61995J0100

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - forskelsbehandling ved adgang til beskaeftigelse - beregning af deltidsansattes anciennitet ud fra et praecist proportionalitetskriterium i forbindelse med fritagelse for eksamen med henblik paa adgang til at udoeve et erhverv - forskelsbehandling i forhold til betingelserne for fritagelse for fuldtidsansatte - regel, der overvejende rammer kvinder - ulovlig uden objektiv begrundelse

(Raadets direktiv 76/207, art. 3, stk. 1)

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at den som en betingelse for fritagelse for skatteraadgivereksamen kraevede beskaeftigelsesperiode i tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid forlaenges tilsvarende, saafremt bestemmelserne rammer et betydeligt stoerre antal kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, medmindre den paagaeldende lovgivning er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

I sag C-100/95,

angaaende en anmodning, som Finanzgericht Bremen (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Brigitte Kording

mod

Senator fuer Finanzen,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, J.L. Murray, som fungerende formand for Sjette Afdeling (refererende dommer), og dommerne P.J.G. Kapteyn og G. Hirsch,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Senator fuer Finanzen ved afdelingschef Wolfgang Baumguertel, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Klaus Bertelsmann, Hamburg,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 13. juni 1996 af Senator fuer Finanzen ved Wolfgang Baumguertel, af Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af David Pannick, QC, og af Kommissionen ved Marie Wolfcarius, bistaaet af advokat Klaus Bertelsmann,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 22. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 7. marts 1995, indgaaet til Domstolen den 30. marts 1995, har Finanzgericht Bremen i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Brigitte Kording har anlagt mod Senator fuer Finanzen, efter at Senator fuer Finanzen's udvalg for autorisation af skatteraadgivere (»Steuerberater«) har afvist at fritage Brigitte Kording for kravet om at bestaa en eksamen for at kunne udoeve erhvervet som skatteraadgiver.

3 I direktivets artikel 1, stk. 1, praeciseres det, at direktivet tilsigter gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkaar. Dette princip betegnes »princippet om ligebehandling«.

4 Direktivets artikel 3, stk. 1, lyder saaledes: »Anvendelsen af princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, for saa vidt angaar adgangsvilkaar, herunder udvaelgelseskriterier, til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren, og til alle niveauer i erhvervshierarkiet.«

5 I henhold til § 2 i Steuerberatungsgesetz (lov om skatteraadgivning, herefter »StBerG«) maa erhvervet som skatteraadgiver i Tyskland kun udoeves af personer eller sammenslutninger, der har tilladelse hertil. Autorisation som skatteraadgiver gives til personer, der har bestaaet en saerlig eksamen for skatteraadgivere eller har opnaaet fritagelse herfor (§ 35, stk. 1, i StBerG). En saadan fritagelse skal i henhold til § 38, stk. 1, nr. 4, litra a), i StBerG bl.a. indroemmes »tidligere tjenestemaend eller oevrige ansatte i skatteforvaltningen, der i mindst 15 aar har arbejdet paa omraadet for de af forbunds- eller delstatsskattemyndighederne administrerede skatter som sagsbehandler ('Sachbearbeiter') eller en i det mindste hertil svarende stilling«.

6 Paa det i hovedsagen relevante tidspunkt regulerede § 38 i StBerG ikke spoergsmaalet om, hvorvidt kravet om en beskaeftigelseperiode paa 15 aar ogsaa kunne opfyldes ved hjaelp af deltidsbeskaeftigelse.

7 Anvendelsen af § 38 blev dog paavirket af § 36, stk. 3, i StBerG, som aendret ved den sjette aendringslov fra 1994, hvorefter den som betingelse for adgang til skatteraadgivereksamenen kraevede erfaring ogsaa kan vaere erhvervet ved deltidsbeskaeftigelse. I tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid forlaenges den samlede periode tilsvarende, dog hoejst til det dobbelte af den i § 36, stk. 1 og 2, foreskrevne periode. Deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindre end halvdelen af den normale arbejdstid medregnes ikke.

8 I en ny affattelse af § 38, stk. 2, i StBerG, som ligeledes blev indfoert ved den sjette aendringslov fra 1994, hedder det, at bestemmelserne i § 36, stk. 3, ogsaa finder anvendelse i forbindelse med fritagelse for eksamenen.

9 Brigitte Kording er sagsbehandler ved Oberfinanzdirektion Bremen. Ved skrivelse af 21. oktober 1992 anmodede hun sagsoegte i hovedsagen om en bindende forhaandsbesked om, hvorvidt hendes beskaeftigelse indtil den 30. april 1993 ville vaere tilstraekkelig til, at hun kunne opnaa fritagelse for skatteraadgivereksamenen.

10 Den 11. februar 1993 modtog Brigitte Kording en bindende forhaandsbesked fra udvalget for autorisation af skatteraadgivere, som anerkendte, at hendes beskaeftigelse opfyldte de gaeldende betingelser, men understregede, at hun den 30. april 1993 ikke ville have udoevet sit erhverv i den kraevede minimumsperiode paa 15 aar i henhold til StBerG. Ved fastsaettelsen af laengden af den kraevede praktiske beskaeftigelse har lovgiver ifoelge udvalget lagt til grund, at der er tale om et hovederhverv med fuldtidsbeskaeftigelse. Deltidsansatte ansoegeres beskaeftigelsesperioder kan derfor kun medregnes proportionalt ud fra forholdet mellem den individuelle arbejdstid og den normale arbejdstid.

11 Den 9. marts 1993 anlagde Brigitte Kording sag ved Finanzgericht Bremen, som er i tvivl om, hvorvidt den tyske lovgivning er forenelig med direktivet, og derfor har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Foreligger der en indirekte forskelsbehandling af kvinder i strid med artikel 3, stk. 1, i direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 (EFT L 39, s. 40) eller andre faellesskabsbestemmelser, naar det i national ret [§ 38, stk. 1, nr. 4, litra a), og § 38, stk. 2, i Steuerberatungsgesetz, sammenholdt med § 36, stk. 3] bestemmes, at den som en betingelse for fritagelse for skatteraadgivereksamen kraevede periode paa mindst 15 aars tjeneste som sagsbehandler i skatteforvaltningen i tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid, forlaenges tilsvarende, og naar 110 af de 119 deltidsbeskaeftigede tjenestemaend i den paagaeldende kategori i Bremens skatteforvaltning er kvinder (92,4%)?«

12 Med sit spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt at faa oplyst, om direktivets artikel 3, stk. 1, er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at den som en betingelse for fritagelse for skatteraadgivereksamen kraevede beskaeftigelsesperiode i tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid forlaenges tilsvarende.

13 Direktivets artikel 3, stk. 1, forbyder som naevnt enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen, for saa vidt angaar adgangsvilkaar, herunder udvaelgelseskriterier, til stillinger og funktioner inden for enhver sektor eller erhvervsgren og til alle niveauer i erhvervshierarkiet.

14 Som fastslaaet af Domstolen i dommen af 14. februar 1995 i Schumacker-sagen (sag C-279/93, Sml. I, s. 225, praemis 30), kan forskelsbehandling kun bestaa i, at der paa sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes paa forskellige situationer.

15 Det bemaerkes i denne forbindelse, at den lovgivning, der finder anvendelse i hovedsagen - som anfoert af den forelaeggende ret - ikke indeholder en direkte forskelsbehandling, da den samlede beskaeftigelsesperiode som sagsbehandler i skatteforvaltningen, der kraeves af personer, som oensker at arbejde som skatteraadgiver uden at tage eksamen, i tilfaelde af identisk deltidsbeskaeftigelse forlaenges paa samme maade for maend og kvinder. Det skal derfor undersoeges, om en saadan bestemmelse kan udgoere en indirekte forskelsbehandling.

16 I henhold til Domstolens faste praksis foreligger der en indirekte forskelsbehandling, saafremt en national bestemmelse - selv om den er koensneutral - indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt (jf. i denne retning dom af 14.12.1995, sag C-444/93, Megner og Scheffel, Sml. I, s. 4741, praemis 24, og af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, praemis 33).

17 Det kan ikke bestrides, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede har betydning for deltidsansatte og stiller disse daarligere end fuldtidsansatte. Deltidsansatte skal nemlig for at kunne opnaa fritagelse for eksamen have arbejdet adskillige aar laengere end fuldtidsansatte.

18 Det fremgaar ligeledes af forelaeggelseskendelsen, at 92,4% af de deltidsansatte blandt de omhandlede tjenestemaend i Bremens skatteforvaltning er kvinder.

19 I et saadant tilfaelde maa det konstateres, at bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede i realiteten foerer til en forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere i forhold til mandlige arbejdstagere og i princippet maa anses for at vaere i strid med direktivet. Det vil kun forholde sig anderledes, saafremt den forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere er begrundet i forhold, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. f.eks. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, praemis 29, af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 12, og af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, praemis 31).

20 Det tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstaendigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, ud fra alt foreliggende at afgoere, om og i hvilket omfang en lovbestemmelse, som gaelder uafhaengigt af arbejdstagerens koen, men som faktisk rammer flere kvinder end maend, er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911, praemis 14, Bilka-dommen, praemis 36, og Rinner-Kuehn-dommen, praemis 15).

21 Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegte i hovedsagen goer gaeldende, at tildeling af autorisation som skatteraadgiver efter en fritagelse for eksamen maa betragtes som en undtagelse, der kun kan gaelde for personer, som i en foreskreven periode har udfoert kvalificeret arbejde og derved har erhvervet den fornoedne erfaring. Den erfaring, der kraeves for adgangen til det omhandlede erhverv uden eksamen, kan ifoelge sagsoegte kun opnaas i en beskaeftigelsesperiode, der uafhaengigt af det konkrete tilfaelde er normeret ens for alle ansoegere.

22 Sagsoegeren i hovedsagen har heroverfor anfoert, at deltidsansattes arbejde er lige saa varieret og af samme kvalitet som fuldtidsansattes. Det er udelukkende kvantiteten af arbejdet, der er forskellig.

23 Det bemaerkes, at Domstolen i sin dom af 7. februar 1991 i Nimz-sagen (sag C-184/89, Sml. I, s. 297, praemis 14) har antaget, at paastanden om, at der er en saerlig sammenhaeng mellem varigheden af en erhvervsmaessig beskaeftigelse og opnaaelse af et vist niveau med hensyn til kundskaber og erfaring, kun er en generalisering vedroerende bestemte grupper af ansatte og derfor ikke giver grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling. Ganske vist er ancienniteten ensbetydende med en stoerre erfaring, som principielt saetter arbejdstageren i stand til bedre at udfoere sine arbejdsopgaver, men om et saadant kriterium er objektivt, afhaenger af samtlige omstaendigheder i det konkrete tilfaelde, saerlig af forholdet mellem det udfoerte arbejdes karakter og den erfaring, udfoerelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

24 Endvidere bemaerkes, at den forelaeggende ret allerede har fastslaaet, at der i henhold til den oprindelige affattelse af StBerG som betingelse for, at de omhandlede tjenestemaend i skatteforvaltningen kunne fritages for skatteraadgivereksamenen, gjaldt et krav om fem aars beskaeftigelse inden for skattevaesenet i loebet af det sidste ti aar inden den paagaeldendes udtraeden af tjenesten. Brigitte Kording har for den forelaeggende ret - uden at det er blevet bestridt af sagsoegte - anfoert, at den kraevede beskaeftigelsesperiode i 1972 blev sat op fra fem til femten aar for at standse tendenserne til personaleafgang til den private sektor, hvorfor det netop ikke var et spoergsmaal om kvalifikationer, der var afgoerende for lovaendringen.

25 Saafremt en deltidsansat behandles mindre gunstigt end en fuldtidsansat, indebaerer bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede under disse omstaendigheder en indirekte forskelsbehandling til skade for kvindelige arbejdstagere, hvis betydelig faerre maend end kvinder arbejder paa deltid, og bestemmelserne er dermed i strid med direktivets artikel 3, stk. 1. En saadan ulige behandling vil dog vaere forenelig med bestemmelsen, hvis den er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

26 Saafremt den nationale ret maatte naa frem til, at de kompetente myndigheder har kunnet godtgoere, at den omstaendighed, at der for en deltidsbeskaeftiget ansoeger kraeves en laengere beskaeftigelsesperiode end for en fuldtidsbeskaeftiget ansoeger som betingelse for en fritagelse for skatteraadgivereksamenen, er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, kan det forhold, at den nationale lovgivning rammer et betydeligt stoerre antal kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, ikke i sig selv betragtes som en tilsidesaettelse af direktivets artikel 3, stk. 1.

27 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares med, at direktivets artikel 3, stk. 1, er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at den som en betingelse for fritagelse for skatteraadgivereksamen kraevede beskaeftigelsesperiode i tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid forlaenges tilsvarende, saafremt bestemmelserne rammer et betydeligt stoerre antal kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, medmindre den paagaeldende lovgivning er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Finanzgericht Bremen ved kendelse af 7. marts 1995, for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at den som en betingelse for fritagelse for skatteraadgivereksamen kraevede beskaeftigelsesperiode i tilfaelde af deltidsbeskaeftigelse med en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid forlaenges tilsvarende, saafremt bestemmelserne rammer et betydeligt stoerre antal kvindelige arbejdstagere end mandlige arbejdstagere, medmindre den paagaeldende lovgivning er berettiget af objektive grunde, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.