61996J0041

Konkurrence - karteller - selektivt distributionssystem - lovlighed i henhold til faellesskabsretten - foelger med hensyn til anvendeligheden af en regel i national ret, hvorefter systemet kun kan goeres gaeldende over for udenforstaaende, hvis det er taet - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 85; Kommissionens forordning nr. 123/85)

Det er ikke en betingelse for, at et selektivt distributionssystem er gyldigt i henhold til faellesskabsretten, at det er taet. Det er nemlig ved bedoemmelsen af, om en aftale er lovlig i relation til traktatens artikel 85, ikke noedvendigt at tage hensyn til, om betingelserne er opfyldt, for at aftalen kan goeres gaeldende over for udenforstaaende under en sag om illoyal konkurrence.

Det foelger heraf, at et selektivt distributionssystem, der ikke er taet, og som derfor i henhold til en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence ikke kan goeres gaeldende over for udenforstaaende, kan vaere gyldigt i relation til traktatens artikel 85, stk. 1.

Foelgelig skal hverken bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, eller - saa meget mere - bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, og i forordning nr. 123/85 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer fortolkes saaledes, at de er til hinder for en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem, der har opnaaet en fritagelse i henhold til de naevnte bestemmelser, kun kan haandhaeves over for udenforstaaende, hvis det er taet.

I sag C-41/96,

angaaende en anmodning, som Landgericht Hamburg (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

VAG-Haendlerbeirat eV

mod

SYD-Consult,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 85, stk. 3, og af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, G. Hirsch, H. Ragnemalm og R. Schintgen (refererende dommer),

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- VAG-Haendlerbeirat eV ved advokat D. Kunath, Frankfurt am Main, og advokat R. Bechtold, Stuttgart

- SYD-Consult ved advokaterne W. Loseries og S. Fedder, Hamburg

- den franske regering ved kontorchef C. de Salins og fuldmaegtig R. Loosli-Surrans, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved K. Wiedner og F.E. González-Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at VAG-Haendlerbeirat eV, SYD-Consult og Kommissionen har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 10. december 1996,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 27. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 4. oktober 1995, indgaaet til Domstolen den 13. februar 1996, har Landgericht Hamburg i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om, hvorvidt det er en betingelse for, at et selektivt distributionssystem, der har opnaaet en fritagelse i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (EFT 1985 L 15, s. 16), kan haandhaeves over for udenforstaaende, at systemet er taet.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag om illoyal konkurrence anlagt af VAG-Haendlerbeirat eV (herefter »VAG«), som er den tyske sammenslutning af forhandlere, der er autoriseret af Volkswagen AG (herefter »VW«), mod selskabet SYD-Consult.

3 Inden for Den Europaeiske Union saelger VW udelukkende de af selskabet fremstillede biler gennem autoriserede forhandlere, som handler direkte med de endelige forbrugere. De af forhandlerne indgaaede forhandleraftaler bestemmer bl.a., at forhandlerne ikke maa saelge fabriksnye biler til videreforhandlere, der ikke har indgaaet en aftale med VW.

4 Selv om SYD-Consult ikke har indgaaet en saadan aftale, saelger selskabet fabriksnye biler af maerket VW i Tyskland, som erhverves i Italien hos autoriserede forhandlere og reimporteres til Tyskland. Eftersom salgspriserne i Italien er vaesentligt lavere end i Tyskland, kan SYD-Consult tilbyde bilerne til sine tyske kunder til lavere priser end de tyske autoriserede forhandlere.

5 Under den sag om illoyal konkurrence, som VAG har anlagt ved Landgericht Hamburg med henblik paa at faa bragt SYD-Consult's aktiviteter til ophoer, har VAG anfoert, at VW inden for Den Europaeiske Union har oprettet et selektivt distributionssystem, der er fritaget i medfoer af forordning nr. 123/85, og at SYD-Consult har erhvervet nye biler, der er omfattet af dette system, ved at udnytte italienske forhandleres kontraktbrud og dermed opnaaet en uberettiget konkurrencefordel, hvilket er i strid med § 1 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (tysk lov om forbud mod illoyal konkurrence, herefter »UWG«).

6 SYD-Consult har for den nationale ret navnlig anfoert, at VW's selektive distributionssystem ikke er taet, og at betingelserne for, at UWG's § 1 er overtraadt, efter tysk retspraksis derfor ikke er opfyldt. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at udenforstaaende virksomheders erhvervelse og afsaetning af varer, der er omfattet af et selektivt distributionssystem, i henhold til tysk retspraksis kun udgoer en overtraedelse af UWG's § 1, saafremt det paagaeldende system er gyldigt og teoretisk og i praksis er taet.

7 VAG har heroverfor anfoert, at det ved Domstolens dom af 13. januar 1994 i Cartier-sagen (sag C-376/92, Sml. I, s. 15) blev fastslaaet, at den paagaeldende tyske retspraksis er uforenelig med faellesskabsretten, og at det som foelge af princippet om, at faellesskabsretten finder ubegraenset og ensartet anvendelse, heller ikke i tysk konkurrenceret er en betingelse for, at et selektivt distributionssystem kan haandhaeves over for udenforstaaende, at det er taet.

8 Landgericht Hamburg er af den opfattelse, at afgoerelsen af den for den verserende sag afhaenger af fortolkningen af den naevnte dom og af, om den finder anvendelse paa de faktiske omstaendigheder i denne sag. Retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er det efter Domstolens dom af 13. januar 1994 i sag C-376/92, Metro-SB-Maerkte GmbH & Co. KG mod Cartier SA, foreneligt med faellesskabsretten, navnlig med princippet om, at faellesskabsretten finder ubegraenset og ensartet anvendelse, at der i tysk ret anvendes bestemmelser, hvorefter der gaelder foelgende:

Det kan kun forbydes personer, som uden om et salgsbindingssystem, der i henhold til en gruppefritagelsesforordning fra EF-Kommissionen er undtaget fra anvendelsesomraadet for EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, har erhvervet varer, der er omfattet af systemet, at forhandle saadanne varer, naar det - ud over, at de yderligere betingelser, der er fastsat i § 1 i Gesetz gegen den unlauteren Wettbewerb (UWG), er opfyldt - kan fastslaas, at salgsbindingssystemet er taet, hvorved bemaerkes, at det praejudicielle spoergsmaal udtrykkeligt tager sigte paa saavel den situation, at salgsbindingssystemet kun teoretisk skal vaere taet, som den situation, at det baade teoretisk og i praksis skal vaere taet?«

9 Med sit spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt at faa oplyst, om bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, og bestemmelserne i forordning nr. 123/85 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem, der har opnaaet en fritagelse i henhold til de naevnte bestemmelser, kun kan haandhaeves over for udenforstaaende, hvis det er taet.

10 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den af VAG paaberaabte tyske retspraksis er udviklet i forbindelse med tvister, hvor fabrikanterne af en vare kraevede, at autoriserede forhandlere overholdt deres kontraktlige forpligtelser, og er baseret paa det synspunkt, at det kun kan forlanges af en autoriseret forhandler, at han overholder sine forpligtelser, saafremt det selektive distributionssystem i enhver henseende er taet, idet han i modsat fald ville staa over for en illoyal konkurrence fra udenforstaaende.

11 I henhold til den paagaeldende tyske retspraksis er et selektivt distributionssystem saaledes kun bindende for parterne og kan kun haandhaeves over for udenforstaaende, hvis det er absolut taet, idet der i saa fald er formodning for, at saafremt en udenforstaaende erhverver varer, der er omfattet af systemet, skyldes det, at en autoriseret forhandler har brudt aftalen.

12 For det andet bemaerkes, at Domstolen i Cartier-dommen, praemis 28, fastslog, at det ikke er en betingelse for, at et selektivt distributionssystem er gyldigt i henhold til faellesskabsretten, at det er taet. Denne konstatering hviler bl.a. paa den betragtning, at det ved bedoemmelsen af, om en aftale er lovlig i relation til traktatens artikel 85, ikke er noedvendigt at tage hensyn til, om betingelserne er opfyldt, for at aftalen kan goeres gaeldende over for udenforstaaende under en sag om illoyal konkurrence (praemis 24).

13 Det foelger heraf, at et selektivt distributionssystem, der ikke er taet, og som derfor i henhold til en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence ikke kan goeres gaeldende over for udenforstaaende, kan vaere gyldigt i relation til traktatens artikel 85, stk. 1.

14 Det kan saaledes ikke udledes af Cartier-dommen, at en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem, der ikke er taet, ikke kan goeres gaeldende over for udenforstaaende, er uforeneligt med bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1.

15 For det tredje bemaerkes, at hvad der gaelder for bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, saa meget mere maa gaelde for bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, og bestemmelserne i en kommissionsforordning om anvendelse af denne traktatbestemmelse paa kategorier af aftaler og samordnet praksis, saasom forordning nr. 123/85.

16 Som det endnu en gang blev fastslaaet af Domstolen i dommene af 15. februar 1996 i sagerne Grand garage albigeois m.fl. (sag C-226/94, Sml. I, s. 651, praemis 15) og Nissan France m.fl. (sag C-309/94, Sml. I, s. 677, praemis 15), indeholder forordning nr. 123/85, der er en gennemfoerelsesforordning til traktatens artikel 85, stk. 3, ikke nogen bindende forskrifter, der direkte paavirker gyldigheden eller indholdet af vilkaarene i en aftale eller forpligter aftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen, men hjemler blot mulighed for, at de erhvervsdrivende inden for automobilbranchen i et vist omfang kan indgaa salgs- og serviceaftaler, som trods visse vilkaar om eneret og om forbud mod konkurrence ikke omfattes af forbuddet i artikel 85, stk. 1.

17 Det fremgaar i oevrigt af de naevnte to domme (praemis 20), at forordning nr. 123/85 ikke kan fortolkes saaledes, at den forbyder en erhvervsdrivende, der ikke er tilsluttet et officielt salgsnet for et bestemt bilmaerke, og som ikke er befuldmaegtiget mellemhandler, jf. forordningens artikel 3, nr. 11, at fremskaffe nye koeretoejer af dette maerke via parallelimport og at drive uafhaengig virksomhed med salg af disse koeretoejer (jf. i samme retning senest dom af 20.2.1997, sag C-128/95, Fontaine m.fl., Sml. I, s. 967, praemis 17).

18 Endelig bemaerkes, at forordning nr. 123/85, som Domstolen endnu en gang fremhaevede i dommen i sagen Fontaine m.fl., praemis 13 og 16, i overensstemmelse med den funktion, denne forordning skal opfylde ved anvendelsen af traktatens artikel 85, kun vedroerer kontraktforholdet mellem leverandoererne og deres godkendte forhandlere, idet den fastsaetter, under hvilke betingelser visse aftaler mellem disse indbyrdes er retmaessige efter traktatens konkurrenceregler, og ikke kan beroere tredjemands - herunder uafhaengige handlendes - rettigheder og forpligtelser i forhold til de kontrakter, som er indgaaet mellem bilfabrikanter og deres eneforhandlere.

19 Det praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares med, at hverken bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, eller bestemmelserne i forordning nr. 123/85 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem, der har opnaaet en fritagelse i henhold til de naevnte bestemmelser, kun kan haandhaeves over for udenforstaaende, hvis det er taet.

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Landgericht Hamburg ved kendelse af 4. oktober 1995, for ret:

Hverken bestemmelserne i EF-traktatens artikel 85, stk. 3, eller bestemmelserne i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en national retspraksis vedroerende illoyal konkurrence, hvorefter et selektivt distributionssystem, der har opnaaet en fritagelse i henhold til de naevnte bestemmelser, kun kan haandhaeves over for udenforstaaende, hvis det er taet.