61995J0034

1 Fri udveksling af tjenesteydelser - tv-radiospredningsvirksomhed - direktiv 89/552 - fjernsynsreklame - kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser - kontrol paalagt den medlemsstat, hvorfra udsendelserne bringes - nationale bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame - foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, der udsendes fra en anden medlemsstat - tilladt - betingelse - foranstaltningerne maa ikke hindre selve retransmissionen af fjernsynsudsendelser fra en anden medlemsstat

(Raadets direktiv 84/450 og 89/552)

2 Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - begreb - hindringer som foelge af nationale bestemmelser, som uden forskelsbehandling regulerer bestemte former for salg - traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse - fjernsynsreklame - bestemmelser om vildledende reklame - foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, der udsendes fra en anden medlemsstat - tilladt - betingelser

(EF-traktaten, art. 30 og 36)

3 Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - fjernsynsreklame - bestemmelser om vildledende reklame - foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, der udsendes fra en anden medlemsstat - begrundet i almene hensyn - betingelser

(EF-traktaten, art. 56 og 59)

4 Fri udveksling af tjenesteydelser - tv-radiospredningsvirksomhed - direktiv 89/552 - fjernsynsreklame - kontrol med overholdelsen af direktivets bestemmelser - kontrol paalagt den medlemsstat, hvorfra udsendelserne bringes - nationale bestemmelser, der saerlig tager sigte paa at regulere fjernsynsreklamers indhold af hensyn til beskyttelse af mindreaarige - anvendelse paa udsendelser fra andre medlemsstater - ikke tilladt

(Raadets direktiv 89/552, art. 16 og 22)

5 Direktiv 89/552 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed er ikke til hinder for, at en medlemsstat i henhold til generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame traeffer foranstaltninger, herunder opstiller forbud eller udsteder paabud, over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, som udsendes fra en anden medlemsstat, paa betingelse af, at saadanne foranstaltninger ikke hindrer selve retransmissionen paa medlemsstatens omraade af fjernsynsudsendelser fra den anden medlemsstat.

Selv om direktivet bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og ikke maa hindre retransmission paa deres omraade af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der vedroerer fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed, indebaerer det dog ikke, at anvendelse af andre regler end regler, der specielt angaar udsendelse og distribution af programmer, fuldstaendig og uden videre udelukkes. Direktivet er principielt ikke til hinder for at anvende nationale bestemmelser, som generelt tager sigte paa at beskytte forbrugerne, uden at der dog derved indfoeres en fornyet kontrol af fjernsynsudsendelser ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage.

Desuden ville direktiv 84/450 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame - hvori det bl.a. i artikel 4, stk. 1, bestemmes, at medlemsstaterne paaser, at der findes tilstraekkelige og effektive muligheder for kontrol med vildledende reklame af interesse for forbrugerne saavel som konkurrenterne og offentligheden i almindelighed - miste sit indhold for saa vidt angaar fjernsynsreklamer, hvis modtagermedlemsstaten overhovedet ikke havde mulighed for at gribe ind over for en annoncoer, og at dette ville vaere i modstrid med, hvad Faellesskabets lovgivningsmyndighed udtrykkeligt har oensket.

6 Nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, falder ikke ind under traktatens artikel 30, forudsat at de finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade. En lovgivning, hvorefter det ikke er tilladt at benytte fjernsynsreklame i en bestemt erhvervssektor, maa antages at angaa bestemte former for salg af de beroerte varer, idet den forbyder en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning for en bestemt afsaetningsmetode.

Heraf foelger, at traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning om vildledende reklame traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, der udsendes fra en anden medlemsstat, medmindre bestemmelserne ikke, hverken retligt eller faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, medmindre de ikke er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn, herunder hensynet til god handelsskik og forbrugerbeskyttelse, eller et af de maal, der er anfoert i traktatens artikel 36, eller medmindre de ikke staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, eller disse maal eller tvingende hensyn kan naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

7 Traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning om vildledende reklame traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, der udsendes fra en anden medlemsstat. Det tilkommer dog den forelaeggende ret at efterproeve, om bestemmelserne er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn, herunder hensynet til god handelsskik og forbrugerbeskyttelse, eller et af de maal, der er anfoert i traktatens artikel 56, om de staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, og om disse maal eller tvingende hensyn ikke kunne naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

8 Direktiv 89/552 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for at bringe en bestemmelse i en national lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvorefter en fjernsynsreklame, der udsendes i reklamesendetiden, ikke maa vaere beregnet paa at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar, i anvendelse paa fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater.

Direktivet indeholder et fuldstaendigt system af bestemmelser, der specielt angaar beskyttelse af mindreaarige mod fjernsynsprogrammer i almindelighed og fjernsynsreklamer i saerdeleshed, og det er udsendelsesmedlemsstaten, der skal sikre, at disse bestemmelser overholdes. Bestemmelserne indebaerer ganske vist ikke, at det er forbudt at anvende bestemmelser i modtagermedlemsstaten, som har til formaal i almindelighed at beskytte forbrugerne eller mindreaarige, forudsat at denne anvendelse af bestemmelserne ikke hindrer egentlig retransmission paa modtagermedlemsstatens omraade af udsendelser fra en anden medlemsstat. De er dog til hinder for, at bestemmelser i modtagermedlemsstaten, hvorved fjernsynsreklamers indhold reguleres af hensyn til beskyttelse af mindreaarige, bringes i anvendelse paa udsendelser fra andre medlemsstater, idet dette vil indebaere, at man indfoerer en fornyet kontrol ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at udfoere i henhold til direktivet.

I de forenede sager C-34/95, C-35/95 og C-36/95,

angaaende tre anmodninger, som Marknadsdomstolen (Sverige) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Konsumentombudsmannen (KO)

mod

De Agostini (Svenska) Foerlag AB (sag C-34/95)

og

Konsumentombudsmannen (KO)

mod

TV-Shop i Sverige AB (sagerne C-35/95 og C-36/95),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 30 og 59 og af Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray (refererende dommer) og L. Sevón samt dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og H. Ragnemalm,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Konsumentombudsmannen Axel Edling (sag C-34/95)

- Konsumentombudsmannen ved stedfortraedende forbrugerombudsmand Per Ekelund (sagerne C-35/95 og C-36/95)

- De Agostini (Svenska) Foerlag AB ved advokaterne Peter Danowsky og Ulf Isakson, Stockholm

- TV-Shop i Sverige AB ved advokat Lars-Erik Stroem, Malmoe

- den svenske regering ved afdelingschef Lotty Nordling, Handelsafdelingen, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den belgiske regering ved kontorchef Jan Devadder, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den graeske regering ved kommitteret hos statens advokat Panagiotis Kamarineas, fuldmaegtig Ioanna Kiki, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, og konsulent Sofia Chiniadou, Ministeriet for Presse og Massemedier, som befuldmaegtigede

- den finske regering ved afdelingschef, ambassadoer Holger Rotkirch, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den norske regering ved advokat Didrik Toenseth, Regeringsadvokaten, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Berend Jan Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. juni 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Konsumentombudsmannen, Axel Edling, af De Agostini (Svenska) Foerlag AB ved Peter Danowsky og Ulf Isaksson, af TV-Shop i Sverige AB ved Lars Erik Stroem, af den svenske regering ved Lotty Nordling, af den graeske regering ved konsulent hos statens advokat Georgios Kanellopoulos, som befuldmaegtiget, af den finske regering ved konsulent Tuula Pynnae, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af den norske regering ved Didrik Toenseth og af Kommissionen ved Berend Jan Drijber og ledende juridisk konsulent Karin Oldfeldt, som befuldmaegtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 17. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved tre kendelser af 7. februar 1995, indgaaet til Domstolen den 13. februar 1995, har Marknadsdomstolen i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af EF-traktatens artikel 30 og 59 og af Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under tre sager, der er indbragt af Konsumentombudsmannen (forbrugerombudsmanden) med paastand om, at der nedlaegges forbud mod, at De Agostini (Svenska) Foerlag AB (herefter »De Agostini«) og TV-Shop i Sverige AB (herefter »TV-Shop«) benytter bestemte former for markedsfoering i fjernsynsreklamer for et tidsskrift for boern (sag C-34/95), for hudplejemidler (sag C-35/95) og for et rengoeringsmiddel (sag C-36/95).

Direktivets almindelige bestemmelser

3 Som Domstolen har udtalt i dom af 9. februar 1995 (sag C-412/93, Leclerc-Siplec, Sml. I, s. 179), er det hovedformaalet med direktivet, som er udstedt med hjemmel i traktatens artikel 57, stk. 2, og artikel 66, at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser. Som det fremgaar af 13. og 14. betragtning til direktivet, fastsaetter det mindsteregler for alle udsendelser fra Faellesskabet bestemt til modtagelse i Faellesskabet (praemis 28 og 29).

4 I direktivets artikel 1 defineres »tv-radiospredning« som foerstegangsudsendelse over traad eller traadloest, ogsaa via satellit, i kodet eller ukodet form, af fjernsynsprogrammer, der er bestemt for offentligheden. I samme artikel defineres »fjernsynsreklame« som enhver meddelelse i en hvilken som helst form, udsendt over fjernsyn mod vederlag eller lignende betaling af en offentlig eller privat virksomhed, i forbindelse med handel mv. for at fremme afsaetning mod betaling af varer eller tjenesteydelser. I artiklen tilfoejes det, at fjernsynsreklame, bortset fra de i artikel 18 omhandlede tilfaelde, ikke omfatter direkte tilbud til offentligheden med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller med henblik paa praestation af tjenesteydelser mod vederlag.

5 Direktivets artikel 2 indeholder foelgende bestemmelser:

»1. Medlemsstaterne skal hver isaer sikre, at alle udsendelser ved tv-radiospredning, der sendes

- af tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, eller

...

er i overensstemmelser med lovgivningen om udsendelser bestemt for offentligheden i den paagaeldende medlemsstat.

2. Medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og maa ikke hindre retransmission paa deres omraade af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for de ved dette direktiv samordnede omraader. De kan midlertidigt suspendere retransmission af fjernsynsudsendelser, hvis foelgende forhold foreligger:

a) En fjernsynsudsendelse fra en anden medlemsstat er en aabenlys, vaesentlig og alvorlig overtraedelse af artikel 22.

b) Tv-radiospredningsorganet har i loebet af de foregaaende 12 maaneder allerede overtraadt samme bestemmelse mindst to gange.

c) Den beroerte medlemsstat har skriftligt underrettet tv-radiospredningsorganet samt Kommissionen om de paastaaede overtraedelser og om, at den agter at begraense retransmissionen, hvis en saadan overtraedelse gentages.

d) Konsultationer med transmissionsstaten og Kommissionen har ikke foert til en mindelig ordning inden 15 dage efter underretningen i litra c), og den paastaaede overtraedelse fortsaetter.

Kommissionen drager omsorg for, at ophaevelsen er forenelig med faellesskabsretten. Den kan anmode den paagaeldende medlemsstat om straks at bringe en suspension, der strider imod faellesskabsretten, til ophoer. Denne bestemmelse er ikke til hinder for anvendelsen af procedurer, forholdsregler eller sanktioner over for de paagaeldende overtraedelser i den medlemsstat, under hvis myndighed det paagaeldende tv-radiospredningsorgan hoerer.

...«

6 Endelig giver direktivets artikel 3, stk. 1, medlemsstaterne adgang til, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, at indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet. I henhold til artikel 3, stk. 2, skal medlemsstaterne soerge for, at de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, overholder direktivets bestemmelser.

Svensk ret

7 I henhold til § 2, stk. 1, i marknadsfoeringslagen (den svenske lov (1975:1418) om markedsfoering) kan Marknadsdomstolen i tilfaelde, hvor en erhvervsdrivende, som ved markedsfoering af en vare, en tjenesteydelse eller et andet gode foretager en reklamering eller anden handling, som, fordi den er i strid med god forretningsskik eller paa anden vis, er utilboerlig over for forbrugere eller erhvervsdrivende, forbyde den paagaeldende at fortsaette dermed eller foretage nogen anden lignende handling. Bestemmelsen finder ogsaa anvendelse paa fjernsynsudsendelser, der kan modtages i et hvilket som helst andet land, som er part i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

8 I henhold til marknadsfoeringslagens § 3 kan Marknadsdomstolen bl.a. paabyde den erhvervsdrivende i sine reklamer at give oplysninger, som Marknadsdomstolen anser for at have saerlig betydning for forbrugerne.

9 Endvidere bestemmes det i § 11 i radiolagen (den svenske lov (1966:755) om radio- og fjernsynsvirksomhed), at en fjernsynsreklame, der udsendes i reklamesendetiden, ikke maa vaere beregnet paa at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar.

10 Det fremgaar af sagens akter, at en markedsfoering, der strider mod ufravigelige lovbestemmelser, samt vildledende reklame efter Marknadsdomstolens faste praksis betragtes som utilboerlig i marknadsfoeringslagens § 2's forstand.

De faktiske omstaendigheder i hovedsagerne

11 TV3 er et selskab med hjemsted i Det Forenede Kongerige. Det udsender fjernsynsprogrammer pr. satellit fra Det Forende Kongerige til Danmark, Sverige og Norge.

12 TV4 og Homeshopping Channel er fjernsynsstationer, der driver virksomhed i Sverige, hvor de har licens efter loven om radio- og fjernsynsvirksomhed.

13 I alle tre sager blev de paagaeldende reklamer sendt til Sverige pr. satellit fra Det Forenede Kongerige og vist paa TV3. Samtidig blev reklamerne udsendt paa TV4 i sag C-34/95 og paa Homeshopping Channel i sagerne C-35/95 og C-36/95, uden at de foerst var sendt fra en anden medlemsstat.

Sag C-34/95

14 I september 1993 udsendte De Agostini - som er et svensk selskab, der indgaar i den italienske koncern Istituto Geografico De Agostini, hvis virksomhed hovedsagelig bestaar i udgivelse af tidsskrifter - en fjernsynsreklame til offentligheden i Sverige paa kanalerne TV3 og TV4. Fjernsynsreklamen angik et tidsskrift ved navn »Allt om dinosaurier!«.

15 Det er oplyst i hovedsagen, at tidsskriftet retter sig til boern. I samlet stand er det et opslagsvaerk, som dels indeholder oplysninger om dinosaurer, dels en model af dinosaurer i forbindelse med tidsskriftets indhold. Det udgives i serier, saaledes at hver serie omfatter en raekke numre. Med hvert nummer foelger en del til modellen, og naar hele serien er koebt, har man modtaget alle dele til modellen. Tidsskriftet udgives paa flere sprog, og det blev lanceret i flere medlemsstater fra 1993. Udgaverne paa alle sprogene trykkes tilsyneladende i Italien.

16 Konsumentombudsmannen indbragte sagen for Marknadsdomstolen med paastand om, at der i henhold til marknadsfoeringslagens § 2 under fastsaettelse af en boede blev nedlagt forbud over for De Agostini mod at markedsfoere »Allt om dinosaurier!« som beskrevet ovenfor, idet reklamen havde til formaal at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar og dermed var i strid med radiolagens § 11. Subsidiaert nedlagde Konsumentombudsmannen paastand om, at der i henhold til marknadsfoeringslagens § 3 under fastsaettelse af en boede blev udstedt paabud til De Agostini om i fjernsynsreklamer, der henvender sig til boern, at give oplysning om det antal tidsskrifter, som kraevedes for at faa modellen i komplet stand, og den samlede pris herfor. Endelig nedlagde Konsumentombudsmannen paastand om, at der i henhold til marknadsfoeringslagens § 2 under fastsaettelse af en boede blev nedlagt forbud over for De Agostini mod i fjernsynsreklamer at anvende udsagnet: »Hver anden uge kan du samle alle delene til en selvlysende dinosaurmodel og samle alle bladene, som tilsammen bliver til en opslagsbog. Du faar alt dette for kun 7,50 kroner«, eller andre udsagn med i det vaesentlige samme indhold.

Sagerne C-35/95 og C-36/95

17 Sagerne C-35/95 og C-36/95 vedroerer den virksomhed, der udoeves af TV-Shop, som er det svenske datterselskab af TV-Shop Europe. TV-Shop's virksomhed bestaar i, at de markedsfoerte produkter foerst praesenteres i et tv-indslag, hvorefter kunderne kan indtelefonere bestillinger. Salgs- og kundekontaktafdelingerne findes i de forskellige modtagerlande. Distributionen sker gennem postvaesenet.

18 I 1993 udsendte TV-Shop paa TV3 og paa Homeshopping Channel to saakaldte »infomercials« om et hudplejemiddel af maerket »Body de Lite« og et rengoeringsmiddel af maerket »Astonish«.

19 I sag C-35/95 indbragte Konsumentombudsmannen sagen for Marknadsdomstolen med paastand om, at denne i henhold til marknadsfoeringslagens § 2 nedlagde forbud mod, at TV-Shop i forbindelse med markedsfoering af hudplejeprodukter

- fremsatte paastande om produkternes virkninger for huden, uden i forbindelse med markedsfoeringen at kunne dokumentere alle paastandene

- paastod, at produkterne havde helbredende eller terapeutiske virkninger, medmindre produkterne var godkendt som laegemidler i henhold til de saerlige regler herfor

- paastod eller antydede, at forbrugeren ved koeb af hudplejeserien ville modtage andre varer i tilgift uden at betale ekstra herfor, medmindre hudplejeserien saedvanligvis blev solgt til samme pris som angivet ved markedsfoeringen, uden at der fulgte andre varer med i koebet

- sammenlignede prisen for hudplejeserien med produkter af andet fabrikat, medmindre selskabet kunne godtgoere, at sammenligningen vedroerte ens eller ligevaerdige produkter, og

- tilkendegav, at forbrugeren for at modtage bestemte varer i tilgift skulle afgive sin bestilling inden for 20 minutter eller lignende kort frist.

20 Konsumentombudsmannen nedlagde endvidere paastand om, at Marknadsdomstolen i henhold til marknadsfoeringslagens § 3 under fastsaettelse af en boede udstedte paabud til TV-Shop om i forbindelse med markedsfoering af varer i tv at oplyse om ekstra omkostninger til porto, postopkraevningsgebyrer og lignende gebyrer i svenske kroner.

21 I sag C-36/95 nedlagde Konsumentombudsmannen paa tilsvarende maade paastand om, at Marknadsdomstolen i henhold til marknadsfoeringslagens § 2 under fastsaettelse af en boede nedlagde forbud mod, at TV-shop

- fremsatte paastande om rengoeringsmidlets effektivitet uden i forbindelse med markedsfoeringen at kunne godtgoere, at paastandene var rigtige

- anvendte ordet »miljoevenligt« om rengoeringsmidlet eller anvendte lignende upraecise formuleringer, som angav, at rengoeringsmidlet indebar fordele for miljoeet

- anvendte udtrykket »biologisk nedbrydeligt« eller lignende paastande om rengoeringsmidlet uden i forbindelse med markedsfoeringen at kunne godtgoere, at alle paastandene var rigtige.

22 Herefter anmodede Marknadsdomstolen De Europaeiske Faellesskabers Domstol om at traeffe afgoerelse om foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal traktatens artikel 30 eller 59 eller direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 fortolkes saaledes, at de

a) er til hinder for, at en medlemsstat griber ind over for en fjernsynsreklame, som en annoncoer lader sende fra en anden medlemsstat (i sagerne C-34/95, C-35/95 og C-36/95)

b) er til hinder for en anvendelse af reglen i radiolagens § 11, stk. 1, om forbud mod reklamer, der henvender sig til boern (i sag C-34/95).«

23 Ved kendelse af 20. marts 1995 har Domstolens praesident i henhold til procesreglementets artikel 43 besluttet at forene sagerne C-34/95, C-35/95 og C-36/95 med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Det foerste spoergsmaal

Direktivet

24 Med henblik paa en eventuel anvendelse af direktivet bemaerkes indledningsvis, at det paa trods af en mangelfuld affattelse fremgaar af direktivets titel, at direktivet tager sigte paa at samordne visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed med henblik paa at fjerne hindringerne for den frie udveksling af udsendelser inden for Faellesskabet.

25 Det fremgaar i oevrigt af ottende, niende og tiende betragtning til direktivet, at de hindringer, faellesskabslovgiver har villet fjerne, er de hindringer, der foelger af, at de i medlemsstaterne gaeldende bestemmelser om adgangen til udsendelse af fjernsyn og distribution af fjernsynsprogrammer er forskellige.

26 Heraf foelger, at de ved direktivet samordnede omraader kun er samordnet for saa vidt angaar egentlig tv-radiospredningsvirksomhed som defineret i artikel 1, litra a).

27 Endvidere bemaerkes, at det, med henblik paa at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser, i direktivets artikel 2 bestemmes, at alle udsendelser fra Faellesskabet, der er bestemt til modtagelse inden for Faellesskabet, herunder udsendelser, der er bestemt til en anden medlemsstat, skal vaere i overensstemmelse med lovgivningen om udsendelser bestemt for offentligheden i den medlemsstat, hvorfra udsendelserne bringes, og med direktivets bestemmelser. Som modstykke hertil skal medlemsstaterne med forbehold af de befoejelser, de tillaegges i artikel 2, stk. 2, sikre modtagefrihed og maa ikke hindre retransmission paa deres omraade af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder ind under de ved direktivet samordnede omraader.

28 Det skal endvidere fremhaeves, at det fremgaar af 13. betragtning til direktivet, at dette fastsaetter de noedvendige mindsteregler for fri udveksling af udsendelser og derfor ikke beroerer medlemsstaternes befoejelser vedroerende organisationen og finansieringen af udsendelserne og med hensyn til programindholdet. Det fremgaar af 17. betragtning til direktivet, at dette begraenser sig til at fastsaette saerlige regler for tv-radiospredning og saaledes ikke indskraenker nugaeldende eller fremtidige faellesskabsretsakter om harmonisering, der saerlig har til formaal at sikre overholdelsen af ufravigelige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, loyale handelstransaktioner og konkurrence.

29 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af dom af 10. september 1996 (sag C-222/94, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4025, praemis 42), at en personel kompetence for en medlemsstat over for et tv-radiospredningsorgan kun kan vaere baseret paa dettes tilknytning til medlemsstatens retsorden, hvilket er hovedindholdet i etableringsbegrebet i traktatens artikel 59, stk. 1, som efter sin ordlyd forudsaetter, at tjenesteyderen og modtageren af en tjenesteydelse er »bosat« i to forskellige medlemsstater.

30 Hvad naermere angaar spoergsmaalet om reklamer bemaerkes, at der i direktivets kapitel IV om fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed opstilles en raekke principper om udsendelse af reklamer, om brug af saerlige former for reklameteknik og om den sendetid, der kan benyttes til denne form for virksomhed (artikel 10, 11, 17 og 18).

31 Direktivet indeholder ogsaa bestemmelser om fjernsynsreklamers indhold. I artikel 12 bestemmes det, at fjernsynsreklamer ikke maa kraenke den menneskelige vaerdighed, vaere diskriminerende med hensyn til race, koen eller nationalitet, kraenke personers religioese eller politiske overbevisning, tilskynde til adfaerd, der kan vaere til skade for sundheden eller for sikkerheden, eller tilskynde til adfaerd, der kan vaere til skade for miljoebeskyttelsen. I artikel 13 og 14 opstilles der et absolut forbud mod fjernsynsreklamer for cigaretter og andre tobaksvarer samt mod laegemidler og medicinsk behandling, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvis myndighed tv-radiospredningsorganet hoerer. I artikel 15 opstilles der en raekke restriktioner for fjernsynsreklamer for alkoholholdige drikkevarer. Endelig opstilles der i artikel 16 en raekke principper specielt for beskyttelse af mindreaarige, og samme emne reguleres ogsaa i artikel 22 i direktivets kapitel V.

32 Det maa saaledes konstateres, at der ved direktivet, for saa vidt angaar udsendelse af fjernsyn og distribution af fjernsynsprogrammer, er foretaget en samordning af love og administrative bestemmelser om fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed, men at der kun er tale om en delvis samordning.

33 Selv om direktivet bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og ikke maa hindre retransmission paa deres omraade af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der vedroerer fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed, indebaerer det dog ikke, at anvendelse af andre regler end regler, der specielt angaar udsendelse og distribution af programmer, fuldstaendig og uden videre udelukkes.

34 Direktivet er saaledes principielt ikke til hinder for at anvende nationale bestemmelser, som generelt tager sigte paa at beskytte forbrugerne, uden at der dog derved indfoeres en fornyet kontrol af fjernsynsudsendelser ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage.

35 Det kan saaledes ikke antages at udgoere en hindring, som efter direktivet ikke er tilladt, at bestemmelser i en medlemsstat, som dem, hovedsagerne vedroerer, bringes i anvendelse paa fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater, naar der i bestemmelserne af hensyn til beskyttelsen af forbrugerne opstilles forbuds- og paabudsregler over for annoncoerer, og der er fastsat oekonomiske sanktioner for tilfaelde af, at reglerne overtraedes.

36 De Agostini, TV-Shop og Kommissionen har anfoert, at princippet om, at kontrollen med udsendelserne udfoeres af den stat, under hvis myndighed tv-radiospredningsorganet hoerer, ville blive undermineret, baade for saa vidt angaar princippets formaal og virkninger, hvis man antog, at direktivet ikke fandt anvendelse paa annoncoererne. En begraensning med hensyn til fjernsynsreklamer ville saaledes have indvirkning paa fjernsynsudsendelserne, ogsaa selv om den kun angik reklamer.

37 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at Raadets direktiv 84/450/EOEF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250, s. 17) - hvori det bl.a. i artikel 4, stk. 1, bestemmes, at medlemsstaterne paaser, at der findes tilstraekkelige og effektive muligheder for kontrol med vildledende reklame af interesse for forbrugerne saavel som konkurrenterne og offentligheden i almindelighed - ville miste sit indhold for saa vidt angaar fjernsynsreklamer, hvis modtagermedlemsstaten overhovedet ikke havde mulighed for at gribe ind over for en annoncoer, og at dette ville vaere i modstrid med, hvad Faellesskabets lovgivningsmyndighed udtrykkeligt har oensket (jf. ogsaa dom afsagt af EFTA-Domstolen den 16. juni 1995 i sagerne E-8/94 og E-9/94, Forbrukerombudet mod Mattel Scandinavia og Lego Norge, Report of the EFTA Court 1 January 1994 - 30 June 1995, praemis 54, 55 og 56 samt 58).

38 Heraf foelger, at direktivet ikke er til hinder for, at en medlemsstat i henhold til generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, som udsendes fra en anden medlemsstat, paa betingelse af at saadanne foranstaltninger ikke hindrer selve retransmissionen paa medlemsstatens omraade af fjernsynsudsendelser fra den anden medlemsstat.

Traktatens artikel 30

39 I Leclerc-Siplec-dommen, jf. ovenfor, har Domstolen i praemis 22 udtalt, at en lovgivning, hvorefter det ikke er tilladt at benytte fjernsynsreklame i en bestemt erhvervssektor, angaar bestemte former for salg af de beroerte varer, idet den forbyder en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning for en bestemt afsaetningsmetode.

40 I dom af 24. november 1993 (forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097, praemis 16) har Domstolen fastslaaet, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, ikke falder ind under traktatens artikel 30, forudsat at de finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade.

41 Det er aabenbart, at den foerste af disse betingelser er opfyldt i hovedsagerne.

42 For saa vidt angaar den anden betingelse kan det ikke udelukkes, at et fuldstaendigt forbud, som gaelder i en medlemsstat mod en form for salgsfremmende foranstaltning for en vare, som lovligt saelges i medlemsstaten, i hoejere grad har indvirkning paa varer fra andre medlemsstater.

43 Selv om effektiviteten af forskellige former for markedsfoering er et faktisk spoergsmaal, som det principielt tilkommer den forelaeggende ret at bedoemme, skal det dog bemaerkes, at De Agostini i sit indlaeg har gjort gaeldende, at fjernsynsreklame er den eneste effektive form for markedsfoering, der giver selskabet mulighed for at traenge ind paa det svenske marked, da det ikke raader over andre reklameformer, hvormed det kan naa boernene og deres foraeldre.

44 Det fuldstaendige forbud mod reklamer, der henvender sig til boern under 12 aar, og mod vildledende reklame, som gaelder i henhold til svensk lovgivning, er saaledes ikke omfattet af traktatens artikel 30, medmindre det godtgoeres, at forbuddet ikke, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade.

45 I sidstnaevnte tilfaelde boer den forelaeggende ret efterproeve, om forbuddet er noedvendigt for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i EF-traktatens artikel 36, om det staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, eller om disse maal eller tvingende hensyn ikke kunne naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

46 Endvidere bemaerkes, at det foelger af fast praksis, at god handelsskik og forbrugerbeskyttelse i almindelighed hoerer til de tvingende almene hensyn, som kan begrunde, at der opstilles restriktioner for de frie varebevaegelser (dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral (»Cassis de Dijon«-dommen), Sml. s. 649, praemis 8).

47 Besvarelsen maa herefter vaere, at traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, medmindre bestemmelserne ikke, hverken retligt eller faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, medmindre de ikke er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i traktatens artikel 36, eller medmindre de ikke staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, eller disse maal eller tvingende hensyn kan naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

Traktatens artikel 59

48 Som Domstolen har fastslaaet i dom af 26. april 1988 (sag 352/85, Bond van Adverteerders m.fl., Sml. s. 2085), udgoer en reklame, som af en tv-station, der er etableret i en medlemsstat, mod betaling udsendes for en annoncoer, der er etableret i en anden medlemsstat, en tjenesteydelse i traktatens artikel 59's forstand.

49 Der skal derfor tages stilling til, om nationale bestemmelser som dem, hovedsagerne drejer sig om, udgoer restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 59.

50 Det maa i denne forbindelse konstateres, at bestemmelser som dem, hovedsagerne drejer sig om, udgoer en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da de begraenser muligheden for, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret i udsendelsesmedlemsstaten, for annoncoerer, der er etableret i modtagermedlemsstaten, udsender fjernsynsreklamer, som specielt retter sig til offentligheden i modtagermedlemsstaten.

51 I mangel af en harmonisering af bestemmelserne for tjenesteydelser kan begraensninger af den frihed, traktaten tilsikrer paa dette omraade, vaere en foelge af, at nationale bestemmelser, der gaelder for alle, som er etableret i den paagaeldende medlemsstat, bringes i anvendelse paa tjenesteydere, som er etableret i en anden medlemsstat, og som allerede skal rette sig efter forskrifterne i denne stats lovgivning (dom af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda m.fl., Sml. I, s. 4007, praemis 12).

52 Er dette tilfaeldet, tilkommer det den forelaeggende ret at efterproeve, om bestemmelserne er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i EF-traktatens artikel 56, om de staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, og om disse maal eller tvingende hensyn ikke kunne naas eller varetages ved andre, mindre restriktive foranstaltninger.

53 Endvidere bemaerkes, at det foelger af fast praksis, at god handelsskik og beskyttelse af forbrugerne i almindelighed hoerer til de tvingende almene hensyn, der kan begrunde, at der opstilles restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. bl.a. dommen i sagen Collectieve Antennevoorziening Gouda m.fl., jf. ovenfor, praemis 14, og dom af 10.5.1995, sag C-384/93, Alpine Investments, Sml. I, s. 1141).

54 Besvarelsen maa herefter vaere, at traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame. Det tilkommer dog den forelaeggende ret at efterproeve, om bestemmelserne er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i traktatens artikel 56, om de staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, og om disse maal eller tvingende hensyn ikke kunne naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

Det andet spoergsmaal

55 Med sit andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, hvorledes faellesskabsretten skal fortolkes for saa vidt angaar en bestemmelse i en national lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvorefter en fjernsynsreklame, der udsendes i reklamesendetiden, ikke maa vaere beregnet paa at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar.

56 Indledningsvis skal det fremhaeves, at anvendelse af en saadan national bestemmelse paa reklamer, der sendes af et tv-radiospredningsorgan, som er etableret i samme medlemsstat, ikke er i strid med direktivet, eftersom direktivets artikel 3, stk. 1, ikke indeholder begraensninger for, hvilke interesser medlemsstaterne kan tage i betragtning, naar de fastsaetter strengere regler for de tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa deres omraade. Dette gaelder dog ikke, naar der er tale om tv-radiospredningsorganer, der er etableret i en anden medlemsstat.

57 Dernaest bemaerkes, at direktivet i artikel 16 og 22 indeholder et fuldstaendigt system af bestemmelser, der specielt angaar beskyttelse af mindreaarige mod fjernsynsprogrammer i almindelighed og fjernsynsreklamer i saerdeleshed.

58 Det er udsendelsesmedlemsstaten, der skal sikre, at disse bestemmelser overholdes.

59 Dette forhold indebaerer ganske vist ikke, at det er forbudt at anvende bestemmelser i modtagermedlemsstaten, som har til formaal i almindelighed at beskytte forbrugerne eller mindreaarige, forudsat at denne anvendelse af bestemmelserne ikke hindrer egentlig retransmission paa modtagermedlemsstatens omraade af udsendelser fra en anden medlemsstat.

60 Modtagermedlemsstaten har imidlertid ikke laengere ret til under nogen omstaendigheder at anvende bestemmelser, som specifikt har til formaal at kontrollere fjernsynsreklamers indhold set i forhold til mindreaarige.

61 Hvis bestemmelser i modtagermedlemsstaten, hvorved fjernsynsudsendelsers indhold reguleres af grunde i forbindelse med beskyttelse af mindreaarige mod reklamer, bringes i anvendelse paa udsendelser fra andre medlemsstater, vil det indebaere, at man indfoerer en fornyet kontrol ud over den, udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at udfoere i henhold til direktivet.

62 Heraf foelger, at direktivet skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for at bringe en bestemmelse i en national lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvorefter en fjernsynsreklame, der udsendes i reklamesendetiden, ikke maa vaere beregnet paa at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar, i anvendelse paa fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater.

Sagsomkostningerne

63 De udgifter, der er afholdt af den svenske, den belgiske, den graeske, den finske og den norske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagernes omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Marknadsdomstolen ved kendelser af 7. februar 1995, for ret:

1) Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed er ikke til hinder for, at en medlemsstat i henhold til generelle bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne mod vildledende reklame traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, som udsendes fra en anden medlemsstat, paa betingelse af at saadanne foranstaltninger ikke hindrer selve retransmissionen paa medlemsstatens omraade af fjernsynsudsendelser fra den anden medlemsstat.

2) EF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame, medmindre bestemmelserne ikke, hverken retligt eller faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, medmindre de ikke er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i EF-traktatens artikel 36, eller medmindre de ikke staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, eller disse maal eller tvingende hensyn kan naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

3) EF-traktatens artikel 59 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat paa grundlag af bestemmelser i sin nationale lovgivning traeffer foranstaltninger over for en annoncoer paa grund af en fjernsynsreklame. Det tilkommer dog den forelaeggende ret at efterproeve, om bestemmelserne er noedvendige for at varetage tvingende almene hensyn eller et af de maal, der er anfoert i traktatens artikel 56, om de staar i rimeligt forhold til det tilsigtede maal, og om disse maal eller tvingende hensyn ikke kunne naas eller varetages ved foranstaltninger, som i mindre grad begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

4) Direktiv 89/552 skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for at bringe en bestemmelse i en national lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvorefter en fjernsynsreklame, der udsendes i reklamesendetiden, ikke maa vaere beregnet paa at fange opmaerksomheden hos boern under 12 aar, i anvendelse paa fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater.