61996J0188

1 Appel - anbringender - utilstraekkelig begrundelse - Domstolens kompetence - kontrol med raekkevidden af begrundelsespligten for en afgoerelse om at anvende en disciplinaer sanktion over for en tjenestemand - hensyntagen til de omstaendigheder, som Retten har lagt til grund - omfattet

(EF-traktaten, art. 190; tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2)

2 Appel - anbringender - domspraemisser stridende mod faellesskabsretten - Rettens bedoemmelse af begrundelsen for en afgoerelse om at anvende en disciplinaer sanktion over for en tjenestemand forkert - appellanten givet medhold

(EF-traktaten, art. 190; tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2)

3 Spoergsmaalet vedroerende begrundelsespligten for en afgoerelse om at anvende en disciplinaer sanktion over for en tjenestemand er et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens kontrol i forbindelse med en appel. Den kontrol med en afgoerelses lovlighed, som Domstolen herved udoever, maa noedvendigvis tage det faktum, som Retten har lagt til grund for at naa til sin konklusion om en tilstraekkelig eller utilstraekkelig begrundelse, i betragtning.

4 Pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, har til formaal at goere det muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed og at give afgoerelsens adressat de oplysninger, der er noedvendige for at kunne forstaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt.

En dom afsagt af Retten, hvori det fastslaas, at en afgoerelse om at paalaegge en tjenestemand en disciplinaer sanktion er utilstraekkeligt begrundet, uanset at afgoerelsen tilstraekkeligt klart angiver de faktiske omstaendigheder, der blev lagt den paagaeldende til last, og uanset at det fremgaar, hvorfor ansaettelsesmyndigheden fraveg Disciplinaerraadets udtalelse, idet den vedtog en strengere sanktion end den, Disciplinaerraadet havde anbefalet, er udtryk for forkert retsanvendelse.

I sag C-188/96 P,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Ana Maria Alves Vieira, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Denis Waelbroeck, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 28. marts 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Femte Afdeling) i sag T-40/95, V. mod Kommissionen (Sml. Pers. II, s. 461), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen,

den anden part i appelsagen:

V., tidligere tjenestemand ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, ved advokaterne Jean-Noël Louis, Thierry Demaseure, Véronique Leclercq og Ariane Tornel, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Fiduciaire Myson, 30, rue de Cessange,

har

DOMSTOLEN

(Foerste Afdeling)

sammensat af dommer L. Sevón, som fungerende formand for Foerste Afdeling, og dommerne D.A.O. Edward og P. Jann (refererende dommer),

generaladvokat: M.B. Elmer

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 29. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. maj 1996 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF-traktaten og Euratom-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom af 28. marts 1996 (sag T-40/95, V. mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 461, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans annullerede Kommissionens afgoerelse af 18. januar 1995 (herefter »den omtvistede afgoerelse«), hvorved V. blev paalagt den disciplinaere sanktion fjernelse fra tjenesten uden frakendelse eller reduktion af retten til alderspension, som er omhandlet i artikel 86, stk. 2, litra f), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«).

2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at Kommissionen i 1992 indledte disciplinaer forfoelgning mod V., der var tjenestemand i loenklasse C3 og placeret i Generaldirektoratet for Laan og Investering (GD XVIII) (praemis 1, 2 og 3).

3 Det blev for det foerste gjort gaeldende mod V., at han i forbindelse med en udvaelgelsesproeve i regnskabsvaesen og revision, der blev afholdt i faellesskab af Kommissionen og Revisionsretten, havde kommunikeret med to andre ansoegere, nemlig hans aegtefaelle G.-G. og hans kollega K., og at han forud havde haft kendskab til spoergsmaalene og/eller standardbesvarelserne til de skriftlige proever (praemis 3-7).

4 I juni 1993 afgav Disciplinaerraadet en foerste udtalelse, hvori det anbefalede ansaettelsesmyndigheden, at V. blev paalagt den sanktion, som er foreskrevet i vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra b), nemlig en irettesaettelse (praemis 8).

5 Under en senere hoering erklaerede K., at V. havde meddelt ham, at han var i besiddelse af de spoergsmaal, der ville blive stillet under proeverne, og at spoergsmaalene var blevet overgivet til V. af et netvaerk af personer i Sikkerhedskontoret i Luxembourg (praemis 9).

6 Under hensyn til disse nye omstaendigheder rejste ansaettelsesmyndigheden atter sag for Disciplinaerraadet mod V. Den 11. oktober 1994 afgav Disciplinaerraadet sin anden udtalelse, hvori det anbefalede, at V. blev paalagt den disciplinaere sanktion, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra e), nemlig degradation til loenklasse C4 med opretholdelse af loentrin (praemis 11-15). Det fremgaar af sagen, at Disciplinaerraadet i sin udtalelse bl.a. tog hensyn til de formildende omstaendigheder, som bestod i, at V. havde vaeret ansat ved Faellesskaberne i seks aar, uden at der tidligere var blevet rejst beskyldninger mod ham, samt de tidligere udfaerdigede bedoemmelser vedroerende V.

7 Efter atter at have hoert V. traf ansaettelsesmyndigheden den 18. januar 1995 en afgoerelse, hvorved V. blev paalagt den disciplinaere sanktion, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra f), dvs. fjernelse fra tjenesten, med virkning fra den 1. marts 1995.

8 Afgoerelsens begrundelse er affattet saaledes:

»Under hensyn til, at der er gjort foelgende klagepunkter gaeldende mod V.:

- han har under de skriftlige proever i regnskabsvaesen og revision i forbindelse med den generelle udvaelgelsesproeve EUR/B/21 i Luxembourg truffet aftale med to andre ansoegere, nemlig sin hustru G.-G. og K., der er tjenestemand i Sikkerhedskontoret i Luxembourg og midlertidigt placeret ved Publikationskontoret, om besvarelsen af underafsnit I i proeve A1 i regnskabsvaesen, og med en af disse to ansoegere om stoerstedelen af de oevrige spoergsmaal, og

- han har forud haft kendskab til standardbesvarelserne af spoergsmaalene i regnskabsvaesen og maaske i revision, eller ordlyden af disse spoergsmaal eller visse af dem, eller baade standardbesvarelsen og disse spoergsmaal;

under hensyn til, at en af bedoemmerne af besvarelserne ved de skriftlige proever i forbindelse med den generelle udvaelgelsesproeve EUR/B/21 den 10. juli 1991 fremsendte en skrivelse til udvaelgelseskomitéen, hvori han meddelte denne, at to ansoegere efter al sandsynlighed havde kommunikeret indbyrdes under proeverne, idet affattelsen af visse besvarelser var enten noejagtig identiske eller for andre deles vedkommende staerkt overensstemmende; en tredje ansoeger synes i et mindre omfang at have kommunikeret med de to foerstnaevnte ansoegere;

under hensyn til, at det fremgaar af de numre, som besvarelserne forsynes med for at sikre ansoegernes anonymitet, at de to foerste ansoegere var V. og K., og at den tredje person var G.-G.;

under hensyn til, at det fremgaar saavel af rapporterne vedroerende hoeringen af V. som af Disciplinaerraadets udtalelser, at V. havde indroemmet, at han under de skriftlige proever havde overgivet kladder til K., efter at sidstnaevnte havde gjort tegn til ham; det fremgaar af V.'s erklaeringer, at '(K.) under afholdelsen af proeverne havde haft mulighed for at meddele ham, at han ikke mente, at han var i stand til at loese visse opgaver i regnskabsvaesen';

under hensyn til, at der foreligger de nedenfor beskrevne skaerpende omstaendigheder i forbindelse med V.'s handlemaade;

under hensyn til, at det fremgaar af kopierne af K.'s besvarelse, at hans besvarelse af spoergsmaal A1 vedroerende de dele, som alene angik regnskabsvaesen, er meget lig V.'s besvarelse;

under hensyn til - saaledes som det fremgaar af tabellen paa denne afgoerelses s. 4 - at K.'s besvarelse af underafsnit 2, punkt 2, under spoergsmaal A1 (analysér og kommentér det under punkt 1 opnaaede resultatet) udviser visse ligheder med V.'s besvarelse (jf. bilag 2 mht. K.'s besvarelse paa dette punkt og bilag 3 mht. V.'s besvarelse); derimod gengiver K.'s besvarelse (bilag 2) naesten ordret den del af standardbesvarelsen til spoergsmaal A1, underafsnit 2, punkt 2, som forud var blevet udarbejdet af udvaelgelseskomitéen (jf. bilag 4);

under hensyn til, at det fremgaar af sagens akter, at besvarelsens elementer ikke kan vaere udledt af Revisionsrettens revisionsvejledning, hvis relevante afsnit er vedlagt naervaerende afgoerelse (bilag 5);

under hensyn til, at V. i sine erklaeringer har oplyst, at K. under afholdelsen af proeverne har haft mulighed for at meddele ham, at han ikke mente, at han var i stand til at loese visse opgaver i regnskabsvaesen, og at V. efter denne henvendelse har overgivet det, som han betegner som kladderne til sine besvarelser, til K.; det er saaledes klart, at K. ikke, inden han modtog hjaelp fra V., havde kendskab til de elementer af besvarelsen, som han anvendte; disse elementer ligger lige saa taet op ad V.'s besvarelse som ad standardbesvarelsen med hensyn til ovennaevnte punkt; det maa derfor fastslaas, at V. var i besiddelse af standardbesvarelsen til det paagaeldende punkt, og dette noedvendigvis inden han traadte ind i det lokale, hvor udvaelgelsesproeven blev afholdt; han har saaledes draget fordel af en laek;

under hensyn til, at V. saaledes forsaetligt har forsoegt at forfalske resultaterne af en generel udvaelgelsesproeve under tilsidesaettelse af det princip, hvorefter ansoegere til stillinger ved Faellesskaberne skal vaere ligestillet i forhold til proeverne i forbindelse med de naevnte generelle udvaelgelsesproever;

under hensyn til, at denne adfaerd ogsaa ville have indebaaret en alvorlig risiko for, at ansoegere, som ikke reelt var i besiddelse af de kraevede faglige kundskaber, kunne bestaa proeverne i forbindelse med denne generelle udvaelgelsesproeve, hvilket ville have haft til foelge, at saavel de oevrige ansoegere som institutionens interesser blev skadet;

under hensyn til, at sagsoegeren ved at naegte at oplyse, hvorfra de paagaeldende standardbesvarelser stammer, har tilsidesat sin forpligtelse til i institutionens interesse at samarbejde med henblik paa, at sagen bliver oplyst fuldt ud;

under hensyn til, at V., som er tidligere 'inspecteur de la police' ved det belgiske politi og tidligere tjenestemand ved Sikkerhedskontoret, foerst i Luxembourg, dernaest i Ispra, varetog vigtige opgaver, som indebar ansvar og fortrolighed;

under hensyn til, at institutionen med foeje kan forvente, at dens tjenestemaend, og navnlig en tidligere tjenestemand ved Sikkerhedskontoret, paa grundlag af selve arten af de udoevede funktioner, udviser en upaaklagelig haederlighed;

under hensyn til den usaedvanlige grovhed af den adfaerd, som er udvist af V., der har misbrugt den tillid, som boer herske mellem tjenestemanden og den institution, hvor han er ansat;

af disse grunde og under hensyn til sagens samtlige omstaendigheder forekommer det noedvendigt og berettiget at anvende en strengere disciplinaer sanktion paa V. end den, som Disciplinaerraadet har anbefalet.«

9 Hvad naermere angaar sagens faktiske omstaendigheder henvises til den anfaegtede doms praemis 1-16.

10 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 17. februar 1995 anlagde V. sag med paastand om annullation af den omtvistede afgoerelse.

11 V. havde i det vaesentlige fremfoert fem anbringender til stoette for sit soegsmaal. For det foerste, at der er sket tilsidesaettelse af artikel 6 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder samt af artikel 7 i bilag IX til vedtaegten, for det andet, at der er sket tilsidesaettelse af retten til forsvar, for det tredje, at ansaettelsesmyndigheden har begaaet aabenbart magtmisbrug, for det fjerde, at der er anlagt et aabenbart urigtigt skoen, og for det femte, at der er sket tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, samt at den omtvistede afgoerelse er utilstraekkelig begrundet.

Den anfaegtede dom

12 Retten fandt, at der foerst skulle foretages en gennemgang af det sidste anbringendes andet led.

13 Retten har i den anfaegtede doms praemis 36 for det foerste udtalt, at begrundelsen for ansaettelsesmyndighedens afgoerelse klart skal angive, hvilke forhold der konkret laegges tjenestemanden til last, samt de overvejelser, ansaettelsesmyndigheden har baseret en bestemt sanktion paa. Retten udtalte endvidere, at saafremt den af ansaettelsesmyndigheden valgte sanktion, som i denne sag, er strengere end den, Disciplinaerraadet har anbefalet, skal det af afgoerelsen endvidere klart fremgaa, hvorfor ansaettelsesmyndigheden har fraveget Disciplinaerraadets udtalelse.

14 Retten undersoegte i den anfaegtede doms praemis 37-41, om ansaettelsesmyndigheden klart havde angivet de forhold og omstaendigheder, der havde begrundet den skaerpelse af sanktionen, som var blevet lagt til grund i dens afgoerelse, sammenlignet med Disciplinaerraadets udtalelse. Retten fastslog, at ansaettelsesmyndigheden havde lagt til grund, at V.'s handlemaade havde vaeret mere alvorlig, end hvad Disciplinaerraadet var gaaet ud fra - navnlig for saa vidt angaar den omstaendighed, at V. maatte antages at have vaeret i besiddelse af standardbesvarelserne inden proeverne - uden at den naermere havde angivet aarsagerne til, at den havde fraveget Disciplinaerraadets udtalelse.

15 Retten udtalte endvidere i den anfaegtede doms praemis 42, at den var af den opfattelse, at ligheden mellem K.'s besvarelser og standardbesvarelserne ikke var tilstraekkelig til at godtgoere, at V. havde vaeret i besiddelse af standardbesvarelserne forud for proeverne.

16 I dommens praemis 43-50 har Retten derefter undersoegt, om de tre skaerpende omstaendigheder, som ansaettelsesmyndigheden havde lagt til grund, kunne begrunde vedtagelsen af sanktionen fjernelse fra tjenesten i stedet for den af Disciplinaerraadet anbefalede degradation.

17 I den anfaegtede doms praemis 51 kritiserede Retten ansaettelsesmyndigheden for ikke at have angivet en fyldig begrundelse for sin afgoerelse og for ikke at have angivet de forhold, der kunne begrunde ansaettelsesmyndighedens undladelse af at tage hensyn til de formildende omstaendigheder, som Disciplinaerraadet havde lagt vaegt paa, da det traf beslutning om at anbefale den paagaeldende sanktion, nemlig seks aars upaaklagelig tjeneste og de tidligere udfaerdigede bedoemmelser vedroerende V.

18 Retten udtalte derfor i praemis 52, at den omtvistede afgoerelse ikke indeholdt nogen begrundelse, der tilstraekkelig klart angav de grunde, ud fra hvilke ansaettelsesmyndigheden havde paalagt V. en klart strengere sanktion end den af Disciplinaerraadet anbefalede, og Retten annullerede derfor den omtvistede afgoerelse paa grund af utilstraekkelig begrundelse.

Appellen

19 Kommissionen har i appelskriftet anfoert, at Retten har tilsidesat faellesskabsretten ved at annullere den omtvistede afgoerelse paa grund af utilstraekkelig begrundelse. Kommissionen har til stoette herfor fremfoert tre appelgrunde: For det foerste har Retten anlagt en forkert vurdering med hensyn til begrundelsespligtens omfang; dernaest har Retten dels anlagt en forkert retlig vurdering af de omstaendigheder, som ansaettelsesmyndigheden lagde til grund som skaerpende, idet Retten antog, at disse omstaendigheder ikke kunne begrunde, at der blev truffet bestemmelse om en strengere sanktion end den, Disciplinaerraadet havde anbefalet, dels fejlagtigt antaget, at den omtvistede afgoerelse for at kunne anses for tilstraekkelig begrundet skulle have angivet de formildende omstaendigheder, som Disciplinaerraadet havde henvist til; endelig har Retten anlagt en forkert vurdering med hensyn til den grad af bevis, der kraeves for at kunne laegge til grund, at der foreligger en disciplinaer forseelse.

Den foerste appelgrund og andet led af den anden appelgrund

20 Med den foerste appelgrund og andet led af den anden appelgrund, som vil vaere at gennemgaa under ét, goer Kommissionen gaeldende, at Retten har tilsidesat faellesskabsretten ved at anlaegge en forkert vurdering med hensyn til begrundelsespligtens omfang. I modsaetning til de konstateringer, som Retten har foretaget i den anfaegtede doms praemis 52, angiver den omtvistede afgoerelse udtrykkeligt de grunde, ud fra hvilke ansaettelsesmyndigheden havde besluttet at paalaegge V. en strengere sanktion end den, som Disciplinaerraadet havde anbefalet. Den omtvistede afgoerelse gav saaledes den paagaeldende tjenestemand de noedvendige oplysninger for at fastslaa dels, om afgoerelsen var korrekt, dels, om den kunne underkastes retslig proevelse.

21 Retten har selv, samtidig med at den kritiserede den omtvistede afgoerelses manglende begrundelse, konstateret, at det maatte »undersoeges, om de tre skaerpende omstaendigheder, som ansaettelsesmyndigheden har lagt til grund, kan begrunde vedtagelsen af en strengere sanktion ...«. Retten har saaledes i virkeligheden sammenblandet anbringendet om manglende eller utilstraekkelig begrundelse med det anbringende, som eventuelt kunne vaere stoettet paa den omstaendighed, at de grunde, som faktisk blev fremfoert som begrundelse for den paalagte sanktion, var holdbare. Retten har herved sat sin egen vurdering i stedet for ansaettelsesmyndighedens med hensyn til valget af den passende disciplinaere sanktion.

22 Kommissionen har med hensyn til de formildende omstaendigheder anfoert, at ansaettelsesmyndigheden i behoerigt omfang har taget dem i betragtning, men ikke har naevnt dem, for saa vidt som den usaedvanlige grovhed af de omstaendigheder, der er blevet gjort gaeldende mod V., ophaevede disse formildende omstaendigheder, og dette saa meget desto mere som den manglende henvisning til dem i den omtvistede afgoerelse er begrundet i disse formildende omstaendigheders aabenlyse karakter, nemlig den omstaendighed, at Kommissionen med foeje kan forvente, at enhver tjenestemand forretter upaaklagelig tjeneste.

23 V. har gjort gaeldende, at disse appelgrunde ikke kan tages i betragtning. Kommissionen tilsigter med sine argumenter at opnaa, at Domstolen foretager en fornyet vurdering af de faktiske omstaendigheder, hvilket er forbudt i henhold til artikel 51 i EF-statutten for Domstolen. V. er i oevrigt af den opfattelse, at Retten korrekt har fastslaaet, at ansaettelsesmyndigheden har tilsidesat begrundelsespligten.

Formaliteten

24 Det bemaerkes herved, at spoergsmaalet vedroerende begrundelsespligtens raekkevidde er et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens kontrol i forbindelse med en appel (dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983). Som generaladvokaten med rette har anfoert i punkt 12 i forslaget til afgoerelse, maa den kontrol med en afgoerelses lovlighed, som Domstolen herved udoever, noedvendigvis tage det faktum, som Retten har lagt til grund for at naa til sin konklusion om en tilstraekkelig eller utilstraekkelig begrundelse, i betragtning.

25 V.'s formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til foelge.

Realiteten

26 Hvad angaar begrundelsespligten bemaerkes, at ifoelge fast praksis har pligten til at begrunde en akt, der indeholder et klagepunkt, til formaal at goere det muligt for Domstolen at udoeve sin kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed, og at give afgoerelsens adressat de oplysninger, der er noedvendige for at kunne forstaa, hvorvidt afgoerelsen er korrekt (jf. Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, praemis 22, og dommen i sagen Kommissionen mod Daffix, a.st., praemis 23).

27 Det bemaerkes herved, saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 22 i forslaget til afgoerelse, at ansaettelsesmyndigheden udtrykkeligt havde baseret sin afgoerelse paa seks grunde, der begrundede anvendelsen af en strengere sanktion end den, som Disciplinaerraadet havde anbefalet, nemlig:

- at V., som var tidligere »inspecteur de la police« ved det belgiske politi og tjenestemand ved Sikkerhedskontoret, varetog vigtige opgaver, som indebar ansvar og fortrolighed

- at institutionen med foeje kan forvente, at dens tjenestemaend, isaer en tidligere tjenestemand ved Sikkerhedskontoret, udviser en upaaklagelig haederlighed

- at V. forsaetligt havde forsoegt at forfalske resultaterne af en generel udvaelgelsesproeve under tilsidesaettelse af det princip, hvor ansoegere skal vaere ligestillet i forhold til disse proever

- at V.'s adfaerd indebar en alvorlig risiko for, at ansoegere, der ikke besad de noedvendige kvalifikationer, kunne bestaa proeverne, hvilket ville have skadet baade andre ansoegere og institutionens interesser

- at V. ved at naegte at oplyse, hvorfra standardbesvarelsen stammede, havde tilsidesat sin forpligtelse til at samarbejde

- at V. havde misbrugt tilliden mellem en tjenestemand og den institution, hvor han er ansat.

28 Det bemaerkes, at de seks grunde, som blev paaberaabt af ansaettelsesmyndigheden, betragtet ud fra alle de omstaendigheder i sagen, som ansaettelsesmyndigheden skulle gennemgaa - herunder de omstaendigheder, som Disciplinaerraadet havde henvist til, vedroerende seks aars upaaklagelig tjeneste og de tidligere bedoemmelser - udgjorde en tilstraekkelig begrundelse til at goere det muligt for Retten at udoeve en retslig proevelse af afgoerelsens saglige grundlag.

29 Det maa herefter antages, i modsaetning til hvad Retten har fastslaaet i den anfaegtede doms praemis 41 og 52, at den omtvistede afgoerelse paa tilstraekkelig praecis maade angav grundene til, at ansaettelsesmyndigheden havde besluttet at paalaegge V. en strengere sanktion end den, som Disciplinaerraadet havde anbefalet. Retten har saaledes foretaget en urigtig retsanvendelse.

30 Kommissionens foerste appelgrund samt den anden appelgrunds andet led maa derfor laegges til grund.

31 Den anfaegtede dom boer derfor ophaeves - uden at det er noedvendigt at gennemgaa de oevrige appelgrunde - for saa vidt som den dels har annulleret den omtvistede afgoerelse paa grund af utilstraekkelig begrundelse, dels har paalagt Kommissionen at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med de tidligere sager om foreloebige forholdsregler.

Hjemvisning af sagen til Retten

32 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer foelgende: »Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse.«

33 Domstolen finder ikke den foreliggende sag moden til paakendelse, fordi det ikke er udelukket, at der skal foretages konstateringer med hensyn til faktum for at kunne tage stilling til de oevrige anbringender, som er blevet gjort gaeldende i foerste instans. Sagen boer derfor hjemvises til Retten til afgoerelse i realiteten, hvorved Retten skal tage stilling til de oevrige anbringender, som V. har gjort gaeldende i foerste instans.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Foerste Afdeling)

1) Den af Retten i Foerste Instans den 28. marts 1996 afsagte dom i sag T-40/95, V. mod Kommissionen, ophaeves, for saa vidt som den dels annullerede Kommissionens afgoerelse af 18. januar 1995 om, at V. skal fjernes fra tjenesten, paa grund af utilstraekkelig begrundelse, dels paalagde Kommissionen at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med de tidligere sager om foreloebige forholdsregler.

2) Sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans til paakendelse af de oevrige anbringender, som V. har gjort gaeldende i foerste instans.

3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.