61995A0106

1 Retspleje - fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling - betingelser - ny omstaendighed - begreb

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

2 Konkurrence - offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne har indroemmet saerlige eller eksklusive rettigheder - Kommissionens kompetence som led i dens overvaagningsbefoejelser - skoen - judiciel kontrol - graenser

(EF-traktaten, art. 90, stk. 2 og 3, art. 92, stk. 3, og art. 173)

3 Retspleje - fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling - betingelser - nyt anbringende - begreb - snaever sammenhaeng mellem argumenter paa grundlag af traktatens artikel 90, stk. 2, og argumenter paa grundlag af traktatens artikel 92

(EF-traktaten, art. 90 og 92; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)

4 Statsstoette - begreb - myndighedernes indroemmelse af en skattefordel til en offentlig virksomhed - omfattet

(EF-traktaten, art. 92, stk. 1)

5 Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette til en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse - betingelser - Kommissionens skoen

(EF-traktaten, art. 90, stk. 2, art. 92 og art. 93, stk. 2 og 3)

6 Statsstoette - Kommissionens undersoegelse heraf - omstaendigheder, der skal tages i betragtning

(EF-traktaten, art. 92)

7 En dom afsagt af en af Faellesskabets retsinstanser, der alene har bekraeftet en retstilstand, som en sagsoeger i princippet maatte vaere bekendt med paa tidspunktet for sagens anlaeg, kan ikke anses for en ny omstaendighed, der kan begrunde, at et nyt anbringende fremsaettes.

8 Det fremgaar i det hele af bestemmelserne i stk. 3 i traktatens artikel 90 og af bestemmelserne i denne artikel set i sammenhaeng, at de overvaagningsbefoejelser, Kommissionen har i forhold til medlemsstater, der har gjort sig skyldig i en tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser, noedvendigvis indebaerer udoevelsen af et vidt skoen for Kommissionen. Dette skoen er navnlig for saa vidt angaar medlemsstaternes overholdelse af konkurrencereglerne saa meget videre som, for det foerste, Kommissionen paa sin side ifoelge artikel 90, stk. 2, ved udoevelsen heraf skal tage hensyn til de saerlige opgaver, som er betroet de paagaeldende virksomheder, og som, for det andet, medlemsstaternes myndigheder paa deres side i visse tilfaelde kan besidde lige saa store skoensbefoejelser ved udstedelsen af regler paa visse omraader, som f.eks. den offentlige posttjeneste.

Naar der er tale om at skulle anlaegge en vurdering af komplicerede oekonomiske forhold, som f.eks. en vurdering af de meromkostninger, der er forbundet med en offentlig virksomheds forpligtelse til at udfoere offentlig posttjeneste, kan Kommissionens skoensbefoejelse i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 90, stk. 2, herefter sidestilles med de skoensmaessige befoejelser, som Kommissionen har i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3.

Faellesskabets retsinstanser kan ikke under et annullationssoegsmaal saette deres skoen med hensyn til de faktiske forhold, navnlig paa det oekonomiske omraade, i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget den paagaeldende beslutning, hvorfor Rettens efterproevelse af Kommissionens vurdering er begraenset til en undersoegelse af den materielle rigtighed af de faktiske omstaendigheder og af, om der er sket en aabenbar fejlvurdering.

9 Et i replikken fremfoert anbringende, der i realiteten blot er udtryk for en uddybning af et anbringende, som tidligere er fremfoert direkte eller indirekte i staevningen, og som har snaever sammenhaeng med dette, kan admitteres. Naar henses til den snaevre sammenhaeng, der bestaar mellem bestemmelserne i henholdsvis traktatens artikel 90 og artikel 92 i tilfaelde, hvor Kommissionen i den anfaegtede beslutning paa grundlag af artikel 90, stk. 2, har truffet bestemmelse om, at en statslig foranstaltning ikke skal anses for en stoette i henhold til artikel 92, er der herefter grundlag for at antage, at en i replikken for foerste gang fremfoert argumentation om, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2, alene er udtryk for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92.

10 En foranstaltning, hvorved myndighederne indroemmer en offentlig virksomhed en skattefordel, og som giver stoettemodtageren en gunstigere oekonomisk stilling end andre skattepligtige, er, selv om den ikke indebaerer en overfoersel af statsmidler, en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1.

11 Det fremgaar af ordlyden af traktatens artikel 90, stk. 2, at i tilfaelde, hvor denne bestemmelse kan finde anvendelse, kan en statslig foranstaltning, der er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, alligevel anses for forenelig med faellesmarkedet. Selv om der fortsat er tale om en statsstoette i henhold til sidstnaevnte bestemmelse, kan virkningen af konkurrencereglerne i saa fald begraenses, saaledes at der kan traeffes beslutning om, at et forbud mod at gennemfoere en ny stoette, som foelger af artikel 92, sammenholdt med artikel 93, stk. 2 og 3, ikke skal finde anvendelse.

Da traktatens artikel 90, stk. 2, fastlaegger en undtagelsesregel, maa bestemmelsen fortolkes snaevert. For at undtagelsen i artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, kraeves det saaledes ikke blot, at myndighederne har overdraget den paagaeldende virksomhed at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, men ogsaa, at en anvendelse af traktatens bestemmelser hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, virksomheden er betroet, samt at dette ikke strider mod Faellesskabets interesse.

En statsstoette kan herefter i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 2, undtages fra forbuddet i traktatens artikel 92, forudsat at stoetten alene har til formaal at kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med udfoerelsen af de saerlige opgaver, som paahviler den paagaeldende virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, og at stoetten maa anses for noedvendig for, at virksomheden kan opfylde sine offentligretlige forpligtelser paa rimelige oekonomiske vilkaar. Den naermere afgoerelse af, om stoetten maa anses for noedvendig, forudsaetter en samlet vurdering af de oekonomiske vilkaar, hvorunder virksomheden udoever sine aktiviteter inden for det omraade, der er forbeholdt den, hvorved der ses bort fra eventuelle fordele, som virksomheden kan opnaa inden for de omraader, der er aabne for konkurrence. Kommissionen maa herved indroemmes et vist skoen med hensyn til, hvilken metode der skal anses for mest korrekt til at faa bekraeftet, at stoetten ikke indebaerer nogen krydssubsidiering af virksomhedens aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence.

12 Spoergsmaalet om, hvorledes en statslig foranstaltning i henhold til traktatens artikel 92 skal kvalificeres, maa afgoeres paa grundlag af foranstaltningens indvirkninger paa konkurrencen. Artikel 92 sondrer saaledes ikke under hensyn til grundene til eller hensigten med de omhandlede interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger.

I sag T-106/95,

Fédération française des sociétés d'assurances (FFSA), Paris,

Union des sociétés étrangères d'assurances (USEA), Paris,

Groupe des assurances mutuelles agricoles (Groupama), Noisy-le-Grand (Frankrig),

Fédération nationale des syndicats d'agents généraux d'assurances (FNSAGA), Paris,

Fédération française des courtiers d'assurances et de réassurances (FCA), Paris,

Bureau international des producteurs d'assurances et de réassurances (BIPAR), Paris,

ved advokaterne Dominique Voillemot og Marie-Pia Hutin, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Gérard Rozet, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Den Franske Republik ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 9, boulevard du Prince Henri,

og

La Poste, en fransk offentligretlig juridisk person, Boulogne-Billancourt (Frankrig), ved advokat Hervé Lehman, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

intervenienter,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 8. februar 1995, der blev meddelt sagsoegerne ved skrivelse af 21. februar 1995, om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 93 (statsstoette, NN 135/92, kommercielle aktiviteter udoevet af det franske postvaesen), offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 7. oktober 1995 (EFT C 262, s. 11),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 8. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 11. april 1990 fremsatte den franske regering i Nationalforsamlingen et forslag til lov »om de grundlaeggende principper og vilkaar for en reform af post- og telekommunikationsvaesenet«.

2 Den 4. maj 1990 indgav tre af sagsoegerne i denne sag, Fédération française des sociétés d'assurances (FFSA), Union des sociétés étrangères d'assurances (USEA) og Groupe des assurances mutuelles agricoles (Groupama), der alle er sammenslutninger af forsikringsselskaber, en faelles klage til Kommissionen over lovforslaget, idet sagsoegerne anfoerte, at dette paa forsikringsomraadet ville skabe konkurrencefordrejning i strid med artikel 85, 86 og 92 i EF-traktaten (herefter »traktaten«).

3 I klagen blev det navnlig gjort gaeldende, at den franske stat i strid med traktatens artikel 92 paataenkte at yde statsstoette til La Poste (det franske postvaesen, herefter »postvaesenet«) i form af skatte- og afgiftslettelser. Ifoelge sagsoegerne ville denne retsstridige statsstoette bestaa i foelgende fordele: Postvaesenet ville blive underlagt en skatte- og afgiftsmaessig undtagelsesordning, hvorefter det indtil den 1. januar 1994 i forbindelse med den virksomhed, der ville blive overfoert til det, alene skulle betale de skatter og afgifter til staten, der var gaeldende paa tidspunktet for lovens offentliggoerelse. Herudover ville postvaesenet med virkning fra den 1. januar 1994 skulle betale loenafgift efter en sats paa 4,25% og ikke paa grundlag af den gennemsnitlige sats paa ca. 10%, der gjaldt for forsikringsselskaber. Endelig ville postvaesenet opnaa et nedslag paa 85% i beregningsgrundlaget for lokale skatter samt en anvendelse af en lavere sats i forhold til de kommunale satser. Endvidere anfoerte klagerne, at overdragelsen uden vederlag til postvaesenet af fast ejendom og loesoere, der ville blive stillet til postvaesenets raadighed, portofrihed i forbindelse med forsikringsydelser samt andre ikke naermere angivne former for direkte og indirekte stoette, der blev betegnet som »skjult«, ligeledes stred mod traktatens artikel 92.

4 Den 2. juli 1990 udstedtes lov nr. 90-568 »om det offentlige post- og telekommunikationsvaesen« (herefter »1990-loven«), som blev offentliggjort i Journal officiel de la République française (herefter »JORF«) af 8. juli 1990. I henhold til lovens artikel 1 er postvaesenet, med virkning fra den 1. januar 1991, en offentligretlig juridisk person, hvormed ministeren for post- og telekommunikation har tilsyn.

5 I lovens artikel 2 naevnes blandt postvaesenets opgaver muligheden for at tilbyde »ydelser, der omfatter betalingsmidler og pengeoverfoersel, investering og opsparing, formueforvaltning, boligopsparingslaan og alle former for forsikring«. I henhold til artikel 7 kan postvaesenet »i Frankrig og i udlandet udoeve enhver form for virksomhed, der direkte eller indirekte har tilknytning til postvaesenets formaal. Postvaesenet kan herved paa de betingelser, der er fastlagt i dets vedtaegter ('cahier de charges'), oprette datterselskaber og indskyde kapital i selskaber, grupper af selskaber og andre foretagender med formaal, der har tilknytning til eller er komplementaere i forhold til postvaesenets«. Endelig indeholder lovens artikel 21 bl.a. bestemmelse om, at »der i det for postvaesenet gaeldende beskatningsgrundlag [for saa vidt angaar lokale skatter] gives et nedslag paa 85% som foelge af postvaesenets forpligtelse til at daekke hele landet og til at deltage i indretningen af landets infrastruktur« (»aménagement du territoire«).

6 Efter indgivelsen af klagen fandt der en brevveksling sted mellem klagerne og Kommissionen. Ved skrivelse af 2. august 1990 meddelte Kommissionen bl.a. klagerne, at den var af den opfattelse, at udoevelsen af forsikringsvirksomhed burde vaere underlagt de samme vilkaar som dem, der gaelder private forsikringsselskaber, og at den omstaendighed, at en virksomhed er en offentlig, og ikke en privat, virksomhed, ikke kan have nogen betydning for spoergsmaalet om retten til at modtage statsstoette, hvad enten denne er direkte eller indirekte.

7 Den 12. december 1990 indgav Bureau international des producteurs d'assurances et de réassurances (BIPAR), Fédération nationale des syndicats d'agents généraux d'assurances (FNSAGA) og Fédération française des courtiers d'assurances et de réassurances (FCA) en klage til Kommissionen vedroerende den stoette, som ifoelge dem blev ydet postvaesenet ved 1990-loven.

8 Ved skrivelse af 18. februar 1992 meddelte Kommissionen klagerne, at den havde opfordret de franske myndigheder til at gennemfoere visse aendringer i 1990-loven med henblik paa at bringe denne i overensstemmelse med faellesskabsretten.

9 Den 23. september 1992 fandt der et moede sted mellem Kommissionen og klagerne. Ved skrivelse af 5. oktober 1992 fremkom klagerne BIPAR, FNSAGA og FCA med en raekke bemaerkninger vedroerende postvaesenets skatte- og afgiftslettelser. Ved skrivelse af 3. november 1992 fremsatte klagerne FFSA, Groupama og USEA en raekke yderligere bemaerkninger, idet de navnlig frafaldt deres klagepunkter vedroerende postvaesenets midlertidige fritagelse for selskabsskat og vedroerende den vederlagsfri overdragelse til postvaesenet af fast ejendom og loesoere tilhoerende staten.

10 Ved skrivelse af 29. marts 1994 meddelte Kommissionen klagerne, at hvad angik den lavere loenafgiftssats, der var genstand for et af klagepunkterne vedroerende 1990-loven, havde de franske myndigheder givet Kommissionen meddelelse om, at postvaesenet efter lov nr. 93-1352 af 30. december 1993, der blev offentliggjort i JORF af 31. december 1993, med virkning fra den 1. september 1994 ville skulle betale afgift efter den almindeligt gaeldende sats.

11 Ved skrivelse af 7. juni 1994 praeciserede klagerne FFSA, Groupama og USEA deres klage. Navnlig frafaldt de klagepunktet vedroerende den lavere loenafgiftssats, idet der i henhold til artikel 42 i finansloven for 1994 med virkning fra den 1. september 1994 paa dette punkt ville ske ophaevelse af den for postvaesenet gaeldende skatte- og afgiftslettelse. Klagerne fastholdt de oevrige tidligere fremsatte klagepunkter, herunder klagepunktet vedroerende vilkaarene for som led i kommerciel virksomhed at anvende kartoteker oprettet i forbindelse med udfoerelse af offentlige tjenesteydelser.

12 Ved skrivelse af 26. december 1994 opfordrede klagerne FFSA, Groupama og USEA under henvisning til traktatens artikel 175 formelt Kommissionen »til at tage endelig stilling til [deres] klage paa foelgende to punkter: - overtraedelserne af artikel 85 og 86 ... og den fortsatte tilsidesaettelse af artikel 92, dvs. postvaesenets nedslag i beregningsgrundlaget for lokale skatter«.

13 Ved skrivelse af 21. februar 1995 meddelte Kommissionen den franske regering, at den den 8. februar 1995 havde besluttet ikke at anse postvaesenets skattefordel i henhold til artikel 21 i 1990-loven, der i 1994 androg 1,196 mia. FF, for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1 (beslutning offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende af 7.10.1995 (statsstoette, NN 135/92, Frankrig) EFT C 262, s. 11, herefter »den anfaegtede beslutning«).

14 For saa vidt det i den ovennaevnte skrivelse med opfordring til at traeffe afgoerelse endvidere var blevet gjort gaeldende, at der forelaa en overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86, meddelte Kommissionen, at den forbeholdt sig ret til at traeffe passende forholdsregler efter disse bestemmelser som led i en saerskilt sag.

15 Ved skrivelse af 21. februar 1995 fremsendte Kommissionen til underretning en genpart af den anfaegtede beslutning til klagerne FFSA, Groupama og USEA.

Den anfaegtede beslutning

16 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorledes de paagaeldende statslige foranstaltninger retligt maa kvalificeres i henhold til reglerne om statsstoette, anfoeres foelgende i den anfaegtede beslutning:

»Paa baggrund af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 90, stk. 2, og artikel 92, stk. 1, naar man i denne sag frem til foelgende konklusioner:

Nedsaettelsen af beregningsgrundlaget for de lokale skatter [i henhold til artikel 21 i 1990-loven] er en klar fordel for postvaesenet. Hvis undtagelsen i artikel 90, stk. 2, skal anvendes, maa denne fordel ikke overskride det, der er noedvendigt for, at det kan udfoere sin opgave af almindelig oekonomisk interesse. Med andre ord siger faellesskabslovgivningen, at fordelen ikke maa gavne den offentlige virksomheds kommercielle aktiviteter.

Ifoelge de franske myndigheder er denne skattemaessige fordel mindre end ulempen ved de offentlige tjenesteydelser, som f.eks. forpligtelsen til at soerge for, at der ligger postkontorer i alle egne af landet, og den fortjeneste, visse posttjenester gaar glip af paa grund af vedtaegterne for postvaesenet ...

For at tage hoejde for de fordele, postvaesenets kommercielle aktiviteter nyder godt af i kraft postnettet i landdistrikterne, skal man dog traekke en procentsats svarende til kommercielle aktiviteters andel af postvaesenets omsaetning fra de yderligere omkostninger paa 2,782 mia. FF, som de franske myndigheder har angivet. I denne forbindelse mener de franske myndigheder, at ikke alle de kommercielle aktiviteter ... skal indgaa i den kommercielle sektors omsaetning, eftersom bl.a. forvaltningen af statens konti kun afregnes til fast pris, og omdelingen af aviser og tidsskrifter kun delvis daekkes af udgiverne og staten. Imidlertid bliver foelgen af de oplysninger, de franske myndigheder har forelagt, at postvaesenet skal indfoere et analytisk regnskabssystem i loebetiden for kontrakten om en fleraarig aftale med staten 1995 til 1997. I oejeblikket beregnes de yderligere omkostninger af alle postvaesenets aktiviteter, fordi de foelger af postvaesenets forpligtelse til at daekke alle egne af landet og ikke af dets forskellige former for aktiviteter. Det er faktisk de samme kontorer og de samme ansatte, der faar ansvaret for de offentlige og de kommercielle tjenesteydelser. I oevrigt skyldes denne skelnen mellem offentlige og kommercielle tjenesteydelser nationale retlige forhold, og der er endnu ikke fastsat enslydende bestemmelser herom paa faellesskabsplan.

Da postvaesenets analytiske regnskabssystem endnu ikke er indfoert, og der endnu ikke foreligger faellesskabskriterier for definition af forskellige former for aktiviteter, synes det rimeligt ikke at foretage fradrag i postvaesenets indtaegter fra kommercielle aktiviteter.

Derfor maa man fastholde 34,7% af omsaetningen som referencevaerdi, hvilket svarer til alle de kommercielle aktiviteter. Saaledes kan de yderligere omkostninger til offentlige tjenesteydelser (2,782 mia. FF) minus de 34,7% (de kommercielle aktiviteters andel af omsaetningen) fastsaettes til 1,82 mia. FF (samme beregning foretaget paa grundlag af den eksterne konsulents mindste overslag, 2,02 mia. FF, giver et resultat paa 1,32 mia. FF).

[Disse] beloeb er [hoejere] end den skattemaessige fordel (1,196 mia. FF). Postvaesenets skattemaessige fordel gaar saaledes ikke ud over det, der er noedvendigt for, at det kan udfoere de opgaver af almindelig oekonomisk interesse, det er paalagt som offentlig virksomhed. Der er saaledes intet, der taler for en overfoersel af statsmidler til postvaesenets kommercielle aktiviteter. Derfor udgoer de paagaeldende foranstaltninger i medfoer af EF-traktatens artikel 90, stk. 2, ikke statsstoette efter artikel 92, stk. 1.

Paa baggrund heraf har Kommissionen besluttet ikke at betragte de paagaeldende bestemmelser som statsstoette i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 1.«

17 Med hensyn til de meromkostninger, der er forbundet med postvaesenets offentligretlige forpligtelse til at daekke hele landet og til at deltage i indretningen af landets infrastruktur, blev der gennemfoert to undersoegelser, naermere bestemt af postvaesenet selv og af eksterne konsulenter.

18 Hvad angaar den af postvaesenet gennemfoerte undersoegelse vedroerende meromkostninger fremgaar foelgende af den anfaegtede beslutning:

»Postvaesenet foretog en undersoegelse paa alle postkontorer i ... Middelhavsomraadet. Kontorernes omkostninger blev analyseret [udsnit] for [udsnit], hvilket gjorde det muligt at opdele dem efter bebyggelsens stoerrelse og antallet af runder. Kontorernes omkostninger pr. [udsnit] blev derefter sammenholdt med hele Frankrig paa grundlag af antallet af kontorer pr. udsnit og de gennemsnitlige omkostninger pr. [udsnit] paa et kontor i Middelhavsomraadet. [Det udvalgte omraade] ... indbefatter baade byzoner og spredt landbrugsbebyggelse. Alle de nationale afgifter er lagt sammen for at goere analysen mere paalidelig.

Undersoegelsen omhandler ikke kontorer i [belastede kvarterer] eller i omraader i industriel tilbagegang, men er koncentreret om postkontorer i landdistrikter. Der er tale om postkontorer i kommuner med under 2 000 indbyggere og landpostkontorer og kontorer af tredje og fjerde klasse uden udbringning i kommuner med under 2 000 indbyggere.«

19 Det konkluderes i undersoegelsen, at de med opfyldelsen af offentligretlige forpligtelser forbundne meromkostninger andrager 2,782 mia. FF.

20 Hvad angaar den undersoegelse vedroerende meromkostninger, som blev gennemfoert af eksterne konsulenter, fremgaar foelgende af den anfaegtede beslutning:

»Hvert enkelt kontor er vurderet i forhold til den stoerste afvigelse. Hvert enkelt kontors aktiviteter er delt op i tre hovedomraader: udgaaende post ..., indgaaende post ... og finansielle tjenesteydelser ... For hver aktivitet har man pr. ekspederet genstand eller administreret konto registreret forskellen mellem det paagaeldende kontors resultater og det nationale gennemsnit. Er resultaterne daarligere, er der tale om yderligere omkostninger, i modsat fald har kontoret ydet et positivt bidrag.

De yderligere omkostninger er opgjort pr. kanton. I henhold til de seneste undersoegelser fra DATAR (Delegationen for Fysisk Planlaegning og Regionaludvikling) er kantonerne den bedste maalestok for vurdering af regionale virkninger. De yderligere omkostninger ved at opfylde forpligtelsen til at daekke alle omraader (landzoner, industriomraader i tilbagegang) opgoeres derfor paa dette niveau. Resultaterne i en kanton er summen af kontorernes resultater og ikke blot summen af resultater fra kontorer under gennemsnittet ...«

21 Hvad naermere angaar gennemsnitsresultatet paa landsplan blev dette fastlagt paa grundlag af 1) gennemsnitsindtaegter (postindtaegter pr. genstand og indtaegter fra finansielle tjenesteydelser, undtagen forsikring, pr. konto), 2) gennemsnitlige omkostninger pr. genstand (fra udgaaende post, fra indgaaende post til kontoret og sortering/dirigering uden for kontoret) og 3) gennemsnitlige omkostninger pr. konto (fra finansielle tjenesteydelser paa kontorerne og ekstern behandling).

22 Hvad angaar de enkelte postkontorers bidrag blev der ved undersoegelsen for hver form for virksomhed foretaget en beregning af kontorets bruttofortjeneste/-tab paa grundlag af 1) de faktiske tal for al virksomhed paa kontoret (kasseekspeditioner, anden service, omdeling), fordelt paa indgaaende post, udgaaende post og finansielle tjenesteydelser, og 2) referencestoerrelserne paa landsplan for den oevrige virksomheds vedkommende (for indgaaende post: gennemsnitsindtaegten minus de gennemsnitlige omkostninger til udgaaende post og sortering/dirigering; for udgaaende post: omkostninger til sortering/dirigering og indgaaende post; for finansielle tjenesteydelser: omkostninger til ekstern behandling).

23 Kontorets bruttofortjeneste/-tab blev derefter sammenholdt med det tilsvarende gennemsnitlige bruttoresultat paa landsplan. Det hedder i den anfaegtede beslutning, at »[man] saaledes [naaede] frem til afvigelsen i kontorets resultater for alle de aktiviteter, der udfoeres paa kontoret«. Derefter blev der foretaget en ekstrapolering for at naa frem til meromkostningerne for hele Frankrig.

24 I de eksterne konsulenters undersoegelse blev de samlede meromkostninger anslaaet til 4,86 mia. FF for landdistrikterne, hvorfra skulle traekkes et beloeb paa 2,84 mia. FF, svarende til meromkostningerne ved udbringning, saaledes at resultatet blev faktiske meromkostninger paa 2,02 mia. FF. Inddrog man meromkostningerne for kontorer beliggende i »belastede« forstaeder og i omraader i industriel tilbagegang, androg meromkostningerne 2,83 mia. FF.

Retsforhandlinger og parternes paastande

25 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. april 1995 har sagsoegerne anlagt denne sag.

26 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 1995 har Den Franske Republik fremsat begaering om at maatte intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Ved kendelse af 24. oktober 1995 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling taget den franske regerings interventionsbegaering til foelge.

27 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 29. september 1995 har postvaesenet fremsat begaering om at maatte intervenere til stoette for Kommissionens paastande. Ved kendelse af 24. oktober 1995 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling taget postvaesenets interventionsbegaering til foelge.

28 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog truffet bestemmelse om foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse i form af, at den ved skrivelse af 25. september 1996 har opfordret sagsoegte til at besvare en raekke spoergsmaal skriftligt tillige med mundtligt i retsmoedet. Kommissionen har efterkommet denne opfordring.

29 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 8. oktober 1996.

30 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

32 Den Franske Republik har som intervenient nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen frifindes.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Postvaesenet har som intervenient nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionen frifindes.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen.

Sagens genstand

34 Der boer indledningsvis foretages en naermere afgraensning af sagens genstand, idet sagsoegerne i staevningen og under den mundtlige forhandling har henvist til flere angivelige fordele for postvaesenet, som Kommissionen ikke har undersoegt i den anfaegtede afgoerelse.

35 Det fremgaar af sagen, at de paagaeldende sagsoegere efter for Kommissionen at have indbragt deres klager, hvori de henledte Kommissionens opmaerksomhed paa en raekke angivelige fordele for postvaesenet, som de ansaa for statsstoette i henhold til traktatens artikel 92 (jf. ovenfor, praemis 3), ved skrivelse af 26. december 1994 formelt opfordrede Kommissionen »til at tage endelig stilling til [deres] klage paa foelgende to punkter: - overtraedelserne af artikel 85 og 86 ... og den fortsatte tilsidesaettelse af artikel 92, dvs. postvaesenets nedslag i beregningsgrundlaget for lokale skatter«.

36 Det bemaerkes om dette spoergsmaal endvidere, at sagsoegerne forud for skrivelsen med opfordring til at traeffe afgoerelse i foerste omgang, nemlig ved skrivelse af 3. november 1992, havde frafaldet saavel deres klagepunkt vedroerende postvaesenets midlertidige fritagelse for selskabsskat som klagepunktet vedroerende den vederlagsfri overdragelse til postvaesenet af fast ejendom og loesoere tilhoerende staten, og derefter, nemlig ved skrivelse af 7. juni 1994, deres klagepunkt vedroerende den lavere loenafgiftssats, idet der i henhold til artikel 42 i finansloven for 1994 med virkning fra den 1. september 1994 paa dette punkt ville ske en ophaevelse af den for postvaesenet gaeldende skatte- og afgiftslettelse.

37 Efter skrivelsen med opfordring til at traeffe afgoerelse undersoegte Kommissionen i den anfaegtede retsakt alene klagepunktet vedroerende nedslaget i beregningsgrundlaget for lokale skatter i henhold til artikel 21 i 1990-loven med henblik paa at vurdere, om denne fordel for postvaesenet maatte anses for forenelig med traktatens bestemmelser om statsstoette. Det fremgaar af den anfaegtede beslutning, at Kommissionen forbeholdt sig ret til som led i en saerskilt sag at tage stilling til, om der maatte foreligge en overtraedelse af artikel 85 og 86 (jf. ovenfor, praemis 14).

38 Retten finder paa dette grundlag, at det er med foeje, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning alene har undersoegt, hvorvidt postvaesenets nedslag paa 85% i beregningsgrundlaget for lokale skatter i henhold til artikel 21 i 1990-loven maa anses for foreneligt med reglerne om statsstoette. Kommissionen kunne med rette gaa ud fra, at klagerne havde frafaldet deres klagepunkter vedroerende de oevrige angivelige fordele for postvaesenet.

39 Foelgelig maa de andre klagepunkter ud over klagepunktet vedroerende nedslaget i henhold til artikel 21 i 1990-loven anses for at savne genstand under naervaerende sag. Retten vil derfor ikke skulle tage naermere stilling til disse klagepunkter.

40 Det maa herefter fastslaas, at sagen alene angaar en paastand om annullation af den anfaegtede beslutning, for saa vidt det heri antages, at postvaesenets nedslag i beregningsgrundlaget for lokale skatter i henhold til artikel 21 i 1990-loven ikke er udtryk for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1 (jf. ovenfor, praemis 13).

Parternes anbringender og argumenter

41 Sagsoegerne har til stoette for soegsmaalet i det vaesentlige fremsat fire anbringender. Ved det foerste anbringende goeres det gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet ved, at Kommissionen har undladt at meddele sagsoegerne indholdet af den i den anfaegtede beslutning naevnte korrespondance, som Kommissionen havde med den franske regering under den administrative procedure. Ved det andet anbringende goeres det gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af forpligtelsen til at begrunde den anfaegtede beslutning. Sagsoegernes tredje anbringende er, at Kommissionen har gjort sig skyldig i en fejlvurdering, idet den ikke har anvendt en korrekt metode med henblik paa ansaettelsen af de meromkostninger, der er forbundet med postvaesenets offentligretlige forpligtelser. Ved det fjerde og sidste anbringende goeres det gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92 og artikel 90, stk. 2. Det fjerde anbringende har to led. Med det foerste led goeres det gaeldende, at sidstnaevnte bestemmelse ikke kan fortolkes saaledes, at den omtvistede skattefordel kan vaere undtaget fra forbuddet i traktatens artikel 92, og ved det andet led, at Kommissionen har undladt at vurdere skattefordelens indvirkning paa konkurrencen.

1. Foerste anbringende, tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet

Formaliteten

Parternes argumenter

42 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet maa afvises, da det i strid med artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement foerst er blevet fremsat i replikken. Endvidere foreligger der ikke ufravigelige hensyn, som kan begrunde, at anbringendet tages i betragtning.

43 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionens formalitetsindsigelse maa forkastes, idet Faellesskabets retsinstanser ikke alene boer forkaste uantageligt formalistiske argumenter (Rettens dom af 7.2.1991, sag T-167/89, de Rijk mod Kommissionen, Sml. II, s. 91), men ogsaa af egen drift inddrage anbringender, der af ufravigelige hensyn boer tages i betragtning (Rettens dom af 11.2.1992, sag T-16/90, Panagiotopoulou mod Parlamentet, Sml. II, s. 89).

44 Den franske regering har gjort gaeldende, at der ikke under retsforhandlingerne er kommet nye retlige eller faktiske omstaendigheder frem, som kan begrunde, at anbringendet foerst er blevet fremsat i replikken.

45 Postvaesenet har som intervenient i det vaesentlige tilsluttet sig det af Kommissionen anfoerte. Hvad naermere angaar forbuddet mod at fremsaette nye anbringender under sagens behandling, har postvaesenet endvidere henvist til Domstolens dom af 31. marts 1992 (sag C-52/90, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 2187) og til Rettens dom af 18. november 1992 (sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417). Da de skrivelser, hvis indhold ifoelge sagsoegerne retsstridigt ikke blev meddelt, er omtalt i den anfaegtede beslutning, var der intet til hinder for, at sagsoegerne kunne have fremsat anbringendet i staevningen.

Rettens bemaerkninger

46 Det bemaerkes, at naervaerende anbringende er blevet fremsat for foerste gang i replikken.

47 I henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

48 Det bemaerkes herved, at der ikke under retsforhandlingerne er kommet nye omstaendigheder frem, som kan begrunde en senere fremsaettelse af anbringendet. Den i anbringendet naevnte korrespondance er saaledes omtalt i den anfaegtede beslutning. Der var derfor intet til hinder for, at sagsoegerne kunne have fremsat anbringendet i staevningen, hvorfor sagsoegerne i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, har vaeret afskaaret fra at fremsaette det i replikken.

49 Retten finder efter omstaendighederne i sagen endvidere ikke af egen drift at burde behandle anbringendet. Det maa herefter afvises.

2. Andet anbringende, utilstraekkelig begrundelse

Formaliteten

Parternes argumenter

50 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet maa afvises, da det foerst er blevet fremsat i replikken. Hvad angaar dommen af 28. september 1995 (sag T-95/94, Sytraval og Brink's France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2651), som Retten har afsagt efter indleveringen af staevningen, og som sagsoegerne har henvist til i replikken, hvorom en appelsag verserer for Domstolen (sag C-367/95 P), anfoerer Kommissionen, at denne dom ikke kan vaere udtryk for en ny omstaendighed som forudsat i procesreglementets artikel 48 (Domstolens dom af 19.3.1991, sag C-403/85 Rev., Ferrandi mod Kommissionen, Sml. I, s. 1215).

51 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionens formalitetsindsigelse maa forkastes, da der foreligger ufravigelige hensyn, som tilsiger, at anbringendet tages i betragtning. Endvidere maa den ovennaevnte dom i sagen Sytraval og Brink's France mod Kommissionen anses for en ny omstaendighed, som kan begrunde, at anbringendet fremsaettes. Herudover har sagsoegerne gentaget deres ovenfor i praemis 43 refererede argumentation.

52 Den franske regering har i det vaesentlige tilsluttet sig det af Kommissionen anfoerte.

53 Postvaesenet har som intervenient ligeledes tilsluttet sig det af Kommissionen anfoerte. Det har endvidere gjort gaeldende, at anbringendet kun kan stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, der er kommet frem under retsforhandlingerne, og har i oevrigt henvist til de ovenfor i praemis 45 naevnte domme.

Rettens bemaerkninger

54 Som anfoert ovenfor i praemis 47 maa nye anbringender ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

55 Da naervaerende anbringende er fremsat for foerste gang i replikken, maa det undersoeges, hvorvidt der boer gives sagsoegerne medhold i, at den ovenfor naevnte dom i sagen Sytraval mod Kommissionen kan anses for en ny retlig eller faktisk omstaendigheder som forudsat i procesreglementets artikel 48, stk. 2.

56 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at det i denne dom, der er blevet afsagt efter indleveringen af staevningen, er blevet antaget, at der i to henseender paahviler Kommissionen en udvidet begrundelsespligt over for en klager i en sag om statsstoette. Dette maa ifoelge sagsoegerne faa to konsekvenser i naervaerende sag. For det foerste kan den af Kommissionen angivne begrundelse efter omstaendighederne i sagen ikke anses for i tilstraekkeligt omfang at understoette den antagelse, at den af sagsoegerne anfaegtede statslige foranstaltning ikke er udtryk for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92. For det andet har Kommissionen tilsidesat den forpligtelse til at gennemfoere en kontradiktorisk sagsbehandling over for de paagaeldende klagere, som paahviler den, naar den for i tilstraekkelig grad at begrunde sin vurdering boer kende klagernes stillingtagen til oplysninger, den har indhentet som led i sin sagsbehandling.

57 Det bemaerkes herom, at den ovenfor naevnte dom i sagen Sytraval og Brink's France mod Kommissionen ikke kan anses for en ny omstaendighed som forudsat i procesreglementets artikel 48, stk. 2, idet der ved dommen principielt blot er angivet en fortolkning vedroerende den allerede bestaaende raekkevidde af faellesskabsinstitutionernes begrundelsespligt. Det fremgaar herved af retspraksis, at en dom, der alene har bekraeftet en retstilstand, som en sagsoeger i princippet maatte vaere bekendt med paa tidspunktet for sagens anlaeg, ikke kan anses for en ny omstaendighed, der kan begrunde, at et nyt anbringende fremsaettes (Domstolens dom af 1.4.1982, sag 11/81, Duerbeck mod Kommissionen, Sml. s. 1251, praemis 17).

58 Rigtigheden af denne antagelse stoettes i oevrigt af den ovennaevnte dom i sagen Ferrandi mod Kommissionen, som Kommissionen har henvist til. I denne dom blev det saaledes i forbindelse med en begaering om ekstraordinaer genoptagelse af en af Domstolen paadoemt sag antaget, at en af Retten i mellemtiden afsagt dom, hvorved der var blevet anlagt en retlig vurdering af faktiske omstaendigheder, som eventuelt kunne kvalificeres som nye, ikke i sig selv kunne anses for en ny omstaendighed.

59 Det bemaerkes endvidere, at sagsoegerne ikke som foelge af ukendte faktiske omstaendigheder var forhindret i at fremsaette anbringendet i staevningen.

60 Foelgelig har sagsoegerne vaeret afskaaret fra at fremsaette anbringendet for foerste gang i replikken.

61 Anbringendet boer herefter afvises.

62 Det bemaerkes, at Retten i lyset af den betydning, som tillaegges pligten til begrundelse i henhold til traktatens artikel 190 ved udoevelsen af faellesskabsinstitutionernes befoejelser, har kompetence til af egen drift at tage anbringendet i betragtning, for saa vidt ufravigelige hensyn tilsiger dette (Rettens dom af 28.1.1992, sag T-45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33, praemis 89). Efter omstaendighederne i sagen finder Retten det imidlertid ufornoedent at undersoege anbringendet af egen drift.

3. Tredje og fjerde anbringende, indholdsmangler ved den anfaegtede beslutning

63 Inden undersoegelsen af anbringenderne om indholdsmangler ved den anfaegtede beslutning findes det hensigtsmaessigt kortfattet at goere nogle bemaerkninger om beslutningens indhold.

64 Kommissionen fandt, at den omtvistede skattefordel ikke burde anses for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, idet den ikke kunne anses for at gaa ud over, hvad der er noedvendigt for, at postvaesenet kan udfoere de opgaver af offentlig interesse, det som offentlig virksomhed har faaet overdraget. Skattefordelen maatte saaledes antages at repraesentere et lavere beloeb end de meromkostninger, der er forbundet med forpligtelsen til at daekke hele landet, herunder navnlig postvaesenets forpligtelse til at opretholde et postnet i landdistrikterne og til at deltage i indretningen af landets infrastruktur (herefter »meromkostninger forbundet med/som foelge af de offentligretlige forpligtelser«).

65 Kommissionen baserede sig herved i det vaesentlige paa tre forudsaetninger. For det foerste er postvaesenet en offentlig virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, jf. traktatens artikel 90, stk. 2. For det andet medfoerer opfyldelsen af de i fransk lovgivning fastlagte offentligretlige forpligtelser og den franske regerings politik med hensyn til indretningen af landets infrastruktur meromkostninger for postvaesenet. For det tredje foelger det af traktatens artikel 90, stk. 2, at skattefordele, der har til formaal at kompensere for disse meromkostninger, ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, og dermed er lovlige, forudsat at stoettebeloebet er lavere end meromkostningerne.

66 Hvad angaar den foerste forudsaetning bemaerkes, at det ikke er blevet bestridt, at postvaesenet har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse som forudsat i traktatens artikel 90, stk. 2.

67 I henhold til artikel 2 i 1990-loven skal postvaesenet »i indlandet og i forhold til udlandet varetage alle former for offentlig postservice tillige med befordring og omdeling af dag-, uge- og maanedsblade samt tidsskrifter, der er omfattet af den saerlige ordning i henhold til loven om post og telekommunikation ...«. Det bemaerkes herved, at den offentlige postbesoergelse bestaar i en pligt til i forhold til samtlige brugere paa hele en medlemsstats omraade at soerge for indsamling, befordring og omdeling af post til ensartede takster og efter ensartede kvalitetskrav, uden hensyn til de saerlige omstaendigheder i forbindelse med og loensomheden af hver enkelt ekspedition (jf. Domstolens dom af 19.5.1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. I, s. 2533, praemis 15).

68 Hvad naermere angaar de opgaver af almindelig oekonomisk interesse, som postvaesenet skal varetage, bemaerkes, at disse paa det relevante tidspunkt navnlig fremgik af 1990-loven og af vilkaarene i postvaesenets vedtaegter, der blev godkendt ved dekret nr. 90-1214 af 29. december 1990, som blev offentliggjort i JORF af 30. december 1990.

69 I henhold til artikel 8 i 1990-loven skal der i en vedtaegt ske en fastlaeggelse af postvaesenets rettigheder og forpligtelser, af de almindelige vilkaar for udoevelsen af postvaesenets virksomhed, af de principper og fremgangsmaader, paa grundlag af hvilke postvaesenets takster fastsaettes, og af de betingelser, hvorunder postvaesenet skal udfoere de offentlige tjenesteydelser, som det har faaet overdraget. Vedtaegten skal bl.a. fastlaegge de betingelser, hvorunder postvaesenet skal »daekke hele landet ... [og] deltage i indretningen af landets infrastruktur«.

70 Vedtaegten indeholder bestemmelse om, at »den af postvaesenet udfoerte offentlige posttjeneste skal daekke hele landet, hvorved der skal tages hensyn til de overordnede retningslinjer for regeringens politik, herunder hvad angaar indretningen af landets infrastruktur« (artikel 3), og om, at »postvaesenet i hele landet skal oprette, udvikle og drive et net af posthuse og postkontorer med henblik paa udfoerelsen af alle sine tjenesteydelser ...« (artikel 21). Endelig indeholder artikel 24 i vedtaegten bestemmelse om, at »postvaesenet ved fastlaeggelsen af sine anlaegsprogrammer skal tage hensyn til de overordnede retningslinjer for regeringens politik med hensyn til infrastrukturen og til karakteren af og maalsaetningerne med regionernes, departementernes og kommunernes oekonomiske og sociale udvikling«, og om, at »postvaesenet fastlaegger sin politik med hensyn til service i lokalomraader efter samraad med den paagaeldende praefekt«.

71 Det fremgaar endvidere af sagen, at den franske regering som led i sin politik med hensyn til infrastrukturen siden slutningen af 1991 har taget skridt til at forpligte postvaesenet til at opretholde lokale postkontorer og service i landdistrikterne.

72 Denne forpligtelse for postvaesenet til at daekke hele landet og til at deltage i indretningen af infrastrukturen, herunder navnlig forpligtelsen til i landdistrikter at opretholde et postnet og at udfoere urentable offentlige tjenesteydelser, maa anses for saerlige opgaver som omhandlet i traktatens artikel 90, stk. 2.

73 Hvad herefter angaar de to oevrige forudsaetninger, som Kommissionen baserede sig paa, maa der for det foerste ske en undersoegelse af rigtigheden af Kommissionens analyser ved vurderingen af meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser og derefter en undersoegelse af, hvorledes Kommissionen ved den anfaegtede beslutning har anvendt traktatens artikel 92 og artikel 90, stk. 2.

Tredje anbringende, hvorefter Kommissionen har anvendt en urigtig metode ved vurderingen af meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser

Parternes argumenter

74 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den metode, som Kommissionen har anvendt med henblik paa at beregne postvaesenets meromkostninger som foelge af de offentligretlige forpligtelser, ikke har vaeret korrekt. Endvidere er metoden behaeftet med flere fejl, og den har foert til en overvurdering af omkostningernes stoerrelse. Hvad angaar begrebet offentlige tjenesteydelser kan dette her kun omfatte dirigering af post under alle former og omdeling af aviser, tidsskrifter mv.

75 Om den af postvaesenet selv gennemfoerte undersoegelse vedroerende meromkostninger goer sagsoegerne gaeldende, at man i stedet for at sammenholde omkostningerne for postkontorer i landdistrikter med et gennemsnit paa landsplan burde have baseret sig paa »offeromkostningerne«. Ved dette begreb skal der forstaas de reelle udgifter, som postvaesenet maa afholde for med henblik paa at udfoere sine offentlige tjenesteydelser at opretholde urentable postkontorer.

76 Under den mundtlige forhandling har sagsoegerne endvidere anfoert, at saafremt man havde gjort brug af reglerne i lov nr. 82-213 af 2. marts 1982 »om kommunernes, departementernes og regionernes rettigheder og friheder«, offentliggjort i JORF af 3. marts 1982, som senere aendret (herefter »1982-loven«), hvorefter der kan foeres direkte forhandlinger om omfanget af offentlige tjenesteydelser mellem virksomheder, der udfoerer en saadan, og de paagaeldende kommuner eller departementer, ville disse paa grundlag af en afvejning mellem henholdsvis behovet for de paagaeldende ydelser og de hermed forbundne omkostninger have kunnet overveje, hvorvidt nogle urentable postkontorer burde nedlaegges.

77 Hvad angaar den undersoegelse, der blev gennemfoert af eksterne konsulenter, og hvis resultater Kommissionen baserede sig paa, goer sagsoegerne gaeldende, at omkostningerne af flere grunde heri blev ansat for hoejt.

78 For det foerste burde en raekke postkontorers resultater alene have vaeret sammenholdt med et »referenceresultat«, hvorved et daarligere resultat end dette indebar, at det ville vaere en fordel for postvaesenet at nedlaegge det paagaeldende kontor, idet denne stoerrelse kan sidestilles med det ovenfor naevnte begreb »offeromkostninger«. De paagaeldende postkontorers resultater burde navnlig ikke have vaeret sammenholdt med »et gennemsnitsresultat« paa landsplan, saaledes som det er sket i den anfaegtede beslutning. Naar en raekke postkontorers resultater er blevet sammenholdt med et gennemsnitsresultat, savner dette saa meget mere grundlag, naar henses til, at der er tale om en virksomhed, som har monopol paa at udfoere den paagaeldende form for tjenesteydelser.

79 For det andet er det med urette, at der ved undersoegelsen vedroerende meromkostninger ikke er blevet taget hensyn til »nettets uundgaaelige eksternaliteter«, dvs. den betydning, postkontorerne i landdistrikterne har for de oevrige kontorers driftsomkostninger, omfanget af trafik, udgifterne til omdeling osv. Postkontorerne i landdistrikterne indebaerer, ogsaa selv om der er tale om urentable kontorer, lavere driftsomkostninger for de oevrige postkontorer.

80 For det tredje burde ansaettelsen af meromkostningerne vaere sket paa grundlag af de »minimumsomkostninger«, som enhver privat virksomhed sigter mod, og ikke paa grundlag af de »faktiske omkostninger«. Den metode, der blev anvendt, kan saaledes give anledning til, at de paagaeldende virksomheder angiver for hoeje tal for deres omkostninger med det formaal at opnaa en hoejere stoette for derefter at udnytte denne fordel paa f.eks. markedet for forsikringer.

81 For det fjerde er meromkostningerne opgjort foer det tidspunkt, hvor postvaesenet gik ind paa markedet for forsikringer. Der er herved sket en for hoej ansaettelse af meromkostningerne, idet postvaesenets virksomhed paa markedet for forsikringer maa indebaere en stigende rentabilitet for postkontorerne og dermed en nedsaettelse af de meromkostninger, der er forbundet med udfoerelsen af offentlige tjenesteydelser. Der er foelgelig intet grundlag for nogen sammenligning.

82 Under henvisning til det franske konkurrenceraads udtalelse nr. 96-A-10 af 25. juni 1996 vedroerende en anmodning fra det franske finansraad om en udtalelse om postvaesenets virksomhed i form af finansielle tjenesteydelser bedoemt paa grundlag af konkurrenceretten (offentliggjort i Bulletin officiel de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes af 3.9.1996, herefter »udtalelsen fra konkurrenceraadet«) har sagsoegerne under den mundtlige forhandling gjort gaeldende, at postvaesenets virksomhed i form af finansielle tjenesteydelser repraesenterer tre fjerdedele af dets samlede virksomhed. Det savner derfor grundlag, naar Kommissionen ved fastlaeggelsen af meromkostningerne forbundet med udfoerelsen af de offentligretlige forpligtelser alene har nedsat meromkostningsbeloebet for den samlede virksomhed med 34,7%. Havde Kommissionen i overensstemmelse med udtalelsen nedsat meromkostningsbeloebet med 75%, ville den vaere naaet til det resultat, at meromkostningerne kun androg 696 mio. FF, dvs. et beloeb, der er ca. 500 mio. FF lavere end det omtvistede stoettebeloeb.

83 Endelig har sagsoegerne under henvisning til, at de er ude af stand til at undersoege rigtigheden af de oplysninger, som ligger til grund for postvaesenets og de eksterne konsulenters undersoegelser, fremsat begaering om, at Retten i medfoer af procesreglementets artikel 70 traeffer bestemmelse om, at der skal indhentes en sagkyndig erklaering med henblik paa at fastlaegge, om den anvendte metode og de ansaettelser, der er blevet lagt til grund, har vaeret korrekte, og, saafremt dette ikke maatte vaere tilfaeldet, med henblik paa at fastlaegge en alternativ metode, der goer det muligt at naa frem til resultater, der retligt set utvivlsomt er holdbare.

84 Kommissionen har gjort gaeldende, at den metode, der blev anvendt med henblik paa ansaettelsen af meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser, og som blev valgt som led i Kommissionens skoensmaessige befoejelser paa omraadet, var formaalstjenlig. Under henvisning til saavel artikel 8 i 1990-loven som artikel 21 og 24 i vedtaegten for postvaesenet anfoerer Kommissionen, at der er tale om de meromkostninger, der er en foelge af udfoerelsen af de opgaver af offentlig interesse, som navnlig fremgaar af disse bestemmelser.

85 For det foerste var den af Kommissionen anvendte metode den mest rationelle og mest objektive til at foretage en ansaettelse af meromkostningerne, idet »offeromkostningerne« ikke ville have udgjort et hensigtsmaessigt grundlag, da postvaesenet ikke er herre over, hvilke offentlige midler der stilles til dets raadighed. For det andet havde Kommissionen ikke som haevdet af sagsoegerne mulighed for ved sine beregninger at se bort fra visse faktiske omkostninger i forbindelse med opfyldelse af de offentligretlige forpligtelser, der blev anset for for hoeje, idet formaalet med traktatens artikel 92 ikke er at begraense de med disse forpligtelser forbundne absolutte omkostninger, men at forhindre en overfoersel af midler til aktiviteter, der udoeves paa omraader underlagt fri konkurrence.

86 Hvad for det tredje angaar det af sagsoegerne anfoerte om, at Kommissionen baserede sine beregninger paa faktiske omkostninger, og ikke paa minimumsomkostninger, goer Kommissionen gaeldende, at det ikke er dens opgave at forbedre effektiviteten af den offentlige posttjeneste i Frankrig.

87 For det fjerde anfoerer Kommissionen, at det er forkert, naar sagsoegerne haevder, at den ikke har taget hensyn til »nettets uundgaaelige eksternaliteter«, idet Kommissionen nedsatte det paagaeldende beloeb med et beloeb svarende til de indirekte fordele, som det offentlige postnet indebaerer for postvaesenets aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence.

88 Formaalet med den anvendte metode var herved at forhindre, at en eventuel forhoejelse af stoettebeloebet som foelge af hoejere meromkostninger forbundet med offentligretlige forpligtelser ville kunne medfoere fordele for de sidstnaevnte aktiviteter. Med henblik herpaa nedsatte Kommissionen i den anfaegtede beslutning postvaesenets samlede meromkostninger med en andel (34,7%), der svarede til den konkurrerende virksomheds andel af postvaesenets omsaetning. Ved denne nedsaettelse kunne der tages hensyn til de fordele for postvaesenets konkurrerende virksomhed, som postnettet i landdistrikterne indebaerer.

89 Det fremgaar endvidere af nedsaettelsen paa 34,7%, at det savner grundlag, naar sagsoegerne haevder, at meromkostningerne blev opgjort foer det tidspunkt, hvor postvaesenet gik ind paa markedet for forsikringer.

90 Hvad endelig angaar den udtalelse fra konkurrenceraadet, som sagsoegerne har henvist til, goer Kommissionen gaeldende, at den fordeling, der regnes med i udtalelsen, er baseret paa omfanget af postkontorernes virksomhed, og ikke paa omsaetningen, som er grundlaget i den anfaegtede beslutning.

91 Den franske regering har gjort gaeldende, at der er foretaget en rimelig beregning af de meromkostninger for postvaesenet, der er forbundet med dettes offentligretlige forpligtelser. Hvad naermere angaar spoergsmaalet om det underskud, som visse postkontorer har, maa det herved fremhaeves, at 58% af postkontorerne er beliggende i kommuner med mindre end 2 000 indbyggere. Paa de fleste af disse postkontorer er postfunktionaeren ofte hver dag kun beskaeftiget lidt mere end en time ud af de otte, hvor han eller hun er til stede. De meromkostninger, som er en foelge af denne manglende beskaeftigelse, eller manglende produktivitet, maa noedvendigvis have en generel indvirkning paa opretholdelsen af et postnet i hele landet, idet der herved er tale om en urentabel offentligretlig forpligtelse, som gaar ud over offentlig posttjeneste i snaever forstand.

92 Den franske regering goer endvidere gaeldende, at postvaesenet som helhed fra et aar til et andet stort set er i oekonomisk balance. Det maa derfor antages, at de gennemsnitlige omkostninger for samtlige postkontorer i det vaesentlige er af en saadan stoerrelse, at der kan opnaas en oekonomisk balance. Anvendelsen af gennemsnitsomkostningerne som referencestoerrelse »oppuster« derfor ikke meromkostningerne for de urentable postkontorer i forhold til, hvad der gaelder de kontorer, som er i oekonomisk balance. Under den mundtlige forhandling har den franske regering gjort gaeldende, at det kun er i kraft af skattelettelsen, at der kan opnaas en oekonomisk balance.

93 Over for det af sagsoegerne anfoerte om, at der ikke er blevet taget hensyn til »nettets uundgaaelige eksternaliteter«, goer den franske regering gaeldende, at saafremt man som gennemsnitsomkostninger baserede sig paa omkostningerne for de postkontorer, der ville vaere tilbage efter en nedlaeggelse af samtlige urentable kontorer, ville gennemsnitsomkostningerne vaere meget lavere, end hvad der er tilfaeldet nu, ogsaa selv om man tog hensyn til en forhoejelse af de tilbageblivende kontorers omkostninger. Foelgelig maatte meromkostningerne for de urentable postkontorer noedvendigvis ansaettes hoejere, hvilket generelt afsvaekker det af sagsoegerne anfoerte.

94 Over for det anfoerte om, at referenceomkostningerne burde have vaeret fastlagt paa grundlag af minimumsomkostninger, goer den franske regering gaeldende, at det afgoerende i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 90, stk. 2, er, om kompensationen for meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser er daekkende for disse, hvorimod disse omkostningers absolutte stoerrelse er uden betydning.

95 I oevrigt ville omkostningerne for de postkontorer, der er beliggende i landdistrikter og i ugunstigt stillede kvarterer, falde meget lidt, saafremt man anvendte et saadant beregningsgrundlag. Derimod ville man teoretisk kunne reducere de tekniske og menneskelige ressourcer paa »bypostkontorerne«, saaledes at man ville naa frem til lavere driftsomkostninger. Men i saa fald ville meromkostningerne for de urentable postkontorer i modsaetning til, hvad sagsoegerne har forsoegt at godtgoere, blive endnu hoejere i forhold til gennemsnittet.

96 Postvaesenet har som intervenient gjort gaeldende, at det som foelge af sine offentligretlige forpligtelser, herunder navnlig forpligtelsen til at deltage i indretningen af infrastrukturen, er noedsaget til at opretholde et urentabelt postnet. Postkontorerne i landdistrikterne indebaerer, saaledes som den franske regering har redegjort for, en byrde, som ikke er udtryk for en aktivitet, men en mangel paa samme.

Rettens bemaerkninger

97 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerne ikke har bestridt, at postvaesenets offentligretlige forpligtelser medfoerer meromkostninger. Sagsoegerne har alene gjort gaeldende, at Kommissionen ved at anvende forkerte beregningsmetoder aabenbart har ansat disse meromkostninger for hoejt.

98 Inden undersoegelsen af de som led i naervaerende anbringende fremsatte argumenter bemaerkes, at det af bestemmelserne i stk. 3 i artikel 90 og af bestemmelserne i denne artikel set i sammenhaeng i det hele fremgaar, at de overvaagningsbefoejelser, som Kommissionen har i forhold til medlemsstater, der har gjort sig skyldig i en tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser og navnlig konkurrencereglerne, noedvendigvis indebaerer udoevelsen af et vidt skoen for Kommissionen.

99 Dette skoen er navnlig, for saa vidt angaar medlemsstaternes overholdelse af konkurrencereglerne, saa meget videre som, for det foerste, Kommissionen paa sin side ifoelge artikel 90, stk. 2, ved udoevelsen heraf skal tage hensyn til de saerlige opgaver, som er betroet de paagaeldende virksomheder, og som, for det andet, medlemsstaternes myndigheder paa deres side i visse tilfaelde kan besidde lige saa store skoensbefoejelser ved udstedelsen af regler paa visse omraader som f.eks. det her omhandlede, dvs. den offentlige posttjeneste (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-32/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1015, praemis 37).

100 Naar der som her er tale om at skulle anlaegge en vurdering af komplicerede oekonomiske forhold, er skoensbefoejelsen med hensyn til vurderingen af meromkostninger forbundet med opfyldelsen af offentligretlige forpligtelser saa meget desto videre og kan sidestilles med Kommissionens skoensmaessige befoejelser i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3 (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 49, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 56, og af 21.3.1991, sag C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, praemis 34).

101 Det fremgaar af retspraksis, at Retten under et annullationssoegsmaal kun kan efterproeve, om den anfaegtede beslutning er behaeftet med en af de i traktatens artikel 173 anfoerte mangler, der medfoerer, at retsakten er ulovlig, og at den ikke kan saette sit skoen med hensyn til de faktiske forhold, navnlig paa det oekonomiske omraade, i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen (Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 23). Foelgelig maa Rettens efterproevelse af Kommissionens vurdering vaere begraenset til en undersoegelse af den materielle rigtighed af de faktiske omstaendigheder og af, om der er sket en aabenbar fejlvurdering.

102 Det fremgaar herved af sagen, at Kommissionen ved beregningen af de med postvaesenets offentligretlige forpligtelser forbundne meromkostninger foretog en kompliceret oekonomisk analyse paa grundlag af to undersoegelser, der var blevet gennemfoert af henholdsvis postvaesenet selv og nogle eksterne konsulenter.

103 Det fremgaar af den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 18) og af de mundtlige indlaeg for Retten, at postvaesenet i sin undersoegelse gennemgik virksomheden hos 617 landpostkontorer i kommuner med mindre end 2 000 indbyggere i Middelhavsomraadet. Ved undersoegelsen blev omkostningerne, bortset fra udgifterne til omdeling, hos disse landpostkontorer sammenholdt med standardomkostningerne i forbindelse med virksomhed af denne art med henblik paa at afgoere, om der var meromkostninger, og i givet fald disses stoerrelse. Ved en efterfoelgende ekstrapolering af resultatet af denne analyse blev meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser for hele Frankrig vurderet til 2,782 mia. FF.

104 Hvad angaar de eksterne konsulenters undersoegelse bemaerkes, at denne omfattede tre franske departementer, nemlig Jura, Marne og Somme, der blev anset for repraesentative. Meromkostningerne blev beregnet ved at maale, i hvor hoej grad det enkelte landpostkontors fortjeneste/tab afveg fra gennemsnitsresultatet paa landsplan beregnet paa grundlag af naermere angivne kriterier (jf. herved ovenfor, praemis 20-23), hvorved et daarligere resultat end dette gav anledning til en konstatering af meromkostninger. Samtlige postkontorer i en given kanton blev undersoegt, og resultatet for kantonen blev opgjort til summen af de maalte resultater for disse. Der blev herefter paa grundlag af de opgjorte resultater foretaget en ekstrapolering for at naa frem til et resultat for hele Frankrig. Det konkluderes i de eksterne konsulenters undersoegelse, at de samlede meromkostninger for landdistrikterne andrager mindst 2,02 mia. FF. Inddrager man derudover meromkostningerne for postkontorer beliggende i »belastede« forstaeder og i omraader i industriel tilbagegang, er det samlede tal 2,83 mia. FF.

105 Det fremgaar af den anfaegtede beslutning, at meromkostningerne blev beregnet med udgangspunkt i postvaesenets samlede virksomhed, idet der ikke var noget analytisk regnskabssystem, som gjorde det muligt at sondre mellem henholdsvis omkostninger og udgifter med tilknytning til offentligretlig virksomhed og omkostninger og udgifter med tilknytning til aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence. For at tage hoejde for de fordele for postvaesenets sidstnaevnte aktiviteter, som postnettet i landdistrikterne indebaerer, nedsatte Kommissionen herefter korrekt de naevnte omkostningsbeloeb med 34,7%. Denne andel svarer til den del af omsaetningen, som postvaesenets aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence repraesenterede i regnskabsaaret 1993, herunder dets aktivitet paa forsikringsomraadet, og sagsoegerne har ikke bestridt rigtigheden heraf. Paa grundlag af de foreliggende oplysninger finder Retten, at fordelingen af de samlede meromkostninger mellem postvaesenets forskellige former for aktiviteter paa grundlag af den del af omsaetningen, som disse repraesenterede, var udtryk for den mest objektive metode til ansaettelse af de meromkostninger, der var forbundet med opfyldelsen af de offentligretlige forpligtelser. Efter den naevnte nedsaettelse blev meromkostningerne forbundet med disse forpligtelser ansat til 1,82 mia. FF. Tages der udgangspunkt i det laveste skoen over meromkostninger (jf. ovenfor, praemis 104), andrager meromkostningerne 1,32 mia. FF.

106 Retten finder, at Kommissionen ved den naevnte analyse af de faktiske omstaendigheder i tilstraekkelig grad har godtgjort, at postvaesenet har meromkostninger paa - mindst - 1,32 mia. FF. Disse meromkostninger, der i foerste raekke udspringer af opretholdelsen af et urentabelt postnet i landdistrikterne, skyldes postvaesenets forpligtelse til at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse som forudsat i traktatens artikel 90, stk. 2, naermere bestemt forpligtelsen til at daekke hele landet og til at deltage i indretningen af infrastrukturen. Ved de ovenfor naevnte beregningsmetoder har Kommissionen saaledes sammenholdt omkostningerne ved urentable postkontorer i landdistrikter med gennemsnitsomkostningerne for de franske postkontorer.

107 Retten finder, at sagsoegernes argumenter om, at beregningsmetoderne er behaeftet med fejl, ikke kan afsvaekke Kommissionens vurderinger.

108 For det foerste kan henvisningerne til »offeromkostninger«, »minimumsomkostninger« og et »referenceresultat«, i forhold til hvilket et daarligere resultat indebaerer, at det ville vaere en fordel for postvaesenet at nedlaegge det paagaeldende postkontor, ikke anses for relevante. I mangel af faellesskabsretlig regulering af omraadet savner Kommissionen befoejelse til at tage stilling til, hvilket omfang den paagaeldende offentlige virksomheds offentligretlige forpligtelser boer have, dvs. spoergsmaalet om, hvor store omkostninger der kan vaere forbundet med opfyldelsen af disse forpligtelser, ligesom Kommissionen hverken kan tage stilling til hensigtsmaessigheden af de nationale myndigheders politiske valg vedroerende dette spoergsmaal eller til postvaesenets oekonomiske effektivitet paa det omraade, der er omfattet af dets monopol (jf. om sidstnaevnte spoergsmaal generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse ad den ovennaevnte dom i Corbeau-sagen, Sml. I, s. 2548, punkt 16).

109 Hvad for det andet angaar argumentet om, at der ikke er blevet taget hensyn til »nettets uundgaaelige eksternaliteter«, bemaerkes, at sagsoegerne ikke har peget paa forhold, der kan understoette dette synspunkt. Under disse omstaendigheder, og naar henses til, at sagsoegerne heller ikke har imoedegaaet det, den franske regering har anfoert om dette spoergsmaal (jf. ovenfor, praemis 93), maa argumentet forkastes.

110 For det tredje bemaerkes, at den omstaendighed, at Kommissionen har nedsat det samlede meromkostningsbeloeb med 34,7%, hvilket svarer til postvaesenets omsaetning i 1993 paa aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence, herunder dets aktivitet paa forsikringsomraadet (jf. ovenfor, praemis 105), godtgoer, at det af sagsoegerne anfoerte om, at meromkostningerne blev opgjort foer det tidspunkt, hvor postvaesenet gik ind paa markedet for forsikringer, savner grundlag.

111 Hvad endelig angaar den udtalelse fra konkurrenceraadet, som sagsoegerne har henvist til, findes denne ikke at kunne afsvaekke grundlaget for den af Kommissionen foretagne nedsaettelse med 34,7% (jf. ovenfor, praemis 105), idet den fordeling, der regnes med i udtalelsen, er baseret paa omfanget af ekspeditioner og ikke paa omsaetningen for postvaesenets forskellige former for virksomhed.

112 Det bemaerkes dernaest, at sagsoegerne ikke har foert bevis for, at der skulle have vaeret nogen alternativ og mere noejagtig metode til beregning af meromkostningerne paa grundlag af de oplysninger, der var til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt.

113 Da sagsoegerne alene generelt har anfaegtet Kommissionens vurderinger uden at pege paa forhold, der kan afsvaekke disse, maa det herefter fastslaas, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at Kommissionen ved sin ansaettelse af meromkostningerne som foelge af de offentligretlige forpligtelser har baseret sin beslutning paa materielt urigtige forhold eller har overskredet graenserne for sine skoensmaessige befoejelser paa omraadet.

114 Det er ikke blevet bestridt, at den omtvistede skattefordel for postvaesenet i henhold til artikel 21 i 1990-loven, dvs. nedslaget paa 85% i beregningsgrundlaget for lokale skatter, i 1994 androg 1,196 mia. FF. Retten finder paa dette grundlag, at det var med foeje, at Kommissionen antog, at skattefordelen ikke repraesenterede et hoejere beloeb end de naevnte meromkostninger, ogsaa selv om man baserede sig paa det laveste skoen, nemlig et meromkostningsbeloeb paa 1,32 mia. FF (jf. ovenfor, praemis 106).

115 Hvad angaar begaeringen om, at Retten i medfoer af procesreglementets artikel 66 og 70 traeffer bestemmelse om, at der skal indhentes en sagkyndig erklaering med henblik paa at fastlaegge, om den af Kommissionen anvendte metode og de ansaettelser, der er blevet lagt til grund, har vaeret korrekte, bemaerkes, at sagsoegerne ikke har peget paa forhold, der kan lede til den antagelse, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af meromkostningerne kan have gjort sig skyldig i aabenbare fejlvurderinger. Under disse omstaendigheder boer der ikke traeffes bestemmelse om, at der skal indhentes en sagkyndig erklaering, idet bevisbyrden paahviler sagsoegeren, naar denne anfaegter en vurdering af oekonomiske forhold, som Kommissionen har anlagt som led i sine skoensmaessige befoejelser.

116 Anbringendet maa herefter forkastes.

Fjerde anbringende, tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2, og artikel 92

117 Dette anbringende har to led. Ved det foerste led goer sagsoegerne gaeldende, at den omtvistede skattefordel, der finder anvendelse uden forskel paa samtlige de former for virksomhed, postvaesenet udoever, ikke efter traktatens artikel 90, stk. 2, kan vaere undtaget fra forbuddet i artikel 92. Ved det andet led goer sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 92 ved at undlade at foretage en vurdering af den omtvistede skattefordels indvirkning paa konkurrencen.

Formaliteten for saa vidt angaar anbringendets foerste led

- Parternes argumenter

118 Postvaesenet har som intervenient gjort gaeldende, at anbringendets foerste led i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, maa afvises, da det foerst er blevet fremsat i replikken. Det, der i replikken er anfoert om en angivelig tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2, er ikke blot udtryk for nye argumenter. Det, der er anfoert i staevningen, angaar alene spoergsmaalet om den sondring, som maa foretages mellem formaalet med den omtvistede skattefordel og dennes virkninger, men hverken de saerlige bestemmelser i artikel 90 vedroerende virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere opgaver af almindelig oekonomisk interesse, eller de betingelser, der skal vaere opfyldt for, at artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse.

119 Sagsoegerne har bestridt, at der er tale om et nyt anbringende. Ogsaa i staevningen gjorde sagsoegerne gaeldende, at der var sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2.

120 For det foerste gjorde sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen ved den anfaegtede beslutning havde anvendt traktatens bestemmelser forkert, hvilket maa omfatte artikel 90, stk. 2, idet Kommissionen antog, at den omhandlede stoette efter denne bestemmelse var undtaget fra forbuddet i artikel 92. For det andet henviste sagsoegerne i staevningen ikke alene til artikel 92, stk. 1, men ogsaa til artikel 90, stk. 2.

121 Endvidere bestaar der i sagen en snaever sammenhaeng mellem de naevnte bestemmelser. Til stoette for, at anbringendets foerste led blot er udtryk for en uddybning af det andet led, hvorved det goeres gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, henviser sagsoegerne til Rettens dom af 20. september 1990 (sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463).

- Rettens bemaerkninger

122 Det bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen ikke har bestridt, at anbringendets foerste led kan admitteres.

123 Da der imidlertid er tale om en formalitetsindsigelse om, at en ufravigelig procesforudsaetning ikke er opfyldt, kan Retten i medfoer af procesreglementets artikel 113 af egen drift undersoege spoergsmaalet. Det er herefter ufornoedent at undersoege, hvorvidt postvaesenet som intervenient kan rejse en formalitetsindsigelse, der ikke er blevet rejst af den part, hvis paastande intervenienten stoetter.

124 Med henblik paa undersoegelsen af, hvorvidt anbringendets foerste led kan admitteres, bemaerkes, at enhver staevning i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere tilstraekkeligt klar og praecis til, at sagsoegte kan forberede sit forsvar, og til, at Retten kan traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger (Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 106, og Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, praemis 21).

125 Det bemaerkes herved, at Faellesskabets retsinstanser tillader, at der i replikken fremfoeres et anbringende, der i realiteten blot er udtryk for en uddybning af et anbringende, som tidligere er fremfoert direkte eller indirekte i staevningen, og som har snaever sammenhaeng med dette (ovennaevnte dom i sagen Hanning mod Parlamentet, praemis 38, og Domstolens dom af 19.5.1983, sag 306/81, Verros mod Parlamentet, Sml. s. 1755, praemis 9).

126 Et saadant tilfaelde foreligger her. Sagsoegerne omtalte saaledes i staevningen traktatens artikel 90, stk. 2. Det anfoeres saaledes i staevningen, at »det er ... ubestrideligt, at formaalene med en statsstoette ikke kan begrunde, at en saadan ydes til en virksomhed, selv om denne 'har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig interesse' (traktatens artikel 90, stk. 2)«. For saa vidt sagsoegerne har anfoert, at det alene er virkningerne af den omtvistede stoette, og ikke dens formaal, der er relevante, finder Retten endvidere, at sagsoegerne - i hvert fald forudsaetningsvis - har gjort den opfattelse gaeldende, at postvaesenets forpligtelse til at daekke hele landet og til at deltage i indretningen af infrastrukturen ikke ifoelge artikel 90, stk. 2, kan begrunde den omtvistede skattefordel.

127 Der er saaledes i sagen en snaever sammenhaeng mellem bestemmelserne i henholdsvis artikel 90 og artikel 92, idet Kommissionen paa grundlag af artikel 90, stk. 2, traf beslutning om, at den omhandlede statslige foranstaltning ikke skulle anses for en stoette i henhold til artikel 92.

128 Det maa herefter antages, at argumentationen i replikken om, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2, alene er udtryk for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92. Der er saaledes tale om et enkelt anbringende, som bestaar af to saerskilte led. Retten finder paa dette grundlag, at det i replikken vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 90, stk. 2, anfoerte ikke gaar ud over den afgraensning af tvisten, som fremgaar af staevningen.

129 Anbringendets foerste led kan herefter admitteres.

Realitetsbehandling af anbringendet

- Parternes argumenter

130 Ved anbringendets foerste led har sagsoegerne gjort gaeldende, at undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, ikke indebaerer, at princippet om forbud mod statsstoette i traktatens artikel 92, stk. 1, ikke finder anvendelse.

131 Traktatens artikel 90, stk. 2, fastsaetter en undtagelse til princippet om, at konkurrencereglerne finder anvendelse. Bestemmelsen maa derfor fortolkes snaevert. En stoette kan kun opretholdes, saafremt en ophaevelse af den ville medfoere, at det bliver umuligt at udfoere de paagaeldende offentlige tjenesteydelser. I modsaetning til det indtryk, intervenienterne oensker at give, er postbesoergelse under alle former samt befordring og omdeling af aviser, tidsskrifter mv. de eneste offentlige tjenesteydelser, der paahviler postvaesenet i henhold til artikel 2 i 1990-loven.

132 Under den mundtlige forhandling har sagsoegerne gjort gaeldende, at tre betingelser skal vaere opfyldt, for at undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse. For det foerste skal den paagaeldende stoette vaere en forudsaetning for udfoerelsen af en offentlig tjenesteydelse. For det andet skal stoetten vaere tilpasset sit formaal og gribe saa lidt ind i konkurrencen som muligt. For det tredje skal stoetten gives som kompensation for de offentligretlige forpligtelser og maa navnlig ikke begunstige de af postvaesenets aktiviteter, der udoeves paa omraader undergivet fri konkurrence.

133 Ingen af disse tre betingelser er opfyldt. For det foerste er den omtvistede skattefordel ikke en forudsaetning for udfoerelsen af de offentlige tjenesteydelser, saasom udbringning af post og af aviser, tidsskrifter mv. For det andet er et nedslag paa 85% i beregningsgrundlaget for lokale skatter heller ikke den mest hensigtsmaessige maade at bidrage til indretningen af infrastrukturen paa, idet nedslaget betyder faerre indtaegter for de kommuner mv., som er dem, der potentielt skal drage fordel af den foerte politik med hensyn til infrastrukturen. Der er endvidere mere passende og maalrettede maader, hvorpaa sidstnaevnte hensyn og hensynet til opretholdelsen af postnettet i landdistrikterne kan tilgodeses. Det ville saaledes efter 1982-loven have vaeret muligt at indfoere en stoetteordning for postvaesenet uden diskriminatoriske og konkurrencebegraensende skatteregler.

134 Hvad angaar den tredje betingelse kunne Kommissionen ikke, da den traf sin beslutning, have sikkerhed for, at der ikke skete en krydssubsidiering af postvaesenets aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence. Den komparative metode, som Kommissionen anvendte, og hvorved det blev undersoegt, om postvaesenets skattefordel oversteg meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser, er herved principielt betaenkelig. Naermere bestemt omfatter dette argument to afgoerende led.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695A0106.1

135 For det foerste kan det ikke, saaledes som Kommissionen har gjort, i mangel af et analytisk regnskabssystem hos postvaesenet fastslaas, at skattefordelen alene kompenserer for meromkostningerne forbundet med de offentligretlige forpligtelser. Skattefordelen begunstiger den virksomhed, som postvaesenet er, dvs. postvaesenets samlede aktiviteter, og dermed ogsaa aktiviteten paa forsikringsomraadet, hvilket strider mod konkurrencereglerne. Det maa herved fremhaeves, at de samme postkontorer og det samme personale er beskaeftiget med saavel offentlige tjenesteydelser som tjenesteydelser inden for omraader underlagt fri konkurrence. Det fremgaar endvidere af retspraksis, at en stoette til en virksomhed som postvaesenet med henblik paa at kompensere for de ovenfor naevnte meromkostninger goer det muligt at frigoere andre midler til fordel for postvaesenets kommercielle aktiviteter eller i hvert fald at bidrage til en udvikling af denne virksomhed med faerre omkostninger (Domstolens ovennaevnte dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen, praemis 14).

136 Sagsoegerne anfoerer i denne forbindelse, at den omtvistede stoette ikke udelukkende kompenserer de monopoliserede offentligretlige aktiviteter, saaledes som det er en forudsaetning efter faellesskabsretten, idet alle postvaesenets omkostninger og hele dets omsaetning, herunder den del, som aktiviteterne inden for konkurrencesektorer repraesenterer, i henhold til artikel 21 i 1990-loven er omfattet af nedslaget paa 85% i det for postvaesenet gaeldende beskatningsgrundlag.

137 Endvidere kan de talstoerrelser, som Kommissionen har sammenholdt, i realiteten ikke sammenlignes, idet opretholdelsen af postkontorer i landdistrikter ikke sker ud fra rentabilitetshensyn, men ud fra hensynet til at opretholde en »grundstruktur« i landdistrikterne som led i planlaegningen af infrastrukturen. Omkostningerne ved at opretholde en offentligretlig tjenesteydelse afhaenger saaledes udelukkende af politiske afgoerelser og er blot udtryk for de ressourcer, som samfundet er villigt til at ofre til dette formaal.

138 Ved anbringendets andet led har sagsoegerne i foerste raekke gjort gaeldende, at den omtvistede skattefordel er udtryk for en stoette i henhold til traktatens artikel 92 (Domstolens dom af 23.2.1961, sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org. ref.: Rec. s. 1).

139 Ved afgoerelsen af, hvorledes en stoette skal kvalificeres i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, skal der udelukkende tages hensyn til dennes indvirkning paa konkurrencen, men ikke til dens formaal eller den form, hvorunder den gives. Det angivne formaal med stoetten er ikke tilstraekkeligt til, at forbuddet mod statsstoette i artikel 92 ikke finder anvendelse, idet Domstolen har fastslaaet, at denne bestemmelse »ikke [sondrer] under hensyn til grundene til eller hensigten med de omhandlede interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger«, og at »foelgelig er hverken den eventuelle fiskale karakter eller sociale hensigt med den omtvistede foranstaltning tilstraekkelig til at bringe den uden for anvendelsesomraadet for reglen i artikel 92« (Domstolens dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, praemis 27 og 28). Dette gaelder ogsaa stoette til en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse. Sagsoegerne henviser herved endvidere til Kommissionens praksis og til Domstolens dom af 7. juni 1988 (sag 57/86, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855).

140 Det er herefter med urette, at postvaesenets skattefordel i den anfaegtede beslutning er blevet anset for tilstraekkeligt begrundet i postvaesenets »forpligtelse til at daekke hele landet og deltage i indretningen af infrastrukturen«.

141 Som tidligere anfoert drager den virksomhed, som postvaesenet udvikler paa forsikringsomraadet, ligeledes fordel af den omtvistede stoette (jf. ovenfor,praemis 135). Det samme ville gaelde i tilfaelde af et mindre skattenedslag, idet det ikke er en forudsaetning for, at en stoette er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 92, stk. 1, at det er blevet godtgjort, at den har en »vaesentlig« indvirkning paa konkurrencen eller paa samhandelen mellem medlemsstater (Domstolens dom af 21.3.1990, Belgien mod Kommissionen, a.st., og af 13.7.1988, sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4067). Det fremgaar endvidere af retspraksis, at naar en finansiel stoette, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Faellesskabet, maa det antages, at denne samhandel paavirkes af stoetten (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, praemis 11).

142 Endelig goer sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen ved at opfordre de franske myndigheder til »at soerge for, at postvaesenet i sit regnskab overholder faellesskabsrettens bestemmelser, navnlig med hensyn til ikke at yde stoette til aktiviteter, der ikke direkte vedroerer opgaver af offentlig interesse«, maa antages at have anerkendt, at den manglende regnskabsmaessige gennemskuelighed kan give anledning til en krydssubsidiering af aktiviteter paa omraader underlagt fri konkurrence, og at denne virksomhed endvidere kan bidrage til finansieringen af postvaesenets offentlige tjenesteydelser.

143 Kommissionen har indledningsvis gjort gaeldende, at traktatens artikel 92 omfatter samtlige private og offentlige virksomheder og samtlige produktioner i disse virksomheder, alene med forbehold af artikel 90, stk. 2 (Domstolens dom af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, og af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877).

144 Ligeledes indledningsvis har Kommissionen anfoert, at dens kompetence til at traeffe beslutninger som led i proceduren i henhold til artikel 93 noedvendigvis maa indebaere en udoevelse af vide skoensmaessige befoejelser. Sagsoegerne har ikke godtgjort, at Kommissionen har overskredet graenserne for disse befoejelser.

145 Postvaesenet har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, og det foelger af retspraksis vedroerende traktatens artikel 92 og artikel 90, stk. 2, at de oekonomiske midler, der stilles til postvaesenets raadighed med henblik paa, at det kan udfoere denne opgave, ikke kan anses for en statsstoette i traktatens forstand.

146 Det er rigtigt, naar sagsoegerne anfoerer, at der gaelder et princip, hvorefter spoergsmaalet om, hvorledes en foranstaltning skal kvalificeres i henhold til artikel 92, maa afgoeres paa grundlag af de indvirkninger, som foranstaltningen har paa konkurrencen, men Kommissionen har i sagen overholdt dette princip.

147 Kommissionen opnaaede saaledes dokumentation for, at det samlede stoettebeloeb til postvaesenet var lavere end de med opfyldelsen af dets offentligretlige forpligtelser forbundne meromkostninger, hvorfor denne fordel ikke indebaerer nogen krydssubsidiering. Det paahvilede alene Kommissionen at faa bekraeftet, at der ikke forelaa nogen offentlig finansiering, som begunstigede postvaesenets aktiviteter inden for omraader undergivet fri konkurrence.

148 De samlede meromkostninger forbundet med udfoerelsen af de offentligretlige tjenesteydelser blev herved fastlagt paa grundlag af deres virkelige stoerrelse, idet det samlede beloeb, som meromkostningerne udgjorde, blev nedsat med den andel heraf, der maatte antages at begunstige postvaesenets aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence.

149 Sagsoegernes argument om, at postvaesenets skattefordel paa 1,196 mia. FF begunstiger hele dets virksomhed, er ikke relevant, da de naevnte meromkostningerne under alle omstaendigheder andrager et hoejere beloeb, nemlig 2,8 mia. FF.

150 For saa vidt sagsoegerne har anfaegtet selve princippet i den komparative metode, der blev anvendt, med den begrundelse, at der ikke var noget analytisk regnskabssystem, som gjorde det muligt klart at sondre mellem henholdsvis aktiviteter, der udoeves paa et monopoliseret omraade, og aktiviteter, der udoeves paa omraader underlagt fri konkurrence, goer Kommissionen gaeldende, at traktatens artikel 92 og 93 ikke tillaegger den befoejelse til at paalaegge medlemsstaterne en forpligtelse til regnskabsmaessig gennemskuelighed. Endvidere var den anvendte metode den eneste hensigtsmaessige, som gjorde det muligt for Kommissionen inden for en rimelig frist og paa grundlag af de oplysninger, der var til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt, at tage stilling til de for Kommissionen indbragte klager.

151 Over for sagsoegernes argument om, at stoerrelsen af omkostningerne forbundet med udfoerelsen af de offentligretlige forpligtelser beror paa politiske afgoerelser, anfoerer Kommissionen, at da der ikke er blevet gennemfoert nogen harmonisering paa faellesskabsplan, hverken burde eller kunne den tage stilling til hensigtsmaessigheden af de franske myndigheders politiske valg med hensyn til offentlige tjenesteydelser. Saafremt de franske myndigheder af hensyn til indretningen af infrastrukturen havde fundet det noedvendigt at forhoeje antallet af postkontorer i landdistrikterne, ville de samtidig have kunnet tilpasse den offentlige finansiering for at daekke de paagaeldende meromkostninger, uden at denne forhoejelse ville vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 92.

152 Over for det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter der er mere passende og maalrettede maader, hvorpaa hensynet til infrastrukturen og til en opretholdelse af postnettet i landdistrikterne kan tilgodeses, goer Kommissionen gaeldende, at den savner kompetence til at tage stilling til, hvorledes offentlige tjenesteydelser mest hensigtsmaessigt finansieres, og til paa dette omraade at saette sine vurderinger i stedet for de kompetente nationale myndigheders.

153 Hvad angaar Kommissionens opfordring til de franske myndigheder vedroerende gennemskuelighed i forbindelse med postvaesenets regnskaber i fremtiden, bestrider Kommissionen, at den hermed skulle have anerkendt, at der sker en krydssubsidiering.

154 Endelig goer Kommissionen gaeldende, at henvisningen til Domstolens ovennaevnte dom af 21. marts 1991, Italien mod Kommissionen, savner relevans, da stoettemodtageren i denne sag ikke havde paataget sig nogen offentligretlige forpligtelser, som kunne vaere et modstykke til den offentlige finansiering.

155 Den franske regering har gjort gaeldende, at det er rigtigt, at en stoettes eventuelle indvirkninger paa konkurrencen maa undersoeges, men at der foerst og fremmest skal ske en undersoegelse af begrundelsen for stoetten og dermed af dens formaal. Under henvisning til den ovennaevnte dom i Corbeau-sagen (praemis 19) anfoerer den franske regering, at det i det foreliggende tilfaelde er saa meget mere vaesentligt at undersoege formaalet med den paagaeldende statslige foranstaltning, som denne kan vaere begrundet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 2. Det maa herved fremhaeves, at postvaesenet har faaet overdraget en offentligretlig forpligtelse som led i den politik med hensyn til infrastrukturen, der foeres i Frankrig.

156 Under saadanne omstaendigheder paahviler det Kommissionen efter at have opnaaet dokumentation for, at formaalet med foranstaltningen virkelig er i overensstemmelse med maalsaetningerne med artikel 90, stk. 2, at undersoege virkningerne af foranstaltningen med henblik paa at faa bekraeftet, at denne virkelig er en forudsaetning for udfoerelsen af den paagaeldende opgave af almindelig interesse, og at foranstaltningens eventuelle indvirkning paa konkurrencen ikke paavirker udviklingen i samhandelen i et omfang, der strider mod Faellesskabets interesser. Ved den af Kommissionen fulgte fremgangsmaade er de naevnte to forhold blevet undersoegt.

157 Hvad naermere angaar spoergsmaalet om den omtvistede skattefordels indvirkninger paa konkurrencen, goer den franske regering gaeldende, at det var med rette, at Kommissionen, efter at have fastslaaet, at fordelen udgoer et mindre beloeb end postvaesenets meromkostninger som foelge af dets offentligretlige forpligtelser, som f.eks. forpligtelsen til at opretholde et net af postkontorer i hele landet, lagde til grund, at der ikke ved skattefordelen skete nogen overfoersel af statsmidler til aktiviteter inden for omraader underlagt fri konkurrence.

158 Endelig goer den franske regering gaeldende, at det savner grundlag, naar sagsoegerne haevder, at skattefordelen noedvendigvis maa begunstige de sidstnaevnte aktiviteter, idet der herved er tale om et nedslag, som postvaesenets samlede virksomhed er omfattet af. Saa laenge det beloeb, som skattefordelen repraesenterer, er lavere end eller det samme som det beloeb, meromkostningerne ved en opretholdelse af postnettet for saa vidt angaar de monopoliserede aktiviteter udgoer, sker der ingen begunstigelse af aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence, uanset det beskatningsgrundlag, nedslaget finder anvendelse paa.

159 Postvaesenet har som intervenient i det vaesentlige tilsluttet sig det af Kommissionen og den franske regering vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 90, stk. 2, anfoerte. Postvaesenet goer gaeldende, at Kommissionen fastslog, at det omtvistede skattenedslag ikke repraesenterer et hoejere beloeb end postvaesenets omkostninger i anledning af dets opgaver i forbindelse med den foerte politik vedroerende infrastrukturen.

160 Kommissionen har dermed anvendt konkurrencereglerne korrekt. I oevrigt er indretning af infrastrukturen ikke et ukendt begreb i faellesskabsretten, idet traktatens artikel 92, stk. 3, indeholder bestemmelse om, at stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, og stoette til fremme af udviklingen af visse oekonomiske regioner kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet.

161 Hvad angaar den skattefritagelse, som indroemmes postvaesenet, anfoerer intervenienten, at postvaesenet foer 1990-loven var underlagt den for statsadministrationen gaeldende skatte- og afgiftsordning. I modsaetning til det indtryk, som sagsoegerne oensker at give, medfoerte 1990-loven i virkeligheden, at postvaesenet i det vaesentlige blev underlagt den almindeligt gaeldende skatte- og afgiftsordning.

162 Endelig goer postvaesenet gaeldende, at sagsoegerne maa antages at have erkendt, at det vil kunne vaere fuldt ud retmaessigt, at postvaesenet indroemmes visse fordele, hvad enten der er tale om oekonomisk stoette eller ej, saafremt disse fordele specifikt og udelukkende kompenserer for dets offentligretlige forpligtelser. Det var netop, fordi Kommissionen havde fastslaaet, at postvaesenets skattefritagelse kompenserede for de med dets offentligretlige forpligtelser forbundne meromkostninger, at den afviste sagsoegernes klage.

- Rettens bemaerkninger

163 Ved sin stillingtagen til naervaerende anbringende maa Retten undersoege sagsoegernes argumenter, for det foerste vedroerende det af Kommissionen anfoerte om, at det foelger af traktatens artikel 90, stk. 2, at den omtvistede skattefordel for postvaesenet, for saa vidt den repraesenterer et lavere beloeb end meromkostningerne forbundet med opfyldelsen af offentligretlige forpligtelser, ikke er udtryk for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, for det andet vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt stoetten er noedvendig for udfoerelsen af de saerlige opgaver, som postvaesenet har faaet overdraget, og endelig for det tredje vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen paa det grundlag, at det beloeb, som skattefordelen repraesenterer, er lavere end de naevnte meromkostninger, i tilstraekkelig grad har dokumenteret, at det ikke kunne fastslaas, at der skete en overfoersel af statsmidler til fordel for postvaesenets aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence.

164 Traktatens artikel 92, stk. 1, lyder saaledes: »Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under hver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

165 Det fremgaar af traktatens artikel 90, at artikel 92 omfatter samtlige private og offentlige virksomheder og samtlige produktioner i disse virksomheder, alene med forbehold af artikel 90, stk. 2 (ovennaevnte dom i sagen Steinike & Weinlig, praemis 18). Kommissionens kompetence til i medfoer af traktatens artikel 93 at afgoere, om en stoette er forenelig med faellesmarkedet, omfatter tillige statsstoette til de i artikel 90, stk. 2, omhandlede virksomheder, herunder virksomheder, som medlemsstaterne har overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse (ovennaevnte dom i sagen Banco Exterior de España, praemis 17). Det bemaerkes endvidere, at konkurrencereglerne ogsaa finder anvendelse paa postsektoren (Domstolens dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, og ovennaevnte dom i Corbeau-sagen).

166 Som allerede anfoert ovenfor i praemis 114, er det ikke blevet bestridt, at postvaesenets skattefordel androg 1,196 mia. FF i 1994.

167 Denne skattefordel er principielt en statsstoette i henhold til artikel 92, stk. 1, idet den, selv om den ikke indebaerer en overfoersel af statsmidler, giver postvaesenet en gunstigere oekonomisk stilling end andre skattepligtige, herunder de selskaber, som sagsoegerne repraesenterer (ovennaevnte dom i sagen Banco Exterior de España, praemis 14).

168 Det fremgaar saaledes af fast retspraksis, at begrebet stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, omfatter de fordele, som indroemmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget (Domstolens dom af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, praemis 34, og af 11.7.1996, sag C-39/94, SFEI m.fl., Sml. I, s. 3547, praemis 58, samt ovennaevnte dom i sagen Banco Exterior de España, praemis 13).

169 I det omfang, en saadan stoette kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencevilkaarene, er den, bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser, uforenelig med faellesmarkedet (ovennaevnte dom i sagen Banco Exterior de España, praemis 15).

170 For saa vidt angaar stoette til en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse (jf. ovenfor, praemis 66-72), hjemler traktatens artikel 90, stk. 2, en saadan undtagelse.

171 I henhold til traktatens artikel 90, stk. 2, er »virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler ... underkastet ... konkurrencereglerne i det omfang, anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet dem ...«.

172 Det fremgaar af denne bestemmelses ordlyd, herunder navnlig af ordene »i det omfang, anvendelsen af disse bestemmelser [her traktatens artikel 92] ikke ... hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver«, at i tilfaelde, hvor artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, kan en statslig foranstaltning, der er omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 92, stk. 1, alligevel anses for forenelig med faellesmarkedet (ovennaevnte dom i sagen Banco Exterior de España, praemis 14 og 15, og i samme retning generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i sagen, Sml. , s. 879, punkt 66). Selv om der fortsat er tale om en statsstoette i henhold til sidstnaevnte bestemmelse, kan virkningen af konkurrencereglerne i saa fald begraenses (Domstolens dom af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen m.fl., Sml. s. 803, praemis 56), saaledes at der kan traeffes beslutning om, at et forbud mod at gennemfoere en ny stoette, som foelger af artikel 92, sammenholdt med artikel 93, stk. 2 og 3, ikke skal finde anvendelse.

173 Da traktatens artikel 90, stk. 2, fastlaegger en undtagelsesregel, maa bestemmelsen fortolkes snaevert. For at undtagelsen i traktatens artikel 90, stk. 2, kan finde anvendelse, kraeves det saaledes ikke blot, at myndighederne har overdraget den paagaeldende virksomhed at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, men ogsaa, at en anvendelse af traktatens bestemmelser, her artikel 92, hindrer opfyldelsen af de saerlige opgaver, virksomheden er betroet, samt at dette ikke strider mod Faellesskabets interesse (Domstolens dom af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 26).

174 Med henblik paa undersoegelsen af, hvorvidt faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat yder statsstoette med det formaal at kompensere for de meromkostninger, som en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, jf. traktatens artikel 90, stk. 2, maa baere, naermere bestemt de meromkostninger, der er forbundet med de saerlige opgaver, virksomheden har faaet overdraget, bemaerkes foelgende om retspraksis vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 90, stk. 2.

175 Domstolen har om dette spoergsmaal i dom af 27. april 1994 (sag C-393/92, Almelo m.fl., Sml. I, s. 1477, praemis 46) antaget, at en begraensning af konkurrencen fra andre erhvervsdrivendes side kan vaere berettiget i henhold til artikel 90, stk. 2, saafremt saadanne begraensninger maa anses for noedvendige for, at den virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere opgaver af almindelig interesse, kan udfoere disse. Domstolen har herved naermere fastslaaet, at der »maa ... tages hensyn til de oekonomiske vilkaar, der gaelder for virksomheden, herunder navnlig virksomhedens omkostninger og de regler, som den - navnlig paa miljoeomraadet - er underkastet« (praemis 49). Domstolen antog paa dette grundlag i den paagaeldende sag, at en eksklusiv koebsforpligtelse kunne vaere undtaget fra forbuddene i artikel 85 og 86, for saa vidt den begraensning af konkurrencen, som denne forpligtelse medfoerte, var noedvendig for, at den paagaeldende virksomhed kunne udfoere sine opgaver af almindelig interesse.

176 Tilsvarende har Domstolen i den ovennaevnte dom i Corbeau-sagen antaget, at den eksklusive ret til at indsamle, befordre og omdele post, der er tillagt det belgiske postvaesen, og som kan medfoere begraensninger af konkurrencen, er tilstraekkeligt hjemlet, for saa vidt disse begraensninger er en forudsaetning for, at det belgiske postvaesen kan udfoere de saerlige opgaver, det har faaet overdraget.

177 I Corbeau-sagen undersoegte Domstolen, hvorvidt den paagaeldende udelukkelse af konkurrence var noedvendig for, at indehaveren af den eksklusive ret kunne opnaa acceptable oekonomiske vilkaar. Domstolen antog herom, at der maatte »tages udgangspunkt i, at [forpligtelsen] til at sikre tjenesteydelser paa rimelige oekonomiske vilkaar ... forudsaetter ... at vedkommende kan foretage en udligning mellem rentable og mindre rentable aktivitetsomraader« (praemis 17). Dette kunne kun antages at vaere muligt under forudsaetning af en begraensning af konkurrencen fra private erhvervsdrivendes side med hensyn til rentable aktivitetsomraader (praemis 17 og 18).

178 Retten finder, at de principper, som fremgaar af denne retspraksis vedroerende anvendelsen af artikel 85 og 86, kan finde tilsvarende anvendelse, naar der er spoergsmaal om statsstoette, hvorfor en saadan, i medfoer af traktatens artikel 90, stk. 2, kan undtages fra forbuddet i traktatens artikel 92, forudsat at stoetten alene har til formaal at kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med udfoerelsen af de saerlige opgaver, som paahviler den paagaeldende virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, og at stoetten maa anses for noedvendig for, at virksomheden kan opfylde sine offentligretlige forpligtelser paa rimelige oekonomiske vilkaar (ovennaevnte dom i Corbeau-sagen, praemis 17, 18 og 19). Den naermere afgoerelse af, om stoetten maa anses for noedvendig, forudsaetter en samlet vurdering af de oekonomiske vilkaar, hvorunder den paagaeldende virksomhed udoever sine aktiviteter inden for det omraade, der er forbeholdt den, hvorved der ses bort fra eventuelle fordele, som virksomheden kan opnaa inden for de omraader, der er aabne for konkurrence.

179 Det fremgaar af sagens akter og af de mundtlige indlaeg for Retten, at postvaesenet gennemsnitligt i de tre foerste aar efter vedtagelsen af 1990-loven stort set alene var i oekonomisk balance efter skat, dvs. for saa vidt der blev taget hensyn til den omtvistede skattelettelse.

180 Selv om resultaterne for disse regnskabsaar omfatter hele postvaesenets virksomhed, idet der ikke var noget analytisk regnskabssystem, som gjorde det muligt at sondre mellem postvaesenets forskellige former for virksomhed, finder Retten, at Kommissionen, uden at overskride graenserne for sine skoensmaessige befoejelser i sagen, med rette kunne antage, at den omtvistede skattefordel ikke gik ud over, hvad der var noedvendigt for, at postvaesenet kunne udfoere de opgaver af offentlig interesse, det har faaet overdraget, navnlig i form af forpligtelsen til at opretholde et postnet i landdistrikterne, idet de hermed forbundne meromkostninger kunne antages at svare til tab af tilsvarende stoerrelse for postvaesenet. For saa vidt Kommissionen har godkendt en statsstoette paa et mindre beloeb end de naevnte meromkostninger, kan det foelgelig ikke antages, at traktatens artikel 90, stk. 2, ikke har kunnet finde anvendelse i sagen, og dermed ikke, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92.

181 Det bemaerkes i oevrigt om dette spoergsmaal, at sagsoegerne ikke har peget paa forhold, der kan understoette det af dem anfoerte argument om, at den omtvistede stoette ikke er noedvendig for opfyldelsen af postvaesenets offentligretlige forpligtelser. Dette argument maa foelgelig forkastes.

182 Der maa herefter ske en undersoegelse af sagsoegernes argumenter om, at den af Kommissionen anvendte metode ikke har vaeret korrekt. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at da postvaesenet ikke har noget analytisk regnskabssystem, kan det ikke dokumenteres, at den omtvistede skattefordel ikke i strid med faellesskabsretten begunstiger postvaesenets aktiviteter paa omraader, der er underlagt fri konkurrence.

183 Det boer derfor undersoeges, om den anvendte komparative metode, hvorved statsstoetten (dvs. 1,196 mia. FF) blev sammenholdt med postvaesenets meromkostninger (dvs. 1,32 mia. FF - ifoelge det laveste skoen, jf. ovenfor, praemis 105 og 106), maa anses for anvendelig til i tilstraekkelig grad at godtgoere, at ydelsen af stoetten ikke medfoerer en krydssubsidiering af postvaesenets aktiviteter paa omraader underlagt fri konkurrence. Som det med rette anfoeres af Kommissionen i den anfaegtede beslutning, er det efter faellesskabsretten et krav, at den paagaeldende statsstoette ikke begunstiger sidstnaevnte aktiviteter.

184 Det bemaerkes herved, at det fremgaar af sagen, at postvaesenet paa det tidspunkt, den anfaegtede beslutning blev truffet, ikke i sit interne regnskab foerte saerskilte regnskaber for henholdsvis tjenesteydelser inden for det omraade, der er forbeholdt postvaesenet, og tjenesteydelser paa de omraader, der ikke er forbeholdt det. Dette var i oevrigt aarsagen til, at omkostningerne forbundet med opfyldelsen af de offentligretlige forpligtelser i den anfaegtede beslutning blev beregnet paa grundlag af hele postvaesenets virksomhed (jf. ovenfor, praemis 105).

185 Det kan ikke bestrides, at saafremt postvaesenet paa det paagaeldende tidspunkt havde indfoert et saadant analytisk regnskabssystem, ville Kommissionen paa et mere sikkert grundlag have kunnet opnaa dokumentation for, at der ikke skete nogen krydssubsidiering.

186 Det maa imidlertid for det foerste fastslaas, at faellesskabslovgiver ikke indtil nu har udstedt bestemmelser om indfoerelse af analytiske regnskabssystemer for virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, samtidig med at de driver virksomhed paa omraader undergivet fri konkurrence.

187 For det andet bemaerkes, at den konkrete anvendelse af konkurrencereglerne i et tilfaelde som det her omhandlede noedvendigvis maa indebaere komplicerede vurderinger af oekonomisk og retlig art, hvorved der skal tages hensyn til Faellesskabets interesser (jf. f.eks. Domstolens ovennaevnte dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen, praemis 34). Kommissionen maa foelgelig indroemmes et vist skoen med hensyn til, hvilken metode der skal anses for mest korrekt til at faa bekraeftet, at der ikke sker nogen krydssubsidiering af aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence.

188 Ydelse af statsstoette til en virksomhed vil ganske vist kunne goere det muligt for denne at frigoere andre midler til fordel for andre former for aktiviteter (ovennaevnte dom af 21.3.1991, Italien mod Kommissionen), men Retten finder, at for saa vidt der er tale om en stoette til en virksomhed, der er omfattet af traktatens artikel 90, stk. 2, er muligheden for en krydssubsidiering udelukket, naar stoettebeloebet er lavere end de meromkostninger, der er forbundet med udfoerelsen af saerlige opgaver som forudsat i bestemmelsen.

189 Det bemaerkes endvidere, at faellesskabsretten, som fastslaaet ovenfor i praemis 178, ikke er til hinder for, at en medlemsstat yder statsstoette til en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, med det formaal at kompensere for de meromkostninger, der er forbundet med udfoerelsen af de saerlige opgaver, som virksomheden har faaet overdraget, forudsat at stoetten maa anses for noedvendig for, at virksomheden kan opfylde sine offentligretlige forpligtelser paa rimelige oekonomiske vilkaar. Retten finder herefter, da traktatens artikel 90, stk. 2, ellers ville miste enhver effektiv virkning, at den af Kommissionen anvendte komparative metode konkret var formaalstjenlig til i tilstraekkelig grad at opnaa dokumentation for, at statsstoetten ikke medfoerer nogen krydssubsidiering i strid med faellesskabsretten.

190 Det bemaerkes herved, at sagsoegerne ikke har soegt at godtgoere, at der skulle vaere en alternativ og mere hensigtsmaessig metode til - i betragtning af saavel de oplysninger, der var til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt, som faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin - at faa bekraeftet, at postvaesenets skattefordel ikke begunstiger aktiviteter paa omraader undergivet fri konkurrence. Sagsoegerne har heller ikke peget paa forhold, der kan godtgoere, at Kommissionen skulle have overskredet graenserne for sine skoensmaessige befoejelser paa omraadet.

191 Hvad angaar sagsoegernes argument vedroerende beregningsgrundlaget for skattenedslaget, findes dette at vaere uden relevans, da sagsoegerne ikke har bestridt stoerrelsen af det beloeb, som skattefordelen repraesenterer.

192 Med hensyn til sagsoegernes argumenter om, at omkostningerne ved offentligretlige forpligtelser blot er udtryk for de ressourcer, som samfundet er villigt til at ofre til dette formaal, og at det ville have vaeret mere paa sin plads at anvende 1982-loven, bemaerkes blot, som fastslaaet ovenfor i praemis 108, at Kommissionen, da der ikke gaelder nogen faellesskabsretlig ordning paa omraadet, savner befoejelse til at tage stilling til vilkaarene for udfoerelsen og omfanget af en offentlig virksomheds offentligretlige opgaver, ligesom Kommissionen ikke kan tage stilling til hensigtsmaessigheden af de kompetente nationale myndigheders politiske valg vedroerende disse spoergsmaal, dog saaledes, at aktiviteten inden for omraader underlagt fri konkurrence ikke maa begunstiges af stoetten, og denne ikke maa gaa ud over, hvad der er noedvendigt for, at den paagaeldende virksomhed kan udfoere de saerlige opgaver, den har faaet overdraget.

193 Endelig bemaerkes, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i, at Kommissionen ved sin opfordring til den franske regering om, at denne drager omsorg for et forbedret regnskabssystem inden for postvaesenet i fremtiden, ved den anfaegtede beslutning maa antages at have anerkendt, at der sker en krydssubsidiering. Selv om postvaesenets regnskabssystem i fremtiden vil kunne forbedres, saaledes at der opnaas en stoerre gennemskuelighed med hensyn til omkostningsfordelingen, er det, som allerede fastslaaet ovenfor i praemis 183-189, under alle omstaendigheder med foeje, at Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, der var til raadighed paa det paagaeldende tidspunkt, skoennede, at den omtvistede skattefordel ikke indebar nogen risiko for krydssubsidiering.

194 Anbringendets foerste led maa herefter forkastes.

195 Hvad angaar anbringendets andet led, hvorved det goeres gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, maa der gives sagsoegerne medhold i, at spoergsmaalet om, hvorledes en statslig foranstaltning i henhold til traktatens artikel 92 skal kvalificeres, maa afgoeres paa grundlag af foranstaltningens indvirkninger paa konkurrencen, idet Domstolen har fastslaaet, at artikel 92 ikke sondrer under hensyn til grundene til eller hensigten med de omhandlede interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkninger (ovennaevnte dom af 2.7.1974, Italien mod Kommissionen, praemis 27).

196 Retten finder imidlertid, at dette princip i tilstraekkelig grad er blevet overholdt i sagen. Der maa gives Kommissionen medhold i, at den ikke blot tog hensyn til formaalet med den omtvistede skattefordel, da den antog, at der ikke var tale om en stoette i henhold til traktatens artikel 92. Kommissionen opnaaede tvaertimod dokumentation for, at det samlede beloeb, som skattefordelen repraesenterede, var lavere end de meromkostninger, der var forbundet med opfyldelsen af de offentligretlige forpligtelser, som postvaesenet var underlagt, hvorfor skattefordelen ikke kunne antages at krydssubsidiere aktiviteter inden for omraader, som er undergivet fri konkurrence.

197 Foelgelig kan anbringendets andet led, vedroerende en tilsidesaettelse af traktatens artikel 92, heller ikke tiltraedes.

198 Anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 2, og artikel 92, maa herefter forkastes.

199 Selv om Kommissionen i strid med, hvad der er blevet fastslaaet ovenfor i praemis 167-172, i den anfaegtede beslutning har antaget, at den paagaeldende statslige foranstaltning ifoelge traktatens artikel 90, stk. 2, ikke var udtryk for en statsstoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, finder Retten ikke, at denne vurdering, der ikke har haft nogen betydning for resultatet af undersoegelsen af stoetten, boer medfoere, at den anfaegtede beslutning annulleres (jf. i samme retning Rettens dom af 5.6.1996, sag T-75/95, Guenzler Aluminium mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, praemis 55).

200 Da sagsoegerne ikke har faaet medhold i nogen af deres anbringender, maa Kommissionen frifindes.

Sagens omkostninger

201 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med de paastande, som Kommissionen og postvaesenet som intervenient har nedlagt herom.

202 Den Franske Republik boer dog baere sine egne omkostninger som intervenient, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4, foerste afsnit.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger, herunder de af postvaesenet som intervenient afholdte.

3) Den Franske Republik baerer sine egne omkostninger.