61994B0084

++++

1. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure ° udelukket

(EF-traktaten, art. 169 og 170 samt art. 173, stk. 4)

2. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at meddele en medlemsstat et direktiv eller en beslutning med hensyn til offentlige virksomheders overholdelse af konkurrencereglerne ° udelukket

(EF-traktaten, art. 90 og 173)

1. Fysiske eller juridiske personer kan ikke anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af en beslutning fra Kommissionen om at ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat.

For det foerste er Kommissionen ikke forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, men har i denne henseende en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at borgere ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt.

For det andet soeger en fysisk eller juridisk person, som anmoder Kommissionen om at indlede en procedure i henhold til artikel 169, i virkeligheden at opnaa, at der udstedes en retsakt, som ikke vil beroere vedkommende umiddelbart og individuelt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, og som vedkommende derfor alligevel ikke ville kunne anfaegte ved et annullationssoegsmaal.

For saa vidt det oenskes fastslaaet, at den paagaeldende medlemsstat har tilsidesat visse bestemmelser i faellesskabsretten, gaelder, at retten til at indbringe en sag for Faellesskabets retsinstanser med henblik paa at faa fastslaaet, at en medlemsstat ikke har overholdt sine forpligtelser, ifoelge traktatens artikel 169 og 170 ikke tilkommer fysiske eller juridiske personer, men kun Kommissionen og de oevrige medlemsstater.

2. En fysisk eller juridisk person kan ikke anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af en beslutning fra Kommissionen, hvorved den afslaar at meddele en medlemsstat et direktiv eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3.

Som det fremgaar af denne bestemmelse og af den maade, hvorpaa bestemmelserne i denne artikel er opbygget, indebaerer den kontrolfunktion, som er paalagt Kommissionen i forhold til de medlemsstater, som er ansvarlige for en overtraedelse af traktatens bestemmelser, bl.a. vedroerende konkurrence, noedvendigvis, at der indroemmes Kommissionen et vidt skoen, og den har ikke i forbindelse med udoevelsen af dette skoen nogen forpligtelse til at gribe ind.

I sag T-84/94,

Bundesverband der Bilanzbuchhalter eV, Bonn (Tyskland), ved advokat Joachim Mueller, Muenchen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Jean Wagener og Alain Rukavina, 10 A, boulevard de la Foire,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Marie-José Jonczy og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 4. november 1993 om at henlaegge sagsoegerens klage, hvormed sagsoegeren oenskede at faa fastslaaet, at den tyske lovgivning om skatteraadgivere ("Steuerberater") er i strid med EF-traktatens artikel 59 og 86, og at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat EF-traktatens artikel 5 og 90, idet den ikke har truffet de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at efterkomme disse bestemmelser,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Schintgen og R. García-Valdecasas,

justitssekretaer: H. Jung,

afsagt foelgende

Kendelse

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, Bundesverband der Bilanzbuchhalter eV, der er en tysk forening, hvis formaal er at varetage medlemmernes oekonomiske og erhvervspolitiske interesser, indgav den 21. august 1992 en klage til Kommissionen, hvori den gjorde indsigelse mod Steuerberatungsgesetz af 4. november 1975 (BGBl. 1975 I, s. 2735 ° lov om skatteraadgivning), som senest aendret ved lov af 13. december 1990 (BGBl. 1990 I, s. 2756), idet "Steuerberater" (skatteraadgivere), "Wirtschaftspruefer" ("statsautoriserede revisorer"), advokater og "vereidigte Buchpruefer" ("registrerede revisorer") efter denne lov har eneret til at udfoere visse former for skatteraadgivning og dermed forbundne opgaver. Sagsoegeren fandt, at denne lovgivning var i strid med traktatens bestemmelser, navnlig EOEF-traktatens (nu EF-traktatens) artikel 59 og 86, og gjorde gaeldende, at Forbundsrepublikken Tyskland ved ikke at aendre denne lovgivning tilsidesatte traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 90, stk. 1 og 2. Sagsoegeren anmodede derfor Kommissionen om i overensstemmelse med traktatens artikel 155 at drage omsorg for gennemfoerelsen af traktatens bestemmelser.

2 Ved skrivelse af 22. april 1993 meddelte Generaldirektoratet for det Indre Marked og Finansielle Tjenesteydelser (GD XV) sagsoegeren, at foreningens klage var registreret under nr. 93/4155.

3 Ved skrivelse af 26. maj 1993 meddelte GD XV sagsoegeren, hvorfor man ikke fandt, at der i dette tilfaelde var tale om en overtraedelse af faellesskabsretten, og at Generaldirektoratet ville indstille til Kommissionen, at klagen ikke blev undersoegt yderligere.

4 Den 4. november 1993 besluttede Kommissionen ikke at fremme sagsoegerens klage, idet der ikke forelaa nogen overtraedelse af faellesskabsretten. Ved skrivelse af 13. december 1993, som sagsoegeren modtog den 17. december 1993, orienterede Kommissionen sagsoegeren om sin beslutning af 4. november 1993.

5 Sagsoegeren har herefter ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. februar 1994 anlagt naervaerende sag.

6 Ved saerskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. maj 1994 nedlagde Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 114 paastand om sagens afvisning og anmodede Retten om at tage stilling til denne paastand uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Sagsoegeren indleverede sine bemaerkninger til afvisningspaastanden den 13. juni 1994.

7 Retten har ved afgoerelse af 7. juli 1994 henvist sagen til en afdeling bestaaende af tre dommere.

8 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastand:

Kommissionens beslutning af 13. december 1993, som er meddelt sagsoegeren den 17. december 1993, annulleres, idet den er i strid med traktatens artikel 155 og artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), jf. traktatens artikel 5, 59, 86 og artikel 90, stk. 1.

9 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Afvisning.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om afvisningspaastanden, medmindre Retten bestemmer andet.

11 Er det aabenbart, at en sag skal afvises, kan Retten ifoelge procesreglementets artikel 111 uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse. Retten (Fjerde Afdeling) finder i dette tilfaelde at kunne traeffe afgoerelse paa det foreliggende grundlag, og det bestemmes derfor, at sagen ikke skal forhandles mundtligt.

Formaliteten

Sammenfatning af parternes argumentation

12 Kommissionen har til stoette for afvisningspaastanden anfoert, at naar sagsoegeren i staevningen goer gaeldende, at Kommissionen ikke er skredet ind over for Forbundsrepublikken Tyskland og har fortolket traktatens artikel 59, artikel 86 og artikel 90, stk. 1, forkert, oensker foreningen i virkeligheden at opnaa, at Kommissionens beslutning af 4. november 1993 om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure over for Forbundsrepublikken Tyskland annulleres.

13 Kommissionen har dog understreget, at sagen maa afvises, uanset om den vedroerer beslutningen af 4. november 1993 eller skrivelsen af 13. december 1993.

14 Hvad angaar beslutningen af 4. november 1993 har Kommissionen for det foerste anfoert, at denne beslutning, der vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt der skal indledes en traktatbrudsprocedure over for Forbundsrepublikken Tyskland, ikke er rettet til sagsoegeren. Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, men at den i denne henseende har en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at borgere ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt (dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, praemis 11, og af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981, praemis 6 og 7, samt kendelse af 23.5.1990, sag C-72/90, Asia Motor France mod Kommissionen, Sml. I, s. 2181, praemis 11).

15 Kommissionen har dernaest anfoert, at beslutningen af 4. november 1993 ikke beroerer sagsoegeren individuelt. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at andre personer end en beslutnings adressater ifoelge Domstolens praksis kun er individuelt beroert, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten (dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, og af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, Sml. s. 207). En organisation, hvis formaal er at varetage en gruppe borgeres faelles interesser, som f.eks. den sagsoegende forening, kan ikke anses for umiddelbart og individuelt beroert af en retsakt, som paavirker denne gruppes interesser i almindelighed (Domstolens dom af 18.3.1975, sag 72/74, Union syndicale m.fl. mod Raadet, Sml. s. 401, praemis 16 og 17).

16 Hvad angaar skrivelsen af 13. december 1993 har Kommissionen anfoert, at den ikke kan anses for en retsakt, der kan anfaegtes efter traktatens artikel 173. Naar formaalet med en klage som i det foreliggende tilfaelde er at faa fastslaaet, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, er den meddelelse om klagens videre behandling, som gives til klageren, ikke en beslutning, som kan anfaegtes under en retssag. Kommissionen har saaledes paa dette omraade en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at en borger ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt.

17 Kommissionen har tilfoejet, at selv om det antages, at dens beslutning om ikke at fremme sagsoegerens klage og saaledes ikke indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland bygger paa en forkert fortolkning af traktaten, kan dette forhold ikke medfoere, at en borger kan anlaegge sag til proevelse af Kommissionens afslag paa at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169 og dermed opnaa en abstrakt retslig proevelse af Kommissionens beslutninger, som ikke er hjemlet i traktaten.

18 I sine bemaerkninger til afvisningspaastanden har sagsoegeren for det foerste anfoert, at foreningens sagsanlaeg er rettet mod Kommissionens beslutning af 13. december 1993, som er den eneste beslutning, den har kendskab til. Denne beslutning er Kommissionens endelige afgoerelse, og den er rettet til sagsoegeren. Den kan derfor anfaegtes under en sag i henhold til traktatens artikel 173.

19 Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at Kommissionen i henhold til traktatens artikel 155 og 169 som udgangspunkt er forpligtet til at forfoelge enhver overtraedelse af traktaten, som den har kendskab til (Domstolens dom af 21.2.1984, sag 337/82, St. Nikolaus Brennerei, Sml. s. 1051, praemis 18). Endvidere er Kommissionen i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 forpligtet til at skride ind, naar den konstaterer en overtraedelse af traktatens artikel 5, 86 og 90. I det foreliggende tilfaelde er der en klar overtraedelse af traktatens artikel 59, idet udoevelsen af den ved denne bestemmelse hjemlede ret til fri udveksling af tjenesteydelser vanskeliggoeres eller umuliggoeres ved de omhandlede tyske bestemmelser. Disse bestemmelser er endvidere i strid med traktatens artikel 5, 86 og 90, idet der herved tillaegges bogfoeringsvirksomheden DATAV et monopol, saaledes at der bliver tale om misbrug af en dominerende stilling, jf. artikel 86.

20 Sagsoegeren, som har erkendt, at Domstolen har fastslaaet, at en borger ikke kan anlaegge et passivitetssoegsmaal, saafremt Kommissionen ikke skrider ind (den ovennaevnte dom i sagen Star Fruit mod Kommissionen, praemis 10-14), har imidlertid anfoert, at den foreliggende sag er anderledes, da Kommissionen ° efter at have fastslaaet, at de omhandlede tyske bestemmelser er i strid med traktatens artikel 59 ° ikke finder, at de personer, foreningen repraesenterer, kan paaberaabe sig denne overtraedelse. En af Kommissionen truffet beslutning om ikke at forfoelge en fastslaaet overtraedelse af traktaten kan ikke vaere unddraget den retslige kontrol efter traktatens artikel 173, idet en saadan beslutning er i strid med traktatens artikel 155 og er udtryk for et misbrug af Kommissionens skoensbefoejelse.

Rettens bemaerkninger

21 Det bemaerkes indledningsvis, at sagsoegerens paastand om annullation af Kommissionens skrivelse af 13. december 1993 i virkeligheden gaar ud paa, at Kommissionens beslutning om at henlaegge foreningens klage af 21. august 1992, som er truffet den 4. november 1993 og meddelt sagsoegeren ved skrivelse af 13. december 1993, annulleres.

22 Kommissionens beslutning om at henlaegge sagsoegerens klage maa anses for et udtryk for, at Kommissionen ikke vil indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169 mod Forbundsrepublikken Tyskland. Den eneste maade, hvorpaa Kommissionen kunne have imoedekommet sagsoegerens klage, var at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland.

23 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, men at den i denne henseende har en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at borgere ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt (ovennaevnte dom i sagen Star Fruit mod Kommissionen, praemis 10-14). Personer, som har indgivet en klage, har saaledes ikke i forbindelse med en procedure i henhold til traktatens artikel 169 mulighed for at indbringe Kommissionens beslutning om at henlaegge klagen for Faellesskabets retsinstanser.

24 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegeren i denne sag ikke har kompetence til at anfaegte Kommissionens beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland (Domstolens kendelse af 12. juni 1992, sag C-29/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3935, praemis 21, og Rettens kendelse af 14.12.1993, sag T-29/93, Calvo Alonso-Cortes mod Kommissionen, Sml. II, s. 1389, praemis 55, og af 27.5.1994, sag T-5/94, J. mod Kommissionen, Sml. II, s. 391, praemis 15).

25 Det bemaerkes endvidere, at sagsoegeren ved at kraeve, at Kommissionen skal indlede en procedure i henhold til artikel 169, i virkeligheden soeger at opnaa, at der udstedes en retsakt, som ikke vil beroere sagsoegeren umiddelbart og individuelt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, og som sagsoegeren derfor alligevel ikke ville kunne anfaegte ved et annullationssoegsmaal (jf. ovennaevnte dom i sagen Star Fruit mod Kommissionen, praemis 13).

26 For saa vidt sagsoegerens paastand maa forstaas saaledes, at det oenskes fastslaaet, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat visse bestemmelser i faellesskabsretten, bemaerkes, at retten til at indbringe en sag for Faellesskabets retsinstanser med henblik paa at faa fastslaaet, at en medlemsstat ikke har overholdt sine forpligtelser, ifoelge traktatens artikel 169 og 170 ikke tilkommer fysiske eller juridiske personer, men kun Kommissionen og de oevrige medlemsstater.

27 Sagsoegeren har endvidere betegnet sin klage som en begaering i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, idet klagen vedroerer en overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 5, artikel 86 og artikel 90, stk. 1 og 2. Sagsoegeren har imidlertid ikke anfaegtet handlinger foretaget af virksomheder, men kun Forbundsrepublikken Tysklands handlinger. Sagsoegeren har til trods herfor anfoert, at Kommissionen kan skride ind over for saadanne handlinger i henhold til artikel 90, stk. 3.

28 Retten udleder heraf, at sagsoegerens klage ogsaa kan anses for en begaering til Kommissionen om at goere brug af den kompetence, som tilkommer den i henhold til artikel 90, stk. 3.

29 Selv om det laegges til grund, at beslutningen om ikke at fremme klagen kan opfattes saaledes, at Kommissionen har afslaaet at traeffe en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, finder Retten alligevel ikke at kunne antage annullationssoegsmaalet til realitetsbehandling.

30 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, skal paase, at medlemsstaterne overholder de forpligtelser, der paahviler dem med hensyn til de i artikel 90, stk. 1, omhandlede virksomheder, og det fremgaar udtrykkeligt af denne bestemmelse, at Kommissionen, saafremt det er paakraevet, kan skride ind under de betingelser og med de retsmidler, som er naevnt i denne.

31 Som det fremgaar af bestemmelserne i artikel 90, stk. 3, og af den maade, hvorpaa bestemmelserne i denne artikel er opbygget, indebaerer den kontrolfunktion, som er paalagt Kommissionen i forhold til de medlemsstater, som er ansvarlige for en overtraedelse af traktatens bestemmelser, bl.a. vedroerende konkurrence (Domstolens dom af 12.2.1992, forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, praemis 32) noedvendigvis, at der indroemmes Kommissionen et vidt skoen. Kommissionen har saaledes ikke i forbindelse med udoevelsen af skoennet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, over foreneligheden af de statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser nogen forpligtelse til at gribe ind (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-32/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000, praemis 36, 37 og 38). De fysiske eller juridiske personer, som anmoder Kommissionen om at skride ind i henhold til artikel 90, stk. 3, kan derfor ikke anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke at goere brug af den kompetence, den har i henhold til artikel 90, stk. 3.

32 Sagsoegeren kan derfor ikke anfaegte Kommissionens afvisning af at meddele Forbundsrepublikken Tyskland et direktiv eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3.

33 Sagen maa herefter afvises.

Sagens omkostninger

34 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og da Kommissionen har paastaaet sig tilkendt omkostninger, doemmes sagsoegeren herefter til at betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 23. januar 1995.