61995J0409

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - undtagelser - foranstaltninger til fremme af lige muligheder for maend og kvinder - raekkevidde - national bestemmelse om forfremmelse ved lige kvalifikationer af kvinder i konkurrence med maend paa omraader, hvor kvinder er underrepraesenteret - fravigelsesmulighed, der tillader en objektiv vurdering af hvert konkret tilfaelde paa grundlag af kriterier, som ikke er diskriminerende over for kvinderne - lovlig

(Raadets direktiv 76/207, art. 2, stk. 1 og 4)

Artikel 2, stk. 1 og 4, i direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er ikke til hinder for en national regel, hvorefter der inden for det offentlige, saafremt der i den enkelte stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskaeftiget faerre kvinder end maend, skal gives kvinder en fortrinsstilling, naar ansoegere af forskelligt koen er lige kvalificerede med hensyn til egnethed, kundskaber og faglig indsats, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere, forudsat

- at reglen i hvert konkret tilfaelde garanterer de mandlige ansoegere, der er lige saa kvalificerede som de kvindelige ansoegere, at ansoegningerne vurderes objektivt under hensyntagen til alle kriterier vedroerende den enkelte ansoegers person, og at der ses bort fra de kvindelige ansoegeres fortrinsstilling, saafremt en mandlig ansoeger ud fra et eller flere af disse kriterier boer foretraekkes, og

- at disse kriterier ikke er diskriminerende over for de kvindelige ansoegere.

I sag C-409/95,

angaaende en anmodning, som Verwaltungsgericht Gelsenkirchen (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Hellmut Marschall

mod

Land Nordrhein-Westfalen,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 2, stk. 1 og 4, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Land Nordrhein-Westfalen ved Bezirksregierung Arnsberg ved professor Juliane Kokott, Heinrich Heine Universitaet, Duesseldorf

- den spanske regering ved direktoer Alberto José Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, bistaaet af statens advokat, Gloria Calvo Díaz, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Anne de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den oestrigske regering ved kontorchef Wolf Okresek, Forbundskanslerens Kontor, som befuldmaegtiget

- den finske regering ved konsulent Tuula Pynnae, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den svenske regering ved afdelingschef Lotty Nordling, Handelsafdelingen, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Eleanor Sharpston

- den norske regering ved fungerende afdelingschef Beate B. Ekeberg, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Grunwald og Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. marts 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Land Nordrhein-Westfalen ved Juliane Kokott, af den nederlandske regering ved kommitteret Hans van den Oosterkamp, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den finske regering ved afdelingschef Holger Rotkirch, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den svenske regering ved Lotty Nordling, af Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Eleanor Sharpston og Michael Beloff, QC, og af Kommissionen ved Juergen Grunwald og Marie Wolfcarius,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 21. december 1995, indgaaet til Domstolen den 29. december 1995, har Verwaltungsgericht Gelsenkirchen i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2, stk. 1 og 4, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Hellmut Marschall har anlagt mod delstaten Nordrhein-Westfalen (herefter »delstaten«) vedroerende hans ansoegning om en forfremmelsesstilling ved enhedsskolen i Schwerte (Tyskland).

3 § 25, stk. 5, andet punktum, i delstatens Beamtengesetz (tjenestemandslov), som affattet i bekendtgoerelse af 1. maj 1981 (Gesetz- und Verordnungsblatt Nordrhein-Westfalen, GVNW, s. 234), senest aendret ved artikel 1 i Siebtes Gesetz zur AEnderung dienstrechtlicher Vorschriften af 7. februar 1995 (GVNW, s. 102, herefter »den omtvistede bestemmelse«), lyder saaledes:

»Saafremt der inden for den kompetente forfremmelsesmyndigheds omraade i en stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskaeftiget faerre kvinder end maend, skal der ved lige egnethed, kundskaber og faglig indsats gives en fortrinsstilling til kvinder, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere.«

4 Delstaten goer gaeldende, at der ved den i bestemmelsen indeholdte regel om fortrinsstilling er indfoert et yderligere forfremmelseskriterium - nemlig det at vaere kvinde - som sigter mod at afskaffe bestaaende uligheder mellem kvindelige ansoegere og deres mandlige konkurrenter. I tilfaelde af lige kvalifikationer er arbejdsgiveren saaledes tilboejelig til at forfremme en mand i stedet for en kvinde paa grundlag af visse traditionelle forfremmelseskriterier, der i praksis stiller kvinder ringere, saasom alder, anciennitet eller den betragtning, at manden er familiefar og alene om at forsoerge familien.

5 Ved at bestemme, at kvinder skal gives en fortrinsstilling, »medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere«, har lovgiver ifoelge delstaten bevidst valgt et upraecist retligt begreb for at sikre den fornoedne smidighed og navnlig give forvaltningen et skoen, saaledes at den kan tage hensyn til alle de forhold, der maatte vaere knyttet til ansoegernes person. Forvaltningen kan saaledes uanset reglen om fortrinsstilling altid foretraekke en mandlig ansoeger, enten ud fra traditionelle eller ikke-traditionelle forfremmelseskriterier.

6 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at Hellmut Marschall er tjenestemandsansat laerer i delstaten og indplaceret paa foerste loentrin i loenklasse A 12.

7 Den 8. februar 1994 ansoegte han om en forfremmelsesstilling i loenklasse A 13 (»laerer, der er kvalificeret til at undervise paa mellemskoleniveau og til at beklaede en saadan stilling«) ved enhedsskolen i Schwerte. Bezirksregierung Arnsberg meddelte ham imidlertid, at man havde til hensigt at besaette stillingen med en kvindelig medansoeger.

8 Hellmut Marschall indgav en klage, som Bezirksregierung Arnsberg den 29. juli 1994 afviste med den begrundelse, at den valgte kvindelige medansoeger skulle forfremmes i medfoer af den omtvistede bestemmelse, idet hun og Hellmut Marschall under hensyn til de relevante tjenstlige bedoemmelser var lige kvalificerede til stillingen, og der paa det tidspunkt, hvor stillingen blev opslaaet, var faerre kvinder end maend i loenklasse A 13.

9 Hellmut Marschall anlagde derfor sag ved Verwaltungsgericht Gelsenkirchen med paastand om, at delstaten tilpligtes at forfremme ham til den omhandlede stilling.

10 Ifoelge den forelaeggende ret maa det laegges til grund, at Hellmut Marschall og den valgte kvindelige medansoeger er lige kvalificerede til den ledige stilling, og at afgoerelsen af sagen saaledes beror paa, om den omtvistede bestemmelse er forenelig med direktivets artikel 2, stk. 1 og 4.

11 Verwaltungsgericht Gelsenkirchen bemaerker i denne forbindelse under henvisning til Domstolens dom af 17. oktober 1995 i Kalanke-sagen (sag C-450/93, Sml. I, s. 3051), at den fortrinsstilling, den omtvistede bestemmelse som udgangspunkt giver kvinder, synes at udgoere en forskelsbehandling i direktivets artikel 2, stk. 1's forstand. Det aendrer ikke noget herved, at der undtagelsesvis kan foretraekkes en mandlig ansoeger.

12 Den nationale ret finder det tvivlsomt, om den omtvistede bestemmelse falder inden for anvendelsesomraadet for den undtagelse, der er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 4, og som angaar foranstaltninger til fremme af lige muligheder for maend og kvinder. Der er tale om en usaglig begraensning af grundlaget for bedoemmelsen af ansoegerne, idet der alene laegges vaegt paa antallet af maend og kvinder paa det paagaeldende niveau. Desuden saetter den omtvistede bestemmelse ifoelge retten ikke kvinder i stand til bedre at kunne konkurrere paa arbejdsmarkedet og goere karriere paa lige fod med maend, idet den foreskriver et bestemt resultat, mens direktivets artikel 2, stk. 4, kun tillader foranstaltninger til fremme af lige muligheder.

13 Verwaltungsgericht Gelsenkirchen har paa den baggrund besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er artikel 2, stk. 1 og 4, i Raadet for De Europaeiske Faellesskabers direktiv af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (76/207/EOEF) til hinder for en national lovgivning, hvorefter der inden for det offentlige, saafremt der i den enkelte stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskaeftiget faerre kvinder end maend, skal gives kvinder en fortrinsstilling, naar mandlige og kvindelige ansoegere er lige kvalificerede (med hensyn til egnethed, kundskaber og faglig indsats), medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere ('sofern nicht in der Person eines maennlichen Mitbewerbers liegende Gruende ueberwiegen')?«

14 Delstaten, den oestrigske, den spanske, den finske, den norske og den svenske regering samt Kommissionen er af den opfattelse, at en national regel som den omtvistede bestemmelse udgoer en foranstaltning til fremme af lige muligheder for maend og kvinder, der falder inden for anvendelsesomraadet for direktivets artikel 2, stk. 4.

15 Delstaten har naermere anfoert, at den fortrinsstilling, der gives kvindelige ansoegere, skal danne modvaegt mod de traditionelle forfremmelseskriterier, men ikke traede i stedet for dem. Den oestrigske regering finder, at en national regel som den i sagen omhandlede sigter mod at aendre nogle diskriminerende personaleudvaelgelsesprocesser.

16 Den finske, den svenske og den norske regering har tilfoejet, at den omhandlede nationale regel giver kvinder bedre muligheder for at opnaa ansvarsfulde stillinger og saaledes bidrager til at skabe balance paa arbejdsmarkedet, der stadig i hoej grad er opdelt efter koen, for saa vidt som kvinder navnlig er beskaeftiget i lavere stillinger. Ifoelge den finske regering viser erfaringen bl.a., at tiltag, der alene vedroerer kvinders valg af erhverv og deres faglige uddannelse eller fordelingen af de arbejdsmaessige og familiemaessige forpligtelser, ikke er tilstraekkelige til at bringe denne opdeling af arbejdsmarkedet til ophoer.

17 Endelig har delstaten og alle disse regeringer anfoert, at den omtvistede bestemmelse ikke giver kvinder en absolut og ubetinget fortrinsstilling. Den ligger saaledes inden for de graenser, Domstolen opstillede i Kalanke-dommen.

18 Den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering er derimod af den opfattelse, at den omtvistede bestemmelse ikke er omfattet af undtagelsen i direktivets artikel 2, stk. 4.

19 De har i denne forbindelse gjort gaeldende, at bestemmelsen ved at give kvindelige ansoegere en fortrinsstilling gaar videre end til at fremme lige muligheder, idet den tilsigter at skabe lige repraesentation af maend og kvinder. De betragtninger, der dannede grundlag for Kalanke-dommen, goer sig saaledes ogsaa gaeldende i det foreliggende tilfaelde.

20 Den franske regering og Det Forenede Kongeriges regering har tilfoejet, at den omstaendighed, at der findes en fravigelsesmulighed, ikke aendrer noget ved, at den omtvistede bestemmelse er diskriminerende. Denne mulighed benyttes kun rent undtagelsesvis og har saaledes ingen betydning i et »normalt« tilfaelde, hvor der ikke er forhold, der er saerligt knyttet til den mandlige ansoegers person, og som kan veje tungere end den generelle forpligtelse til at forfremme en kvindelig ansoeger. Desuden er den i strid med retssikkerhedsprincippet, idet den er formuleret generelt og upraecist.

21 Det bemaerkes, at det fremgaar af direktivets artikel 1, stk. 1, at det tilsigter gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse. Dette princip om ligebehandling indebaerer ifoelge direktivets artikel 2, stk. 1, »at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte«.

22 Ifoelge artikel 2, stk. 4, er direktivet »ikke til hinder for foranstaltninger til fremme af lige muligheder for maend og kvinder, saerlig ved at afhjaelpe de faktiske uligheder, som paavirker kvindernes muligheder paa de i artikel 1, stk. 1, anfoerte omraader«.

23 I Kalanke-dommen, praemis 16, fastslog Domstolen, at en national bestemmelse, hvorefter kvinder, der er lige saa kvalificerede som deres mandlige medansoegere, ved forfremmelse automatisk gives en fortrinsstilling paa omraader, hvor der er faerre kvinder end maend paa det paagaeldende stillingsniveau, indebaerer en forskelsbehandling paa grundlag af koen.

24 Det skal imidlertid bemaerkes, at til forskel fra de i Kalanke-dommen omhandlede regler indeholder den omtvistede bestemmelse i naervaerende sag en regel, hvorefter kvinder ikke skal gives en fortrinsstilling, saafremt der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere (»OEffnungsklausel«, herefter »fravigelsesmuligheden«).

25 Det skal herefter undersoeges, om en national regel, hvorefter der er en saadan mulighed, er en foranstaltning til fremme af lige muligheder for maend og kvinder som omhandlet direktivets artikel 2, stk. 4.

26 Sidstnaevnte bestemmelse har det praecise og afgraensede formaal at tillade foranstaltninger, der tilsyneladende er diskriminerende, men som reelt fjerner eller reducerer de uligheder, der faktisk er i samfundet (jf. dom af 25.10.1988, sag 312/86, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 6315, praemis 15, og Kalanke-dommen, praemis 18).

27 Den tillader saaledes nationale foranstaltninger paa omraadet for adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse, der, idet de saerligt begunstiger kvinder, har til formaal at saette dem i stand til bedre at kunne konkurrere paa arbejdsmarkedet og goere karriere paa lige fod med maend (Kalanke-dommen, praemis 19).

28 Som Raadet har anfoert i tredje betragtning til dets henstilling 84/635/EOEF af 13. december 1984 om fremme af positive foranstaltninger til fordel for kvinder (EFT L 331, s. 34), er »de gaeldende bestemmelser om ligebehandling, der har til formaal at sikre den enkeltes rettigheder ... ikke tilstraekkelige til at afskaffe alle de faktiske uligheder, medmindre regeringerne, arbejdsmarkedets parter og andre implicerede organer sideloebende traeffer foranstaltninger med henblik paa at modvirke de negative virkninger, som kvinder paa arbejdsmarkedet udsaettes for som foelge af samfundsbestemte holdninger, adfaerd og struktur« (Kalanke-dommen, praemis 20).$

29 Som det er blevet paapeget af delstaten og af flere af de regeringer, der har afgivet indlaeg, synes der at vaere en tendens til, at selv om mandlige og kvindelige ansoegere til en forfremmelsesstilling er lige kvalificerede, vaelger man en mandlig ansoeger, bl.a. ud fra bestemte fordomme og stivnede forestillinger om kvindens rolle og evner paa arbejdsmarkedet, og f.eks. fordi man er bange for, at kvinder oftere vil afbryde deres karriereforloeb, at de som foelge af deres hjemlige og familiemaessige forpligtelser ikke kan tilrettelaegge deres arbejdstid lige saa fleksibelt, eller at de oftere er fravaerende paa grund af graviditet, foedsel og amningsperioder.

30 Det forhold, at to ansoegere af forskelligt koen er lige kvalificerede, indebaerer derfor ikke i sig selv, at de har lige muligheder.

31 Det foelger heraf, at en national regel, hvorefter kvinder, der er lige saa kvalificerede som deres mandlige medansoegere, i forbindelse med en forfremmelse - med forbehold af fravigelsesmuligheden - gives en fortrinsstilling paa omraader, hvor de er underrepraesenteret, kan falde inden for anvendelsesomraadet for direktivets artikel 2, stk. 4, idet en saadan regel kan vaere med til at danne modvaegt mod de negative virkninger, som kvindelige ansoegere er udsat for som foelge af de ovenfor beskrevne holdninger og former for adfaerd, og saaledes reducere de uligheder, der faktisk er i samfundet.

32 Det skal imidlertid bemaerkes, at eftersom artikel 2, stk. 4, er en undtagelse fra en ved direktivet hjemlet subjektiv rettighed, kan en saadan national regel, der saerligt begunstiger kvindelige ansoegere, ikke give kvinder en absolut og ubetinget fortrinsstilling ved forfremmelse, uden at den overskrider graenserne for den i direktivbestemmelsen fastsatte undtagelse (Kalanke-dommen, praemis 21 og 22).

33 I modsaetning til den i Kalanke-dommen omhandlede regel overskrider en national regel, der - som den i hovedsagen omhandlede - er forbundet med en fravigelsesmulighed, ikke disse graenser, hvis den i hvert konkret tilfaelde garanterer de mandlige ansoegere, der er lige saa kvalificerede som de kvindelige ansoegere, at ansoegningerne vurderes objektivt under hensyntagen til alle kriterier vedroerende den enkelte ansoegers person, og at der ses bort fra de kvindelige ansoegeres fortrinsstilling, saafremt en mandlig ansoeger ud fra et eller flere af disse kriterier boer foretraekkes. Det skal dog herved understreges, at disse kriterier ikke maa vaere diskriminerende over for de kvindelige ansoegere.

34 Det er den nationale ret, der paa baggrund af en undersoegelse af raekkevidden af den omtvistede bestemmelse, saaledes som den anvendes af delstaten, skal afgoere, om disse betingelser er opfyldt.

35 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivets artikel 2, stk. 1 og 4, ikke er til hinder for en national regel, hvorefter der inden for det offentlige, saafremt der i den enkelte stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskaeftiget faerre kvinder end maend, skal gives kvinder en fortrinsstilling, naar ansoegere af forskelligt koen er lige kvalificerede med hensyn til egnethed, kundskaber og faglig indsats, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere, forudsat

- at reglen i hvert konkret tilfaelde garanterer de mandlige ansoegere, der er lige saa kvalificerede som de kvindelige ansoegere, at ansoegningerne vurderes objektivt under hensyntagen til alle kriterier vedroerende den enkelte ansoegers person, og at der ses bort fra de kvindelige ansoegeres fortrinsstilling, saafremt en mandlig ansoeger ud fra et eller flere af disse kriterier boer foretraekkes, og

- at disse kriterier ikke er diskriminerende over for de kvindelige ansoegere.

Sagens omkostninger

36 De udgifter, der er afholdt af den spanske, den franske, den nederlandske, den oestrigske, den finske, den svenske, Det Forenede Kongeriges og den norske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Verwaltungsgericht Gelsenkirchen ved kendelse af 21. december 1995, for ret:

Artikel 2, stk. 1 og 4, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er ikke til hinder for en national regel, hvorefter der inden for det offentlige, saafremt der i den enkelte stillingsgruppe, hvortil forfremmelse kan ske, er beskaeftiget faerre kvinder end maend, skal gives kvinder en fortrinsstilling, naar ansoegere af forskelligt koen er lige kvalificerede med hensyn til egnethed, kundskaber og faglig indsats, medmindre der er forhold knyttet til en mandlig medansoegers person, der vejer tungere, forudsat

- at reglen i hvert konkret tilfaelde garanterer de mandlige ansoegere, der er lige saa kvalificerede som de kvindelige ansoegere, at ansoegningerne vurderes objektivt under hensyntagen til alle kriterier vedroerende den enkelte ansoegers person, og at der ses bort fra de kvindelige ansoegeres fortrinsstilling, saafremt en mandlig ansoeger ud fra et eller flere af disse kriterier boer foretraekkes, og

- at disse kriterier ikke er diskriminerende over for de kvindelige ansoegere.