankrig, eller fra lande, der har indgaaet en frihandelsaftale, har Domstolen derfor fastslaaet, at en afgift som den gamle saertold er uforenelig med bestemmelserne i traktaten (jf. Lancry-dommen, a.st.) eller i aftalen (jf. Legros-dommen, a.st.). Foelgelig erklaerede Domstolen beslutning 89/688 ugyldig, idet den i artikel 4 tillod Den Franske Republik at opretholde ordningen vedroerende den gamle saertold indtil den 31. december 1992 (Lancry-dommen, a.st., punkt 2 i domskonklusionen).

23 For saa vidt angaar varer med oprindelse i tredjelande, der ikke har indgaaet en saadan aftale, har Domstolen endvidere kendt for ret, at en afgift som den gamle saertold var uforenelig med traktaten, medmindre den under hensyn til alle dens vaesentlige egenskaber maatte betragtes som en afgift, der bestod den 1. juli 1968, dog forudsat at afgiftsniveauet ikke var blevet forhoejet (dom af 7.11.1996, sag C-126/94, Cadi Surgelés m.fl., Sml. I, s. 5647).

24 I dom af 7. december 1995, Ayuntamiento de Ceuta (sag C-45/94, Sml. I, s. 4385), undersoegte Domstolen, om en afgiftsordning, som principielt baade omfatter lokale og importerede produkter, men fritager lokale produkter for afgift, er forenelig med traktaten. Domstolen fastslog, at med henblik paa at afgoere, om en saadan afgift skal betragtes som en afgift med tilsvarende virkning som told, der er omfattet traktatens artikel 9 og 12, eller som en intern afgift, der er omfattet af traktatens artikel 95, skal afgiften undersoeges paa grundlag af ordlyden af de bestemmelser, hvorved den er indfoert, samt paa grundlag af den maade, hvorpaa den administreres. En afgift, der rammer indfoerte varer eller naermere angivne kategorier af saadanne varer, men ikke lokalt fremstillede varer af samme kategori, er under alle omstaendigheder uforenelig med traktaten.

25 Det skal i den forbindelse bemaerkes, at Domstolen i dom af 22. marts 1977, Steinike og Weinlig (sag 78/76, Sml. s. 595, praemis 28 og 30), fastslog, at hvis der er tale om en afgift, der opkraeves ved eller paa grund af import, og som specielt rammer et importeret produkt og ikke det tilsvarende nationale produkt, har afgiften den samme restriktive virkning paa de frie varebevaegelser som told og er foelgelig uforenelig med traktatens artikel 9, 12 og 13. Saafremt den paagaeldende afgift derimod er led i et almindeligt internt afgiftssystem, som konsekvent behandler indenlandske og importerede produkter efter samme kriterier, kan den alligevel vaere i strid med artikel 95, saafremt den rammer indenlandske og indfoerte varer forskelligt i henseende til afgiftssats, afgiftsgrundlag eller opkraevningsvilkaar.

26 Det fremgaar imidlertid af selve ordlyden af artikel 2, stk. 3, i beslutning 89/688, at denne bestemmelse indeholder bemyndigelse til en ordning, hvorefter varer fra DOM helt eller delvis fritages for den nye saertold. En saadan fritagelsesordning er principielt i strid med de ovennaevnte bestemmelser i traktaten. Det anerkendes i oevrigt i niende betragtning til beslutning 89/688, at den fritagelsesordning, som den hjemler, er uforenelig med bestemmelserne i traktatens artikel 95.

27 Det maa imidlertid undersoeges, om traktaten indeholder hjemmel for, at Raadet - midlertidigt og som en overgangsordning - kan give bemyndigelse til en ordning med afgiftsfritagelse for lokale varer som omhandlet i beslutning 89/688, og som er undergivet en procedure med kontrol fra Kommissionen. Det er herved klart, at hjemmelen for en saadan saerordning alene kan findes i traktatens artikel 227, eventuelt sammenholdt med artikel 235.

28 Det bestemmes i traktatens artikel 227, stk. 2, foerste afsnit, at for DOM gaelder fra traktatens ikrafttraeden dennes saerlige og almindelige bestemmelser vedroerende:

- frie varebevaegelser - landbruget, med undtagelse af artikel 40, stk. 4 - liberalisering af tjenesteydelser - konkurrencereglerne

- de ved artikel 109 H, 109 I og 226 hjemlede beskyttelsesforanstaltninger

- institutionerne.

29 Traktatens artikel 227, stk. 2, andet afsnit, bestemmer, at senest to aar efter traktatens ikrafttraeden fastlaegges betingelserne for anvendelsen af de traktatbestemmelser, der ikke er naevnt i foerste afsnit, ved beslutninger, som Raadet paa forslag af Kommissionen vedtager med enstemmighed.

30 I henhold til traktatens artikel 227, stk. 2, tredje afsnit, skal Faellesskabets institutioner inden for rammerne af de i traktaten fastsatte fremgangsmaader, herunder navnlig de i artikel 226 naevnte, drage omsorg for, at den oekonomiske og sociale udvikling af DOM muliggoeres.

31 Traktatens artikel 226 lyder:

»1. I overgangsperioden kan en medlemsstat i tilfaelde af alvorlige vanskeligheder, der vedvarende vil kunne ramme en oekonomisk sektor, eller af vanskeligheder, der alvorligt vil kunne forringe den oekonomiske situation i en bestemt egn, ansoege om tilladelse til at anvende beskyttelsesforanstaltninger, der vil goere det muligt at genskabe ligevaegten og at tilpasse den paagaeldende sektor til faellesmarkedets oekonomi.

2. Paa begaering af den paagaeldende stat skal Kommissionen omgaaende og som hastesag fastsaette de beskyttelsesforanstaltninger, den finder noedvendige, og samtidig fastlaegge vilkaarene for og den naermere udformning af disse.

3. De i medfoer af stk. 2 tilladte foranstaltninger kan indebaere afvigelser fra denne traktats bestemmelser, for saa vidt og saa laenge det er ubetinget noedvendigt for at naa de i stk. 1 naevnte maal. Der skal fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer faellesmarkedets funktion.«

32 I dom af 10. oktober 1978, Hansen (sag 148/77, Sml. s. 1787, praemis 9), anfoerte Domstolen, at artikel 227, stk. 2, bestemmer, at traktaten foerst gradvist skal finde anvendelse paa DOM, idet den desuden i stoerst muligt omfang giver hjemmel til at udstede saerbestemmelser, der er tilpasset de saerlige behov i disse dele af det franske territorium.

33 For saa vidt angaar de sagsomraader, der naevnes i artikel 227, stk. 2, foerste afsnit, har Domstolen i Hansen-dommens praemis 10 bemaerket, at denne bestemmelse praecist angiver de bestemte kapitler og artikler, som gaelder fra traktatens ikrafttraeden.

34 Det bemaerkes i den forbindelse, at »Konkurrencereglerne«, der udgoer kapitel 1 i det gamle afsnit I, der indgik i traktatens tredje del, og som havde titlen »De faelles regler«, og som nu er blevet traktatens afsnit V med titlen »De faelles regler om konkurrence, fiskale spoergsmaal og indbyrdes tilnaermelse af lovgivningerne«, findes blandt de bestemmelser, der naevnes i artikel 227, stk. 2, foerste afsnit, hvorimod »Fiskale bestemmelser«, der udgoer kapitel 2 i samme afsnit V, ikke findes dér.

35 Det skal endvidere bemaerkes, at Domstolen i den ovennaevnte Hansen-doms praemis 10 fastslog, at traktatens artikel 95, der findes under disse fiskale bestemmelser, ikke gjaldt for DOM fra traktatens ikrafttraeden. Eftersom Raadet ikke vedtog beslutninger paa forslag af Kommissionen i medfoer af artikel 227, stk. 2, andet afsnit, blev derimod alle de andre bestemmelser i traktaten, herunder artikel 95, uden videre gaeldende for DOM.

36 I den ovennaevnte dom i Lancry-sagen, praemis 37, fastslog Domstolen, at da artikel 227, stk. 2, udtrykkeligt kun bemyndiger Raadet til at fastlaegge betingelserne for anvendelsen af de traktatbestemmelser, som ikke opregnes i stk. 2, foerste afsnit, er det hermed udelukket at forsyne de bestemmelser, som naevnes dér, med undtagelser vedroerende deres anvendelse i DOM, hvilket ogsaa gaelder bestemmelserne om frie varebevaegelser. En fortolkning af traktatens artikel 235, hvorefter Raadet, ogsaa blot midlertidigt, ville kunne suspendere anvendelsen i DOM af traktatens artikel 9, 12 og 13, ville tilsidesaette den grundlaeggende sondring, der opstilles i artikel 227, stk. 2, og fratage foerste afsnit dets tilsigtede virkning.

37 Heraf foelger, at Raadet ikke under nogen omstaendigheder kan give bemyndigelse til en ordning for afgiftsfritagelse af almindelig eller systematisk karakter, der kan medfoere, at der paa ny indfoeres en afgift med tilsvarende virkning som told i strid med traktatens artikel 9, 12 og 13.

38 Den franske regering og Kommissionen har anfoert, at i medfoer af traktatens artikel 227, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med stk. 2, tredje afsnit, kan Raadet paa forslag af Kommissionen, ogsaa efter at fristen paa to aar efter traktatens ikrafttraeden er udloebet, med enstemmighed tilpasse anvendelsen paa DOM af de traktatbestemmelser, der ikke henvises til i stk. 2, foerste afsnit, herunder traktatens artikel 95. De har i den forbindelse mindet om, at Domstolen i Hansen-dommens praemis 10 anerkendte muligheden for, at der, efter at samtlige traktatbestemmelser er traadt i kraft for DOM, senere kan traeffes saerlige foranstaltninger for at tilgodese disse omraaders behov. De i medfoer af beslutning 89/688 tilladte afgiftsfritagelser har foelgelig hjemmel i traktatens artikel 227, stk. 2, tredje afsnit, naar henses til de alvorlige oekonomiske vanskeligheder, som DOM staar overfor, og som skyldes deres oekarakter, afsides beliggenhed og saerlige udviklingsbehov.

39 Kommissionen har draget en analogi til ordningen vedroerende statsstoette. Afgiftsfritagelser for lokale varer og for lokale fremstillingsvirksomheder kan saaledes udgoere stoetteforanstaltninger til fremme af den oekonomiske og sociale udvikling i DOM, der er omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse.

40 Det fremgaar saaledes af traktatens artikel 227, stk. 2, tredje afsnit, at Faellesskabets institutioner skal bruge de i traktaten fastsatte fremgangsmaader fuldt ud, herunder navnlig de i artikel 226 naevnte, med henblik paa at muliggoere den oekonomiske og sociale udvikling i DOM.

41 Selv om traktatens artikel 226 efter sit eget indhold kun fandt anvendelse i overgangsperioden, maa det bemaerkes, at traktatens artikel 227, stk. 2, tredje afsnit, henviser til de i denne bestemmelse fastsatte fremgangsmaader. Det praeciseres saaledes i denne bestemmelse, at uopsaettelige beskyttelsesforanstaltninger ikke maa traeffes ensidigt af medlemsstaterne, men forudsaetter en indgriben fra Faellesskabets institutioner, der kun maa give tilladelse til saerordninger, der er ubetinget noedvendige og tidsmaessigt begraensede, og idet der fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer faellesmarkedets funktion.

42 Saadanne betingelser, der begraenser muligheden for at fravige traktatens bestemmelser, er saa meget mere noedvendige i naervaerende sammenhaeng, som de traktatbestemmelser, der har vaeret gaeldende for DOM fra udloebet af fristen paa to aar, ikke alene omfatter traktatens artikel 95, der udgoer et supplement til reglerne om afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning (dom af 27.2.1980, sag 168/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 347, praemis 4), men ogsaa bestemmelserne om den frie bevaegelighed for arbejdstagere og andre fysiske og juridiske personer. Det kan saaledes ikke tillades, at EF-borgernes adgang til at nyde godt af de rettigheder, der foelger af de traktatbestemmelser, der omhandles i artikel 227, stk. 2, andet afsnit, og som hoerer til deres velerhvervede rettigheder, med tiden vil kunne aendres ved Raadets beslutninger.

43 Beslutning 89/688 skal herefter undersoeges for at fastslaa, om den er i overensstemmelse med de ovennaevnte betingelser.

44 Det skal for det foerste bemaerkes, at beslutning 89/688 er blevet vedtaget af Raadet med hjemmel i traktatens artikel 227, stk. 2, og artikel 235 i forlaengelse af Poseidom-afgoerelsen. Det ved denne afgoerelse indfoerte program forstaerker den stoette, som Faellesskabet yder DOM med henblik paa at fremme deres oekonomiske og sociale udvikling, idet disse strukturelt er meget tilbagestaaende.

45 For det andet er afgiftsfritagelsesordningen, der hjemles i artikel 2, stk. 3, i beslutning 89/688, en undtagelse fra den hovedregel, der fastslaas i samme beslutnings artikel 1 og 2, og hvorefter den nye saertoldordning skal anvendes uden forskel paa varer, der indfoeres, og varer, der fremstilles i DOM.

46 For det tredje er ordningen med afgiftsfritagelse, som er en foranstaltning til stoette for de lokale produktioner, der staar over for saerlige vanskeligheder som foelge af departementernes afsides beliggenhed og oekarakter, undergivet strenge betingelser.

47 Det bestemmes indledningsvis i artikel 2, stk. 3, foerste afsnit, i beslutning 89/688, at fritagelserne skal medvirke til fremme eller opretholdelse af en erhvervsaktivitet i DOM og indgaa i den oekonomiske og sociale udviklingsstrategi for hvert DOM under hensyn til den faellesskabsstoetteramme, der er fastsat herfor.

48 Denne faellesskabsstoetteramme er forbeholdt Faellesskabets strukturinterventioner og fastsaettes af Kommissionen paa grundlag af en regional udviklingsplan, som forelaegges af vedkommende medlemsstat som foreskrevet i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/93 af 20. juli 1993 om aendring af forordning (EOEF) nr. 2052/88 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 193, s. 5).

49 Beslutningen giver saaledes kun bemyndigelse til noedvendige, forholdsmaessige og praecist angivne afgiftsfritagelser.

50 Endvidere bestemmes det i artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i beslutning 89/688, at Kommissionen underrettes om fritagelsesordningen og tager stilling hertil inden for en frist paa to maaneder paa grundlag af de betingelser, som en afgiftsfritagelse skal opfylde - disse betingelser omfatter bl.a. betingelsen om, at samhandelsvilkaarene ikke maa aendres i et omfang, der er til skade for det faelles bedste - og dette giver Kommissionen mulighed for noeje at kontrollere de lokale produktioner, der er omfattet af den naevnte fritagelse.

51 Endelig bestemmes det i artikel 3, stk. 1, i beslutning 89/688, at Kommissionen skal forelaegge Raadet en rapport om anvendelsen af fritagelsesordningen med henblik paa en kontrol af dennes indvirkning paa bl.a. varernes frie bevaegelighed inden for Faellesskabet.

52 Det maa fastslaas, at det som foelge af de strenge betingelser, der paalaegges i artikel 2, stk. 3, i beslutning 89/688, og som skal fortolkes i lyset af de graenser, traktatens artikel 226 fastsaetter for at fravige traktatens bestemmelser, er muligt at sikre, at der er overensstemmelse mellem ordningen med praecist angivne afgiftsfritagelser og bestemmelserne i traktaten.

53 Det foelger af det anfoerte, at beslutning 89/688 ikke er uforenelig med traktatens artikel 9, 12 og 13, for saa vidt som den giver bemyndigelse til en ordning med fritagelse for afgiften »octroi de mer«, forudsat at fritagelsen gives under overholdelse af de i beslutningen fastsatte strenge betingelser, og at de i beslutningen hjemlede midlertidige fravigelser af artikel 95 er berettigede i medfoer af traktatens artikel 227, stk. 2, sammenholdt med artikel 226.

54 De af den forelaeggende ret stillede spoergsmaal skal foelgelig besvares med, at gennemgangen af beslutning 89/688 intet har frembragt, der kan rejse tvivl om beslutningens gyldighed, for saa vidt som den giver bemyndigelse til en ordning med fritagelse for afgiften »octroi de mer« paa de i beslutningen fastsatte strenge betingelser.

Sagens omkostninger

55 De udgifter, der er afholdt af den franske regering samt af Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal administratif de Saint-Denis de la Réunion ved dom af 5. juni 1996, for ret:

Gennemgangen af Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer har intet frembragt, der kan rejse tvivl om beslutningens gyldighed, for saa vidt som den giver bemyndigelse til en ordning med fritagelse for afgiften »octroi de mer« paa de i beslutningen fastsatte strenge betingelser.