61995A0049

1 Konkurrence - karteller - eneforhandlingsaftaler - fritagelse - eksklusiv salgsaftale uden eksportforbud - samordnet praksis med det formaal at begraense parallelimport - ikke omfattet af fritagelsen

2 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 190)

3 Konkurrence - boeder - stoerrelse - Kommissionens skoensmaessige befoejelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

4 Konkurrence - boeder - fastsaettelse under hensyn til virksomhedens individuelle adfaerd - betydningen af, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet paalagt en sanktion - ingen betydning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

5 Traktatens artikel 85, stk. 1, kan under alle omstaendigheder ikke anses for uanvendelig paa en eneforhandlingsaftale, som ikke i sig selv indeholder et forbud mod eksport af de af aftalen omfattede varer, naar aftaleparterne deltager i en samordnet praksis med henblik paa at begraense parallelimport til en ikke-autoriseret forhandler.

6 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget. Ydermere udgoer en beslutning et hele, og hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele.

Selv om Kommissionen i henhold til traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure.

7 De boeder, Kommissionen paalaegger ved overtraedelse af traktatens artikel 85 ff., udgoer et instrument i dens konkurrencepolitik. Kommissionen boer derfor have et vist skoen ved udmaalingen af boederne, saaledes at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne.

8 Naar en virksomhed har handlet i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kan den ikke undgaa enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet paalagt nogen boede, saafremt denne erhvervsdrivende overhovedet ikke er inddraget i sagen for Domstolen.

I sag T-49/95,

Van Megen Sports Group BV, tidligere Van Megen Tennis BV, Eindhoven (Nederlandene), ved advokat Antonius Wouters Willems, Eindhoven, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Francisco Enrique González Díaz og Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/987/EF af 21. december 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/32.948 og IV/34.590 - Tretorn m.fl.) (EFT L 378, s. 45),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 22. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, Van Megen Sports Group BV (der paa det relevante tidspunkt hed Van Megen Tennis BV), der er et nederlandsk selskab hjemmehoerende i Eindhoven (Nederlandene), er eneforhandler i Nederlandene for det irske selskab Tretorn Sport Ltd (herefter »Tretorn«). Tretorn er et datterselskab af den svenske industrivirksomhed Tretorn AB, der fremstiller tennisbolde.

Den administrative procedure ved Kommissionen

2 Den 14. maj 1993 besluttede Kommissionen efter at have foretaget en kontrolundersoegelse hos Tretorn i juli 1989 at indlede en procedure for overtraedelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1, og den fremsendte derefter en meddelelse om klagepunkter til sagsoegeren.

3 Den 13. august 1993 fremsendte sagsoegeren til Kommissionen skriftlige bemaerkninger til meddelelsen om klagepunkter, og ved hoeringen, der blev afholdt den 16. november 1993, fremsatte selskabet sine mundtlige bemaerkninger.

Den anfaegtede beslutning

4 Som afslutning paa den administrative procedure vedtog Kommissionen beslutning 94/987/EF af 21. december 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/32.948 og IV/34.590 - Tretorn m.fl.) (EFT L 378, s. 45, herefter »beslutningen« eller »den anfaegtede beslutning«).

Denne beslutning er affattet saaledes:

»Artikel 1

Tretorn Sport Ltd og Tretorn AB har overtraadt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de med henblik paa at hindre parallelimport og paralleleksport af tennisbolde har paalagt deres forhandlere af tennisbolde et generelt eksportforbud, som er blevet haandhaevet ved hjaelp af kontrolforanstaltninger og sanktioner, indberetning og undersoegelse af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde samt maerkning af tennisbolde og leveringsstop.

Formula Sport International Ltd har overtraadt artikel 85, stk. 1, ved i Det Forenede Kongerige at have deltaget i gennemfoerelsen af eksportforbuddet og leveringsstoppet med henblik paa at haandhaeve Tretorn Sport Ltd's politik, der tilsigtede at hindre parallelimport og paralleleksport af tennisbolde.

Fabra SpA har overtraadt artikel 85, stk. 1, ved i Italien at have deltaget i gennemfoerelsen af eksportforbuddet og leveringsstoppet gennem indberetninger og undersoegelser af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde, maerkning af tennisbolde og leveringsstop med henblik paa at haandhaeve Tretorn sport Ltd's politik, der tilsigtede at hindre parallelimport og paralleleksport af tennisbolde.

Tenimport SA har overtraadt artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i eksportforbuddet og leveringsstoppet gennem indberetning af tilfaelde af parallelimport til Tretorn, hvilket medfoerte, at Tretorn og Tretorn's italienske eneforhandler traf foranstaltninger til at hindre denne import.

Zuercher AG har overtraadt artikel 85, stk. 1, ved i Schweiz at have deltaget i gennemfoerelsen af eksportforbuddet og leveringsstoppet gennem indberetninger og undersoegelser af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde og maerkning af tennisbolde med henblik paa at haandhaeve Tretorn Sport Ltd's politik, der tilsigtede at hindre parallelimport og paralleleksport af tennisbolde.

Van Megen Tennis BV har overtraadt artikel 85, stk. 1, ved i Nederlandene at have deltaget i indberetningen og undersoegelsen af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde med henblik paa at haandhaeve Tretorn Sport Ltd's politik, der tilsigtede at hindre parallelimport og paralleleksport af tennisbolde.

Artikel 2

Tretorn Sport Ltd og Tretorn AB paalaegges solidarisk en boede paa 600 000 ECU, og Formula Sport International Ltd, Fabra SpA, Zuercher AG og Van Megen Tennis BV paalaegges hver en boede paa 10 000 ECU for de i artikel 1 omhandlede overtraedelser.

...

Artikel 3

Tretorn Sport Ltd, Tretorn AB, Fabra SpA, Tenimport SA, Zuercher AG og Van Megen Tennis BV bringer, hvis det ikke allerede er sket, de i artikel 1 omhandlede overtraedelser til ophoer. De afstaar fra at traeffe nogen form for foranstaltninger med tilsvarende virkning.«

5 Kommissionen har i betragtningerne til beslutningen fastslaaet, at Tretorn i hvert fald siden 1987 i samarbejde med sine eneforhandlere har gennemfoert et generelt eksportforbud som led i sit eneforhandlingssystem og anvendt en raekke mekanismer beregnet til at haandhaeve og styrke dette forbud. Disse mekanismer har bestaaet af en systematisk indberetning og undersoegelse af tilfaelde af parallelimport, maerkning af produkter med henblik paa identifikation af parallelimporterede varers oprindelse og afbrydelse af leverancer til bestemte markeder for at hindre faktisk eller potentiel parallelimport (13. og 14. betragtning til beslutningen).

6 Hvad angaar indberetning og undersoegelse af tilfaelde af parallelimport har Kommissionen fastslaaet, at Tretorn selv eller Tretorn's forhandlere indberettede tilfaelde af parallelimport, naar de fandt beviser herfor (22. betragtning til beslutningen). Det fremgaar af en telefax fra Tretorn til Tretorn AB af 16. juli 1987, at sagsoegeren i juli 1987 meddelte Tretorn, at der »igen dukkede Tretorn-bolde op« i Nederlandene. Tretorn bad sagsoegeren om at sende kodenummeret til Tretorn, saaledes at selskabet kunne finde ud af, »hvilket land de var afsendt fra« (24. betragtning). I et internt Tretorn-notat af 20. juni 1988 anfoeres det, at Van Megen havde fundet parallelimporterede bolde fra to forskellige kilder, og at man haabede at modtage datokoderne (25. betragtning).

7 Hvad angaar maerkning af produkter er Kommissionen i besiddelse af beviser for, at Tretorn maerkede sine bolde med datokoder, som gjorde det muligt at spore en parallelimports oprindelse. Tretorn's korrespondance indeholder adskillige henvisninger til disse koder og deres anvendelse (35. betragtning).

8 Under proceduren ved Kommissionen har sagsoegeren forklaret, at selskabets formaal med indberetningen af datokoder til Tretorn ikke var at hindre parallelimport, men at undersoege, om Tretorn ikke selv leverede direkte til sagsoegerens omraade, idet sagsoegeren selv leverede til selskaber, som man vidste var paralleleksportoerer. Det er Kommissionens opfattelse, at »selv hvis det antages, at Van Megen's fortolkning er korrekt, forholder det sig stadig saaledes, at oplysningerne blev angivet i tilknytning til et forbud mod paralleleksport, som Van Megen var velvidende om, og selskabet deltog aktivt i identifikationen af kilden til parallelimporten med henblik paa at eliminere den ...« (70. betragtning).

9 Kommissionen har hvad angaar boeden til Tretorn's forhandlere anfoert foelgende (78. betragtning):

»Ved beslutningen om, hvorvidt der skulle idoemmes boeder og, i bekraeftende fald, i hvilken stoerrelsesorden, har Kommissionen taget hensyn til, at nogle af Tretorn's forhandlere har taget saerdeles aktiv del i bestraebelserne paa at hindre parallelimport, men den har ogsaa taget hensyn til, at denne deltagelse i andre tilfaelde har vaeret mere begraenset og skal ses i sammenhaeng med Tretorn's generelle politik bestaaende i et forbud mod enhver eksport af Tretorn's produkter. I oevrigt er den rolle, som Tenimport spillede, mindre vaesentlig, og det er derfor berettiget at undlade at paalaegge denne virksomhed en boede.«

10 Endelig fremgaar det af den anfaegtede beslutnings 77. betragtning, at »Tenimport ... bekraeftede under hoeringen, at der eksisterede et uskrevet, men dog reelt eksportforbud. Tenimport var af den opfattelse, at den nylige afbrydelse af selskabets forhandlingsaftale med Tretorn kun kunne forklares som en foelge af den omstaendighed, at Tenimport ikke overholdt dette eksportforbud.«

Retsforhandlingerne

11 Ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 21. februar 1995 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.

12 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog ved skrivelse af 4. oktober 1996 anmodet Kommissionen om at fremlaegge visse dokumenter. Ved skrivelse indgivet til Justitskontoret den 9. oktober 1996 har Kommissionen fremlagt de kraevede dokumenter.

13 Parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 22. oktober 1996.

Parternes paastande

14 Sagsoegeren, Van Megen Sports Group BV, har nedlagt paastand om annullation af den anfaegtede beslutning.

15 Sagsoegte, Kommissionen, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af den anfaegtede beslutning

16 I artikel 1 i den anfaegtede beslutning fastslaas det, at sagsoegeren i Nederlandene har deltaget i indberetningen og undersoegelsen af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde med henblik paa at haandhaeve Tretorn's politik, der tilsigtede at hindre parallelimport og paralleleksport heraf. Paa denne baggrund maa de af sagsoegeren fremfoerte soegsmaalsgrunde undersoeges, som i det vaesentlige tilsigter, at beslutningens artikel 1 annulleres, og som konsekvens heraf, at dens artikel 2 annulleres, i det omfang artiklerne vedroerer sagsoegeren.

Parternes argumenter

17 Sagsoegeren goer i det vaesentlige gaeldende, at beslutningen, i det omfang det deri konstateres, at selskabet har deltaget i indberetning og undersoegelse af tilfaelde af parallelimport af tennisbolde, ikke stoettes paa tilstraekkelige beviser og ikke er tilstraekkeligt begrundet.

18 Sagsoegeren oplyser, at selskabet siden ca. 1985 har haft eneret til salg i Nederlandene af tennisbolde, som Tretorn fremstiller i Irland, men at der ikke foreligger en skriftlig aftale om denne eneret. Tretorn har aldrig paatvunget selskabet et eksportforbud. Siden begyndelsen af deres forretningsmaessige forbindelser har sagsoegeren kun to gange, i 1987 og i 1988, meddelt Tretorn, at tennisbolde af maerket Tretorn, der ikke hidroerte fra sagsoegeren, var blevet tilbudt selskabets kunder. Sagsoegeren haevder at have givet disse meddelelser pr. telefon af to grunde. For det foerste ville selskabet kontrollere, at boldene ikke var blevet leveret direkte af Tretorn til sagsoegerens kunder i Nederlandene, idet selskabet paa dette stadium af deres forretningsmaessige forbindelser frygtede, at Tretorn ikke overholdt sin forpligtelse til ikke selv at levere til sagsoegerens kunder paa dets omraade. Denne forpligtelse er i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1983/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT L 173, s. 1). For det andet soegte sagsoegeren, da selskabets kunder kunne koebe Tretorn-tennisbolde til en pris, der var vaesentlig lavere end den pris, sagsoegeren selv kunne levere til, med disse meddelelser at styrke sin forhandlingsposition over for Tretorn med henblik paa at opnaa en lavere pris.

19 Hvad angaar telefaxen af 16. juli 1987 var sagsoegeren blevet underrettet telefonisk af nogle kunder om, at Scapino BV (herefter »Scapino«), der ejer en kaede af sko- og beklaedningsbutikker i Assen (Nederlandene), solgte tennisbolde til forbrugerne til en lavere pris end den, sagsoegeren anvendte. Sagsoegerens kunder havde spurgt om, hvordan dette var muligt, og om selskabet fakturerede andre priser til Scapino end til dem selv. Van Megen forhoerte sig derfor hos Tretorn om, hvorvidt denne undertiden leverede til Nederlandene, hvilket Tretorn benaegtede. Den omstaendighed, at dette ikke fremgaar af telefaxen, har ingen betydning, da telefaxen ikke hidroerer fra sagsoegeren og ikke er adresseret til selskabet, saaledes at det paa det paagaeldende tidspunkt ikke kunne have kendskab til indholdet. Telefaxens ordlyd kan derfor ikke tillaegges den betydning, Kommissionen goer. Van Megen anfoerer, at selskabet var blevet anmodet om at sende datokoderne, men at det ikke kunne finde dem. I oevrigt kan disse koder ikke anvendes til at fastslaa, fra hvilket land tennisboldene var afsendt, idet hverken fabrikanten eller importoererne har et »tracking-system«. De kodenumre, der er anfoert paa boldenes indpakning, indeholder blot datoen for fremstillingen/afsendelsen. Uanset om boldene leveres til Tyskland, Frankrig eller et andet land, er samtlige de bolde, der fremstilles i loebet af en bestemt uge, emballeret i indpakninger, der er paafoert den samme kode. Disse koder anfoeres hverken paa fakturaer eller pakkesedler. Selv om det forudsaettes, at det kan konstateres, at tennisboldene har oprindelse i et bestemt land, kan man dog ikke af den grund vide, hvem der har afsendt det paagaeldende parti. I det foreliggende tilfaelde vil det vaere nemt at konstatere f.eks, at de af Scapino indkoebte tennisbolde hidroerte fra Frankrig, fordi indpakningen i Frankrig skal vaere forsynet med en fransk tekst, hvilket sagsoegeren ogsaa paapegede under den telefoniske samtale med Tretorn. Under alle omstaendigheder er det uden betydning for Van Megen at vide, hvem der har leveret bolde til Scapino. Det vaesentlige er, at selskabet betaler samme pris for sine bolde som de oevrige forhandlere. Sagsoegeren har imidlertid konstateret, at Tretorn solgte tennisbolde til en lavere pris i Frankrig end i Nederlandene. Van Megen har diskuteret denne forskel med Tretorn og har senere opnaaet bedre betingelser.

20 En tilsvarende haendelse fandt sted midt i 1988. Sagsoegeren fremhaever, at notatet af 20. juni 1988, ligesom telefaxen af 16. juli 1987, ikke hidroerer fra selskabet, og at det paa davaerende tidspunkt ikke havde kendskab til notatets indhold.

21 Sagsoegeren haevder dernaest, at selskabet ikke var blevet underrettet om eventuelle aftaler eller samordnet praksis mellem Tretorn og/eller andre forhandlere, og at det aldrig havde truffet aftale med Tretorn om afbrydelse af leverancer til andre parallelimportoerer og/eller -eksportoerer. Tvaertimod har Van Megen leveret tennisbolde til Scapino, som Van Megen vidste solgte Tretorn-tennisbolde i Nederlandene ved hjaelp af parallelimport fra Frankrig. Scapino er det eneste selskab, som har foretaget parallelimport af Tretorn-bolde til Nederlandene. Sagsoegeren har intet foretaget sig for at forhindre dette. I denne sammenhaeng paaberaaber Van Megen sig en skrivelse fra Scapino som bevis. Brevets indhold viser, at sagsoegerens meddelelse til Tretorn ikke udgoer handlinger, der er uforenelige med faellesskabsretten paa konkurrenceomraadet.

22 I denne sammenhaeng anfoerer sagsoegeren, at de to henvendelser, der er omtalt ovenfor i praemis 18, og som er de eneste beviser, Kommissionen har paaberaabt sig, ikke eller ikke i tilstraekkelig grad godtgoer, at sagsoegeren aktivt har deltaget i gennemfoerelsen af hindringer for parallelimport af Tretorn-tennisbolde i Faellesskabet. Da sagsoegeren ikke har haft kendskab til Tretorn's og/eller andre forhandleres aftaler, fremgangsmaader eller handlinger, kan de paagaeldende aftaler, fremgangsmaader eller handlinger ikke tilregnes Van Megen og derfor heller ikke anvendes som argumentation imod selskabet. Efter sagsoegerens opfattelse er det paafaldende, at der i 46. betragtning til Kommissionens beslutning omtales et internt Tretorn-notat dateret den 23. august 1988, hvori det anbefales at afbryde leverancerne til det amerikanske marked, fordi tennisbolde, der var leveret til USA, dukkede op i Nederlandene ved hjaelp af parallelimport, uden at Kommissionen haevder eller godtgoer, at disse oplysninger stammer fra sagsoegeren.

23 Dernaest paapeger sagsoegeren, at selskabet ifoelge 70. betragtning til beslutningen skulle vaere vidende om, at oplysningerne blev givet til Tretorn i tilknytning til et forbud mod paralleleksport, saaledes at selskabet »deltog aktivt i identifikationen af kilden til parallelimporten med henblik paa at eliminere den«. Sagsoegeren haevder, at denne begrundelse er forkert og ikke foelger af de faktiske omstaendigheder. Selskabet anfoerer, at to telefoniske meddelelser paa ti aar, hvorved det har forsoegt at faa oplyst, om Tretorn eksporterede direkte til Nederlandene, og for at opnaa en bedre pris, ikke kan betegnes som »aktiv deltagelse«. Da Kommissionen ikke har fremfoert andre argumenter, maa begrundelsen saaledes betragtes som utilstraekkelig.

24 Kommissionen goer indledningsvis gaeldende, at de beviser, den har, for at Tretorn har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, er saerdeles holdbare og giver grundlag for at udlede, at selskabets adfaerd ikke blot var ensidig, men indgik som en del af en aftale eller samordnet praksis mellem Tretorn og virksomhedens forhandlere. Den henviser til 16.-50. betragtning til beslutningen og navnlig til 15. betragtning, hvor den har gengivet en del af en telefax af 16. juni 1989 fra Tretorn AB til Zuercher AG, hvori det anfoeres: »... vores politik gaar ud paa at beskytte samtlige vore forhandlere mod importen paa det graa marked. Vi har ogsaa ... indfoert en raekke kontrolforanstaltninger, designet nye emballager, afvist adskillige ordrer osv. for at begraense det graa marked saa vidt muligt«.

25 Kommissionen anfoerer dernaest, at den har tilstraekkelige beviser for den overtraedelse, sagsoegeren har begaaet. De to beviser, der er gengivet kort i 24. og 25. betragtning til beslutningen, nemlig telefaxen af 16. juli 1987 og det interne notat af 20. juni 1988, giver klart grundlag for at fastslaa, at sagsoegeren har deltaget aktivt i indberetningen og undersoegelsen af tilfaelde af parallelimport i Nederlandene med henblik paa gennemfoerelsen af Tretorn's politik.

26 I denne sammenhaeng fremgaar det af telefaxen af 16. juli 1987, at sagsoegeren har telefoneret til Tretorn for at underrette selskabet om, at Tretorn-tennisbolde, der ikke hidroerte fra sagsoegeren, igen (»again«) var dukket op paa det nederlandske marked. Tretorn har dernaest anmodet sagsoegeren om at sende kodenummeret, saaledes at virksomheden kunne fastslaa, hvilket land produktet hidroerte fra (»which country had shipped«). Kommissionen udleder dernaest af telefaxen, at Tretorn allerede havde visse formodninger hvad angaar varernes oprindelse (»while I of course suspect our friends«), nemlig Det Forenede Kongerige (»if it is the UK«), og at anmodningen til sagsoegeren om at sende kodenummeret havde til formaal at bevise disse formodninger (»we must wait for proof«).

27 Kommissionen finder, at de grunde, sagsoegeren har givet som forklaring paa meddelelsen til Tretorn, er meget lidt overbevisende. For det foerste efterlader udtrykket »igen« (»again«) tvivl hvad angaar sagsoegerens paastand om, at meddelelsen er tilfaeldig. For det andet indeholder telefaxen intet om, at sagsoegeren mistaenkte Tretorn for selv at have leveret til Nederlandene. Dokumentet henviser heller ikke til sagsoegerens forsoeg paa at opnaa en bedre pris. Det omhandler alene et tilfaelde af parallelimport, som sagsoegeren har gjort opmaerksom paa, og som er undersoegt i faellesskab af Tretorn og sagsoegeren. Navnlig efterlader saetningen om, at sagsoegeren var blevet anmodet om at sende kodenummeret med henblik paa at fastslaa oprindelseslandet, ikke nogen tvivl om, at sagsoegeren effektivt har deltaget i indberetningen af tilfaelde af parallelimport og i undersoegelsen heraf.

28 Det interne notat af 20. juni 1988 viser det samme. Det fremgaar heraf, at sagsoegeren havde paapeget, at der forekom parallelimport fra to kilder, og at man var klart i faerd med at eftersoege kodenumrene med henblik paa en identifikation af kilderne. Det fremgaar af sidste saetning i notatet, at sagsoegeren haabede at vaere i besiddelse af datokoderne nogle dage senere (»he hopes to have date codes in a few days«).

29 Kommissionen imoedegaar sagsoegerens argument om, at telefaxen og det interne notat ikke har bevisvaerdi. Den anfoerer, at der er tale om interne dokumenter i Tretorn, der er udarbejdet af en velunderrettet person, og hvori der omtales en bestemt praksis hos sagsoegeren uden sammenhaeng med en kontradiktorisk procedure eller bevisfoerelse for Kommissionen eller for Retten. Den omstaendighed, at disse dokumenter hidroerer fra en velunderrettet person, som ikke har nogen grund til at forvanske beskrivelsen af praksis hos sagsoegeren, er blot en understregning af deres bevismaessige vaerdi.

30 Hvad angaar sagsoegerens argument i forbindelse med 46. betragtning til den anfaegtede beslutning (jf. ovenfor, praemis 22) forklarer Kommissionen, at den ikke for saa vidt angaar sagsoegeren har stoettet sig til det forhold, der henvises til i denne betragtning, men alene til de to beviser, der er anfoert i 24. og 25. betragtning. Det var derfor ikke noedvendigt at naevne sagsoegeren ved navn i 46. betragtning. Ikke desto mindre kan Tretorn kun have faaet sine oplysninger om, at der paa det nederlandske marked var fremkommet tennisbolde, der var leveret til De Forenede Stater, fra sagsoegeren.

31 Kommissionen goer gaeldende, at Scapino's skrivelse paa ingen maade bestrider disse beviser. Det foelger snarere af denne skrivelse, at sagsoegeren har spillet dobbeltspil. Kommissionen anfoerer, at brevet er blevet udarbejdet for nylig i forbindelse med sagsoegerens forsvar mod Kommissionens konstateringer. Det er ikke bevist, at Scapino faktisk er den virksomhed, som havde fordel af parallelimport i 1987 og 1988, og heller ikke, at dette selskab var den eneste parallelimportoer. Det er heller ikke godtgjort, at Scapino havde kendskab til sagsoegerens almindelige praksis og til de kontakter, sagsoegeren havde med Tretorn.

32 Kommissionen bestrider sagsoegerens udtalelse om, at det ikke er muligt ved hjaelp af datokoder at fastslaa, hvilket land tennisboldene var afsendt fra. Der er ingen tvivl om, at den ansvarlige i Tretorn vidste, hvilke oplysninger der kunne udledes af disse koder. Det forhold, at sagsoegeren var blevet anmodet om at sende datokoderne for at fastslaa tennisboldenes oprindelsesland viser, at koderne faktisk kunne anvendes til dette formaal.

33 Endelig anfoerer Kommissionen, at i modsaetning til, hvad sagsoegeren haevder, er beslutningen tilstraekkeligt begrundet. Den henviser paa dette punkt til de bemaerkninger, den har fremfoert (jf. ovenfor).

Rettens bemaerkninger

34 Van Megen bestrider ikke, at Tretorn har anvendt et eneforhandlingssystem sammen med et eksportforbud og forholdsregler til sikring af, at dette forbud anvendes saa effektivt som muligt. Van Megen anerkender i oevrigt at have vaeret Tretorn's eneforhandler i Nederlandene siden 1985. Derimod bestrider Van Megen, at Tretorn har paalagt det et eksportforbud, og at det har deltaget i indberetninger og undersoegelser i forbindelse med parallelimport. Inden Kommissionen ivaerksatte overtraedelsesproceduren har Van Megen end ikke haft kendskab til forbuddet mod paralleleksport.

35 Efter Domstolens og Rettens praksis kan traktatens artikel 85, stk. 1, ikke anses for uanvendelig paa en eneforhandlingsaftale, som ikke i sig selv indeholder et forbud mod eksport af de af aftalen omfattede varer, naar aftaleparterne deltager i en samordnet praksis med henblik paa at begraense parallelimport til en ikke-autoriseret forhandler (jf. Domstolens dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, og Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 88).

36 I naervaerende sag har Kommissionen stoettet sig paa de to foelgende beviser, der er beskrevet i 24. og 25. betragtning til beslutningen, for at godtgoere, at sagsoegeren i Nederlandene har deltaget i indberetning og undersoegelse i forbindelse med parallelimport:

- en telefax af 16. juli 1987, som M. i Tretorn har sendt til A. i Tretorn AB:

»I just had a phone call from Will Van Megen to advise that XL boxes of 4 again turning up in a major shoe chain in Holland.

I have asked Will to forward the Code No. to [O.] so that he can advise which country has shipped.

While I of course suspect our friends, we must wait for the proof.

If it is the UK, then obviously the shipment has been made to Holland in the past few weeks.«

(»Jeg har netop modtaget en opringning fra Will Van Megen med oplysning om, at XL-aesker med 4 igen er dukket op i en stoerre skobutikskaede i Holland.

Jeg har bedt Will om at sende [O.] kodenummeret, saaledes at han kan fastslaa, hvilket land de er afsendt fra.

Selv om jeg naturligvis har mistanke til vore venner, maa vi vente paa beviset.

Saafremt det er UK, er leveringen sikkert sendt til Holland i loebet af de seneste uger.«)

- Tretorn's interne notat af 20. juni 1988, som M. har sendt til O.:

»Please ring Will Van Megen. He has parallel from 2 different sources.

1 Box of 4, made in Ireland, no date code yet.

2 Box of 4, US TA approved, no date code yet.

He hopes to have date codes in a few days.«

(»Ring venligst til Will Van Megen. Han har parallelimport fra to forskellige kilder.

1) AEske med 4, der er fremstillet i Irland, endnu ingen datokode.

2) AEske med 4, US TA-godkendt, endnu ingen datokode.

Han haaber at have datokoderne om faa dage.«)

37 Disse to dokumenter fra Tretorn har bevisvaerdi. Som Kommissionen med rette har fremhaevet, er de udarbejdet af en velunderrettet tredjemand, som ikke har haft nogen grund til at udsende falske oplysninger. Hertil kommer, at de er udarbejdet uden sammenhaeng med en kontradiktorisk procedure eller bevisfoerelse for Kommissionen eller Retten.

38 Disse to beviser godtgoer klart, at sagsoegeren har deltaget i indberetning og undersoegelse i tilfaelde af parallelimport af tennisbolde med henblik paa at haandhaeve Tretorn's politik. Det foelger af telefaxen af 16. juli 1987, at sagsoegeren har underrettet Tretorn om parallelimport af Tretorn-tennisbolde til Nederlandene, at det ikke var foerste gang, at selskabet sendte en saadan oplysning til Tretorn, og at det var blevet anmodet om at levere datokoder, som kunne give Tretorn adgang til at fastslaa, hvilket land boldene hidroerte fra. Det fremgaar af det interne notat af 20. juni 1988, at sagsoegeren paa ny havde underrettet Tretorn om parallelimport af Tretorn-tennisbolde til Nederlandene, at selskabet havde identificeret to forskellige kilder til denne import, og at det foretog undersoegelser for at faa datokoderne.

39 Hvad angaar det interne Tretorn-notat, som er dateret den 23. august 1988, og som er omtalt i 46. betragtning til beslutningen, hvorved det anbefales at standse leverancerne til det amerikanske marked, fordi tennisbolde, der var leveret dertil, blev parallelimporteret til Nederlandene, er det tilstraekkeligt at konstatere, at Kommissionen ikke har anvendt dette dokument for saa vidt angaar sagsoegeren. Saaledes henhoerer 46. betragtning under overskriften »Afbrydelse af leverancer for at hindre parallelimport«, hvor Kommissionen beskriver de foranstaltninger, Tretorn har anvendt for at hindre denne import. Dette dokument paaberaabes saaledes over for Tretorn og ikke over for sagsoegeren, over for hvem Kommissionen med rette har fastslaaet, at den havde tilstraekkelige beviser.

40 Hvad angaar datokoderne viser telefaxen af 16. juli 1987, det interne notat af 20. juni 1988 og andre beviser, som Kommissionen har paaberaabt sig i den anfaegtede beslutning (jf. 36.-38. og 40. betragtning), uden enhver tvivl, at Tretorn kunne identificere de parallelimporterede varers oprindelse paa grundlag af disse koder. Dette foelger navnlig af en telefax af 17. april 1987 fra Tretorn til Formula Sport International Ltd (jf. 37. betragtning), hvori M. fra Tretorn anfoerer: »The date codes are all from the shipment to Formula.« (»Datokoderne stammer alle fra leverancen til Formula«). Det fremgaar ogsaa af en telefax af 15. maj 1987, der ligeledes er sendt fra Tretorn til Formula Sport International Ltd, hvori M. anfoerer: »We are sure of our facts/date codes and the balls shipped to Formula ended up i Switzerland. ... Formula is guilty so let's not have any more discussion.« (»Vi er sikre paa vore fakta/datokoderne, og de bolde, der er leveret til Formula, er endt i Schweiz ... Formula er skyldig, lad os undlade yderligere diskussion.«)

41 Hvad angaar Scapino's skrivelse maa det noedvendigvis konstateres, at den paa ingen maade imoedegaar Kommissionens beviser. Van Megen kunne nemlig ikke selv forhindre Scapino's parallelimport. Saafremt Van Megen havde villet forhindre det, var selskabet forpligtet til at kontakte Tretorn, saaledes at Tretorn kunne traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik herpaa. Dernaest var det naturligvis i sagsoegerens interesse at saelge saa mange Tretorn-tennisbolde som muligt, herunder til Scapino. Det skal ligeledes bemaerkes, at Tretorn's politik bestod i at forbyde eksport. Det fremgaar imidlertid paa ingen maade af sagen, at Scapino har eksporteret Tretorn-tennisbolde, som sagsoegeren har leveret. Van Megen har saaledes ikke tilsidesat Tretorn's politik ved at saelge bolde til Scapino, der er en nederlandsk virksomhed ligesom sagsoegeren. Af samme grund havde Tretorn heller ikke interesse i at anmode sagsoegeren om at naegte at levere til Scapino, selv om Tretorn maatte vaere underrettet om disse salg.

42 Sagsoegerens forklaringer paa, hvorfor selskabet foretog indberetning til Tretorn, kan ikke laegges til grund. Saafremt sagsoegeren kun har villet foretage disse indberetninger for at undersoege, om Tretorn leverede direkte til kunder i Nederlandene, og for at styrke sin forhandlingsposition i forhold til Tretorn og saaledes opnaa en bedre pris, ville selskabet ikke have haft behov for at soege at fremskaffe datokoderne paa de parallelimporterede tennisbolde. Det fremgaar saaledes, at Van Megen reelt havde kendskab til den af Tretorn anvendte politik med forbud mod paralleleksport. Det foelger heraf, at Kommissionen med foeje har fastslaaet i 70. betragtning til beslutningen, at selv om sagsoegerens fortolkning var korrekt, »[forholdt] det sig stadig saaledes, at oplysningerne blev angivet i tilknytning til et forbud mod paralleleksport, som Van Megen var vel vidende om, og selskabet deltog aktivt i identifikationen af kilden til parallelimporten«.

43 Sagsoegeren kan heller ikke haevde, at selskabets to telefonsamtaler med Tretorn ikke kan betegnes som aktiv deltagelse, da det er selskabet, som har taget initiativ til at kontakte Tretorn, og ikke omvendt. Dernaest fremgaar det af praemis 38 ovenfor, at sagsoegeren har foretaget undersoegelser for at fremskaffe de parallelimporterede boldes datokode. Det foelger heraf, at sagsoegeren har deltaget aktivt i Tretorn's politik.

44 Det foelger af ovenstaaende, at anbringenderne om, at Kommissionen ikke har fremlagt tilstraekkelige beviser og ikke har begrundet sin beslutning tilstraekkeligt, ikke kan tages til foelge.

Paastanden om ophaevelse af boeden

Parternes argumenter

45 Sagsoegeren goer for det foerste gaeldende, at begrundelsen for boedens stoerrelse, der er anfoert i 78. betragtning til beslutningen (jf. ovenfor, praemis 9), er utilstraekkelig. Selskabet anfoerer, at Kommissionen ikke oplyser omfanget af hver forhandlers deltagelse i Tretorn's politik eller de elementer, som Kommissionen har stoettet sig paa ved fastlaeggelsen af denne deltagelse. Selskabet bemaerker, at fire af de fem forhandlere er blevet paalagt den samme boede, selv om sagens akter efter sagsoegerens opfattelse i tilstraekkelig grad viser, at de forskellige forhandleres bevidste eller ubevidste »deltagelse« var meget forskellig.

46 Van Megen goer for det andet gaeldende, at selskabet under den administrative procedure har haevdet, at forudsat at det har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, hvilket det benaegter, er der ikke grundlag for at paalaegge det en sanktion, da de to telefonindberetninger var lejlighedsvise og uvaesentlige. Kommissionen har ikke taget dette argument til foelge, selv om den udtrykkeligt har undladt at paalaegge Tenimport en boede. Sagsoegeren har imidlertid fremfoert et tilsvarende forsvar som denne virksomhed, og sagsoegerens situation har vaeret naesten den samme som Tenimport's. Det forhold, at sagsoegeren aldrig har haevdet, at der forelaa et eksportforbud, ses af den omstaendighed, at selskabet aldrig har faaet paalagt et saadant forbud.

47 Van Megen bestrider Kommissionens argument om, at den har vaeret i tvivl om, hvorvidt der kunne tilregnes Tenimport en overtraedelse af traktaten. Sagsoegeren finder, at en boede for en overtraedelse, der betragtes som bevist, ikke kan afhaenge af graden af tvivl, der bestaar i forbindelse med Kommissionens vurdering.

48 Kommissionen er af den opfattelse, at den i tilstraekkelig grad har begrundet stoerrelsen af den boede, sagsoegeren er paalagt. Sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen er beskrevet i 24., 25., 70. og 76. betragtning til beslutningen. Hvad angaar stoerrelsen af boederne har Kommissionen, som anfoert i 78. betragtning til beslutningen, fastsat disse netop under hensyn til, hvor aktivt hver forhandler har deltaget i overtraedelsen. Den har ligeledes vurderet de forskellige forhandleres rolle »i sammenhaeng med Tretorn's generelle politik bestaaende i et forbud mod enhver eksport af Tretorn's produkter«. Det er ud fra disse overvejelser, at det kun er Tretorn, Kommissionen har paalagt en betydelig boede i forhold til dens omsaetning. Derimod har den kun paalagt forhandlerne en mindre, skoensmaessigt fastsat boede. Grundlaget for denne beslutning er, at Tretorn har vaeret den hovedansvarlige, hvorimod forhandlernes ansvar blot har bestaaet i et samarbejde om anvendelsen af det af Tretorn ledede system. Kommissionen fremhaever, at den ikke har fundet det noedvendigt at sondre mellem forhandlerne, da der var tale om et samarbejde om anvendelsen af samme system, og da de forventede boeder skoensmaessigt var fastsat til et mindre beloeb.

49 Kommissionen havde gjort en undtagelse hvad angaar Tenimport, den belgiske forhandler, fordi Kommissionen ikke mente at vaere i besiddelse af lige saa gode beviser for dette selskabs deltagelse i gennemfoerelsen af Tretorn's politik. Det eneste dokument, Kommissionen var i besiddelse af, var en telefax af 27. februar 1989 fra Tenimport til Tretorn. Heri klager Tenimport over den »utrolige« pris paa Tretorn-tennisbolde, der sendes via Belgien til Italien, og kraever oplyst, hvorledes saadanne priser kunne anvendes. Kommissionen har paa dette grundlag fastslaaet, at Tenimport's fortolkning heraf, nemlig at firmaet kun forhandlede priser med Tretorn, ikke var helt usandsynlig. I telefaxen af 16. juli 1987 og det interne notat af 20. juni 1988 vedroerende sagsoegeren er der derimod ikke tale om priser, men alene om, at der paa det nederlandske marked dukkede tennisbolde op, der ikke hidroerte fra sagsoegeren, og om samarbejdet mellem Tretorn og sagsoegeren med henblik paa at fastslaa, hvor parallelimporten havde sin oprindelse. Disse dokumenter har saaledes et helt andet indhold end Tenimport's telefax.

50 Kommissionen goer indsigelse mod sagsoegerens argument om, at dette selskab har fremfoert samme forsvar som Tenimport. Som det er anfoert i 77. betragtning til beslutningen, har Tenimport under hoeringen bekraeftet, at Tretorn har begaaet en overtraedelse. Tenimport har ogsaa herefter samarbejdet med Kommissionen om undersoegelsen. Dernaest fremgaar det af 77. betragtning, at Tenimport foeler sig straffet af Tretorn, som skulle have afbrudt forhandlingsaftalen, fordi Tenimport har afvist at samarbejde i forbindelse med eksportforbuddet. Under alle omstaendigheder behoever sagsoegeren ikke at forsvare Tenimport, som ikke har anlagt sag til proevelse af den anfaegtede beslutning.

Rettens bemaerkninger

51 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 9.11.1994, sag T-46/92, Scottish Football mod Kommissionen, Sml. II, s. 1039, praemis 19). Ydermere udgoer en beslutning et hele, og hver del maa laeses i lyset af de oevrige dele (jf. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 66).

52 I naervaerende sag har Kommissionen klart anfoert i beslutningen, i hvilket omfang hver forhandler har deltaget i Tretorn's politik, samt de elementer, den har stoettet sig paa ved fastlaeggelsen af denne deltagelse. Hvad angaar sagsoegeren fremgaar dennes deltagelse navnlig af 24., 25., 57., 70., 76., 77. og 78. betragtning, og af beslutningens artikel 1, stk. 6. Det foelger af gennemgangen ovenfor i praemis 36-44, at Kommissionen har understoettet og begrundet sin beslutning i tilstraekkeligt omfang, idet den har fastslaaet, at sagsoegeren har deltaget i indberetning og undersoegelse af tilfaelde af parallelimport af Tretorn-tennisbolde med henblik paa gennemfoerelse af Tretorn's politik.

53 Hvad angaar boedens stoerrelse bemaerkes, at da boederne ifoelge retspraksis udgoer et instrument i Kommissionens konkurrencepolitik, boer den derfor have et vist skoen ved udmaalingen af boederne, saaledes at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne (jf. ovennaevnte dom i sagen Martinelli mod Kommissionen, praemis 59).

54 Det foelger af beslutningens artikel 2, stk. 1, at Kommissionen har paalagt Tretorn's forhandlere en mindre, skoensmaessigt fastsat boede. Det skal ligeledes bemaerkes, at forhandlerne alle har deltaget i et samarbejde omkring anvendelsen af dette system. I en saadan situation er Kommissionen hverken forpligtet til at sondre mellem de forskellige forhandlere, eller til specielt for hver forhandler at begrunde stoerrelsen af den boede, den paagaeldende er blevet paalagt. Det foelger heraf, at Kommissionen ikke har overskredet graenserne for sit skoen.

55 Hvad angaar sagsoegerens argument om, at der ikke er grundlag for at paalaegge denne en sanktion paa grund af de to telefonindberetningers lejlighedsvise og underordnede karakter fremgaar det ovenfor af praemis 43, at sagsoegerens deltagelse i Tretorn's politik maa betegnes som aktiv. Kommissionen har saaledes med rette ikke lagt dette argument fra sagsoegerens side til grund. I denne sammenhaeng skal det ligeledes bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at selv om Kommissionen i henhold til traktatens artikel 190 er forpligtet til at begrunde sine beslutninger og herved anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som er afgoerende for foranstaltningens lovlighed, samt de betragtninger, der har foert til dens beslutning, kraeves det ikke, at den imoedegaar samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst af hver enkelt beroert under den administrative procedure (jf. bl.a. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-149/89, Sotralentz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1127, praemis 73).

56 Endelig kan sagsoegeren ikke med foeje paaberaabe sig det forhold, at Tenimport ikke er blevet paalagt en boede. En sagsoeger kan ikke undgaa en sanktion for overtraedelse af traktatens artikel 85 ved at henvise til et saadant forhold, naar det ikke er blevet forelagt Faellesskabets retsinstanser (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 197, og ovennaevnte dom i sagen Dunlop Slazenger mod Kommissionen, praemis 176).

57 Paastanden om ophaevelse af boeden maa herefter afvises.

58 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen maa frifindes.

Sagens omkostninger

59 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger, da Kommissionen har nedlagt paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.