61995C0383

1 Nederlandenes Hoge Raad har anmodet om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter »Bruxelles-konventionen«), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse (1), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (2) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (»San Sebastian-konventionen«) (3).

2 I Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, bestemmes det af betydning for denne sag i det vaesentlige, at sager vedroerende individuelle arbejdskontrakter bl.a. kan anlaegges ved retten paa det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde.

Sagens baggrund

3 P.W. Rutten, som er nederlandsk statsborger og har bopael i Nederlandene, blev fra den 1. august 1989 ansat hos Cross Medical BV, der er et nederlandsk datterselskab af Cross Medical Ltd, et selskab som er registreret i Det Forenede Kongerige og har hjemsted i London. Hans arbejdskontrakt indeholdt en klausul om, at eventuelle sager vedroerende arbejdsforholdet skulle anlaegges ved Kantonrechter, Amsterdam, og en klausul om, at nederlandsk ret skulle finde anvendelse paa kontrakten. Den 31. maj 1990 blev P.W. Rutten's ansaettelse hos Cross Medical BV bragt til ophoer paa grund af selskabets oekonomiske vanskeligheder, og han indgik derefter en ny arbejdskontrakt med Cross Medical Ltd. Overraskende nok indeholdt den nye kontrakt hverken en lovvalgsklausul eller en vaernetingsklausul.

4 P.W. Rutten bevarede sin bopael i Nederlandene. Baade foer og efter indgaaelsen af kontrakten med den nye arbejdsgiver udfoerte han ca. to tredjedele af sit arbejde i Nederlandene, mens den resterende del efter det oplyste blev udfoert i flere andre lande (der er mindre forskelle mellem oplysningerne i sagsakterne, men de lande, der naevnes, er England, Skotland, Irland, USA, Tyskland og Belgien). Han forberedte og planlagde sine forretningsrejser fra sit kontor i Nederlandene (kontoret befandt sig efter det oplyste paa hans bopael), han opbevarede det noedvendige materiale paa kontoret, og han vendte tilbage til kontoret efter hver forretningsrejse.

5 Cross Medical Ltd afskedigede P.W. Rutten med virkning fra den 1. oktober 1991, og P.W. Rutten anlagde derefter sag ved Kantonrechter, Amsterdam, med paastand om betaling af udestaaende loenbeloeb med rente. Cross Medical Ltd gjorde paa sin side gaeldende, at de nederlandske domstole savnede kompetence, eftersom P.W. Rutten saedvanligvis havde udfoert sit arbejde i Det Forenede Kongerige. Kantonrechter traf afgoerelse om, at retten havde kompetence til at behandle sagen og paakende kravet. Denne afgoerelse blev imidlertid ophaevet efter anke til Rechtbank, Amsterdam. P.W. Rutten indgav derefter kassationsanke til Nederlandenes Hoge Raad, som har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Efter hvilke kriterier skal det - i tilfaelde hvor en arbejdstager til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end ét land - afgoeres, om arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et af de paagaeldende lande i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand?

2) Er det i denne forbindelse af afgoerende betydning eller har det ogsaa betydning, om arbejdstageren har den stoerste del af sin arbejdstid i ét af de paagaeldende lande eller har en stoerre del af sin arbejdstid i ét af de paagaeldende lande end i det andet land eller de andre lande?

3) Har det i denne forbindelse ogsaa betydning, om arbejdstageren har bopael i et af disse lande, hvor han ogsaa har et kontor, hvorfra han forbereder eller tilrettelaegger den virksomhed, han skal udfoere uden for det paagaeldende land, og hvortil han vender tilbage efter hver rejse i udlandet i forbindelse med sit arbejde?«

Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1

6 Artikel 5, nr. 1, er en af undtagelserne fra den almindelige regel i artikel 2 om, at personer, som har bopael paa en kontraherende stats omraade, skal sagsoeges ved retterne i denne stat. Begrundelsen for disse undtagelser er, som det hedder i Jenard-rapporten om konventionen, at »der er en snaever forbindelse mellem en retstvist og den ret, der er kompetent til at afgoere den« (4).

7 Indtil 1989 havde artikel 5, nr. 1, foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes; ...« (5).

8 Ved San Sebastian-konventionen blev artikel 5, nr. 1, aendret, saaledes at bestemmelsen nu har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1. i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes; i sager vedroerende individuelle arbejdskontrakter, er dette sted der, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde; hvis arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land, kan arbejdsgiveren ligeledes sagsoeges ved retten paa det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende ...«

9 Den foreliggende sag drejer sig om betydningen af udtrykket det »sted ... hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde«. Fastlaeggelsen af dette sted i et konkret tilfaelde er et faktisk spoergsmaal, som skal afgoeres af den nationale ret, og Domstolen er specielt blevet anmodet om at opstille retningslinjer for, hvilke omstaendigheder der kan have betydning herfor i tilfaelde, hvor arbejdstageren udfoerer sit arbejde i mere end ét land.

10 Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at traeffe afgoerelse om udtrykkets betydning. Da der saaledes ikke kan findes stoette i retspraksis, vil jeg kort gennemgaa bestemmelsens tilblivelse. En mere indgaaende droeftelse af baggrunden findes i mit forslag til afgoerelse i sagen Mulox IBC mod Geels (6).

11 AEndringen af artikel 5, nr. 1, ved San Sebastian-konventionen omtales i rapporten fra de Almeida Cruz, Desantes Real og Jenard om konventionen (7). Det hedder heri, at man »med den valgte loesning ... har forsoegt at forbedre Lugano-konventionen (8) uden at fravige den unoedigt og samtidig foelge de af Domstolen afstukne retningslinjer med hensyn til beskyttelse af den svageste part« i saadanne kontraktforhold (9). I rapporten henvises der specielt til Domstolens dom i sagen Six Constructions mod Humbert (10), som blev afsagt efter undertegnelsen af Lugano-konventionen, men foer den endelige udarbejdelse af San Sebastian-konventionen.

12 Den relevante bestemmelse i Lugano-konventionen - ogsaa her artikel 5, nr. 1 - har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1. i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes; i sager vedroerende individuelle arbejdskontrakter, er dette sted der, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde eller, hvis arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land, er dette sted der, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er beliggende ...«

13 Den eneste forskel mellem ordlyden af Lugano-konventionens artikel 5, nr. 1, og Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, er, at det i den sidstnaevnte bestemmelse praeciseres, at kun arbejdstageren (i tilfaelde hvor denne ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land) kan anlaegge sag paa det sted, hvor den virksomhed, som har antaget ham, er beliggende. Det er denne forbedring, som omtales i rapporten om San Sebastian-konventionen, og som skal tilgodese hensynet til at beskytte den socialt svageste part i kontraktforholdet. Baggrunden herfor var dommen i Six Constructions-sagen, hvori Domstolen fandt, at affattelsen i Lugano-konventionen kunne virke til skade for den part i kontraktforholdet, der set under en social synsvinkel er den svageste, ved at give retterne paa det sted, hvor virksomheden er beliggende, kompetencen, ogsaa i tilfaelde hvor arbejdsgiveren er sagsoeger (11).

14 Det er aabenbart, at Lugano-konventionens artikel 5, nr. 1, skulle afspejle Domstolens afgoerelser i sagerne Ivenel mod Schwab (12) og Shenavai mod Kreischer (13) [jf. punkt 23, litra a), i rapporten om San Sebastian-konventionen] og desuden skulle vaere i overensstemmelse med Rom-konventionen om, hvilken lov der skal anvendes paa kontraktlige forpligtelser (14) (jf. Jenard-Moeller-rapporten om Lugano-konventionen (15), punkt 37-40).

15 Paa baggrund af, at der ikke fandtes saerlige bestemmelser om arbejdskontrakter i Bruxelles-konventionen forud for 1989, havde Domstolen i sagen Ivenel mod Schwab fastslaaet, at den forpligtelse, der skal tages i betragtning med henblik paa artikel 5, nr. 1, i tilfaelde hvor krav stoettes paa forskellige forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt, er den forpligtelse, som er karakteristisk for kontrakten, og som normalt er forpligtelsen til at udfoere arbejdet (16). I dommen i sagen Shenavai mod Kreischer havde Domstolen i et obiter dictum udtalt, at den ret, sagen er indbragt for, ved afgoerelsen af, om den er kompetent i tilfaelde, hvor en tvist vedroerer flere forpligtelser, der udspringer af én og samme kontrakt og ligger til grund for sagen, maa hente vejledning i sondringen mellem accessoriske krav og hovedkrav, saaledes at hovedforpligtelsen blandt flere omtvistede forpligtelser bliver afgoerende for kompetencen (accessorium sequitur principale) (17). Disse to betragtninger, sammenholdt med Rom-konventionens artikel 6, stk. 2, er oprindelsen til henvisningen i Lugano-konventionens artikel 5, nr. 1 (og dermed ogsaa Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1), til det sted »hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde«.

16 I Rom-konventionens artikel 6, stk. 2, bestemmes det, at en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg er undergivet

»a) loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen saedvanligvis udfoerer sit arbejde, selv om han midlertidigt er beskaeftiget i et andet land, eller

b) hvis arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land, loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende,

medmindre det af omstaendighederne som helhed fremgaar, at aftalen har en naermere tilknytning til et andet land, i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse«.

17 Det fremgaar klart af Giuliano-Lagarde-betaenkningen om Rom-konventionen (18), at man ved affattelsen af artikel 6 har taget hensyn til, at parterne i en arbejdsaftale har forskellige interesser, og har soegt »at sikre en bedre beskyttelse af den part, som ud fra en social og oekonomisk betragtning maa anses for at vaere den svageste part i kontraktforholdet« (19).

18 At man ved fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, skal tage hensyn til at yde den part i kontraktforholdet, der er den svageste ud fra en social betragtning, en passende beskyttelse, blev bekraeftet af Domstolen i dommen i sagen Ivenel mod Schwab, der angik bestemmelsen som affattet forud for 1989 (20). Efter en gennemgang af bestemmelsens tilblivelse udtalte Domstolen desuden, at det i konventionens artikel 5, nr. 1, isaer er hensigten i kontraktforhold at fastlaegge vaernetinget i det land, der har snaever tilknytning til tvisten, og at denne tilknytning i forbindelse med arbejdstagerforhold bl.a. bestaar i den lov, der finder anvendelse paa aftalen (21). Jeg skal i det foelgende vende tilbage hertil.

Mulox-sagen

19 Bestemmelsen i artikel 5, nr. 1, i affattelsen forud for 1989 blev paa ny forelagt for Domstolen i sagen Mulox IBC mod Geels (22), som angik et tilfaelde, hvor arbejdstageren udfoerte sit arbejde i mere end én kontraherende stat. Efter min opfattelse giver Domstolens dom i Mulox-sagen, selv om den angaar den tidligere affattelse, dog et bidrag til fortolkningen af bestemmelsen i den nuvaerende affattelse. Dette skyldes, at Domstolen fortolkede affattelsen forud for 1989 ud fra dommene i sagerne Ivenel mod Schwab og Shenavai mod Kreischer, og som allerede naevnt er det disse to afgoerelser, der ligger til grund for 1989-aendringen, som nu er blevet forelagt for Domstolen.

20 I Mulox-dommen fastslog Domstolen, at naar det drejer sig om en arbejdskontrakt, skal opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der skal laegges til grund, med henblik paa anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, ikke bestemmes under henvisning til den nationale lov, der er anvendelig i henhold til lovvalgsreglerne for den ret, sagen er indbragt for, men derimod paa grundlag af ensartede kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra konventionens opbygning og formaal (23).

21 Domstolen henviste endvidere til sine udtalelser i dommen i sagen Ivenel mod Schwab om, at der skal tages hensyn til, at den part, som ud fra en social betragtning maa anses for at vaere den svageste part i kontraktforholdet, i dette tilfaelde arbejdstageren, indroemmes en passende beskyttelse. En saadan beskyttelse opnaas bedst, hvis sager vedroerende en arbejdskontrakt henfoeres under retternes kompetence paa det sted, hvor arbejdstageren opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Det er saaledes paa dette sted, arbejdstageren med de mindste omkostninger kan anlaegge sag eller varetage sine interesser som sagsoegt (24).

22 Dette afspejler de synspunkter, jeg gav udtryk for i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen, nemlig at arbejdstageren boer kunne sagsoege sin arbejdsgiver paa det sted, hvor arbejdstageren udfoerer sit arbejde. Dette er det naturlige sted at foere saadanne sager, og det vil i de fleste tilfaelde vaere det mest hensigtsmaessige vaerneting for arbejdstageren, som ikke boer afskaeres fra fordelen ved at kunne anlaegge sag paa det sted, hvor han arbejder, blot fordi arbejdsgiveren har hjemsted i en anden kontraherende stat (25).

23 I Mulox-sagen henviste Domstolen til sine tidligere afgoerelser (jf. ovenfor) (26), hvorefter det i tilfaelde, hvor flere forpligtelser udspringer af én og samme kontrakt og ligger til grund for den af sagsoegeren anlagte sag, er hovedforpligtelsen, der skal laegges vaegt paa ved bestemmelsen af retternes kompetence (27). Domstolen udtalte derefter, at i tilfaelde, hvor arbejdet udfoeres i mere end én kontraherende stat, maa opfyldelsen af den kontraktmaessige forpligtelse i konventionens artikel 5, nr. 1's forstand fastlaegges paa det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Med henblik paa fastlaeggelsen af opfyldelsesstedet - som skulle foretages af den nationale retsinstans - maatte der tages hensyn til den omstaendighed, som forelaa i hovedsagen, at udfoerelsen af arbejdstagerens opgaver skete fra et kontor, der var beliggende i en kontraherende stat, som arbejdstageren havde taget bopael i, som han udfoerte sine arbejdsopgaver fra, og som han vendte tilbage til efter hver forretningsrejse (28).

Anvendelsen paa den foreliggende sag

24 Det, som Domstolen skal tage stilling til i den foreliggende sag, er i det vaesentlige, om ordlyden af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen - saerlig udtrykket det »sted ... hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde« - adskiller sig i vaesentligt omfang fra Domstolens fortolkning af samme bestemmelse, forud for aendringen, i Mulox-dommen, herunder specielt udtrykket »det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser«. I bekraeftende fald skal det afgoeres, om forskellen giver anledning til at fravige de retningslinjer, Domstolen har opstillet i Mulox-sagen, for fastlaeggelsen af det relevante sted i det konkrete tilfaelde.

25 Jeg vil fortsat mene - som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen - at artikel 5, nr. 1, som affattet forud for 1989,

»boer fortolkes saaledes, at vaernetinget befinder sig paa hovedarbejdsstedet. Dette udtryk vil i de fleste situationer stort set vaere synonymt med det sted, hvor arbejdet 'saedvanligvis' udfoeres, jf. anvendelsen af dette udtryk i Rom-konventionens artikel 6 og i Lugano- og San Sebastian-konventionerne. Udtrykket 'hovedarbejdsstedet' forekommer dog at maatte foretraekkes, da det mere effektivt udtrykker tanken om, at ét af en arbejdstagers arbejdssteder, i tilfaelde hvor der er tale om flere arbejdssteder, under normale omstaendigheder maa vaere vigtigere end de andre ... hvis San Sebastian-konventionen skulle finde anvendelse i en sag som den foreliggende, boer man ikke fortolke udtrykket 'saedvanligvis' alt for bogstaveligt, men forstaa det som en henvisning til hovedarbejdsstedet« (29).

26 Denne fortolkning er i overensstemmelse med en raekke hensyn.

27 For det foerste giver den en beskyttelse for den part i kontraktforholdet, der ud fra en social betragtning er den svageste, dvs. i arbejdskontrakter arbejdstageren. Som allerede naevnt har Domstolen anerkendt hensynet til at yde en saadan beskyttelse, og det har ogsaa fundet udtryk i 1989-aendringen af artikel 5, nr. 1.

28 For det andet afspejler den, at der boer vaere en naer tilknytning mellem tvisten og den ret, der har kompetence til at paadoemme den.

29 For det tredje vil den indebaere, at de retter, der har kompetencen, i saa godt som alle tilfaelde vil vaere beliggende paa det sted, hvor det er forbundet med de mindste omkostninger for arbejdstageren at anlaegge sag eller varetage sine interesser som sagsoegt.

30 Det kan haevdes, som et moment, der taler imod fortolkningen, at den ikke noedvendigvis foerer til, at kompetencen tillaegges retterne i det land, hvis lov finder anvendelse. Som naevnt ovenfor har Domstolen i dommen i sagen Ivenel mod Schwab omtalt oensket om, at kompetencen tillaegges en ret, som vil vaere i stand til at anvende sit eget lands lovgivning og ikke fremmed ret, som et af hovedkriterierne for fortolkningen af artikel 5, nr. 1.

31 Jeg mener imidlertid ikke, at denne indvending er tilstraekkelig til at opveje fordelene ved den fortolkning, jeg foreslaar. Som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen, saa oenskeligt det end maatte vaere at henlaegge kompetencen i sager om arbejdskontrakter til retterne i det land, hvis lovgivning finder anvendelse, vil dette dog ikke altid vaere muligt i praksis, selv efter den harmonisering af lovvalgsreglerne, der er sket ved Rom-konventionen (30). I forslaget omtalte jeg forholdsvis indgaaende de vanskeligheder, der er knyttet til ethvert forsoeg paa at opnaa et sammenfald mellem lex causae og lex fori, og jeg naaede frem til, at det vil vaere fejlagtigt at overdrive betydningen af sammenhaengen mellem kompetencen og lex causae i sager om arbejdskontrakter (31). Dette mener jeg fortsat er rigtigt.

32 Naar en arbejdstager til udfoerelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end ét land, vil kriterierne for, om han skal anses for saedvanligvis at udfoere sit arbejde i ét af disse lande i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand, derfor i det vaesentlige vaere de samme som de kriterier, hvorefter han tidligere skulle anses for hovedsagelig at opfylde sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver. Domstolen har allerede angivet nogle af disse kriterier i Mulox-sagen, herunder specielt, at arbejdstageren i en kontraherende stat, hvor han havde taget bopael, havde etableret et kontor, som han udfoerte sit arbejde fra, og som han vendte tilbage til efter hver forretningsrejse (32).

33 Kommissionen - som ganske vist har tilsluttet sig det synspunkt, jeg fremsatte i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen, om, at ordet »saedvanligvis« ikke boer fortolkes for snaevert - har gjort gaeldende, at der er vanskeligheder forbundet med simpelt hen at lade »saedvanligvis« betyde det samme som »hovedsagelig«. Efter Kommissionens opfattelse maa »saedvanligvis« snarere henvise til den tidsmaessige tilrettelaeggelse af arbejdstagerens arbejde, mens »hovedsagelig« maa henvise til midtpunktet for arbejdet. Derefter goer Kommissionen imidlertid gaeldende, at ordet »hovedsagelig«, som det fremgaar af Mulox-dommen (33), indebaerer, at man i relation til den tidligere version af artikel 5, nr. 1, skal tage hensyn til forskellige kriterier, herunder den tid der tilbringes i hvert af de paagaeldende lande. Den nye affattelse, herunder brugen af ordet »saedvanligvis«, bekraefter denne opfattelse. Kommissionen naar derefter frem til, at den nationale domstol foerst skal fastlaegge, i hvilke tidsrum arbejdstageren har arbejdet i de forskellige lande. Hvis han klart har tilbragt flere dage i én kontraherende stat, er det retterne i den paagaeldende stat, der principielt har kompetencen til at paakende tvister i anledning af arbejdskontrakten.

34 Selv om denne argumentation efter al sandsynlighed vil foere til det rigtige resultat i de fleste tilfaelde, er jeg ikke overbevist om, at det er klogt at laegge sig fast paa saa vid en formulering. Jeg vil fortsat mene, som jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen, at man ikke kan se bort fra, hvor arbejdstagerens kontor er beliggende, og hvilken brug arbejdstageren goer af sit kontor. I mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen anfoerte jeg, at selv hvis arbejdstageren tilbringer over halvdelen af arbejdstiden paa aarsbasis paa rejse i andre lande og faktisk ikke besoeger én eneste kunde i det land, hvor han har kontor, ville jeg anse det for meget vanskeligt at afkraefte formodningen for, at han hovedsagelig udfoerer sit arbejde paa det sted, hvor han har midtpunktet for sin virksomhed (34). Jeg mener ikke, at dette er blevet mindre overbevisende paa grund af den nye affattelse af artikel 5, nr. 1. Hvis en arbejdstager, som foretager forretningsrejser til flere forskellige lande, forbereder og planlaegger sit arbejde fra sit kontor og vender tilbage dertil efter hver rejse, er det unaturligt at antage, at han »saedvanligvis« eller »hovedsagelig« udfoerer sit arbejde i noget andet land end det, hvori han har sit kontor, som er centret for hans erhvervsudoevelse.

35 Kommissionen har tilfoejet, at ogsaa andre faktorer har betydning, herunder kontorets og bopaelens beliggenhed. Kommissionen opstiller en sondring med hensyn til, hvilken vaegt der skal tillaegges disse faktorer, alt efter om tidskriteriet peger paa samme sted eller et andet sted end de oevrige faktorer. Dette forekommer mig at vaere unoedigt kompliceret i den konkrete sammenhaeng i denne sag, hvor det er klart, at der ikke opstaar en saadan vanskelighed. Det viser ogsaa farerne ved at laegge for stor vaegt paa tidskriteriet og for ringe vaegt paa, hvor arbejdstageren har midtpunktet for sin virksomhed.

36 Med hensyn til bopaelskriteriet vil jeg blot naevne, at det ganske vist kan vaere en relevant omstaendighed i en konkret sag, men at jeg - af de grunde, jeg anfoerte i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen (35) - ikke finder, at det boer vaere afgoerende.

37 Jeg vil gerne fremhaeve betydningen af, at man i enhver sag, som angaar en arbejdstager, der arbejder i flere forskellige lande, maalbevidst soeger at bestemme, hvor hovedarbejdsstedet befinder sig, saaledes at kompetencen tillaegges retterne i et land, som tvisten reelt er knyttet til (36). Dette resultat vil man ikke noedvendigvis naa frem til, hvis man benytter det subsidiaere tilknytningsmoment, der er blevet indfoert ved San Sebastian-konventionen, dvs. det sted, hvor den virksomhed, der har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende. Bortset fra at goere opmaerksom paa risikoen, mener jeg dog ikke, det er noedvendigt i den foreliggende sag at gennemgaa raekkevidden af dette subsidiaere tilknytningsmoment.

38 Afslutningsvis mener jeg saaledes, at de yderligere faktorer, der er naevnt i den nationale rets spoergsmaal, alle er relevante kriterier for afgoerelsen af, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde.

39 Endelig kan det naevnes, at sagen for den nationale ret i det foreliggende tilfaelde giver en god illustration af fordelene ved den fortolkning af artikel 5, nr. 1, som jeg gaar ind for. P.W. Rutten er nederlandsk statsborger. Han har sit kontor i Nederlandene, fra dette kontor planlaegger og forbereder han sit arbejde, han vender tilbage til kontoret efter hver forretningsrejse, og han har ca. to tredjedele af sin arbejdstid i Nederlandene, mens den resterende tid tilbringes i flere andre lande. Det er klart, at sagen om arbejdsforholdet paa en lang raekke punkter er knyttet til Nederlandene. At paatvinge P.W. Rutten at anlaegge sag ved en domstol i Det Forenede Kongerige, ville hverken vaere i overensstemmelse med det generelle hensyn til at beskytte den socialt set svageste part eller med det specielle udslag af dette hensyn i sager som denne, nemlig at soege at opnaa, at arbejdstageren kan anlaegge sag ved den ret, hvor det er mest hensigtsmaessigt for ham.

Forslag til afgoerelse

40 Sammenfattende skal jeg foreslaa, at Domstolen besvarer Nederlandenes Hoge Raad's spoergsmaal saaledes:

Med henblik paa artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som senest aendret ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, skal det sted, hvor en arbejdstager saedvanligvis udfoerer sit arbejde, for det tilfaelde at arbejdstageren til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end én stat, forstaas som det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, hvor dette sted befinder sig, ud fra alle relevante forhold, herunder navnlig at arbejdstageren har den stoerste del af sin arbejdstid i én af disse stater, hvor han har bopael og har et kontor, hvorfra han forbereder eller tilrettelaegger sit arbejde uden for den paagaeldende stat, og hvortil han vender tilbage efter hver rejse i forbindelse med sit arbejde.

(1) - EFT L 304, s. 1, jf. den aendrede tekst s. 77.

(2) - EFT L 388, s. 1.

(3) - EFT L 285, s. 1.

(4) - EFT 1979 C 59, s. 1, jf. s. 22.

(5) - Ordlyden af den oprindelige konvention af 1968 var lidt anderledes (o.a.: gaelder dog ikke den danske version), men bestemmelsens raekkevidde var i det vaesentlige den samme. Den her citerede affattelse er den, der foelger af aendringen ved 1978-tiltraedelseskonventionen.

(6) - Dom af 13.7.1993, sag C-125/92, Sml. I, s. 4075.

(7) - EFT 1990 C 189, s. 35.

(8) - Konventionen af 16.9.1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-konventionen finder anvendelse mellem EFTA's og EOEF's medlemsstater), EFT 1988 L 319, s. 9.

(9) - Punkt 23, litra c).

(10) - Dom af 15.2.1989, sag 32/88, Sml. s. 341.

(11) - Jf. praemis 13 og 14.

(12) - Dom af 26.5.1982, sag 133/81, Sml. s. 1891.

(13) - Dom af 15.1.1987, sag 266/85, Sml. s. 239.

(14) - EFT 1980 L 266, s. 1.

(15) - EFT 1990 C 189, s. 57.

(16) - Praemis 15 og 20.

(17) - Praemis 19.

(18) - EFT 1980 C 282, s. 1.

(19) - S. 24.

(20) - Praemis 16 og 17.

(21) - Praemis 15.

(22) - Jf. ovenfor i fodnote 6.

(23) - Praemis 16.

(24) - Mulox-dommens praemis 18 og 19.

(25) - Punkt 29 i mit forslag til afgoerelse.

(26) - Praemis 15.

(27) - Shenavai-dommen, jf. ovenfor i fodnote 13, praemis 19.

(28) - Praemis 22-25.

(29) - Punkt 32 og 37.

(30) - Punkt 27 i forslaget til afgoerelse.

(31) - Punkt 27 og 28.

(32) - Praemis 25.

(33) - Kommissionen laegger den franske og den nederlandske version af dommen til grund. Heri anvendes ordene »principalement« og »hoofdzakelijk«.

(34) - Punkt 33.

(35) - Punkt 34.

(36) - Jf. naermere i mit forslag til afgoerelse i Mulox-sagen, punkt 35 og 37.