61995A0073

1 Socialpolitik - Den Europaeiske Socialfond - tilskud til finansiering af foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse - beslutning om nedsaettelse af et oprindeligt bevilget tilskud - nedsaettelse foretaget paa grund af manglende overholdelse af de i bevillingen fastsatte betingelser - tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - foreligger ikke - stoerre nedsaettelse end ved en tidligere beslutning, der blev annulleret paa grund af en vaesentlig proceduremangel - nedsaettelse noedvendiggjort af resultaterne af den fornyede undersoegelse af sagen - tilsidesaettelse af forbuddet mod reformatio in pejus - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 2950/83, art. 6, stk. 1)

2 Annullationssoegsmaal - dom om annullation - virkninger - foranstaltninger til opfyldelse - rimelig frist - ny beslutning til erstatning for en annulleret beslutning fra Kommissionen om at nedsaette et tilskud fra Den Europaeiske Socialfond bevilget til foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse

(EF-traktaten, art. 176)

3 Retspleje - omkostninger - udgifter paafoert unoedvendigt eller af ond vilje - Kommissionens manglende omhu ved afgoerelsen af en sag vedroerende tilskud fra Den Europaeiske Socialfond

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3, andet afsnit)

4 Det fremgaar klart af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, at tilskud fra Den Europaeiske Socialfond er betinget af, at modtageren overholder vilkaarene for foranstaltningen, saaledes som de fremgaar af godkendelsesbeslutningen. Naar modtageren ikke overholder vilkaarene, kan denne ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning goere krav paa hele det tilskud, der er bevilget i godkendelsesbeslutningen. En virksomhed, som har gjort sig skyldig i en aabenbar overtraedelse af gaeldende regler, kan nemlig ikke paaberaabe sig det princip, der er en naturlig foelge af retssikkerhedsprincippet, som kraever, at retsregler skal vaere klare og praecise, og som skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhoerer under faellesskabsretten.

En virksomhed kan saaledes ikke under henvisning til dette princip samt til forbuddet mod reformatio in pejus anfaegte lovligheden af en beslutning fra Kommissionen, som er truffet efter annullation af en forudgaaende beslutning med samme genstand - men er behaeftet med en vaesentlig formmangel, fordi den paagaeldende medlemsstat ikke havde haft lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger - naar der ved denne beslutning, efter en fornyet gennemgang af sagen, foretages en nedsaettelse af det oprindeligt bevilgede tilskud paa grund af overtraedelse af vilkaarene for godkendelse. Den omstaendighed, at den endeligt foretagne nedsaettelse er stoerre end ved den foerste beslutning, indebaerer paa ingen maade en ulovlighed. Kommissionen var nemlig i henhold til princippet om god forvaltningsskik, legalitetsprincippet og princippet om ligebehandling forpligtet til, efter den af annullationen noedvendiggjorte fornyede undersoegelse, at traeffe en beslutning, hvorved den tog hensyn til alle sine oplysninger paa tidspunktet for beslutningen, der, navnlig fordi de omfattede de bemaerkninger fra de nationale myndigheder, som tidligere ikke forelaa, kunne vaere forskellige fra dem, der foerte til, at den annullerede beslutning blev truffet.

5 Faellesskabsinstitutionernes forpligtelse til at opfylde en dom om annullation afsagt af en af Faellesskabets retsinstanser, som foelger af traktatens artikel 176, kraever, at der traeffes en raekke administrative foranstaltninger, og kan normalt ikke ske oejeblikkeligt, idet den paagaeldende institution har en rimelig frist til at efterkomme dommen. Spoergsmaalet, om fristen har vaeret rimelig eller ej, afhaenger af arten af de foranstaltninger, der skal traeffes, samt af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde, bl.a. de forskellige etaper, som beslutningsproceduren omfatter. Den relevante frist, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en beslutning, der erstatter en annulleret beslutning, er lovlig, er ikke, som naar der er tale om en tilbagekaldelse paa institutionens initiativ, den periode, der er forloebet mellem udstedelsen af den foerste og den anden beslutning, men den, som er forloebet mellem afsigelsen af dommen om annullation og datoen for udstedelsen af den nye beslutning.

En frist paa 38 maaneder fra afsigelsen af dommen om annullation af Kommissionens beslutning om at nedsaette et tilskud fra Den Europaeiske Socialfond til foranstaltninger vedroerende erhvervsuddannelse og beslutningen, som erstatter denne, er ganske vist lang, men kan i den henseende ikke anses for urimelig, da det, fordi det var blevet tvivlsomt, om de oplysninger, der blev anvendt i den foerste beslutning, var rigtige og tilstraekkeligt fuldstaendige, var blevet noedvendigt paa ny at fastslaa sagens omstaendigheder; dette arbejde har i det foreliggende tilfaelde omfattet tilrettelaeggelse af et kontrolbesoeg i den paagaeldende medlemsstat, gennemgang af de indsamlede oplysninger og flere hoeringer af de nationale myndigheder.

Under alle omstaendigheder kan forsinkelse i forloebet i proceduren til opfyldelse af en dom ikke i sig selv paavirke gyldigheden af den retsakt, som er resultatet af den, fordi det, saafremt denne retsakt blev annulleret alene paa grund af forsinkelsen, fortsat ville vaere umuligt at udstede en gyldig retsakt, da den retsakt, som skulle erstatte den annullerede retsakt, ikke kunne vaere mindre forsinket end denne.

6 Der er anledning til at anvende procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit, og doemme Kommissionen, skoent denne har vundet sagen, til at betale samtlige sagens omkostninger i et tilfaelde, hvor denne institution - fordi den, da den skulle traeffe beslutning om udbetaling af saldoen af et oekonomisk tilskud fra Den Europaeiske Socialfond, foerst traf beslutning om at nedsaette tilskuddet uden at have sikret sig, at de oplysninger, der blev lagt til grund, var korrekte og tilstraekkeligt fuldstaendige, og uden at have hoert de nationale myndigheder, som den havde pligt til, og dernaest, efter at denne beslutning var blevet annulleret af Faellesskabets retsinstanser, efter forloebet af en lang frist besluttede at nedsaette det naevnte tilskud yderligere - maa anses for ved denne adfaerd at have vaeret medvirkende til tvistens opstaaen.

I sag T-73/95,

Estabelecimentos Isidoro M. Oliveira SA, Montijo (Portugal), ved advokat Joaquim Marques de Ascensão, Lissabon, og med valgt adresse i Luxembourg hos Alberto de Sousa, União de Bancos Portugueses SA, 12, rue de la Grève,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Ana Maria Alves Vieira og Guenter Wilms, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om delvis annullation af Kommissionens beslutning C(94) 1410/9 af 12. juli 1994, som blev meddelt sagsoegeren den 28. december 1994, om tilskud fra Den Europaeiske Socialfond til en foranstaltning vedroerende erhvervsuddannelse,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 10. december 1996,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Det projekt om foranstaltninger vedroerende uddannelse bestemt for 199 praktikanter, som indeholdt en ansoegning om tilskud til sagsoegeren, og som Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for Anliggender vedroerende Den Europaeiske Socialfond, herefter »DAFSE«) i Lissabon foreslog i oktober 1986 for regnskabsaaret 1987, og som fik nummer 870708/P1, blev godkendt af Kommissionen den 31. marts 1987. Efter at Kommissionen havde truffet en berigtigende godkendelsesbeslutning den 30. april 1987, som blev meddelt af DAFSE den 27. maj 1987, blev der udbetalt sagsoegeren et tilskud paa 80 857 968 ESC med henblik paa uddannelse af 199 personer. I den naevnte beslutning blev der henvist til, at tilskud fra Den Europaeiske Socialfond (herefter »ESF«) er kreditter, som er betinget af, at aktionen gennemfoeres under overholdelse af faellesskabsreglerne, og at manglende overholdelse af denne betingelse medfoerer, at forskud skal tilbagebetales, og at saldoen ikke kan udbetales. Desuden blev det fremhaevet, at enhver aendring i forhold til, hvad der var fastsat i ansoegningspapirerne, skal meddeles DAFSE.

2 Da sagsoegeren havde indgivet ansoegning om betaling af saldoen, besluttede Kommissionen den 27. juni 1989, at ESF's endelige tilskud ikke kunne vaere paa over 41 592 218 ESC, fordi visse udgifter ikke var tilskudsberettigede (herefter »foerste beslutning«).

3 Efter at sagsoegeren havde anlagt sag, blev denne foerste beslutning annulleret af Domstolen, fordi Kommissionen ikke havde givet Den Portugisiske Republik lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger, foer den traf den endelige beslutning om at nedsaette tilskuddet (dom af 7.5.1991, sag C-304/89, Oliveira mod Kommissionen, Sml. I, s. 2283, herefter »sag C-304/89«).

4 Med henblik paa at traeffe en ny beslutning henvendte Kommissionen sig til de portugisiske myndigheder den 10. februar 1992 med anmodning om visse yderligere oplysninger. Der blev dernaest foretaget et kontrolbesoeg i Portugal fra den 21. til den 24. april 1992 med det formaal »paa ny at foretage en endelig behandling [af sagen]«. Sagsoegeren blev underrettet om kontrolbesoeget forinden. Kommissionen har anfoert, at den efter dette kontrolbesoeg fik kendskab til nye omstaendigheder. Ifoelge rapporten om kontrolbesoeget blev det bl.a. fastslaaet, at stoerstedelen af de 199 praktikanter, der var omfattet af uddannelsesprojektet, ikke var ansat i virksomheden og derfor ikke var tilskudsberettigede paa de i den oprindelige godkendelse fastsatte betingelser. I rapporten blev det ligeledes naevnt, at forskellige udgifter maatte anses for uberettigede.

5 Dernaest besvarede sagsoegeren en anmodning om oplysninger fra DAFSE ved skrivelse af 10. juli 1992, der var vedlagt lister over praktikanter, som deltog i uddannelsesforanstaltningen. Sagsoegte har i denne forbindelse gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke i sin oprindelige ansoegning om tilskud havde naevnt, at der skulle deltage praktikanter, som ikke hoerte til virksomheden, og at den ikke havde oplyst, at kun 29 af praktikanterne faktisk var knyttet til virksomheden. Ifoelge sagsoegeren var der derimod 81 praktikanter, som hoerte til virksomhedens personale, men nogle af dem kunne ikke eller ville ikke fortsaette med at arbejde i virksomheden ved deres praktikantperiodes ophoer.

6 ESF forelagde DAFSE et foerste udkast til endelig beslutning den 23. oktober 1992. Udkastet blev erstattet af en note nr. 6259 af 30. marts 1993. Denne note indeholder nye beregninger ledsaget af forklaringer og »korrigeringer«, der blev foretaget i betragtning af oplysningerne indsamlet under kontrolbesoeget. Efter at DAFSE havde modtaget sagsoegerens bemaerkninger vedroerende udkastet til endelig beslutning i en skrivelse af 1. juni 1993, tilsendte departementet den 22. september 1993 Kommissionen en informationsskrivelse (svarskriftets bilag 4). I denne skrivelse tiltraeder DAFSE Kommissionens udkast og fastslaar for det foerste, at antallet af timer for praktisk uddannelse var for hoejt i forhold til antallet af timer for teoretisk uddannelse, for det andet, at nogle udgifter vedroerende uddannelse af undervisningspersonale samt brug af visse maskiner ikke havde vaeret omtalt i den oprindelige ansoegning om tilskud og ikke havde nogen forbindelse med den givne uddannelse, for det tredje, at den nedsaettelse, der var foretaget i form af normale nedskrivninger, var en foelge af forkortelsen af kursets varighed, og for det fjerde, at den omstaendighed, at praktikanterne ifoelge den oprindelige ansoegning om tilskud skulle tilhoere virksomheden, og at foranstaltningen skulle forloebe som led i en omstrukturering, havde betydning for, om de personer, der var omfattet af uddannelsesforanstaltningen, var tilskudsberettigede. Den 12. oktober 1993 fremsatte DAFSE yderligere bemaerkninger i overensstemmelse hermed.

7 Efter at Den Portugisiske Republik var blevet hoert i henhold til artikel 6, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemfoerelse af afgoerelse 83/516/EOEF om Den Europaeiske Socialfonds opgaver, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3823/85 af 20. december 1985 som foelge af Spaniens og Portugals tiltraedelse (henholdsvis EFT L 289, s. 1, og EFT L 370, s. 23, herefter »forordning nr. 2950/83«), traf Kommissionen den 12. juli 1994 en ny beslutning (C(94) 1410/9), hvorved ESF's tilskud blev nedsat til 7 843 401 ESC (herefter »den anfaegtede beslutning«). Ifoelge denne beslutning havde en gennemgang af ansoegningen om betaling af saldoen vist, at en del af ESF's tilskud ikke var blevet anvendt paa de betingelser, der er fastsat i godkendelsesbeslutningen, af de grunde, der er redegjort for i ovennaevnte note nr. 6259 af 30. marts 1993. Denne beslutning blev meddelt sagsoegeren den 28. december 1994, ledsaget af en skrivelse fra DAFSE.

Retsforhandlinger

8 Paa denne baggrund har sagsoegeren anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret paa Rettens Justitskontor den 24. februar 1995.

9 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret de af Retten stillede skriftlige og mundtlige spoergsmaal i retsmoedet, som blev afholdt den 10. december 1996.

Paastande

10 Sagsoegeren har i staevningen nedlagt foelgende paastand:

- Kommissionens beslutning i projekt nr. 870708/P1, som blev meddelt sagsoegeren den 28. december 1994, annulleres delvis.

11 I replikken har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- Den beslutning, som blev meddelt sagsoegeren den 28. december 1994, annulleres.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

13 Sagsoegeren har til stoette for sin paastand om annullation paaberaabt sig to anbringender, hvoraf det foerste er tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet i form af manglende overholdelse af en rimelig frist, og det andet tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af forbuddet mod reformatio in pejus.

14 Retten finder, at det andet anbringende boer behandles foerst.

Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af forbuddet mod reformatio in pejus

Sammenfatning af parternes argumenter

15 Som led i dette anbringende har sagsoegeren foerst gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er langt strengere end den foerste beslutning, mens de faktiske omstaendigheder er de samme. Sagsoegeren har i sit indlaeg haevdet, at selskabet ikke kan acceptere nye nedsaettelser, »naar der er forloebet mere end fem aar siden beslutningen af 1989«.

16 Sagsoegeren har sammenlignet nedsaettelserne i den anfaegtede beslutning med de beloeb, der ikke fandtes tilskudsberettigede i den foerste beslutning. Med hensyn til punkt 14.5.1 i ansoegningen om betaling af saldoen - uddannelse af undervisningspersonale - var dette beloeb paa 4 276 914 ESC i den foerste beslutning, mens det i den anfaegtede beslutning er et beloeb paa 7 092 914 ESC, Kommissionen anser for ikke-tilskudsberettiget, og dette ifoelge sagsoegeren af nye grunde. I punkt 14.6 - normale nedskrivninger - og 14.1 - vederlag til praktikanter - er der ogsaa sket en skaerpelse af de foretagne nedsaettelser i forhold til den foerste beslutning. Sagsoegeren har ogsaa gjort gaeldende, at sagsoegte i den anfaegtede beslutning har anset 170 ud af 199 praktikanter for ikke-tilskudsberettigede med den begrundelse, at der er tale om eksterne praktikanter, og det skoent den allerede fra ansoegningen om betaling af saldoen, der blev indgivet i 1988, har vaeret klar over, at uddannelsesforanstaltningen omfattede eksterne praktikanter, og skoent disse personer ikke har vaeret udelukket fra foranstaltningen i den foerste beslutning. Sagsoegeren kan heller ikke acceptere, at en nedsaettelse for den ene eller den anden post automatisk faar indvirkning paa de oevrige poster. Foelgelig har sagsoegeren bestridt den korrigering, som Kommissionen har foretaget paa dette trin paa grund af en aendring i antallet af tilskudsberettigede praktikanter.

17 Under retsmoedet har sagsoegeren paa et spoergsmaal stillet af Retten omformuleret og praeciseret det foerste punkt i paastandene saaledes, at det angaar annullation af den anfaegtede beslutning, for saa vidt denne indeholder nye nedsaettelser i forhold til den foerste beslutning som foelge af, at eksterne praktikanter udelukkes fra uddannelsesforanstaltningen. Sagsoegeren har praeciseret, at man anfaegter den forholdsmaessige nedsaettelse af de tilskudsberettigede udgifter, der er foretaget paa denne dato i den anfaegtede beslutning, og fastholder, at beloebet for de tilskudsberettigede udgifter er det, der er godkendt i den foerste beslutning.

18 Sagsoegeren har bestridt det synspunkt, at samtlige omstaendigheder kan vaere genstand for en fornyet vurdering, naar en beslutning er blevet annulleret af Domstolen. Det er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at den anfaegtede beslutning er strengere end den, der blev annulleret ved Domstolens dom i sag C-304/89. Sagsoegeren har ogsaa anfoert, at den anfaegtede beslutning er udtryk for »reformatio in pejus« vedroerende et spoergsmaal, der for laengst er afgjort ved den foerste beslutning.

19 Under retsmoedet har sagsoegeren desuden fremhaevet, at sagsoegte ifoelge denne allerede foer den foerste beslutning havde kendskab til, at der deltog eksterne praktikanter i uddannelsesforanstaltningen. Dette fremgaar af sagsoegtes udtalelser i svarskriftet, hvorefter »det ifoelge de paagaeldende sagsakter var aabenbart, at de personer, der var omfattet af foranstaltninger vedroerende faglig uddannelse - praktikanterne - for langt stoerstedelen var folk udefra. Denne slutning foelger af ansoegningen om udbetaling af saldoen, punkt 11.2, i modsaetning til hvad der anfoeres i den oprindelige ansoegning om tilskud«.

20 I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at sagsoegte ogsaa har tilsidesat principperne om loyalitet og om en forskriftsmaessig procedure ved at indtage et nyt standpunkt vedroerende anliggender, som den var bekendt med, og som den havde forsvaret for Domstolen i sag C-304/89.

21 Sagsoegte har anfoert, at den eneste forpligtelse, man havde, da man traf de foranstaltninger, der var noedvendige til opfyldelse af Domstolens dom i sag C-304/89, var at give de portugisiske myndigheder mulighed for at fremsaette deres bemaerkninger foer den endelige beslutning om nedsaettelse af tilskuddet. Sagsoegte har henvist til Rettens praksis, som gaar ud paa, at naar en retsakt er annulleret paa grund af en formmangel, er den eneste forpligtelse, der foelger af dommen, at fjerne de mangler, som proceduren for vedtagelse af den annullerede beslutning har vaeret behaeftet med (dom af 14.2.1990, sag T-38/89, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. II, s. 43).

22 Sagsoegte anfoerer, at de portugisiske myndigheder har accepteret de nedsaettelser i deres helhed, Kommissionen foreslog efter en ny vurdering af sagen, samt grundene til disse. DAFSE's samtykke er udtryk for medlemsstatens ret til at blive hoert, som er fastsat i de relevante bestemmelser og kraeves i henhold til Domstolens dom i sag C-304/89. Sagsoegte er af den opfattelse, at hvis man havde vaeret forpligtet til at traeffe samme beslutning med hensyn til de oprindeligt foreslaaede nedsaettelser, ville Den Portugisiske Republiks mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger have vaeret begraensede af den oprindelige beslutning, der var behaeftet med en formel mangel.

23 Desuden bevirker dommen i sag C-304/89, at den oprindelige beslutning bliver en nullitet ex tunc. Parterne har befundet sig i samme situation som paa tidspunktet for udstedelsen af den oprindelige beslutning. Under disse omstaendigheder kan Kommissionen fuldt lovligt paa ny undersoege eller paa ny vurdere situationen paa grundlag af fuldstaendige sagsakter. Sagsoegte har henvist til, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen (Domstolens dom af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93, Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863, praemis 57).

24 Desuden har sagsoegte paaberaabt sig faellesskabsretspraksis, hvorefter en privatperson kun kan paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, naar administrationen har afgivet praecise og utvetydige loefter over for ham, som kan skabe begrundede forventninger (jf. f.eks. Rettens dom af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, og af 17.12.1992, sag T-20/91, Holtbecker mod Kommissionen, Sml. II, s. 2599). Sagsoegte fastslaar, at sagsoegeren allerede i 1992 var blevet underrettet om, at Kommissionen ville traeffe en ny beslutning. Administrationen har ifoelge sagsoegte ikke afgivet nogen praecis udtalelse over for sagsoegeren, som kunne give denne anledning til at tro, at beloebet for nedsaettelserne ville vaere det samme som i den oprindelige beslutning.

Rettens bemaerkninger

25 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegeren under denne sag har anfaegtet en beslutning truffet af Kommissionen, som skal erstatte en foerste beslutning vedroerende sagsoegerens ansoegning om betaling af saldoen for et tilskud fra ESF, og at den foerste beslutning er blevet annulleret af Domstolen i sag C-304/89. I henhold til traktatens artikel 174 har denne dom gjort den foerste beslutning ugyldig ex tunc.

26 Den anfaegtede beslutning er truffet i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, som bestemmer, at saafremt tilskuddet fra fonden ikke anvendes paa de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen suspendere, nedsaette eller lade tilskuddet bortfalde efter at have givet den paagaeldende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger.

27 Det fremgaar klart af denne bestemmelse, at ydelse af tilskud fra ESF er betinget af, at modtageren overholder de vilkaar for foranstaltningen, som Kommissionen naevner i godkendelsesbeslutningen, eller som modtageren naevner i sin ansoegning om tilskud, der er genstand for denne godkendelsesbeslutning. Saafremt disse vilkaar tilsidesaettes, kan modtageren foelgelig ikke have nogen berettiget forventning om, at hele det i godkendelsesbeslutningen bevilgede beloeb vil blive udbetalt. I saa fald kan den paagaeldende foelgelig ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning opnaa betaling af saldoen for det samlede tilskud, der oprindeligt blev bevilget i godkendelsesbeslutningen.

28 Det skal paapeges, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kan paaberaabes af en virksomhed, der har gjort sig skyldig i en aabenbar overtraedelse af gaeldende regler (Domstolens dom af 12.12.1985, sag 67/84, Sideradria mod Kommissionen, Sml. s. 3983, praemis 21, og Rettens dom af 24.4.1996, forenede sager T-551/93, T-231/94, T-232/94, T-233/94 og T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 247, praemis 76).

29 Desuden har Domstolen fastslaaet, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er en naturlig foelge af retssikkerhedsprincippet, som kraever, at retsreglerne skal vaere klare og praecise, og det skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhoerer under faellesskabsretten (Domstolens dom af 15.2.1996, sag C-63/93, Duff m.fl., Sml. I, s. 569, praemis 20).

30 I dette tilfaelde bestemmer artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 klart og praecist, at opnaaelse af hele det paagaeldende tilskud kun kan opnaas, saafremt de betingelser, paa hvilke tilskuddet er givet, overholdes, saaledes som det fremgaar af de foregaaende praemisser.

31 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at Kommissionen ved forordning nr. 2950/83 var bemyndiget til at kontrollere, om tilskuddet fra ESF var blevet anvendt paa de betingelser, der fremgaar af ansoegningen om tilskud til fordel for sagsoegeren, som var blevet forelagt denne, og som havde vaeret genstand for godkendelsesbeslutningen af 30. april 1987, hvorved der blev givet et oekonomisk tilskud paa 80 857 968 ESC med henblik paa uddannelse af 199 personer. Det er paa grundlag af en saadan kontrol, at Kommissionen, da den modtog ansoegningen om betaling af saldoen, efter at have hoert den paagaeldende medlemsstat, skulle vurdere, om eventuelle tilsidesaettelser af de ovennaevnte betingelser i givet fald berettigede, at tilskuddet blev nedsat i henhold til artikel 6 i forordning nr. 2950/83.

32 Paa denne baggrund skal Retten foerst bemaerke, at Domstolens dom i sag C-304/89 har haft den retsvirkning, at saavel den endelige beslutning, Kommissionen traf i juni 1989 vedroerende sagsoegerens ansoegning om betaling af saldoen, som den rekonstruktion af de faktiske omstaendigheder, der har tjent som forberedelse af denne beslutning, er blevet ikke-eksisterende ex tunc. Kommissionen har saaledes vaeret forpligtet til paa ny at undersoege sagens omstaendigheder og at traeffe en ny beslutning vedroerende sagsoegerens ansoegning om betaling af saldoen. Den har herved vaeret forpligtet til at tage alle de faktiske og retlige omstaendigheder i betragtning, som forelaa paa tidspunktet for retsaktens udstedelse. Kommissionens forpligtelse til at udfaerdige en beslutning med al den noedvendige omhu og til at traeffe beslutning paa grundlag af samtlige de omstaendigheder, der kan have betydning for resultatet, foelger bl.a. af princippet om god forvaltningsskik, legalitetsprincippet og princippet om ligebehandling. Under disse omstaendigheder kan det ikke bebrejdes Kommissionen, at den har genoptaget sin undersoegelse og udarbejdet en fuldstaendig aktsamling.

33 Som sagsoegte har anfoert, ville de eventuelle virkninger af Den Portugisiske Republiks indlaeg vaere blevet begraenset af den oprindelige beslutning, som var behaeftet med en vaesentlig formmangel, hvis det var udelukket, at der kunne tilfoeres sagsakterne supplerende oplysninger. Domstolen har nemlig fremhaevet, at en saadan proceduremangel er vaesentlig, idet den fastslog, at »da den paagaeldende medlemsstat har en central placering og paatager sig betydeligt ansvar ved indgivelsen af ansoegninger om og kontrol med tilskud til uddannelsesforanstaltninger, er dens mulighed for at fremkomme med sine bemaerkninger, foer der traeffes en endelig beslutning om nedsaettelse, en vaesentlig formforskrift« (dommen i sag C-304/89, praemis 21). Selv hvis medlemsstaten som her har anset de af Kommissionen foreslaaede nedsaettelser for berettigede, kunne de nationale myndigheders udtalelse teoretisk have haft et andet indhold, saaledes at Kommissionen eventuelt som foelge deraf ville vaere blevet foranlediget til at aendre sit udkast. De portugisiske myndigheder kunne faktisk f.eks. have bemaerket over for Kommissionen, at visse udgifter, i modsaetning til dens vurdering, forekom dem at vaere ikke-tilskudsberettigede eller tilskudsberettigede, og Kommissionen skulle have taget disse udtalelser i betragtning, foer den traf den endelige beslutning.

34 Imidlertid har Kommissionen, da den undersoegte samtlige foreliggende oplysninger, herunder dem, der var indsamlet under kontrolbesoeget, konstateret uregelmaessigheder i den af sagsoegeren ivaerksatte foranstaltning. De uregelmaessigheder, som Kommissionens tjenestegrene konstaterede, blev bekraeftet af DAFSE. I sin informationsskrivelse til Kommissionen (jf. ovenfor, praemis 6) bekraeftede DAFSE nemlig, at sagsoegerens ansoegning om betaling af saldoen indeholdt visse udgifter, som ikke var blevet godkendt i godkendelsesbeslutningen om tilskud, og som ikke havde nogen forbindelse med den givne uddannelse. I oevrigt var antallet af praktiske uddannelsestimer for hoejt i forhold til antallet af teoretiske uddannelsestimer i betragtning af en rundskrivelse fra DAFSE, som var blevet bragt til sagsoegerens kundskab. Endelig tilhoerte stoerstedelen af praktikanterne ikke sagsoegerens personale, i modsaetning til hvad der var angivet i ansoegningen om tilskud, og foranstaltningen var saaledes ikke forloebet som led i en omstrukturering, saaledes som det imidlertid var forudsat i ansoegningen om tilskud og godkendt i godkendelsesbeslutningen. Retten skal i denne forbindelse fastslaa med hensyn til det reelle antal praktikanter, der tilhoerer virksomheden, at sagsoegeren, uden at fremfoere nogen omstaendighed til stoette for sin opfattelse, blot har anfoert, at 81 praktikanter opfyldte denne betingelse, og at det af Kommissionen anfoerte antal paa 29 ikke var korrekt. Sagsoegeren har saaledes ikke fremfoert nogen acceptabel begrundelse for, at udgifterne til visse praktikanter var tilskudsberettiget.

35 Herefter findes sagsoegeren aabenbart ikke at have overholdt betingelserne for ydelse af tilskud fra ESF. Foelgelig kan sagsoegeren ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kraeve annullation af den anfaegtede beslutning med den begrundelse, at den nedsaetter beloebet for det oprindeligt bevilgede tilskud paa grund af uregelmaessigheder, som sagsoegeren har begaaet.

36 Da artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 bestemmer, at et tilskud kan suspenderes, nedsaettes eller bortfalde, saafremt visse betingelser ikke overholdes, kan sagsoegeren heller ikke paaberaabe sig princippet om forbud mod reformatio in pejus, naar Kommissionen har besluttet at nedsaette tilskuddet paa grund af uregelmaessigheder fra sagsoegerens side.

37 Af alle de ovenfor anfoerte grunde kan dette anbringende ikke laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet i form af manglende overholdelse af en rimelig frist

Sammenfatning af parternes argumenter

38 Som led i dette anbringende har sagsoegeren gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er truffet otte aar efter, at ansoegningen om tilskud blev indgivet, syv aar efter at uddannelsesforanstaltningen blev gennemfoert, mere end fem aar efter den foerste beslutning og naesten fire aar efter dommen om annullation. Beslutningen er truffet ud over en rimelig frist, hvilket ligeledes er en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, navnlig princippet om retssikkerhed (Domstolens dom af 13.7.1965, sag 111/63, Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 111, org. ref.: Rec. s. 835). Sagsoegeren tilfoejer, at denne forsinkelse ikke kan tilregnes sagsoegeren.

39 Sagsoegte har benaegtet, at den haevdede tilsidesaettelse foreligger. Sagsoegte goer gaeldende, at hvert konkret tilfaelde maa vurderes saerskilt. Kommissionen har hurtigt bestraebt sig paa at opfylde Domstolens dom i sag C-304/89. Beslutningsproceduren, der omfatter forskellige etaper, tog noedvendigvis nogen tid. Under kontrolbesoeget i Portugal fik Kommissionen kendskab til yderligere oplysninger, som de nationale myndigheder meddelte den. Den har maattet studere dem i detaljer. Det var bl.a. noedvendigt at foretage en gennemgang af sagsoegerens regnskaber. De nationale myndigheder har ogsaa selv haft behov for tid til at gennemgaa sagens akter og anmode sagsoegeren om at fremsaette sine bemaerkninger, foer de afgav deres udtalelse om Kommissionens udkast.

Rettens bemaerkninger

40 Retten skal fastslaa, at ifoelge sagsoegeren kan Kommissionen ikke laengere, efter at der er forloebet saa langt et tidsrum som her, lovligt omgoere sin vurdering af en bestemt situation. I retspraksis sondres der imidlertid mellem fristen for opfyldelse af en dom og den frist, inden for hvilken en ulovlig retsakt i princippet kan tilbagekaldes af den institution, som den hidroerer fra.

41 Faellesskabsinstitutionens forpligtelse til at opfylde en dom om annullation afsagt af en af Faellesskabets retsinstanser foelger af traktatens artikel 176. Domstolen har anerkendt, at denne opfyldelse kraever, at der traeffes en raekke administrative foranstaltninger, og normalt ikke kan ske oejeblikkeligt, samt at institutionen har en rimelig frist til at efterkomme en dom om annullation af en af dens beslutninger. Spoergsmaalet, om fristen har vaeret rimelig eller ej, afhaenger af arten af de foranstaltninger, der skal traeffes, samt af omstaendighederne i det enkelte tilfaelde (Domstolens dom af 12.1.1984, sag 266/82, Turner mod Kommissionen, Sml. s. 1, praemis 5 og 6; jf. ogsaa i lovgivningssammenhaeng Domstolens dom af 5.7.1995, sag C-21/94, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 1827, praemis 33).

42 Hvad angaar tilbagekaldelse af en forvaltningsakt foretaget af den institution, som akten hidroerer fra, har Domstolen anerkendt, at faellesskabsinstitutionerne har ret til at tilbagekalde en ulovlig akt, hvis tilbagekaldelsen sker inden for en rimelig frist (Domstolens dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, praemis 10, af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperativo d'Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 12, og af 20.6.1991, sag C-248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. s. 2987, praemis 20). Denne retspraksis angaar situationer, hvor myndigheden selv opdager, at en akt er ulovlig, og fristen skal regnes fra datoen for den ulovlige akts udstedelse.

43 I det foreliggende tilfaelde kan sagsoegerens argumentation, som omfatter perioden foer annullationen af den foerste beslutning, ikke laegges til grund. Som Retten allerede har fastslaaet (jf. ovenfor, praemis 32), var Kommissionen forpligtet til, efter at Domstolen havde annulleret den foerste beslutning, paa ny at undersoege samtlige oplysninger, der forelaa paa tidspunktet for udstedelsen af akten, og at udstede en ny beslutning om ansoegningen om betaling af saldoen. Der er altsaa ikke her tale om en institutions tilbagekaldelse af en retsakt som omhandlet i den i foregaaende praemis omtalte retspraksis. Under disse omstaendigheder har den periode, der er forloebet foer annullationen af den foerste beslutning, ingen som helst betydning for vurderingen af retmaessigheden af den anden beslutning, som anfaegtes her.

44 Den frist, der her er relevant ved vurderingen af det foerste anbringende, er den, som er forloebet mellem afsigelsen af dommen om annullation den 7. maj 1991 og datoen for udstedelsen af den nye beslutning den 12. juli 1994, altsaa en frist paa 38 maaneder eller mere end tre aar. Naermere bestemt er ESF ni maaneder efter afsigelsen af dommen om annullation begyndt at rekonstruere og paa ny gennemgaa sagen, som efter kontrolbesoeget og hoering af nationale myndigheder har foert til en endelig beslutning 29 maaneder senere.

45 Spoergsmaalet, om den frist, inden for hvilken dommen om annullation er blevet opfyldt, har vaeret rimelig, maa vurderes fra tilfaelde til tilfaelde. Om fristen er rimelig, afhaenger af arten af de foranstaltninger, der skal traeffes, samt af omstaendighederne i hvert enkelt tilfaelde. Foelgelig maa der i dette tilfaelde tages hensyn til forskellige etaper, som beslutningsproceduren omfatter.

46 Imidlertid har Domstolens dom i sag C-304/89, som allerede naevnt, medfoert, at den rekonstruktion af faktiske omstaendigheder, der har tjent til at forberede den foerste beslutning, er blevet ikke-eksisterende. Desuden var det blevet tvivlsomt, om de oplysninger, der blev anvendt i den foerste beslutning, var rigtige og tilstraekkeligt fuldstaendige. Under disse omstaendigheder har det vaeret noedvendigt paa ny at fastslaa sagens omstaendigheder. Dette arbejde, som har vaeret bestemt og betinget af formodninger om uregelmaessigheder, har omfattet organisation af et kontrolbesoeg i Portugal, gennemgang af indsamlede oplysninger og flere hoeringer af portugisiske myndigheder. De nationale myndigheder har ligeledes hoert sagsoegeren vedroerende Kommissionens udkast til beslutning. Retten finder i betragtning af de ovennaevnte saerlige omstaendigheder, at proceduren har vaeret lang, men at dens varighed ikke er gaaet ud over en rimelig frist.

47 Naar det drejer sig om et annullationssoegsmaal, kan selv en urimelig frist under alle omstaendigheder ikke i sig selv goere en anfaegtet beslutning ulovlig og saaledes berettige dens annullation paa grund af en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet. En forsinkelse i forloebet af proceduren til opfyldelse af en dom kan ikke alene paavirke gyldigheden af den retsakt, som er resultatet af den, fordi det, saafremt denne retsakt blev annulleret alene paa grund af forsinkelsen, fortsat ville vaere umuligt at udstede en gyldig retsakt, da den retsakt, som skulle erstatte den annullerede retsakt, ikke kunne vaere mindre forsinket end denne (jf. analogt Rettens dom af 18.6.1996, sag T-150/94, Vela Palacios mod OESU, Sml. Pers. II, s. 877, praemis 44).

48 Retten konkluderer af alle disse grunde, at den frist, der er forloebet i dette tilfaelde, ikke har medfoert en tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet.

49 Dette anbringende maa ligeledes forkastes.

50 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at sagsoegte i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

51 Skoent sagsoegeren har tabt sagen, boer der dog ved afgoerelsen om sagens omkostninger tages hensyn til sagsoegtes manglende omhu, navnlig til den omstaendighed, at sagsoegte ikke havde forvisset sig om, at de oplysninger, der blev anvendt ved den foerste beslutning, var rigtige og tilstraekkeligt fuldstaendige, og til, at sagsoegte ikke havde hoert de nationale myndigheder i denne sammenhaeng. Forloebet af beslutningsproceduren, som beskrevet ovenfor, har vaeret af en saadan art, at det har bevirket, at sagsoegeren i lang tid har vaeret i uvished med hensyn til sin ret til at opnaa hele det bevilgede tilskud. Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren ikke bebrejdes at have indbragt sagen for Retten, for at Retten kan tage stilling til denne adfaerd og drage konsekvensen deraf. Det maa derfor fastslaas, at sagsoegtes adfaerd har vaeret medvirkende til tvistens opstaaen.

52 Der er saaledes anledning til at anvende procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit, hvorefter Retten kan paalaegge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter, som er foraarsaget af den foerstnaevnte parts egen adfaerd (jf. mutatis mutandis Domstolens dom af 27.1.1983, sag 263/81, List mod Kommissionen, Sml. s. 103, praemis 30 og 31, og Rettens dom af 16.10.1996, sag T-336/94, Efisol mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 38 og 39), og at doemme Kommissionen til at betale samtlige sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler samtlige sagens omkostninger.