61995J0296

1 Faellesskabsret - begreber - fortolkning - henvisning til national ret - ikke grundlag herfor

2 Faellesskabsret - fortolkning - bestemmelser affattet paa flere sprog - ensartet fortolkning - hensyntagen til forskellige sproglige versioner

3 Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - punktafgifter - direktiv 92/12 - punktafgiftspligtige varer - bestemmelsen af, i hvilken medlemsstat der skal betales afgift - varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfoerer - begreb - koeb af varer gennem en mellemmand - ikke omfattet - afgiftspligt i bestemmelsesmedlemsstaten

(Raadets direktiv 92/12, art. 8)

4 Det gaelder for det faellesskabsretlige system, at bestemmelserne heri ikke materielt skal udformes ud fra et nationalt retssystem eller flere af disse systemer uden udtrykkelig bestemmelse.

5 Noedvendigheden af en ensartet fortolkning af faellesskabsinstitutionernes retsakter udelukker, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfaelde betragtes isoleret, idet det naevnte hensyn tvaertimod kraever, at ordlyden fortolkes og anvendes paa baggrund af versionerne paa de andre officielle sprog. Samtlige sproglige versioner boer principielt tillaegges den samme vaerdi, som ikke kan afhaenge af stoerrelsen af den befolkning i medlemsstaterne, der benytter sig af det paagaeldende sprog.

6 Direktiv 92/12 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplaegning og omsaetning heraf samt om kontrol hermed skal fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at der i en medlemsstat A opkraeves punktafgifter af varer, som er overgaaet til forbrug i en medlemsstat B, hvor varerne er blevet anskaffet hos et selskab X til brug for privatpersoner med bopael i medlemsstat A, naermere bestemt gennem et selskab Y, der mod vederlag har optraadt som mellemmand for privatpersonerne, hvorved det forudsaettes, at transporten af varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A ligeledes er blevet arrangeret af selskab Y paa privatpersonernes vegne og er blevet gennemfoert af en professionel transportvirksomhed mod betaling.

Direktivets artikel 8, hvorefter der af varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfoerer, opkraeves punktafgifter i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, finder ikke efter sit formaal anvendelse i tilfaelde, hvor det er en mellemmand, der har koebt og/eller transporteret de punktafgiftspligtige varer. I et tilfaelde, hvor varer fra én medlemsstat transporteres til en anden medlemsstat, saaledes at transporten arrangeres mod vederlag af en erhvervsdrivende, der forinden har hvervet kunderne i den anden medlemsstat, og som har tilrettelagt importen af varerne, er punktafgift foelgelig forfaldet i sidstnaevnte medlemsstat.

I sag C-296/95,

angaaende en anmodning, som Court of Appeal, London, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

The Queen

mod

Commissioners of Customs and Excise, ex parte: EMU Tabac SARL, The Man in Black Ltd, John Cunningham,

intervenient: Imperial Tobacco Ltd,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 92/12/EOEF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplaegning og omsaetning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1), som aendret ved Raadets direktiv 92/108/EOEF af 14. december 1992 (EFT L 390, s. 124),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- EMU Tabac SARL, The Man in Black Ltd og John Cunningham ved Robert Venables, QC, barrister Timothy Lyons og barrister Amanda Hardy

- Imperial Tobacco Ltd ved David Vaughan, QC, og barrister Mark Brealey

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Stephen Richards og barrister Robert Jay

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den graeske regering ved konsulent hos statens advokat Fokion Georgakopoulos og konsulent Galateia Alexaki, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den franske regering ved kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Frédéric Pascal, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- den irske regering ved Chief State Solicitor Michael A. Buckley, som befuldmaegtiget, bistaaet af Michael Collins, SC, og barrister-at-law Jennifer Payne

- den italienske regering ved afdelingschef, professor Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, bistaaet af statens advokat, Ivo Braguglia, som befuldmaegtigede

- den nederlandske regering ved kommitteret Adriaan Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den oestrigske regering ved ambassadoer Franz Cede, som befuldmaegtiget

- den svenske regering ved kontorchef Erik Brattgaard, Handelsafdelingen, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa og Peter Oliver, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 4. marts 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af EMU Tabac SARL, The Man in Black Ltd og John Cunningham ved Robert Venables, Timothy Lyons og Amanda Hardy, af Imperial Tobacco Ltd ved David Vaughan og Mark Brealey, af Det Forenede Kongeriges regering ved Lindsey Nicoll, Stephen Richards og Robert Jay, af den danske regering ved juridisk konsulent, kontorchef Peter Biering, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den graeske regering ved Fokion Georgakopoulos, af den franske regering ved Frédéric Pascal, af den irske regering ved Andreas O'Caoimh, SC, og barrister-at-law Niamh Hyland, af den italienske regering ved Ivo M. Braguglia, af den nederlandske regering ved konsulent Marc Fierstra, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den finske regering ved juridisk konsulent Tuula Pynnae, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den svenske regering ved Erik Brattgaard og af Kommissionen ved Enrico Traversa og Peter Oliver,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 17. april 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 31. juli 1995, indgaaet til Domstolen den 18. september 1995, har Court of Appeal i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 92/12/EOEF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplaegning og omsaetning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1), som aendret ved Raadets direktiv 92/108/EOEF af 14. december 1992 (EFT L 390, s. 124, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem paa den ene side EMU Tabac SARL (herefter »EMU«), The Man in Black Ltd (herefter »MBL«) og John Cunningham, der er en af sidstnaevnte selskabs direktoerer, og paa den anden side Commissioners of Customs and Excise (herefter »Commissioners«) angaaende opkraevning af punktafgifter af cigaretter.

Den britiske lovgivning

3 Section 2(1) i Tobacco Products Duty Act 1979 indeholder bestemmelse om, at »der opkraeves af tobaksvarer, som indfoeres til ... Det Forenede Kongerige, en punktafgift ...«. Excise Goods Regulations 1992 fastlaegger de naermere regler om, hvem afgiftspligten paahviler, og om tidspunktet for afgiftspligtens indtraeden. Excise Duties (Personal Reliefs) Order 1992 fastlaegger visse undtagelser fra afgiftspligten, som dog ikke er relevante for denne sag.

De relevante faellesskabsretlige bestemmelser

4 Medlemsstaterne var forpligtet til at gennemfoere direktivet senest den 31. december 1992.

5 Direktivets artikel 6 indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Punktafgifterne forfalder ved overgangen til forbrug, eller hvis der konstateres en manko, som skal belaegges med punktafgifter i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3.

Ved overgang til forbrug af punktafgiftspligtige varer forstaas:

a) ethvert tilfaelde, herunder uretmaessigt, hvor en vare forlader en suspensionsordning

b) enhver fremstilling, herunder uretmaessig, af de paagaeldende varer uden for en suspensionsordning

c) enhver indfoersel, herunder uretmaessig, af de paagaeldende varer, saafremt varerne ikke er undergivet en suspensionsordning.

2. Betingelserne for punktafgiftens forfald og punktafgiftssatsen er dem, der gaelder paa forfaldsdatoen i den medlemsstat, hvor overgangen til forbrug sker, eller hvor der konstateres en manko. Punktafgiften opkraeves og inddrives i henhold til bestemmelserne i de enkelte medlemsstater, idet medlemsstaterne anvender de samme procedurer for opkraevning og inddrivelse af punktafgiften paa indenlandske varer og varer fra andre medlemsstater.«

6 Direktivets artikel 7 indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Saafremt punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgaaet til forbrug i en medlemsstat, oplaegges til erhvervsmaessige formaal i en anden medlemsstat, opkraeves punktafgifterne i den medlemsstat, hvori varerne oplaegges.

2. Naar varer, der allerede er overgaaet til forbrug i en medlemsstat som defineret i artikel 6, i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet paa at blive leveret i en anden medlemsstat eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udoever selvstaendig oekonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ, forfalder punktafgiften i denne anden medlemsstat, jf. dog artikel 6.

3. Punktafgiften opkraeves alt efter tilfaeldet hos den person, der foretager leveringen, hos den, der er i besiddelse af varer, der er beregnet paa at blive leveret, eller hos den, der modtager varerne til anvendelse i en anden medlemsstat end den, hvor varerne allerede er overgaaet til forbrug, eller hos den erhvervsdrivende eller det offentligretlige organ.

4. De i stk. 1 omhandlede varer ledsages under transporten mellem de forskellige medlemsstater af et ledsagedokument, hvori er naevnt de vigtigste oplysninger fra det i artikel 18, stk. 1, omhandlede dokument. Dokumentets form og indhold fastlaegges efter fremgangsmaaden i artikel 24 i dette direktiv.

5. Den person, den erhvervsdrivende eller det organ, der er naevnt i stk. 3, skal overholde foelgende regler:

De skal:

a) forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til skattemyndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten og stille sikkerheden for betaling af punktafgifterne

b) erlaegge bestemmelsesmedlemsstatens punktafgifter efter de naermere bestemmelser, der er fastsat af denne medlemsstat

c) lade sig underkaste enhver form for kontrol, saaledes at bestemmelsesmedlemsstatens myndigheder kan sikre sig, at varerne virkelig er modtaget, og at de punktafgifter, der er paalagt dem, er betalt.

6. Punktafgifter, der er erlagt i den i stk. 1 naevnte foerste medlemsstat, godtgoeres i henhold til bestemmelserne i artikel 22, stk. 3.«

7 Direktivets artikel 8 indeholder foelgende bestemmelse:

»For saa vidt angaar varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfoerer, gaelder ifoelge princippet for det indre marked, at punktafgifterne opkraeves i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet.«

8 Direktivets artikel 9, stk. 1 og 2, indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Punktafgiften forfalder, naar varer, der er overgaaet til forbrug i en medlemsstat, oplaegges med handel for oeje i en anden medlemsstat, jf. dog artikel 6, 7 og 8.

I dette tilfaelde er punktafgiften skyldig i den medlemsstat, paa hvis omraade varerne befinder sig, og den opkraeves hos den person, hvor varerne befinder sig.

2. For at kunne fastslaa, at de i artikel 8 omhandlede varer er beregnet til erhvervsmaessige formaal, skal medlemsstaterne blandt andet tage hensyn til foelgende:

- den forretningsmaessige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og aarsagerne til dette

- stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform

- ethvert dokument vedroerende varerne

- varernes art

- varernes maengde.

Hvad angaar anvendelsen af foerste afsnit, femte led, kan medlemsstaterne, men kun for at bevise ovennaevnte forhold, opstille vejledende maengder. Disse vejledende maengder maa ikke vaere mindre end:

a) Tobaksvarer

cigaretter 800 stk.

cerutter og cigarillos (cigarer med en maksimumsvaegt paa 3 g/stk.) 400 stk.

cigarer 200 stk.

roegtobak 1,0 kg

b) Alkoholholdige drikkevarer

spiritus 10 l

mellemklasseprodukter 20 l

vin (heraf hoejst 60 l mousserende vin) 90 l

oel 110 l

Irland har tilladelse til indtil den 30. juni 1997 at anvende vejledende maengder, der ikke maa vaere lavere end 45 l for vin (heraf hoejst 30 l mousserende vin) og 55 l for oel.«

9 Direktivets artikel 10 lyder saaledes:

»1. For afgiftspligtige varer, som anskaffes af personer, der ikke er godkendt oplagshaver eller registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende, og som af saelgeren eller paa hans vegne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres, skal afgiften erlaegges i bestemmelsesmedlemsstaten. I denne artikel forstaas ved 'bestemmelsesmedlemsstaten' den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport.

2. Hvis punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgaaet til forbrug i en medlemsstat, forsendes eller transporteres til en i stk. 1 omhandlet person, der er etableret i en anden medlemsstat, og disse varer forsendes eller transporteres direkte eller indirekte af saelger eller paa hans vegne, forfalder punktafgiften paa disse varer i bestemmelsesmedlemsstaten.

3. Bestemmelsesmedlemsstatens punktafgift forfalder hos saelgeren, naar leveringen finder sted. Medlemsstaterne kan dog traeffe bestemmelse om, at punktafgiften skal erlaegges af en fiskal repraesentant, der er en anden person end varemodtageren. Denne repraesentant skal vaere etableret i bestemmelsesmedlemsstaten og godkendt af denne medlemsstats skattemyndigheder.

Den medlemsstat, hvori saelgeren er etableret, skal sikre sig, at saelgeren overholder foelgende bestemmelser:

Han skal:

- stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne inden afsendelsen af varerne paa betingelser, der fastsaettes af bestemmelsesmedlemsstaten, og soerge for betalingen af punktafgifterne efter varernes ankomst

- foere en fortegnelse over vareleveringer.

4. I det i stk. 2 naevnte tilfaelde godtgoeres de punktafgifter, der er erlagt i den foerste medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4.

5. Medlemsstaterne kan under overholdelse af faellesskabsretten fastsaette specifikke gennemfoerelsesbestemmelser til denne bestemmelse for punktafgiftspligtige varer, der henhoerer under saerlige nationale distributionsregler, som er i overensstemmelse med traktaten.«

Hovedsagen

10 EMU er et luxembourgsk selskab og datterselskab af The Enlightened Tobacco Co. (herefter »ETC«), og selskabet saelger tobaksvarer i Storhertugdoemmet Luxembourg.

11 MBL er et britisk selskab og ligeledes et datterselskab af ETC, og selskabet opfordrer til afgivelse af og opnaar ordrer fra enkeltpersoner, som er bosat i Det Forenede Kongerige, paa cigaretter og tobak, der skal indkoebes hos EMU. De paagaeldende personer afgiver disse ordrer med henblik paa koeb til eget brug paa grundlag af en liste med priser i luxembourgske francs, naermere bestemt gennem MBL, der koeber varerne og mod betaling af en provision gennem en privat transportvirksomhed arrangerer importen til Det Forenede Kongerige af varerne paa den paagaeldendes vegne og for hans regning. Ingen kunde kan koebe mere end 800 cigaretter ad gangen.

12 Disse transaktioner gennemfoeres paa vilkaar, der er fastlagt i en aftale af 14. november 1994 mellem EMU og MBL.

13 I henhold til et af disse vilkaar aabner og opretholder EMU en kreditkonto i MBL's navn til brug ved ethvert koeb, som de paagaeldende privatpersoner foretager gennem MBL.

14 MBL har forpligtet sig til at indbetale de fra kunderne modtagne beloeb direkte til bankkonti i London eller Luxembourg. MBL har givet tilsagn om ubetinget at ville staa inde for betalingen, idet selskabet fremsender de maanedlige udskrifter for kreditkontoen i overensstemmelse med EMU's saedvanlige betalingsvilkaar. MBL har endvidere afgivet tilsagn om, at enhver aendring af varernes priser udtrykt i britiske pund som foelge af valutakursudsving vil blive udlignet ved forhoejelser eller nedsaettelser af selskabets provision i forhold til de paagaeldende privatpersoner.

15 Aftalerne vedroerende salg/koeb af varerne indgaas i Storhertugdoemmet Luxembourg, og ejendomsretten til varerne overgaar i dette land. Engelsk ret finder anvendelse.

16 Punktafgifterne i Det Forenede Kongerige er generelt hoejere end i Storhertugdoemmet Luxembourg.

17 I loebet af 1995 tilbageholdt Commissioners i Dover nogle maengder tobaksvarer under indfoersel, saaledes som de i henhold til lovgivningen i Det Forenede Kongerige havde hjemmel til i tilfaelde, hvor der skal betales punktafgifter dér.

18 EMU, MBL og John Cunningham anlagde sag om »judicial review« til proevelse af lovligheden af denne tilbageholdelse. De nedlagde paastand om, at det blev fastslaaet, at der ikke skulle betales britisk afgift, og at tilbageholdelsen af de indfoerte varer var retsstridig, og om, at Commissioners tilpligtedes ikke at tilbageholde varer indfoert paa grundlag af deres ordning. EMU, MBL og Cunningham gjorde saaledes gaeldende, at der skulle betales punktafgifter i Storhertugdoemmet Luxembourg, og at de paagaeldende varer derfor var fritaget for punktafgifter i Det Forenede Kongerige, hvilket ville bevirke, at varernes pris ville falde betydeligt, i visse tilfaelde med indtil 40%.

19 Sagsoegerne i hovedsagen fik ikke medhold, og ved appelskrift af 30. maj 1995 ivaerksatte de appel til Court of Appeal.

20 Den nationale ret har fundet, at afgoerelsen af tvisten maa bero paa, hvorledes direktivet, herunder navnlig dets artikel 8, skal fortolkes, hvorfor retten har udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Indebaerer direktiv 92/12/EOEF, jf. navnlig artikel 8, et forbud mod at opkraeve punktafgifter af varer i medlemsstat A, naar

i) varerne er blevet anskaffet til brug for en privatperson i medlemsstat A

ii) varerne er blevet anskaffet i medlemsstat B gennem en mellemmand, der har handlet paa privatpersonens vegne

iii) mellemmanden har arrangeret transporten af varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A, og

iv) personen ikke selv under en rejse har bragt varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A?

2) For saa vidt angaar en kommercielt begrundet og markedsfoert ordning, hvorefter koeb af varer i medlemsstat B til eget brug for en privatperson i medlemsstat A foretages af en mellemmand for privatpersonen, og varerne transporteres fra medlemsstat B til medlemsstat A ved mellemmandens foranstaltning, oenskes det oplyst, hvorvidt direktiv 92/12/EOEF indebaerer et forbud mod at opkraeve punktafgifter af de paagaeldende varer i medlemsstat A?«

21 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at den nationale ret med de to spoergsmaal naermere bestemt oensker oplyst, hvorvidt direktivet skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for, at der i en medlemsstat A opkraeves punktafgifter af varer, som er overgaaet til forbrug i en medlemsstat B, hvor varerne er blevet anskaffet hos et selskab X til brug for privatpersoner med bopael i medlemsstat A, naermere bestemt gennem et selskab Y, der mod vederlag har optraadt som mellemmand for privatpersonerne, hvorved det forudsaettes, at transporten af varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A ligeledes er blevet arrangeret af selskab Y paa privatpersonernes vegne og er blevet gennemfoert af en professionel transportvirksomhed mod betaling.

22 Det bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af direktivet, at dette tilsigter at fastlaegge en raekke regler vedroerende oplaegning eller opbevaring af, omsaetning af og kontrol med punktafgiftspligtige varer, herunder navnlig med henblik paa at sikre, at vilkaarene for punktafgiftens forfald er de samme i alle medlemsstater.

23 Det bemaerkes herefter, at det fremgaar af tredje, femte, sjette og ottende betragtning til direktivet, at dette sondrer mellem henholdsvis varer, der er oplagt i kommercielt oejemed, og som under transport skal vaere ledsaget af dokumenter, og varer, der opbevares til personligt brug.

24 Hvad naermere angaar varer, der opbevares til personligt brug, bemaerkes, at da punktafgifterne af saadanne varer i henhold til direktivets artikel 8 skal betales i den medlemsstat, hvor varerne koebes, kraeves der efter denne bestemmelse intet dokument ved saadanne varers transport til en anden medlemsstat.

25 Anvendelsen af artikel 8 forudsaetter dog, at flere betingelser er opfyldt. De punktafgiftspligtige varer skal saaledes vaere anskaffet af en privatperson, anskaffelsen skal vaere sket til eget brug, og transporten af varerne skal vaere blevet gennemfoert af den paagaeldende privatperson.

26 Baggrunden for disse betingelser er at dokumentere, at opbevaringen af punktafgiftspligtige varer, som er blevet anskaffet i én medlemsstat, og som derefter er blevet transporteret til en anden medlemsstat, er af streng personlig karakter.

27 Appellanterne i hovedsagen har i foerste raekke gjort gaeldende, at artikel 8 efter sit formaal maa finde anvendelse under omstaendigheder som i hovedsagen, hvor der er tale om, at de punktafgiftspligtige varer er blevet koebt gennem en mellemmand, som ogsaa har arrangeret transporten af varerne.

28 Til stoette herfor har appellanterne i hovedsagen anfoert, at den romerretlige grundsaetning qui facit per alium facit per se - hvorefter en person, der handler gennem en fuldmaegtig, boer have samme retsstilling som den, vedkommende ville have haft, saafremt han havde handlet selv - er et generelt princip i en raekke retsordener, herunder den engelske, som saa meget mere maa finde anvendelse i sagen, naar henses til, at hverken den engelske eller den franske, italienske, spanske, tyske, nederlandske eller portugisiske version af direktivet udelukker en anvendelse af en fuldmaegtig.

29 Dette anbringende kan ikke tiltraedes.

30 Det fremgaar for det foerste af Domstolens praksis, at det gaelder for det faellesskabsretlige system, at bestemmelserne heri ikke materielt skal udformes ud fra et nationalt retssystem eller flere af disse systemer uden udtrykkelig bestemmelse (dom af 14.1.1982, sag 64/81, Corman, Sml. s. 13, praemis 8). Direktivets artikel 8 indeholder herved ingen udtrykkelig henvisning til de nationale retsordener.

31 Det bemaerkes herefter, at selv om det antages, at det naevnte princip er faelles for samtlige medlemsstater, er der som anfoert af generaladvokaten herved tale om et civilretligt princip, naermere bestemt en obligationsretlig grundsaetning, der ikke noedvendigvis finder anvendelse inden for skatteretten, som er et omraade, hvor selvstaendige hensyn goer sig gaeldende.

32 Endelig bemaerkes, at faellesskabslovgiver i tilfaelde, hvor der i forbindelse med direktivet regnes med andre som repraesentanter, udtrykkeligt har reguleret disse paa grundlag af en konkret affattet regel. Dette gaelder saaledes artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 1.

33 Det maa herved fastslaas, at hvad angaar artikel 8 omtaler ingen af de sproglige versioner udtrykkeligt en saadan mulighed, idet den danske og den graeske version tvaertimod paa ganske saerlig klar maade angiver, at det er en forudsaetning for, at punktafgifterne skal betales i det land, hvor de punktafgiftspligtige varer koebes, at den, der anskaffer dem, personligt medfoerer varerne.

34 Appellanterne i hovedsagen har erkendt, at det ifoelge de to sidstnaevnte sproglige versioner er udelukket at handle gennem en tredjemand, der optraeder som fuldmaegtig. De goer dog gaeldende, at da disse sproglige versioner strider mod de oevrige, maa der ses bort fra dem, idet befolkningerne i de paagaeldende to medlemsstater kun udgjorde i alt 5% af befolkningen i de tolv medlemsstater, som Faellesskabet bestod af paa det tidspunkt, da direktivet blev udstedt, og idet de to sprog ikke uden videre forstaas af indbyggerne i de oevrige medlemsstater.

35 Det bemaerkes herom, at der kun er en uoverensstemmelse mellem henholdsvis den danske og den graeske version og de oevrige sproglige versioner under den forudsaetning, at man foelger den opfattelse, som appellanterne i hovedsagen forfaegter.

36 Den af appellanterne i hovedsagen forfaegtede opfattelse, hvorefter der boer ses bort fra de naevnte to sproglige versioner, strider endvidere mod Domstolens praksis, hvorefter noedvendigheden af en ensartet fortolkning af faellesskabsforordningerne udelukker, at en bestemmelses ordlyd i tvivlstilfaelde betragtes isoleret, idet det naevnte hensyn tvaertimod kraever, at ordlyden fortolkes og anvendes paa baggrund af versionerne paa de andre officielle sprog (jf. dom af 12.7.1979, sag 9/79, Koschniske, Sml. s. 2717, praemis 6). Endelig boer samtlige sproglige versioner principielt tillaegges den samme vaerdi, som ikke kan afhaenge af stoerrelsen af den befolkning i medlemsstaterne, der benytter sig af det paagaeldende sprog.

37 Det maa foelgelig fastslaas, at direktivets artikel 8 ikke efter sit formaal finder anvendelse i tilfaelde, hvor det er en mellemmand, der har koebt og/eller transporteret de punktafgiftspligtige varer. Betingelserne for, at artikel 8 kan finde anvendelse, er saaledes ikke opfyldt under omstaendigheder som de af den forelaeggende ret omtalte.

38 Appellanterne i hovedsagen har endvidere gjort gaeldende, at retssikkerhedsprincippet, saaledes som dette navnlig er blevet fastslaaet i dommen af 13. marts 1990 (sag C-30/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 691), forudsaetter, at direktivet fortolkes saaledes, at enhver uklarhed skal komme borgerne til gode, for saa vidt den kan faa oekonomiske foelger.

39 Det bemaerkes, at spoergsmaalet, om en bestemmelse eventuelt maatte vaere uklar, kun kan vurderes i lyset af den sammenhaeng, hvori bestemmelsen indgaar (jf. dom af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, praemis 12).

40 Som det allerede tidligere er blevet fastslaaet i denne dom, navnlig i praemis 33, fremgaar det klart af direktivet, at faellesskabslovgiver aldrig i forbindelse med artikel 8 har regnet med muligheden for at handle gennem en mellemmand. Bestemmelsen er derfor paa ingen maade uklar.

41 Appellanterne i hovedsagen har for det andet gjort gaeldende, at saafremt artikel 8 fortolkes saaledes, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, naar der handles gennem en mellemmand, maa artikel 6 finde anvendelse med den foelge, at punktafgifterne i det foreliggende tilfaelde udelukkende er forfaldne til betaling i Storhertugdoemmet Luxembourg, som er det land, hvori varerne er overgaaet til forbrug.

42 Det bemaerkes, at selv om artikel 6 indeholder bestemmelse om, at punktafgifterne forfalder ved varernes overgang til forbrug i en medlemsstat, udelukker dette i henhold til artikel 7, 9 og 10 dog ikke, at der efterfoelgende opkraeves punktafgifter i en anden medlemsstat, idet punktafgifter, der maatte vaere betalt i foerstnaevnte medlemsstat, i saa fald kan godtgoeres i henhold til artikel 7, stk. 6, eller artikel 10, stk. 4.

43 Et tilfaelde som det af den forelaeggende ret beskrevne maa herved antages at vaere omfattet af saavel direktivets artikel 7 som artikel 10.

44 For det foerste bestemmes det i artikel 10, stk. 2, at hvis punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgaaet til forbrug i en medlemsstat, forsendes eller transporteres til en person, der er etableret i en anden medlemsstat, og som ikke er godkendt oplagshaver eller registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende, og varerne forsendes eller transporteres direkte eller indirekte af saelger eller paa hans vegne, forfalder punktafgiften paa de paagaeldende varer i bestemmelsesmedlemsstaten.

45 Denne bestemmelse er affattet saaledes, at den ikke alene omfatter tilfaelde, hvor saelgeren selv transporterer eller forsender varerne, men ogsaa i meget videre forstand ethvert tilfaelde, hvor varerne forsendes eller transporteres paa saelgerens vegne.

46 Det fremgaar endvidere klart af affattelsen af artikel 10, stk. 2, at faellesskabslovgiver har lagt stoerre vaegt paa, hvilken form for transaktion der objektivt set er tale om, end paa transaktionens retlige form.

47 Det bemaerkes, at EMU og MBL er datterselskaber af det samme selskab, og at EMU og MBL dermed kan anses for at tilhoere den samme oekonomiske enhed, selv om der er tale om selvstaendige juridiske personer (jf. dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, praemis 11).

48 Det fremgaar endvidere af forelaeggelseskendelsen, at MBL ikke handler paa initiativ af de privatpersoner, selskabet optraeder som repraesentant for, men opfordrer disse til at afgive ordrer paa tobak og cigaretter, hvorefter disse ordrer udelukkende placeres hos EMU som saelger. Endelig har MBL og EMU generelt fastlagt vilkaarene for deres samarbejde i en aftale fra 1991, hvoraf det bl.a. fremgaar, at det er MBL, og ikke koeberne selv, der baerer de risici, der er forbundet med aendringer i valutakurserne.

49 Det maa foelgelig fastslaas, at selv om MBL har handlet som mellemmand for koeberne efter engelsk ret, er de i hovedsagen omhandlede varer blevet forsendt eller transporteret direkte eller indirekte af saelgeren eller paa hans vegne i direktivets artikel 10's forstand, og at punktafgifter er forfaldne til betaling i Det Forenede Kongerige.

50 Hvad angaar den dobbelte afgiftspligt, der ifoelge appellanterne i hovedsagen ville blive resultatet af en opkraevning af punktafgifter i Det Forenede Kongerige, bemaerkes, at artikel 10, stk. 4, udtrykkeligt foreskriver, at de punktafgifter, der er erlagt i den medlemsstat, hvor varerne er overgaaet til forbrug, i tilfaelde, hvor artikel 10, stk. 2, finder anvendelse, godtgoeres.

51 Hvad angaar artikel 7 bemaerkes, at dens stk. 1 foreskriver opkraevning af punktafgifter i den medlemsstat, hvori varer, der allerede er overgaaet til forbrug i en anden medlemsstat, er oplagt til erhvervsmaessige formaal. Artikel 7, stk. 2, foreskriver, at naar saadanne varer i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet til at blive leveret i en anden medlemsstat eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udoever selvstaendig oekonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ, forfalder der punktafgift i denne anden medlemsstat.

52 I et tilfaelde som det i hovedsagen omhandlede, hvor varer fra én medlemsstat transporteres til en anden medlemsstat, saaledes at transporten arrangeres mod vederlag af en erhvervsdrivende, der forinden har hvervet kunderne i denne anden medlemsstat, og som har tilrettelagt importen af varerne, maa punktafgift anses for at vaere forfaldet i sidstnaevnte medlemsstat.

53 Det maa herefter fastslaas, at direktivet skal fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at der i en medlemsstat A opkraeves punktafgifter af varer, som er overgaaet til forbrug i en medlemsstat B, hvor varerne er blevet anskaffet hos et selskab X til brug for privatpersoner med bopael i medlemsstat A, naermere bestemt gennem et selskab Y, der mod vederlag har optraadt som mellemmand for privatpersonerne, hvorved det forudsaettes, at transporten af varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A ligeledes er blevet arrangeret af selskab Y paa privatpersonernes vegne og er blevet gennemfoert af en professionel transportvirksomhed mod betaling.

Sagens omkostninger

54 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den danske regering, den tyske regering, den graeske regering, den franske regering, den irske regering, den italienske regering, den nederlandske regering, den oestrigske regering, den finske regering, den svenske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal ved kendelse af 31. juli 1995, for ret:

Raadets direktiv 92/12/EOEF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplaegning og omsaetning heraf samt om kontrol hermed, som aendret ved Raadets direktiv 92/108/EOEF af 14. december 1992, skal fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at der i en medlemsstat A opkraeves punktafgifter af varer, som er overgaaet til forbrug i en medlemsstat B, hvor varerne er blevet anskaffet hos et selskab X til brug for privatpersoner med bopael i medlemsstat A, naermere bestemt gennem et selskab Y, der mod vederlag har optraadt som mellemmand for privatpersonerne, hvorved det forudsaettes, at transporten af varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A ligeledes er blevet arrangeret af selskab Y paa privatpersonernes vegne og er blevet gennemfoert af en professionel transportvirksomhed mod betaling.