61995J0321

Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - beslutning om at yde en medlemsstat oekonomisk stoette fra EFRU til opfoerelse af elektricitetsvaerker - borgere, der ikke er individuelt beroert - foreninger, der repraesenterer disse borgere - afvisning - rettigheder i medfoer af direktiv 85/337 - ingen betydning - beskyttelse ved de nationale retter

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4, og art. 177; Raadets direktiv 85/337)

Personer, der ikke er adressater for en beslutning, vil kun kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten.

Hvad saerligt angaar en beslutning om at yde en medlemsstat oekonomisk stoette fra Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling til opfoerelse af to elektricitetsvaerker, er fysiske personer ikke individuelt beroert af retsakten, naar der ikke er taget hensyn til deres saerlige situation ved udfaerdigelsen af beslutningen, og beslutningen vedroerer dem paa en almen og abstrakt maade ganske som enhver anden person i samme situation. Det forholder sig paa samme maade med foreninger, der repraesenterer disse personer og til stoette for deres soegsmaalsberettigelse paaberaaber sig, at deres medlemmer er individuelt beroert af beslutningen.

Appellanterne kan ikke paaberaabe sig, at de har rettigheder paa miljoeomraadet i medfoer af direktiv 85/337 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet, for det er beslutningen om at opfoere elektricitetsvaerkerne, der kan skade disse rettigheder, og ikke beslutningen om faellesskabsfinansiering, som kun kan have indirekte betydning.

Naar appellanterne har adgang til at anfaegte tilladelserne til opfoerelse af elektricitetsvaerkerne og erklaeringerne vedroerende anlaegsprojekternes indvirkning paa miljoeet ved de nationale retter, er de rettigheder, som er tillagt borgerne ved direktiv 85/337, fuldt ud beskyttet af de nationale retter, der eventuelt kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal i medfoer af traktatens artikel 177. Vurderingen af appellanternes soegsmaalsberettigelse skal derfor foerst foretages paa grundlag af de ovennaevnte kriterier.

I sag C-321/95 P,

Stichting Greenpeace Council (Greenpeace International) m.fl. ved barrister Philippe Sands og barrister Mark Hoskins for solicitors Leigh, Day & Co., og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jean-Paul Noesen, 18, rue des Glacis,

appellanter,

angaaende appel af kendelse afsagt den 9. august 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-585/93, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2205, hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af denne kendelse, den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Peter Oliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, ligeledes Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

stoettet af

Kongeriget Spanien ved direktoer Alberto Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, Gloria Calvo Díaz, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard E. Servais,

intervenient,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 17. juni 1997, hvor Stichting Greenpeace Council (Greenpeace International) m.fl. gav moede ved Philippe Sands og Mark Hoskins, Kommissionen gav moede ved Peter Oliver, og Kongeriget Spanien gav moede ved statens advokat, Luis Peréz de Ayala Becerril, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 23. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. oktober 1995 har Stichting Greenpeace Council (Greenpeace International) m.fl. i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af kendelse afsagt den 9. august 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-585/93 (Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2205, herefter »kendelsen«), for saa vidt som der derved blev foretaget afvisning af den sag, de havde anlagt med paastand om annullation af Kommissionens beslutning, som sagsoegerne haevdede var truffet mellem den 7. marts 1991 og den 29. oktober 1993, om at udbetale Kongeriget Spanien 12 mio. ECU eller et andet beloeb i denne stoerrelsesorden i henhold til beslutning K(91) 440 vedroerende stoette fra Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling til opfoerelse af to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer (Gran Canaria og Tenerife).

2 Ifoelge den anfaegtede kendelse er sagens faktiske omstaendigheder foelgende:

»1 Den 7. marts 1991 vedtog Kommissionen med hjemmel i Raadets forordning (EOEF) nr. 1787/84 af 19. juni 1984 om Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling (EFT L 169, s. 1, 'grundforordningen'), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3641/85 af 20. december 1985 (EFT L 350, s. 40), beslutning K(91) 440 om at betale Kongeriget Spanien op til 108 578 419 ECU i oekonomisk stoette fra Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling ('EFRU') til investeringer i infrastruktur. Stoetten skulle gaa til et projekt, hvor Unión Eléctrica de Canarias SA (herefter 'Unelco') skulle opfoere to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer, nemlig paa Gran Canaria og paa Tenerife.

2 Faellesskabsfinansieringen af opfoerelsen af de to elektricitetsvaerker var fordelt over fire aar fra 1991 til 1994 og skulle betales i aarlige rater (beslutningens artikel 1 og 3 og bilag II og III). Budgetforpligtelsen for det foerste aar (1991), der androg 28 953 000 ECU (beslutningens artikel 1), skulle udbetales af sagsoegte ved beslutningens vedtagelse (beslutningens bilag III, punkt A.4). De senere udbetalinger skulle afhaengigt af finansieringsplanen for projektet og af, hvor langt projektet var blevet gennemfoert, daekke udgifterne til de deraf omfattede foranstaltninger, som den paagaeldende medlemsstat lovligt havde godkendt (beslutningens artikel 1 og 3). Ifoelge beslutningens artikel 5 kunne Kommissionen nedsaette eller inddrage stoetten til den paagaeldende foranstaltning, hvis der ved en undersoegelse viste sig at forekomme uregelmaessigheder, og saerligt hvis der var foretaget en vaesentlig aendring af betydning for betingelserne for foranstaltningens gennemfoerelse, uden at Kommissionen forinden var anmodet om godkendelse heraf (jf. endvidere punkt A.20, A.21 og C.2 i bilag III til beslutningen).

3 Ved skrivelse af 23. december 1991 oplyste femte og sjette sagsoeger, Aurora González González og Pedro Melián Castro, over for Kommissionen, at anlaegsarbejderne paa Gran Canaria var ulovlige, idet Unelco havde undladt at foretage en undersoegelse af indvirkningen paa miljoeet i overensstemmelse med Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (EFT L 175, s. 40, herefter 'direktiv 85/337'), og anmodede Kommissionen om at foranledige, at arbejdet blev standset. Deres skrivelse blev registreret under nr. 4084/92.

4 Ved skrivelse af 23. november 1992 anmodede den anden sagsoeger, Domingo Viera González, om Kommissionens stoette i anledning af, at Unelco allerede havde foretaget anlaegsarbejder paa Gran Canaria og Tenerife, uden at Comisión de Urbanismo y Medio Ambiente de Canarias (planlaegnings- og miljoekommissionen for De Kanariske OEer, herefter 'CUMAC') havde afgivet sin erklaering om indvirkningen paa miljoeet i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning. Denne skrivelse blev registreret under nr. 5151/92.

5 Den 3. december 1992 udfaerdigede CUMAC to erklaeringer vedroerende indvirkningen paa miljoeet af opfoerelsen af to elektricitetsvaerker paa Gran Canaria og Tenerife, som blev offentliggjort i Boletín oficial de Canarias henholdsvis den 26. februar og den 3. marts 1993.

6 Den 26. marts 1993 indgav den attende sagsoeger, en lokal miljoebeskyttelsesforening, Tagoror Ecologista Alternativo, Tenerife (herefter 'TEA'), klage over CUMAC's erklaering vedroerende indvirkningen paa miljoeet af projektet for opfoerelse af et elektricitetsvaerk paa Tenerife. Den 2. april 1993 indgav den nittende sagsoeger, en lokal miljoebeskyttelsesforening, Comisión Canaria contra la contaminación (De Kanariske OEers komité for forureningsbekaempelse, herefter 'CIC'), ligeledes klage over CUMAC's erklaering vedroerende indvirkningen paa miljoeet af de to anlaegsprojekter paa Gran Canaria og Tenerife.

7 Miljoebeskyttelsesforeningen Greenpeace Spain, der paa nationalt niveau var ansvarlig for paa lokalt niveau at gennemfoere formaalene i miljoeorganisationen Stichting Greenpeace Council, Nederlandene (herefter 'Greenpeace'), som er den foerste sagsoeger, anlagde den 18. december 1993 sag, hvorunder foreningen anfaegtede gyldigheden af de tilladelser, som Consegería de Industria, Comercio y Consumo del Gobierno de Canarias havde udstedt til Unelco.

8 Ved skrivelse af 17. marts 1993 til generaldirektoeren for Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik (herefter 'GD XVI') anmodede Greenpeace Kommissionen om over for organisationen at bekraefte, at der var tildelt strukturfondsmidler fra Faellesskabet til de lokale myndigheder paa De Kanariske OEer i forbindelse med opfoerelsen af to elektricitetsvaerker, og om at oplyse, hvornaar udbetalingen af disse midler var planlagt.

9 Ved skrivelse af 13. april 1993 foreslog generaldirektoeren for GD XVI Greenpeace at 'laese beslutning K(91) 440', som ifoelge generaldirektoeren indeholdt 'naermere oplysninger om de saerlige betingelser, som Unelco skulle opfylde for at opnaa faellesskabsstoette, og finansieringsplanen'.

10 Ved skrivelse af 17. maj 1993 anmodede Greenpeace Kommissionen om at tilsende foreningen alle oplysninger vedroerende foranstaltninger, som Kommissionen havde truffet i forbindelse med opfoerelsen af to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer i medfoer af artikel 7 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9, herefter 'forordning nr. 2052/88'), hvori det bestemmes, at 'aktioner, der finansieres af strukturfondene, EIB eller et andet eksisterende finansielt instrument, skal vaere i overensstemmelse med traktaterne og de retsakter, der er udstedt i henhold til disse, samt med Faellesskabets politikker, herunder dem, der vedroerer konkurrencereglerne, reglerne for indgaaelse af offentlige kontrakter og bestemmelserne om miljoebeskyttelse'.

11 Ved skrivelse af 23. juni 1993 svarede generaldirektoeren for GD XVI Greenpeace foelgende: 'I regret to say that I am unable to supply this information since it concerns the internal decision making procedures of the Commission ... but I can assure you that the Commission's decision was taken only after full consultation between the various services of the concerned.' ['Jeg beklager at maatte meddele, at jeg ikke er i stand til at videregive oplysninger herom, idet det vedroerer Kommissionens interne beslutningsproces ... men jeg kan oplyse, at Kommissionens beslutning foerst blev truffet efter udfoerlig hoering af de forskellige beroerte tjenestegrene.']

12 Den 29. oktober 1993 blev der i Kommissionen i Bruxelles afholdt et moede mellem Greenpeace og GD XVI om EFRU's finansiering af opfoerelsen af elektricitetsvaerker paa Gran Canaria og Tenerife.«

3 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 1993 anlagde appellanterne herefter sag med paastand om annullation af den beslutning, som de haevdede, Kommissionen havde truffet om at udbetale yderligere 12 mio. ECU til den spanske regering som godtgoerelse for udgifter afholdt til opfoerelse af to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer (Gran Canaria og Tenerife) ud over den foerste rate paa 28 953 000 ECU. Beslutningen var ifoelge appellanterne vedtaget mellem den 7. marts 1991, hvor beslutning K(91) 440 blev vedtaget, og den 29. oktober 1993, hvor Kommissionen under ovennaevnte moede med Greenpeace naegtede at videregive naermere oplysninger om finansieringen af opfoerelsen af to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer til foreningen, men dog bekraeftede, at der allerede var udbetalt et samlet beloeb paa 40 mio. ECU til den spanske regering i forbindelse med gennemfoerelsen af beslutning K(91) 440.

4 Ved saerskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 22. februar 1994 rejste Kommissionen formalitetsindsigelse og fremfoerte til stoette herfor to anbringender, det ene vedroerende karakteren af den anfaegtede retsakt og det andet vedroerende appellanternes manglende soegsmaalsberettigelse.

5 I kendelsen tog Retten formalitetsindsigelsen til foelge og afviste sagen.

6 For saa vidt angik de af Kommissionen fremfoerte anbringender til stoette for formalitetsindsigelsen, udtalte Retten i praemis 46, at det foerst skulle undersoeges, om appellanterne var soegsmaalsberettigede, inden det blev undersoegt, om den af appellanterne anfaegtede retsakt var en beslutning i EF-traktatens artikel 173's forstand.

7 For det foerste henviste Retten med hensyn til spoergsmaalet, om de sagsoegende enkeltpersoner var soegsmaalsberettigede, i praemis 48 til Domstolens faste praksis, hvorefter personer, der ikke er adressater for en beslutning, kun vil kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis beslutningen rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker mod Kommissionen, Sml. s. 2559, af 21.5.1987, sag 97/85, Deutsche Lebensmittelwerke m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2265, af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203; Rettens domme af 19.5.1994, sag T-2/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 323, og sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361).

8 Retten besluttede derefter i praemis 49 at undersoege appellanternes argumentation for, at Retten skulle frigoere sig fra den omtalte retspraksis og alene laegge vaegt paa, at de sagsoegende tredjemaend havde lidt eller kunne lide tab eller skade som foelge af de oedelaeggende konsekvenser for miljoeet af faellesskabsinstitutionernes ulovlige adfaerd.

9 Retten bemaerkede hertil i praemis 50, at selv om Domstolens faste retspraksis som udgangspunkt er udviklet i sager, der vedroerer interesser af oekonomisk art, forholder det sig dog stadig saaledes, at det vaesentlige kriterium, som er anvendt (nemlig, at der samlet kan siges at foreligge tilstraekkelige omstaendigheder til, at en sagsoegende tredjemand kan paastaa at vaere beroert af den anfaegtede beslutning paa en maade, der adskiller ham fra alle andre) stadig finder anvendelse, uanset om de af appellanternes interesser, der er beroert, er af oekonomisk eller anden art.

10 Retten fastslog derfor i praemis 51, at det kriterium for, om de var soegsmaalsberettigede, som appellanterne havde paastaaet skulle anvendes, nemlig alene om der forelaa et aktuelt eller fremtidigt tab, ikke i sig selv kunne vaere tilstraekkeligt til at goere en sagsoeger soegsmaalsberettiget, naar et saadant tab paa en almen og abstrakt maade kan beroere et stort antal borgere, som ikke paa forhaand naermere kan fastlaegges, saaledes at de individualiseres paa lignende maade som adressaten for en beslutning i overensstemmelse med ovennaevnte retspraksis. Retten udtalte endvidere, at dette resultat ikke beroertes af, at soegsmaalsinteresse ifoelge national retspraksis kan afhaenge af, at der blot er en »tilstraekkelig« interesse hos sagsoegerne, eftersom betingelserne er fastsat i traktatens artikel 173, stk. 4.

11 Retten konkluderede derfor i praemis 52, at appellanternes argumentation for, at deres soegsmaalsberettigelse skulle bedoemmes ud fra andre kriterier end dem, der var fastlagt i retspraksis, ikke kunne tages til foelge, og fastslog derfor i praemis 53, at deres soegsmaalsberettigelse skulle bedoemmes efter de kriterier, der allerede var fastlagt i retspraksis.

12 Retten bemaerkede for det foerste i praemis 54 og 55, at den objektive egenskab af »lokal indbygger«, »fisker«, »landmand«, eller egenskab af person, der er bekymret for de konsekvenser, som opfoerelsen af de to elektricitetsvaerker kan faa for den lokale turisme, for befolkningens helbred paa De Kanariske OEer og for miljoeet, som appellanterne har paaberaabt sig, ikke er forskellig fra situationen for alle andre personer, der bor eller udoever virksomhed i de paagaeldende omraader, og at appellanterne saaledes kun kan anses for at vaere beroert af den anfaegtede beslutning paa samme maade som enhver anden lokal indbygger, fisker, landmand eller turist, der - aktuelt eller potentielt - befinder sig i en tilsvarende situation.

13 Retten fastslog endelig i praemis 56, at den omstaendighed, at en raekke af appellanterne havde indgivet klage til Kommissionen, heller ikke kunne anses for at give dem soegsmaalsberettigelse i henhold til artikel 173, idet der for saa vidt angik oekonomisk stoette fra EFRU ikke var fastsat saerlige procedurer for at inddrage borgerne i vedtagelsen, gennemfoerelsen og opfoelgningen af beslutninger herom. Ifoelge Domstolens praksis har den, der anmoder en institution om at indlede en undersoegelse over for tredjemand, men ikke om at traeffe en beslutning i forhold til ham selv, ikke derved - selv om han kan anses for at have en indirekte interesse - ganske samme retsstilling som en aktuel eller potentiel adressat for en retsakt, der kan annulleres i medfoer af traktatens artikel 173 (Domstolens dom af 10.6.1982, sag 246/81, Lord Bethell mod Kommissionen, Sml. s. 2277).

14 For det andet henviste Retten med hensyn til de sagsoegende foreningers soegsmaalsberettigelse i praemis 59 til fast retspraksis, hvorefter en forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at vaere individuelt beroert - i den i traktatens artikel 173, stk. 4, forudsatte betydning - af en retsakt, der paavirker denne gruppes interesser generelt, og derfor ikke har kompetence til at anlaegge sag med paastand om annullation, naar foreningens medlemmer ikke kan goere det individuelt (dom af 14.12.1962, forenede sager 19/62-22/62, Fédération nationale de la boucherie en gros et du commerce en gros des viandes m.fl. mod Raadet, Sml. 1954-1964, s. 371, org. ref.: Rec. s. 943, af 18.3.1975, sag 72/74, Union syndicale-Service public européen m.fl. mod Raadet, Sml. s. 401, kendelse af 11.7.1979, sag 60/79, Fédération nationale des producteurs de vins de table et vins de pays mod Kommissionen, Sml. s. 2429, dom af 10.7.1986, sag 282/85, DEFI mod Kommissionen, Sml. s. 2469, kendelse af 5.11.1986, sag 117/86, UFADE mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3255, praemis 12, Rettens dom af 6.7.1995, forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, praemis 58 og 59). Da Retten havde fastslaaet, at de sagsoegende enkeltpersoner ikke kunne anses for at vaere individuelt beroert af den anfaegtede beslutning, udtalte den i praemis 60, at medlemmerne af de sagsoegende foreninger heller ikke kunne vaere det i deres egenskab af lokale indbyggere paa Gran Canaria og Tenerife.

15 Retten bemaerkede endvidere i praemis 59, at saerlige omstaendigheder, saasom at en forening har medvirket under proceduren forud for vedtagelsen af en retsakt omfattet af traktatens artikel 173, kan berettige, at en sag, som er anlagt af en forening, hvis medlemmer ikke er umiddelbart og individuelt beroert af den omtvistede retsakt, antages til realitetsbehandling (dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 219, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125).

16 Retten fandt i praemis 62 imidlertid ikke, at den brevveksling og det moede, som Greenpeace havde haft med Kommissionen om finansieringen af projektet til opfoerelse af to elektricitetsvaerker paa De Kanariske OEer, udgjorde saadanne omstaendigheder, eftersom Kommissionen ikke havde indledt en procedure, hvori Greenpeace havde deltaget, forud for vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at Kommissionen heller ikke paa nogen anden maade havde involveret Greenpeace med hensyn til vedtagelsen af grundbeslutningen K(91) 440 og/eller den anfaegtede beslutning.

17 Under appelsagen har appellanterne gjort gaeldende, at Retten ved undersoegelsen af, om de var individuelt beroert af Kommissionens retsakt i traktatens artikel 173's forstand, fortolkede og anvendte denne bestemmelse forkert, og at Retten, da den anvendte den retspraksis, Domstolen har udviklet i forbindelse med oekonomiske spoergsmaal og rettigheder, hvorefter en borger skal tilhoere en »sluttet kreds« for at vaere individuelt beroert af en faellesskabsretsakt, ikke derved tog hensyn til den saerlige beskaffenhed og karakter af miljoeinteresser, som er grundlaget for appellanternes sag.

18 Appellanterne har for det foerste navnlig gjort gaeldende, at Rettens fortolkning foerer til et retligt tomrum med hensyn til kontrol med overholdelse af faellesskabsreglerne paa miljoeomraadet, idet interesserne paa dette omraade i sagens natur er almene og faelles, og de respektive rettigheder kan indehaves af et potentielt stort antal borgere, hvorfor der aldrig kan vaere en sluttet kreds af sagsoegere, der kan opfylde Rettens kriterier.

19 Endvidere er de af den opfattelse, at dette retlige tomrum ikke kan udfyldes af muligheden for at anlaegge sag ved de nationale retter. I den foreliggende sag er der anlagt en saadan sag, men den vedroerer de spanske myndigheders manglende overholdelse af de forpligtelser, der paahviler dem i medfoer af direktiv 85/337, og vedroerer ikke lovligheden af Kommissionens retsakt, nemlig lovligheden i henhold til faellesskabsretten af Kommissionens udbetaling af strukturfondsmidler, og spoergsmaalet, om denne udbetaling strider mod en forpligtelse paa miljoeomraadet.

20 Appellanterne har for det andet gjort gaeldende, at Retten med urette i kendelsens praemis 51 fandt, at soegsmaalsberettigelse i national ret var uden relevans for artikel 173. Den af Retten valgte loesning er i strid med udviklingen i national retspraksis og lovgivning og i folkeretten. Ifoelge appellanterne fremgaar det af »Final Report on Access to Justice (1992)« udarbejdet af OEKO-Instituttet for Kommissionen, hvori det beskrives, hvad situationen med hensyn til soegsmaalsret er i miljoesager, at hvis de havde indbragt sagen for en ret i en medlemsstat, ville de alle eller enkelte af dem vaere blevet anset for soegsmaalsberettigede. Appellanterne har endvidere anfoert, at ovennaevnte udvikling har vaeret paavirket af udviklingen i amerikansk ret, idet Supreme Court i 1972 i sagen Sierra Club mod Morton, 405 U.S. 727, 31 Led 2d 636 (1972), 643, udtalte foelgende: »Aesthetic and environmental well-being, like economic well-being, are important ingredients of the quality of life in our society, and the fact that particular environmental interests are shared by the many rather than the few does not make them less deserving of legal protection through the judicial process.« [»AEstetisk og miljoemaessig velfaerd er - ligesom oekonomisk velfaerd - vigtige elementer i livskvaliteten i vort samfund, og det forhold, at saerlige miljoeinteresser deles ikke af faa, men af mange, betyder ikke, at de i mindre grad fortjener retsbeskyttelse ved domstolene.«]

21 For det tredje har appellanterne gjort gaeldende, at den fortolkning, Retten har anlagt i den anfaegtede kendelse, er uforenelig baade med Domstolens praksis og erklaeringer fra faellesskabsinstitutioner og medlemsstaternes regeringer paa miljoeomraadet. Med hensyn til retspraksis har de paaberaabt sig afgoerelser, hvori det er fastslaaet, at miljoebeskyttelse er et af Faellesskabets grundlaeggende formaal (dom af 7.2.1985, sag 240/83, ADBHU, Sml. s. 531, praemis 13, og af 20.9.1988, sag 302/86, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4607, praemis 8), og har gjort gaeldende, at faellesskabslovgivningen paa miljoeomraadet kan skabe rettigheder og forpligtelser for borgerne (dom af 28.2.1991, sag C-131/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 825, praemis 7, og af 30.5.1991, sag C-361/88, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2567, praemis 15 og 16). I oevrigt har appellanterne haevdet, at grundlaget for deres argumentation for, at de skulle vaere individuelt beroert, i den foreliggende sag i det vaesentlige stoettes paa deres individuelle rettigheder, som foelger af direktiv 85/337, hvori artikel 6, stk. 2, og artikel 8 giver mulighed for at bidrage til vurderingen af indvirkningen af visse projekter paa miljoeet (dom af 11.8.1995, sag C-431/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2189, praemis 37-40), og at de er individualiseret ved disse rettigheder, som er anerkendt i og beskyttet ved Kommissionens beslutning K(91) 440.

22 Appellanterne har dernaest henvist til det femte handlingsprogram paa miljoeomraadet (EFT 1993 C 138, s. 1), til det tiende princip i Rio-erklaeringen, som Faellesskabet ratificerede ved De Forenede Nationers konference om miljoe og udvikling i 1992, til Agenda 21, der blev vedtaget under konferencen, til Europaraadets konvention om erstatningsansvar for skade foraarsaget af miljoefarlige aktiviteter og til den procedure for administrativ proevelse, Verdensbanken har indfoert for sine retsakter, naar de har en negativ indvirkning paa miljoeet (jf. Verdensbankens resolution nr. 93-10, resolution nr. IDA 93-6 af 22.9.1993, afsnit 12).

23 For det fjerde har appellanterne foreslaaet en anden fortolkning af traktatens artikel 173, stk. 4. For at afgoere, om en sagsoeger er individuelt beroert af en retsakt fra Faellesskabet, der indebaerer en tilsidesaettelse af faellesskabsretlige forpligtelser paa miljoeomraadet, skal den paagaeldende kunne godtgoere at opfylde foelgende tre betingelser:

a) Vedkommende skal personligt have lidt (eller kunne lide) en aktuel eller potentiel skade som foelge af den paastaaede ulovlige adfaerd hos den paagaeldende faellesskabsinstitution, f.eks. ved, at hans rettigheder paa miljoeomraadet er blevet tilsidesat, eller at hans miljoemaessige interesser er blevet skadet.

b) Skaden skal kunne henfoeres til den anfaegtede retsakt.

c) Skaden skal kunne genoprettes ved en dom, hvorved sagsoegeren faar medhold.

24 Appellanterne mener, at de opfylder disse tre betingelser. Med hensyn til den foerste betingelse har de anfoert, at de har afgivet erklaeringer, hvori de har beskrevet den skade, de har lidt som foelge af Kommissionens retsakter. Med hensyn til den anden betingelse har de bemaerket, at Kommissionen ved at udbetale de midler, der er tildelt ved beslutning K(91) 440, til Kongeriget Spanien til udfoerelse af projekter i strid med de faellesskabsretlige regler paa miljoeomraadet, direkte har medvirket til den skade, der er forvoldt appellanternes interesser, idet de spanske myndigheder intet skoen har med hensyn til anvendelsen af disse midler. Med hensyn til den tredje betingelse er appellanterne af den opfattelse, at hvis Retten havde annulleret den anfaegtede retsakt, ville Kommissionen ikke have fortsat med at finansiere opfoerelsen af elektricitetsvaerkerne, og opfoerelsen af elektricitetsvaerkerne ville sandsynligvis vaere blevet udskudt, til undersoegelsen af indvirkningen paa miljoeet var afsluttet.

25 For saa vidt angaar miljoebeskyttelsesorganisationer har appellanterne gjort gaeldende, at organisationerne skal anses for soegsmaalsberettigede, naar deres formaal hovedsagelig vedroerer miljoebeskyttelse, og et eller flere af deres medlemmer er individuelt beroert af den anfaegtede faellesskabsretsakt, men at de ogsaa skal anses for at have en selvstaendig soegsmaalsret, naar de som hovedformaal har miljoebeskyttelse og godtgoer at have en saerlig interesse i det omtvistede spoergsmaal.

26 Appellanterne har endelig under henvisning til ovennaevnte dom i sagen Plaumann mod Kommissionen anfoert, at artikel 173 ikke maa fortolkes indskraenkende, idet opfattelsen af begrebet en »sluttet kreds« ikke kan stoettes paa ordlyden af artikel 173, hvilket er bekraeftet i Domstolens og Rettens praksis (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, Sml. s. 207, af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniú mod Raadet, Sml. I, s. 1853, og Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305), men at bestemmelsen skal fortolkes med henblik paa at sikre de grundlaeggende interesser i miljoebeskyttelse og en effektiv beskyttelse af individuelle rettigheder paa miljoeomraadet (jf. ovennaevnte dom i ADBHU-sagen, praemis 13, Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 13-21, og af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens m.fl., Sml. s. 4097, praemis 14).

Domstolens bemaerkninger

27 Det konstateres indledningsvis, at den fortolkning af traktatens artikel 173, stk. 4, som Retten har lagt til grund for afgoerelsen af, at appellanterne ikke havde soegsmaalsberettigelse, er i overensstemmelse med Domstolens faste praksis.

28 Med hensyn til fysiske personer foelger det af den i kendelsens praemis 48 naevnte retspraksis, der er gentaget i naervaerende doms praemis 7, at naar der som i den foreliggende sag ikke er taget hensyn til sagsoegerens saerlige situation ved udfaerdigelsen af retsakten, og retsakten vedroerer sagsoegeren paa en almen og abstrakt maade ganske som enhver anden person i samme situation, er sagsoegeren ikke individuelt beroert af retsakten.

29 Det forholder sig paa samme maade med foreninger, der til stoette for deres soegsmaalsberettigelse paaberaaber sig, at de personer, som de repraesenterer, er individuelt beroert af den anfaegtede beslutning. Af de i foregaaende praemis anfoerte grunde er dette ikke tilfaeldet.

30 Med hensyn til vurderingen af appellanternes argumenter for, at der ikke i Domstolens praksis, som Retten har fulgt, tages hensyn til den saerlige beskaffenhed og karakter af miljoeinteresser, som er grundlaget for appellanternes sag, bemaerkes, at det er beslutningen om at opfoere de paagaeldende to elektricitetsvaerker, der kan skade de rettigheder paa miljoeomraadet, som appellanterne paaberaaber sig, og som foelger af direktiv 85/337.

31 Den anfaegtede afgoerelse vedroerende faellesskabsfinansiering af disse elektricitetsvaerker, findes herefter kun at kunne vaere af indirekte betydning for disse rettigheder.

32 Med hensyn til appellanternes argument om, at hvis man fulgte Domstolens praksis, ville det medfoere, at der i den foreliggende sag ikke ville vaere nogen form for effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, de stoetter paa direktiv 85/337, bemaerkes det, at som det fremgaar af sagens akter, har Greenpeace ved de nationale retter anlagt sag til proevelse af de tilladelser til opfoerelse af disse elektricitetsvaerker, der var udstedt til Unelco, og TEA og CIC har anlagt sag til proevelse af CUMAC's erklaering vedroerende indvirkningen paa miljoeet af de to anlaegsprojekter (jf. praemis 6 og 7 i den anfaegtede kendelse, der er gentaget i naervaerende doms praemis 2).

33 Selv om disse soegsmaal og den for Retten indbragte sag har forskellig genstand, bygger de paa de samme rettigheder, som er tillagt borgerne ved direktiv 85/337, hvorfor disse rettigheder i den foreliggende sag fuldt ud er beskyttet af de nationale retter, der eventuelt kan forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal i medfoer af traktatens artikel 177.

34 Retten findes derfor ikke at have lagt en urigtig retsopfattelse til grund ved vurderingen af appellanternes soegsmaalsberettigelse paa grundlag af de kriterier, der er udviklet i Domstolens praksis, hvortil der er henvist i naervaerende doms praemis 7.

35 Appellen maa derfor forkastes.

Sagens omkostninger

36 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanterne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale omkostningerne under appelsagen. I medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer Kongeriget Spanien som intervenient sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2) Appellanterne betaler appelsagens omkostninger.

3) Kongeriget Spanien baerer sine egne omkostninger.