61994A0178

Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt - beslutning om henlaeggelse af en klage, som er indgivet af en sammenslutning af de personer, som er tilsluttet en virksomheds gensidige socialsikringskasse, og hvori det haevdes, at der er ydet en statsstoette til fordel for denne virksomhed - beslutning, som ikke beroerer sammenslutningens retsstilling - afvisning

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

En sammenslutning, som er stiftet af de personer, der er tilsluttet en virksomheds gensidige socialsikringskasse, og som er indlemmet i den almindelige socialsikringsordning, er afskaaret fra at anfaegte en beslutning, hvorved Kommissionen henlaegger en klage, som er indgivet af denne sammenslutning, og hvori den goer gaeldende, at der er ydet en statsstoette til den paagaeldende virksomhed, som haevdes at bestaa i, at myndighederne dels har accepteret, at virksomheden oppebar forskellen mellem det beloeb, som den faktisk betalte socialsikringskassen i bidrag, og det bidragsbeloeb, som den paa grund af en nedsat koefficient blev fritaget for at betale til den almindelige socialsikringsordning, dels har accepteret en ophaevelse af den garanti, som den paagaeldende virksomhed var forpligtet til at opretholde, for at socialsikringskassen altid kunne vaere sikker paa, at der var tilstraekkelig daekning for de ydelser, den skulle praestere i en vis periode.

En beslutning om henlaeggelse af en klage, som i virkeligheden er rettet til den paagaeldende medlemsstat, har nemlig ikke bindende retsvirkninger, som beroerer en saadan sammenslutnings interesser ved at aendre dens retsstilling vaesentligt, dels da den paagaeldende medlemsstat, saafremt der blev udstedt paalaeg om tilbagebetaling af beloebet til staten, ikke efter national ret ville vaere forpligtet til efterfoelgende at betale sammenslutningens medlemmer bidragene, dels da der ikke er nogen grund til at antage, at den gensidige socialsikringskasse skulle kunne genopstaa.

Desuden er en sammenslutning af arbejdstagerne i den virksomhed, som haevdes at have modtaget statsstoetten, ikke i konkurrence med denne virksomhed, ligesom den ikke har nogen retlig interesse i at faa sagen proevet paa grund af eventuelle konkurrencemaessige virkninger.

I sag T-178/94,

Asociación Telefónica de Mutualistas (ATM), Madrid, ved advokaterne Juan Eugenio Blanco Rodríguez og Bernardo Vicente Hernández Bataller, Madrid, samt advokat Lydie Lorang, Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat André Sérébriacoff, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som under den skriftlige forhandling foerst har vaeret repraesenteret ved Francisco Enrique González Diaz og Michel Nolin, dernaest ved Francisco Santaolalla og Nolin, og under den mundtlige forhandling har vaeret repraesenteret ved Fernando Castillo de la Torre, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

hvori der er nedlagt paastand om annullation af den beslutning fra Kommissionen, som er meddelt Asociación Telefónica de Mutualistas ved Kommissionens skrivelse D/30508 af 15. februar 1994, og hvorved Kommissionen henlagde den klage, naevnte sammenslutning havde indgivet over en paastaaet statsstoette til aktieselskabet Compañía Telefónica de España,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne A. Kalogeropoulos, V. Tiili, R.M. Moura Ramos og J. Pirrung,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 30. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Den faktiske baggrund for klagen

1 Den sagsoegende sammenslutning, Asociación Telefónica de Mutualistas (ATM), blev oprettet i 1987 med henblik paa at varetage interesserne for medlemmerne af Institución Telefónica de Previsión (herefter »ITP«), der er en gensidig socialsikringskasse, som Compañía Telefónica de España, SA (herefter »TESA«), har oprettet for sine loenmodtagere og pensionsberettigede.

2 TESA er et erhvervsdrivende aktieselskab med statslig deltagelse, som har erhvervet koncession fra den spanske stat til at drive den grundlaeggende offentlige telefontjeneste. I 1992 androg statens andel af dette selskabs kapital 32%, idet resten af kapitalen var fordelt mellem 300 000 andre aktionaerer, som hver ejer mindre end 0,5% af aktierne. Sagsoegeren har under den mundtlige forhandling forklaret, at staten nu ejer 21% af aktiekapitalen. Desuden udnaevner staten flertallet af medlemmerne i TESA's administrative organer.

3 ITP blev oprettet af TESA i 1944 i henhold til lov af 6. december 1941 om hjaelpekasser og gensidige socialsikringskasser samt bekendtgoerelsen om gennemfoerelsen af denne lov, der blev godkendt ved dekret af 26. maj 1943. Ifoelge denne bekendtgoerelse var de naevnte kasser reguleret af deres vedtaegter og interne forskrifter, forudsat disse var i overensstemmelse med loven og gennemfoerelsesbekendtgoerelsen. Endvidere bestemtes det i bekendtgoerelsen, at de ydelser, som blev praesteret af disse kasser, var forenelige med de ydelser, som kassernes medlemmer kunne oppebaere i medfoer af statens obligatoriske socialforsikringsordning, medmindre det fremgik af andre, modstaaende lovforskrifter eller udtrykkelige bestemmelser, udstedt af Arbejdsministeriet, at disse ydelser traadte i stedet for de obligatoriske socialforsikringsydelser.

4 Hvad angaar social sikring i forbindelse med pensionering, varig invaliditet samt ydelser ved doedsfald og til efterladte, som skyldes en almindelig sygdom, er ITP siden 1966 traadt i stedet for den almindelige socialsikringsordning. I oevrigt var de ydelser, som blev praesteret af ITP, tilsyneladende hoejere end dem, som blev praesteret efter den offentlige ordning.

5 De ydelser, som blev praesteret af de gensidige socialsikringskasser, samt de bidrag, som blev indbetalt til disse kasser, var reguleret af disses egne vedtaegter. TESA's bidrag til ITP blev oprindelig ved ITP's vedtaegter fastsat til 7% af loennen til arbejdstagerne og senere forhoejet til 8 og 9%.

6 Det fremgaar endvidere af sagens akter, at der anvendes en nedsat koefficient paa den almindelige bidragssats, som gaelder for de organisationer og virksomheder, som har en gensidig socialsikringskasse, der i et vist omfang traeder i stedet for den almindelige socialsikringsordning, og som derfor er udelukket fra at faa daekket visse risici gennem den almindelige ordning. Koefficienterne blev fastsat hvert aar ved bekendtgoerelse, udstedt af den minister, som var ansvarlig for den sociale sikring. Det er ubestridt, at nedsaettelsen kunne udgoere indtil 14% af loenningerne.

7 Formaalet med den generelle lov om social sikring af 1966 var at samordne og fastsaette ensartede regler for den almindelige socialforsikringsordning. Hovedreglen efter denne lov er, at grupper, som falder ind under den almindelige socialsikringsordning, men endnu ikke er daekket heraf, skal indlemmes i ordningen.

8 Ifoelge kongeligt dekret af 20. november 1985 skal de institutioner, som er kompetente for de grupper, der skal indlemmes i den almindelige socialsikringsordning, betale et udligningsbeloeb til ordningen, som svarer til de byrder og forpligtelser, denne skal overtage. Hvis de indtaegter, som staar til raadighed til betaling af de forpligtelser, for hvilke disse institutioner traeder i stedet for den almindelige socialsikringsordning, ikke er tilstraekkelige til at daekke omkostningerne i forbindelse med indlemmelsen, skal forskelsbeloebet betales af de organisationer eller virksomheder, som er oekonomisk ansvarlige for betalingen af de ydelser, som disse institutioner praesterede.

9 I mellemtiden havde arbejdsministeren godkendt ITP's aendrede vedtaegter. Overgangsreglernes punkt 4 indeholder nu en bestemmelse om, at TESA »garanterer for de ydelser, som ITP skal praestere over en periode paa ti aar. Til konkretisering af dette ansvar skal det maksimumsbeloeb, som garanteres, fastsaettes hvert aar, og garantien skal fornys hvert aar, saaledes at den daekker en periode paa ti aar fra det tidspunkt, da den forlaenges«. Ifoelge sagsoegeren gjorde myndighederne endog godkendelsen af vedtaegterne betinget af, at der blev stillet en saadan garanti.

10 Ifoelge referatet fra ITP's direktionsmoede den 24. juli 1979 fastslog direktionen, at TESA som led i ITP's erhvervelse af TESA-aktier havde garanteret, at det ville indgaa visse forpligtelser over for ITP. Disse forpligtelser bestod navnlig i »en udvidelse af den ovennaevnte garanti for at daekke de tekniske reserver, som var fremhaevet i aktuarernes rapport« og i en forpligtelse til at opretholde denne garanti, som blev forlaenget hvert aar, saaledes som det fremgaar af den overgangsbestemmelse, der er naevnt i den foregaaende praemis.

11 Sagsoegeren anfoerer, uden paa dette punkt at blive modsagt af Kommissionen, at TESA kun fastsatte garantibeloebet for sit budget i regnskabsaaret 1997, i hvilken forbindelse beloebet blev fastsat til 8 mia. PTA.

12 Sagsoegeren anfoerer endvidere, at TESA's bestyrelse under sit moede den 28. januar 1987 indtog den opfattelse, at den periode paa ti aar, for hvilken den garanti, der oprindelig var indgaaet i 1977, skulle blive ved med at gaelde, var udloebet, og ophaevede den som foelge heraf.

13 Den 27. december 1991 besluttede Spaniens Ministerraad at indlemme de grupper af arbejdstagere og pensionsberettigede, som var tilsluttet ITP, i den almindelige socialsikringsordning. Ministeren for arbejde og social sikring fastlagde herefter virkningerne af denne indlemmelse i en bekendtgoerelse af 30. december 1991. Generaldirektoratet for planlaegning og finansiel administration af den sociale sikring fastlagde herefter ved beslutning af 25. maj 1992 omkostningerne i forbindelse med indlemmelsen, efter at have faaet tildelt kompetence hertil. I denne beslutning blev det endvidere bestemt, at TESA var forpligtet til at udrede forskellen mellem ITP's betalinger og det samlede beloeb, som skulle udbetales de pensionsberettigede, saafremt ITP's indtaegter skulle vise sig at vaere utilstraekkelige. Hvad angaar den supplerende socialsikringsordning blev der indgaaet en aftale den 8. juli 1992, hvorved TESA forpligtede sig til at udbetale de berettigede visse ydelser.

14 Den 10. juni 1992 traf OEkonomi- og Finansministeriet ex officio bestemmelse om ITP's oploesning og likvidation. Sagsoegeren har dog indvendt, at proceduren for oploesningen af ITP endnu ikke er endeligt afsluttet uden at blive modsagt paa dette punkt af Kommissionen.

Administrativ procedure

15 Dette er baggrunden for, at der paa ATM's vegne blevet indgivet en klage til Kommissionen den 1. juli 1993, hvori de spanske myndigheder kritiseres for at have accepteret en nedsaettelse af TESA's sociale bidrag, og hvori det goeres gaeldende, at denne nedsaettelse havde karakter af en statsstoette. De foranstaltninger, som kritiseres i klagen, kan paa baggrund af forklaringerne under den administrative procedure og sagen ved Domstolen beskrives som foelger.

16 For det foerste haevdes stoetten at bestaa i, at myndighederne accepterede, at TESA mellem 1982 og slutningen af 1991 oppebar forskellen mellem det beloeb, som TESA faktisk betalte ITP i bidrag, og det bidragsbeloeb, som TESA paa grund af den nedsatte koefficient blev fritaget for at betale til den almindelige socialsikringsordning. Denne stoette haevdes at udgoere 270 mia. PTA. Sagsoegeren har i oevrigt kraevet, at Kommissionen paalaegger TESA at betale ITP denne forskel.

17 For det andet haevdes myndighederne at have accepteret en ophaevelse af den garanti, som TESA var forpligtet til at opretholde, for at ITP altid kunne vaere sikker paa, at der var tilstraekkelig daekning for de ydelser, som denne skal praestere i de naestfoelgende ti aar. Denne statslige foranstaltning haevdes at have givet TESA en fortjeneste paa 8 mia. PTA.

18 I klagen har sagsoegeren desuden anfoert, at disse stoetteforanstaltninger medfoerte, at ITP kom i underskud og derfor maatte likvideres.

19 Ved skrivelse af 12. august 1993 opfordrede Kommissionen sagsoegeren til at fremsaette en raekke supplerende bemaerkninger til klagen. Efter et moede, som blev afholdt den 15. september 1993, tilsendte sagsoegeren en raekke supplerende oplysninger ved skrivelse af 29. oktober 1993. Ved skrivelse af 12. november 1993 opfordrede Kommissionen paa ny sagsoegeren til at supplere sine oplysninger, hvilket skete ved skrivelse af 3. december 1993.

20 Ifoelge Kommissionens besvarelse af et spoergsmaal fra Retten blev der ikke foert nogen korrespondance med den spanske stat, og der blev heller ikke truffet nogen udtrykkelig beslutning rettet til denne.

21 Efter en brevveksling mellem Kommissionen og sagsoegeren gav Kommissionen ved skrivelse D/30508 af 15. februar 1994 (herefter »skrivelsen af 15. februar 1994«) til sagsoegerens repraesentant, Molina del Pozo, meddelelse om, at der efter en gennemgang af samtlige de indkomne oplysninger ikke fandtes at vaere fremlagt bevis for, at der var ydet TESA en statsstoette. Kommissionen henlagde derfor sagsoegerens klage.

22 Begrundelsen for skrivelsen af 15. februar 1994 lyder saaledes:

»Staten har ikke grebet ind i ophaevelsen af [garantien ...] Selv om staten er hovedaktionaer i TESA, er hverken staten eller nogen af de oevrige aktionaerer i princippet ansvarlige for TESA's handlinger eller de af denne indgaaede forpligtelser, da TESA er en selvstaendig juridisk person.

Hvis ITP og de ansatte mener, at deres rettigheder er kraenket ved, at TESA har forsoemt at opfylde sine forpligtelser, kan de anlaegge erstatningssag ved de kompetente nationale domstole, som de allerede har gjort, og domstolene kan genindsaette dem i deres rettigheder, hvis de anser kravene for berettigede.«

»Beslutningen vedroerende fritagelsen for betalingen af visse beloeb til den [almindelige] sociale sikringsordning blev truffet af den spanske regering i overensstemmelse med de generelle bestemmelser i den spanske lovgivning om social sikring, da TESA opfyldte de heri fastsatte betingelser. Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt TESA tilsidesatte de forpligtelser, det havde paataget sig i henhold til de naevnte generelle lovbestemmelser, fastslog Spaniens Tribunal Supremo ved dom af 26. december 1990, at TESA ikke efter de generelle lovbestemmelser, som var gaeldende, var forpligtet til at betale ITP stoerre beloeb, end det havde gjort. Foelgelig har Kommissionen ikke grundlag for at konkludere, at det naevnte forskelsbeloeb udgoer en statsstoette, da den omhandlede situation ikke strider mod de gaeldende generelle lovbestemmelser.

...

Under alle forhold er klagerens krav om, at Kommissionen tilpligter TESA at betale ITP forskelsbeloebet, i strid med faellesskabsretten, da Kommissionen, saafremt der forelaa en stoette, som er uforenelig med faellesskabsretten, ville bestemme, at den skulle betales tilbage til staten.«

Retsforhandlinger

23 Dette er baggrunden for, at sagsoegeren har anlagt naervaerende sag ved staevning, indleveret til Rettens Justitskontor den 22. april 1994.

24 Ved saerskilt dokument, som er registreret paa Rettens Justitskontor den 28. juli 1994, har Kommissionen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 114, stk. 1, nedlagt paastand om sagens afvisning.

25 Sagsoegeren har fremsat sine bemaerkninger vedroerende Kommissionens formalitetsindsigelse den 12. september 1994.

26 Ved kendelse af 14. juni 1995 har Retten henskudt afgoerelsen vedroerende formalitetsindsigelsen til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

27 Parterne har afgivet svarskrift, replik og duplik til Rettens Justitskontor henholdsvis den 21. august, den 9. oktober og den 15. december 1995.

28 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Udvidede Afdeling) indledt den mundtlige forhandling. Som led i sagens tilrettelaeggelse har Retten stillet parterne en raekke skriftlige spoergsmaal, som disse har besvaret forskriftsmaessigt.

29 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i retsmoedet den 30. september 1997.

Parternes paastande

30 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsoegeren medhold.

- Skrivelsen af 15. februar 1994, hvorved Kommissionen erklaerede at have henlagt sagsoegerens klage, annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Principalt afvisning.

- Subsidiaert frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumentation

32 Kommissionen har rejst to formalitetsindsigelser under sagen. For det foerste goer den gaeldende, at sagsoegeren ikke har nogen retlig interesse, og for det andet, at der ikke foreligger nogen foranstaltning, som sagsoegeren kan anfaegte. I hvert fald har sagsoegeren efter Kommissionens opfattelse ingen soegsmaalsinteresse i EF-traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.

33 Hvad angaar den foerste formalitetsindsigelse anfoerer Kommissionen, at sagsoegeren for det foerste ikke har nogen retlig interesse, da sammenslutningen ikke, selv om den spanske stats finansielle indgreb til fordel for TESA maatte anses for en statsstoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, ville have nogen gavn af et eventuelt paalaeg om at betale denne tilbage, da de sociale bidrag, som ikke er opkraevet, i saa fald skal betales tilbage til den spanske stat og ikke til ITP eller ATM. Efter Kommissionens opfattelse indeholder spansk ret ingen mulighed for at udligne forskellen mellem det normale bidrag til den sociale sikring og det lavere bidrag, som TESA har betalt ITP, saaledes som Tribunal Supremo har fastslaaet i ovennaevnte dom.

34 Kommissionen tilfoejer, at det endog juridisk set har vaeret umuligt siden 1992 at foretage nogen tilbagebetaling, da ITP er oploest. Selv om den haevdede stoette, der skal betales tilbage, skulle indbetales til ITP, maatte stoettebeloebet paa grund af ITP's oploesning indbetales til den sociale sikringsordning for at daekke omkostningerne i forbindelse med ITP's indlemmelse i den almindelige socialsikringsordning.

35 Den anden grund til, at sagsoegeren efter Kommissionens opfattelse ikke har nogen retlig interesse, er, at den paastaaede statsstoette udelukkende kommer TESA til gode, og at hverken sagsoegeren eller dennes medlemmer er direkte eller indirekte i konkurrence med denne virksomhed. Kommissionen paaberaaber sig i denne forbindelse Domstolens kendelser af 30. september 1992 i sag C-295/92, Landbouwschap mod Kommissionen (Sml. I, s. 5003) og af 8. april 1981 i de forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle Erling m.fl. mod EOEF (Sml. s. 1041), og anfoerer, at ved afgoerelsen af, om der foreligger en retlig interesse, skal undersoegelsen af konkurrenceforholdene foretages i relation til sagsoegeren og ikke i relation til personer eller virksomheder, som faktisk eller potentielt kan taenkes at vaere beroert af den paagaeldende foranstaltning. I den foreliggende sag staar hverken ATM eller dennes medlemmer direkte eller indirekte i noget konkurrenceforhold til TESA, og der findes ingen anden forbindelse mellem dem, som er relevant for beskyttelsen af den frie konkurrence. Efter Kommissionens opfattelse er ATM's interesse derfor overhovedet ikke beroert af, om den anfaegtede beslutning opretholdes eller annulleres.

36 Kommissionens anden formalitetsindsigelse stoettes paa, at der ikke foreligger nogen foranstaltning, som sagsoegeren kan anfaegte. Kommissionen anfoerer herom for det foerste, at skrivelsen af 15. februar 1994 ikke er nogen beslutning, som er rettet til sagsoegeren, da der i modsaetning til, hvad der gaelder efter Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), ikke inden for sektoren for statsstoette findes nogen klageprocedure, som, hvis sagsoegeren oensker det, kan udmoente sig i en beslutning, der er rettet til sagsoegeren, og som kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal. Denne opfattelse har ifoelge Kommissionen klar stoette i Domstolens domme af 24. marts 1993 i sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 1125) og af 19. maj 1993 i sag C-198/91, Cook mod Kommissionen (Sml. I, s. 2487), og er sammenfattet i generaladvokat Tesauro's forslag til afgoerelse i ovennaevnte dom i sagen Cook mod Kommissionen (Sml. I, s. 2502).

37 En skrivelse som den her i sagen omhandlede udgoer nemlig alene en information om en beslutning, som er rettet til en medlemsstat, der er den eneste adressat for beslutninger vedroerende statsstoette. Skrivelsen giver blot meddelelse om indholdet af selve beslutningen til dem, som har anfaegtet stoetten. Skrivelsen af 15. februar 1994 indebaerer derfor ikke i sig selv en afslutning af proceduren, som i oevrigt paa ny vil kunne ivaerksaettes, saafremt den klagende virksomhed fremfoerer nye faktiske eller retlige omstaendigheder, som kan begrunde dette.

38 Desuden er sagsoegeren efter Kommissionens opfattelse under alle forhold ikke individuelt beroert, som det kraeves efter traktatens artikel 173, stk. 4. Sagsoegeren er nemlig en privat forening, der handler under sagen i sine medlemmers og ikke i sin egen interesse og derfor ikke er individuelt beroert af en beslutning om fastslaaelse af, at statens angivelige finansielle indgreb til fordel for TESA ikke er nogen statsstoette i traktatens artikel 92's forstand. Navnlig har sagsoegeren ikke indtaget rollen som privilegeret samtalepartner, saaledes som dette forudsaettes efter Domstolens dom af 2. februar 1988 i de forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 219). Paa samme maade har Retten ganske vist i dommen af 6. juli 1995 i de forenede sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 1971), bekraeftet, at en erhvervssammenslutning kunne anses for at vaere individuelt beroert, saafremt den kunne bevise, at visse af dens medlemmers konkurrencemaessige stilling var blevet vaesentligt paavirket af den paagaeldende stoette, og saafremt et sagsanlaeg fra de paagaeldende medlemmer kunne fremmes til realitetsbehandling som forudsat i Domstolens dom af 28. januar 1986 i sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 391), men disse betingelser er efter Kommissionens opfattelse ikke opfyldt i denne sag.

39 Efter Kommissionens opfattelse er sagsoegeren heller ikke umiddelbart beroert, som det kraeves efter traktatens artikel 173, stk. 4, da der ikke er nogen aarsagsforbindelse mellem beslutningen om ikke at rejse nogen indsigelse under hensyn til, at der ikke foreligger nogen statsstoette, og det tab, som eventuelt er opstaaet paa grund af den spanske lovgivning om social sikring. Selv om det nemlig antages, at Kommissionen har begaaet en fejl ved kvalifikationen af den spanske stats finansielle indgreb til fordel for TESA og derfor skal udstede paalaeg om tilbagebetaling af stoetten, findes der nemlig ikke nogen grundlag i spansk ret for at erstatte det tab, som sagsoegeren haevder at have lidt.

40 Sagsoegeren goer gaeldende, at sagen boer fremmes til realitetsbehandling. Over for den foerste formalitetsindsigelse anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den har en retlig interesse. For et foerste var det paa grund af garantiens ophaevelse og de for lave bidrag - altsaa den stoette, som anfaegtes under sagen - at ITP ikke var i stand til at udrede ydelserne til de berettigede, og at ITP blev indlemmet i den almindelige socialsikringsordning. Hvis TESA tilbagebetalte den statsstoette, som sagsoegeren anser for uforenelig med det faelles marked, ville dette komme sagsoegeren til gode, fordi de spanske myndigheder i saa fald ville viderebetale disse beloeb til ITP, saaledes at de i sidste ende kom sagsoegerens medlemmer til gode.

41 Sagsoegeren finder, at Kommissionen har anlagt en fejlagtig fortolkning af den ovennaevnte af Tribunal Supremo afsagte dom. Denne dom vedroerer efter sagsoegerens opfattelse ikke spoergsmaalet om, hvorvidt der skal foretages en tilbagebetaling, idet den nationale domstol alene baserede sin afgoerelse paa en processuel regel og antog, at kravet skulle have vaeret rejst af ITP's ledelse og ikke af sagsoegerens ansatte og pensionsberettigede.

42 Ifoelge sagsoegeren er det endvidere uholdbart, naar Kommissionen goer gaeldende, at det siden 1992 har vaeret juridisk set umuligt at tilbagebetale beloebene til ITP, eftersom likvidationen af ITP ikke var umiddelbart forestaaende. Selv om de retlige forudsaetninger er opfyldt, og de retlige afgoerelser vedroerende likvidationen er truffet, kan en dom fra Retten, hvorved sagsoegeren faar medhold i sagen, give anledning til en aendring af forvaltningsakterne om oploesningen af ITP.

43 Hvad angaar konkurrencestillingen paa markedet anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den har lidt et reelt og utvivlsomt tab paa grund af statsstoetten til TESA, da nedsaettelsen af de sociale bidrag har beroert dens medlemmers rettigheder. Sagsoegeren henviser i den forbindelse til ovennaevnte dom i sagen Cook mod Kommissionen, hvori udtrykket de interesserede parter i traktatens artikel 93, stk. 2's forstand er defineret som personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser kan taenkes at vaere beroert af den tildelte stoette, dvs. konkurrerende virksomheder og interesseorganisationer. Da sagsoegeren er en interesseorganisation, som er oprettet for at varetage interesserne hos gensidige socialsikringskasser, vil alt, som beroerer ITP eller TESA, have en direkte interesse for sagsoegeren.

44 Den sagsoegende sammenslutning har endvidere retlig interesse, da den er oprettet for at varetage ITP's interesser i situationer, hvor det ellers er umuligt at forsvare disse interesser paa grund af TESA's dominerende indflydelse over for ITP.

45 Vedroerende den anden formalitetsindsigelse anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den er adressat for skrivelsen af 15. februar 1994, som er en beslutning, der har bindende retsvirkning. Skrivelsen udgoer nemlig afslutningen paa klageproceduren og indeholder en vurdering af den anfaegtede stoette, som indebaerer, at sagsoegerens medlemmer forhindres i at faa tilgodeset deres fremtidige interesser.

46 Sagsoegeren paaberaaber sig i denne forbindelse dels Domstolens dom af 16.6.1993 i sagen Frankrig mod Kommissionen (sag C-325/91, Sml. I, s. 3283, praemis 9) og goer gaeldende, at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en handling, som kan anfaegtes efter traktatens artikel 173, afhaenger af, om denne har nogen retsvirkning, dels Domstolens dom af 15. december 1988 i sagen Irish Cement mod Kommissionen (forenede sager 166/86 og 220/86, Sml. s. 6473, praemis 11), hvori Domstolen antog, at et afslag paa at indlede en procedure i henhold til artikel 93, stk. 2, er en foranstaltning, som har retsvirkninger. Sagsoegeren henviser endvidere til Domstolens dom af 16. juni 1994 i sagen SFEI m.fl. mod Kommissionen (sag C-39/93 P, Sml. I, s. 2681, praemis 27 og 28), hvori det antages, at en institution, som har faaet tillagt befoejelse til at fastslaa og paalaegge sanktioner for en overtraedelse, og til hvem private kan indgive klage - saaledes som Kommissionen har befoejelse til paa det konkurrenceretlige omraade - traeffer en foranstaltning med retsvirkning, naar den afslutter en undersoegelse, som den har indledt paa foranledning af en klage, og at henlaeggelsen af en klage ikke kan anses for en indledende eller forberedende foranstaltning, da den udgoer det sidste stadium i proceduren, idet den ikke foelges op af nogen foranstaltning, som kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

47 Endvidere anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at den medvirkede aktivt i den procedure, Kommissionen ivaerksatte paa foranledning af klagen. Dette forhold giver den ret til at anfaegte den beslutning, der traeffes som afslutning paa proceduren (jf. ovennaevnte dom i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen).

48 Endelig anfoerer den sagsoegende sammenslutning, at sagen maa fremmes til realitetsbehandling for at sikre den et effektivt retsmiddel i overensstemmelse med artikel 13 i den europaeiske menneskerettighedskonvention og Domstolens praksis, da der ikke findes noget hensigtsmaessigt retsmiddel i Spanien paa statsstoetteomraadet, som giver sagsoegeren mulighed for at anfaegte den nedsaettelse af de sociale bidrag, der er blevet tilladt paa grund af en undladelse fra Kongeriget Spaniens side.

49 I duplikken anfoerer Kommissionen, at den naevnte dom i sagen SFEI m.fl. mod Kommissionen vedroerer proceduren i henhold til traktatens artikel 85 og 86, som bl.a. giver mulighed for at indgive klage. Denne del af retspraksis kan ikke anvendes paa den foreliggende sag. Vedroerende Domstolens ovennaevnte dom i sagen Irish Cement mod Kommissionen anfoerer Kommissionen, at Domstolen i denne sag havde vaeret noedt til at undersoege, om sagsoegeren var umiddelbart og individuelt beroert af Kommissionens skrivelse, hvis ikke den havde antaget, at sagen var anlagt efter fristens udloeb.

50 Hvad endelig angaar den sagsoegende sammenslutnings argument om, at den ikke har nogen mulighed for at opnaa domstolskontrol, saafremt sagen afvises, bemaerker Kommissionen, at traktatens artikel 92, stk. 1, finder direkte anvendelse, hvorfor sagsoegeren kan paaberaabe sig denne traktatbestemmelse for de nationale domstole, saafremt den anser det for hensigtsmaessigt.

Rettens bemaerkninger

51 Det bemaerkes for det foerste, at adressaten for en beslutning, hvorved undersoegelsen af en stoetteforanstaltnings forenelighed med traktaten afsluttes, altid er den paagaeldende medlemsstat, og at en privat kan anfaegte beslutningen for Faellesskabets retsinstanser, saafremt betingelserne i traktatens artikel 173, stk. 4, er opfyldt.

52 I denne forbindelse bemaerkes, at skrivelsen af 15. februar 1994 i forhold til sagsoegeren alene har karakter af en meddelelse, som gengiver indholdet af en beslutning, hvis adressat er den paagaeldende medlemsstat. Retten finder derfor, at sagsoegerens paastand om annullation af skrivelsen af 15. februar 1994, hvorved Kommissionen erklaerede at have henlagt den af sagsoegeren indgivne klage, maa forstaas saaledes, at sagsoegeren i virkeligheden oensker en annullation af den beslutning, som er rettet til den paagaeldende medlemsstat, og som skrivelsen er en gengivelse af.

53 Fysiske eller juridiske personer kan efter traktatens artikel 173, stk. 4, kun anfaegte foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som beroerer den paagaeldendes interesser ved at aendre dennes retsstilling vaesentligt.

54 Det maa derfor undersoeges, om den beslutning, hvorved undersoegelsen af, om den statsstoette, sagsoegeren havde klaget over, var forenelig med traktaten, blev afsluttet - hvilken beslutning blev meddelt sagsoegeren ved skrivelsen af 15. februar 1994, men hvis adressat i virkeligheden var Kongeriget Spanien - beroerer sagsoegerens interesser ved at aendre dennes retsstilling vaesentligt. Dette er en betingelse for, at sagsoegeren har retlig interesse i en annullation af den anfaegtede foranstaltning.

55 I den foreliggende sag anfoerer sagsoegeren, at Kommissionens beslutning indeholder en vurdering af den anfaegtede stoette og dermed forhindrer sagsoegerens medlemmer i at faa tilgodeset deres interesser i fremtiden. Der skal derfor foretages en sammenfatning af sagens faktiske omstaendigheder for at afgoere, hvilken forbindelse der er mellem Kommissionens beslutning og de tab, sagsoegeren haevder at have lidt.

56 Sagsoegeren er en sammenslutning, som er stiftet af medlemmerne af den gensidige socialsikringskasse ITP. Disse medlemmer er alle nuvaerende eller pensionerede arbejdstagere ved TESA, hvilket selskab har oprettet ITP for at etablere en social sikringsordning for sine arbejdstagere. Retten maa derfor konstatere, at medlemmerne af den sagsoegende sammenslutning i virkeligheden klager over den statsstoette, som de paastaar er ydet deres nuvaerende eller tidligere arbejdsgiver.

57 Hvis ikke den paastaaede, ulovlige statsstoette var blevet ydet, ville ITP efter sagsoegerens opfattelse ikke vaere blevet indlemmet i den almindelige socialsikringsordning, og de berettigede kunne vaere fortsat med at oppebaere mere fordelagtige ydelser end der praesteres efter den almindelige ordning. Hvis stoettebeloebet var blevet tilbagebetalt staten, hvilket Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse burde havde givet paalaeg om, ville staten have betalt ITP dette beloeb. Hermed ville ITP genopstaa, og de berettigede ville generhverve deres krav paa de mere fordelagtige ydelser.

58 Det maa i den forbindelse konstateres, at Tribunal Supremo har fastslaaet, at »der ikke findes noget grundlag for at kraeve andre betalinger [til fordel for ITP] ... end dem, som er fastsat i [de bestemmelser], der gaelder for ITP, og det er almindelig bekendt, at forskellen mellem det normale bidrag, der indbetales til [den almindelige socialsikringsordning], fordi denne overtager alle de forsikrede risici, og det delvise bidrag, som er indbetalt i den foreliggende sag til TESA['s gensidige socialsikringskasse] ... er et problem vedroerende en aendring af lovgivningen, som domstolene ikke kan afgoere« (jf. ovennaevnte doms praemis 3). Retten maa fastslaa, at Kommissionen havde grundlag for at konkludere, at TESA ikke efter national lov var forpligtet til at betale stoerre beloeb end den gjorde. Desuden er det ikke foreskrevet i national lov, at ITP skal have udbetalt forskellen mellem de normale bidrag til den almindelige socialsikringsordning og de lavere bidrag, som denne gensidige socialsikringskasse havde krav paa efter de bestemmelser, som gjaldt for den paa davaerende tidspunkt (jf. ovenfor, praemis 5 og 6).

59 Selv om beslutningen maatte blive annulleret, og Kommissionen skulle traeffe foranstaltninger til opfyldelse af dommen, er der intet grundlag for at antage, at denne procedure skulle foere til, at ITP fik udbetalt forskelsbeloebet.

60 Som Kommissionen med rette har antaget, skulle de sociale bidrag, som ikke er blevet opkraevet, tilbagebetales til den spanske stat, saafremt der blev udstedt paalaeg om tilbagebetaling, og den spanske stat er ikke efter national lov forpligtet til efterfoelgende at betale ITP beloebet. Hertil kommer, at eftersom man forfulgte et politisk formaal med indlemmelsen af de private socialsikringskasser i den almindelige socialsikringsordning (jf. ovenfor, praemis 7), er der ingen grund til at antage, at ITP skulle kunne genopstaa.

61 Hvad angaar det andet aspekt af den paastaaede stoette bemaerkes, at selv om Kommissionen maatte have fastslaaet, at ophaevelsen af garantien havde karakter af en statsstoette, og selv om den havde udstedt paalaeg om, at denne skulle tilbagebetales, ville tilbagebetalingen alene have bestaaet i, at medlemmerne af den gensidige socialsikringskasse fik udbetalt de ydelser, der tilkom dem. TESA er imidlertid i forvejen i medfoer af de nationale retsforskrifter, som er naevnt ovenfor i praemis 8 og 13, forpligtet til at daekke omkostningerne i forbindelse med ITP's indlemmelse i den almindelige socialsikringsordning. Siden ITP blev indlemmet i den almindelige ordning, betales ydelserne af denne. Da sagsoegeren ikke har godtgjort, at ophaevelsen af garantien medfoerte konkrete tab for medlemmerne, har sagsoegeren heller ikke godtgjort, at en eventuel tilbagebetaling ville have givet medlemmerne en raekke fordele, som de kunne goere krav paa. Sagsoegeren har ej heller godtgjort, at ITP ikke ville vaere blevet indlemmet i den almindelige ordning, hvis garantien var blevet opretholdt.

62 Under disse forhold paavirker beslutningen klart ikke den sagsoegende sammenslutnings retsstilling, selv om den har medfoert, at dens klage er blevet henlagt. Foelgelig kan opretholdelsen eller annullationen af denne beslutning ikke paavirke sagsoegerens eller dens medlemmers interesser. Sagsoegeren har derfor ingen retlig interesse i at opnaa en annullation af den anfaegtede beslutning og opfylder dermed ikke betingelserne i traktatens artikel 73, stk. 4.

63 Retten maa endvidere konstatere, at sagsoegeren i virkeligheden er en sammenslutning af arbejdstagere i den virksomhed, som haevdes at have modtaget statsstoetten, hvorfor sammenslutningen ikke er i konkurrence med denne virksomhed og heller ikke har nogen retlig interesse i at faa sagen proevet paa grund af eventuelle konkurrencemaessige virkninger (se herom, hvad angaar forbindelsen mellem de konkurrencemaessige virkninger og realitetsbehandlingen, f.eks. ovennaevnte kendelse i sagen Landbouwschap mod Kommissionen, praemis 12, og Rettens dom af 27.4.1995, sag T-435/94, ASPEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1281, praemis 63).

64 Sagsoegeren har foelgelig ikke godtgjort at have nogen retlig interesse i en annullation af den beslutning, hvorom sagsoegeren modtog meddelelse ved skrivelsen af 15. februar 1994.

65 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at sagen maa afvises, uden at det er noedvendigt at behandle de oevrige argumenter, som sagsoegeren og Kommissionen har fremfoert.

Sagens omkostninger

66 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da den sagsoegende sammenslutning har tabt sagen, paalaegges den i overensstemmelse med Kommissionens paastand at betale sine egne og Kommissionens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sine egne og Kommissionens omkostninger.