61996C0153

1 Jan Robert de Rijk har i denne sag nedlagt paastand om ophaevelse af den af Retten i Foerste Instans den 7. marts 1996 afsagte dom i den sag, appellanten havde anlagt mod Kommissionen (sag T-362/94, Sml. Pers. II, s. 365, herefter »den appellerede dom«).

2 Til stoette for appellen har appellanten gjort gaeldende, at Retten har truffet afgoerelse i strid med artikel 24 i bilag X til vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »tjenestemandsvedtaegten«), artikel 33 i statutten for Domstolen samt retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3 Efter en redegoerelse for sagens faktiske omstaendigheder, de relevante retsforskrifter og sagens forloeb (I), vil jeg undersoege spoergsmaalet om formaliteten i appelsagen (II). Derefter vil jeg undersoege de af appellanten fremsatte anbringender og paa grundlag heraf foreslaa Domstolen at forkaste appellen (III). Afslutningsvis vil jeg droefte spoergsmaalet om sagens omkostninger (IV).

I - Sagens faktiske omstaendigheder, de relevante retsforskrifter og sagens forloeb

De faktiske omstaendigheder

4 Jan Robert de Rijk er tjenestemand i loenklasse B2 og tjenestegoerende ved Kommissionens delegation i Finland.

5 I sommeren 1993, dvs. foer Republikken Finlands tiltraedelse, afholdt han en raekke udgifter i anledning af sygdom hos personer, over for hvem han har forsoergerpligt, herunder udgifter i anledning af sygdom hos sin soen, der har saedvanlig bopael i Belgien. Den 18. august 1993 indgav han til Kommissionen en anmodning om godtgoerelse af i alt 26 631 BFR.

6 Den 6. oktober 1993 fremsendte Afregningskontoret for De Europaeiske Faellesskabers Faelles Sygeforsikringsordning en afregning til appellanten, hvoraf det fremgik, at sygeforsikringsordningen paatog sig at afholde 21 681 BFR ud af det naevnte samlede beloeb, idet appellanten eventuelt ville kunne faa godtgjort restbeloebet paa 4 950 BFR paa grundlag af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten.

Den gaeldende sociale sikringsordning

7 Den sociale sikringsordning, som appellanten som tjenestemand, der goer tjeneste i et tredjeland, er omfattet af, er fastlagt i bilag X til tjenestemandsvedtaegten. Bilag X blev indsat i tjenestemandsvedtaegten ved Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 3019/87 af 5. oktober 1987 (1). Bilag X fastlaegger »Saerlige undtagelsesbestemmelser for tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland«.

Artikel 24 lyder saaledes:

»Tjenestemanden, hans aegtefaelle, boern og andre personer, over for hvem han har forsoergerpligt, er omfattet af en tillaegssygeforsikring, der daekker forskellen mellem de faktisk afholdte udgifter og de ydelser, der udbetales i henhold til den i artikel 72 i vedtaegten omtalte sygesikringsordning, med undtagelse af stk. 3 i naevnte artikel.

Halvdelen af praemien til denne forsikring betales af den tilsluttede, uden at dette beloeb dog kan overstige 0,6% af hans grundloen; den anden halvdel af praemien betales af institutionen.

Tjenestemanden, hans aegtefaelle, boern og andre personer, over for hvem han har forsoergerpligt, er forsikret i tilfaelde af hjemsendelse af laegelige aarsager i akutte eller saerlig akutte tilfaelde, og det paahviler alene institutionen at afholde denne praemieudgift.«

8 Kommissionen har vedtaget almindelige gennemfoerelsesbestemmelser (herefter »gennemfoerelsesbestemmelserne«) til artikel 24, stk. 1 og 2, i bilag X til tjenestemandsvedtaegten (2). Artikel 2, nr. 1 og 2, i gennemfoerelsesbestemmelserne fastsaetter foelgende regler: »Omfattet af tillaegssygeforsikringen er:

1) tjenestemaend, hvis tjenestested ligger uden for Faellesskabet

2) personer, som er forsikret gennem den i nr. 1 omhandlede tilsluttede tjenestemand i medfoer af vedtaegtens artikel 72, saaledes som praeciseret ved ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, i det foelgende benaevnt 'ordningen', hvis de har fast bopael paa tjenestestedet for den i henhold til nr. 1 daekkede tjenestemand.

Naar deres bopael befinder sig et andet sted, er de dog daekket under ophold paa tjenestemandens tjenestested samt, efter udtalelse fra den raadgivende laege, saafremt udgifterne som foelge af sygdom udelukkende skyldes den tilsluttedes tjenestested.«

Den anfaegtede administrative afgoerelse

9 Ved skrivelse af 18. januar 1994 meddelte Kommissionen de Rijk, at den alene paa grundlag af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten ville godtgoere 4 412 BFR, mod det forlangte beloeb paa 4 950 BFR, saaledes at appellanten selv maatte baere den resterende udgift paa 538 BFR, idet Kommissionen anfoerte, at udgifterne for appellantens soen, der havde saedvanlig bopael i Belgien, alene kunne godtgoeres paa grundlag af tjenestemandsvedtaegtens artikel 72.

10 Den 18. april 1994 paaklagede appellanten i medfoer af tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 3, denne afgoerelse.

11 Ved afgoerelse af 15. juli 1994, der blev meddelt appellanten den 4. august 1994, afviste Kommissionen klagen, idet den anfoerte, at appellantens soen havde fast bopael i Belgien, og at de i anledning af sygdom i Belgien afholdte udgifter i modsaetning til de i Helsinki afholdte ikke kunne godtgoeres paa grundlag af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten. Kommissionen begrundede sin afgoerelse med, at formaalet med tillaegssygeforsikringsordningen i henhold til denne bestemmelse er at daekke de risici, der er forbundet med de saerlige levevilkaar for tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, og med, at bestemmelsen ikke kunne finde anvendelse, da der ikke var nogen sammenhaeng mellem de afholdte udgifter og opholdet uden for Faellesskabet. Kommissionen tilfoejede, at et andet resultat ville indebaere en aabenbar forskelsbehandling af tjenestemaend, der goer tjeneste inden for Faellesskabet.

12 Den 3. november 1994 anlagde de Rijk herefter sag ved Retten i Foerste Instans til proevelse af denne afgoerelse om afvisning af hans klage.

Rettens dom

13 Under retsforhandlingerne for Retten nedlagde de Rijk foelgende paastande:

- Annullation af Kommissionens afgoerelse af 18. januar 1994 og om fornoedent af afgoerelsen af 15. juli 1994.

- Kommissionen tilpligtes fuldt ud at betale forskellen mellem de faktisk afholdte udgifter og ydelserne fra den faelles sygeforsikringsordning, dvs. 4 950 BFR.

- Det fastslaas, at gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 24, stk. 1 og 2, i bilag X til tjenestemandsvedtaegten er retsstridige, og disse gennemfoerelsesbestemmelser annulleres foelgelig.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14 Til stoette for sine paastande gjorde appellanten gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, herunder navnlig artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, og at gennemfoerelsesbestemmelserne til denne bestemmelse, paa grundlag af hvilke den anfaegtede afgoerelse var blevet truffet, var retsstridige.

15 Af de grunde, som jeg senere vil redegoere for i forbindelse med undersoegelsen af appellantens anbringender i appelsagen, gav Retten ikke appellanten medhold.

Appelsagen

16 Appellanten har for Domstolen nedlagt foelgende paastande:

»1. Appelsagen antages til realitetsbehandling, og der gives appellanten medhold som nedenfor anfoert.

2. Foelgelig:

a) ophaeves den appellerede dom

b) traeffer Domstolen afgoerelse om tvisten, saaledes at appellanten gives medhold i de i foerste instans nedlagte paastande:

- Annullation af [Kommissionens] afgoerelse af 18. januar 1994, hvorved indstaevnte traf bestemmelse om at godtgoere appellanten et beloeb paa 4 412 BFR i henhold til tillaegssygeforsikringsordningen.

- Om fornoedent annullation af indstaevntes afgoerelse af 15. juli 1994 om afvisning af appellantens klage af 18. april 1994.

- Indstaevnte tilpligtes fuldt ud at betale forskellen mellem de faktisk afholdte udgifter og ydelserne fra den faelles sygeforsikringsordning, dvs. 4 950 BFR.

- Det fastslaas, at de almindelige gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 24, stk. 1 og 2, i bilag X til vedtaegten er retsstridige, og disse annulleres foelgelig.

c) tilpligtes indstaevnte at betale samtlige sagsomkostninger i begge instanser.«

II - Formaliteten

17 Kommissionen har i foerste raekke gjort gaeldende, at den af appellanten ivaerksatte appel maa afvises. For det foerste er appellantens argumentation blot en gentagelse af hans argumentation for Retten, og for det andet har appellanten i punkt 11 i appelskriftet fremsat et nyt argument, der ikke blev fremsat under retsforhandlingerne for Retten. Grundlaget for sidstnaevnte argument er artikel 10 og 20 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, der som en forudsaetning for deres anvendelse udtrykkeligt opstiller et vilkaar om bopael. Appellanten anfoerer herefter, at der maa sluttes modsaetningsvis, saaledes at faellesskabslovgiver - der ikke udtrykkeligt har fastlagt en saadan betingelse i artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten - maa antages ikke at have villet opstille et vilkaar om bopael som forudsaetning for anvendelsen af sidstnaevnte bestemmelse.

18 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at en appelsag kun kan antages til realitetsbehandling i medfoer af proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 168 A og kun kan opfylde kravet efter artikel 51 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c) (3), saafremt appelskriftet praecist angiver, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand (4), saaledes at appelskriftet ikke kan begraense sig til en gentagelse eller en helt ordret gengivelse af de anbringender og argumenter, der allerede har vaeret forelagt for Retten, herunder dem, som har bygget paa forhold, som Retten udtrykkeligt har forkastet. En saadan appel angaar i realiteten kun et krav om en ren og skaer ombedoemmelse af sagen for Retten - hvorved Domstolen ville optraede som en appelinstans i egentlig forstand og ikke som en kassationsret - som Domstolen i henhold til artikel 49 i statutten for Domstolen ikke har kompetence til at foretage (5).

19 Efter min opfattelse er den af de Rijk ivaerksatte appel ikke af en saadan art. Appellanten goer saaledes i det vaesentlige gaeldende, at Retten har anlagt en forkert fortolkning af og har anvendt artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten forkert. For saa vidt angaar appellen ubestrideligt »retsspoergsmaal« som forudsat i traktatens artikel 168 A, og Domstolen har kompetence til at efterproeve, om den i Rettens dom angivne begrundelse er forenelig med saavel ordlyden af som formaalet med en faellesskabsretlig bestemmelse, naermere bestemt artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten (6).

20 Det fremgaar endvidere af Domstolens faste praksis, at procesreglementets artikel 113, stk. 2, og artikel 116, stk. 1, er til hinder for, at der under en appelsag fremsaettes nye anbringender (7), men jeg mener ikke, at appellantens argumenter i punkt 11 i appelskriftet rammes heraf.

21 Begrebet argument og begrebet anbringende er to forskellige juridiske begreber (8). Appellanten har ikke fremsat et nyt anbringende, men har fremfoert et nyt argument til stoette for et anbringende, som Retten allerede har undersoegt, det vil naermere bestemt sige spoergsmaalet om en forkert fortolkning og anvendelse af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten (jf. praemis 15-21 i den appellerede dom). Efter min opfattelse kan et saadant argument ikke alene udmaerket tages i betragtning, det opfylder netop kravene i henhold til traktatens artikel 168 A. Argumentet er ikke udtryk for en aendring af sagens genstand - hvilket i henhold til artikel 113 i Domstolens procesreglement ikke er muligt - men udvikler blot naermere et af de retlige klagepunkter, som appellanten fremsatte fra starten under retsforhandlingerne for Retten, hvorfor argumentet udmaerket kan tages i betragtning (9).

22 Jeg mener herefter, at den af de Rijk ivaerksatte appel kan antages til realitetsbehandling.

III - Droeftelse af appellantens anbringender til stoette for appellen

23 Det fremgaar af en gennemgang af appellantens tre klagepunkter, at han i realiteten paaberaaber sig to vaesentlige anbringender til stoette for, at Domstolen boer ophaeve Rettens dom. Ved det foerste og det andet klagepunkt goer appellanten gaeldende, at Retten har gjort sig skyldig i en forkert retsanvendelse og har angivet en fejlagtig begrundelse ved ikke at antage, at gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten er retsstridige, og at Retten har anlagt en forkert fortolkning af denne bestemmelse. Ved det tredje klagepunkt (der er herved i realiteten tale om det andet anbringende) goer appellanten gaeldende, at Retten har truffet afgoerelse i strid med ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

24 Hvad angaar anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet, maa det fastslaas, at appellanten ikke har udviklet nogen argumenter til stoette for dette anbringende. Foelgelig kan dette ikke tages i betragtning.

Det foerste anbringende: tilsidesaettelse af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten

25 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten har gjort sig skyldig i en forkert retsanvendelse og har angivet en fejlagtig begrundelse for saa vidt angaar den fortolkning, der boer anlaegges af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten.

26 I praemis 33 og 34 i den appellerede dom antog Retten, at artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten kun finder anvendelse fuldt ud, i det omfang de konkrete ulemper, der ligger til grund for indfoerelsen af den saerlige godtgoerelsesordning vedroerende udgifter i anledning af sygdom - dvs. de saerlige levevilkaar for tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, herunder navnlig de oftest hoeje udgifter til laegebehandling i disse lande - maatte bestaa.

27 Appellanten anfaegter denne fortolkning, idet han anfoerer, at fortolkningen er udtryk for, at der opstilles en yderligere betingelse, som begraenser tjenestemandsvedtaegtens anvendelsesomraade, og som derfor strider mod, hvad der fremgaar af Domstolens praksis (10). Appellanten kan heller ikke tilslutte sig den bemaerkning om hensynet til en hensigtsmaessig administration, der fremgaar af praemis 35 i den appellerede dom, som begrundelse for, at der boer anlaegges en snaever fortolkning af den naevnte bestemmelse.

28 Efter appellantens opfattelse har artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten ikke behov for nogen fortolkning. Appellanten anfoerer dog, at skulle en fortolkning vaere noedvendig, maa der tages hensyn, ikke alene til bestemmelsens ordlyd, den sammenhaeng, hvori den indgaar, og formaalene med den paagaeldende ordning som helhed, men ogsaa til forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf det fremgaar, at et forslag fra Kommissionen om at goere en anvendelse af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten betinget af, at vedkommende havde bopael i det paagaeldende land, ikke blev gennemfoert. Ifoelge appellanten maa der sluttes modsaetningsvis fra den omtvistede bestemmelse, hvilket understoetter hans opfattelse. Til stoette for denne modsaetningsslutning henviser appellanten til artikel 10 og 20 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten (11).

29 Den sociale sikringsordning, som enhver EU-tjenestemand, der goer tjeneste i en af Unionens medlemsstater, er omfattet af, er fastlagt i tjenestemandsvedtaegtens afsnit V, »Tjenestemandens indtaegter og sociale sikring«. Tjenestemandsvedtaegtens artikel 72, stk. 1, indeholder bestemmelse om, at i sygdomstilfaelde garanteres der tjenestemanden, hans aegtefaelle, hans boern og andre personer, over for hvem han har forsoergerpligt, godtgoerelse af udgifter paa indtil 80%, idet denne oevre graense i henhold til en af Faellesskabernes institutioner efter aftale vedtaget ordning haeves til 85% for visse udgifters vedkommende.

30 I dommen af 22. december 1993 i sagen Pincherle mod Kommissionen (12) har Domstolen fastslaaet, at for saa vidt tjenestemandsvedtaegten ikke indeholder bestemmelse om maksimumssatser for godtgoerelse, er institutionerne befoejede til i gennemfoerelsesbestemmelser at fastsaette passende maksimumssatser for godtgoerelser inden for rammerne af en sygesikringsordning, uden at de paalaegges minimumssatser (13). Domstolen antog paa dette grundlag, at man ikke kunne laegge institutionerne nogen tilsidesaettelse af tjenestemandsvedtaegtens artikel 72 til last som foelge af, at de havde fastsat maksimumsbeloeb (der konkret havde foert til godtgoerelser fra 29-66%), alene af den grund, at disse satser laa langt fra de maksimale godtgoerelsessatser paa 80 og 85%, der er fastsat i den naevnte bestemmelse (14).

31 Domstolen fulgte dermed generaladvokaten, der i sit forslag til afgoerelse havde anfoert, at de midler, som er til raadighed for den sociale sikring, er strengt begraenset til de bidrag, der indbetales af tjenestemaendene og andre ansatte, samt til institutionernes bidrag, saaledes at en saadan ordnings oekonomiske ligevaegt noedvendigvis bliver kompliceret og skroebelig, eftersom den afhaenger af, om der er fuld overensstemmelse mellem udgifterne til sygepleje og de indbetalte bidrag. Generaladvokaten antog paa grundlag heraf, at for saa vidt der ikke er fastsat nogen undergraense i vedtaegten, tilkommer det Faellesskabets institutioner at fastsaette de paagaeldende satser under iagttagelse af hensynet til en bevarelse af den indre sammenhaeng i det indfoerte system, og at Faellesskabets institutioner herved udoever deres skoensmaessige befoejelser ved fastsaettelsen af maksimumsbeloebene og godtgoerelsessatserne med forbehold af et aabenbart fejlskoen, uden at man derfor af tjenestemandsvedtaegtens artikel 72 kan udlede et princip om en undergraense for satsen for den sociale sikring (15).

32 De »saerlige undtagelsesbestemmelser« i bilag X til tjenestemandsvedtaegten fraviger vedtaegtens artikel 72 for saa vidt angaar tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland. Det foelger af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, sammenholdt med de saerlige gennemfoerelsesbestemmelser, at forskellen mellem henholdsvis de udgifter, som tjenestemanden eller hans ydelsesberettigede paaroerende rent faktisk har afholdt, og ydelserne fra sygeforsikringsordningen i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 72, daekkes af tillaegssygeforsikringsordningen, for saa vidt den paagaeldendes tjenestested eller faste bopael er beliggende uden for Faellesskabet. Denne forskel med hensyn til vilkaarene for henholdsvis tjenestemaend, der goer tjeneste inden for Faellesskabet, og tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, er begrundet i de saerlige eller specielle levevilkaar, der skyldes de paagaeldende tjenestemaends tjeneste i tredjelande (16). Naar disse saerlige forhold ikke goer sig gaeldende, er de paagaeldende forskellige vilkaar ikke laengere begrundet, og den almindeligt gaeldende ordning boer finde anvendelse. Der er herved blot tale om en anvendelse af et generelt princip, hvorefter enhver undtagelsesregel skal fortolkes snaevert.

33 Jeg bemaerker endvidere, at det forudsaetningsvis fremgaar af selve ordlyden af artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, jf. stk. 3, at det er en forudsaetning for en anvendelse af den paagaeldende saerlige regel, at vedkommende har bopael et bestemt sted. Omtalen af »hjemsendelse« maa saaledes utvivlsomt forstaas som henvisende til en bopael uden for Unionen. Det savner derfor grundlag at slutte modsaetningsvis fra artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten.

34 Endelig har Domstolen allerede i dommen i sagen Scaramuzza mod Kommissionen, jf. ovenfor, fastslaaet, at baggrunden for undtagelsesordningen i henhold til bilag X til tjenestemandsvedtaegten var, at faellesskabslovgiver oenskede at tage hensyn til de saerlige og specielle levevilkaar, der gaelder for tjenestemaend, som goer tjeneste i et tredjeland (17). I denne sag havde Piera Scaramuzza, en tjenestemand, der gjorde tjeneste i et tredjeland, nedlagt paastand om annullation af nogle afgoerelser, hvorefter hun som foelge af anvendelsen af artikel 11 og 12 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten ikke kunne faa udbetalt hele sin loen i tjenestestedets valuta, selv om tjenestemaend, der gjorde tjeneste i en af Faellesskabets medlemsstater, i henhold til artikel 63 og 64 i tjenestemandsvedtaegten kunne opnaa dette. Domstolen stadfaestede Rettens afgoerelse, for saa vidt Retten havde anset det for godtgjort, at henholdsvis de tjenestemaend, der goer tjeneste i Faellesskabet, og de tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, er undergivet vilkaar, der objektivt set er forskellige (18).

35 I praemis 31-35 i den appellerede dom har Retten paa fuldt korrekt maade gennemgaaet formaalet med den af faellesskabslovgiver indfoerte ordning og paa dette grundlag antaget, at naar de saerlige forhold, der begrunder andre vilkaar for tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, og deres familier, ikke foreligger, boer den almindeligt gaeldende ordning finde anvendelse.

36 Jeg er herefter af den opfattelse, at Retten hverken har gjort sig skyldig i en forkert retsanvendelse eller har angivet en fejlagtig begrundelse, hvorfor det foerste anbringende til stoette for appellen boer forkastes.

Det andet anbringende

37 Appellanten har gjort gaeldende, at Retten har gjort sig skyldig i en forkert retsanvendelse og har angivet en fejlagtig begrundelse ved at fastslaa, at den yderligere betingelse, der i henhold til gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten skal vaere opfyldt, ikke strider mod princippet om ligebehandling af EU-tjenestemaend.

38 Appellanten anfoerer, at det yderligere og saerlige bidrag, som EU-tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, i henhold til gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten skal betale med henblik paa at finansiere tillaegssygeforsikringsordningen, i sig selv begrunder en godtgoerelse af samtlige de udgifter i anledning af sygdom, som de paagaeldende tjenestemaend afholder, uanset stedet herfor. Forskellige vilkaar for boern af henholdsvis tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, og tjenestemaend, der goer tjeneste i Faellesskabet, er dermed begrundet, saaledes at en forskellig sygeforsikringsordning ikke er udtryk for forskelsbehandling.

39 Retten har i praemis 36 og 37 i den appellerede dom ikke taget hensyn til dette afgoerende forhold, hvorved den har angivet en fejlagtig begrundelse for sin afgoerelse og dermed tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling.

40 I praemis 36 og 37 i den appellerede dom antog Retten efter at have henvist til indholdet af princippet om forbud mod forskelsbehandling og formaalet med artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, at det saerlige bidrag tjener til delvis at finansiere daekningen af de risici, som kun gaelder de tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland. Naar disse saerlige risici ikke foreligger, saaledes som det er tilfaeldet for en tjenestemand, der har saedvanlig bopael i Faellesskabet, savner det grundlag at anvende en undtagelsesordning. Alle tjenestemaend, hvis forhold er de samme, boer vaere underlagt de samme vilkaar, da der ellers ville blive tale om forskelsbehandling.

41 Jeg kan tiltraede Rettens opfattelse.

42 Ved min undersoegelse af det foerste anbringende fastslog jeg om artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, at det kun er, naar den paagaeldende er underlagt de saerlige vilkaar, som gaelder tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, at det er begrundet at anvende en social sikringsordning, der fraviger bestemmelserne i tjenestemandsvedtaegtens artikel 72, saaledes at den almindeligt gaeldende ordning boer finde anvendelse, naar denne betingelse ikke er opfyldt. Ellers ville der ske en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet. Endvidere udspringer den ret til at vaere omfattet af undtagelsesordningen, som boern af tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland, har, af tjenestemandens situation. De paagaeldende boer ikke tillaegges flere rettigheder end dem, tjenestemanden har. Dette ville imidlertid utvivlsomt blive tilfaeldet, saafremt et barn med bopael i Faellesskabet var omfattet af undtagelsesordningen i henhold til artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten, selv om den paagaeldendes foraelder i den samme situation ikke ville kunne vaere omfattet af denne ordning.

43 Jeg bemaerker herefter, at Domstolen har antaget, at institutionerne skal drage omsorg for, at sygeforsikringsordningen er i oekonomisk balance (19). Ogsaa faellesskabslovgiver har lagt vaegt paa dette hensyn i forbindelse med administrationen af tillaegssygeforsikringsordningen efter artikel 24 i bilag X til tjenestemandsvedtaegten. Faellesskabslovgiver har saaledes naermere bestemt i artikel 5 i gennemfoerelsesbestemmelserne fastlagt foelgende princip: »En tjenestemand, der goer tjeneste uden for Faellesskabet, faar godtgjort faktiske udgifter afholdt for vedkommende selv og ydelsesberettigede paaroerende paa de betingelser, der er praeciseret i artikel 2. Den paagaeldende kan dog ikke kraeve godtgoerelse for afholdte udgifter, der overstiger en graense, over hvilken de anses for at vaere urimeligt store.«

44 Jeg er herefter af den opfattelse, at Retten hverken har anvendt princippet om forbud mod forskelsbehandling forkert eller har angivet en fejlagtig begrundelse ved at antage, at det saerlige bidrag skal tjene til at finansiere daekningen af de risici, som kun gaelder tjenestemaend, der goer tjeneste i et tredjeland. Det andet anbringende maa herefter forkastes.

IV - Sagens omkostninger

45 Hovedreglen i tvister mellem faellesskabsinstitutionerne og deres ansatte er i henhold til procesreglementets artikel 70, at institutionerne selv baerer deres egne omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 122, stk. 2, finder denne regel dog ikke anvendelse ved appel, medmindre denne er ivaerksat af en institution. Foelgelig maa den generelle regel i procesreglementets artikel 69, stk. 2, bringes i anvendelse, saaledes at appellanten tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.

Forslag til afgoerelse

46 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen

1) at forkaste appellen

2) at tilpligte appellanten at betale sagens omkostninger.

(1) - EFT L 286, s. 3.

(2) - Kommissionens afgoerelse herom blev offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen nr. 642 af 17.9.1990.

(3) - I henhold til disse bestemmelser er appel til Domstolen begraenset til retsspoergsmaal, ligesom appelskriftet praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom fra Retten, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand.

(4) - Jf. f.eks. kendelse af 26.9.1994, sag C-26/94 P, X mod Kommissionen, Sml. I, s. 4379, praemis 11 og 12.

(5) - Jf. f.eks. kendelse af 26.4.1993, sag C-244/92 P, Kupka-Floridi mod OESU, Sml. I, s. 2041, praemis 9, 10 og 11.

(6) - Jf. i denne retning Joël Rideau's og Fabrice Picod's artikel »Le pourvoi sur les questions de droit« i Revue du marché commun et de l'Union européenne nr. 392, november 1995, s. 594, og punkt 3 i generaladvokat Van Gerven's forslag til afgoerelse forud for dommen af 21.11.1991, sag C-145/90 P, Costacurta mod Kommissionen, Sml. I, s. 5449.

(7) - Jf. herved dom af 19.6.1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, praemis 21.

(8) - Jf. herved dom af 12.6.1958, sag 2/57, Compagnie des Hauts Fourneaux de Chasse mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 101 (sammendrag), org. ref.: Rec. s. 129: »... Domstolen finder, at der maa sondres mellem paa den ene side fremsaettelse af nye anbringender under retsforhandlingerne og paa den anden side fremsaettelse af visse nye argumenter. Konkret findes sagsoegeren ikke at have fremsat nye anbringender, idet sagsoegeren blot naermere har udviklet de i staevningen angivne anbringender paa grundlag af en raekke argumenter, hvoraf nogle er blevet fremsat for foerste gang i replikken. Der er herefter intet til hinder for, at Domstolen undersoeger disse argumenter.«

(9) - Jf. herved dom af 20.10.1994, sag C-76/93 P, Scaramuzza mod Kommissionen, Sml. I, s. 5173, praemis 18.

(10) - Jf. f.eks. dom af 7.5.1992, sag C-70/91 P, Raadet mod Brems, Sml. I, s. 2973, praemis 16, hvori Domstolen fastslog, at gennemfoerelsesbestemmelser ikke kan begraense anvendelsesomraadet for en vedtaegtsmaessig bestemmelse, ligesom ansaettelsesmyndigheden ikke herved kan fratages muligheden for at udoeve sine skoensmaessige befoejelser.

(11) - Jf. ovenfor, punkt 17.

(12) - Sag C-244/91 P, Sml. I, s. 6965.

(13) - Praemis 23.

(14) - Praemis 24.

(15) - Punkt 59-63 i generaladvokatens forslag til afgoerelse.

(16) - Foerste betragtning til forordning nr. 3019/87.

(17) - Praemis 23.

(18) - A.st., praemis 22.

(19) - Dommen i sagen Pincherle mod Kommissionen, a.st., praemis 26.