61995J0027

1 Praejudicielle spoergsmaal - bedoemmelse af gyldighed - en borgers mulighed for at paaberaabe sig traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling for en national ret - afgoerelse om ugyldigheden af en af faellesskabsinstitutionerne udstedt retsakt - manglende kompetence for de nationale retter

(EF-traktaten, art. 39, art. 40, stk. 3, og art. 177)

2 Landbrug - tilnaermelse af lovgivningerne vedroerende sundhedsmaessig kontrol - direktiv 64/433 - krav om en af en embedsdyrlaege udfoert sundhedsmaessig undersoegelse foer slagtning - lovligt

(EF-traktaten, art. 39 og art. 40, stk. 3; Raadets direktiv 64/433, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497)

3 Landbrug - tilnaermelse af lovgivningerne vedroerende sundhedsmaessig kontrol - direktiv 64/433 - forpligtelse til at lade slagterierne afholde udgifterne til veterinaerundersoegelserne - overvaeltning paa indehaverne af ejendomsretten til koedet - lovligt

(EF-traktaten, art. 39 og art. 40, stk. 3; Raadets direktiv 64/433, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, Raadets direktiv 85/73 og Raadets direktiv 93/118; Raadets beslutning 88/408)

4 En borger kan for en national ret paaberaabe sig en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og af det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling til stoette for, at en af faellesskabsinstitutionerne udstedt retsakt er ugyldig.

Den nationale ret kan herefter - og er under visse omstaendigheder forpligtet til at - anmode Domstolen om at traeffe en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af retsakten i henseende til bestemmelserne i traktaten. Den nationale ret kan endvidere behandle spoergsmaalet om gyldigheden af retsakten; dersom den finder, at anbringenderne vedroerende ugyldigheden, som parterne har paaberaabt sig for den, savner grundlag, kan den ogsaa forkaste disse anbringender og fastslaa, at retsakten er fuldt gyldig, idet den, naar den handler saaledes, nemlig ikke rejser tvivl om, at faellesskabsretsakten gyldigt foreligger.

Derimod er de nationale retter ikke befoejede til at erklaere retsakter fra Faellesskabets institutioner for ugyldige. Det gaelder nemlig, at den kompetence, der er tillagt Domstolen ved traktatens artikel 177, har til hovedformaal at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten ved de nationale retter. Dette krav om ensartethed er af saerlig betydning, naar der rejses tvivl om gyldigheden af en faellesskabsretsakt. Meningsforskelle hos retterne i medlemsstaterne med hensyn til gyldigheden af faellesskabsretsakter kan anfaegte selve enheden af den faellesskabsretlige retsorden og anfaegte det grundlaeggende krav om retssikkerhed.

5 Direktiv 64/433 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handel med fersk koed inden for Faellesskabet, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, er ikke ugyldigt i henseende til traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip, for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af embedsdyrlaeger, og/eller for saa vidt det foreskriver, at der skal gennemfoeres undersoegelser foer slagtningen.

Hvad saaledes angaar traktatens artikel 39 har direktivet ifoelge betragtningerne til det til formaal at lette samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed at fremme virkeliggoerelsen af maalsaetningerne med denne bestemmelse i traktaten. Hvad angaar traktatens artikel 40, stk. 3, er det - naar henses til, at forholdene for producenter af fersk koed efter ophaevelsen af kontrollen ved graenserne er de samme - med rette, at fersk koed, uanset om dette skal indgaa i samhandelen inden for Faellesskabet eller er bestemt til hjemmemarkedet, efter direktivet er underlagt de samme veterinaermaessige regler. Hvad endelig angaar proportionalitetsprincippet er saavel kravet om, at der skal vaere tale om en embedsdyrlaege, som kravet om, at der skal foretages en undersoegelse foer slagtningen, udtryk for en lovlig udoevelse af de skoensmaessige befoejelser, som faellesskabslovgiver raader over ved udformningen af landbrugspolitikken.

6 Forpligtelsen efter direktiv 64/433 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handelen med fersk koed inden for Faellesskabet, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, beslutning 88/408 om stoerrelsen af den afgift, der i henhold til direktiv 85/73 skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed, og direktiv 93/118 om aendring direktiv 85/73 til at lade de slagterier, paa hvilke dyrene slagtes, afholde udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser, der udfoeres af embedsdyrlaegerne, strider hverken mod traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, eller mod den generelle lighedsgrundsaetning og/eller det generelle proportionalitetsprincip. Ved at paalaegge de erhvervsdrivende, der forarbejder varer bestemt til salg i Faellesskabet, ansvaret, herunder det oekonomiske ansvar, for, at det garanteres, at de sikkerhedsmaessige krav, som er gaeldende for de paagaeldende varer, overholdes, kan faellesskabslovgiver saaledes ikke antages at have overskredet sit vide skoen paa landbrugsomraadet.

Endvidere er de gaeldende bestemmelser ikke til hinder for, at slagterierne overvaelter udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser paa dem, koedet tilhoerer.

I sag C-27/95,

angaaende en anmodning, som High Court of Justice (Bristol Mercantile Court, Det Forenede Kongerige) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Woodspring District Council

mod

Bakers of Nailsea Ltd,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handel med fersk koed inden for Faellesskabet (EFT 1963-1964, s. 175), som aendret og kodificeret ved Raadets direktiv 91/497/EOEF af 29. juli 1991 (EFT L 268, s. 69), i henseende til EF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, J.L. Murray (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn, G. Hirsch og H. Ragnemalm,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Woodspring District Council ved G. Barling, QC, og barrister T.E.J. Simpkins

- Bakers of Nailsea Ltd ved K.P.E. Lasok, QC, og barrister A. Lindsay

- Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister D. Anderson

- den graeske regering ved konsulent hos statens advokat V. Kontolaimos og konsulent D. Tsangkaraki, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

- Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent M. Sims-Robertson, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent J.L. Iglesias Buhigues og J. Macdonald Flett, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 21. maj 1996 er afgivet mundtlige indlaeg af Woodspring District Council ved G. Barling, af Bakers of Nailsea Ltd ved K.P.E. Lasok og A. Lindsay, af Det Forenede Kongeriges regering ved J.E. Collins, bistaaet af barrister P. Watson, af den graeske regering ved fuldmaegtig hos statens advokat K. Grigoriou, som befuldmaegtiget, af Raadet ved M. Sims-Robertson og af Kommissionen ved J. Macdonald Flett,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 4. juli 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 20. januar 1995, indgaaet til Domstolen den 6. februar 1995, har High Court of Justice (Bristol Mercantile Court) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende gyldigheden af Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handel med fersk koed inden for Faellesskabet (EFT 1963-1964, s. 175), som aendret og kodificeret ved Raadets direktiv 91/497/EOEF af 29. juli 1991 (EFT L 268, s. 69, herefter »direktiv 64/433«), i henseende til EF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Woodspring District Council (herefter »Woodspring«) har anlagt mod Bakers of Nailsea Ltd (herefter »Bakers«). Woodspring er en lokal myndighed i det sydvestlige England. Bakers, der ejer og driver et slagteri i Nailsea, en mindre by inden for Woodspring's omraade, goer gaeldende, at direktiv 64/433, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, er ugyldigt, for saa vidt det foreskriver undersoegelser foer slagtning, og/eller for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at de sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterierne foretages af embedsdyrlaeger. Bakers har derfor naegtet at betale udgifterne til de veterinaerundersoegelser, som Woodspring gennemfoerte og fakturerede i perioden fra den 1. januar 1993, da direktiv 64/433, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, traadte i kraft, til den 4. marts 1994.

3 Det fremgaar af oplysningerne i hovedsagen, at en embedsdyrlaege i overensstemmelse med den gaeldende lovgivning regelmaessigt hos Bakers foretog sundhedsmaessige undersoegelser, for hvilke der derefter blev udstedt faktura til Woodspring, som soegte at overvaelte udgiften paa Bakers. Bakers bestrider, at der foreligger et krav paa betaling af de paagaeldende honorarer, og goer gaeldende, at det er retsstridigt, at embedsdyrlaegen foretager undersoegelser, at der gennemfoeres undersoegelser foer slagtning, og at embedsdyrlaegens honorarer soeges overvaeltet paa slagteriet.

4 Ifoelge anden og tredje betragtning til direktiv 64/433 skal medlemsstaternes sundhedsforskrifter - for at fjerne forskellene mellem medlemsstaternes sundhedsforskrifter for koed - tilnaermes hinanden sideloebende med de allerede udstedte forordninger. I sjette betragtning hedder det, at »sundhedsmaerkning af koedet og paategning af transportdokumentet foretaget af embedsdyrlaegen paa oprindelsesvirksomheden anses for at vaere den maade, hvorpaa man bedst kan give de kompetente myndigheder paa bestemmelsesstedet garanti for, at en forsendelse af koed opfylder bestemmelserne i dette direktiv«.

5 Artikel 3, stk. 1, punkt A, litra b), d) og e), i direktiv 64/433 bestemmer foelgende:

»1. Hver medlemsstat drager omsorg for, at:

A. hele kroppe, halve kroppe, halve kroppe opskaaret i hoejst tre udskaeringer eller kvarte kroppe

a) ...

b) hidroerer fra et slagtedyr, der i overensstemmelse med bilag I, kapitel VI, er blevet undersoegt af en embedsdyrlaege foer slagtningen og efter denne undersoegelse er fundet egnet til slagtning i henhold til dette direktiv

c) ...

d) undersoeges efter slagtningen af en embedsdyrlaege i overensstemmelse med bilag I, kapitel VIII, og ikke har udvist nogen forandring med undtagelse af traumatiske laesioner opstaaet kort foert slagtningen, lokale misdannelser eller forandringer, for saa vidt det er konstateret - om fornoedent ved egnede laboratorieundersoegelser - at disse laesioner, misdannelser eller forandringer ikke goer slagtekroppen og det tilhoerende slagteaffald uegnet til menneskefoede eller bringer den menneskelige sundhed i fare

e) forsynes med et sundhedsmaerke i overensstemmelse med bilag I, kapitel XI.«

6 Kapitel VI i bilag I til direktiv 64/433, der har overskriften »Undersoegelse foer slagtningen (levende syn)«, angiver de undersoegelser, embedsdyrlaegen skal foretage den dag, dyrene ankommer til slagteriet, eller inden paabegyndelsen af den daglige slagtning. Kapitel VIII i bilag I, der har overskriften »Undersoegelse efter slagtningen (koedkontrol)«, angiver de undersoegelser, embedsdyrlaegen skal foretage umiddelbart efter slagtningen for at sikre, at koedet er egnet til menneskefoede. Kapitel XI i bilag I, der har overskriften »Sundhedsmaerkning«, indeholder bl.a. bestemmelse om, at embedsdyrlaegen er ansvarlig for sundhedsmaerkningen. I henhold til artikel 9, stk. 2, i direktiv 64/433 kan medhjaelpere, der arbejder under embedsdyrlaegens tilsyn og paa hans ansvar, bistaa ham under undersoegelsen foer slagtningen, foretage en foerste observation af dyrene og bistaa med rent praktiske opgaver og under undersoegelsen efter slagtningen, for saa vidt som embedsdyrlaegen er i stand til paa stedet at foere en effektiv kontrol med deres arbejde.

7 For at sikre fri omsaetning inden for Faellesskabet af produkter omfattet af den faelles markedsordning og for at undgaa konkurrencefordrejning blev kravene i direktiv 64/433 ved Raadets direktiv 88/409/EOEF af 15. juni 1988 om sundhedsbestemmelser for koed til hjemmemarkedet og om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves ved undersoegelse af saadant koed (EFT L 194, s. 28), udvidet til ogsaa at omfatte koed til hjemmemarkederne i medlemsstaterne for at sikre forbrugerne en ensartet sundhedsbeskyttelse. Ved direktivet blev der endvidere indfoert bestemmelse om, at afgifter som dem, der er fastsat i Raadets beslutning 88/408/EOEF af 15. juni 1988 om stoerrelserne for den afgift, der i henhold til direktiv 85/73/EOEF skal opkraeves for sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed (EFT L 194, s. 24) for saa vidt angaar koed til eksport, ogsaa skulle gaelde for koed bestemt til forbrug paa hjemmemarkedet. I henhold til artikel 6, stk. 1, i beslutning 88/408 paahviler afgiften for undersoegelser paa slagterier den, for hvem slagtningen, opskaeringen eller oplagringen udfoeres. I henhold til beslutningens artikel 6, stk. 2, foerste punktum, opkraeves det samlede afgiftsbeloeb i princippet i slagteriet.

8 Som det fremgaar af sjette betragtning til direktiv 91/497, var den ved direktivet indfoerte aendring begrundet i ophaevelsen af veterinaerkontrollen ved graenserne mellem medlemsstaterne og i behovet for at styrke garantierne paa oprindelsesstedet, naar det ikke laengere var muligt at skelne mellem produkter bestemt til det nationale marked og produkter bestemt til eksport til en anden medlemsstat.

9 Ved Raadets direktiv 93/118/EF af 22. december 1993 om aendring af direktiv 85/73/EOEF om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 340, s. 15) blev beslutning 88/408 ophaevet med virkning fra den 1. januar 1994.

10 I henhold til artikel 2, stk. 1, i Raadets direktiv 85/73/EOEF af 29. januar 1985 om finansiering af sundhedsmaessig undersoegelse og kontrol af fersk koed og fjerkraekoed (EFT L 32, s. 14), som aendret ved direktiv 93/118, skal medlemsstaterne med virkning fra den 1. januar 1994 med henblik paa finansiering af den kontrol, der udfoeres bl.a. i henhold til direktiv 64/433, soerge for at opkraeve EF-afgifter i overensstemmelse med retningslinjerne i bilaget til direktiv 93/118. I henhold til artikel 4 i direktiv 85/73, som aendret ved direktiv 93/118, afholdes afgifterne af den, der driver eller ejer den virksomhed, som udoever de aktiviteter, der naevnes i de direktiver, som omhandles i bilag A til Raadets direktiv 89/662/EOEF af 11. december 1989 om veterinaerkontrol i samhandelen i Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelsen af det indre marked (EFT L 395, s. 13), idet disse personer dog har mulighed for at overvaelte afgiften for den paagaeldende aktivitet paa den fysiske eller juridiske person, for hvis regning aktiviteterne udoeves.

11 Kravet om undersoegelse af alle dyr foer slagtning blev indfoert i Det Forenede Kongerige med virkning fra den 1. januar 1991 efter en aendring af SI 1987/2236 (Meat Inspection Regulations).

12 Embedsdyrlaegens deltagelse i undersoegelserne paa slagterierne foer og efter slagtningen blev udvidet med virkning fra den 1. januar 1993, da SI 1992/2037 (Fresh Meat (Hygiene and Inspection) Regulations 1992), der bl.a. havde til formaal at gennemfoere direktiv 91/497, traadte i kraft.

13 Hjemmelen til at opkraeve afgifter for veterinaerundersoegelser foer slagtningen er indeholdt i Fresh Meat and Poultry Meat (Hygiene, Inspection and Examinations for Residues) (Charges) Regulations 1990 (SI 1990/2494).

14 High Court of Justice har fundet, at sagens afgoerelse maa bero paa en fortolkning af faellesskabsretten, hvorefter retten har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Kan borgere under omstaendigheder som i denne sag for en national ret paaberaabe sig EF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og/eller det generelle proportionalitetsprincip og forbud mod forskelsbehandling til stoette for en paastand om, at en faellesskabslovgivning er ugyldig?

2) Er direktiv 64/433/EOEF, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497/EOEF, ugyldigt i henseende til EF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip, for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af dyrlaeger, og/eller for saa vidt det foreskriver, at der skal gennemfoeres undersoegelser foer slagtningen?

3) Saafremt spoergsmaal 2 besvares bekraeftende, spoerges:

a) Skal der fastsaettes en tidsmaessig begraensning for en saadan ugyldighed og/eller virkningerne heraf, og i saa fald hvilken?

b) Er faellesskabsretten til hinder for, at en national kompetent myndighed under omstaendigheder som i denne sag haandhaever en bestemmelse i national lovgivning, hvorefter det kraeves, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af eller under tilsyn af dyrlaeger, naar bestemmelsen angiveligt gennemfoerer direktiv 64/433/EOEF, som aendret, men ogsaa har eller angiveligt har en anden uafhaengig hjemmel i national lovgivning?

4) Strider det mod EF-traktatens artikel 39 og/eller artikel 40, stk. 3, eller mod den generelle lighedsgrundsaetning og/eller proportionalitetsprincippet, at udgifterne til dyrlaegers sundhedsmaessige undersoegelser af dyr, der skal slagtes, baeres af det slagteri, hvor dyrene skal slagtes?«

Det foerste spoergsmaal

15 Med det foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, hvorvidt en borger for en national ret kan paaberaabe sig en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og af det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling til stoette for, at en faellesskabsretlig bestemmelse er ugyldig.

16 Det bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af dom af 5. juli 1977 (sag 114/76, Bela-Muehle, Sml. s. 1211), at en borger for en national ret kan paaberaabe sig traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, til stoette for, at faellesskabsretlige bestemmelser er ugyldige, fordi de strider mod bestemmelser i traktaten.

17 Det bemaerkes herefter, at Domstolen har fastslaaet, at proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling hoerer til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger (jf. herved dom af 19.10.1977, forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel m.fl., Sml. s. 1753, praemis 7, og af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 15), hvorfor spoergsmaalet om gyldigheden af faellesskabsinstitutionernes retsakter kan efterproeves paa grundlag af disse almindelige retsgrundsaetninger.

18 En national ret kan herefter - og er under visse omstaendigheder forpligtet til at - anmode Domstolen om at traeffe en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af de paagaeldende bestemmelser i henseende til bestemmelserne i traktaten.

19 Det bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at de nationale retter kan behandle spoergsmaalet om gyldigheden af en faellesskabsretsakt; dersom de finder, at anbringenderne vedroerende ugyldigheden, som parterne har paaberaabt sig for dem, savner grundlag, kan de ogsaa forkaste disse anbringender og fastslaa, at retsakten er fuldt gyldig. Naar de handler saaledes, rejser de nemlig ikke tvivl om, at faellesskabsretsakten gyldigt foreligger (dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, praemis 14).

20 Derimod er de nationale retter ikke befoejede til at erklaere retsakter fra Faellesskabets institutioner for ugyldige. Det gaelder nemlig, at den kompetence, der er tillagt Domstolen ved traktatens artikel 177, har til hovedformaal at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten ved de nationale retter. Dette krav om ensartethed er af saerlig betydning, naar der rejses tvivl om gyldigheden af en faellesskabsretsakt. Meningsforskelle hos retterne i medlemsstaterne med hensyn til gyldigheden af faellesskabsretsakter kan anfaegte selve enheden af den faellesskabsretlige retsorden og anfaegte det grundlaeggende krav om retssikkerhed (dommen i sagen Foto-Frost, a.st., praemis 15).

21 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at en borger for en national ret kan paaberaabe sig en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og af det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling til stoette for, at en af faellesskabsinstitutionerne udstedt retsakt er ugyldig.

Det andet spoergsmaal

22 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, hvorvidt direktiv 64/433 er ugyldigt i henseende til traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip, for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af embedsdyrlaeger, og/eller for saa vidt det foreskriver, at der skal gennemfoeres undersoegelser foer slagtningen.

23 Bakers har gjort gaeldende, at hverken kravet om, at der skal vaere tale om en embedsdyrlaege, eller kravet om, at der skal gennemfoeres en undersoegelse foer slagtningen, tjener de formaal, der er anfoert i traktatens artikel 39. Bakers anfoerer endvidere, at der ved direktivets bestemmelser indfoeres en diskriminatorisk undersoegelsesordning, der strider mod traktatens artikel 40, stk. 3.

24 Hvad angaar traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, bemaerkes indledningsvis, at den faelles landbrugspolitik i henhold til artikel 39 bl.a. har til formaal at sikre en rationalisering af landbrugsproduktionen, at sikre landbrugsbefolkningen som helhed en rimelig levestandard, at stabilisere markederne, at sikre forsyningerne og at sikre forbrugerne rimelige priser paa landbrugsvarer. Artikel 39 opregner herefter de forhold, der skal tages hensyn til ved udarbejdelsen af den faelles landbrugspolitik, og de saerlige foranstaltninger, som denne kan medfoere.

25 I henhold til traktatens artikel 40, stk. 3, foerste afsnit, kan den faelles ordning under en af de i bestemmelsens stk. 2 naevnte former omfatte alle foranstaltninger, der er noedvendige for at naa de i artikel 39 fastsatte maal. Dog bestemmes det i artikel 40, stk. 3, andet afsnit, at den faelles ordning »skal begraenses til at forfoelge de i artikel 39 anfoerte maal og boer udelukke enhver form for forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere«.

26 Det bemaerkes herved, at der i anden betragtning til direktiv 91/497 om aendring af direktiv 64/433 udtrykkeligt henvises til noedvendigheden af at sikre en rationel udvikling af landbrugssektoren og oege produktiviteten, dvs. maalsaetninger, der er naevnt i traktatens artikel 39, stk. 1, litra a). Direktiv 64/433 har til formaal at lette samhandelen mellem medlemsstaterne og dermed at fremme forsyningssikkerheden, en maalsaetning, der er naevnt i artikel 39, stk. 1, litra d), at sikre forbrugerne rimelige priser paa landbrugsvarer, som det fremgaar af artikel 39, stk. 1, litra e), at stabilisere markederne, en maalsaetning, der er naevnt i artikel 39, stk. 1, litra c), og at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, som naevnt i artikel 39, stk. 1, litra b). Sidstnaevnte maalsaetning er naevnt i foerste betragtning til direktiv 91/497.

27 Domstolen har i dommen i sagen Ruckdeschel m.fl., a.st., praemis 7, fastslaaet, at forbuddet i traktatens artikel 40, stk. 3, mod enhver form for forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere blot er et konkret udtryk for det generelle lighedsprincip, som er et af de grundlaeggende principper inden for faellesskabsretten. Efter dette princip maa ensartede situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet.

28 Hvad angaar producenterne kan det ikke bestrides, at ophaevelsen af veterinaerkontrollen ved graenserne mellem medlemsstaterne forudsatte, at kravene i henhold til direktiv 64/433 blev udvidet til at omfatte samtlige erhvervsdrivende inden for sektoren for koedproduktion i Faellesskabet. Hvad angaar kontrollen i oprindelsesmedlemsstaten gaelder der herefter de samme veterinaermaessige regler for fersk koed, uanset om koedet skal indgaa i samhandelen inden for Faellesskabet eller er bestemt til hjemmemarkedet i den paagaeldende medlemsstat. Alt koed, uanset dets bestemmelse, skal dermed underkastes de samme undersoegelser, paa de samme vilkaar.

29 Efter ophaevelsen af kontrollen ved graenserne er forholdene for alle producenter af fersk koed dermed de samme, og disse producenter er uden forskel underlagt de samme regler og de samme veterinaermaessige krav.

30 Bakers' argument om, at der er handlet i strid med maalsaetningerne i traktatens artikel 39 og med princippet om forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, maa foelgelig forkastes.

31 Bakers har endvidere gjort gaeldende, at direktiv 64/433 tilsidesaetter proportionalitetsprincippet, idet kravene om, at der skal vaere tale om en embedsdyrlaege, og om, at der skal foretages en undersoegelse foer slagtningen, er saavel ubegrundede som uforholdsmaessige.

32 Domstolen har allerede tidligere fastslaaet, at Faellesskabets institutioner ved udformningen af deres politik paa landbrugsomraadet har et vidt skoen, ikke blot for saa vidt angaar fastlaeggelsen af det faktiske grundlag for deres virksomhed, men ogsaa naar det gaelder den naermere afgraensning af de maal, der inden for rammerne af traktatens bestemmelser oenskes gennemfoert, og valget af egnede virkemidler (jf. herved dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 37).

33 Forpligtelserne i henhold til direktiv 64/433 maa undersoeges i lyset af disse principper.

34 Hvad for det foerste angaar kravet om, at der skal vaere tale om en embedsdyrlaege, anfoeres det i sjette betragtning til direktiv 64/433, at »sundhedsmaerkning af koedet og paategning af transportdokumentet foretaget af embedsdyrlaegen paa oprindelsesvirksomheden anses for at vaere den maade, hvorpaa man bedst kan give de kompetente myndigheder paa bestemmelsesstedet garanti for, at en forsendelse af koed opfylder bestemmelserne i dette direktiv«.

35 Det maa i den forbindelse anses for en korrekt udoevelse af den naevnte skoensmaessige befoejelse, naar det efter bestemmelserne direktiv 64/433 er et krav, at kontrollen med de sundhedsmaessige undersoegelser i forsendelsesmedlemsstaten gennemfoeres paa en ensartet maade af den person, der i betragtning af sin stilling og faglige erfaring med rimelighed kan anses for den bedst kvalificerede til at udfoere denne opgave, og som boer varetage denne, nemlig embedsdyrlaegen.

36 Efter ophaevelsen af veterinaerkontrollen ved graenserne er det saaledes den kontrollerende embedsdyrlaege - hvis funktion eksisterer i samtlige medlemsstater - der er i besiddelse af den tilstraekkelige faglige kompetence, og som i tilstraekkelig grad kan sikre ensartethed med hensyn til de sundhedsmaessige betingelser for saa vidt angaar fersk koed, uanset om dette skal indgaa i samhandelen inden for Faellesskabet eller er bestemt til hjemmemarkedet. Bestemmelserne i direktiv 64/433, hvorefter undersoegelserne skal foretages af en embedsdyrlaege, kan derfor ikke antages at vaere udtryk for et misbrug af de skoensmaessige befoejelser, faellesskabslovgiver raader over.

37 Hvad dernaest angaar den i direktiv 64/433 foreskrevne undersoegelse foer slagtning er formaalet med denne at beskytte den offentlige sundhed i overensstemmelse med det af Domstolen fastslaaede princip, hvorefter faellesskabsinstitutionerne ved udoevelsen af deres befoejelser skal tilgodese almene hensyn som f.eks. en beskyttelse af forbrugerne eller af menneskers og dyrs sundhed og liv (jf. dom af 23.2.1988, sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. s. 855, praemis 12).

38 Det foelger af dette princip, at kun saafremt en foranstaltning paa det paagaeldende omraade er aabenbart uhensigtsmaessig i forhold til det maal, som vedkommende institution forfoelger, vil en saadan foranstaltning kunne kendes ulovlig (jf. dommen i Schraeder-sagen, a.st., praemis 22).

39 Kapitel VI i bilag I til direktiv 64/433 indeholder en klar angivelse af de specifikke grunde til at gennemfoere en sundhedsmaessig undersoegelse foer slagtningen. Det er herved tilstraekkeligt at pege paa, at de i dette kapitel naevnte former for kontrol med dyrenes sundhedstilstand ikke kan gennemfoeres efter slagtningen, da en raekke sygdomme kun kan diagnosticeres effektivt paa levende dyr. Det maa fastslaas, at et saadant hensyn retmaessigt kan tilgodeses, saaledes at kravet om en undersoegelse foer slagtningen maa anses for at ligge inden for rammerne af de skoensmaessige befoejelser, faellesskabslovgiver raader over.

40 Bakers' argument om, at der er sket en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, maa foelgelig ligeledes forkastes.

41 Det maa herefter fastslaas, at direktiv 64/433, som aendret og kodificeret ved direktiv 91/497, ikke er ugyldigt i henseende til traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip, for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af embedsdyrlaeger, og/eller for saa vidt det foreskriver, at der skal gennemfoeres undersoegelser foer slagtningen.

Det tredje spoergsmaal

42 Da det tredje spoergsmaal alene er blevet forelagt for det tilfaelde, at det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, er det ufornoedent at undersoege det.

Det fjerde spoergsmaal

43 Med det fjerde spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, hvorvidt forpligtelsen efter direktiv 64/433 til at lade de slagterier, paa hvilke dyrene slagtes, afholde udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser, der udfoeres af embedsdyrlaegerne, strider mod traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og mod den generelle lighedsgrundsaetning og/eller det generelle proportionalitetsprincip.

44 Bakers har gjort gaeldende, at naar det paalaegges den, der driver det paagaeldende slagteri, at afholde udgifterne til veterinaerundersoegelserne, strider dette mod Domstolens praksis, hvorefter saadanne udgifter tvaertimod boer baeres af samfundet, der har fordel af de frie varebevaegelser (jf. dom af 5.2.1976, sag 87/75, Bresciani, Sml. s. 129, og af 15.12.1993, forenede sager C-277/91, C-318/91 og C-319/91, Ligur Carni m.fl., Sml. I, s. 6621).

45 Det bemaerkes, at der i de af Bakers anfoerte domme var tale om oekonomiske byrder, som den paagaeldende medlemsstat ensidigt havde paalagt med henblik paa at finansiere veterinaerundersoegelserne. Domstolen fastslog, at saadanne byrder var en hindring for de frie varebevaegelser. Endvidere antog Domstolen i dommen i sagen Ligur Carni m.fl., a.st., at kun udgifter i forbindelse med sundhedsmaessige kontrolforanstaltninger og undersoegelser, der er gennemfoert af den kompetente myndighed i importmedlemsstaten i tilfaelde af kvalificeret mistanke om manglende overholdelse af de gaeldende regler, og som er tilladte i henhold til direktiv 64/433, burde baeres af samfundet.

46 I naervaerende sag er der ikke tale om oekonomiske byrder, som en medlemsstat ensidigt har paalagt, idet de oekonomiske byrder netop foelger af bestemmelser vedtaget af Faellesskabet, der finder ensartet anvendelse i samtlige medlemsstater. De af Bakers anfoerte domme er derfor ikke relevante for sagen.

47 Hvad angaar spoergsmaalet om gyldigheden i henseende til traktatens artikel 39 af forpligtelsen til at baere udgifterne til veterinaerundersoegelser, som er fastsat i beslutning 88/408, er det allerede i praemis 32 i denne dom blevet fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne har et vidt skoen paa landbrugsomraadet. Ligesom bestemmelserne i direktiv 64/433 er bestemmelserne i beslutning 88/408 omfattet af de skoensmaessige befoejelser, som faellesskabslovgiver raader over, og faellesskabslovgiver har ikke udoevet disse befoejelser paa en aabenbart uhensigtsmaessig maade.

48 Det bemaerkes herved, at faellesskabslovgiver ikke kan antages at have overskredet sine skoensmaessige befoejelser ved at paalaegge de erhvervsdrivende, der forarbejder varer bestemt til salg i Faellesskabet, ansvaret, herunder det oekonomiske ansvar, for, at det garanteres, at de sikkerhedsmaessige krav, som er gaeldende for de paagaeldende varer, overholdes.

49 Det bemaerkes endvidere, at artikel 6 i beslutning 88/408 ikke er til hinder for, at slagterierne overvaelter udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser paa dem, koedet tilhoerer. Artikel 6, stk. 1, i beslutning 88/408 indeholder nemlig en bestemmelse om, at afgiften paahviler den fysiske eller juridiske person, for hvem slagtningen, opskaeringen eller oplagringen udfoeres, uden at det er nogen forudsaetning, at det er den, der ejer slagteriet. I henhold til beslutningens artikel 6, stk. 2, gaelder det alene, at det samlede afgiftsbeloeb i princippet opkraeves i slagteriet.

50 Endelig bemaerkes, at artikel 4 i direktiv 85/73, som aendret ved direktiv 93/118, indeholder udtrykkelig bestemmelse om, at selv om afgifterne afholdes af den, der driver eller ejer slagteriet, kan afgiften overvaeltes paa den fysiske eller juridiske person, for hvis regning slagtningen, opskaeringen eller oplagringen udfoeres. Under disse omstaendigheder er der intet grundlag for at antage, at slagterierne, foer direktiv 93/118 fandt anvendelse, dvs. foer den 1. januar 1994, var afskaaret fra at overvaelte udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser paa dem, koedet tilhoerte.

51 Det maa herefter fastslaas, at forpligtelsen efter direktiv 64/433 til at lade de slagterier, paa hvilke dyrene slagtes, afholde udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser, der udfoeres af embedsdyrlaegerne, hverken strider mod traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, eller mod den generelle lighedsgrundsaetning og/eller det generelle proportionalitetsprincip.

Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering, den graeske regering, Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justice (Bristol Mercantile Court) ved kendelse af 20. januar 1995, for ret:

1) En borger kan for en national ret paaberaabe sig en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og af det generelle proportionalitetsprincip og det generelle princip om forbud mod forskelsbehandling til stoette for, at en af faellesskabsinstitutionerne udstedt retsakt er ugyldig.

2) Raadets direktiv 64/433/EOEF af 26. juni 1964 om sundhedsmaessige problemer vedroerende handel med fersk koed inden for Faellesskabet, som aendret og kodificeret ved Raadets direktiv 91/497/EOEF af 29. juli 1991, er ikke ugyldigt i henseende til traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, og til det generelle proportionalitetsprincip, for saa vidt det foreskriver og/eller bemyndiger medlemsstaterne til at foreskrive, at sundhedsmaessige undersoegelser paa slagterier skal foretages af embedsdyrlaeger, og/eller for saa vidt det foreskriver, at der skal gennemfoeres undersoegelser foer slagtningen.

3) Forpligtelsen efter direktiv 64/433 til at lade de slagterier, paa hvilke dyrene slagtes, afholde udgifterne til de sundhedsmaessige undersoegelser, der udfoeres af embedsdyrlaegerne, strider hverken mod traktatens artikel 39 og artikel 40, stk. 3, eller mod den generelle lighedsgrundsaetning og/eller det generelle proportionalitetsprincip.